Vampire Society Conference

Tid: 22:30
Vejr: Himlen er mørk af skyer og solen er forsvundet fra horisonten
Location: Omari Ménage banken nær Rhône floden, Genève, Schweiz

Et tykt skydække havde trukket sig op om ørene på Genève og de omkringliggende småbyer. Det var som om, skyerne skar direkte ved den franske grænse, guderne tillod åbenbart ikke uvejr i turistlandet Frankrig, som Kalamka efterhånden hadede indædt. Så forbandet og korrupt. Schweiz var hans eget lille fristed, hans nødvendige pusterum.

Mellem Di Morga og den vampyrdominerede arbejdsplads i Genève løb en førerløs metro igennem undergrunden med sin rutsjebaneagtige fremfærd i et oplyst rørsystem og lignede en eller anden form for larve. Engang i en næsten glemt fortid havde det blot været et underjordisk tog, og der var intet andet lys end det, der kom fra selve kupeerne. Når man kiggede ud ad vinduerne kunne man da se sit eget spejlbillede dukke op et sted i det tykke mørke, der endda var mørkere end løbesod eller olie.
Tilbage til nutiden ville man træde ud på en oplyst men solisoleret destinationsplatform. Herfra kunne man vælge to elevatorer, hvor den ene førte op til en solisoleret gang, der forbandt de øvrige bygninger med stationen, og den anden førte direkte op til friheden og sollyset. En tredje elevator i den modsatte ende var udelukkende kun til brug af de ansatte og førte op til fløj D, hvor der primært var kontorer. På tredje sal sad Kalamka ved sit skrivebord med hænderne foldet på maven.

Lige netop denne dag befandt der sig mange (eller i hvert fald flere end normalt) i metroen. Udover de ansatte, var der adskillige vampyrer og enkelte andre væsner, som af forskellige årsager havde de rette forbindelser til at få en invitation og et adgangspas. Dem, der ikke havde et adgangspas, var for det meste demonstranter eller elskere, som var i følgeskab med en inviteret og derfor kunne få lov til at overnatte i opholdsbygningen. Ved de to elevatorer stod fire vagter og tjekkede folks identiteter med små scannere; demonstranterne blev gennet ind i den anden elevator end de andre.

De inviterede med adgangspas var vampyrer med noget at skulle have sagt. Enkelte var inviteret udelukkende på grund af formaliteter, enkelte var inviteret udelukkende på grund af de enorme summer penge, vedkommende havde valgt at opbevare i banken. To mennesker var også repræsenteret, men de blev transporteret via bil og under højeste sikkerhed oppe på overfladen.
Derudover var der sendt adgangspas ud til to institutioner: lægevæsnet og militæret. Med så mange væsner samlet på et sted, havde de brug for adgang til læger, der havde erfaring med behandling af væsner samt ekstra vagter, som kunne holde situationen under kontrol, hvis kaosset skulle bryde løs mellem demonstranter og deltagere.
Adgangspassene var et kvadratisk lamineret stykke papir med teksten ”VSC13”, og hvor navn, blodtype, en stregkode og bestemt talrække var vedlagt samt en kort beskrivelse af, om vedkommende var en trussel mod sikkerheden på stedet. Langt de fleste havde fået titlen ”Minimal”.

De tilkaldte ansatte – lægerne og militærfolkene – blev alle henvist af receptionisterne på fløj D til at tage elevatoren op til tredje sal, hvor Kalamka ville befinde sig med de midlertidige ansættelseskontrakter. Det var her, man blev taget i betragtning og det var her, man kunne nå at sige fra, men vigtigst af alt var det også her, hvor man havde muligheden for at tale i enrum med bankens chairman, hvilken var en sjælden oplevelse – selv for de fastansatte.

Kalamka havde for få minutter siden sendt en flok soldater ud med bekræftelser, og nu lå deres ansættelseskontrakter i en nydelig stak på skrivebordet. Han sad blot og ventede på den næste, der ville træde ind ad døren. Ikke en eneste fra hospitalet i Di Morga havde vist sig på kontoret, og en ubehagelig følelse lagde sig i mellemgulvet: hvis der ikke dukkede nogle læger op, kunne han risikere at være tvunget til at aflyse konferencen.

Klokken var 06:00 om morgenen og nattevagten var netop overstået.
Ude i kvindernes omklædningsrum stod en ung kvinde og havde netop taget hendes kittel af. Hun rakte bag nakken, tog fat om elastikket og trak det ud af sit sorte hår så det faldt, let bølgende, ned af hendes ryg. Hun rystede på hovedet for at få det spredt lidt mere ud. Elaskittet havde fået snørret det en smule sammen.
Kitlen blev smidt til vask og en simpel hvid bluse og en lyseblå nederdel der gik til knæene blev fundet frem.
"Artanis! Artanis er du herinde? Oh... Du er ved at klæde om" tilføjede den nyankomne kvinde da hun så Artanis stå med blusen holdt op for sit bryst.
"Emily?" Spurgte Artanis og fik blusen over hovedet og trukket ned over brystet "Hvad er der siden du kommer brasende ind på den måde? Jeg troede du allerede var taget hjem"
Den nyankomne kvinde, Emily, smilede undskyldende "Det var jeg egentlig også, men så kom jeg i tanke om noget" Hun rakte et lille brev op af hendes taske hun bar over den ene skulder "Jeg skulle give det her til dig. Brevet kom midt i nat mens du var igang med Andersens operation. Ham der kom med det sagde ikke hvem han var, men han bad mig bare om at give dig brevet. Sagde noget med at du var en af de få der var kvalificerede" Hun rystede opgivende på hovedet "Jeg har ingen anelse om hvad han snakkede om, men her er det" Hun gik hen til Artanis og lagde brevet ovenpå hendes nederdel og gik mod døren igen "Sov godt Artanis, vi ses"
"Vi ses" sagde Artanis med et smil og gabte "Jeg håber da i hvert fald at jeg vil kunne sove godt. Har brug for det. Travl nat".
Hun hun trukket nederdelen op om hofterne og lynet den så den sad fast. Brevet blev stoppet i tasken og hun gik hjemad, hele tiden med brevet i bagtankerne. Hvad var der i det? Hun måtte finde ud af det når hun kom hjem.

Derhjemme fik hun et par skiver brød ned før nysgerrigheden tog over.
Hun åbnede konvolutten, foldede brevet ud og læste.

Til Mrs. Hughs
Det er kommet for mine ører at de har evner der overgår de flestes. Båd i medicinsk forstand, men også naturlig forstand. Ser de, jeg har i sinde at skab noget stort. Derfor har jeg sendt bud efter dem. Deres medicinske viden og erfaring vil komme os til gode, det samme vil deres mere personlige evner.
Med det sagt inviterer jeg dem hermed til Schweiz, til en konference hvor alting vil blive påbegyndt. Vedlagt dette brev vil du find en flybillet, adgangskort og instruktioner

Hun lagde brevet fra sig igen, lettere forvirret. Nogen havde sendt hende et brev, de vidste at hun ikke var et menneske og de vidste hvor hun arbejdede. Det hele var lettere uhyggeligt, men det lød som om de var endnu en mulighed for hende at bevise overfor verdenen at en dæmon sagtens kan være godhjertet.
Hun samlede instrukserne op

Det hele så simpelt nok ud. Hun valgte at tage afsted. Der havde ikke stået noget i brevet eller instrukserne om hvad man skulle gøre hvis man afslog. De måtte forvente at man tog imod tilbudet.

-----------

Klokken var 22:35 D. 30/07/2012 og Artanis var netop stået af ved fjerde stoppested efter at have taget metroen. Hun steg ud med sin lille kuffert. Hun havde pakket lidt tøj og hvad hun ellers havde brug for. Hun vidste ikke hvor lang tid hun skulle være der så tegnebogen var også kommet med.

Hun gik hen til elevatoren og viste den lille laminerede firkant til vagterne der stod og tjekkede de forbipasserende.
"Trusselsniveau... Middel?" sagde vagten i en lettere overraskende tone. Den 165 høje 'unge' kvinde der stod foran ham lignede ikke en trussel på nogen som helst måde. Det eneste der måske antydede noget var hendes øjne. De var gamle, de var vise. Hun havde levet længere end de fleste og kendte til mere end mange andre, selv dem der var på hendes egen alder. Han nikkede kort og lod hende komme igennem.

Artanis tog elevatoren op på 3. Sal. og blev henvist til en dør tæt ved af sekretæren. Med sin lille kuffert rullende efter sig gik Artanis hen og åbnede døren og gik ind.
Derinde sad en mørk mand, mageligt lænet tilbage i sin stol med hænderne foldet på maven, men med et lettere bekymret blik i øjnene. Blikket ændredes dog brat til et med et glimt af håb.
Artanis satte sin kuffert ved siden af den nu lukkede dør og tog et par skridt frem.
Hun rettede sit næsten blod-røde blik mod manden i stolen "Goddag, jeg formoder at de er Kalamka Omonuwa Omari? Jeg er Artanis Hughen fra Di Morga hospitalet. Jeg blev bedt om at møde op her. Jeg regner med at jeg kan få detaljerne for hvorfor der blev sendt bud efter mig?"

Kalamka Omonuwa Omari ignorerede opkaldet fra sit afkom. Telefonen på skrivebordet lyste med røde knapper i arrigskab, men han trykkede dem blot væk. Han havde alt den tid i verden, et par opkald kunne vente til senere, nu havde han sig noget andet for, og dette andet skulle ske i en hulens fart. Han var overbevist om, at han skulle smøre tykt på, han måtte aktivere alt den autoritet, han havde i sig. Den lange, pigmentrige fingre tappede rytmisk på skrivebordets overflade.

Ligesom resten af kontoret bag det også præg af skandinavisk design - alt var rent, skinnende rent, og organiseret. Glatte overflader. Enkelthed. Struktur. Kalamka havde aldrig været særlig pompøs - han havde altid foretrukket det praktiske frem for det fashionable, og selv om mange vampyrer stadig hang ved de viktorianske gardiner og tunge møbler, så havde han altså taget skridtet videre og var i den grad fulgt med tiden.

Sådan skulle det jo også være på en moderne arbejdsplads - det nyttede ikke noget, at man rendte rundt med olielamper og snublede i store glamourøse draperede gardiner. Det skulle ikke være glamourøst, det skulle være sikkert og det skulle være praktisk. Safety first.

En knap på telefonen lyste nu grøn. Det signalerede, at sekretæren enten selv ville komme ind, eller at hun havde henvist en til at gøre det. Selv om Kalamka godt kunne bruge en lun drink, håbede han nu mere på, at dørene ville afsløre en nærmest ukendt skikkelse. Helt ukendte var de jo ikke, han havde trods alt gjort sin research.

Et bredt smil træk op i hans mørke læber og blottede et stort sæt hvide tænder. Imødekommende, men uden at flytte sig fra stolen, bredte han sine arme ud i en enorm vifte, og lysene i hans øjne lagde ikke skjul på, at en tung sten blev fjernet fra hans bryst.

"Velkommen!" startede han og rejste sig op. "Alt hvad De har brug for at vide, miss Hughen, finder De hos mig!" Hans mørke stemme holdt en kunstpause, og han trådte nogle skridt om bordet og hen til den lave dæmon, hvis anderledes duft fyldte hans næsebor til randen. "Jeg prisskønner Deres deltagelse, det betyder meget for både banken og konferencen." Han stak en enorm pote frem til håndtryk og fortsatte sin svada, i håb om at nogle spørgsmål ville blive opklaret. "Sikkerhedsniveauet er hævet efter en tragisk ulykke sidste år, det kræves nu, at der er erfaren lægehjælp til stede under hele forløbet. Det er så her, De kommer ind i billedet. Jeg har kæmmet Europa for læger - overnaturlige, hvis De forstår - men Di Morga lader til at være et af de eneste steder, hvor de ikke lever i skjul."

Han gjorde en gestus mod gæstestolen over for skrivebordet. "Sid endelig ned. Hvis De ønsker det, kan vi gå direkte til sagen."