I wish you the best of luck.

Tid: d. 27. juli kl. 22:50
Vejr: Et tyndt skydække
Omgivelser: Inventar på Kalamkas kontor
Sted: Kalamkas kontor i Fløj D, Omari Mènage banken i Genève.

Kalamka Omonuwa Omari skrev sit navn på bunden af et stykke papir. Det var en bekræftelsespapirerne på en ordre, som han havde foretaget for flere måneder siden, men som først var dukket op nu. Tidspunktet kunne heller ikke passe bedre, de nye våben kom lige i tide med den række ansættelser af sikkerhedsfolk, der stod og ventede i en nær fremtid.
En udveksling af mails stod åben på computerskærmen. Det var mellem ham og en ansøger - Jason, kaldte han sig. Han havde hørt om han før i sammenhæng med en række mord - det var ikke særlig velset at en vampyr på den måde udslettede folk og blottede sig for menneskenes øjne, så han var ret ambivalent med netop denne unge herre.
I sit svar til Jason stod der blandt andet (brudstykker citeret):
"... Deres kvalifikationer strækker bestemt til et møde. Alle udgifter i rejsen hertil dækkes af banken, alle transportoplysninger finder De i en vedhæftet fil..." og "... I håb om at datoen d. 27. juli passer Dem, vil jeg invitere til samtale kl. 23:00..." og til slut: "P.s. medbring gerne egne våben, vi forventer at se Dem fra Deres bedste side."

Kontoret var oplyst af blege lamper i loftet. Det generelle design i rummet var meget skandinavisk - glatte overflader og struktureret inventar udelukkende. Kontoret havde store vinduer, der blottede en udsigt til Rhône floden, men om dagen var de lukket til med solisoleret skodder, så dagslyset ikke forstyrrede hans konstante arbejde. Kalamka drejede engang rundt i sin kontorstol, der var med lyseblåt silkebetræk, og fulgte rummet med sine mørke øjne som han snurrede om sin egen akse. Nu var det blot at vente.

Der var stille på den lille "perron"/platform. Lyde af togskinder som vibrere kunne høres. Derefter stoppede metroen. Og en mand på de 22 år kom ud af metroen. Denne person var Jason. Klokken var 22:40 da han kom ud af toget. Jason gik roligt af sted. Jason fandt sin lille mini bærbar frem og skubbede tastaturet frem. Han trykkede på nogle af tasterne og fandt en email frem. Han kiggede på hvordan han skulle komme derop. Han fandt den elevator der stod i E-mailen. Derefter tog han elevatoren op. Da han nåede op kiggede han hurtigt på sit ur. Han skulle egentlig til at skynde sig han havde brugt 10 minutter på at finde den ene skide elevator. På vej op fandt han sin mobil frem og kiggede lidt på de SMS'er han havde fået. Derefter stak han den i inderlommen på sit dyre jakkesæt. Han tog sjældent jakkesæt men han skulle jo se pæn ud. I sin frie hånd havde han en kuffert. Og på sin ryg en aflang taske ligesom en guitar taske bare længere og bredere. Da han var kommet op. Han fandt receptionisten som henviste ham til en elevator. Han tog den elevator til tredje sal. Og gik så roligt hen imod kontoret lige i sidste minut før klokken slog 23. Og bankede så roligt på døren mens han stod helt stille. Og ventede på om han åbnede døren eller bedte ham komme ind.

Mini bærbar:

Hans mobil.

Hans jakkesæt.

Urets visere bevægede sig, nøjagtigt som det var deres formål. Det varede ikke mange minutter, før klokken var elleve. En rød knap lyste på skrivebordets telefon. Han greb om røret og lagde det omhyggeligt mod sit øre. I et stykke tid svømmede han i lydene fra hvad der mindede om ånder og bølgebrus fra havet, men pludselig hørte han et åndedræt efterfulgt af en kvindes stemme.
"NBSI-9788721 befinder sig i Fløj D elevatorsystemet. Forventet ankomst inden for et minut."
- "Tak," svarede Kalamka kort for hovedet, og selvom kvinden lagde op til at sige noget mere, smed han røret på og stirrede i retning af døren, som om han håbede på, at hans blik ville brænde to huller i materialet.

Bestemte "klonk klonk" lød, da Kalamkas ører opfangede fodtrin ude på gangen, kort tid efter hørtes der banken på døren. Med en lynhurtig elegant bevægelse, strøg han fingrene under kanten på sit skrivebord og trykkede på to knapper, der henholdsvis låste døren op og efterfølgende åbnede den automatisk. På samme tid rejste Kalamka sig op for stolen, rettede sig ud i fuld næsten to meter størrelse og gik omkring sit bord for at byde krigeren velkommen. Hans øjne løb ned ad NBSI-9788721's jakkesæt, snedigt tænkt for en mand, der vil blande sig ind med de øvrige ansatte. Jakkesæt var for det meste et krav.
"Velkommen til Omari Ménage! Jeg håber ikke, rejsen hertil har været for besværlig," startede han med en frodig stemmeføring og slog imødekommende ud med sine enorme arme. Han nikkede i krigerens retning, men lagde hverken op til håndtryk eller omfavn, den slags hørte ikke Kalamka til. Autoriteten strømmede ud fra alle åbninger i hans krop, da han bød en gestus mod stolen ud for skrivebordet. "Sid ned og lad os gå direkte til sagen..."

Kalamka trådte tilbage til sin egen kontorstol, hvor han satte sig med en stak papirer i hånden. Det var delvist et spørgeark, delvist en ansættelseskontrakt.
"Har du nogle spørgsmål, før vi starter?"

Jason bukkede roligt for ham. Som en respektabel og ærefuldt tak for han måtte komme. Med langsomme men nærmest glidende skridt gik han hen og stillede sine tasker ved siden af stolen. "Hr. Omari mit navn er som de sikkert ved Jason mit efternavn er ukendt men ikke desto mindre er jeg meget beæret over at de besvarede min ansøgning så hurtigt at det forbavser mig og fik mig til at tro de nærmest ventede den." Han satte sig roligt ned i stolen foran hans skrivebord "Hr. Omari jeg stiller ikke spørgsmålene det er mig der skal svare jeg er som en åben bog i håb om jeg kan modtage det velholdte job. Selvom jeg har ansøgt om 2 stillinger vil jeg selvfølgelig kun ha den ene. Godt nok er jeg som dem selv et nattens væsen men jeg har desto mindre også brug for fritid." Roligt tog han og åbnede sin jakke. Svagt inde fra hans bælte kunne man roligt se en pistol og bag den en Nunjago siddende i en holder sammen med pistolen i en special designet dobbeltholder. "Jeg tør væde på at en så højt privilegeret mand som dem allerede ved alt hvad de skal bruge men har de nogle spørgsmål er det bare at spørge jeg svare på dem ligemeget hvor pinlig de måtte være. Det bedste ved min fortid er at jeg ingen samvittighed har mere. Hvilket er nyttigt i en så høj bank som denne med alle de indbrudstyve som sikkert tror de kan bryde ind." Han så på ham roligt og foldede armene sammen ved hans liv og bare ventede på at høre hvad denne højt privilegeret mand har at sige til hans præstation.

Kalamka lyttede til den formelle svada af ord, der strømmede fra krigerens læber. Man kunne sige, at hans ører mildest talt stod på stilke. Roligt lænede han sig tilbage i den komfortable kontorstol og lod den smalle stak papirer hvile på hans mave. Han nikkede bekræftende, mens Jason talte.
"Adskillige sikkerhedsvagter blev skudt for nogle måneder siden - heriblandt to gruppeledere og en sikkerhedschef for en af fløjene, vi har endnu ikke kunnet fylde alle hullerne ud endnu." Hans mørke læber trak op i et stift smil, men det blødte en smule op, da Jason begyndte at nævne fritid. Det var en skør beskæftigelse, en sådan slags, som Kalamka ikke havde haft i mange år. Banken var hans liv, arbejdet var sunket under hans hud. Han forblev tavs og lyttede til, hvad Jason havde at sige. Han kunne ikke påstå, at han ikke var smigret over de ord, han fik tilskænket. Hans mørke øjne betragtede de våben, der svagt blev til syne, da vampyren over for ham rettede på sin jakke. Han blottede sit store tandsæt i et tilfreds smil.

I en venlig tone startede han sin talestrøm: "Så længe du kan holde arbejde og fritid adskilt, skulle det ikke være noget problem." Han holdt en kort pause. "Med mindre din fritid kunne komme dit job til gavn - fortæl mig, hvad foretager du dig i din fritid? Og de tasker -" han gjorde en nysgerrig gestus mod tasker, som han havde sat fra sig, inden han selv havde sat sig i stolen og Kalamka lænede sig ivrigt hen mod dem for at få dem i nærmere øjesyn. "- dem er jeg meget interesseret i at se lidt nærmere på."

Smilet gled langsomt op. Det var underligt. Et smil som ikke var normalt. Det var som om han ventede dette spørgsmål. Jason rejste sig roligt op. "Hvis man må tale frit hr. Jeg var engang en soldat for en gruppe kun kendt som alfadogs jeg brugte mine år på det sted til at træne min krop til grænsen. Som dem selv er jeg en stolt vampyr. Jeg har mange års kamperfaring og jeg er en utrolig skytte. Jeg havde indtil nogle dage siden et andet arbejde som nattevagt. Men på grund af sommertiden blev det svære for mig at nå til mit arbejde i tide. Og fordi jeg ikke kunne sige hvorfor fordi det var et menneske som ejede museet så blev jeg fyret." Roligt tog han tasken op. Den var lidt aflang i det. Roligt gik han hen til vinduet. I et hurtigt snuptag var lynlåsen blevet hevet op. Og mærkelige ting hev han ud af den. Dele af en riffel kunne man se. Oppe på uret kunne man se at han var startet da sekundviseren ramte hel og før der var gået halvanden minut stod der en Barret. 50cal. På gulvet foran ham. Derefter samlede han en Barretta pistol. Og til sidst en F2000 maskingevær. "Jeg kan gøre dette med lukkede øjne. I mailen stod der at jeg skulle medbringe våben. Jeg tog de 3 våben jeg er bedst til." Han rettede sig roligt op med et roligt blik rettet mod Hr. Omari. "Men ved siden mit nattevagt arbejde har jeg holdt mine våbenevner vedlige og været snigemorder. Selvfølgelig ikke en normal en. Jeg havde rimelige priser og skød kun efter folk som fx nazister eller Rasister. Betydningsfulde folk som af en eller anden grund havde højere prioriteter for en slags over for andre." Han bukkede kort og elegant. Han var opdraget i kina selvom han ikke så kinesisk ud. Han havde manere.