Luck be a lady

                                                                              Room 901.
                                                               *All work and no play*

Som de tykke midnatsblå velour gardiner,der han i tunge draperinger  ved hvert et nypudset vindue, hang også spændning og nervøsitet i luften , i den overdådige hotel suite.
Ved et spisebord sad en ung kvinde med rank ryg og på det hvidlakeret glansfulde bord, stod en neutral sort pc placeret foran hende.
Hun ville så gerne bevise sit værd , ønskede at finde en grund til at forsætte sit liv i Di Morga, istedet for ikke bare at ...forsvinde.
Imens fingrene løb over tastaturet, ihærdige, drevne..sendt i krig for at finde den rette viden og information, hun skulle bruge for at løse opgavens første led, vandrede hendes tanker tilbage til opkaldet.

På en trist aften der ikke havde budt på andre udfordringer end hvad hendes job på Desire Noir kunne tilbyde, havde hendes mobil afsløret et ukendt opkald bankede på.
If you dont know me by know, af simply red, var den sang hun havde tildelt alle incomming calls der ikke var listet under kontakter, så hun var nysgerrig da hun førte mobilen til sit øre, med et lidt reserveret "Ja?"
Det viste sig at være fra en Graham Baxter, en hotshot fra FUN åbenbart.
Ikke at det i sig selv imponerede hende...det krævede en del mere.
Det interessant ved han havde en opgave for hende at løse var, at denne gang var det en ordre direkte fra hovedsædet, og ikke bare fra Operation Libra....det pirrede den unge vampyr ,der i den grad savnede indhold i sit liv efter tabet af sin forlovet og sin elskede hvalp.

Hun havde fanget alvoren i Grahams stemme, og svaret ham lydigt med ja og nej de helt rette steder, og havde dermed accepteret eller nok skråsikkert  nærmere lovet ham at puste liv i hans ordre.

Som følge af  Grahams instruks, sad hun nu her dagen efter...et neutralt og uovervåget sted...et tilfældigt hotelværelse...hvor Graham havde overrakt hende computeren, og efterladt hende med en mobil hvor kun Grahams nummer var indkodet. Ham skulle hun kontakte , når missionen var fulgt helt til dørs.
Første del var ingen udfordring for Millicent.
Hendes baggrund og tidligere alliance med Anonymous havde skolet og klædt hende stilfuldt på til ting som dette.
Derfor var en fin kæmning af FUNs com , ikke besværlig for hende. Det tog lidt tid...som med lus...man skulle ikke over se en eneste lille detalje, så kunne hele arbejdet hurtigt ende med at være spildt.
Efter 35 minutter havde hun sporet ikke bare en ip adresse med mere vigtigt en ID på manden. Og som bonus....hvilke næsten fik Millicent til at beame af stolthed, så havde hun opsnappet en visa transaktion , fra en klub, kun 15 minutter gammel.

"Wow....du leve vel nok livet farligt. Now...Im comming for you, Salai"
mumlede hun og smækkede skærmen ned. Hun lod en enkelt hånd hvile på låget og efter nogle sekunder var der en sammenbrandt lugt i det ellers så velduftende rum.Computeren var død.

Hun rejste sig op og med bagdelen fik hun puffet stolen et stykke væk for så uden yderlige gøremål, at svinge sin lille sorte taske over skulderen.
Hun trak en smule ned i den ålestramme bond pige agtige kjole, der ikke kunne skjule der var både til gården og til gaden, selv om hun ikke blottede meget hud foruden sin ryg og de bare arme. hver skulder havde to tynde stropper, deres arbejde var at holde den tynde kjole oppe på dens plads.
Den unge vampyr satte afsted, for at gøre sin del af jobbet.
desværre havde det vist sig at være på Salles at Salai havde købt sig en flaske sprut....men ...hvad fanden, hun overlevede nok...hvis man ellers kunne sige det om en vampyr.Et lille smil dukkede op om vampyrens lyse læber.
Hendes navn var Millicent Walker.

Livet som gæst på et hotelværelse var hurtigt blevet kedeligt for Salai, da hele bygningens internet gik ned. Han havde forsøgt at se lidt tv og læse lidt i en brochure, han fandt i lobbyen, men det tog ikke mere end et kvarter, før han gav op. Gud, hvor var det dog kedsommeligt!
Han havde samlet sin sorte læderjakke op fra det rodede gulv på hans værelse, sat kursen mod døren, som den som altid venlige dørmand holdt åben for ham, og forsvundet ud i natten.

Nu sad han i baren med en flaske rom, hvorfra han havde udsigt til resten af diskoteket. Kvinder i alt for lårkorte kjoler og gennemsigtige toppe, der bestemt ikke lagde skjul på deres udrustning, dansede tæt op af pumpede fyre i tanktoppe og Salai kunne slet ikke lade være med at tænke på, hvor usmagelige de var. Små stakler. Små, stakkels mennesker, der ikke havde andet indhold i livet end at drikke sig fulde for at få det dér adrenalinsus hver weekend.
Hybriden fnøs og kiggede væk, og netop som han fjernede sit blik fra en solbrændt fyr omringet af begejstrede, blev hans opmærksomhed fanget af noget andet. En kvinde iført en kjole, der var den rene modsætning af de andre kvinder; den var udringet bagtil i stedet for foran, og det var bestemt noget, der vækkede Salais interesse. Det var udfordrende og sofistikeret, men på den gode måde.

Han vendte sig imod bartenderen og viftede med sit stjålne kreditkort.
”Jeg tager resten med,” bekendtgjorde han, som han nikkede imod flasken. Alkohollens effekt var allerede slået ind, kunne han mærke, da han rejste sig. Det svimlede for hans blik men efter at have sundet sig et øjeblik, lykkedes det for ham at gå i en lige linje.
Han møvede sig igennem de tæt dansende mennesker, der havde overtaget dansegulvet, og lugten af alkohol, sved og røg var overvældende.

Da han nåede døren, hvor den lyshårede skønhed var dukket op. Hun havde en sort skuldertaske med sig, men Salai droppede hurtigt de overvejelser om, hvor let det ville være at snuppe hendes pung derfra.

"Mangler du en at danse med, siden du står der og kigger?" spurgte han hende. Salai kunne ikke selv danse, men alkohol havde det med at give en en fornemmelse af, at alt var muligt...

Millicent trådte ind på det efterhånden så velkendte sted.
Selv om hun var meget fokuseret og målrettet denne aften, var hun ikke at stål og det var hårdt for hende at være her...på Salles.
Som hun mingelerede sig igennem lokalet , væltede minderne frem.
Både de gode...og det sidste hvor hun var blevet smidt ud, som var hun affald af meget slem og ulækker art.
Hun sank den modvilje og det ubehag stedet omgav hende med, og tvang sig et stykke længere ind.
Denne aften var ikke om hende, nej....den var om den mystiske herre hun skulle opspore.Desværre havde hun ikke billed på ham. Kun et meget sløret et, der viste han var høj og mørkhåret. Ja....så udelukker det ca halvdelen af det mandelige publikum, tænkte hun lidt ironisk og lod hånden rette lidt på det spænde der samlede hendes iltre hår omme i nakken.
Ordsproget at en hund lignede sin ejer, havde Millicent altid fundet fjollet....håret derimod...der var noget om den snak.Hendes eget adlød dårligt og havde lidt temperament...men ellers var det jo lige ud af landevejen.

Hun trådte ind gennem døren der ledte til dansegulvet og den første bar.
Wow her var tæt pakket.Salles var blevet om muligt endnu mere populært.
Andrija havde gjort et fint stykke arbejde med stedet. En blød mørk stemme, afbrød hendes tanker om sin ex, og hun rettede sine øjne mod fyren der var dukket op ved hendes side.
Første indskydelse var at sige nej....som altid...men hun skulle arbejde og ikke fare vild på memory Lane.
Hun gav et spagt smil fra sig. Uvant med denne rolle hun skulle være i.
Og som det meste med Millicent skulle ting helst være ægte, hvis man eller lige undtog smykker og katte...der var hun mest til baggårdskatte og smykker givet ud af omtanke og ikke efter hvor mange karat de indeholdte.
Om hun ville danse? Hun manglede et holdepunkt, hendes ben var påvirket af stedet og ja....han var jo en høj mørkhåret fyr.

" Nej, jeg er kommet grundet den monet udstilling de skulle have her" sagde hun , med et lille glimt i øjet.
" Tell you what....hvad med om jeg lige får klemt en drink eller to indenbords først...og så får du lov at bestemme sangen vi danser til?"
Smilet blev en smule større, det var jo mest for sjov hun drillede ham lidt.
To ting puslede rundt i hendes tanker, måtte man drikke når man var på job for FUN? Og ..hvorfor virkede denne fremmede fyr så bekendt? Hvor kunne hun havde set ham før?

”Åh, en kunstbeundrer, formoder jeg,” svarede Salai.

Den fremmedes joke om den imaginære Monet udstilling fik hybriden til at trække på smilebåndet i sit sædvanlige skæve, gavtyveagtige smil. Monet var ganske vist et af de mest omtalte kunstnernavne – hvis man da lige så bort fra Picasso, Leonardo da Vinci og Salvador Dali – så at det netop var det navn, hun havde rystet ud af ærmet, imponerede ham ikke spor. Det beviste blot, at hun havde fulgt godt med i billedanalyse forløbet i folkeskolen, og at hun tilmed havde lagret sin viden fornuftigt.
Salai, der var ganske kunstinteresseret selv, ville dog ønske, at baren virkelig havde en Monet udstilling, men han måtte vist nøjes med at drømme om klatmalerier af blomster, broer og søer.

Og dog.
Når han kiggede sig omkring, var han nærmest omringet af Monet malerier, der havde fået pustet liv i sig; for som med et vaskeægte impressionistisk maleri, var barens kvindelige gæster kønne at se på fra lang afstand af. De så fine ud i deres figursyede kjoler og flot satte hår, men når man kom på tæt hold af dem, var det, som om facaden krakelerede. Deres mascara løb, de havde læbestift på fortænderne og sveden løb dem ned af ryggen.
Salai plejede at kalde dette Monet-effekten. Fra lang afstand af dannede de mange klatter en sammenhæng, men når man kom tæt på, var det ét stort rod.

Han studerede sin nye bekendte nærmere. Hun led ikke under Monet effekten, men det kunne selvfølgelig skyldes den dårlige belysning. Hendes lyse hår og drillende attitude havde dog fanget hans opmærksomhed.
Da hun bekendtgjorde, at hun ville hælde et par drinks ned, før hun begav sig ud på dansegulvet, åndede Salai lettet op inden i. Gudskelov, det betød, at han ikke ville skræmme hende væk allerede fra første minut af med sin rædsomme dansetrin.

”Ved du hvad - jeg giver!”
Han tøvede ikke et sekund med at hive det falske kreditkort op fra lommen, som han viftede en gang med.
”Kom med,” sagde han og begyndte at bevæge sig op imod baren.

Det gjorde hende glad at han så ud til at kunne følge hendes flossede humor. Meget kunne man beskylde hende for at være , men uvenlig stod normalt ikke på menuen.
" Kunstelsker ... Ja , men ikke en kender. Jeg har aldrig brudt mig om at der var lære sætninger for hvordan kunst skulle opfattes."
Millicent fokuserede kort på hans drengede skæve smil og trak sine tanker ud i en privat konklusion ..
" kunst ...er et personligt anliggende. Er du klar over hvor mange skilsmisser der har deres afsæt i indretnings uenighed ? Ikke at kunne finde billeder , plakater eller malerier til over sofa og seng , som begge synes om ?... Ikke at kunne finde enighed ?"

Havde Millicent kunne se hans tanker, eller bare høre dem , ville hun have elsker hans Monet sammenligning. Hun var helt enig i den og havde desuden en forkærlighed for at blive udfordret mentalt. Alt for meget gik op i klicheer og blev til sætninger der blev postuleret, uden at afsenderen havde gjort sig en eneste selvstændig tanker om emnet.
Hun holdte af dem der afveg fra det stereotype og selv bryggede sine tanker, om end de var stærke eller milde i smagen.

Da fyren viftede med plastik kortet blev Millicent igen fokuseret på årsagen til hun var indvilliget i at tage på Salles. Den lille frække hacker skulle opspores. Og for at kunne gøre det i fred , måtte hun holde sig uden for Andrijas synsfeldt. Ellers ville hun skabe er rent kaos. Samtalen med fyren her var den mest muntre hun længe havde ført , der ikke var arbejdsrelaterede. Hun undrede sig for lidt afslapning , det måtte hun se at få ændret på, lovede hun tavst sig selv, da hun for anden gang på få minutter , trodsede en impulsiv trang til at afslå han betalte for hende. Hun kunne bedst lide ... Ikke at stå i gæld... Men lige nu skulle hun skabe tillid og få folk omkring hende til at snakke. Ergo, hun måtte optræde langt mere social og mindre genert end hun normalt var.

" Der lyder dejligt " hun fulgte efter ham , lydigt ...en smule bag ved ham.
Det kunne opfattes som hun kendte sin plads og derfor lod manden tage over.
" noget stærkt... Hvis det er okay med dig?" Ønskede hun og lænede sig ind mod hans øre, for at overdøvet det sensuelle Undressed nummer, der lige nu flød som sirup ud af klubbens enorme højtalere.
Millicent indtog sin plads ved baren , lige bag ved hans arm, så hun næsten stod for tæt op af hans arm. Naturligvis sørgede hun for at holde afstanden, så hun ikke rørte ham.

Egenlig var hendes plan at kigge med over skulderen når han vippede kortet til bartenderen. Simpelthen at få aflæst kortet . En nemmere måde var at lave en præsentation , men Millicent havde her et alvorligt problem. Hun var herre dårlig til at lyve. Hendes øjne supplerede altid usandheden, så var man opmærksom nok ville man kunne afsløre hende i at lyve.
Mange gange i hvert fald.
Og hun ville gerne forsøge undgå , at få sit navn involveret. Men okay... Sandsynligheden for at hendes gavmilde mørkhåret ven, var denne.... Salai ..., var nålen i en høstak, ik?

Hvor ironisk ville det ikke lige være , at den første samtale hun rent faktisk havde hygget sig med .. Længe... Var med den person hun var blevet udsendt for at indfange?
SÅ uheldig var vel ingen, selv ikke Millicent ?

Kvindens snak om skilsmisser fik Salai til at le kort. Han tvivlede på, at nogen ville gå fra hinanden over noget så overfladisk som hvilket billede, de ville have hængende over deres seng. Jo, kunst var et personligt anliggende, og alle havde forskellige følelser connectet til et billede, men medmindre man var en kunstelsker, som pigen der åbenbart var, så faldt det Salai fjernt, at man ville forlade sit livs kærlighed for noget så banalt, når der var så mange andre ting, der kunne skabe problemer i et forhold. Utroskab. Manipulation af modpartens følelser. Uenighed om langt vigtigere ting.

Hendes første konklusion om kunstelskere og kunstkendere måtte han dog give hende ret i. Jovist, alle havde deres egen mening om, hvordan kunst skulle opfattes, så læresætninger var noget værre vås; det eneste fag, den slags faldt i god jord i, var matematik og de naturvidenskabelige fag, hvor der var en remse for hver eneste reaktion. Men forskellen på gangestykker og Dalí malerier var, at to gange to altid var fire, men at Los Elefantes kunne fortolkes forskelligt hver eneste gang, en ny person kiggede på det.

”Jeg kunne ikke give dig mere ret i den betragtning, frøken,” svarede han med et let smil hængende over læberne. ”Men hvis du tager indretning så alvorligt, så krydser jeg fingre for den mand, der kommer til at dele hjem med dig en dag.”
Han blinkede til hende for ligesom at indikere, at han blot drillede.

Noget stærkt. Salai nikkede og bestilte to glas etellerandet. Det var noget, bartenderen anbefalede, som efter sigende var klubbens mest populære drink.
Han tog plads ved siden af pigen, der havde sat sig på en barstol; hun sad tæt på ham, da han stod og bestilte, men han gjorde ingen notits af det, idet det var sådan, folk her normalt opførte sig. Man måtte stå tæt og snakke hinanden direkte ind i ørene, hvis man ville have sine ord igennem.

Han lagde en ene arm på baren og vendte sig med siden imod bartenderen, så hans front vendte imod hende. Han studerede hende for en kort stund, før han spurgte: ”Hvad er dit navn? Hvis jeg skal betale for din drink, må jeg da have noget til gengæld.”
Det var de færreste, der gad spørge ind til pigernes navne, når de svansede rundt på diskoteket. For den bredskuldrede, solbrune fyr, der stod og dansede midt på gulvet, for eksempel, ville hun sikkert bare have været Blondine Nummer Tre, at dømme ud fra de to, han alleree havde gang i. De dansede tæt op af ham, så tæt, at deres mere private dele konstant strejfede hinanden.
Salai gøs.

Med et ægte skær af glæde i hendes øjne, lunede hun sig ved hans smil.
At Millicent aldrig selv kunne drømme om at indlede et kæmpe skænderi om indretning, med mindre det var noget ekstremt depressivt der virkelig kaldte frem Tristheden i hende, var en helt anden snak.
Millicent var en rimelig eftergivende person, og hendes udgangs punkt ville ofte være at gøre hendes partner glad.Omvendt...hvis de var ting af virkelig betydning, følelsesmæssig betydning....ville hun iføre sig rustning og drage i krig, lige til hun segnede. Materielle ting tilhørte ikke katagorien ' af virkelig betydning'.

Fyrens lette bemærkning, fik hendes smil til at famle i farven og de øjne der længe havde været foruden glæden, formørkedes med et.
Hun kunne umuligt blive vred , ikke over en så tilfældig og harmløs sætning.
En sagt i sjov.
Men masken faldt ned med et brag, og et par sekunder stod hun blottet for ham, emotionelt....og bare kiggede, en lille smule fortabt.
Uden at vide af det , havde fyren stukket sin hånd direkte ind i et hvepsebo, og der var ingen honning tilbage derinde.Eneste levn var de aggressive smertende stik, hun havde erhvervet sig.
" Det skal vi så ikke være urolig for sker" svarede hun endelig, velvidende om tvetydigheden svaret rummede.

Oppe ved baren, forsøgte hun sit bedste at gentage kontrol over sig selv .
Det nyttede jo forfanden ikke at enhver tanke om....det der engang var...kostede hendes hjerte at forbløde.
Hun havde fået det meste af ansigtet tilbage i rette folder, hendes øjne makkede stadig ikke helt ret, da fyren ville vide hendes navn.
Havde han spurgt 15 min senere, havde hun med garanti charmeret eller kluntet sig udenom, men netop nu, faldt hun i, da ressourcerne var optaget andetsteds og hun egenlig kunne bruge en ven.

" Skal og skal....jeg KAN sikkert lige skrabe sammen til en enkelt drink, hvis jeg anstrenger mig" hun pressede kort læberne sammen, som en læbepromade skulle fordeles på dem og forsatte så....
" Millicent....og du er?" spurgte hun.
Millicent var så fed up med fyre der ville have noget igen, hvilke var en af årsagerne til hun nødigt tog imod....så undgik man misforståelser lagt hen af vejen.
Og hvorfor skulle fyre bruge penge på hende, når hun alligevel ikke væltede omkuld på ryggen , når de knipsede i fingrene?
De fleste ville have kys, bid eller sex og det var helt fint med Millicent....bare det ikke var hende der skulle ager bodybuffet til den leg.
Men et smil fandt igen vej til hendes læber, da han blot ønskede navnet....og naturligvis glemte hun at udstikke ham et opdigtet.
Det var muligt hun var legesyg af natur, og kunne lide et snært af danger i hendes liv...men det betød jo ikke nødvendigvis at hun var god til at lege Bondpige.

Millicents øjne tog på rundtur i det tætbefolket lokale , for at sikre sig ingen kendte ansigter var i nærheden.
Alene tanken bragte hendes muskler i tension og de løsnede først op igen, da hun kunne konstaterer at hun ikke kendte en levende sjæl her....eller død for dens sags skyld.

Hun rakte ud efter glasset, og tog det op.
" For nye bekendtskaber" sagde hun og tankerne gled stille tilbage til hans navn.

Dygtig til at observere andre mennesker og tilmed aflæse dem, som Salai nu engang var, kunne han ikke undgå at bemærke, hvordan kvindens smil falmede. Og det kunne hverken være fordi hun var blevet fornærmet over hans joke eller simpelthen ikke havde forstået, at han lavede sjov, for det havde han tydeligt lagt vægt på.
Nej, der stak noget dybere under, men selvom han var nysgerrig, havde han ingen intentioner om at grave dybere i det. Han havde efterhånden erfaret, at folk ikke brød sig om, når man stak næsen i deres private sager.

Det var som om, at tøsen pludselig blev helt alvorlig. Eller det vil sige, hun jokede med, at hun da sagtens kunne skrabe penge nok sammen til selv at købe en drink, men det var, som om hendes letsindige, drillende personlighed med ét var forsvundet.
Da hun lod blikket vandre, himlede Salai med øjnene.
Havde han begået en fejl, da han var gået over til hende og tilbudt hende en dans? Den før så mystiske og legesyge pige stod nu bare som en tom skal og glanede ud på resten af natklubben, det blonde hår faldende i bølger ned over skuldrene og den stramme kjole lidt for kort, og pludselig kunne Salai ikke se, hvad der der skulle kunne gøre hende så særlig, at hun kunne skille sig ud fra resten af natklubbens gæster.

Han pustede et åndedrag ud imellem sine fortænder, og en dæmpet ”tssh”-lyd forlod hans mund. Han sad og fulgte åndsfraværende en pige, der dansede rundt imellem tre fyre, i hvert fald lige indtil Millicent igen sagde noget. Han hævede et øjenbryn, men skålede glædeligt, da hun rakte sin glas frem.
Nå, så hun var alligevel ikke helt død. Måske kunne han alligevel presse lidt mere interessant samtale ud af hende? Men mere blev det vist heller ikke til.

”Skål på det,” sagde han og tog en tår, før han fortsatte: ”Mit navn er Salai.”
Som sædvanlig brugte han forkortelsen på sit navn, da ingen nogensinde havde tiltalt ham ved hans rigtige navn.


(Jeg undskylder for det korte og yderst kreativitetsforladte svar. Jeg er stadig rimelig presset for tiden, men jeg syntes, at jeg efterhånden ikke kunne trække svaret længere.)

// Længde er slet ikke afgørende for lige mig, men selve indlægget er dejligt så der er absolut ingen grund til at undskylde :) //

Heldigt var det at salai ikke besluttede sig for at bore den dårlige tand ud, som var hendes ex, for så var samtalen helt sikkert brændt ud. Nu ulmede gløderne stadig, og Millicent skulle da nok gøre sit for at forsøge få et bål igang.
Ikke at hun havde underskrevet noget kontrakt på at have en underholdningspligt for ham, og egenlig havde hun , modsat rimelig mange andre, heller ikke et behov for at blive opfattet som noget særligt....hun ville bare gerne...ses ...som sig selv, som den hun var.Og det ville være rart om hun også kunne blive accepteret sådan, for den hun var, men ellers var det også ok.
Millicent vidste at man aldrig var elsket af alle, og gode fortrolige venner var langt mere svært at møde end folk der dyrkede intriger og stak hinanden der hvor det gjorde ondt.

Derfor elskede hun teknik! Den var så langt mindre kompliceret end mennesker, og Millicent havde hurtigt lært, under hendes lille elevtid hos Anonymous, at få den til at spinde som en kat. under hendes berøring.
Hvad den også havde vist hende, var at de drevene hackere...de rigtig dygtige...de elskede at drive gæk med både politi og deres offre. De elskede at de lige var et skridt foran hele tiden, og derfor havde råd og selvtillid nok til at efterlade en digital signatur, på deres arbejde.
lidt, som en graffiti kunstner efterlader deres tag.
Under hendes oplæring, og samarbejde med aktivisterne, havde hun lagt mærke til et par af disse her ukendte kendisser, og en af dem....gik under navnet Salai.
Det var aldrig lykkes Millicent at spore hans rigtige identitet, at hun overhovedet var kommet såvidt til at kunne kæde hans signatur og dæknavn sammen, var selv i de kredse lidt af en bedrift.
Så hun var ret forhippet over det netop var denne fyr hun nu skulle opdrive, kunne man roligt sige.

Med hendes medfødte mangel på held, lå drinken naturligvis og skvulpede rundt i hendes mund og blev fejlsunket, lige da den høje mørkhåret fyr præsenterede sig.
Millicent hostede, helt reflektorisk og brugte to sekunder på at knalde hele puslespillet sammen.
At tænke sig...stod hun ikke her med den lækkreste nål i den helt rigtige høstak !
Nu skulle hun så bare lige ringe til graham og sige at fisken var på krogen.
Hun kunne have sendt en sms lige med det samme....men...nu var der bare lige to ting, der spændte ben for det.Måske enda tre.

For det første havde Millicent aldrig været helt så dygtig til det med at adlyde, hun tog ofte en lille omvej og gjorde tingende på sin måde.
For det andet var det første rigtige ikke arbejdsrelateret samtale hun havde haft længe, og hun fandt ham faktisk tiden værd.Han var jo tydeligvis rimelig kvik.
For det treje....apropos kvik...så havde hun i flere år været en beundre af denne mystiske Salai, der var en brilliant hacker, så hun kunne jo ikke bare lige give sit idol over, uden at have haft lidt kvalitets tid med ham, vel ?

Så hun hostede færdigt, hurtigt og smilede til ham....helt vild glad over heldet for en gangs skyld tilsmilede hende, og facineret af denne fyr , der for Millicent var lidt af en legende, hans unge alder til trods.
Hun havde lyst til at stille ham 101 spørgsmål om hans it kendskab og hacker liv, men det gik ligesom ikke, så istedet kunne hun jo se om fragmenter af hans personlighed kunne trækkes ud af lidt alment small talk.
Millicent drejede sig , så hun stod med ryggen op af baren, og stadig med en drink i hånden. Blikket hæftet på danse gulvet, hvor Enriques gamle bailamos, svingede sensuelt rundt og gned sig kælent op af de dansende.
" Hvis....du kunne ...hvilken kendis eller interessant persona ,nulevende eller død...ville du så gerne have mulighed for en god snak med over en middag?" spurgte hun , da hun lænede sig nærmere hans øre.

Om det var hans navns chokerende rungen eller drinken, der havde taget en tur ned i det forkerte rør i skønhedens hals, var ikke svært for Salai at afgøre, så da hun gav sig til at hoste og hakke, lagde han per automatik en hånd på hendes ryg, klar til at banke, hvis det skulle blive nødvendigt.
Han gav hende et par sekunder og det så heldigvis ud til, at hun hurtigt fik sin hosten over kontrol. Han lod derfor sin tommelfinger kærtegne hendes ryg en enkelt gang, før han hev sin hånd til sig og gengældte hendes smil.

”Pas nu på, unge dame. Næste gang skal du vist selv vælge din drink så du får en, du bedre kan håndtere.”
Han blinkede til hende og lænede sig tilbage på sin stol, imens han tog hende i øjesyn. Hendes pludselig emneskift derefter fik ham dog til at rette sig en anelse op igen.

En kendis, han gerne ville have en snak med?
Han lod tankerne vandre. Ja, hvem mon? Der var så mange interessante historiske personer, han gerne ville have en lang, forklarende snak med. Der var så mange spørgsmål, der fyldte hans hoved, spørgsmål om krige, erobringer, valg, opdagelser… Åh ja, hvor skønt ville det ikke være at kunne sidde med en opdagelsesrejsende og spørge ham om, hvordan det var at opleve noget med egne øjne, som ingen nogensinde havde oplevet før? Den slags havde man ikke længere mulighed for i denne mediestyrede verden, hvor alt nærmest var erobret og overvåget.
Hans tanker vandrede i retning af Idiana Jones, man da det gik op for ham, at fiktive personer ikke talte, træffede han et hurtigt og sikkert valg.

”Vi snakkede jo om Monet før. Ham kunne jeg faktisk godt tænke mig at møde, og hvis det lykkes, vil jeg spørge ham om, hvordan han kunne få tilfældige farveklatter til at give mening. Det er en ting han, i modsætning til Gud, formåede at gøre til perfektion."
Hun ville nok ikke forstår den sidste sætning, men hvis hun var interesseret, kunne hun med glæde spørge ind.

"Hvad med dig, Millicent?" Han lod sit blik glide over hende. Hans første gæt ville være, at hun ville møde en af nutidens store popstjerner, men så igen... Hun virkede klogere end det. Dybere.

Millicent følte hun havde fået jackpot.
Men inden hun indkasseret sin Premier , skulle hun lige forkæle sig selv lidt , ved Salais selvskab og intelligente vid. Selv om han blev betragtet som en amatør , vidste alle der interesserede sig for livet på nettet at han var en af de mest talentfulde selvlærte hackere.

Millicents underlæbe citrede en smule og selv om hun kun mærkede et enkeltstående strøg ned af hendes bare ryg , var det nok til at vække en lille forundring. Hun var ret sikker på hun slet ikke var Salais type pige, så det lette kærtegn , hvor spinkelt det end var , havde overrasket Millicent, der endte med at arkiverer det under en venskabelig gestus. Hans lille strejf havde bare kunne føles så tydeligt på hende , så hun kunne hurtigt misforstå. Millicents kropstemperatur var et pænt stykke under de 37 grader og alt deromkring ville brænde tydeligt igennem ved fysisk kontakt, så det undrede det hende at Salais strejf føltes helt ...normalt....som havde han samme temperatur? Var han mon vampyr , naaa det ville hun have gennemskuet, trods hun var et kvaj...men hvad var han så ?
" Ja , alkohol er noget farligt noget " stemte hun i og inden i sig selv lo hun lidt af den åndssvagt påstand - var noget farligt måtte det da være en baby vampyr uden en drejebog og en vældig appetit på livet, skulle man da tro.

Millicents udtryk skiftede igen.
Denne gang kløede hun sig i nakken og måtte tage tilløb til sin del af samtalen. " farveklatter ... Der slog fejl? Jeg håber ved Gud ikke du hentyder til en eller form for racisme , for så er jeg nød til at trække dig i ene rum, til en alvors samtale" hendes tone var munter , men budskabet alvorligt. Begreber fejlfarve kunne få Millicent fra nul til 3728 på to sekunder.
Hun så ind i Salais øjen , trodsigt inden han kunne nå at svare ... " Så hellere en metafor for.. Ehm... Verdens kortet? Her er nogle farveområder helt sikkert ikke endt vellykket, der hersker hungersnød eller krig !" Hun smilede .... " eller du have en helt anden mening med dine ord ?"

Millicent kunne have opremset en liste der var julemandslang, af personer hun ville elske at lukrerer på , suge af deres viden , erfaring  og historie. Den hun valgte blev en omdiskuteret herre fra det 1800tallet.
"Mig ?  Hmmm en ældre model tror jeg ... Karl Marx ... Du ved ... Ham med det kommunistiske manifest? Og så ville jeg måske inviterer Lenin og Stalin til at joine , for om jeg forstår hvordan SÅ positivt en menneskesyn og så ligeværdig en tilgang til verden , et ønske om ingen undertrykkes og ingen gavner af at nedtrykke andre , men alle har samme mulighed og ret , hvordan det i den grad kan ende med at blive misbrugt og blive korrupteret... Deeet kunne jeg godt bruge en time eller to på " hun smilede og så ud mod danse gulvet " Det må da være en ommer , for de herre !" Endte hun sit svar , men et lille klik med tungen.

Havde Salai haft nogen mistanke om Millicents planer, var han for længst smuttet. Men heldigvis for hende anede han ikke uråd. Hvordan skulle han også have fået et hint om hendes bagtanker? Det eneste afslørende træk var måden, hvorpå hun nærmest var blevet kvalt i sin drink, da han præsenterede sig, men det havde de begge to jo slået hen som et alment uheld. Som altid var det alkohollen, der fik skylden.
Han var normalt altid vagtsom og opmærksom på sine omgivelser. Dumdristig, ja, en problemmagnet, ja, men vagtsom. Han rodede sig aldrig ud i noget, som han ikke vidste, at han kunne sno sig ud af igen. Men lige nu, her på denne natklub, følte han sig ganske sikker. Der var ikke noget, der truede ham her.

At Millicent først antog hans udtalelse for at være racistisk morede Salai. Han kunne ikke lade være med at grine, ide han rystede på hovedet og afværgende holdt begge hænder op foran sig, som stod hun og pegede en pistol imod ham.
”For Guds skyld, nej!” skyndte han sig at sige.
Han bed sig i læben, idet han kastede et blik omkring sig, søgende efter et godt eksempel på det, han nu skulle til at forklare Millicent. Hans opmærksomhed blev med det samme fanget af en sorthåret kvinde, der dansede rundt alene. Hendes lange hår bølgede ned over hans ryg og dækkede næsten over, hvor nedringet hendes stramme kjole var bag til.

Han nikkede imod sit offer.
”Kan du se hende der?” Han fangede Millicents blik før han nikkede imod kvinden. ”Hun er køn herfra, det kan vi hurtigt blive enige om, ikke sandt?” Det mest gennemtrængende træk hos hende, såsom hendes lange hår og kropsfacon, var i hvert fald kønne. ”Men hvis du nu kigger nærmere på hende… Hendes ansigt, for eksempel. Når du studere hende nærmere, vil du opdage, at der er en masse småting, som gør, at hun slet ikke er så køn endda.”
Hendes læbestift var falmet, hun havde eyeliner tværet ud over øjet og hendes før så smukke hår, så nu helt uplejet ud – der var spaltede spidser, og det virkede knastørt.
”Det er ligesom med et Monet maleri. Når du ser det fra lang afstand af, giver farveklatterne mening og danner et smukt motiv, men når du studere det nærmere og kommer helt tæt på, er det bare en forvirrende masse af farver.”
Han vendte igen blikket mod Millicent igen, afventende og spændt. ”Forstår du?”

Hendes svar fascinerede ham. Han havde hørt om alle tre herrer, men det var en underlig sammensætning, syntes han. Han kunne dog ikke lade være med at drille hende.
”Du, jeg troede kun, vi måtte vælge en!”

Det var netop hvad der udgjorde Millicents force, at intet ved hende signalerede hun var ude på en mission. Hun var i de store træk bare sig selv, og modsat mange elegante fejlfrie skabninger, havde Millicent trods sine vampyr gener et hav af mangler og ridser i den nylakeret lak.
Ikke at se hende som en trudsel eller måske endog at vide hun var det, men undervurderer hende...det talte kun til hendes fordel på den lange bane.

" Jeg er virkelig lettet...at skulle puste fornuft ind i en fyrs hoved, midt i en crowded klub er dødsdømt" drillede hun lidt, men hun var dog oprigtigt glad over der intet racistisk lå i hans metafor.
Lige sådan noget var meget svært for hende at rumme og bære over med.
Det var SÅ let at sparke til nogen der i forvejen lå ned, og det kunne hun bare ikke leve med.Alle var lige meget værd i hendes verden.

Hun fulgte Salai instruks og zoomede ind på den mørkhåret skønhed.
Klart han havde opdaget hende, mon ikke alle mænd havde? Hun vrikkede og svang sine hofter til den insisterende rytme, og nogle af bevægelserne var ganske æggende...og passende , altså for en stMrip klub.
Men ja..." køn det er hun helt bestemt" at den gode stil så haltede bagefter var nok en smagssag, nogle fandt det jo flot.
Millicent var overrasket over hans vurdering, at hun var mindre tiltrækkende ved et eftertjek. " Mmm jo...altså hun ser træt ud, og lidt...slidt?....men jeg tror altså ikke det er Gud der har stylet og lagt hendes make up" drillede Millicent , men havde helt forstået hans pointe.

Hun blev skubbet ind i Salai, da en bredskuldret fyr skulle forbi, og selv om det blot var et stort puf , mistede hun kort balancen...og hendes næse gled ned at Salais kæbe var det vist? Hun nåede ikke rigtig at se HVaD hun ramte, før hun hastigt ,genoprettede sin balance.
Men i farten havde hun fået færden af noget ...noget hun aldrig havde duftet før.
Og det duftede...lifligt.
Lidt distræt kom hendes svar.." Jo...og valget var Marx....men mænd er kendt for ikke at overholde reglerne , ik " hun smilede stort..." Og jeg kan ikke gøre for at han tog de to andre med sig, vel?"
Hun kredsede lidt som en mis om den varme grød, men ...hvis hun ville blive klogere, var hun vel nød til at spørge..." Du Salai ? ....undskyld jeg spørger dig...men .. Du har en meget særlig duft...og jeg eh,..ved det ikke skyldes parafume...undskyld min klodset måde at spørge på....du må ikke tro det er en score linie, for så stank det da virkelig, og jeg taler om den dejlig duft...hvad...er du?" Hendes tillidsfulde øjne kiggede op i hans hvor de søgte efter svar på det lille mysterie , hun netop havde snuset sig frem til.

Salai smilede til Millicent, næsten helt overbærende, for han vidste selv, hvor svært det var at få banket fornuft ind i hovedet på folk, der havde stærke holdninger og det blev kun sværere, jo fuldere de var. Så blev de som regel mere og mere stædige, og fandt på så dårlige argumenter, at det næsten var helt latterligt.
Racisme var heller ikke noget, Salai så let på. Millicent havde ganske ret i sin betragtning om, at alle var lige meget værd, uanset udseende, og hvis der endelig var nogen, der var mindre værd, så var det da folk, der så ned på andre. Han selv havde ikke spor imod andre racer; han dømte folk på deres person og ikke deres udseende, og skulle det ske, at han stødte på et enkelt individ, han ikke brød sig om, ville han aldrig kunne finde på at fordømme hele dennes race, som folk ellers havde for vane at gøre det. Her sad han med en køn ung kvinde – en vampyr, hvis han havde placeret kropstemperaturen og hendes duft rigtigt – og syntes allerede ganske godt om hende, men skulle hun vise sig ikke at leve op til hans forventninger, betød det ikke, at han ville flytte sig had for hende over på hele vampyrracen.

”Du har så ganske ret, især fordi denne fyr har alkohol i blodet.”
Han blinkede til hende. Han havde ikke fået så mange genstande ned endnu, hvilket tydeligt kunne ses på klarheden i hans blik, men han understregede blot, at man ikke skulle give sig i kast med diskussioner med fulde folk.

Millicents drillerier fik Salai til at le. Forhåbentligt forstod hun, at Gud – hvis man da troede på sådan en størrelse – havde skabt kvinden, som hun så ud, og makeuppen var underordnet.
”Tror du ikke? Jeg har ellers hørt rygter om, at der engang var et kapitel i Biblen, hvor han forsøgte sig som makeupartist. Det kapitel valgte biskop Athanasius dog at lade udeblive, da han besluttede sig for, hvilke syvogtyve bøger Biblen skulle indeholde.” Han trak på skuldrene. ”Det er ellers en skam, for originaludgaven er vist blevet tabt nu.”

Manden, der bumpede ind i Milicent, kom så pludseligt, men Salai reagerede hurtigt; næsten i samme sekund, hendes næse strejfede hans kæbe, greb han ud efter hende for at støtte hende. Han fik fat omkring hendes liv, der føltes så smalt og skrøbeligt i hans hænder, men han undervurderede hende ikke; han vidste, hvad vampyrer var i stand til, især når de var sultne. Det var utroligt, som blodtørsten kunne give dem uanede kræfter.

”Pas du hellere på, makker…” hviskede han for sig selv, idet han fulgte den bredskuldrede fyr med blikket, som han forsvandt i menneskemængden. Han var netop stødt ind i en vampyr med en ledsagende isdæmon, hvilket bestemt ikke var to væsner, man havde lyst til at lægge sig ud med.
Han vendte opmærksomheden imod Millicent igen; da han var sikker på, at hun stod ret igen, slap han hende.

Hendes spørgsmål kom noget bag på ham, og han vidste ærlig talt ikke, om han skulle fortælle sandheden.  I et øjeblik følte han sig overrumplet. Hans kulsorte øjne blev smalle, som de mødte hendes. Han havde efterhånden lært, at man ikke kunne stole på nogen, og selv den mest uskyldige lille kat kunne være en stolt løvinde med en hel flok bag sig.
Han genvandt dog hurtigt fatningen og besluttede sig for at lege med.

”Du vil måske gerne med hjem og dufte lidt mere til mig?” Han blinkede til hende og spillede med på hendes spørgsmål som var det virkelig den dårlige scorereplik, hun ellers benægtede, det var. Han løftede sin hånd op til hendes hage, placerede to fingre under den og kiggede hende ind i øjnene, denne gang med et mere alvorligt blik. ”Det er ikke alle spørgsmål, der har et enkelt svar."

Millicent var ganske tilfreds med valg af 'sidekammerat' denne aften.
At hun nærmest var snuplet over ham, denne Salai som hele missionen handlede om, var jo en ting. Og var man en lille stræber med arbejdshatten på, så ville man være nær en sagelig tilstand af lykke nu- men Millicent var ikke det. Hun indfriede en pige drøm om at lege female Bond , og samtidig skaffe de fattige deres ' små' penge tilbage. For det var da hvad der var sket ,ikke? Hendes helt Robin Hood aka Salai, var kommer til at stjæle fra de forkerte ! Og det skulle hun så hjælpe ham rode bod på. Salai skulle afleverer dem tilbage iklædt en din lille undskyldning - og så ville alt være ude af verdenen. Sådan så Millicents verden ud.

Hun kendte intet til kyniske bagmænd og hårde forhørsmetoder. Hvorfor skulle hun det ? Indtil for få måneder siden , var hun blot en ung ubekymret pige. Men siden hendes forvandling var alt slået i stykker.
Nå... Men arbejdet glemte hun næsten , da Salai var en skøn 'fyr.
Han synes at kunne føle hendes krøllede tankerækker og enda være enige i enkelte små dele af dem.
Salai kælede for hendes intellekt , og hun nød det, solede sig i det så længe hun kunne.
Kommentaren om den redigeret udgave af biblen, morede hende.
Hun fandt det komisk at den bog som nogle fandt ' sandheden og meningen i ' for hende var ren fiktion.
Og alle de historier hun fra barn af havde troet var det pure opspind og helt uden mening - som vampyrer og varulve- havde vist sig som virkelige.
Det var da en fed ironi som tilværelsen diskede op med her.

Den bredskuldret bulderbasse så sig tilbage over hans tatoveret skulder, og tildelte Salai et vredt blik.
Han var måske nok en farlig fyr i menneskenes verden. Stor , stærk og en personlighed der havde en lighed med den af en psykopat.
Klædt i sort med et rødt skæg der passede hans slips , men ikke hans skaldede isse fnøs han irriteret , og maste ind i endnu to kvinder , der pippede forskrækket op.
Millicent opfangede den lavmeldte trussel fra Salai og strammede sine hænder om hans arme, hvor hun havde fået grebet ud og klemt sig fast , i hendes fald.
Det stramme greb om taljen , gav et følelse af tryghed og fik hendes puls op, hvis det havde været praktisk muligt altså .

Store nysgerrige øjne så ind i Salais og den vagtsomme vampyr hæftede sig ved hans reaktion. En smule mistænksom ... Lidt på vagt!
Årh hun ville aldrig dømme ham ud fra hans race eller forråde ham for den skyld. Dét at hun skulle oplyse hvor han var til Graham , så hun ikke som hun udleveres Salai. Hun hjalp ham nærmere med at rette er fejl. For han kunne jo umuligt mene det alvorligt , at suge penge fra FUN.

Salai slog dog over i lidt drilleri , bed på krogen hun smed ud, og hun vidste hun skulle spille sit spil nu.
" Hmmm det afhænger nok af hvad et .. Snif... Står i ?" Smilede hun til ham.
Problemet var .... Eller måske var det en kæmpe hjælp i virkeligheden , da Millicent var røv dårlig til at lyve, at hun blev lidt opslugt i hans øjne, da han løftede hendes hage lidt op, og indfangede hende. Hun var nød til at følge manus og ikke afvige for meget. Hun blev næsten nervøs , bare ved tanken om at indlede en flirt.Og nu havde hun vist også jokket i en slags spinat. Hans race?
" J-jeg er helt med på det.... Faktisk er jeg ... god til... Kompliceret !" Mumlede hun mindre højt , imens tankerne vrimlede rundt som pensionister på udsalg, uhæmmet og ikke til at styre.
Hvor meget ville han overhovedet tage imod ?
Milicent var ikke just kendt for at være den forførende famme fatal , hende der trak mænd med hjem og afholdte hede hyrde timer i sit boudoir.Åd dem og suttede deres knogler rene.
Ok ok - så vidt skulle det jo heller ikke gå. Men hun skulle da give ham lysten til at føle med hende. Enten hjem til Millicent eller ud i gårdhaven.

Millicent lukkede kort sine øjne i , bare to sekunder hvor hun pustede luft ud af snuden.
" Skal... Vil du ikke med uden for ... Vi kan være lidt alene der ?" Prøvede hun, men fandt sig selv komplet uden selvtillid når det kom til at samle en fyr op, så hun smed endnu en sætning hurtigt efter den første , en der var mere hende ...
" Vi kan bedre snakke lidt derude ... Måske du kan fortælle mig om... Kompliceret ? Hvis du ikke har andet at lave ?" Forsøgte hun igen. Hun kunne næsten mærke den skide mobil af Grahams , brænde i hendes taske .

Hvis Salai vidste, hvad der ventede ham forude, ville han uden tvivl gru for sin fremtid. Men ville han hade Millicent, der var det første skub i rækken af dominobrikker, for det? Aldrig. Hun gjorde blot sit job, endda uvidende om, hvad der ville ske med den stakkel hybrid. Hun var intelligent og gjorde sig dybe tanker om alverdens ting, men lige idet han fangede hendes nysgerrige, blå øjne (ret mig endelig, hvis det er den forkerte farve) opfangede han en snært at noget uskyldigt og barnagtigt. Hun virkede så moden og ansvarlig, men det var, som om der stadig var en flig af hendes barndom tilbage, en flig, som umuliggjorde det for hende at forstå den større idé bag visse ting i verdenen – denne mission inklusiv.  

”Måske et kys?” drillede han og blinkede til hende. Da måtte da være en fair pris for et snus, ikke?

Han opfangede med det samme hendes nervøsitet, men hvem ville ikke også det? Hun stammede sig igennem sin næste sætning, og han kunne nærmest sværge på, at han følte hendes hage skælve under hans berøring. Pure opspind var det dog, og han fjernede sin hånd igen; hans varme, brune blik fastholdt dog hendes, idet han sendte hende et beroligende smil.

”Åh ja?” Han lo, da hun påstod, at hun var god til kompliceret. Lige på det punkt måtte han give hende ret, for hendes sætninger blev da så sandelige komplicerede til en hvis grad, efterhånden som hun snublede mere og mere over sine egne ord. ”Det tager jeg dit ord for.”

Det overraskede ham, at hun inviterede ham med udenfor, og så endda med sådan en mangel på selvtillid. Noget sagde ham, at hun ikke inviterede fyre med sig særlig ofte, om det så var med hjem i sengen eller bare udenfor i den friske luft, og han fik næsten medlidenhed med hende på samme måde som en mor, der for første gang så sit syvårige barn snakke med andre børn i skolen; en anelse akavet og forsigtigt men med modet i orden og hjertet med i hvert et ord.
Tanken om at afvise hende strejfede ham derfor ikke en eneste gang. Mest af alt fordi han fandt hende fascinerende og nærmest brændte efter at få hende væk fra denne larm, svedlugten og disse gyselige omgivelser, så han kunne studere hende i fred.

”Det vil være mig en ære, frøken.”
Han rejste sig fra stolen og bukkede for hende, hvorefter han ofrede hende sin arm, som var hun en adelsfrue, der skulle følges fra det ene rum til det andet.
”På vejen kan du jo passende fortælle lidt mere om dig selv. Interesserer du dig for andre ting end kunstudstillinger? Er der flere personligheder, kendte eller ukendte, i live eller afgået ved døden, du gerne ville dele en kop te med? Eller du kan måske ikke engang lide te?”

Millicent var ...som Salai havde gjort sig af konklusioner, stort set.
Hun var tæt på at være skåret ud , som hans tanker formede hende, og havde hun en lille kig lem derind til, ville hun med garanti havde komplimenteret ham, for at afkode, ikke hele pigen naturligvis, men en pæn del af hende.Især når man tænkte over de først lige havde stødt ind i hinanden.
Måske var det i. Irkeligheden bare at Millicent var så såre normal, der skildte hende en smule ud fra mængden.Nå ja...på vampyr målestok var hun lidt en Fall out,men hun var ikke særlig spektakulær, og havde det bedst ved at få andre til at shine i spotlighten, istedet for at stå der selv. Det havde hun intet behov for.

" Et kys? ...." Hun plejede at sige at det troede hun ikke hendes kæreste ville være vild med, men det lille skjold kunne hun af gode grunde ikke holde op længede, så hun måtte lege med...lidt med.." Jo, det lyder vel meget fair..." Stemte hun i og rystede på de lyse lokker, over deres lidt aparte samtale.

Millicent var så vant til at få en over snuden, når hun forsøgte sig med...ting.
Så hun blev oprigtig glad da Salai ikke flænsede hende eller begyndte at le, men opførte sig som han realt gerne ville følge med hende.
Great. Måske burde hun ' date' noget oftere? Ja ja det var ikke en rigtig date....men det var da en start. Hun lagde sin arm i hans, nøjagtig som på film og svarede ærbødigt..." pleasures all mine , Sir"

Hun trak ham mod gårdhaven, måske en smule ivrigt, men det var bare fordi hun var begyndt at blive påvirket af hele situationen. Hun håbede at Salai ville undskylde, men hvad hvis han ikke ville? Millicent havde jo lovet at forsvinde så snart Graham og hans mænd kom, og det havde hun tænkt sig at overholde.
Men hørte hun senere at der var eller havde været problemer, så ville hun komme til at spille for to hold.Hun var ret sikker på det ikke ville føles helt godt at svigte Salai.
Nå....men det ville ikke være første gang hun skulle udføre sin lille linedans, og hun klarede det som regel, selv om knæ og albuer kunne få lidt skræmmer.

Salai...
Han fik hende til at grine. Christ hvor hun trængte til det.
Øjnene strålede næsten som hun gik ved hans side, og så op i hans mørke blik...men ikke mørkt af vrede, blot et sæt af mørke mystiske øjne, der ikke gav alle deres hemmeligheder væk.
" Ih, dog....du er da en regulær lille spørge Jørgen" lo hun og gav hans arm et lille klem. Millicent ledte dem hen i et hjørne, hvor roserne sang deres sidste vers, i små rustikke krukker af brun ler, og nogle træmøbler i kirsebær træ stod til fri afbenyttelse." hmmm... Der er mange jeg kunne tænke mig at møde, skulle jeg vælge en der var interessant , men ikke politisk set, så ville jeg vælge Marilyn Monroe! og høre om hendes oplevelser med film verdenen og mænds syn på hende? Norma Jean Hed hun rigtigt, og faktisk var hun brunette....hvad kvinder dog ikke gør for at tækkes mænd ! " Millicent hentydede til hendes store Marilyn make over, havde kvinden mon mistet sig selv i den process? " hun kunne fortælle os om Kennedy brødrene " rundede hun af og satte sig på en bænk.
" Hør....Salai...hvordan end vi ender aftenen i dag, så giver jeg en kop the en dag...for ja, jeg drikker også te" sagde hun med et stort smil, og var minutter fra at trække Grahams mobil op af hendes taske.

// Salai. Undskyld. Men jeg lukker min profil . Emnet må betragtes som afsluttet. Og ender som aftalt med at Millicent ringer til Graham , Og de enter dig.
Undskyld jeg ikke emner færdig. Held og lykke fremover. - Millicent. /:

// indsamler emner :)