Modsætninger mødes

Tid: Klokken er omkring 10.
Sted: Di Morgas High School
Omgivelser: Der er naturligvis elever og lærere overalt.
Vejr: Overskyet. Men dog alligevel ikke koldt.


Klasselokalerne var allesammen fyldt med elever, som lærerene forgæves forsøgte at gøre klogere. Men det var et opgivet projekt på forhånd, når klokken gjorde det tydeligt, at frikvarteret ikke længere var mange minutter væk. Det gjorde som regel, at elevernes koncentration var det modsatte - altså, meget langt væk. Solen skinnede godt nok ikke udenfor, men det ville betragtes som en lettelse for det fleste, alligevel at få en pause fra kedelige bøger, lange stile og hvad der ellers fulgte, om solen så skinnede eller ej.

Sådan var det også inde i Giselles klasse. Elevernes blikke hvilede mere på noget uden for vinduet, end på tavlen, hvor læreren forsøgte - forgæves, naturligvis - at få sine elever til at deltage aktivt i undervisningen. Drengene grinede, pigerne snakkede - intet ændret på den front. En gang imellem kiggede en af dem op på uret over døren, og kunne konstatere at klokken nærmest ikke engang, var et minut mere, end sidste gang, det samme par øjne, var vandret mod uret, næsten af sig selv.

Giselle sad bagerst i klassen, med et slæng af veninder om sig. De snakkede, fnisede, snakkede igen.. og sådan forsatte det. Engang i mellem kiggede de på en af de andre i lokalet, og det blev dermed gjort klart, at det var den person, deres øje kort havde hvilet på, som de snakkede om. De vidste det, og de var ligeglade. Engang imellem måtte de også løsrive sig fra deres samtale og fnisen, når læreren syntes det forstyrrede for meget. Så bad ham dem om at tie stille, og gøre det, de var på skolen for; lære noget. Og så gik der lige nøjagtigt et halvt minut, og så var deres samtale allerede genoptaget. Giselles sad med sin mobil - lyserød, naturligvis - under bordet, og sms'ede imens, hun sad og snakkede med sine veninder, og ind i mellem holdt øje med en uden for vinduet. Multitasking på højt plan, alligevel..

I dag var Giselle iført et par høtaljede - og ikke mindst lårkorte - Prada-shorts, som sad stramt, og fremhævede de former, det var tiltænkt, at de skulle fremhævede. Som trøje, havde hun en løs Chanel-Tshirt på, som naturligvis var nede i shorts'ne. På hendes fødder var et par sorte Louboutin-stilletter med den klassiske røde sål, og på hendes stol hang hendes Burberry-frakke og en Gucci-taske. Om hendes hals, hendes venstre finger og i hendes ører, var der guld-smykker til flere tusinde kr. Hendes hår var glattet, og sat op i en høj hestehale, og de grønne øjne var fremhævet af lidt sort mascara - Dior, selvfølgelig.
Hun gik op i designer-varer - for hun havde råd til det. Og hun elskede at skilte med, at hun havde pengesagerne i orden. Eller, at hendes forældre havde. Hun var egentlig også en ret smuk pige - og hun vidste det. Og udnyttede det.. hvis hun fandt det morsomt.

Endelig hørtes den befriende lyd af skoleklokken, og Giselle rejste sig op, to Burberry-frakken på, og Gucci-tasken i hånden. Hun lod jakken stå åben, da vejret - på trods af skyerne - ikke var helt forfærdeligt. Hun stormede ud i skolegården på de høje hæle, efterfulgt af det sædvanlige slæng af veninder.

Skoleklokken. Aldrig havde han været gladere for at høre den skingre ringen, og som altid blev den efterfulgt af lyden af 19 stole, der blev skubbet bagud på eksakt samme tid. Den ældre, kvindelige lærer, som ikke var mere end halvanden lort høj, gjorde et sidste forsøg på at få printet afleverings-datoen på dagens lektier ind i elevernes hukommelse ved at råbe så højt, hun kunne, men uden nytte; der var ikke en sjæl, der hørte efter. Det røg ind af det ene øre og ud af det andet, som sædvanelig. Klassens punk-freak rykkede sin stol tilbage i sådan en voldsom bevægelse, at han nær var faldet bagover og havde gokket hovedet ned i gulvet, men nåede til sit held at få rejst sig op i en fart, inden stolen væltede, og han slap dermed for en grim hjernerystelse. Med et løftet øjenbryn og et ligegyldigt udtryk i de blågrønne øjne skubbede han træstolen til side med den ene fod, før han fór afsted i røven på alle de andre, der stod samlet i en flaskehals foran skolens udgang (og indgang for den sags skyld) og masede og skubbede til hinanden for at komme ud gennem døråbningen.
En radikalt, anderledes klædte fyr, med en temmelig opmærksomhedsvækkende frisure, åndede lettet op, da han omsider var sluppet udenfor og blev straks mødt af en mild, kølig brise, der skyllede indover ham. Skønt. Der var blevet noget lummert inde i klasselokalet efter at have siddet derinde i 2 stive timer med udelukkende tavle-undervisning, og hvis han havde villet lukke et vindue op, havde han med det samme fået op til flere hvinende udråb fra et par pjevsede tudemarier, der klagede over, at de frøs. Frøs - hvordan kunne man det i det her vejr? Ganske vist var det overskyet, men det var ikke spor koldt. Det eneste han havde på overkroppen var en sort T-shirt med et band-logo trykt på fronten, og den forvaskede cowboy-vest som havde fået stukket op til flere nitter og badges i sig tilfældige steder, her og der. De slidte, til-mudrede og ubundne militærstøvler blev dovent slæbt henover asfalten, tværs igennem skolegården og hen til dén mur, hvor de ryge-trængte elever altid opholdt sig. Spike hævede hånden i en sløv bevægelse som en slags hilsen til dem af hans venner, der allerede var nået derhen og stod og pulsede løs på hver sin smøg. Lidt besværet fik han fisket en pakke Black Devil op af lommen på sine tætsiddende, hullede jeans og snuppede en af de sorte cigaretter, inden han lagde pakken tilbage på sin plads i de ternede bukser. Alt imens han begyndte at lede efter lighteren med sin frie hånd, satte han den utændte smøg op i den ene mundvig, og da det endelig var lykkedes ham at finde den, førte han den op til enden af cigaretten, hvorefter en lille flamme skød op og satte ild til filteret. Han tog et langt, længselsfuldt hiv af den og fyldte sine lunger med en tyk sky af nikotin og tjære, holdt det inde så længe han kunne, før han langsomt pustede røgen ud som hurtigt steg til vejrs og til sidst forsvandt helt i den blå luft.
"Hey, er det ikke Giselle, der står derhenne?" Spike gryntede kort, da han fik en albue i siden og blevet revet ud af sit tankespind. "Hva'?" mumlede han som det første, rimelig fortumlet, som var han stadigvæk et helt andet sted henne, i sin egen lille verden, men kom så til sig selv få sekunder efter og sendte den sorthårede dreng, der havde været så venlig at gøre ham opmærksom på den irriterende rigmands-datters tilstedeværelse, et ret fåret smil. Jo, det var hende. Bare synet af hende gav ham stærk lyst til at samle den nærmeste sten op og kaste den i hovedet på hende. Nøjj hvor kunne han ikke fordrage den tøs. Bare fordi hun havde røven fuld af penge, var det ikke ens betydning med, at hun var bedre end alle andre, og alle skolens elever var hendes ydmyge tjenere som fulgte hendes mindste vink - selvom han desværre havde på fornemmelsen, at hun havde et rimelig godt tag i de fleste, specielt drengene. Selv han måtte indrømme, at hun ikke så dårligt ud. Det var vel ikke så underligt, at stort set alle ville hænge ud med hende og-... Nej! Fanden tage hende, hun var intet andet end en dum møgtæve. Netop som han skulle til at aske resten af smøgen væk og slukke gløderne under sin sko, lyste han pludselig op i et djævelsk smil og marcherede med resolutte, målrette skridt hen imod mærkevarer-prinsessen, og øjeblikkeligt som han passerede hende, pressede han den, endnu tændte, cigarets ende mod et sted, hvor der var bar hud. Han slap med det samme smøgen og standsede op på den anden side af hende, efter at have klemt sig ind foran en af hendes veninder, hvornæst han trak let på skuldrene som havde det bare været et uheld og sendte hende et tydelig falskt engle-smil. "Ej undskyld, jeg så dig slet ikke," kvidrede han med en forvrænget, sukkersød stemme og glippede uskyldigt med øjnene.

//OOG: Jeg undskylder for det laaangsomme svar. Der har lige været det grummeste tordenvejr, så al strømmen gik - men ENDELIG kom det tilbage!//

Giselle kastede med det gyldenbrune hår, idet en af drengene fra hendes klasse passerede hende. Hun vendte sig rundt, og lod et "Skrid, taber", passere de fyldige læber, inden hun vendte tilbage til samtalen med veninderne. Han var - i følge hende, og dermed også de fleste andre - under hendes standard, som naturligvis lå langt højere. Han havde kigget ret meget på hende, da han gik forbi, og det så Giselle som en naturlig reaktion fra en, som passerede en pige, han aldrig ville kunne få. Men det ændrede ikke på, at det irriterede hende. Der var så mange bundskrabere på denne skole. De hørte til underklassen, og gik derfor også klædt sådan. Frastødende. Intet andet ord, kunne beskrive dem bedre.

En sagte bippen fra et sted i Burberry-frakkens lommer, fortalte tydeligt, at der var en, der forsøgte at ringe til hende. Hun tog den lyserøde mobil op af lommen, kiggede på displayet og med et undskyldende "Far ringer", gik hun et par skridt væk fra de andre piger, som smilede forstående, og forsatte deres samtale.
"Hej far", sagde hun som "hilsen". Der var ikke brug for, at præsentere sig selv - folk måtte vel vide, hvem de havde ringet til, når de nu ville snakke med hende. Hun sagde ingenting, da stemmen i den anden ende, kom med en lang forklaring. At dømme efter Giselles ansigts-udtryk var det en af de undskyldninger, hun havde hørt alt, alt for mange gange før. Samtalen to mindre end fem minutter, og så blev der lagt på i den anden ende igen. Et irriteret suk, forlod hendes læber, inden hun lod den lyserøde mobil dumbe ned i Burberry-frakkens lomme, hvorefter hun tog hele frakken af. Det var varmt udenfor, for varmt til overhovedet at have en jakke på. Hun lod den automatisk dumpe over i armene på den nærmeste veninde, som med glæde ville bære den for hende. Det var vel også det tætteste veninden kom på noget, fra Burberry. Giselle kunne ikke lade vær' med at smile lidt, over tanken.

"Hvad ville han?", spurgte en af pigerne interesseret. Oprigtigt interesseret, lagde Giselle mærke til.
"Han ringede bare for at sige, at han alligevel ikke kommer hjem i morgen. Så han aflyste vores aftale.. du ved, der hvor vi bare skulle være ham og mig", svarede hun, og opgav at skjule sin skuffelse. Hun havde virkelig set frem til den aftale. Hendes mor var heller ikke hjemme, før om et par uger, så hun var endnu engang overladt til sig selv. Det havde hun det også fint med, men hun havde altså alligevel, glædet sig til en dag i selskab med sin far.
"Men," tilføjede hun, og lyste op i et perfekt smil. "Han tager en ny Prada-taske med hjem til mig, som ikke er kommet i butikkerne endnu - jeg bliver den første, der får den".
Hun vidste udmærket godt, at han gav hende tasken som "et plaster på såret", som for at gøre sin undskyldning mere.. oprigtig. Men det var ligemeget. Hun fik sin taske, og så blev deres aftale, vel på et andet tidspunkt.
Hendes veninder så på hende med store øjne - fuld af beundring, og en anelse misundelse. Hun vidste at hver og en af dem, ville give deres højre arm, for at eje den Prada-taske, som hendes far bare forærede hende. Og det var næsten nok til, at fjerne skuffelsen lidt. Ikke helt, men tæt på.

"Giselle, se hvem der kommer der!", sagde en af veninderne med et fnis, idet en underlig dreng, som gik et par klasser over dem marcherede med resolutte skridt mod dem. Han havde en underlig tøjsstil, fyldt med nitter og andre ting. Hans hår havde den mest mærkelige punk-agtige frisure, hun nogensinde havde set. Ternede bukser, militær-støvler.. han var en omvandrende mode-katastrofe. Fra bunden af underklassen, naturligvis. Længere, kom man ikke ned. Særling, var - efter Giselles mening - det bedst beskrivende ord, hvis han var den person, der skulle beskrives. Hvorfor var han på vej hen mod dem?

"Hvorfor den fattige særling på vej herover?", spurgte Giselle, uden at skjule den foragt og afsky, hun følte for drengen. Hun var stødt på ham et par gange før, og hun hadede ham som pesten. Så ned på ham. Han kunne på ingen måde måle sig med hende. Selv hendes billigste designer-stilletter, var mere værd en han nogensinde ville blive.
Han bevægede sig tættere og tættere på, og idet han passerede hende bredte en pludselig smerte sig i hendes ene arm.
"Av! Hvad fanden laver du, særling?!", råbte hun forarget. Både over, at han rent faktisk rørte hende - ad - men også fordi, han tillod sig, at gøre hende ondt. Hun så den nu slukkede smøg, falde til jorden, og kunne naturligvis godt regne ud, hvor smerten kom fra - eller, hvad han havde brugt til at påføre den med.
Han smilede det mest falske engle-smil hun nogensinde havde set, og kom med den mest falske undskyldning hun nogensinde havde hørt.
"Gjorde du ikke?", gav hun igen, med den mest hånlige stemme hun kunne frembringe, imens hun kiggede på ham, som om han var noget ulækkert, der havde siddet fast under hendes stillet-hæl. "Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme..". Hun lod blikket glide fra hans hår, ned til hans sko og tilbage igen. Væmmelsen i blikket var ikke til at tage fejl af. Hans udseende var en katastrofe.. Han var en katastrofe.

//Det er okay!:D
.. hvor høj er man, hvis man er halvanden lort høj..? xD//

"Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme," vrængede han, prøvede at imitere hendes stemme så godt, han kunne, med en fæl grimasse malet i ansigtet. Spike rynkede den piercede næse samt de mørke øjenbryn i et forsøg på at gengælde hendes frastødte blik, alt imens han spekulerede på, hvad han ellers skulle sige, for han var skam slet ikke færdig endnu. Gad vide hvem det var, hun havde snakket med? Han havde set hende gå lidt væk fra sin gruppe, før hun havde taget telefonen op til øret for at snakke med hvem end der så havde ringet til hende. Det var kun det, hun efterfølgende havde sagt, som han havde kunnet høre, men han kunne næsten gætte sig til, hvem personen var.
"Det var din far, ik'?" Han havde hævet stemmen betydeligt. "Havde han ikke tid til dig? Hah, jeg bebrejder ham ikke. Hvis jeg havde været far til den største møgtæve fra helvede, havde jeg også straks taget imod hvilket som helst andet tilbud for at undgå at skulle tilbringe en hel dag sammen med dig." Sagde han med en stemme der dryppede af foragt og et kynisk smil spillende om læberne. Uden at flytte øjnene fra Giselle trak han både en lighter og cigaretæsken op fra de sort- og rødternede bukser med en million sikkerhedsnåle i, men blev dog nødt til at fjerne blikket fra hende, da han skulle tænde smøgen, efter at have stukket den sorte pakke ned i lommen igen. Hans tommelfinger kørte op til flere gange henover det lille hjul på Zippo-lighteren som ikke lod til at ville virke, uanset hvor meget han prøvede. "Pis..." mumlede han utydeligt, udbrød en irriterende lyd og stønnede opgivende. Dyre, lorte lighter. Hvor skulle han nu få ild fra? Han slog med det samme blikket hen på sin rivals Gucci-taske - som med sikkerhed havde kostet mere end alt det han ejede tilsammen - og med et særdeles drengerøvet smil, rev han den i et snuptag ud af hendes greb og bakkede automatisk bagud, længere og længere væk fra hende. "Har du ikke en lighter et eller andet sted?" spurgte han med et højt toneleje og var allerede godt i gang med at rode rundt i taskens indhold i sin desperate søgen efter noget, han kunne få tændt sin smøg med. Lighter, tændstikker, hvad som helst. Han rettede sig op i sin fylde højde, hvilket udgjorde godt 192 cm, og løftede hendes taske så højt op han kunne, hvis hun nu skulle prøve at få fat i den, hvornæst han vendte bunden i vejret. "Åhhh jeg er så klodset i dag." Spike smilede drillende til hende, måske lidt for kækt, og viftede med den nu helt tomme taske, samtidig med han fortsatte sin flugt fra hende, hen til sine venner som endnu stod og røg på livet løs. "Yo Aiden, tænk hurtigt," råbte han, lige inden han smed den hundedyre taske i favnen på en tårnhøj fyr, der var klædt udelukkende i sort fra top til tå, og vis ansigt var gemt væk bag en masse sort, uredt hår.

//OOG: Meget lav, haha. 150 cm eller deromkring.//

"Du har en lang dag foran dig, hvis du gerne ville ligne mig.. Du kunne starte med at gå i noget tøj, der ikke ligner noget, der er støvet op på lossepladsen", gav hun igen, med et hånligt smil på de bløde læber. Hun valgte at smide den kommentar i hovedet på ham, pga. hans forsøg på, at efterligne hendes stemme og ansigtsudtryk. Han var flabet, modbydelig.. og værst af alt; ikke bange for, at pisse hende fuldstændigt af. Hun kunne vel heller ikke gøre ham så meget. Socialt udstødt var han vel i forvejen, eftersom han hang ud med den flok tabere, som han havde stået og røget sammen med før. Han var vel så langt nede på bunden af den sociale rang-stige, som man overhovedet kunne komme. Han var også på bunden af den økonomiske rangstige.. han var i det hele taget bare bunden. En særling, som ikke kendte sin plads - det var, hvad han var. På den ene side, ville hun gerne have at han forsvandt, men på den anden side, ville hun give ham igen - og vinde. Hun kunne godt lide at vinde, i det hele taget kunne hun bare godt lide, at få sin vilje. At tingene gik, præcis, som hun gerne ville have det. Men det gjorde de ikke idag. Og det brød hun sig på ingen måde om.

Hun ville til at sige et eller andet til ham, men han kom hende i forkøbet. Og han ramte hende et meget ømt sted. Hendes far - ja, hendes forældre især. Han måtte have hørt noget af samtalen, som hun havde haft med ham. Hvorfra skulle han ellers vide, at hendes far aflyste deres aftale endnu engang? I et kort øjeblik slog hun blikket ned. I et øjeblik kunne man se, at kommentaren havde ramt hende. Men så vendte hun de grønne øjne mod den irriterende særling igen, og da var alle spor af sårede følelser væk. Tilbage i hendes øjne var kun foragten. Det tog hende kort tid at genvinde fatningen - så nemt, skulle han ikke slå hende ud.
"Min far har travlt, fordi han er succesrig. Han tjener penge, som du nok kan se", svarede hun ham med et sukkersødt smil på læben, og hentydede til, at hendes tøj var designermærker - det hele. At hun havde så mange dyre ting, som han aldrig ville komme i nærheden af. "Men hey, jalousi er helt normalt", tilføjede hun med et hånligt smil. Som for at sige, at han måtte misunde alle de ting hun havde, som han helt åbenlyst ikke havde. Hun mente, at man måtte misunde hende, for sin plads på toppen, fordi hans plads var på bunden.. eller niveau'et under, måske.

Hun betragtede ham med tydelig afsky, imens han trak cigaretæsken op af de rædselsfulde, ternede - og smadrede - bukser. Et smil bredte sig på hendes læber, da han ikke kunne få lighteren til at gøre som han ville. Selvom det bare var en lille ting, der gik galt for ham, var det nok til, at frembringe et hånligt smil på hendes læber.
Hun så forarget på ham, da han snuppede den dyre Gucci-tasken fra hende, og bakkede automatisk bagud.

"Giv mig den tilbage, tak", var hendes eneste kommentar, dog sagt i det mest kommanderende tonefald hun kunne mønstre. Hun forventede, at han gav hende den igen. Hun forventede af alle, at de gjorde som hun ville. Det irriterede hende grænseløst, at han ikke føjede hende, og gjorde som hun bad om. Det havde han aldrig gjort, og det var hun i den grad ikke vant til. Og hun hadede det.
Forgæves forsøgte Giselle at snuppe tasken ud af hans hænder, men da havde han allerede rettet sig op, i sin fulde højde (han måtte være ca. 30 cm højere end hende), og holdt tasken så højt op, så hun under ingen omstændigheder, ville kunne nå den.
Hun sendte ham et blik fyldt med afsky, da han vendte bunden i vejret på den, og lod al dens indhold dumbe ned på fliserne midt i skolegården. Ud af tasken røg noget make-up af mærket Dior, nogle skolebøger, en kalender og en dyr Chanel-parfume som omgående knustes mod fliserne.

"Den kommer du til at erstatte", snerrede Giselle af ham. Ikke, fordi hun ikke nemt kunne betale en ny, hun var bare ret sikker på, at han ikke kunne, og fandt det, at kræve erstatning, som en hånlig måde, at vise ham på, at hun udmærket var klar over, at han ingen penge havde.
Forgæves, forsøgte hun igen at række ud efter tasken, men denne gang kastede han den dyre designer-taske i favnen på en af hans særlinge-venner, som tilsyneladende hed Aiden.

Giselle satte kursen mod Aiden på de høje Louboutin-hæle. Hun gik som om, hun gik på en Catwalk. Hendes tøj var udelukkende fra berømte designere, hendes hår sad præcis hvor det skulle, og hun fandt det på ingen måder svært, at balancere i de høje hæle. Da hun nærmede sig den underlige fyr klædt helt i sort, rakte hun hånden frem, som om hun forventede, at han ville give hende tasken, i den fremstrakte hånd, når hun var så tæt på, at det var muligt. Hendes blik sagde også tydeligt, at det var præcis hvad hun forventede.


//Haha!//

Den stakkels, sorthårede dreng, der tilsyneladende intet havde ænset, blev noget rundt på gulvet, da der kom en taske flyvende imod ham, og han kun med nød og næppe nåede at gribe den, inden den faldt til jorden. "Hvad skal jeg med d-..." Mere nåede han ikke at få sagt, før hans blik landede på en af skolens mest populære piger, der ikke stod mere end højst en halv meter fra ham. "Øhh-bøh..." Spike himlede med diskret med øjnene af Aiden, som lod til at have mistet evnen til at tale, inden han løftede armene i vejret og begyndte at vifte med dem som en gal. "Her, Aiden, kast den hen til mig!" bad han højtråbende for at få hans opmærksomhed, hvilket straks lykkedes, og han stod kort efter med Giselles Gucci-taske i armene og et drillesygt smil på læben. Han tog derpå nogle skridt hen imod den forkælede rigmands-snob og rakte tasken frem i udstrakt arm, som skulle han til at aflevere den til hende, men drejede så om på hælen og vadede hen til en gotisk, uhyggeligt udseende pige med piercinger i hele smasken. "Spyt ud," mumlede han og gjorde et kast med hovedet ned mod den åbne taske, hvor han ville have hende til at smide det tyggegummi, hun havde i munden, ned i. Uden at stille spørgsmålstegn ved hans ordre, sendte den hvid- og sorthårede goth-tøs det gennemgnaskede tyggegummi afsted i en stor spytklat ned i mærkevare-tasken. Et enormt skadefro smil bredte sig omgående på hans læber og prydede hans lidt blege ansigt, idet han atter vendte sin front mod Giselle, hvornæst han blottede et sæt brede, hvide tænder, med bøjle på de nederste, i ansatsen til et grin, der dog ikke blev til mere end et dæmpet fnis. "Jeg tror, at det her er din..." sagde han henkastet, og prøvede så godt han kunne på at holde en seriøs grimasse, men blødte hurtigt op i et bredt smil, da han holdt den hen mod hende. "Du må altså til at passe lidt bedre på dine ting, søde skat," kvidrede han med en stemme, der var mindst 10 oktaver højere oppe end normalt, og smilede endnu engang lysende falskt, sukkersødt til hende. Mon ikke det var nok drilleri for i dag? Phaha ye'right. Det var aldrig nok. Han ville altid kunne finde på nye måder at irritere hende på og gøre hendes liv i skolen så surt som muligt. Jo mere han gik hende på nerverne, desto bedre.
"Nå, du skal vel også tilbage til dine små veninder, ska' du ik'?" I samme øjeblik som de ord var kommet ud af hans mund lød den velkendte, bimlende lyd af klokken, som ringede alle eleverne ind til næste time og en bølge af ærgrende suk skyllede straks indover hele skolegården. Spike bøjede let ned i knæene, samtidig med han lænede sig ned mod hende og stoppede først, da hans mund var lige udenfor hendes øre: "Vi ses i næste frikvarter, trunte." Hans stemme var næppe mere end en hvisken. Med et gavtyveagtigt glimt i øjet og et særdeles smørret smil rettede han sig op igen, og netop som han sjoskede forbi hende, hævede han den ene hånd og gav hende et ordentligt klap bagi.

Giselle smilede selvtilfreds, da Aiden tilsyneladene var utroligt overrasket over, at hun overhovedet havde tænkt den tanke, at bevæge sig i nærheden af ham, og nu var hun altså på vej derover. Hun var ret sikker på, at han ikke var vant til, at de populære piger værdigede ham et blik. Forståeligt nok. Drengen, var klædt fuldstændig i sort, og hans hår var sort, pjusket og trængte sikkert til en hårvask – men så tæt på ham ville hun bestemt ikke, så hun ville være i stand til at konstatere det. Hun havde anet en chance. Han virkede ikke umiddelbart til at være lige så selvsikker som Spike var. Også, selvom Spike slet ikke havde nogen grund til at være så selvsikker. Han var en social taber, bundskraber, taber, særling.. de beskrivende ord, som passede til ham var mange – men ingen af dem var positive. Aiden havde aldrig sagt et forkert ord til hende.. han havde aldrig sagt noget til hende. Han kendte vist sin plads. Ham kunne Spike lære noget af. Aiden ville sikkert give hende tasken tilbage, hvis hun bare smilede. Og det gjorde hun. Et sødt smil, men da havde den usling til Spike allerede stået og fægtet voldsomt med armene og råbt ualmindeligt højt, for at fange den sortklædte drengs opmærksomhed – og det virkede. Tasken forlod hans arme, og inden længe lå den igen i Spikes.
Hvorfor skulle Aiden også hjælpe Giselle? Hun havde kun talt til ham – og de andre tabere – hvis hun skulle nedgøre dem. Dog havde hun en anelse om, at hvis Spike ikke havde blandet sig, ville Aiden havde givet hende tasken. Hvilket, hun også ville have forventet.

Men nu havde Spike altså hendes taske igen. Hun sendte Aiden et hadefuldt blik, inden hun forsatte sin jagt efter tasken, og satte kurs mod særlingen (aka. Spike), da denne gjorde noget utroligt overraskende. Han rakte hånden med tasken frem mod hende, som for at give hende den tilbage. Giselle åndede lettet op. Den her lille ”fangeleg” gik hende seriøst på nerverne. Det var så meget 3. klasse at tage andres tasker. Det var åbenbart ikke kun ang. tøj, at de sociale tabere var laangt bagefter. Hun rakte armen frem mod tasken, for at tage den tilbage, og skulle lige til at snerre en sidste hånlig bemærkning til særlingen foran hende, men så vendte han om på hælen, og tog tasken med sig, naturligvis.

Giselle snerrede vredt, og fulgte efter ham på Louboutin-hælene. Hun løb ikke – stilletter som disse, var bestemt ikke lavet til et sådant formål – så hun nåede først derhen, da han havde påbegyndt en samtale med en uhyggeligt udseende Goth-pige. Hendes hår var sort og hvidt, og hun lignede lige så meget en social taber, som både Aiden og Spike gjorde. Så hun gik ud fra, at hun var en af deres venner. Særlinger overalt, tænkte Giselle, imens hun satte kurs mod Spike og hans Goth-veninde, med hendes sædvanlige gangart, der mest af alt hørte til på en Catwalk.

Da hun kom hen til dem, var de godt i gang med en samtale. Eller, samtale var nu så meget sagt. Spike stod og sagde en helt masse imens Goth-pigen blot stod tyggede på et stykke tyggegummi. Hun nåede hen til dem, netop som tasken blev åbnet, og pigens ulækre, gennemsnaskede tyggegummi – i selskab med en stor, ulækker spytklat – endte nede i den dyre Guccitaske. Derefter vendte han sig mod Giselle, og spurgte, om tasken ikke var hendes. Han forsøgte at holde masken, men han måtte give efter for et smil. Giselles selv smilede derimod ikke, men rev tasken til sig med en voldsom og vred bevægelse.
”Det tror jeg også det er. Nu skal du både erstatte den og parfumen... Nej, hov vent! Hvilke penge skulle du dog gøre det for?”. Hånen i hendes stemme var helt tydelig, og udtrykket i hendes øjne, viste klart hvor meget hun afskyede ham.

Han spurgte hende, om hun ikke skulle tilbage til ”hendes små veninder” - hvilket hun skulle til at give igen på, da klokken ringede ind til time igen. Væmmelsen var tydelig i Giselles ansigt, da Spike førte hans ansigt så tæt på hendes, at hans mund var ud for hendes ene øre, og som afsked, sagde han, at de ville ses i det efterfølgende frikvarter.
”Det skal du ikke være så sikker på. Jeg spilder ikke min tid sammen med bundskrabere og sociale tabere – og du passer fint ind under begge kategorier”, svarede hun med et sukkersødt smil – og en undertone af hån, naturligvis.

Endelig sjoskede han ind mod skolens indgang.. endelig slap hun af med den.. Nej. Hun mærkede en hånd, som slog hende bagi, og hun behøvde ikke engang at kigge. Hun vidste godt, hvem det var. Med et irriteret suk gik hun ind foran særlingen, før han nåede helt ind på skolen, gik helt tæt på ham, og gav ham et hårdt spark henover hans skinneben, med den spidse Louboutin-hæl.
”Jeg forstår godt, at du er nødt til at slå mig der..”, sagde hun og hentydede til, det ”klap” hun fik bagi. ”Det er det tætteste du nogensinde kommer på min røv – eller nogen andens”, tilføjede hun hånligt, hvorefter hun vredt gik ind på skolen igen, efterfulgt at sit slæng af veninder, som straks fik travlt med at svine ham til.


//Undskyld, jeg svarede så langsomt. Men da jeg var halvfærdig med at skrive indlægget, slettede min computer det hele ;o//

Spike standsede brat op, da møgtæven skøjtede ind foran ham og forhindrede ham i at gå videre, ind i skolen. Et let fnys lød fra ham, idet han rettede sit blik ned mod hende, og hun sekundet efter sparkede ham over skinnebenet som tak for, at han havde smækket hendes bagdel for ikke mere end et halvt minut siden. "Av forhelvede, hvad fuck sku' det til for!?" udbrød han, selvom svaret var ret indlysende, og begyndte straks at hoppe op og ned på det uskadte ben, mens han holdt dét ben, hun havde givet et los, oppe og holdt ømmende en hånd henover sit skinneben. Han fulgte hende med øjnene med et sammenbidt ansigtsudtryk og stoppede først da sit hopperi, hvorefter han mumlede en masse grimme ord, svovlede løs og forbandede den klamme sæk, der nu ikke længere var til at se. Med haltende skridt begav han omsider indenfor og satte kursen imod dén gang som special-klasserne lå på, hvor den tredje time matematik snart fandt sted. Gud, hvor han ikke magtede at skulle sidde stille på en stol i halvanden time igen, - det var det samme hver-fucking-dag. Tavleundervisning hele timen igennem sluttet af med et foredrag om alle de lektier, de skulle lave, til i morgen. Ja som om han ville spille tid på noget så tåbeligt og ligegyldigt som dét. Til hans held sad han på en af klassens bagerste pladser, som læreren normalt ikke gav særlig meget opmærksomhed, så han kunne nemt sove over halvdelen af tiden væk indtil det store frikvarter - og så skulle den smatso nok få.

"Skal du ikke med hen i kantinen, Spike?" Den gotiske pige fra tidligere hev ud i ærmet på hans T-shirt og så spørgende op på ham, og uden at skænke hende så meget som ét blik rystede han blot på hovedet, hvornæst han rev sit ærme ud af hendes greb. "Øhm nej, jeg skal lige... noget..." sagde han henkastet, inden han trådte helt ud på den allerede fyldte gang, rettede blikket fremad og vadede med bestemte skridt hen mod enden af gangen, hvor den to-delte glasdør var, uden omtanke for de andre elever, som han i ny og næ skubbede til med sin skulder, hvis de stod i vejen. Han fik som regel tiltrukket en masse, negativ, opmærksomhed og sendt en hel del spydige bemærkninger i nakken, om, at han var en idiot og skulle se sig bedre for, men han havde kun én tanke i hovedet; eller rettere en person. Giselle. Hun var forsvundet ind i mængden, før han havde kunnet nå at svare igen på hendes sidste rapkæftede bemærkning, og han havde skam ikke bare tænkt at lade det ligge, for hvis han gjorde det, ville det betyde, at hun havde vundet. Noget som han bestemt ikke tillod.
Så snart han var kommet udenfor, under den overskyede himmel, blev han vinket hen til et af skolens gamle, flaskegrønne cykelskure af en lille gruppe af hans alternativt udseende venner, bedre kendt som skolens sociale udskud, som han også selv var en del af. Spike trak svagt på smilebåndet og satte tempoet en anelse op for at nå hurtigere hen til dem,og få en tiltrængt smøg, som han havde glædet sig til hele timen, der havde virket uendelig lang og været monster-kedelig. "Hey, har du hørt, at skolen tvinger os ud på en eller anden skodtur i skoven?" var det første der blev sagt af en korthåret pige, som ofte blev forvekslet for at være en dreng, og han var næsten hundrede procent sikker på, at hun var til sit eget køn. "Jep, min lærer stod og prædikede om det mindst en halv time," svarede han, allerede godt i gang med at få tændt den sidste af sine Black Devil-cigaretter og havde heldigvis kunne låne en af de andres lightere. "Jeg tror nu nok, det skal blive ret sjovt. Det' bare pænt nedtur, at vi skal trækkes med de andre klasser også... jeg gider ikke være på hold med små 16-årige tabere," tilføjede han mumlende, med den glødende, sorte smøg i mundvigen og tog et stort sug af den, før han fjernede den og holdt den på plads mellem den højre hånds lange- og pegefinger. Hans blik gled sløvt rundt i rimelig tomme gård og blev til sidst fæstnet på skolens indgang, alt imens han sendte op til flere kæmpe røgskyer op i luften som var tyk af os henne i det hjørne af skolegården, hvor ham og hans venner holdt til. Kom hun ikke snart ud?...

//OOG: Nu er det min tur til at undskylde for det langsomme svar. Min mor tvang mig til at hjælpe med aftensmaden, næsten lige som jeg var færdig ... og nu skal jeg lige spise!//

Giselle smilede både tilfreds og hånligt da hun forlod den lettere skadede Spike. Hun havde ramt lige der, hvor det var meningen. Det frydede hende at se, at det havde gjort ondt på ham. Louboutin-stilletter var åbenbart multianvendelige. De var flotte til det meste tøj, og man kunne sparke særlinger ned med dem. Det frydede hende endnu mere, at hun var gået, inden han kunne nå, at gøre noget som helst. Dette betød at hun – indtil videre – havde fået det sidste ord i deres lille ”skænderi”. Det var trods alt idioten der startede det.. i hvert fald i dag. Hun havde selv startet det, nogle af de andre gang, hvor de havde været oppe at toppes som i dag. Det der med at starte det, var tilsyneladende noget de begge var lige gode om. De var jo også så forskellige, at et skænderi var uuundgåeligt. Hun var fra overklassen, og han havde slet ingen klasse. Så enkelt var det. To så forskellige mennesker, ville aldrig kunne enes. Dog, var der heller ikke rigtig nogen af de to, som rent faktisk gjorde noget, for at de skulle enes. Giselle gjorde i hvert fald ikke, og hun syntes heller ikke ligefrem, at det var venskab Spike lagde op til.

Hendes sædvanlige slæng af veninder havde taget hendes dyre frakke, og indholdet fra hendes taske med ind i klassen. Hun hang frakken på sin stol, og smed tingene på bordet. Det hele var intakt – lige bortset fra den smadrede parfume, som stadig lå ude i skolegården. Hun tog et lille spejl, som lå mellem hendes ting, og rettede lidt på hendes make-up, med hendes dyre Dior-produkter, imens hun højlydt svinede Spike til. Tasken gav hun til en af veninderne, for at vise hende, hvad der lå i den. Da veninden rakte tasken tilbage til hende, rystede hun på hovedet.
”Nej, smid den ud. Eller få den renset og behold den, jeg er ligeglad. Særlingen har rørt den der, og hans Særlinge-kæreste har spyttet et tyggegummi ned i den. Den skulle næsten brændes”, sagde hun, med tydelig foragt for Spike og de andre særlinge i hendes stemme. Desuden, var det den eneste designer-varer veninden havde, så hun fik den garanteret renset, og ville begynde at gå med den efterfølgende. Giselle var ligeglad. Der var flere tasker, hvor den kom fra. Og inden længe, var hun ejer af en Prada-taske, som ikke engang var i butikkerne endnu.

Læreren kom ind, og forsøgte at få ro over eleverne, hvilket som altid ikke lykkedes. Lige indtil han begyndte at fortælle dem om en lejrtur i skoven, der skulle være denne weekend. Giselle hørte kun efter med et halvt øre, hun havde alligevel planer om at blive hjemme. En hel weekend i en skov, når hun kunne blive hjemme i en luksusvilla?

”Lejrturen tæller for halvdelen af jeres årskarakter, så I kan ikke bare blive væk”, han kiggede specielt over på Giselle da han sagde det. Han måtte være klar over, at hun var den første til at tage beslutningen om at blive hjemme. ”Desuden, skal I være sammen med de to andre årgange over jer, lyder det ikke sjovt??”, tilføjede han alt for over entusiastisk.
Giselle sukkede. Det løb bestemt ikke sjovt. Ikke nok med, at hun var tvunget til at tage med, hvis hun ville have en god årskarakter, hun var også tvunget til, at tilbringe turen i skoven med klasserne over dem. Inklusiv Spikes klasse. Det ville næsten være en dumbe-karakter værd, at slippe for den weekend, men hun vidste, at det ikke ville være en mulighed.

Klokken ringede, og alle eleverne rejste sig op, akkurat som tidligere den dag, for at være ude i skolegården præcis som frikvarteret før. Akkurat som før, rejste Giselle sig op fra stolen, smed mobilen i lommen på de stramme, højtaljede shorts, rettede lidt på den høje, glattede hestehale, og gik mod skolegården med slænget efter sig. På vejen fik hun mange kommentarer, fra dem der havde set, det spark hun havde givet Spike. Dem der holdt med hende – som med hendes popularitet var rigtig mange – syntes det var fedt gjort. Hun håbede, at det havde lukket munden på Spike, altså sparket – at hun havde vundet. Men inderst inde, vidste hun godt, at hun var lidt for optimistisk, at tro det.


//Haha, det er helt okay. (://

Endelig. Dér var hun. Han havde fået øje på Giselle, så snart hun var kommet vraltende ud i skolegården med sine veninder i hælene, og han gjorde som altid intet for at skjule sit åbenlyse had til hende. Møgkælling. Hans øjne bestod ikke af meget mere end to smalle sprækker, som han, om muligt, kneb endnu mere sammen i et særdeles olmt blik, der var rettet mod hende og kun hende - okay, måske også lidt hendes veninder, selvom de teknisk set aldrig havde gjort ham noget, men de var venner med rigmands-snobben, og det var grund nok til at hade dem. Så, nu havde han omsider chancen for at give igen og lære den sæk, hvem der bestemte. Det ragede ham en høstblomst, om hun så havde røven fuld af penge og var hundrede gange højere oppe end ham på ranglisten, både økonomisk og nok også socialt; især her på skolen. Han ville bekæmpe ild med ild.
Spike tog et sidste hiv af cigaretten, før han smed den ned på asfalten foran sig og slukkede de resterende gløder ved at tværre dem ud med spidsen af sin støvle, forestillede sig tydeligvis at det var Giselles hoved som meget snart ikke ville være så kønt længere. Med foragt i blikket og indestængt vrede, der lystigt boblede indeni ham, bed han tænderne sammen og marcherede direkte over mod hende. Som det allerførste, da han var nået derhen, skubbede han en enkelt gang til hende, ikke specielt hårdt men nok til at det kunne mærkes, bare liiige for at være sikker på, at han fik hendes fulde opmærksomhed. "Hvad så, din lille lorte-luder?" snerrede han, denne gang uden det mindste smil på læben, og tog det sidste skridt hen imod hende, så han stod så tæt på hende, han overhovedet kunne. "Altså, normalt slår jeg ikke på piger, men jeg tror godt, jeg kan gøre en undtagelse med dig, klamme møgfjappe," sagde han bidskt, og nu var det hans tur til at sparke hende henover skinnebenet, selvom hans støvle nok ikke gjorde helt så stor skade som hendes stilet, skønt den havde en metalbelagt skosnude. "Årrg hva' nu? Begynder du at tude?" spurgte han med et hånende tonefald og skød underlæben frem, inden han igen skubbede til hende, en smule hårdere end før, og ignorerede fuldt ud de veninder, hun havde med sig, ænsede dem nærmest ikke, eftersom han på nuværende tidspunkt udelukkende havde øjnene rettet mod Giselle. "Kom så; slå mig. Det ved jeg, du gerne vil," udfordrede han hende og slog armene ud til siden, netop som han afventende hævede det piercede øjenbryn. Han var udemærket godt klar over, at han selv var ude om det, hvis han fik et ordentligt smæk på siden af hovedet eller sparket til for anden gang, men han var ligeglad, - dog samlede han diskret benene bare for en sikkerheds skyld.

Giselle så overraskede på Spike, som nærmest dukkede op ud af det blå. Hun havde ikke set ham komme, og hun så ham hellere ikke før han bestemt skubbede til hende. Det gjorde ikke på nogen måde ondt, men hun kunne mærke det, og hendes fulde opmærksomhed var vendt mod særlingen, sådan som han sikkert gerne ville have det. Eller også, ville han bare vise hende, hvem der bestemte. Eller rettere; Hvem han troede der bestemte. Og det gjorde han så afgjort ikke. Ikke ifølge hende, i hvert fald. Men dette var bare endnu et punkt, hvor de to ikke var enige. Dem var der mange af.
”Hvad kaldte du mig, særling?”, snerrede hun vredt af ham, da hun hørte hans nye kælenavn til hende. ”I det mindste er der nogen, der rent faktisk vil i seng med mig.. få styr på din jalousi.” Hun måtte bare svine ham til, og hun ramte ham på hans udseende. Og gjorde sit eget bedre end hans – som hun plejede at gøre.

Hun havde ikke regnet med, at han ville slå hende. Hun havde faktisk ikke forventet, at han var en type, der slog på piger. Det var han heller ikke, fortalte han – men med Giselle gjorde han åbenbart en undtagelse.
En skarp smerte bredte sig på hendes ben, og hun kiggede ned, og fandt grunden. Særlingen ville give hende igen, for episoden i det forrige frikvarter, og besluttede sig for at sparke hende, som hun havde sparket ham. Sådan regnede hun i hvert fald med, at det hang sammen. Hans militærstøvler havde det der metal-halløj i spidsen, som der var på sådan nogle – og det kunne mærkes da han ramte hende. Dog, var hun sikker på, at det ville gøre mere ondt, at blive ramt af en Louboutin-hæl, og den tanke trøstede hende.
Inden hun kunne nå at gøre noget som helst, kom han med en hånlig bemærkning, og skubbede hende endnu engang. Veninderne omkring hende kiggede overrasket på det scenarie der udspillede sig for deres øjne, og sendte samtidigt Giselle et bekymret blik, og spurgte nærmest i munden på hinanden om hun var okay, hvortil hun svarede: ”Jeg har det fint. Specialklasser-særlinger som ham, burde bare ikke færdes blandt normale mennesker” Hendes stemme havde en hånlig undertone, og det var helt tydeligt, at selvom svaret var henvendt til veninden, var det også delvist en kommentar til Spike, som han kunne få med på vejen.

”Skulle du ikke også bare gå tilbage til specialklassen?”, spurgte hun hånligt, kombineret med et falskt og sukkersødt smil. Hun løftede hånden med den franske manicure, samlede al sin vrede i den, og gav særlingen foran hende, en lussing. Hun slog ham hårdt, og det var i den grad meningen.
”Det er der, hvor uslinge som dig hører til. Du ved.. overklassen står herovre, og dem helt uden klasse..” hun pegede over mod det grønne cykelskur, hvor særlingerne plejede at ryge. ”.. er derovre”. Efterfulgt af denne hånlige kommentar kom et skub, ikke et hårdt skub. Et bestemt puf. Hen mod cykelskuret.

Spike skød skeptisk begge øjenbryn op i panden, da hun foreslog, at han skulle smutte ind i specialklassen, som ikke just var en af de mest populære klasser på skolen, og fnøs let af hende som svar, men mere havde han heller ikke kunnet nå at gøre, for før han kunne nå at reagere, havde hun allerede løftet hånden som sekundet efter blev ramte hans kind i en lussing. Hans egen hånd røg straks op på den ømme kind, der garanteret var blevet helt rød nu, og snerpede læberne sammen så de ikke bestod af meget mere end en tynd streg, hvorefter han atter rettede hovedet op og kneb øjnene sammen i et hadefuldt blik, som blev vendt mod hende. Endnu en gang kom hun ham i forkøbet, før han kunne nå at åbne munden og svine hende til, stak ham flere nedladende ord og gjorde ham opmærksom på, hvilken klasse han tilhørte, og hvor meget bedre hun var end ham - åbenbart. Hendes puf tvang ham et halvt skridt bagud, men ellers rørte han sig ikke ud af flækken, og han havde for længst fjernet hånden fra sin kind, hvor der kunne ses et svagt aftryk af hendes fingre. Der havde samlet sig en del omkring dem, da deres udviklede skænderi vakte en del opsigt i den mellemstore skolegård. Selv et par af hans venner var blevet nysgerrige og strømmede nu derover, hen til dem, hvor det helt store drama var godt i gang - det blev uden tvivl kun værre herfra - og nu var det hans tur.
"Du er så klam, at det er helt sindssygt, mand." Sådan startede han ud og rykkede en tak tættere på hende. "Jeg sværger, så snart jeg får chancen, så slår jeg dig ihjel, din fede ko," truede han med afsky malet i øjnene og en giftig undertone. "Der ville alligevel ikke være nogen af dine venner som ville savne dig, hvis du en dag ikke dukkede op. Den eneste grund til, at de hænger ud med dig, er fordi du svømmer i penge, som du ikke engang selv har tjent. Du får i både hoved og røv og har intet at klage over, så hvorfor skal du gå rundt og opføre dig som jordens største bitch?" Han holdt en kort pause, hvor han tog en dyb indånding, og var næsten blev helt forpustet af at have snakket så hurtigt, men fortsatte så få sekunder efter: "Jeg kan kraftedme godt forstå, hvorfor din far vælger sit arbejde frem for dig, hvis du altid er sådan en led kælling." Dér kom det første skub. Spike stødte sin brystkasse så hårdt mod hende, som han kunne og trådte hende muligvis også over tæerne et par gange, eftersom han vadede direkte ind i hende for at få hende til at gå baglæns, hen imod en af skolens mure. "Din mor sidder sikkert på en eller anden overrated rigmands-klub med sine fisefornemme veninder og drikker sig fuld i vamle cocktails, fordi din far tager afsted på sine pissedyre forretningsrejser og knepper til højre og venstre, så snart han får muligheden. Men bare fordi dine forældre ikke elsker dig, behøver det sgu'da ik' gå udover alle andre, møgso," bed han skarpt af og lod endelig til at være færdig med det verbale svineri. Han knyttede sammenbidt den ene næve, så hårdt at knoerne lyste helt hvidt, og førte armen bagud, som skulle han spænde en flitsbue, men han nåede ikke at få givet hende det slag i ansigtet, hun ellers havde fortjent, før den begyndende slåskamp blev afbrudt af en gårdvagt, der kom gående hen imod dem med hastige skridt. "Så kan du godt stoppe det der, unge mand. Hvad tror du lige, du har gang i?" Spike så fortvivlet ud, da han slog sit blik over på den kraftige, gråhårede lærerinde som stod og kiggede afventende på ham med det sygeste dræberblik i øjnene. "Mig? Det var hende der startede, ikke mig, jeg sværger! Helt ærligt, mand!?" Hans forsvarsmekanisme var ikke en af de bedste, og der var tydeligvis heller intet af det, han sagde, der hjalp ham på nogen måde. "Afsted - kontoret nu!" kommanderede den ældre kvinde, godt gal i skralden, og pegede med en dirrende pegefinger i retning af indgangen til skolen. Han vidste, at det ikke nyttede noget at stritte imod, så han nøjedes med at følge, nogenlunde frivilligt, med indenfor og så sig som det sidste over skulderen hen på Giselle, hvorpå han mimede ordene du er så færdig.

//OOG: Out, I guess...? Eller skal vi bare fortsætte emnet her i stedet for at oprette et nyt et i skoven?//

Giselle havde lagt mærke til det publikum, som nærmest havde samlet sig omkring dem. Rimandssnobben mod Særlingen. Det måtte være sådan man måtte se det ude fra. Alle hendes venner og veninder var også efterhånden kommet til – og ikke overraskende, så det ud til, at hun havde mange flere, en Spike. Men det var en kendsgerning hun var klar over, og det kunne da umuligt have forbigået særlingen, at han var socialt udstødt. Sammen med sine taber-venner. Skolen var et sted, hvor hun havde magten, og hvor folk som regel holdt med hende. Det var i hvert fald sådan, hun så det. Og eftersom der var så mange, der på en eller anden måde så op til hende, og gerne ville være hendes ven, kunne hun ikke se, hvordan den påstand skulle kunne modsiges.

De verbale svinerier kom lige efter hinanden, og Spike talte så hurtigt, at han knapt nok, havde tid til at trække vejret, så det ud til. Den første bemærkning ville hun til at give igen på, men da var den anden bemærkning, allerede på vej over hans læber. Afskyen og hadet var så tydelig at se i hans øjne, imens han fortalte hende, hvor klam hun var, og han ville slå hende ihjel. Det tvivlede hun ikke et øjeblik på, at han muligvis havde lyst til, men hun regnede ikke med, at han turde. Han var en social taber, og hvis han først sårede hende alvorligt fysisk, ville det få store konskvenser for ham, og ganske enkelt; så mente Giselle, at han ikke havde nosser nok, til at slå hende ihjel. Så på den front var hun ikke nervøs.

Hun bed sig i læben, da Spike begyndte at nævne hendes far, og trådte ekstra meget i, at hendes far, endnu engang havde valgt arbejdet frem for hende. Han vidste nøjagtigt, hvor han skulle ramme hende – og det gjorde han også. Akkurat som i tidligere frikvarter, viste hun tegn på, at det han havde sagt, rent faktisk gjorde ondt. Hun forsøgte at skjule det, og akkurat som før, genvandt hun fatningen hurtigt igen. Men hun regnede ikke med, at Spike havde undgået at se det. Hun håbede det, men på den anden side, så stod han foran hende, og chancerne var vel egentlig ikke særligt store. Eller var de? Hun vidste det ikke, og hun opgav at gætte.

Spike gik tættere og tættere på hende – han vadede direkte ind i hende, og derfor stødte hans brystkasse mod hendes, og hun blev skubbet baglæns mod en af skulderens mure, som hun ramte med et bump.
”Min mor er på forretningsrejse, præcis som min far er det”, snerrede hun vredt. Hun ville uden tvivl have sagt noget mere, hvis ikke det var fordi Spike netop havde hævet armen, knyttet næven og skulle til at slå hende – og der var vel ingen grund til at fremprovokere noget, for om hun ville erkende det eller ej, var han fysisk stærkere end hende, og en slåskamp mod ham, ville være tabt på forhånd. Men det ville hun naturligvis aldrig indrømme.

Et uskyldigt smil bredte sig på Giselles fyldige læber, henvendt til den ankomne gårvagt, som åbenbart kun havde set, hvordan Spike truede hende, og ikke den del, hvor hun gav ham en lussing, for det var kun ham, hun ville have op på kontoret. Men selvfølgelig, hvis en slåskamp opstod mellem disse to, var hun ret sikker på, at ingen af lærerene ville beskylde den smukke rigmandsdatter for at have startet noget som helst.. og dette udnyttede Giselle jo naturligvis til sin fordel, og spillede så uskyldig som hun kunne, da gårdvagten var til stede. Hun vidste godt, at det kunne ville gøre det hele værre.. at Spike kun ville hade hende endnu mere, efter det her. Men hun var også tilfreds, for hun så også denne ”omgang” af deres indbyrdes krig, for vundet. Også selvom hun muligvis ikke var vinderen, men ifølge hende, var det præcis hvad hun var.


//Jeg kan godt oprette et nyt i Skoven, hvis det er. Det vil trods alt, være lidt nemmere, for vi er jo nærmest nødt til at "emne" os fra skolen af og ud i skoven, og så ville det være nemmere at starte der, da hele klassen jo skal mødes derude n.n//

//OOG: Du har fat i noget. Hvis du vil, må du meget gerne lave det :)//

//Går i gang med det samme - skal nok skynde mig (://