BLOW A KISS FOR ME ~ XXX

Gennem mængden kunne der høres en tyk, rungende bas og dem, der havde en bedre hørelse, ville også høre de udråb, denne ene fyr kom med.
En slank krop i jeans, der hang på hofterne, og skægstubbe, der ikke gjorde noget for at dæmpe den os af sex, han bar. Han valsede leddeløst gennem rummet med en vilje, der var typisk for ham, og afskar flere folk fra deres partnere, til han nåede offeret for hans uklare opmærksomhed.

I hænderne havde han – mirakuløs som han var – to fulde krus med læskende væske. Det ene skvulpede over, da han bøvsede, det andet rakte han i blinde ud mod væggen, som greb det, før væggens hånd blev til en arm på en skulder, som sad på en ung pige, der hilste ham med sit krus.
Trods pigens lyse øjne bag brillerne og måden, hun så ud, som om hun var utilpas i sin egen hud, på, var der en lighed i måden, de afspejlede det, den anden ikke var.

Fyren, Jim, hævede sit halvtømte bæger som en konge, der skåler med hele lokalet, og tømte det igen. Ikke at de ekstra 35 centiliter, bægeret kunne rumme, gjorde andet, end at skubbe ham fra 'fuld' til 'stangbacardi', så han ikke bemærkede den akavede tavshed, som spontanitets uvidenhed medførte.
Den evigt-tænksomme Julia overvejede episoden, der havde skræmt dem ud af lejligheden. Det var tydeligt, eftersom hendes blik var blankt og hun havde den grublende spidsen af sine læber i gang. Hun svømmede i mindet om Jerry og James' mundhuggeri, før den ene var stormet ud af døren med hende.

”Julia! Juliiiiiaaaa! Juuu- Hej! Jeg tror, Jerry er sur på mig.”
”Har du smidt mudder i gangen igen?” spurgte den ganske forvirrede Julia, da hun blev trukket mod døren.
”Ja..”
”Så kan jeg bedre forstå det. Hvor skal vi hen?” Pigen, der krøllede sin tynde frakke sammen til en kugle, mens hun stod i gangen, løftede sit bebrillede, undrende blik mod den førstefødte trillingedreng.
”På flugt.” brummede han.
”Vent lidt, så henter jeg min telefon.”
”Over mit lig!” hylede en stemme, der stadig bar præg af overgang. Jerry.
”Løb!” skreg James og Julia i kor, før de styrtede ned af de mange, halsbrækkende trin i opgangen.

James, der af erfaring vidste, at Julia's reaktion på, hvad der foregik i hovedet på hende, stod skrevet til fuldt skue i hendes øjne, gloede på hende med et tomt blik, før han smilte, så man skulle tro, hans ansigt ville flække på langs.
”Julia, jeg vil vædde på, at Jerry stadig er sur, når vi kommer hjem. Så tror du ikke, vi skal give ham en nats tid at køle ned i?” forsøgte James, der hellere ville vågne med tømmermænd end konfrontere sin mandlige tvillings vrede. James, der, som svar til Julia's nysgerrige blik over kruset, blev ved.

"En konkurrence."

Og Julia, der vidste, at hverken Jerry eller James gav op så let, sukkede mentalt af sit konkurrencelyst, og blev belønnet med en arm om skulderen, så hun kunne se, hvad målet var. "Om hvem, der kan scorer ham dér."
Det var der, hun fik tungen på gled.
"For Fanden.."

Et højt hysterisk skrig kunne høres inde fra et af baglokalerne. Maria smed hidsigt sin sminke kost på gulvet og trampede med sine tårnhøje stiletter. Manden, Andrija fik pludseligt travlt, da han vred sig ud af sminkestolen og flygtede mod den nærmeste dør i fuld firspring. "Kom tilbage idiot! Jeg er ikke færdig med dig!" Hylede Maria, mens døren til lokalet blev smækket i og Andrija løb lige ind i favnen på to kvinder der stod udenfor. De kastede et kort blik på ham, før de små fniste til hinanden. Med sine godt to meter, kunne dæmonen let skule olmt ned til de to kvinder, der kort efter førte væk fra gangen, ind på diskoteket.
En pirrende duft af alkohol og kvinder ramte som det første sanseindtryk Andrijas næse, mens han stadig befandt sig i mørket kun med et par dobbeltdøre foran sig, til at lade den fantastiske duft ramme hans næse. Derefter kom en næsten trykkende varme der straks gjorde den åbne skjorte for varm, for slet ikke at tænke på de jeans og støvler han bar. Maria ville helst have stylet ham helt vildt og selvfølgelig sat håret, men det var noget han pænt havde takket nej til, hvilke var endt ud i det hysteri han netop var flygtet fra. "Op med dig skatter." Andrija mærkede et par solide hænder i rykken, der skubbede ham op på podiet, hvor der over stod "Konkurrence" med store bogstaver som alle kunne læse.
Et kort øjeblik følte Andrija sig meget alene, en meget ubehagelig oplevelse, men den var kortvarig og blev dækket af et lille kunstigt smil i hans mundvige. Maria, der var faldet ned på landjorden, kom op ved siden af ham og greb mikrofonen som hun slog let på, med en slank lakeret pegefinger. Musikken blev skruet en smugle ned og med en frisk energisk tone begyndte værtinden: "Okay tøser, så er det nu i skal lytte! Her har vi aftenes fyr og jeg er sikker på han er med på noget sjov." Hvis der var nogle tungnemme der kunne være i tvivl om hvem der blev snakket om, blev tvivlen hurtig fejet af vejen, da hele tre projektøre blev rettet mod Andrija, der følte sig som en blind muldvarp. Et stort grin var på hans læber, mens han blindt skue ud over de folk der var kommet. Først da Maria var gået i gang med sin lille tale om dit og dat, fik Andrija synet tilbage og kunne faktisk se hvem der befandt sig i rummet.

Mens Julia vred halsen som en ugle for at se, hvor i alverden man havde placeret det nærmeste lokum, overlod hun det til de første par piger at demonstrere, hvad der skulle gøres, for at vinde 'aftenens fyr'. Julia måtte dog snart indse, at hendes opgave var umulig, da hun, med en højde og drøjde bestående af krøller og hvalpefedt, ikke hunne stille andet op, end at kaste sin halvhjertede opmærksomhed på sin plørede bror, der med rynket pande forsøgte at finde ud af, hvor indholdet af hans bæger var endt henne, ved at vende bægeret om og betragte de få, resterende dråber falde, til de ramte hendes sko, som om de ville få ben og flygte hen til resten af bægerets indhold.

Mens hun skulende så ham finde ud af, at det gjorde dråberne ikke, og så indlede en stirrekonkurrence med hende, indtil han fik hendes bæger, overvejede hun at snyde ham til at finde lokummerne for hende. Uanset hvor nedridt, det var, var det en plan, undskyldte hun mentalt til sin loyalitet, da hun rakte ham bægeret med det krav, at han fandt hende et spejl.

Blændet af mørket famlede hun sig frem, drevet af den puffende storebror, der åndede hende i nakken, så hun glemte at se, hvor hun blev skubbet hen. Før hun vidste af det, var hun puffet ud på det mindst befolkede sted. Det var der, i lyset ra en nøgen elpære i loftet, at James hældte det, der var tilbage af hendes drik, ud over sig selv og hende.

"James, for satan! -" mumlede hun, da hun omhyggeligt pillede sine indsmurte strømper af, skyllede dem, kylede dem mod den fjerneste bås og stak fødderne op i en granitvask af mange, udskåret i det aflange bord, hun sad på.
Mens vandet løb, skrubbede hun sine fødder grundigt og med sæbe, fanget i tomme tanker, som hun glemte, da hun ramte et ømt punkt på fodsvangen og gled ned på gulvet med en lille, slidt, brun converse-sko i hver hånd.
Uheldgivis fik hun et glimt af sig selv, da hun var på vej ud, og indså, at pigen i spejlet ikke var tilnærmelsesvis tæt på at være halvt så attraktiv, som de tynde, benede amazoner uden for døren.

Med en grublende trutmund viklede hun fletningen ud af hendes lange, purpurmørke hår, der rystedes og purredes op i, så det så ud som om det var levende, før det naturlige fald ændrede på den rodebunke, det var før. Der blev trukket ned i bælteremmene på de brugte Levi's-jeans, strammet på den daggamle bandage om hendes hånd, håndled og den halve underarm og det armbånd, der glitrede om det andet håndled, røg halvvejs ned i en baglomme og erstattedes med et silkebånd.
Bedre kunne det vidst ikke blive, besluttede Julia med et skuldertræk, da hun vurderede den nye pige foran sig på ny, defilerde barfodet ud i rummet efter sin bror og trak en lok om bag det venstre øre med en diskretion og elegance som en ulv.

Høj af konkurrenceåndens stædighed forsøgte hun at se i mørket af kroppe, men endte med at blive opslugt et sted i scenelysets udkant. På grænsen mellem at stikke af ud af døren bag hende og vove pelsen, hvis hun gik længere ind, vaklede Julia ubeslutsomt på sine bare fødder.
Måske var det alkoholdampene, varmen og desorienteringen, der drev hende så langt. Måske var det hendes konkurrenceprægede natur. Lige meget hendes motiv, opgav hun det falske navn Esme, da hun afleverede sit lod - sine brune sko - i konkurrencen. Lige så ubemærket, som hun var kommet, forsvandt hun i ly af konkurrenternes skygger.