First kiss of winter (Clash)

En så dødbringende kulde som havde lagt sig hen over gyderne kunne dræbe en uforsigtig sjæl, så snart et menneske ville gå ud for at køle af ville kulden uden tvivl lamme dets sener og blodårer... Offeret ville være hjælpeløst og uden betydning for omverdenen sådan ville det være så snart sjælen var faldet i de forkerte hænder. Det var nu ikke en hemmelighed at folk frygtede at gå ud af deres dørene, ihvertfald dem som stadig havde hjernen i behold og kunne forudsætte den visse død på disse kanter. Mennesker... De var dumme, hjernedøde, og for naive... Men man kunne vel sige det samme om aspara, elvere og animaguserne... Alle fire vidunderlige bytter. Men tåbelige. Folk vidste ikke noget num dage, kun dem som kunne tage deres frygt, udnytte den og give dem deres fortjeneste.
Trods de mange skader stedet led af var det stadig godt skjult fra omverdenen, kun magiske væsner kendte til stedet, dog hændte det at man kunne støde på en række mennesker som havde sat sig et uforsigtigt skridt ind i en kold verden hvor magt eksisterede med en sådan styrke at man ville tage benene på nakken hvis man ikke havde det rette overlevelses instinkt. Hvilket der nu ikke var mange der havde.
Selvom stedet ikke havde lidt så forfærdeligt meget da en magt syg sortelver hvis ord var til at grine af havde eksisteret! Heldigvis var der en herre i spillet nu, trods hans had ti et par væsner, kunne man ikke modsige hans geniale hjerne! Man måtte virkelig beundre hans opfindsomhed nu og da.
Den kolde vind tog til hen over gaderne til gyderne, og skabte en form for tuden inde i de lange og nogen gange blinde gyder som kunne skabe panik hos en forfuglt. Himlen var mørk, men skyernes omrids kunne anes hvis ens øje havde evnen til at kunne se igennem det tykke tåge dis oppe i himlen, du ville komme til at sne, man kunne kun være sikker på det område, og ganske rigtigt lod de hvide krystaller sig falde ned fra himlen og skabe en form for lys rundt omkring det ellers dunkle sted ved Allés Gyderne, de fleste mennesker holdte sig væk nok mest fordi man sagde at det var her de mørke væsner holdte til.
En skikkelse i det fjerne kom til syne, det så ud som om vedkommende kom fra intetheden. Personen var mørk klædt, med en hætte der lå hen over hovedet hvis skygge dækkede ejermandens udseende, det var en høj skikkelse, høj nok til at man kunne vudere at det var en mand der kom gående. Men hætten som hang fast i en lang læder kappe og bredte sig i nogle blafrende bevægelser bag ham gjorde det muligt at ane nogle let hullede og slidte bukser, nogen steder så det ud som om de var forbrændte. I buksernes ende kunne ser nogle store sko lignede mest af alt militær sko som gav en hul lyd fra sig i mens han gik. Overkroppen var dækket til af en sort tæt siddende trøje og et gråt og hvidt halstørklæde er dækkede noget af den markede kæbe. Folk ville undgå ham med en stor bue, kun for at ikke at blive ramt af et gennemtrængende blik.

Tanker og minder begyndte at glide sammen imens sneen tog til og dannede et fast mønster hen over den gråtonede gyde. Ahngels tænkende og passive udtryk mundedes ud til et stik af bitter alvor og måske fortrydelse. Han var alene.. derfor var hans ansigt ikke noget at skjule. De minder som sneen påsatte, var ikke rare. Først var der hænder foran hans ansigt. Hans egne barnehænder der fangede snefnug og lukkede fingrene omkring dem. Ahngel vendte kort hovedet væk, som et forsøg på ikke at glide ned i sine egne tanker igen. Han havde prøvet for tiden. Han havde virkelig prøvet. For det var nemlig rigtigt hvad der blev sagt. Han var.. aldrig til stede, var han? Hans hoved var altid alle andre steder end det fordømte nu. Et sarkastisk smil prydede kort hans underskønne ansigt inden han vendte blikket imod den sti han før havde fuldt. Han fortsatte stille og stak hænderne i lommen, for skønt han ikke mærkede kulden imod sin hals og hud under den tynde beklædning, ønskede han ikke sine led fryse til og blive uregerlige. Det skete engang imellem når det var vinter, for Ahngel kunne ikke fryse. Det havde han ikke kunnet siden treårsalderen. Han huskede ikke kulde eller varme til trods for at hans egen hud var koldt som Alabastarsten, som nedkølede de store haller i de egyptiske oldtidsfund. Trods kulden nåede til hans ubrugte organer, følte han den ikke og mærkede ikke stik eller ubehag på den bekostning. Et handicap blev det kaldt. Samme handicap som hans manglende evne til at læse andres tanker, men så igen. Han havde fordele. Han havde storslåede fordele, som de største tankelæsere ville være magtesløse imod hvis der endelig skulle gøres et opgør. Måske var det også derfor folk ikke kunne acceptere at Ahngels hoved var hans eget og ingen andens. De havde.. ingen adgang. Det var vel den pris det tog? Når han ikke kunne trænge ind i andres hoveder, kunne de heller ikke trænge ind i hans.. i hvert fald ikke på den måde som de ville ønske det. Ahngel stoppede op i en tid med siden til en aflang halvmur af rød mursten. Han sukkede kort og vendte ryggen dertil for at læne sig op ad den med et stædigt udtryk. Han smøg kort ærmet over højre håndled op og betragtede det bare stykke hud, hvor den lille samling bogstaver lå over pulsårens gemmested. Det var endnu ikke blevet en vaneting at se sit håndled sådan, efter at ha set metalåsen derom i alle de år. Det var befriende, men også tyst. Selvom det mål han havde gjort sig da, var stupidt.. det var til fordel for folk der ikke ragede ham, manglede der noget. Ahngel rettede sig op med en langsom bevægelse og så imod sneen, hvor endnu et fnug landede på hans øjenlåg. Det smeltede dog ikke. Det var måske på tide at planlægge afrejsen og komme hjem til Frankrig? Han havde meget at holde styr på der efter den tid.. og selvfølgelig.. han havde et embede at leve op til. Han var måske fri, men det virkede endnu.. meningsløst.

Der var ikke noget at se forude, udover de mange rækker bygninger som tårnede sig op fra den lette dis af snefnug hvis rejse var på vej ned mod jorden, hvilken dag. Kulden gravede sig ind under hans tøj og de forbrændte bukser, men det generede ham ikke så forfærdeligt, faktisk var han rimlig ligeglad med det, for en gangs skyld kunne han mærke en hvis nedkølning i sit rodede sind, hvis tanker altid kredsede rundt omkring de mest ligegyldige spørgsmål til sig selv. Han havde ikke været i helvede i meget lang tid, havde i grunden heller ikke de store idéer om at komme tilbage, selvom at han vidste at hvis han ikke snart gjorde ville hans energi muligvis splitte op. Men hvad nyttede det i grunden at tage til bage? når det der var tilbage var en sindssyg mand, som han havde tænkt sig at dræbe og en kvinde der før hen havde været hans elsker og muligvis hans skæbnes bestemmer. Forbandet. Forbandet til verdenen, forbandet til helvede, og forbandet til himlen, gid han kunne forbande dem alle tre, men det var hans magi ikke stærk nok til, han var blot en sølle og ubetydelig person der havde et talent for at skabe illusioner, trods sit frygtindgydende ry i helvede ville han stadig ikke kunne dræbe en person, en ting, en sjæl som han hadede mere end noget andet. Minderne, de hjemsøgte ham altid, når han sov, når han åndede, når han spiste, selv når han lukkede øjnene, der var ikke et tidspunkt hvor de ikke lod ham være, ikke et tidspunkt hvor hovedet kunne hvile i fred. Folk kendte ham mest af alt som en kold og kynisk person, men i hans gamle liv havde han været så blød som en pude. Ulækkert, tænkte han ved sig selv ved tanken om Seth der havde haft et kort sagt perfekt liv, og sådan set bare var skredet fra det hele fordi han ikke lige kunne tage forandringen i det, og lige som hans elsker var parat, var han gået, forsvundet, stukket af, og aldrig vendt tilbage. Sjovt nok havde han mødt hende i helvede, hun havde trænet ham op og så videre, og nu hadede hun ham endnu mere. En let fnyssen gled ud af hans næse og kiggede så op på himlen hvor duggene blev ved med at dale, det så ud som om at der intet var der oppe, eller jo der var noget, men man kunne ikke skelne imellem de forskellige skyer og det der røg ned var en form for illusion som fik sindets tanker til at glide hen i uanede kroge som man forlængst havde lagt fr sig, men nu var tilbage igen. De brune øjne blev rettet frem igen og betragtede de få omgivelser omkring ham, lidt kedelige hvis han selv skulle sige det. Den ene fod trådte det lille trin op til fortovet ved bygningerne og kiggede rundt omkring, der var en anden tilstede, men han kunne ikke helt placere om det var en han kendte eller ikke gjorde, efter hans lugtesans virkede det som en koldblodig, med bedre og kendte bogstaver Vampyr. En let rynken kom til på hans pande, det mindede ham om hans idiotiske onkel der havde taget hans elsker fra ham, fortid. sagde han så til sig selv, det kunne være lige meget nu det er fordi det var fortid og man kunne ikke gøre noget ved det uanset hvad man så end havde i tankerne.

En langsom bevægelse tvang de få snefnug imod Ahngels sorte vipper væk og i stedet lægge sig som en paillet på hans hvide fingerspidser. Stilheden var mærkelig intakt og det syntes som om hele verdens puls og åndedrag var taget fra det kolde betonhelvede med et. Som havde menneskenes varme ikke fundet derud til de hungrende væsener der levede af netop disse. Ahngel indrømmede det. Han havde ikke ladet sig æde de sidste par dage. Ikke fordi han ingen sult havde haft, men nærmere fordi han ikke havde inspirationen. Han havde ikke ideerne dertil og ikke lysten til at finde en ung krop, forføre den på en nyfunden måde og til sidst æde dem med et smil på læben. Han ønskede ikke at forføre. Han ønskede ikke at dræbe og frådse disse nætter. Han ønskede ikke leve vampyrlivet ud disse nætter.
Ahngel knejsede let nakken imod himlen, som syntes at sende et kort pust imod ham og løfte de lange sorte lokker fra hans ansigt og sine skuldre. Et svagt smil kunne ses fra det ellers kolde ansigt. Han havde altid kunnet dvæle ved himlen.. men også kun fordi han vidste så lidt om den, men at den kendte ham så vel, som en psykolog kendte sin patient og analyserede den ved sin stol bag den røde velour divan. Ahngel havde dog aldrig haft en divan af rødt stof. Han havde ej haft en lytter der skrev hans tanker ned. Han havde ikke erfaret nogen der trængte så langt ind i hans hoved.. ligeså sjældent nogen han mente var tiltænkt pladsen og privilegiet at kende ham. Ahngel så frem for sig igen og lod en skikkelse tilfangetage hans stirren i få sekunder. En, hvis race var ham endnu uklar på grund af den stærke aroma af kulde, der hæmmede hans øvrige nattelige sanser af udyrets eget korpus. Det slog ham da han tog de næste skridt. Hans led var ved at tage til for kulden, for selvom han ikke ensede en prikkende skratten imod det marmorhvide skind, frøs han til hvis han ikke beholdte kroppen over nulpunktet i dette vejr. Det var for det meste en pine.. det var svært at holde sin ikkeeksisterende varme oppe når man ikke kendte den og ikke kunne mærke den overhovedet.
Ahngels blik lå endnu på den fremmede skabning i takt med at dens scent blev klarere og få oplysninger kunne da findes. Djævel. Et væsen fra helvedets ild om ikke andet. Helvedet lød rart i Ahngels hoved da. Han var træt af hvid. Uendelig træt af hvid. Han hungrede efter farve. Han hungrede efter rød ild! Rød ild og grøn syre. Efter solkysset hud og bitter blod der farvede og belastede den røde sne. Ahngel kneb øjnene lidt sammen da alle disse farver fandt et samlet punkt. Hans øjne lynede kort i denne makabre røde farve inden han igen koncentrerede sig om sine skridt. Farver.. betød intet. Det var kun udseende. Det var blot de ydre prydende nuancer, som en juletræ bar.. som en festklædt kvinde og som udstillingerne i den materialistiske verdens strålende vinduer i menneskernes optimistiske gågader... fyldt med liv og latter. Falskhed. Alt dette var jo kun skabt på grund af væsenernes hang til mere.. I virkeligheden burde alle jage alle og menneskernes livsalder burde endnu blot være et par enkelte årtier, indtil vinteren ville tage deres lunger. De havde... dem alle sammen.. trådt udenfor linjen, som det primitive havde valgt. Det var derfor alt virkede så falskt og besmittet.