I am not a hero, just a gentleman

Det var begyndt at blive sent. Hun havde glemt tiden, da hun havde arbejdet på et nyt kunstværk hele dagen. Nu var hun endelig på vej hjem. Det var nu okay, der var ingen der ventede på hende derhjemme så hun havde ikke travlt. Hun trak den lysebrune skuldertaske længere op på skulderen og stak den ene hånd ned i lommen må sin lilla frakke. Det var godt nok lidt køligt her til aften.
”Hey!” En mandestemme fik hende til at vende sig om.
Rachel stirrede direkte op på høj, bred mand, som stirrede tilbage på hende med et lusket smil. Bag ham stod der flere personer og grinede dumt. Hun knugede skuldertasken ind til sig, og fik fremmanet et lille, bange smil. ”Er-er det noget galt?” Hendes stemme rystede tydeligt, hvilket fik mændene til at grine endnu højere. ”Det er godt nok en fin taske du har... Må jeg ikke lige se den?” Manden greb ud efter hende, men hun skyndte sig at trække sig væk, hvilket ikke så ud til at gøre manden og hans bande særlig glad. ”Lille møgunge!” Han greb ud efter hende endnu en gang, men hun vendte sig om og begyndte at løbe.
Rachel kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede frem og tilbage. Det her havde hun aldrig prøvet før. Hun kunne høre deres støvler slå imod stenjorden... de råbte efter hende nu. Hun turde ikke se sig tilbage, da hun havde på fornemmelsen at de halede ind på hende. ”Lad mig være!” Skreg hun, da en hånd greb fat i hendes arm og pressede hende ind imod en mur. Tårerne løb ned af hendes kinder nu. Hun var bange.

”Kom her!” Hun kunne høre de andre grine af det hele. Som om det hele var en stor joke. Hun synes i hvert fald ikke at det var særlig morsomt. ”Hold op... Lad mig være!” Hun prøvede at komme fri, men han holdte hende fast.
”Hey!” Endnu en mandestemme. Èn hun ikke havde hørt før, det så heller ikke ud som om overfaldsmændene havde hørt den før, for de så overasket tilbage på personen. En smule bange måske. Var det en redningsmand? Hun prøvede at se hvem det var, men hun blev bare presset længere ind imod muren. ”Lad hende være!” Sætningen gjorde hende næsten helt glad. Det var en redningsmand! Der kom en for at hjælpe hende!
Bandelederen som holdte fast i hende blev pludselig slynget væk, hvilket fik hende til at falde sammen på jorden. Hendes arm gjorde ondt efter hans faste greb og hun havde fået en hudafskrabning på siden af hovedet, men ellers havde hun det fint nok. Hun stirrede op, og kunne endelig få et glimt af hendes redningsmand. Desværre havde han travlt med de andre bandemedlemmer. Hun... hun var nød til at hjælpe! Rachel greb fat i den første ting hun kunne få fat på, en lille blanke fra et stakit. Hun rejste sig og ramte den første person hun kunne få fat på, i nakken. Manden faldt en smule sammen, men rejste sig igen og løb så væk. Derfra uden at se sig tilbage, sammen med et par af de andre. De var vel blevet bange? Hun vendte sig derefter for at se hvordan det gik med hendes redningsmand. Gad vide om han klarede det...

Han kunne ikke gøre for at han var den han var, han var blevet opdraget til at være en gentleman. Det at redde kvinder i nød, var bare et tegn på hvor en god gentleman han endelig var.
Han havde heller ikke noget imod at komme i problemer, når det handlede om at redde en kvinde. Så følte han også at det var værd at komme i problemer ellers var han en stille og rolig mand som bare ville have fred.

Han greb så hurtigt han kunne fat i den næste, men inden han fik reageret sprang en anden mand op på hans ryg. Prøvede ligefrem at redde sin ven i grebet på Dominik, han greb og kæmpede for at få Dominik ned at ligge.
Der kom et hånligt grin dybt nede fra vampyrens mave, grinte over hvordan han næsten gjorde sig selv til et offer. Han greb fat i armen på ham på sin ryg, og kastede ham bare fremad. Han ramte en mur og noget blod løb ned af den, duften bevægede sig hurtigt i Dominik's retning. Han tog en dyb indånding af den dejlige duft, og kom hurtigt tilbage til virkeligheden igen. Hans blik gled hen mod den fyr han stadig holde fast i, som slog og kæmpede for at komme fri "sige undskyld til frøkenen" sagde han og vende sit blik mod kvinden, og det samme gjorde fyren "uuuu..... undskyld" sagde han og det fik Dominik til at give slip på ham, han var allerede begyndt at løbe inden han blev sat fri.
Han lød så hurtigt han kunne væk fra stedet, og samlede sine venner med op.

Dominik så kort efter dem, inden hans blik vende sig på kvinden. Hans hænder foldede sig om bag på hans ryg igen, i det han langsomt gik hen mod hende "er de okay?" spurgte han om og bukkede for hende "mit navn er Dominik John Walker.. og de er?" spurgte han om, i det han rejste sig ordenligt op igen og smilte venligt til hende.

Rachel så kun på, imens hendes redningsmand klarede det hele. Han var jo utrolig... tænk at han-... Hun stirrede tænkende på ham, da hun så hvordan han reagerede på mandens blod. Nu hun tænkte over det lugtede han også bekendt. Var han vampyr? Men... hvorfor skulle en vampyr hjælpe én som hende? Hun fik et mindre chok da de snakkede om hende. Vampyren ville have ham til at undskylde... Det gjorde hende faktisk en smule glad.
Der gik noget tid før manden gjorde hvad der blev sagt, men det gjorde ingenting. Hun behøvede da ikke en undskyldning, det gjorde hende faktisk en smule flov. Hun var vant til at klare sig selv, selv tjene penge, selv komme frem. Så alt dette var jo nyt, men hun var jo heller aldrig blevet overfaldet før. Rachel så til, da manden pludselig løb og fik vennerne med, og hun vendte sig straks imod sin redningsmand. Han snakkede med en fin tone og sagde ”De” til hende.
”Jeg har det helt fint, tak,” hun smilede hen til ham og betragtede ham kort. Han havde jo fint tøj på. Kunne det være at hendes redningsmand var rig? Hun havde aldrig mødt en rig person før... Og så bukkede han!

Rachel sprang nærmest i armene på ham, da han rettede sig helt op igen. ”Dominik John Walker... Du er min helt!” Hun vuggede lidt, stadig med armene om hans hals. Hun var nød til at stå på tæer for at kunne nå. Tænk hvis han ikke var dukket op, så havde hun sikkert ligget og blødt på jorden med en kniv i maven, og det var ikke så klogt i en by som Di Morga hvor der var natte væsner overalt.

”Jeg vidste ikke hvad jeg skulle have gjort uden dig. Jeg skylder dig en tjeneste,” hun trak sig tilbage og stirrede smilende på ham. Hun ville jo aldrig kunne gengælde det her.

Han blev nød til at gå et par skridt tilbage da hun kastede sig omkring ham, han træk hende bare med og skubbede hende ikke engang væk. Hans hænder forblev bare bag på hans ryg, mens hans brune blik var rettet mod hende "Jeg er ikke nogen helt.." sagde han og brød sig bestemt ikke om det ord, han var for gud skyld en vampyr og en stolt en af slagsen. Så at blive kaldt helt, var noget han slet ikke brød sig om "jeg er bare en gentleman, og hvor jeg kommer fra.. ville alle mænd redde en kvinde i nød" sagde han og det passede, folk var bare så meget bedre for over 500år siden.
Han havde ikke lyst til at tage æren, også selv om han jo godt viste at hun nok ikke havde klaret det "de.. kan starte med at fortælle mig deres navn.. frøken" sagde han og ville jo gerne vide navnet på sin skønhed mø i nød, ellers ville han jo aldrig vide hvem det var han havde reddet... og om det var værd at redde hende.