Be my hero!

af Gæst Søn 25 Mar 2012 - 17:50

Tid: Omkring 23
Vejr: Stjerneklart og lunt
Sted: Salles de banquets - Diskotek
Omgivelser: En masse mennesker her og der
__________________________________________________________
Det var en ret så dejligt aften, det var lunt og folk var glæde denne aften. Det var nok også derfor de fleste var taget ud for at feste, taget på diskotek og drikke sig fuld. Det var ikke noget som Andrei gjorde, han turde vel næsten ikke ligefrem dette og viste heller ikke hvor sjovt det var at drikke?
Han havde denne dag været ude i skoven, som han havde været de fleste dage siden sommeren var begynd at vise sig.
Denne dag havde han bare glemt tiden, og inden han havde kommet hjem så var det blevet aften og næsten ligefrem nat. Han gik rundt på gaderne, med sine arme tæt omkring sig. Han var bange og brød sig endelig ikke særlig meget om mørke, slet ikke efter alt det han havde oplevet. Hans blik var rettet mod jorden foran sig, mens hans fødder bevægede sig langsomt hen over gaderne. Det gik ikke længe før han hørte høj musik, og hans blik blev rettet op da han fik øje på diskoteket. Han stoppede kort op og så bare på det, havde altid haft lyst til at gå ind.. men aldrig haft mod nok til at gøre det. Han skulle lige til at gå videre, da han støtte ind i noget og blikket blev hurtigt rettet mod en meget muskeløs mand.. som bare stirrede ondt på ham "din lille orm, se dig dog for" snerrede han og Andrei stirrede bare op på ham, mens han hurtigt blev omringet af fyrens venner "burde du ikke ligge i din seng?" sagde den ene mens de andre grinte med, Andrei prøvede bare på ikke at gå i panik og var virkelig bange. Han sagde ikke noget og så bare skiftevist på dem "u... undskyld" stammede han, mens de bare atter igen grinte af ham "s.. stammer du" sagde den ene og stamme ligesom Andrei gjorde.

af Gæst Søn 25 Mar 2012 - 18:32

Cameron havde brugt det meste af sin aften inde på diskoteket. Der var ikke kommet særlig meget alkohol indenbords, og han havde heller ikke danset særlig meget. Flere gange havde han overvejet at tage hjem, men han havde så fortrudt. Hans lejlighed var tom. Der var ingen at tale med. Han kunne selvfølgelig foretage et opkald, men de fleste mennesker brød sig åbenbart ikke om, at blive vækket af en ringende telefon midt om natten. Det kunne Cameron egentlig heller ikke betænke dem i.
"Fuck det...", Cameron skubbede sit glas henover bare n og gik derefter imod udgangen. Der burde være noget sjovere at lave. At bære omringet af fulde, svedige, dansende mennesker, var aldrig sjovt, når man selv var ædru.
Det tog lidt tid at komme forbi dansegulvet, men derefter gik det ret glat. Cameron åbnede døren og trådte ud i den friske luft. Sikke en befrielse. han tillod sig at nyde luften og lukke øjnene i samme proces. Lige indtil han hørte nogle stemmer. Det lød som om der var nogen, som generede eller ligefrem gjorde nar af en anden. Cameron brummede utilfredst og gik hen imod gruppen af mænd. De havde omringet en sorthåret fyr, som så ret så skræmt ud. Og forsvarsløs. Typen der ikke havde en jordisk chance imod bare en af de her mænd.
"Er der problemer?", spurgte han højt nok til, at disse mænd kunne høre ham. Selv var han ikke ligefrem muskuløs at se på, men helt slap var han da heller ikke. Camerons blik flakkede hen på den sorthårede fyr i midten.

af Gæst Søn 25 Mar 2012 - 18:44

Andrei håbede bare på at de ville lade ham være, at de til sidst ikke gad ham mere og bare ville smutte. Det så bare ikke sådan ud, de blev bare stående der omkring ham og grinte af ham. Det var som om de ikke havde oplevet noget så sjovt, men Andrei havde bare ikke gjort noget. Han var bange for at en af dem ville røre ved ham, han havde et fobi for at blive rørt og kunne få anfald af det. Hans blik blev hurtigt rettet mod en dreng, som så ud til at ville hjælpe ham. De andre fyre vende bare sit blik mod ham og rystede på hovedet i kor "nej vi har det bare lidt sjovt" sagde han og inden Andrei noget at sige noget, så blev han skubbet til lige ind i en af de andre fyre. Før han røg ned på jorden og der kom en lyd fra hans håndled, da han havde taget faldet med hånden. Han led af knogleskørhed, som gjorde at hans knogler ikke kunne holde til lige så meget som et normalt menneske. Han sagde ikke noget og bed sig bare hårdt i læben, og tog sig til sin arm. Han vende sit blik ned mod jorden, for ikke at de skulle se at han holde nogle tåre tilbage. Fyrene så bare ned på Andrei, mens han bare sad der på jorden "så rejs dig dog op orm" sagde den ene, og begynde bare at sparke til ham efterfulgt af de andre.

af Gæst Søn 25 Mar 2012 - 19:43

Cameron kneb øjnene let sammen, da han fik et svar. Det irriterede ham virkelig, når folk angreb forsvarsløse mennesker. Hvad fanden skulle det til for?!
Vreden begyndte at boble indeni ham. Sådan skulle de ikke behandle den her fyr! Også selvom Cameron ikke havde den fjerneste anelse om, hvem i alverden han var. En irriteret lyd undslap ham, da en af fyrene skubbede til ham med det sorte hår. Der var en lyd, som kunne fyrens håndled ikke klare skubbet. Som var han virkelig svag. Svag og forsvarsløs. Cameron knyttede næverne. Hvad satan? Nu begyndte de også at sparke til ham? Forbandede svin!
Cameron gik med hurtige vrede skridt, hen til den mand, der sidst havde sparket drengen. Med et hårdt skub i siden, lykkedes det ham at bringe manden i ubalance, så han snublede. Bange for at gøre mere skade end gavn, rørte han ikke lige ved drengen. "Skrid med jer!", hvæsede han arrigt. Da en af mændene slog ud efter ham, undveg han og ramte ham med et hårdt slag i maven. *Lort*, det var den første tanke, som krydsede Camerons sind. Det gik først nu op for ham, hvad der egentlig var sket. Hvilket rod han havde rodet sig ud i. Mange ville sikkert være gået forbi, og ladt drengen om at klare sig selv, men det kunne Cameron bare ikke få sig selv til.

af Gæst Søn 25 Mar 2012 - 19:56

Andrei havde aldrig været en af dem som brød sig om når folks sloges, heller ikke i film kunne han lide det og synes bare det var en dum ting. Han blev helt overrasket over at drengen ikke bare gik sin vej, og besluttede sig for i stedet at stoppe dem. Han så forsigtigt op også selv om han var bange for at blive ramt, det gjorde ham lidt glad at drengen ikke bare var gået.
Han kunne ikke helt se hvordan den dreng skulle klare de fyre, men de var jo også fulde så han klarede det ret så godt. Han sagde ikke noget og forblev bare stille, og skubbede med sine fødder så han blev rykket op mod muren. Han så bare på dem og viste ikke hvad han skulle gøre, han var bange for at det gik ud over drengen "skrid med jer!" råbte han så højt han kunne, mens nogle tåre løb ned fra hans kinder.

af Gæst Søn 25 Mar 2012 - 20:46

Cameron hørte drengen råbe præcis den samme sætning, som han selv havde sagt. Var det mon med vilje, eller et tilfælde? Han kiggede ned imod det sted, drengen havde siddet, men han havde flyttet på sig. Et uopmærksomt øjeblik, var alt der skulle til. En muskuløs arm skubbede hårdt Cameron ind imod muren. Det slog al luften ud af ham. "Fuck...", stønnede han, men fik ikke yderligere tid til at komme sig. En hånd greb fat i hans krave og trak ham igen fri fra muren. Et slag i ansigtet flækkede hans læbe.
Så kom han i tanke om noget. Var der ikke dørmænd sådan et sted? Cameron kiggede hurtigt efter, og kunne så konstatere, at der ikke var nogen. Perfekt tidspunkt de holdt pause på.
Manden, som holdt fast i ham, slap ham, og Cameron gled ned på jorden. Han hostede lidt blod op og tørrede derefter blodet væk fra sin læbe.

af Gæst Søn 25 Mar 2012 - 20:54

Andrei tænkte ikke helt over at han råbte, eller hvad han råbte. Han ville bare have det til stoppe, og at reden kom tilbage i gaderne som han godt kunne lide. Han så bare på drengen som havde været så venlig at hjælpe ham, han ville så gerne hjælpe.. men hvad skulle han gøre? , han viste jo godt at et forkert fald kunne slå ham ihjel og han havde jo ikke lyst til at dø. Hans øjne var store, når han så hvordan fyren blev slået ned. Han havde aldrig brudt sig om blod og mærkede et gys i sin krop, når drengen hostede blod op "undskyld" hviskede han og viste ikke hvad han ellers skulle gøre, han havde ikke lyst til at det skulle gå udover drengen. Da han ikke prøvede på andet end at hjælpe! Hans fødder gled langsomt ned under ham, da han rejste sig forsigtigt op og holde sin arm ind til sig med den anden "l... lad ham være.. h.. han har ikke gjort noget" sagde han og kæmpede virkelig for at få sine ord ud, både fordi han var så genert og fordi han var så bange. Det gik ikke længe, før en af fyrene stod helt op af og trykkede sin pande mod Andrei's "d.. du bestemmer ikke over os.. du stammer, og er mere en pige end min søster" snerrede han ondt til Andrei, som ikke gjorde andet end at kigge væk. Han var alt for bange til at røre på sig, og ville bare ønske at han ikke havde glemt tiden og var der hjemme.

af Gæst Søn 25 Mar 2012 - 21:21

Cameron hostede en enkelt gang og kæmpede dig så på benene. Han fnøs af fyrens ord. "Jeg vil nødig møde din søster, hvis hun er halvt så grim som dig", sagde han hånligt. Blodet begyndte igen at løbe, og han løftede hånden for hurtigt at tørre det væk. "Du er ynkelig", knurrede han. "Ved du godt det?"
Han bevægede sig hurtigt og stod snart henne bag drengen med det sorte hår. Han lænede sig frem imod drengens øre. "Er du okay?", hviskede han uden at fjerne blikket fra den store mand. Det virkede meget dumt, at være uopmærksom igen. Det var umuligt at vinde over alle de her mænd. Især når de nu var så muskuløse. Den bedste mulighed Cameron og den sorthårede fyr havde, var at stikke af. Og gerne så hurtigt som muligt. "Vi bliver nødt til at smutte. Hurtigt", hviskede han. Forsigtigt kantede Cameron sig udenom drengen og skubbede ham forsigtigt tilbage, så der blev skabt lidt afstand imellem ham og den store. "Jeg tror du skal gå nu. Medmindre du vil have politiet på nakken. De kan være her om under et halvt minut", sagde han roligt.

af Gæst Søn 25 Mar 2012 - 21:50

Andrei sagde ikke noget og hørte bare hvordan drengen snakkede, om den store fyrens søster. Der kom kort et svagt smil på hans læber, og han havde lyst til at grine af det. Han gjorde det bare ikke, og forblev bare stille der hvor han stod. Hans krop stivnede, når han hørte hans stemme ind i sit øre. Så var han tætter på end han havde regnet med, eller havde lyst til at han skulle være. Han så hurtigt op på ham, når han blev skubbet tilbage og viste godt at det var bedst at smutte. Den store fyr sagde ikke noget, og de andre måtte holde ham tilbage for at han ikke skulle flyve på drengen "du tror at du er så smart! hvad med i små børn skrider" sagde fyren og prøvede på at komme fri fra hans venners greb "rolig" sagde de andre og viste dette kunne gå helt galt.
Andrei gav slip i sin arm, og kæmpede lidt for at holde den oppe. Han tog fat i drengens trøje og hev lidt i ham "k.. kom" sagde han og ville bare væk, han gav bare slip i den igen og tog fat i sin arm i det han begynde forsigtigt at gå. Han holde godt øje med fyrene imens, da han ikke rigtigt havde lyst til at blive slået ned igen.

af Gæst Man 26 Mar 2012 - 20:51

Cameron løftede det ene øjenbryn, da manden begyndte at opføre sig aggressivt. Mere aggressivt end han havde gjort i forvejen. Han mærkede, at der blev hevet forsigtigt i hans ærme, og det fik ham til at kigge sig over skulderen. Han fik der øje på den sorthårede fyr. Han nikkede langsomt og bakkede langsomt lidt væk fra gruppen, inden han vendte sig om og fulgte efter den sorthårede fyr. Forhåbentlig ville de ikke følge efter dem, for så ville de nok få sig et problem af de større.
Cameron nåede op på siden af drengen. "Er du okay?", spurgte han bekymret. "Dit håndled ser ikke ud til at have det for godt. Vil du gerne på skadestuen? Jeg kan godt gå med dig, hvis du vil have det", han holdt blikket på drengen, og var faktisk oprigtigt bekymret for ham. Måske fordi han så så skrøbelig ud. Det lignede nærmest, at et enkelt vindpust kunne få ham til at knække sammen. Ret skræmmende tanke.
"Jeg hedder forresten Cameron", tilføjede han hurtigt og kløede sig lidt i nakken. Egentlig ville han bare gerne væk fra de fyre så hurtigt som muligt, og hvis han havde været alene, var han allerede sat i løb. Men han var ikke alene. Den sorthårede fyr var her også. Og han kunne ikke bare efterlade ham her. Var drengen overhovedet i stand til at løbe? Cameron bed sig let i læben og fjernede så blikket fra drengen. Det var nok ikke særlig rart at blive nedstirret på den måde, så det ville han helst undgå.

af Gæst Tirs 27 Mar 2012 - 18:25

Andrei viste godt at løbe nok var det bedst valg, men at risikere at falde og slå sig mere i smadre.. var ikke noget han havde lyst til. Han gik bare forsigtigt ved siden af drengen, og holde øje med at han ikke kom for tæt på.
Han så kort ned på sin hånd, inden han vende sit blik op mod ham igen og træk lidt på sine skuldre "n.. nej" sagde han og havde næsten ikke lyst til at finde ud af hvad der var sket med hans hånd, og slet ikke at han skulle på hospitalet "hv.. hvis du vil.. m.. må du gerne" sagde han og havde altid haft det svært med at snakke med andre, selv dem som stod ham nær.. kunne han ikke altid snakke klart til.
Han havde heller ikke lyst til at tage på hospitalet alene, og slet ikke med hans fobi. Hospitalet var nok ligesom helvedet for Andrei, han fik altid anfald dette sted når læger skulle røre ved ham. Så han havde altid mest lyst til at stikke af, når han viste at han skulle på hospitalet "t... tak for hjælpen Cameron... jeg er Andrei" sagde han og sendte et lidt usikkert smil til ham.

af Gæst Ons 28 Mar 2012 - 19:02

Drengen svarede, og Cameron kiggede igen tilbage på ham. Gad vide om han altid stammede på den måde. Måske var det en sygdom, eller måske var han bare ekstremt genert. En ting var sikkert; han havde ikke tænkt sig at spørge. Det ville være direkte upassende og garanteret ikke specielt rart for drengen.
Han nikkede kort. "Jeg tager gerne med", sagde han venligt. Normalt brød han sig ikke om at tage på skadestuen alene. Han havde aldrig brudt sig om de steder. Der var alt for hvidt og sterilt. Det var slet ikke til at klare. Derfor havde han også tilbudt at tage med drengen.
"Det skal du slet ikke tænke på", sagde han hurtigt, da drengen, eller Andrei som han hed, begyndte at takke. " Jeg er sikker på, at alle andre havde gjort det samme", han kløede sig lidt i nakken. Cameron var godt klar over, at mange bare havde fortsat uden at stoppe eller på nogen måde bryde ind.
Han ville gerne skifte emne, og tænkte så hurtigt. "Sker det med dit håndled tit?", spurgte han forsigtigt. Andrei havde måske en skrøbelig knoglebygning.
Læben var så småt ved at hele, men det begyndte at bløde hver gang han smilede. Utroligt dumt, når han nu havde tendens til at smile så meget b

af Gæst Ons 28 Mar 2012 - 21:21

Andrei havde aldrig haft problemer med at snakke om sine sygdomme eller hvad han ellers fejlede, men det var bare at få ordene frem som var det svære. Det havde aldrig været noget han følte sig flov over, da han var den som han var.. og det var vel også noget han skulle være stolt af!
Han blev faktisk glad over at Cameron gerne ville tage med ham, da ellers skulle han bede sine forældre om at komme med... og han viste at de bestemt ikke ville synes om det, og nok gøre alt for at finde ud af hvem der havde været efter deres søn.. og derefter melde dem til politiet. Det var bestemt ikke noget som Andrei havde lyst til, han ville jo bare helst glemme det.
"tak" sagde han igen og havde altid været en som takkede folk, også selv om de ikke ville have det.
Han rystede let på hovedet, og var sikker på ingen anden havde kommet for at hjælpe ham. Folk tænkte kun på dem selv, og ville helst ikke blande sig i noget som helst "i.. ingen anden" sagde han og vende sit blik kort ned mod jorden, før han vende sit blik op mod ham igen.
Han satte retningen mod hospitalet, efter de var et par gader væk fra mændene. Han så kort ned på sin hånd, før han vende sit blik hen mod ham igen og nikkede kort "j.. jeg lider af knogleskørhed" sagde han og bed sig kort i læben, når han så at Cameron blødte fra sin læbe hver gang han smilte "d.. din læbe" sagde han og stirrede bare på den, også selv om han bestemt ikke kunne lide blod.

af Gæst Lør 31 Mar 2012 - 12:54

Cameron prøvede at undgå at stirre på Andrei. Men det var svært. I hvert fald svært ikke at kigge. Han følte en forfærdelig stor beskyttertrang overfor dette menneske. Måske fordi han så så svag ud. Og skrøbelig. Cameron havde altid haft for vane at beskytte andre. Trods det han lige havde sagt, takkede Andrei alligevel endnu en gang. Han gad ikke engang at kommentere det. Faktisk var det jo en smule rart at blive anerkendt, for det han havde gjort.
Han kiggede igen over på Andrei, som rystede på hovedet. Han sagde det, som Cameron selv havde tænkt. Derfor lod han være med at sige ham imod. Det ville være at lyve, og det havde han ikke ligefrem lyst til. Før havde han ikke løjet.. Ikke rigtigt i hvert fald.
"Knogleskørhed?", sagde Cameron tænkende. Det fik en klokke til at ringe. Men det var helt ærligt ikke noget, han havde særlig meget styr på. Da Andrei nævnte læben, førte han ærmet op til den og pressede let ind imod den. Han gispede lavt af smerte, da stoffet kom i kontakt med den følsomme hud. "Nej nej, det er fint", sagde han hurtigt. "Det må da være irriterende, at lide af knogleskørhed", fortsatte han, for at skifte emne igen. Stoffet dæmpede lyden af hans stemme en smule, men ikke meget. Blodet havde han nogenlunde tørret væk, så han fjernede igen ærmet. "Ehm... har du så... eh.. andre sygdomme?", spurgte han forsigtigt. Han havde det ikke så godt med at spørge, men nu gjorde han detaltså. Andrei kunne jo bare lade være med at svar,e hvis han ikke havde lyst.

af Gæst Lør 31 Mar 2012 - 17:06

Det lettede altid inde i Andrei, når der var nogen som han kunne snakke med om sine sygdomme. Det var jo en stor del af hans liv, at leve med dem og samtidigt prøve på at leve et normalt liv. Så når der var nogen som Cameron, som faktisk ville høre om hans sygdomme. Det var faktisk noget som gjorde ham glad, også selv om man ikke altid kunne se det på ham. Nok havde an det virkelig svært med at snakke til folk, men smile var næsten lige så svært for ham. Et smil var jo en del af følelser, og når Andrei gik rundt og var usikker og genert hele tiden.. Ja! så var det også svært for ham at smile til folk.
Hans smil var næsten altid usikre i det, eller var de der slet ikke.. og slet ikke når han mødte nye menneske eller væsner.
Han nikkede kort "knogle.. der ikke kan tåle lige så meget.. e.. et forkert fald.. ka.. kan slå mig ihjel" sagde han og holdte et usikkert smil på sine læber, ikke fordi han var glad for at dette kunne ske... mere fordi, han var glad for at Cameron var der.
Han nikkede lidt langsomt og gav et lille suk fra sig, da det var noget af grunden til hans fobi.. og at han ingen venner havde. Han havde mødt nogle som han troet var hans venner, men det så bare ikke ud til at de havde det på samme måde. Da han ikke har mødt dem siden de mødte hinanden, og det var bestemt noget som han ikke havde lyst til at tænke på.
Han så lidt tænkende ned i jorden, mens de bare gik ned af gaderne "Astma.. Epilepsi.. og.. f.. fobi for at blive rørt" sagde han og kunne lige så godt få det sagt nu, så han var sikker på at Cameron ikke blev bange når de var på hospitalet.
Han vende forsigtigt sit blik op mod ham igen, mens hans blik var blevet mere usikkert i det.

af Gæst Søn 1 Apr 2012 - 14:44

"Hold da kæft!", udbrød Cameron uden at tænke sig om. Ét forkert fald? Hans forældre måtte også have det hårdt... Gad vide om de pakkede ham ind i vat? Det var egentlig en utroligt skræmmende tanke, men Cameron var på samme tid imponeret af Andrei. Tænk at han gik her. Lige her! Han var ikke bare hjemme i sit hus, pakket ind i en falsk bobbel af tryghed. Utroligt.
"Undskyld", sagde han så lidt flovt og kløede sig lidt i nakken. Derefter kiggede han lidt rundt. Han anede ikke hvor hospitalet lå, men det så ud til, at Andrei vidste det. Noget af et held. Men han havde sikkert besøgt det masser af gange. Da Andrei talte videre, kiggede han tilbage på mennesket.
"Wow... Det var en del sygdomme", sagde han stille "Det må være svært for dig". Han tav. Så gik det op for ham, hvad der lige var blevet sagt. Fobi for at blive rørt ved? Havde Cameron ikke rørt ved Andrei? Hvor mange gange? For pokker da også...
"Det er jeg virkelig ked af", sagde han hurtigt. "Jeg anede det ikke. Hvis jeg havde vidst det, ville jeg ikke have rørt dig". Det gik næsten så hurtigt, at han var ved at falde over ordene. Der var et eller andet som sagde ham, at han havde sagt for meget, eller måske sagt noget forkert. *Pokkers*

af Gæst Søn 1 Apr 2012 - 19:36

Andrei fik ligefrem et chok når Cameron udbrød, han hoppet et lille stykke væk fra ham og stirrede bare på ham med store øjne "r.. rolig jeg p.. passer på" hviskede han og så lidt bange på ham, mest på grund af det chok som han havde fået. Hans hjerte hoppede rundt inde i ham, som om han lige havde hoppet ud fra en bygning eller noget andet.
Han måtte tage flere dybe indåndinger, for at kunne få styr på sit hjerte igen. Han slappede af igen og gik atter igen, ved siden af Cameron "d.. det er okay" sagde han selv om hans hjerte synes noget helt andet, det havde jo næsten ligefrem hoppet ud af ham.
Han nikkede langsomt og havde jo lært at leve med dem, nok skulle han tage det ene og det andet i løbet af dagen.. men han klarede det, og havde ikke tænkt sig at lade det styre hans liv.
Han kunne ikke lade være med at smile og rystede på hovedet af ham "je.. jeg prøver på at overkomme det" sagde han også selv om det var svært.

af Gæst Søn 1 Apr 2012 - 21:49

Da Cameron så, hvor forskrækket Andrei blev, rødmede han. Gud hvor flovt...
Han førte hånden igennem sit hår og kiggede lidt rundt. Forsigtigt rømmede han sig. Ikke fordi han som sådan ville sige noget, men bare for at... ja...
Cameron nikkede let, da Andrei igen snakkede. "Undskyld", sagde han igen. "Det var ikke min mening at forskrække dig så voldsomt", han sendte ham et lidt undskyldende smil, som forhåbentlig skulle være med til, at bløde situationen lidt op. Derefter tav han igen, og fortsatte bare med at gå.
I et lille stykke tid lykkedes det ham, at forholde sig i ro. Men så begyndte han at tænke. De var på vej hen til hospitalet. På hospitaler var der læger. Lægerne skulle kigge på Andreis håndled. Så blev de nødt til at røre ved ham. Ville det ikke udløse fobien? Hvis man kunne sige det på den måde...
"Ehm... Andrei?", sagde han forsigtigt og kiggede over på ham. "De der læger... de skal jo... ehm... røre ved dig", fortsatte han. Det var lidt underligt at sige det, for Andrei havde vel selv tænkt over det, men nu sagde Cameron det altså også. Hvis Andrei så allerede havde tænkt over det, måtte han jo fortælle det.

af Gæst Ons 4 Apr 2012 - 18:25

Andrei rystede svagt i kroppen, når han hørte hvad Cameron sagde. Han var jo virkelig bange for at tage på hospitalet, men hans hånd havde jo kommet til skade! så han havde ikke rigtigt noget valg "d.. det ved jeg" hviskede han og vende sit blik ned mod jorden, mens de gik ned af gaden "g.. glæder mig heller ikke" hviskede han og vende langsomt sit blik op mod ham igen, han viste jo godt hvad der ville ske og han var jo også bange "v... vil du holde mig i hånden,.. n.. når de gør det?" hviskede han og bed sig let i læben, og håbede vel bare på et ja.. også selv om han ikke viste hvordan han ville reagere, det kunne jo godt være at han slet ikke ville gøre sådan noget eller ville blive bange.

af Gæst Ons 4 Apr 2012 - 18:39

Cameron havde virkelig medlidenhed med Andrei. Det måte være svært at befinde sig i den situation. Han kunne ikke lide, når folk rørte ved ham, men det var jo for Guds skyld nødvendigt. Hvordan skulle de ellers fikse Andreis håndled? "Forståeligt nok", sagde han stille og kløede sig lidt i nakken. Andreis næste ord kom lidt bag på ham. Holde ham i hånden? "Hvis du gerne vil have, jeg holder dig i hånden, så skal jeg nok holde dig i hånden", sagde han og sendte Andrei et venligt smil. Det fik hans læbe til at gå op igen. "Pokkers", mumlede han og førte igen ærmets stof op foran læben.
"Nå...", han fjernede stoffet igen. "Er vi der snart?", lige netop den sætning havde han sagt utroligt mange gange i sit liv. Det havde drevet hans mor til vanvid, men den yngre Cameron havde bare fundet det umådelig sjovt.

af Gæst Søn 15 Apr 2012 - 9:58

Andrei plejede altid at have sine forældre med til hospitalet, det var bare rart at der var et ansigt man kendte til at være der. Han havde bare ikke lyst til at ringe til sine forældre, for han viste at de ville gøre alt for at finde de mænd. Så Andrei ville bare holde det lidt for sig selv, og håbede på at de ikke blev alt for bekymrede når han ikke var kommet hjem endnu "t... tak" sagde han og sende ham et lidt usikkert smil, da han gerne ville vise at han var glad for at Cameron ville gøre det for ham "s.. så kan de måske også kigge på din læbe" sagde han lidt drillende i det og smilte imens, også selv om han ikke brød sig om at Cameron's læbe gik op hele tiden "j.. jo lige rundt om hjørnet" sagde han og drejede ned af en vej, hvor Hospitalet lå ned af gaden. Det var en kæmpe stor bygning, som man bestemt ville kunne se lligemeget hvor man var.
Han kunne mærke hvordan hans hjerte hoppede inde i ham, og det fik ham også til at gå lidt langsommere hen mod bygningen

af Gæst Søn 22 Apr 2012 - 17:51

Det gjorde Cameron glad, da Andrei drillede ham. Måske fordi det så viste, at han ikke var sååå genert igen. Han havde måske ligefrem en udadvendt side? Det var da en mulighed, men han ville ikke regne for meget med det, for hvad nu, hvis han tog fejl? "For at være helt ærlig, tror jeg ikke, de kan gøre så meget", svarede han med et lille smil. Hvis smilet blev for bredt, ville læben bare gå op endnu en gang, og det var der ligesom ingen grund til. Han nikkede let, da Andrei svarede på spørgsmålet. De var der altså næsten. Cameron løftede hovedet, for at få øje på bygningen. De drejede ned af en gade, og bygningen kom så til syne. Den var ret så stor, og måske også lidt skræmmende. Cameron kastede et blik over på Andrei. "Hey? Er du okay?", spurgte han lidt bekymret. Andrei havde sænket farten lidt. Cameron gjorde det samme, så de gik i samme tempo. Hvis han gik for hurtigt, ville han ende med at efterlade Andrei bag sig, og det ville være dumt, når det nu var Andrei, som skulle på hospitalet.

af Gæst Søn 22 Apr 2012 - 18:30

Andrei så bare stille på ham og havde vel altid set læger som onde mennesker og alligevel folk som kunne lave magi, så han troet vel på at de kunne gøre et eller andet for at redde hans læbe "j.. jo de tryller" sagde han og var vel ikke bange for at fortælle at han troet på at de var magiker. Han så vel lidt på verden som et eventyr, det blev han vel nød til med alle de forskellige væsner som han havde mødt.
Han vende kort sit blik ned mod jorden og træk lidt på skulderene, han var jo virkelig bange! og havde ikke engang lyst til at gå eder ind. Han rystede let på hovedet og vende sit blik op mod ham "je.. jeg er bange" hviskede han og var ikke sikker på om Cameron ville forstå ham, det var nok ikke mange der ville kunne forstå ham.
Han stoppede op foran de store døre til hospitalet, hvor han forsigtigt gav slip på sin arm og åbnede døren. Han kom med lidt besvær ind, og tog fat i sin arm igen mens han bare gik videre.
Der sad en lidt ældre kvinde bag disken og smilte sødt til alle der gik forbi hende, Andrei gik bare forsigtigt hen til hende og sende hende et usikkert smil "godaften.. hvad skulle der være?" spurgte kvinden om.. mens der to Andrei lidt tid før han fik fortalt hvad der var galt med hans arm. Kvinden så bare kort på Cameron og ned på Andrei's arm "i sætter jer bare.. så kommer der en læge om lidt" sagde hun.
Andrei vende sig bare forsigtigt rundt og smilte lidt usikkert til Cameron "kom" sagde han og gik hen og satte sig på en af stolene i venteværelset.

af Gæst Ons 25 Apr 2012 - 12:27

Cameron rynkede kort panden, da Andrei fortalte, at de tryllede. Med alt det nye han havde oplevet, var det jo faktisk ikke helt utænkeligt, var det? Tryllede de mon virkelig? Eller havde det bare været en joke? Faktisk havde han lidt svært ved at bedømme det. Han havde på samme tid lyst til at spørge, men så alligevel ikke. Han valgte at lytte til den sidste stemme. Han ville ikke spørge. Det gjorde vel ikke den store forskel, gjorde det? Nettet af tanker blev afbrudt, da Andrei rystede på hovedet. Han var altså ikke okay. Det var ikke godt.
"Det kan jeg godt forstå", sagde han stille. Det var jo klart at Andrei var bange. Han kunne ikke lide læger og hospitaler, så det var der jo ikke noget at sige til. Cameron gjorde ikke andet, end at følge efter drengen ind på hospitalet. Han betragtede kvinden bag disken. Hun smilede til dem. Men det blev hun vel nødt til, med et arbejde som det her. Da Andrei igen snakkede til ham, nikkede han let. "Klart", sagde han roligt og fulgte efter ham ind i venteværelset. Han satte sig ikke ned, men lænede sig op af væggen ved siden af Andreis stol. Nærmest som om han holdt vagt. Og det gjorde han vel også på en måde. Andrei havde allerede været udsat for en del, og han skulle helst ikke udsættes for mere. Desuden havde Cameron en stor beskyttertrang overfor Andrei. Han lod blikket glide ned på Andrei i stolen. "Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre", sagde han stille. Han ville virkelig gerne hjælpe, men han havde ingen anelse om, hvad han skulle gøre, eller måske sige.

af Gæst Ons 25 Apr 2012 - 18:05

Andrei havde sådan en stor lyst til at takke Cameron, for at han var der sammen med ham... men han ville bare vente til de var ude af hospitalet igen, da han alligevel næsten ikke kunne få en lyd ud af sin mund. Hans hjerte sad jo oppe i halsen på ham, og hvis han ikke havde siddet ned.. så havde han nok faldet om.
Han sad helt stille som en statue, han var nemlig ikke en af dem som bevægede sig særlig meget når han var bange eller nervøs.
Han vende langsomt sit blik mod ham og sende ham et lidt nervøs smil "ikke gå... ikke gå" hviskede han uden at stamme og hans blik blev næsten ligefrem bedende i det.
Det var nok det han var mest bange for, at Cameron ville gå når han så hvordan Andrei blev.
Han havde bare lagt sin arm på sine ben, så hans anden arm kunne slappe af lidt.
Det gik ikke længe før der kom en ældre mand hen til dem "nå Andrei så er du her igen" sagde den ældre mand og smilte bare til dem begge, også selv om Andrei ga ham et bange blik tilbage.
Andrei rejste sig forsigtigt op også selv om hans ben var begynd at ryste under ham, hans krop kæmpede ligefrem fra og ville bare flygte ud af hospitalet. Han holde sin arm så godt han kunne ind til sig, da han gav slip i den med sin anden hånd og greb i stedet fat i ærmet på Cameron. Hans fingere rystede sammen med resten af hans krop, og han havde det svært med at følge efter den ældre mand.
"nå du har ikke dine forældre med denne gang" sagde manden som snakkede om alt mellem himmel og jord, også selv om Andrei ikke svarede ham og fulgte bare efter som en lille hundehvalp som ikke ønskede at følge med.

af Sponsoreret inhold

Be my hero!

Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!

Sv: Be my hero!