Åbent emne! Metro gunshot

Tid: 22:30
Vejr: Udenfor er det begyndt at blive køligt efter en lang dag med solskin
Sted: Metroen ind til centrum fra banegården
Omgivelser: En del mennesker og væsner

Kevin McMillan stak de små høretelefoner helt ind i øregangen. Han gned sin fingerspids mod ipod'ens overflade og følgende vokaler kollidere i midten af hans hjerne:
"Hey Barbie" - Hey Ken! "Wanna go for a ride?" - Sure Ken! "Jump in!"
Han vippede let med hovedet i takt til melodien, han var overbevist om, at i hvert fald de nærmeste passagerer omkring ham også kunne høre, hvad det var for en sang, der netop nu var ved at forvandle hans hjerne til Barbie-grød. En fuldvoksen mand overfor sendte ham et sigende blik, men smed det hurtigt ned i sin avis og koncentrerede sig om erhvervssektionen.
Musikken spillede på sit højeste, og han bemærkede derfor ikke det drama, som udspillede sig, da metroen stoppede ved De Ferme banegård og en to maskerede mænd stormede ind i den bageste vogn. Han hvilede hovedet i sine hænder, albuerne på sine knæ. Hans øjne var lukkede og hans krop var ved at nå et søvnigt stadie. Det havde trods alt været en lang dag. I'm a Barbie Girl, in a Barbie woooorld... Han vippede let med hovedet, at folk i hans vogn også var rejst sig i panik var ikke nået hans bevidsthed.
De maskerede mænd holdt hver sit automatvåben op i luften og kommanderede, at passagererne i deres vogn skulle forblive på deres pladser eller sætte sig ned på gulvet. Efterfølgende skulle de udlevere alt hvad de havde af værdier på sig, penge, grej, smykker. Pludselig pegede mændene deres våben ned langs metroen, viftede arrigt med dem og signalerede i samarbejde med råb, at alle skulle sætte sig ned. Da det ikke skete lige med det samme, blev et faretruende skud fyret af i metroens modsatte retning, men kuglen blev stoppet halvvejs af en kvindes skulder.
Kevins øjne blev spærret op, hans pupiller udvidede sig og forvandlede hans ellers blålige øjne til dyb sorte. Barbie Girl blev revet ud af ørerne og hans blik fór i retningen af skuddene. Hans hjerne gik automatisk i krigs-mode.

//Slet ingen? D: //

Gabriel havde siddet og set på Kevin et stykke tid, han var ikke sikker, men han regnede med det var ham Gud havde sendt ham ud for at snakke med.
Hans øjne så godt skuddet, han smilede da kvinden faldt omkring, og folk blev helt stille, hans hånd sænkede sig roligt, og han så af kvinden tog sig til skulderen men der var intet sår, hun ville nok have ondt et stykke tid, men den lagrede energi som lå i blusen havde stoppet skuddet, selvfølgelig havde Gabriel lagret en del i den for at få det til at ske, men det gik nok.

Han kiggede på Kevin der sad lige overfor ham og det var tydeligt at han ville have Kevin til at vente med at gøre noget, hvis han bare farede op kunne uskyldige folk komme til skade, og Gabriel mente at det var bedst at se hvornår de bedst kunne uskadeliggøre de bevæbnede mænd, hvilket sandsynligvis var nok de kom ned til dem, og med alle Gabriels smykker ville de nok komme ned til ham i det mindste.

Hazelin havde ligesom Kevin siddet i sin egen verden. Dog havde det forgået nede i en bog som hun læste i. bogen omhandlede flere forskellige racer, som hun ikke kendte, og derfor virkede hun meget opslugt af den. Selvom hun nok aldrig ville indrømme det. Tænk at indrømme overfor noget, at hun læste så meget i en eller anden bog.
Men grundet at hun ikke hørte musik, var det nemt for hende at høre det store drama der pludselig kom frem. Til at starte med blev hun lidt irriteret, for hvorfor skulle folk larme så meget? Kunne de måske ikke lige se at hun sad der og læste. Men da hun så lukkede bogen og vendte blikket mod de maskerede mænd, opfangede hun pludselig hvor slemt det hele nu var. Hun havde aldrig oplevet noget lignende, og derfor rejste hun sig også, for at komme ud af vognen.
Let bed hun sig i læben, og gav et skrig fra sig idet hun blev ramt af et skud i skulderen, fordi hun ikke havde sat sig ned som de havde beordret. Hun holdt sig let mod skulderen, og havnede mellem Gabriel og Kevin. Men da hun fjernede hånden for at se hvor meget blod de rom, var der ikke noget. Let lod hun undrende hovedet glide på skrå. Det var da godt nok mærkeligt, hun havde jo ondt i skulderen, og hun havde mærket skuddet. Men der var intet blod, og der var ikke noget sår. Der var måske en der havde hjulpet hende.
Da hun så op og fik øje på Kevin, sukkede hun let og satte sig op ved siden af ham. Det var da en hun kendte. Let så hun på ham, og smilte for sig selv, det havde åbenbart været ham der havde hørt den sang der. Tænk at hørte sådan noget, og så højt at de fleste kunne høre det. Kort efter så hun på ham der sad og stirrede på Kevin, hvad mon han kiggede sådan for?.
Hun havde en kort sort jakke på, en mørkeblå kjole der matchede de havblå øjne, bare ben, og et par sorte ballerinaer.