blood blood blood

Evangeline kom gående ud fra diskoteket. Hun havde fået nok af alle menneskene - eller væsenerne, hvilket nok var en mere korrekt betegnelse - indenfor. Hun havde en lårkort midnatsblå kjole på, som både var nedringet og lårkort. På fødderne bar hun et par tårnhøjestilletter og på hendes ene håndled var et par armbånd i samme sorte farve. Hendes hår krøllede blidt ned af hendes ryg og indrammede blødt hendes ansigt, med de store blå, Bambi-øjne, den lille næse og de fyldige læber. Hun var smuk, og det vidste hun godt. Hun vidste, at hun havde formerne de rigtige steder, og at hun var tiltrækkende, og ind i mellem udnyttede hun det. Fordi.. ja, fordi hun var i stand til det.

Hun så to skikkelser forsvinde ind i en gyde et stykke længere fremme. Hun vidste ikke hvad de mon lavede der, men hendes første gæt var, at de - akkurat som hende - havde fået nok, af alt det der skete indenfor. Uanset hvad, så havde det vækket hendes nysgerrighed. Evangeline var alt for nysgerrig, og hun vidste det godt. Hendes nysgerrighed overgik både frygt og advarsler, så hun forsatte blot hen mod gyden, og var nysgerrig efter, hvad hun ville få at se.

Han så sulten som aldrig før, hans tænder løb næsten ligefrem i vand. Hendes blod pumpede rundt i kroppen, så hurtigt og saftigt at han bare havde lyst til at sætte sine tænder i hende. Han skubbede hende hurtigt op af muren "hjælp" prøvede hun på at skrige, men noget ikke helt før hans hånd var på hendes mund igen "syyyh.. kære" hviskede han ind i hendes øre, før han slikkede hende ned af halsen "du dufter så godt" hviskede han og havde bare så stor lyst til at sætte sine tænder i hendes hals, med det samme! Hun slog ikke engang fra sig, som om hun var blevet til sten foran ham.

Evangelines øjne spærredes op i skræk, da scenariet nåede hendes øjne. Mørket gjorde dog ikke omgivelser specielt tydelige, og hun var i det hele taget lidt i tvivl om, hvad det var hun så. Men høre, det kunne hun sagtens, selvom omgivelserne var mørke, kunne hun sagtens høre. Pigens skrig, og den fremmedes beroligende tonefald. Hun så ham nærme sig pigens hals, og kunne som enhver anden, der havde betragtet det hele, regne ud, at den fremmede var en vampyr, og at pigen var det offer, som han havde udset sig. Den første tanke, som strejfede hende, var at smide stilletterne og løbe som hun aldrig havde løbet for, for at sikre sin egen overlevelse. Men noget holdt hende tilbage. Hun kunne da ikke bare flygte selv, når hun udemærket vidste, hvilken skæbne vampyren havde tilddelt den stakkels pige. Hun kunne ikke bare stikke af.. så ville det helt sikkert nage hende resten af hendes liv - hvilket var utroligt lang tid, eftersom hun var en elver - at hun ikke havde hjulpet pigen, da hun havde chancen. Dette var nok til, at hun - uden at tænke det ordentligt igennem, naturligvis - løb hen til vampyren og pigen, og gav vampyren et solidt spark over skindebennet med hendes ene stillethæl, imens hun råbte at han skullle lade pigen være. Hun vidste ikke, hvilken effekt det ville have - og om det overhovedet ville have en effekt. Men hun kunne ikke bare se til.. hun måtte bare gøre et eller andet.