The Child of the Moon

Sted: Impure Résiduelle
Tid: Halv ti.
Vejr: Voldsomt overskyet
Omgivelser: Beskrives i teksten
Tråden er tiltænkt til Scarlett

Hele køkkenet skinnede så det næsten glinsede, men det betød ikke arbejdsdagen var færdig, langt fra. Et stort bord i midten af lokalet var blevet dækket med omkring hundrede dessert tallerkner, hvor alle de kokke der var på arbejde, stod lænet ind over og kastede deres sidste kærlighed på aftenens sidste anretning. Desserten. Kun chefkokken manglede ved bordet, hvilke nogle af de ansatte ville mene var typisk. Han stod henne ved et af de andre køkkenborde med næsen stukket ind i en computerskærm, hvor han rullede ned over nogle PDF-filer han havde fået tilsendt med informationer om hvad det nygifte par ønskede. Det næste der stod på listen var en pianist. Scarlett Senri var bestilt til at underholde parret sammen med deres gæster under desserten. Navnet syntes at være bekendt, men alligevel kunne Alexander ikke helt placere det.
Parret der skulle giftes havde gjort de tydeligt at de kun ville have det bedste af det bedste og det var med sikkerhed ikke anderledes når det kom til musik. Netop derfor forstod Alexander ikke hvorfor navnet var ham ukendt. Hun måtte da have skabt sig et navn på en eller anden måde og skulle han selv sige det, så var han ikke helt bagefter når det kom til kendte musikere, skuespillere og andet. Der var selvfølgelig altid en svipser i blandt mængden, men alt i alt følte han sig generelt godt med. Den eneste grund han kunne finde, til hendes ukendte navn, var at hun var en upcomming artist. O m det var sandt besluttede han sig for at finde ud af. Han skulle i egen høje person byde Scarlett velkommen og få hende på plads til aftenens koncert, så der burde være god mulighed for at få lidt ud af hende.

Alexander rettede sig op fra computeren, men før låget blev klappet i, tjekkede han klokken. Om små fem minutter skulle hun ankomme, så han kunne godt forlade køkkenet og få hende hentet , så hun kunne komme ind af bagindgangen. Hun var aftenens overraskelse til gæsterne. Man kunne håbe på at de kendte hende. ”Jeg vil lige smutte ud og hente underholdningen, i fortsætter bare.” Holdet af kokke der stod koncentreret over bordet sagde ikke en lyd, det eneste tegn på at de havde forstået, var et par der lige løftede en hånd i en spøjs gestus.
Med lange målrettet skridt forlod kokken køkkenet ud af et par dobbeltmetaldøre, igennem en øde tom gang og ud til bagsiden af restauranten, hvor der gik en smal flisebelagtsti om til facaden. Skjult i mørket stod Alexander lænet op af muren og ventede til han så en taxa som han forventede gæsten ville komme kørende i. Der var også den mulighed at hun kom i sin egen bil, men tit var det taxa’er der blev brugt. De fejlede bestemt heller ikke noget, det havde han selv erfaret.

Fine lange, marmorhvide fingre, spillede kedsommeligt på det sorte lædersæde. Selv om sædets bløde læder, gav efter for hendes be rørelse; var det ikke svært at høre den skjulte takt i hendes tappen. Det dragende og syrlig limagrønne blik var rettet imod det tonede og skudsikre vindue. Hvorfor det var skudsikret forstod hun ikke, hvem ville finde nydelse i at skyde hende? Ikke desto mindre, nød hun at kunne iagttage, uden selv at blive iagttaget. Det var vel en af de få glæder der var i opfindelsen af de tonede ruder, det eller så var hun bare langsomt ved at komme i kontakt med sin indre stalker.
Scarlett, som var kvinden i den skinnende sorte Mercedes; frygtede hendes realitet, var den sidst tænkte tanke. Hun lod roligt en af sine bodorøde negle, køre forbi det mørkebrune pandehår. Som altid faldt det hende lige for øjne og fremviste hendes mærkværdige øjne, mere dyriske end de faktisk var. Scarlett's blik faldt på bagspejlet, alt i mens hendes sorte katteagtige pupiller, afventende stirrede tilbage på hende.

Hun lukkede kort øjne, før hun stilfærdigt lod sine vipper skilles. Spejlingen i det lille vindue fremviste nu, et sæt klare kastanjebrune øjne, der dog havde mere dybde en hvad normen angik. Hun sukkede med et svagt smil, før hun rettede sit ny fundne blik på sin chauffør.

"Hvor langtid til vi ankommer, Mason?"

Manden ved navn Mason, rettede på det lille spejl før han svarede hende. Hans isblå øjne bar tydeligt præg af nervøsitet. Frygten sivede nærmest ud af ham og i det irriterede hende umenneskeligt. Scarlett havde nemlig givet ham sit ord, og hvis der var noget Scarlett helligede over alt, var det loyaliteten der lå i et ærligt løfte.
Hun havde lovet ikke at gøre ham fortræd; han var jo en trofast asset, til hendes manøvrering omkring byen og alle dens formørkede kroge; hvad ville hans død bringe hende?

"To minutter, højst Frk. Vincenté."

En mild latter undslap Scarlett, da han tiltalte hende med en lettere rystende stemme. Hun kunne kun håbe, at han med tiden ville forstå, forstå at hun intet ondt ville ham. Med et kort nik, vendte hun sin opmærksomhed, imod den elektroniske skærm på hendes Ipad; teknologien i dette århundrede formåede ikke længere at overraske hende, nej, kilden til hendes ny fokuserede opmærksomhed, lå i personen hun så flittigt læste om. Anmeldelserne smed rundt med ros fra højre til venstre, om alt lige fra: den kulinariske kunnen til det lange men ikke desto mindre forbløffende repertoire. Her var en person der havde formået at skabe et solidt navn for sig selv og samtidig formået at forblive 'grounded' som et af artiklerne så afslappet havde kaldt ham.

"Alexander Samuel Eccelstone."

Navnet rullede naturligt af på hendes tunge, som om hun havde sagt det mange gange før. Selv om dette var første gang navnet, kom for hendes læber; havde hun hørt det blive omtalt med stor respekt og begejstring. Et kortvarigt øjeblik, undrede Scarlett sig over hvilke følelser hendes navn vakte hos folk. Overraskende nok, var det første gang tanken havde slået hende, hun havde aldrig været typen der tog sig særlig meget af hvad andre sagde eller for den sags skyld 'syntes' hende.

"Impure Résiduelle til deres venstre Frk. Vincenté."

Scarlett havde været i så dyb en tankestrøm, at hun ikke engang havde opdaget bilen stoppe. Hun lod sit blik falde på den høje bygning foran dem. Som regnet med, var det restaurantens bagindgang hun var blevet kørt hen til. Et af jobbeskrivelsens små mærkværdige detaljer.
Mason åbnede stilfærdigt sin dør, gik ud og beroligede sig selv, nok til også at gøre det samme for hende. Scarlett vendte sig af vane front imod døren, så det første der ville blive fremvist var hendes ben, dernæst hendes hoved, hvorefter resten af kroppen fulgte trop og trådte ud af det sorte køretøj. Hun rettede omhyggeligt på den sorte knækorte kjole, hun i aftens anledning havde valgt. Den var som hun bedst kunne lide dem; simple og elegant, med et strejf af detalje omkring livet. Med målrettede skridt, begyndte hun at gå hen imod gyden som bagindgangen lå op af. Hun tog eftertænksomt et gammelt familie lommeur op af sin håndtaske og smilte tilfredst. Hendes ankomst var ventet, om præcis ét minut. Scarletts blik faldt undersøgende på omgivelserne omkring bagindgangen, hun stoppede dog brat sin søgen, da det virkede til de var faldet over det hun søgte efter.

Det første der blev bemærket med et halvt øje var lyset fra forlygterne der fejede hen over vejen. Alexander tænkte ikke videre over det mens han stod lænet op af bygningen og fulgte med i hvad der skete ude på vejen, ved hjælp af sit stærkt forbedret nattesyn. Bilen tiltrak sig en smugle mere opmærksomhed da den drejede ind foran restauranten. Var det en af aftenens gæster der var kommet for sent? Næppe. De var der alle sammen, det havde han personligt styr på. Der var ingen grund til at lave mere mad end til de mennesker der var til festen. Da bilen standsede og et par lange ben stak ud nede ved jorden, var der ikke længere nogle tvivl at spore ved den kokken, der i samme sekund kunne lugte vampyren. Scarlett Senri, eller Vincenté som der også stod.
Mens den yndefulde vampyr steg ud af bilen, blev hver af hendes bevægelser fulgt med noget der næsten kunne ses som glubske øjne. Hun havde samme klassiske skønhed som en hver anden vampyr, men hendes klassiske tøj gjorde det helt store udslag. Det var lige som han bedst kunne lide det. Klassisk og stilfuldt med røde dejlige negle. Mundvigen sitrede svagt. Lækker og smuk. Passivt blev han stående og betragtede kvinden mens hun gik hen imod ham. Tænkt at hun vidste hvor døren var. Endnu noget fantastisk ved det allerede fantastiske kvindemenneske.
Da Scarlett brat standsede op, gik Alexander ud fra at hun havde set ham. "Godaften frøken." Lød det selvsikkert fra mørket hvor han stod. Han trådte ud på stien og vinkede kvinden efter sig. "Ønsker de at kaldes Vincenté eller Senri?" Han ledte hen til en grumset metaldør, som han skubbede op og førte ind til de ansattes garderobe. "Har du noget ekstra tøj eller skal vi få sat klaveret klar til Dem?" Alexanders mørke øjne slugte ivrigt det kønne ansigt foran ham, men uden at være åbenlys. Det havde han nok livserfaring til ikke at være. Der fandtes mange smukke kvinder og åbenlyst savl gjorde bestemt igen gavn.
Efter at have fået hængt tøjet på plads, hvis Scarlett havde noget tøj at hænge op på en af de tomme kroge blandt jakker og frakker, førte Alexander hende hen til køkkenet, hvor de ansatte stadig stod lænet ind over det store bord. Et par, mest mænd, kiggede op og gav et beundrende blik til gæsten, med tydelige tegn på at hun var sgu flot. "Jeg tror gerne brudeparret vil hilse på Dem før de begynder deres koncert." Brød Alexander ind og ignorerede stejlt de savlende blikke med en vis kølighed. Sådan var det altid med overnaturlige mennesker i det mandefyldte køkken. Frygteligt irriterende hvis man spurgte chefkokken der altid derefter havde et hyr med at få gemytterne til at dæmpe sig.

Et forsigtigt smil brød frem på de rosa læber, i det hun traditionen og sin opvækst tro: høfligt nejede, før hun rakte sin hånd frem. Smilet på hendes læber, blev en anelse bredere da hun opfangede hans duft. Det var langt fra det væsen hun havde regnet med, det modstred hver rationel tanke hun nogensinde havde begået sig om racen han tilhørte. Scarlett var ikke den fordomsfulde-type, nej, hun havde bare aldrig rigtig mødt en varulv så… Ambitiøs?
Der var vel en førstegang for alt og dette var uden tvivl 'a first' for Scarlett. Hun gættede sig frem til, at han sikkert også havde fået færten af hvad hun var og bestemte sig derfor, for at ændre sin øjenfarve tilbage.

Begrundelsen for at hun overhovedet havde ændret den til at starte med, var for ikke at skræmme ham; hvis han nu havde været et menneske, som hun jo først havde antaget. Men hun burde nok have gættet at mennesker, sjældent havde den samme charme han udstrålede. Da han høfligt, spurgte om hvilken tiltale hun ønskede, rystede hun let på hovedet.

"Scarlett, ville være fint, hvis jeg må tillade mig at kalde dem Alexander, i stedet for Hr. Eccelstone."

Stilfærdigt og diskret, lod hun sit blik vandre hen af sin en mands velkomst-komite. Fine, skarpe og karakteristiske var hvad hans træk var; næsten som en veludført græskstatuette.
Med en hurtigt bevægelse, fik hun trukket en vinrød kjole, indhyllet i en ligeså fin pose, der fortalte at hun lige havde fået den tilbage fra renseriet. Hun rakte ham den med et taknemmeligt smil.

"Hun syntes det ville være passende hvis vi var farve-kordineret."

Hun hentyde til den nygifte brud, der så ivrigt havde plaget hende omkring hvad hun skulle have på. Scarlett havde aldrig kunne fordrage når andre prøvede at pådutte hende noget hun ikke havde lyst til. Derfor havde hun også valgt at kjolen skulle være stropløs og en mørkere bodorød end den, den nygifte brud skulle bære. Hendes havde strop og var en mere mat vinrød, Scarlett havde dog ingen intention om at 'over shine' kvinden, det var trodsalt hendes fest. Hun ville bare ikke, gå på kompromis med sig selv.
Hun så sig omkring i den store sal, som så, så meget bedre ud, end da hun sidst havde været her. Hun huskede sig selv på, at næste gang hun holdte banquet; skulle hun hyrer disse folk. Da han fortalte hende at parret sikkert gerne ville møde hende før hun gik i gang, trak hun på smilebåndet med et eftertænksomt blik.

"Jeg ville skam elske at møde dem nu, men jeg tror det ville være klogest af mig at øve en smule ved klaveret."

Det var en pianist ting. Hver gang man sad, foran et spritnyt klaver; skulle man altid mærke det til og føle sig frem, da der altid lurede noget ukendt og lettere nervepirrende, ved at skulle spille på et klaver der ikke var det gode gamle, velkendte et der lå hjemme i stuen.

Det havde ellers kørt så glat og fint hele aftenen, men pludselig skulle hjulene gå mod kanten. Det irriterede Alexander, men han viste det ikke synligt, det var der ingen grund til. Han valgte derimod at forklare hvad problemet var, det kunne han lige så godt gøre før som nu. "Klaveret er allerede sat ind, så hvis de først vil øve dem, vil de afsløre Dem selv Scarlett, men hvis det er meget nødvendigt for Dem, kan jeg jo ikke tvinge Dem til at lade være." Fortsatte han på sit stadig formelle sprog, trods han nu havde fået æren af at bruge hendes navn. Normalt ville han spytte langt efter regler og normer, men det galt hans arbejde og vampyrer var gamle vanenisser som fortrak at føle sig høje på hatten. I bund og grund fandt han heller intet problem med det og spillede normalt også uanfægtet med på 'legen'.
Før Scarlett ville få mulighed for at svare, lød der et mindre hvin bagfra dem. Allerede før lyden var kommet, havde Alexander opfanget lyden af høje hæle mod det blanke trægulv og duften der pirrede hans fintfølende næse. Alt det parfume var lige til at brække sig over, men det ville ganske mærkværdigt ud hvis han forklarede grunden til de sure opstød han fra tid til anden fik i festligt lag. Bruden kom ind foran kokken og skubbede ham ud af billedet ved at træde ind foran Scarlett med et stort smil prydende på hendes læber. "Scarlett! Hvor er det dejligt du er kommet, men hvad med den kjole jeg snakkede om?" Hun lød helt bedrøvet imens hendes blik faldt ned af kvinden foran hende. Efter det korte elevatorblik, fejede bruden en tot løst hår væk fra øjne med et påtaget nyt smil. "Men skidt pyt, du ser alligevel fantastisk ud. Nu må du mig have undskyldt, gæsterne venter. Vil glæde mig at høre dit smukke musik." Med de ord svandsede kvinden af sted i en sky af parfume der fyldte Alexanders næsebord.
Et kort mørkt blik blev sendt efter bruden, før kokken igen trådte ind i billedet. "Men ønsker De det? Jeg tror ikke tangenterne har flyttet sig, men jeg er heller ikke pianist." Et lille smil lurede i hans mundvige, mens han flyttede alt sin kropsvægt over på det andet ben. Hvis han ikke havde haft kokkehue, kunne der tilføjes en hånd igennem det mørkebrune hår, men det kunne ikke lade sig gøre, trods hans fingre næsten sitrede efter at gøre det. Det gav altid sådan en behagelig afslappende følelse.

En forstående ro kom over hendes ellers syrlige blik, hun forstod at de måtte have planlagt alt dette meget nøje og med stor omhu. Hun kunne ellers have svoret på, at der skulle have stået to forskellige klaver; et tæt ved køkkenet af mindre kaliber end det i selve storsalen. Men skidt pyt, hun tog sig ikke videre af det, hvis det skulle være ville det heller ikke blive den første aften Scarlett improviserede sig frem. Dog ønskede hun langt fra at starte ud sådan, hun havde nemlig anlagt en meget specifik plan for aftenens musik. Et svagt smil kunne antydes, hun vidste lige præcis hvad hun skulle spille, for at få dem til at føle sig specielle og i den grad privilegeret.

Scarlett blev uden tøven, revet direkte ud af sine tanker og tilbage til realiteten. En realitet hun ikke fandt særlig lys, for hvem stod tippene i deres lavendel hæle , med et smil der i manges øjne ville vække varme. Men som i Scarletts tilfælde, ikke vakte andet en gåsehud, på hendes ellers allerede iskolde hud. I et splitsekund, var der næsten malet et jublende udtryk i hendes øjne, da kvinden huskede distance kravet Scarlett havde givet hende. Hun ville jo nødigt, gøre festens 'main attraction' fortræd.. Det blev hun i hvert fald ved med at sige til sig selv. Hun lo blidt da, kvinden nævnte kjolen. Det var det eneste hun kunne gøre, le; der var simpelthen endnu ikke, blevet opfundet en pænere måde at sige 'Du skal være glad for at den røde farve, bare er farve og ikke dit blod'. Da hun vendte rundt på hælene og forsvandt tilbage ind til resten af gæsterne, kunne Scarlett ikke ånde lettet op, hurtigt nok. Det overraskede hende at lige meget hvor meget parfume mennesker bar, kunne det aldrig skjule den euforiserende sødlig duft af det der holdte dem i live.

Da Alexander spurgte om hun stadig gerne ville øve, var det tydeligt for hende at se, det ikke ligefrem ville være fair.

"Jeg kan forstille mig, at det har taget en del tid, at skulle planlægge denne event. Det sidste jeg vil er at sætte en kæp i hjulet, på hvad i alle har brugt til og kræfter på; Så jeg tror nok jeg vil kunne klare mig uden."

Hun smilte en anelse bredere end hun havde før, hvilket resulterede i fremvisningen af hendes skarpt markerede smilhuler og hvide tandsæt.

Det ville være løgn at sige at det ikke havde taget lang tid, men Alexander var en beskeden mand, når han ville lyde som en, så han rystede på hoved. "Nej, det har ikke været så slemt, men nu passer det lige efter brudens ønske, så lad os blive ved det." Svaret var sikkert ikke et Scarlett normalt hørte, for et eller andet sted modsagde han sig selv, men der var ingen grund til at bekymre sig yderlig om det. "Men vil De være så venlig at følge mig om bag ved, så finder jeg dem et sted de kan skifte." Med en let gestus bad han Scarlett følge sig. De skulle ikke være alt for synlige for gæsterne, noget man altid fik at vide når man arbejdede som tjener. Man skulle følge ordre, ikke stille spørgsmål og når den var udført skulle man pille af. Ikke svært at følge og det betød også at man slap for at høre folks latterlige jokes.
Alexander ledte gæsten tilbage til gangene bag restauranten. "Hvornår ønsker De at klæde om?" Gangen de stod i, bestod af ren beton, der både var kold og hår, noget vampyren sikkert ikke ville bemærke. Hvis varulvens viden om vampyrer holde stik, var det ikke noget de interesserede sig for, fordi det ikke påvirkende dem. Måske var det også derfor at de kunne gå i de fineste sommerkjoler til det koldeste vinterbal. Bare at det var tilladt var noget der imponerede i sig selv. "Bruden ønsker at De skal komme ind ved desserten, men De kan selvfølgelig selv bestemme at efterkomme det ønske. Jeg vil gå ud i køkkenet og se hvor langt de er. De er velkommen til at følge med." Et kort smil flød over hans læber, før han gik ned af gangen hvor hans sko gav genlyd mod de nøgne vægge.