Something never changes - Moon

Sted :: Cathédrale - Domkirken
Tid :: hen ad aftenen, lige efter gudstjeneste
Vejr :: det regner og tordner
Omgivelser :: de få mennesker, der er på vej ud af døren og hjem

Stemningen var nedtrygt, folk var bange, bange for hvad der skulle ske med dem. Ingen af menneskerne, viste hvad der skulle ske med deres børn, efter at denne tyran havde overtaget byen. Hvad der skulle ske dem i fremtiden, og præsten havde ikke kunne give dem et ordenligt svar. Maylana, sad stadig tilbage, og kiggede frem for sig, hun undrede sig over, vad det egentlig var der skete for tiden. Hvorfor var det at ingen kunne give et ordenlig svar på det? Hvorfor skulle alting være så kompliceret? Et dybt suk gled ud fra hendes fyldige læber, mens hun sad der, barest på rækkerne, og overvejede at gå op og snakke med præsten. Gad, vide om han egentlig kendte til englene, racen engle. Døds og guds. Hun rynkede let brynene mens tankerne gled rundt i hendes hoved. Det var ikke noget hun havde tænkt over, før at Chariot havde dræbt hende, med vilje, så hun kunne få sit syn tilbage. Og det havde lykkes, heldigvis. Et lille smil kom frem på hendes læber, mens hun kiggede stift ud i luften, og gennemgik hendes minde, fra den nat, den nat hvor hun havde fået lov til at se verden igen, med sine øjne. Et lille smil gled frem på hendes læber, da hun tænkte på Chariot, den mand som hun var blevet for elsket i , for første gang at hun faktisk havde fundet en som hun elskede. Hun kunne ikke rigtig forstå det, men sådan var det jo nu en gang, det var ikke alt som man forstod, det var som om, at sådan skulle det bare være, der var ikke rigtig noget som skulle lykkes helt og holdent for en, uden at der var nogle forhindringer på ens vej.