Bad Boys, Bad Boys! Whatcha gonna do, whatcha gonna do, when they come for you? Oh, you just watch me, babe..[Dave] ANNULLERET!

Den røde sol der langsomt steg op af havet, indhyllet byen i et rødt varmt skær, der bevidnede om endnu en dag i det sommerklar Terre. Der var ikke mange lyde, ud over de skræppende måger der fløj rundt på himlen, og de små første skibe der tog ud på havet, for at få deres garn ind, så de kunne se nattens fangst.
Freden blev brat afbrudt da lyden fra en motor brød stilheden og fik de ellers morgentrætte fisker og måger til at springe op og komme væk i en fart, da en blankpoleret motorcykel kom ned på havnen, hvor det røde morgenlys skinnede i de blanke overflader på maskinen. En solid støvle blev sat på jorden, så maskinen stod let på skrå. De sølvgrå øjne gled over kvinden der stod foran ham med et undersøgende, men ellers meget roligt blik, der fik alle hendes træk med sig. En ret lækker kvinde, men om hun havde mere med sig ind hendes ydre tvivlede han stærkt på. Han have beklædt sig i nogle kraftige læderstøvler, der lignede lidt Dr. Matin, dog med kræftiger læder, og et mere råt og slidt udseende. Tydeligvis godt brugte. Et par mørke jeans, og en åbenlæderjakke, som mest var taget på for at give et godt helheds indtryk. Under jakken, som han havde ladt stå åben, da han hade at gå med stramt tøj af den ene eller anden grund, var der en hvid T-shirt som hang rimeligløs, igen af samme grund som jakken ikke var lynet.
Han lod en hånd glide igennem det lyse, let krøllet, eller nærmere bøglet hår mens han stadig sad overskrævs på maskinen, med den ene fod plantet på jorden, og den anden til at holde maskinen oppe ved at pressede lidt ned, så maskinen ikke væltet under ham.
Hans blik lå lidt på hendes arme der var godt tatoveret med alle mulige motiver, nogle pænere end andre måtte han indrømme. Hans øjne gled op til hendes ansigt igen. Tydelivs et menneske, det var der ingen grund til at betvivle, men en der virkede til at være udemærket klar over den verden hun levede side om side op af.
Han var ikke sikker på hvorfor han i sin tid var fulgt efter hende, da hun var kommet fra natklubben, men han havde åbenbart haft en vis interesse i hende, som han ville slukke ved at følge efter hende - ud til havnen, hvor hun gjorde noget så menneskeligt som at kigge på solnedgangen.

Brune øjne, så lækkert brune som mørk chokolade, så ud mod solnedgangen mens ejerkvinden lyttede til de lyde, der indfant sig omkring hende. Mågernes skræppen var højog skinger, og bølgernes skvulpen mod båd-siderne var beroligende. To modsætninger, der havde modsate effekter på hende. Hun smilede, og hendes smil ændrede hele hendes ansigt. Solen skinnede sig i de brune cirkler, og selve hendes hår blev strøget tilbage af vindens luft.Øreringene glimtede i sollyset. De malede røde læber glinsede af væde, lige efter en tungespids var gledet over dem.
Vals jeans klædte ben var slængt mere afslappet skråt henover køleren, mens hun lænede ryggen op af ruden bag hende og så solen gå ned – indtil en lyd fangede hendes opmærksomhed. Da satte hun sig ud på kanten af køleren, og med handskeklædte hænder på hver side af sig, hvorefter fødderne der var bar, bumpede stille mod dækket når hun betragtede den nytilkomne havne-mand. Som lignede alt andet end det.

Valentina, som stadig sad på den gule kølerhjelm, lod hovedet tippe på skrå til højre. Blottede deraf, den tatoo hun havde på sig på dne anden side af halsen; en rose, med grønne små blade i bunden. Mod den blege hud var alle dtaljerend eblot tydeligere. Vals hår, føg indover hendes ansigt af en kraftig havvind, og skjulte hendes mystiske brune øjne. Hun mente at genkende ham her, men af en eller anden grund.. kunne hun ikke huske hvorfra.Det var som om, det var oceaner af tid siden de havde mødtes første gang – selvom hun sværgede på, at hun aldrig havde set den motorcykel før. Og det var vel sådan han kom rundt, han havde nok ikke andre transportmidler udover d offentlige som busser, toge og metroer.. Det var, som i en drøm.

Han blev stående og gloede på hende, og nægtede at åbne gabet, da det som altid nok bare ville ende med et eller andet plader som hun nok ikke ville kunne forstå. Ofte fortrak han blot at holde sin mund lukket og så lade andre fører samtalen, især med kvinden, for ved disse kvindelige køn, som han aldrig havde lært at dreje kom der ofte noget være vås ud, som han ikke en gang forstod, så for at befrie hende for den frygtelige samtale de ellers ville sætte i gang hvis han snakkede, holdt han munden lukket, og kiggede blot på hende med et lille smil, som nok ikke blev sat i en kategori som et smil, men mere en trækning om munden, der med en god potion fantasi kunne blive et smil, men hun så ikke ud til eje meget af dette, men mere var et handlende menneske. Han kiggede lidt efter hendes øjne, men da han ikke ligefrem fandt noget klart øje, som ikke mest var dækket af hendes brune hår opgav han det, og smed blikket ud mod solen som dansede op fra havet, og gjorde byen mere og mere lys, badet i skæret fra dens stråler. Hurtigt fejede hans hånd over nøglerne, for at slukke motoren så stilheden der fulgte næsten larmede end da motoren var tændt.
Han lod blikket blive på solen, selvom han havde set solopgang og solnedgang alt for mange gange i sit liv. "Goddag mademoiselle." Hørte han pludselig sig selv sige, og den lille plan om ikke at mønstre et ord gik i stykker med et brag. Han pressede læberne sammen for ikke at lukke mere ud, selvom det første da havde gået meget godt, sådan efter hans egne beregninger, og tro på sig selv. Han sled de sølvgrå øjne fra havet, og lod det danse mod kvinden igen, uden tegn på at ville åbne munden igen.

Val vendte igen sit ansigt mod solen. Hendes brune øjne blev synlige, da hun vendte hovedet når vinden fjernede håret fra hendes ansigt. Smilet var der ikke længere, og dog.. var hun stadig en feminin pige. Hun mente stadig hun kendte ham. Hvilket også var meget muligt, da hun jo tit kendte folk før hun overhovedet mødt dem. Det var en dle afhendes evner; at drømme ting der ville ske i fremtiden. Nogle gange gik der dage, eller måneder før hun mødte vedkommende. Men hun mødte dem, dog drømte hun ikke kun om dét. Også om så meget andet, man kunne vel kalde hende Clairvoyante. Og her var en scene hun huskede.
”Du burde dukke dig.” mumlede hun, hendes røde læber bevægede sig kun lidt. Solen genspejlede sig i vandet og sendte gule lysglimt op på bilren, fra bådenes sider. Mågerne fløj lavt, og en måge med et hårdt vingeslags drej, affyrede en klat i retning af manden foran Val. Hans øjne der mmærkværdigt nok, var fæstnet på Vals tatoveringer i stedet for hendes blottede brystkasse var grå som sølvet i hendes ørenringe, med korset. Og hans hår mørkeblond, eller lysebrunt. Ubestemmelige nuancer, legede med solens stråler der samtidig katede nogle skygger indover hans ansigt. Alt dette, kunne Val huske fra sin drøm tirsdag-nat. Han var en høj mand, der var et oplagt mål som målskive for en måge.

Han fattede ikke en brik af hvad hun mente, men fandt heller ikke nogle mere uddybende forklaring før han skubbede sig selv tilbage, på motorcyklen der trillede et par meter bagud for ikke at blive ramt af mågeklatten der truede med at ramme ham, men slap da fra den, meget langt fra den, da han jo sad på to hjul der trillede glad og lystigt. Han sukkede kort, før han skubbede sig en meter frem igen, mens han undrede sig over at dette ellers banale menneske var synsk, eller noget i den stil.
Han fugede kort de tørre sprøde læber, så de glinsede af spyt der lå som et tyndt fint lag omkring dem. Han valgte stadig ikke at sige et kvæk, da han jo aldrig kunne være sikker på hvad der kom ud af gabet på ham, så han blev blot stående, og prøvede at finde en grund til hvordan hun vidste den måge kom. Det kunne jo selvfølgelig også være så normat, som at hun havde set det komme, men alligevel ikke, denne chance var ikke den største, så mon ikke det var noget med at kvinden var synsk?
Han stod igen i den samme stilling som før, med den ene fod på jorden, mens den anden lå på motorcyklen for at holde den oppe.
Hvorfor han stadig blev der, var egentligt en underlig grund, men der var ingen grund til at smutte, endnu, men hvis hun blot blev ved med at stå, og ville advare ham imod flere mågeklatter ville han køre, der var ingen grund til at lege skydeskrive for dét.
Igen gled de sølvgrå øjne ned over kvinden, hele hendes krop, fra den øverste hårrod ned over det fine menneskelige ansigt, over barmen der tydelig kunne ses, og videre ned over den flade mave, ben med brede hofter, helt ned til fødderne og stoppede så op, før blikket gled op til ansigtet der var dækket af de brune hår.

Hun betragtede solnedgangen, mens tankerne spinnede inde bag det sorte hår. Hvad var hans formål i havnen, på dette tidspunkt? Måske han skulle noget hernede, som for eksempel samle en ven op der ville komme fra udlandet, eller måske, skulle han bare nyde stilheden ligesom Valentina gjorde? Og hvad ville der desuden ske, nu? Den drøm hun havde haft, havde hun set fra luften – formodentligt fra synspunktet af den skidende måge. Så alt der skete i de næste sekunder, minutter, timer – ja måske endda dage? vidste Valentina intet om.
Da hun endelig så på ham igen, var det af nysgerrighed. De øjen der før havde været synlige kun gennem små sprækker af de mange hårlokker, blev rettet mod hans ansigt med det samme. Sollyset skinnede ind på hendes nethind,e fra siden af og en nerve vibrerede ved lyset. Pupillerne trak sig lidt sammen, og håret blev lyst op af solens tidlige morgenlys.

”Hvad laver De herude, så tidligt om morgenen?” spurgte hun nysgerrigt en fremmede mand, efter en lang og indviklet tankegang om ting man kunne bestille på molen. Dog formåede hun høflighed, ved tiltalen 'De'. Hendes brune øjne, var aldrig rettet mod samme sted ret længe. Enten så flakkede de til hans ansigt, go til hans øjne derefter, men aldrig så længe efter forsvandt de fra hans stir og studerede hans tøjs detaljer; det slidte læders krøl, og jakkens folder og falden nedover hans krop. Den løse hvide T-shirts luftighed, og rene farve.

Vandet skvulpen mod den lille fiskerbåds sider og vindens blide rumlen, rumsterede i baggrunden af Vals sanser, når hun betragtede denne mand. De varme stråler solen sendte ned mod dem, reflekteres skinnende i vandoverfaladens krusninger. Bilens fine støvlag, skinnede svagt af glimmer fra sandet og den sorte asfalt der var at stå på, indrammet af træ for at skille det fra vandet, var efterhånden også lunt. Alle lyde blev lidt svagere, alting gik lidt hurtigere inde i hende, hendes hjerne blev lidt mere sløret. Alt gik bare.. hurtigere.

Han kiggede op på hende, da hun udspurgte ham, og kom lidt efter frem til noget der kunne minde om et svar. ”Ser på solopgangen.” Hvilke var en god gammeldags fed løgn, men hun vidste det jo ikke endnu, og der skulle ikke mange talenter til at sige det, og virke naturtro. Da hun ikke så ud til at gøre mere, end at lade blikket flakke rundt på ham, hvilke straks gjorde ham letter nervøs, hvilke man ikke ville mærke noget til hvis man da ikke kunne hoppe ind i hoved på ham. Det ville jo blive frygtelig træls hvis han fik våde håndflader hver gang han mærkede et hunkønsvæsens blik på sig, så efter mange år havde han lært at skjule det, og det var også umuligt for ham at få våde håndflade, svede, græde. Han havde ikke en dråbe vand i kroppen, med mindre han drak væske, som ville blive til hans ’blod’.
Han svag benet over maskinen, og stod nu på den side der var tættest på hende, mens han kiggede afventende på hende, næsten som om han fortrak der gerne måtte ske noget, men nej nej, eller det forventede han ikke, trods hans kropssprog sagde ham dette imod. Hans blik var rettet mod hendes hals, hvor hun havde en af sine tatoveringer, som han lidt efter sled sit blik fra, for at leve op til sit svar, og rettede blikket mod solen, dens opstandelse! En stor orange kugle der dansede op af havets vand, som om nogle få timer vil oplyse et større areal end nogle anden lampe. En halv jord, og kaste sit varme lys mod månen så den gav lidt lys på den anden side af jorden, aldrig kunne man blive fri for den, hvilke vampyr nok ville hade, mere end nogle andre væsner.
//Mit minimum på 300 ord, præcist -.-' Beklager det ik blev længere//

Hun smilede ved hans svar, hvorefter hun kom noget der mindede om et fnys og et fnis. Kun mindede. ”Nyd det mens du kan,” sagde hun da hun vendte blikket væk fra himlen der var ved at gry til den næste dag med sine volette striber, og så på ham.
Val, som var så vant til at folk så på hende på grund af tatoveringene på den blege hud, begyndte at overveje hvilken ace ha tilhørte. At dømme ud fra hans blik på halsen, ville hun sige vampyr. Og så alligevel, ud fra hans gode udseende og højden gættede hun på en slags dæmon, men hvilken mon? Lyn? Ild? Vand? Is? Måske en blanding af nogle af disse? Efterhånden som hendes blik, ænrede sig til en stirren begyndte hendes øjne også af blive lidt flydende i det. Som om, solens tidligere stråler havde opvarmet farve til chokolade i dem. Som om de boblede, eller kogede. Kogende chokolade. Solens lys kastede skygger ud fra hendes ansigts fremspring, som fx næen og læberne eller vipperne der blev kastet til højre, når hu havde venstre side vendt mod solen. Siden, hvorpå hals-tatoveringen blev oplyst med al sin pagt, til beskuelse.igen, begyndt ehendes fødder deres dumpe bumpen mod bildækkets sorte gummi, som altid kom når hun blev.. distraheret, eller var det betaget? Hun var nok ikke den bedte at spørge, men dog, om ikke hun da kunne se længe på denne fremmede.
”Mit navn er Gatsby,” ordene slap over hende læber mens hendes ansigt udtrykte tænksomhed, og tilbageholdt morskab. ”Hvem er De?”

Mågernes skrig blev forstærket, da en båd gled ind i havnen. Stor, sort og sigende som en doven puma spredte den vandets molekyler og brød bølgerne for at skabe sine egne krusninger, der fulgte bådens trekants-agtige form. Den skygge, landede over bilen, og det store slidte, lysebrune sejl skyggede for solens stråler og kastede sit mørke over bilen, hvorpå Valentina sad.

//Well, det går vist.. kunne kun selv skrive 321.. Såehh, ^^'//

Han kiggede op på hende, og smilede kort. ”David – bliver kaldt Dave.” Hans øjne gled ned af hende, da et grumt smil gled over hans læber og han lod tungen glide over tænderne, som langsomt blev forandret til de mere kendte dæmontænder, en række utrolig skarpe tænder der uden problemer kunne flå huden af et menneske som smeltet smør. Hvor hans pludselige sikkerhed på sig selv var kommet fra vidste han ikke, men lysten til at lege med hende voksede støt og roligt. Han lænede sig op af maskinen med et køligt smil, mens han lod tiden gå.
Han havde flere gange oplevet at personer ikke mente at han var – dæmon nok, og det måtte der jo heller rodes bod på, ikke fordi han ligefrem higede efter at være ond, men det var lang tid siden han rigtig havde leget dæmon, og denne kvinde, som ellers så ud til at have ben i næsen burde afprøves. Hvor meget var der bag denne kvinde? Han skubbede sig lidt væk fra maskinen, mens han stak hænderne ned i lommen, og gik helt hen til molen, mens han kiggede ned i vandet, før han langsomt drejede om på hælen og kiggede på hende. ”Nåå – men er du ikke med til at tage et smut op i byen?” En lille prøve, havde hun lært lektien? Aldrig gå med en fremmed? Hvad han ville gøre hvis hun ikke ville med, var han ikke sikker på, men det kunne da blive meget interessant, om hun ville eller ej, og hvad han selv ville gøre, for dette var jo slet ikke normalt for ham, han forholdt sig jo normalt tavs og langt væk fra disse kvindelige væsner, men åbenbart ikke denne gang? Han gik hen til hendes bil, og kiggede på hende, helt tæt på, ind i hendes kogende chokolade øjne, de lange øjenvipper der kastede lange skygger ned af hendes kinder. ”Eller fortrækker du at blive her? Ved din kønne bil?” Han lænede sig ind over hende med smilede kort, så hun kort, hvis hun kiggede på hans tandsæt ville kunne se tænderne, de var ikke helt hvide, men rene nok, ikke klamme – endnu.
”Eller har din mor lært dig ikke at gå med fremmed.” Sagde han med en hånlig stemme, og smilede nu breder, så hun meget muligt ikke kunne undgå at se. Han lænede sig længere ind over hende, så hun ville kunne mærke hendes hans ånde. Han lænede sig tilbage, og kiggede afventende på hende.
//Ved godt det ikke ligger til ham, men mest for at få lidt gang i det//

Da det først lige var gået op for Valentina, at denne fyr – Dave - muligvis var en Dæmon, blev hun straks overbevist ved synet af hans tænder! Spidse, og glimtende indtil skyggen af seglet kastede sit mørke over dem. Hun dristede sig, det vidste hun godt – men kunne man nu ikke prøve lykken?
Han var nu ikke en grim fyr at se på denne gut, ved navn David. Ret normalt navn egentligt, langt fra lige så spændende eller unormalt som hendes eget. Valentina Gatsby. Hun smilede kort, ved mindet om hvorfra hendes navn stammede. Det første, kom fra hendesmor der havde elsket at sige det ord; Valentine. Men siden Valentina nu var blevet en pige, måtte 'e' ændres til 'a'. Det andet, Gatsby, var fra en bog. En bog der egentligt var god nok og hvor hovedpersonens navn, Var Jay Gatsby. Spændende, lærerig, fyldt med forunderlige ord! Mums, det var god litteratur. Hendes tanker blev afbrudt – om hun ville et smut med op i Byen? Tjoooeh, hun var jo lige kommet derfra.. så, hvorfor dog gå tilbage? Men så igen, han var nu ret interessant denne Dæmon.
”Hvis du tør tage chancen.” svarede hun, blinkede og da han så endelig kom tæt nok på(hun havde nemlig gjort plads for ham, ved at lade benene spredes) – trykkede sine mørkerøde læber hårdt og kort mod hans smil. Holdt kæft, hvor var det dejligt endelig at kunne gøre dette igen! Endelig være lidt skødesløs, og gøre som man nu ville og tænkte. Det var nu bare en bonus, hvis hun overhovedet kunne få sine tanker i den rigtige retning.
Hun legede med skæbnen, og hun vidste det. Men hendes evne, ville jo nok give hende en lille fordel. Hun fastholdt sit knap-nok-smil og så op i hans øjne, som ikke engang havde været lukket da deres læber rørte.
Hun ventede med at svare, indtil han begyndte at tale om Valentinas mor. Hendes smil trak længere op i den ene side, det blev skævere. Men endnu, var tænderne skjult bag de mørk røde fyldige læber. ”Hm-Hm, Vil du virkelig vide, hvad min mor lærte mig?” spurgte hun lavmælt, så lavmælt at budskabe nok ikke var til at tage fejl af. Hun var slemt tiltrukket af denne Dave.

Den båd der lige var sejlet i havn, begyndte at rumstere med sømænd der råbte til hinanden på dækket. Sammen med mågernes skrigen og bølgernes brusen udgav det det helt rigtige sceneri for noget lignende en romantisk scene i en film. Samt solopgangen var heller ikke så slem..

Han ville nok være helt i gulvet, hvis det ikke var fordi at han havde droppet sit normale jeg, hvor han ville være flygtet over hals og hoved for at komme væk fra hende, men da han nu allerede var så langt inde i rollen som dæmonen, sked han stort hul i det, og smilede blot til hende. "Nej du, jeg tror jeg springer over." Han vendte halvt hoved om mod sømændene med let sammenpresset læber. "Hvad har de så travlt med?" Spurgte han sig selv, og vente sig om mod hende. Trods hendes mange tatoveringer der skjulte hendes ansigt, var det et ganske kønt. "Tør tage chancen?" Han løftede et øjenbryn. "Hvor farligt kan du være my dear." Han lod en finger glide hen over hendes kæbe. "Men hvis du vil danse, står jeg skam ikke tilbage." Et bredt smil, der vidste hele tandsættet gled kort over hans mund, før han trak sig tilbage, med blikket ud mod vandet igen stadig lidt betænksom om hvad pokker de vil. Han kunne intet farligt se i ham selv, så det kunne da ikke være ham der var noget galt med, det var da nærmere hende! Han vendte sig om mod hende med et køligt smil på læberne før han rettede sig op. "Lad os da sige - hvem kommer først op i byen, til centret." Han vente sig om, og gik de korte skridt hen mod sin egen maskine. "Eller ..." Han vente sig om, da han var kommet der hen, med et lille drej på fødderne. "Skal dansen allerede stoppe nu?" Spurgte han i et hånligt tonefald. Han var ikke van til dette, men hans indre dæmon, om man så kunne sige, hjalp en del, så det hele var rettet, så rollen var helt uden fejl, så hun ikke ville finde ud af noget ej som menneske, og ej hvis han ikke fjernede masken, men dette ville blive en god kur mod hans kvinde skræk som han aldrig havde fået fjernet de sidste 200 år.

Han svang benet over motorcykle og satte sig til rette, mens han kiggede på hende med et udfordrende blik og smil, ”lets play my dear.” Han tændte for motorcyklen som spant lavt og lage blikket godt til rette på hende. Han lod en hånd glide igennem håret. Hun lignede ikke en der ville give op så let, men sindet kunne jo bedrage, overraskende meget, men det burde han jo selv vide alt om for hvis man jo skulle sige det som det var, og da skal man jo en gang imellem, så lod han hende blot se på noget der var en fed løgn, men hvad hun ikke vidste, havde hun jo ikke ondt af, så der var ingen grund til at grave i den del. Han valgte blot at sidde, og vente på hendes svar, mens maskinen spinde lavt under ham.