This is How it's Gonna Be

Døren ramte en flyttekasse, og havde nær resulteret i, at den udadtil unge mand var snublet på grund af stødet, der steg op gennem hans arm. Han var ikke vant til, at han ikke bare kunne tage i døren og smække den op på vidt gab efter en hård arbejdsdag, hvor han mest af alt bare havde lyst til at slænge sig ned på sin sofa, og se noget TV der var så hjernedødt, at han kunne slå hver bid af fornuft og stress fra. Men sådan skulle det måske ikke være. Bare at gå gennem den smalle entre var en udfordring på grund af flyttekasserne der stadig dominerede lejligheden. Selvfølgelig var det kun ganske kort tid siden han havde fået sig en ny beboer, men det var svært at vænne sig til, at have et andet menneskes genstande i sit hjem, efter at have boet alene i over 20 år.
Et suk undslap hans læber, før han fik krænget sin frakke af, og hængt den på en af de sorte knager på væggen. Han måtte trække sig let ind mod indgangen til køkkenet, blot for at lukke hoveddøren bag sig, uden at få foden i klemme på grund af manglen på plads. Forhåbentlig ville den 'kære engel' få ryddet sine ting afvejen før hans perfektionistiske gen ville træde frem. Alt andet i lejligheden var jo øjensynligt.. Perfekt. Alt var strategisk placeret, og alt fra hans fortid var gemt af vejen. Ikke fordi han ikke ønskede at folk skulle se hvor længe han havde levet, men han ønskede ikke, at de skulle få et indblik i hans gamle liv. Livet som en eksemplarisk, naiv og fuldstændig uskyldig knægt, der gik i kirke hver søndag, og bedte for andres sikkerhed frem for sin egen. Det var næsten uforståeligt hvordan han var endt som han var i dag.

Uden egentlig at se om samboen var hjemme, gik han målrettet ind i stuen. Snart lod han sig selv dumpe ned i sofaen, som var lavet af noget der vel mest mindede om kunstlæder. Det føltes i hvert faldt koldt mod huden, som allerede var blevet let nedkølet af regnen der piskede ned udenfor. Hans hår var vådt, og et par dråber hang også i øjenbrynene. Alligevel ragede det ham ikke. Han var træt. Måske mere mentalt end fysisk. Arbejdet på teatret var begyndt at kede ham, som alle ting gjorde på et eller andet tidspunkt. Så snart udfordringen forsvandt, og anmeldelserne blev for gode, begyndte han at blive rastløs. Desuden betalte de ham ikke længere godt på teatret. Ressourcerne var ved at slippe op. I den moderne verden var folk vidst ikke så glade for at gå i teatret som de havde været engang.
Han lagde sig helt ned, og placerede en hånd, støttende under sit hoved. Dernæst lukkede han øjnene. At få en room-mate havde sgu ikke været en førstepriotet, men efterhånden var det blevet for dyrt at bo i en så stor lejlighed uden en anden beboer. Desuden havde han bare haft et ledigt rum i årevis. Et rum der nærmest havde været et depot for alt det ragelse han havde samlet gennem årene. Ragelse som nu lå i skrotbunker, gyder eller var blevet låst inde ejendommens kælderrum. Det havde været unødvendigt rod. Og eftersom han var en kontrolfreak, havde han aldrig vadet ind i rummet, af frygt for at se alt det ragelse, fordi han vidste, at så snart han gjorde det - ville han være nødsaget til at tage sig af problemet og få system i det hele.
Selvfølgelig havde han set room-maten an før han lod hende flytte ind. Men det hele var sket hurtigt. Han havde kun lige sat opslaget op, da han havde fået hendes respons. At møde hende personligt, havde overbevist ham om, at dette bestemt kunne gå begge veje. En engel...- Han havde mærket den rene energi næsten med det samme. Dén han vel også burde besidde, men for længst havde forkastet, da han vendte ryggen til sin aspara-natur. At bo sammen med en engel.. Ja. Han følte sig på én måde fristet til at gøre hende korrupt, og på den anden måde til at tage fuldstændig afstand fra hende. Mange 'rene væsner' så trods alt på ham med et ønske om at rekonstruere hans blide natur, og få det gode frem i ham igen. Men det ville han ikke lade ske. Ingen skulle vove på at prøve at forandre ham.

Omgivet af flyttekasser af mange størrelser, inde i det næsten tomme værelse på nær en ny seng og et skrivebord, sad en skikkelse i skrædderstilling imens skikkelsen pakkede endnu en ny flyttekasse op. Skikkelsen var en ung smuk kvinde, med slanke former og en pæn gylden hud håret var lagt og blondt, men sad lige nu i en knold for ikke at genere. Øjende var krystal blå, og rammet ind af et pænt lag mascara, påklædningen bestod af en stram hvid top, samt et par korte shorts i grå, på fødderne bar hun hvide ankelsokker.

Charlotte var netop lige flyttet ind hos sin nye bofælle, hun havde hurtigt set hans ansøgning da hun var kommet til byen, og så det som en god mulighed for at starte et sted. Nu sad hun så her omgivet af flyttekasser eller retter sagt stod der kun tre, da hun ikke ligefrem ejede så mange ting. Hun havde ikke sent sin bofælle siden den dag hun fik nøglen, hver gang hun gik ud var han ikke til stede.

Charlotte strakte sig lidt, idet hun rejste sig op og kiggede rundt før hun sukke, lyden af døren der gik op inde i stuen fik hende til at smile let før hun så selv skubbe døren op og gik ud til køkkenet hvor hun tog en cola i skabet før hun trådte forsigtigt ind i stuen. Hun betragtede ham let, før hun så smilede" goddag?" lød det roligt fra hende før hun kom nærmer "jeg skal nok få styr på mine ting, så hurtigt som muligt"tilføj hun med et skævt smil før hun søgte hans blik.


//undskyld tiden///