Stedet man finder som et roligt sted.

En stille sort skikkelse kom gående hen af en sti i den kolde skov, man kunne ikke rigtig se hvem det var, så skulle man ihvertfald havde gode øjne.
Denne skikkelse gik som var den godt beroset, eller på stoffer af en art, men dog var det blot fordi denne skikkelse var fuld.
Skikkelsen, var en engel ved navn Ciel. Han havde en lang sort læder jakker på, nogle sorte stramme jeans på, og nogle lange sorte støvler.
Man skulle ikke tro at en som Ciel turde gå ud om aften, når der var så mange farer i en skov, og selv inde i byen var der farer, men han var vel bare ligeglad. Ciel var ikke rigtig bange for de der skabninger som vampyrer, varulve osv. Han var mere bare glad for at han kunne leve som den han var.
En smøg var tændt i hans ene hånd, han tog et let hiv, og gik blot videre ind i skoven.
En let kold vind kom og blæste hans læder jakke op, så man kunne se hans sorte jeans, et let lille fnys kom fra ham, da han hadet den dumme kulde.
Ciel fik set et godt sted ved et dejligt træ, men det han ikke havde opdaget, var at der var en sø lige der hvor han havde tænkt sig og sætte sig, eller så han blot syner med det træ. Med et satte han sig ned, men han ramte aldrig jorden, et plask kom fra vandet som var over ham, blot hans hoved var over vandet, og med et gik han let i panik i ham.
Da han var fuld, var hans forbi for vand, ekstra effektivt, og med et begyndte han og plaske mere i vandet.
Ciel havde ikke sine tanker under kontrol og vidste ikke hvad han skulle gøre, og et let lille piv kom fra ham, hvor efter at de små tårer trillede ned af hans kinder, da han ikke kunne komme op igen, og han var bange for at han druknede.

En ung kvinde sad under et mægtigt egetræ et sted inde i skoven. Vinden ret i det af hendes brune, pjuskede hår, der stak ud af hendes hættetrøje. Hendes bagdel var våd af fugte, visne blade, men hendes alt for store tøj beskyttede hende mod vinden.
Hvis man så nærmere på hendes ansigt, ville man sikkert få indtrykket af, at hun var faret vild og havde været det længe. Hun havde sorte render under øjnene og en flænge på kinden. Og snavs. Både i ansigtet og på tøjet, var der store pletter af jord og snavs. Alligevel sad hun der med lukkede øjne og et stort smil på ansigtet.
Når fuldmånen ikke nærmede sig, kunne skoven være et meget trygt sted, syntes hun. Hun havde været et bestemt forhold til området, efter at have brugt så meget tid derude. Hun gned sig lidt i øjet og gabte. Det var fristende at falde i søvn op af træet, men hun vidste også, at kulden ville bide sig fast i hende om natten, og at hun ikke kunne klare det, når hun var i menneskeform.

Hun hørte et stort pladsk, og det afgjorde hendes beslutning. Nysgerrigt rejste hun sig og gik imod søen, hun vidste var et kort stykke fra hende. Lyden kunne ikke være kommet fra noget andet sted.
Hendes blik faldt omgående på skikkelsen, der sprællede rundt i vandet.
"Nu bliver jeg vel nødt til at hjælpe dig, ikke?" Hun mumlede mere for sig selv end til manden. Han ville sikkert alligevel ikke have kunnet høre hende over hans råb og anstrengelser.
Hun gik ned mod kanten og prøvede at nå hans hånd derfra. Da hun ikke kunne nå ham, jokkede hun et par skridt ud, og mærkede en isnende fornemmelse, da vandet sluttede sammen om hendes ben. Hvordan havde fyren båret sig an med at komme derud? Da hun stod i vand til livet, kunne hun gribe hans håndled. Hun trak ham ind, hvor han kunne bunde.
"Overlever du?" Hun lød ikke særligt bekymret og hendes hævede øjenbryn var ikke videre sympatisk. Hun fortsatte med at trække ham, indtil de var på land.

Ciel kunne ikke komme til fornuft, før han mærkede at han var kommet på land. Vandet ramte hans fødder og med et kravlede han længere op på land.
Skrækken var i hans øjne, da han først opdagede efter noget tid at der var en dame, han havde slet ikke opdaget hende, men han regnede ud selv at det måtte være hende som hjalp ham op.
"Tak" Sagde han stille og roligt, eller mere hans vejr trækning var lige lovlig, forpustet, men ellers prøvede han og være så rolig han nu kunne være, men det var veldig svært for ham.
Ciel så med et lidt roligere blik efter noget tid, han ahvde ikke hørt hvad hun sagde da hun havde fået ham på land, men da han så at hun sikkert havde spurgt om noget tænkte han lidt længere over det, men panikken havde taget over ham på det tidspunkt.
"Sagde du noget før da jeg stadig var i panik?" Sagde han og fortsatte da han kom i tanke om en lidt mere tanke, som han nok skulle fortælle til hende "Og undskyld jeg var sådan i panik, jeg har forbi for vand, eller hav og søer som denne, derfor når jeg sådan ja ikke har kontrol over mig selv, går jeg i panik" Sagde han roligt, men han så på hende.
Ciel så på hende, og så at hun ikke ligefrem lignede en som havde fået søvn, eller et bad i lang tid, men dog ville han ikke sige noget til det.
Han vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige, andet end vente på hvad hun ville gøre, for lige nu ville de sikkert begge blive forkølet, eller nok mere Ciel ville, men det var der vel ikke noget og gøre ved.

Ciel så væk et kort sekundt, og derefter op i himlen, og derefter ned på damen igen, han vidste ikke hvad hun var eller hvad hun lavede ude i skoven midt om aftenen, vidste hun ikke at det var farligt.
Tanken fløj væk igen, og han så ned i jorden, som var han pinlig berørt over sit panik anfald, og at han ikke kunne holde sig i skinde og selv få sig op af vandet, men måske var han blot sådan en lille mand, som bare ikke kunne styre sig selv.

'Sikke dog han snakker,' tænkte hun med et svagt suk og så på ham med et ret neutralt udtryk og en lille rynke over næsen.
"Det kan være ligemeget." Hendes stemme var hæs, men ikke fjendtlig. Han havde trods alt ikke gjort noget glat, ud over at sørge for, at hun frøs utrolig meget. Hendes ellers så dejligt varme tøj var hundekoldt. Hun stod og så ned på ham. Så sparkede lidt med det ene ben og vandet sprøjtede af hendes bukser. Hun blev nødt til at tage hjem til Terre nu. Men det var vel heller ikke så frygteligt skidt. Hun havde tilbragt noget tid derude efterhånden. Det var ved at være på tide, hun kom hjem og fik sovet ud.

Hun trak sin hætte ned og redte håret igennem med fingrene. Det gjorde det ikke mindre pjusket, men det fik det i det mindste til at holde sig væk fra hendes ansigt. Hun var rimelig bleg. Hendes hud lyste i måneskinnet.
"Så var det dumt af dig, at gå så tæt på vandet." Hun så ned på ham og rakte en hånd ned for at hjælpe ham op. Mon han kunne stå efter den tur, han lige havde været igennem? Han måtte være langt mere udmattet end hun var. Men han havde selvfølgelig også været i vandet noget længere og det kolde vand må næsten have fået ham til at besvime. Det var heldigt for ham, at hun var kommet så hurtigt. Det var dog også stupidt at gå rundt i skoven om natten, når man ikke kendte området. Hvad havde han dog troet, han havde haft gang i?
"Jeg burde nok hjælpe dig hjem. Du går sikkert snart i chok." Hun rynkede på brynene. Hun havde intet imod at følge ham hjem. Men hun anede ikke, hvad hun skulle gøre, hvis han rent faktisk gik i chok. Det eneste, hun vidste, man skulle gøre, var at sørge for, personen fik noget at spise, så deres blodsukker steg. Men de var midt ude i en skov, så det var lettere sagt end gjort.

Ciel vidste ikke ligefrem hvad der var sket, men dog så han lidt forvirret ud.
Han sukkede lidt tungt, men tog det i sig igen, han var lidt mubset over det hun sagde, men det var jo blot på den måde at han skulle havde det.
"Når, man ikke ligefrem er helt ædru er det lidt svært og se om der var et træ eller ej, men jeg faldt istedet for ivandet" Sagde han lettere tænkende over det han havde sagt, han var godt tænkt sommelig når han var fuld, men da han hørte at hun ville hjælpe ham hjem, var han lidt overrasket.
Ciel var ikke van til at høre en dame sige at hun ville følge en hjem, men dog var det jo sådan nogle gange at der var venlige mennesker/væsner.
Ciel tog imod hendes hånd, og fik sig op på benene, han så lidt på hende, men tog blikket væk efter noget tid.
"Jeg går ikke...... Okay måske kan det ske, men jeg er ikke sikker" Sagde han lidt alla et hakkende computer.
Ciel så op på himlen og tænkte hvis det var hun boede langt væk, skulle han nok selv komme hjem hvis det var.
"Jeg bor i gågaden i terre, så hvis det er for langt væk fra dig hjem skal jeg nok selv finde hjem, hvis jeg kan" Sagde han og et let smil og grin undslap hans læber.

Ciel gav et let vink til om de skulle gå, inden de begge frøs ihjel, han vidste at det ville blive mere køligt nu længere klokken slog.
Han håbede lidt at hun vidste hvad han hentydet til med vinket, han vendte rykken til hende og begyndte og gå stille og roligt.
"Tak for hjælpen, og navnet er Ciel" Fik han sagt ud af den kolde vind der kom flyvende stille i luften.

Da han havde fundet balancen igen, slap hun hans hånd. Hendes ben rystede svagt af kulde og hun handlede lidt på impuls. Hun tog bukserne af uden at tænke på, om han blev forlegen eller ej. Desuden var hendes hættetrøje så stor, at den gik til midt på lårene, så det kunne være fuldstændig ligegyldigt.
Hun vred sine bukser, som om det havde været en vaskeklud, og vandet rendte fra hendes hænder og ned i græsset. Hvis hun fik vredet bare noget af vandet ud, ville de ikke være så tunge og kolde.
"Hvad mener du med, du ikke går?" Hun hævede det ene bryn og så op på ham. Bukserne i hendes hænder var meget krøllede, men de så i det mindste ikke ud til at være helt så gennemblødte.

"Jeg bor også i Terre," mumlede hun mens hun tog sine støvler af og hældte vand ud af dem. Hun fik mudder mellem tærene, men det var bedre end at gå med vand i skoene. Hun tog støvlerne på igen og så bukserne. Det ville nok have været klogt at gøre det i den modsatte rækkefølge. Hendes store støvler satte sig fast og hun måtte rive lidt for at få dem igennem buksebenene. Hun priste sig lykkelig for, at hendes hættetrøje ikke var blevet våd. Hun ville ikke smide den foran ham. Også selvom hun ikke var specielt blufærdig.

"Godt at måde dig, Ciel." Hendes stemme var ret følelsesløs, men ikke fjendtlig. "Men jeg håber ikke, vi ses på denne måde igen." Hun begyndte at gå imod Terre. Hun kendte skoven ud og ind efterhånden.
Det var med vilje, hun ikke sagde sit eget navn. Hun vidste ikke helt, om hun havde lyst til, at han skulle vide det. Af en eller anden grund, hun var usikker på.