søen, et roligt sted? (Destiny)

s: søen
v: luften er kølig, himlen en smule blå med en masse skyer
o: træer, buske...alt muligt natur rundt om søen
t: eftermiddag, lige snart aften

En ung mand satte sig roligt på en sten tæt på søens bred og vand.
Han strakte sig siddende til det sagde knæk i hans ryg og skuldre og mærkede svagt smerten i nakken, det var en dårlig vane han havde fået, med et strække sig hele tiden til det sagde knæk og det var efterhånden begyndt at gøre lidt ondt.
Han havde en sort jakke på, dog var ikke helt så koldt så den var åben og afslørede en mørkegrå T-shirt. Ellers havde han nogle mørke bukser på og bare fødder.
Hans mørkebrune hår strittede let, hans mørke øjne så mod søen.

Han overvejede det hele igen, som han havde gjort lige siden han var vendt hjem til hytten i går, hvad skulle han? Skulle han være med i kaosset her omkring? Den evige magtkrig? Eller skulle han rejse videre? Han havde jo håbet at finde et sted hvor han kunne leve lidt i fred, men på en måde var det her også spændende, han håbede lidt på en rolle i det hele som han der viste en masse, ham der var nyttig, men det skulle han nok kæmpe for. Han tænkte tilbage på de personer han havde mødt, folk var underlige heromkring, virkelige opmærksomme på at være sig selv....og derved underlig, dejligt frit, men stadig skørt. Og alle prøvede at være så truende som muligt.
Han sukkede svagt og så sig lidt omkring, træerne, buskene, planterne i det hele taget der var hele vejen rundt om søen, det hele...Her i skoven var der mest fred, følte han, her var det ,mest skønhed tilbage, byerne var beskidte og ulækre, og fuld af dumme mennesker, men også der andre væsener var mest aktive. Pludselig ønskede han at være sammen med nogle af de magtfulde, sørge for en masse mennesker døde...Han elskede at eksperimentere lidt, finde skøre måder at slå folk ihjel på, lidt som at lege med det ville nogen vel sige. Han rejste sig fra stenen og lod en hånd glide gennem sit hår mens han så på vandet...Vandet var altid så roligt, så bare på, var bare...sig selv hele tiden, forurenet eller ej, det var der bare. Han kom i tanke om at han ønskede sig en slave, han havde hørt om slavemarkedet og alt det der, men det lød...p åen måde lidt svært at blive slavemester....og man skulle vist slås en del, ikke fordi det var et problem...han var bare en smule doven.

Hope (Destiny) havde gemt sig bag nogle træ, da en mand var kommet. Hun vidste ikke hvem det var, hun kendte nu hellere ikke nogen her i byen eller i landet. Hun vidste nu hellere ikke hvad for en fyr han var, hun var på en måde lidt bange for ham. Hun havde hørte sig meget om krigen om det, det gjorde hende bange. Mest bange for at møde nye mennesker eller andre racer, da hun aldrig ville kunne se hvem der var de ’onde’. Når hun nu tænkte over hvem der var ond og god vidste hun endelig ikke. Hun kendte hellere ikke rigtig til noget af det hele, kun at hun skulle passe på sig selv. Hun havde hænderne mod stammen, hun pressede sig lidt op af den. Hun kiggede på manden, han så endelig ikke så farlig ud, men hun ville stadigvæk passe på. Hun havde en hvid kjole (Ava) på og bar fødder, hendes hår hang fri bag hende.
Hun var begyndte at passe mere og mere på, især efter hun havde været ved slavemarkedet. Hun vidste at der kunne hun nemt ende om ikke så lang tid. Hun havde ikke helt lyst til at bruge sin liv på at være slave, eller det gik vel an på hvem hun skulle være slave før. Men selv tanken om at være slave kunne hun ikke li. Noget af hendes hår fandt ned i øjnene på hende, hun pustede det let væk. Hun kiggede på manden, hun tænkte lidt på hvad han lavede nede ved søen… Hun tænkte lidt på det, men kunne ikke finde noget svar. Hun kom med et lille suk. Hun burdet ikke være her mere, hun ville nemt blive fanget af ham, hvis han vel var ’farlig’. Men hun ville blive, bare for at se hvad han gjorde, det var på en måde spændende for hende, så kunne hun vel træne lidt i at være lydløs. Hun trak vejret så let som hun kunne, hun vidste dog ikke om han kunne høre hende. Hun fulgte han blik ud over vandet, hun blev lidt rolig ved at kigge på vandet. Vandet havde et slags bånd med hende, selvom hun var bange for vand. Vandet var hendes element sammen med at hun kunne forvandle sig til et dyr, normalt var det en kat eller ulv/hund.

Han så væk fra søen og omkring sig, han syntes han fornemmede nogen der belurede ham, hvem? Hvad? Og hvorfor? Han vidste det bare, det var nogen...
Hans blik gled rundt på omgivelserne, der var masser af steder at gemme sig, masse af skygger og træer samt buske, plus at natten var på vej.
Han lukkede øjnene lidt og lyttede, først var der helt stille, nogle dyr der puslede omkring...vent, var der ikke noget der lød som vejrtrækning? svagt, men var det der ikke? Han åbnede øjnene igen og så derhen ad hvor følelsen af beluring var kommet fra, samme sted som lyden af svag vejrtrækning.
"Hallo der, fremmede, kom frem!" han ville ikke gøre noget endnu, men vente til han havde set hvem og vidste hvad den person kunne, om der var fare? Eller om der skulle slås? Han holdt sig klar i tilfældet af at der ville komme et pludseligt angreb.
Hans mørke, hemmelighedsfulde, øjne gled rundt p omgivelserne.
Han begyndte stille at nynne for sig selv for at holde sig rolig, normalt var han ret tålmodig, mens han andre gange absolut ikke var. Han mærkede et køligt vindpust, men tog sig ikke af det, der skulle mere til før han frøs.

Hope kiggede ind mod stammen, da han lod blikket glide rundt, hun skulle ikke lige kigge ham i øjne. Hun vidste ikke helt hvad der ville ske hvis hun kigge han ind i øjnene, jo han ville få øje på hende, men hvad mere? Hun ville ikke tag den chance lige nu. Måske senere, hvis han ikke lagde mærke til hende. Hun stod helt stille, men hun trak stadig vejret. Hun trak vejret hurtigere, da hun blev lidt nervøs for at han skulle opdage hende. Hun lukkede øjnene, og pressede sig mere ind mod træet hun gemte sig bag ved.
Hun hørte lyden af hans stemme, hun fik lyst til at kigge på ham igen. Hun bed sig let i underlæben. Hun ville sikkert ikke kunne gøre noget, hvis de skulle slås. Hun kiggede kort bag sig, hun ville ikke kunne nå at løbe væk. Så hurtig var hun hellere ikke til at løbe. Hun havde vel så kun et valg? Eller måske to? Hun kunne gå frem mod ham som et menneske. Eller så kunne hun gå frem mod ham som et dyr? Hun legede kort med tankerne. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun blev stående kort tid. Hun flyttede sig let, så hun kunne kigge på ham igen. Hun udgik hans øjne, for måske havde han ikke set hende.

Nogle bevægelser nær et træ, en forhøjet vejrtrækning.
Han smilte grumt og lod sine planter glide op af træstammen og vis nogen stod op af den, også den, ført stille og roligt, folk opdagede det som regl først når de ikke kunne bevæge fødderne, så op af benet, det var nu folk begyndte at skrige i overraskelse.
Han håbede der stod nogen og at han nu havde forhindret personens flugt, men det var mest et gæt, personen kunne også være sat i løb nu og skyndte sig væk...dog ville det nok have larmet lidt mere og lige nu var der ret stille.
En ugle tudede et sted, et tegn p ådetvar ved at være aften, mørket var også begyndt at sænke sig over stedet og han kunne allerede se de første stjerner. Nå, pyt, det var godt for effektens skyld.
"Hvem har sagt jeg vil dig noget ondt?" sagde han og begyndte at så hen mod stedet, han nærmede sig hurtigt.
"Jeg er bare nysgerrig" hans stemme røbede intet andet end nysgerrighed, men han havde nogle andre ting i tankerne.

Hope kiggede på ham, hun fik øje på hans grumme smil. Hun fik let kuldegysninger ned af ryggen over hans smil. Hun skulle være gået, eller gået frem mod han da han kaldt. Hun sukkede stille, hun var sikker på at han havde set hende. Hun mærkede noget ved hendes fødder, hun lade dog ikke mærke til hvad det var. Hun tænkte ikke over at det var noget som tog fat i hende, før det kom af hendes ben. Hun kiggede ned, og fik øje på planterne om hendes ben og træet. Hun fik mest lyst til at skrig op, men hun holdte sig dog roligt. Hun prøvede at komme væk, men hun sad fat i det. Hun hørte hans stemme igen, hun vidste ikke om hun skulle svar. Hun kunne ligeså godt bare svarer. Hun var jo fanget og kunne ikke komme nogen sted hen nu. ”Ingen,” sagde hun klart, men hun havde en stille og urolig undertone. Hun kiggede på ham, hun bør sig endelig ikke om at sidde fast. Hun havde ikke tænkte over at det var hans skyld at hun sad fast.

Han trådte om bag træet og lod øjnene glide over kvinden der stod fast bag det.
"Halløj" smilte han blidt og så på hende
"Mine planter er lidt ustyrlige..." sagde han, hvad lavede hun dog? Hvorfor var hun ikke bare kommet frem? Hun var sikkert en af dem der var blevet skræmt i løbet af krigen og nu ikke turde stole på nogen. Ærgerligt.
"Jeg er sean, jorddæmon" bare til vis hun ikke havde gætter det, han forventede nu hun præsenterede sig.
Han lænede sig op af et træ der stod lige over for hende med armene over kors og så på hende, beroliget af at hun ikke kunne løbe sin vej før han ville det.
"Hvorfor kom du ikke frem? Så havde du kunnet undgå alt det her...jeg ville dig jo intet ondt...endnu" smilte han drillende.

Hun kiggede på ham, hun lod mærke til at smilte. Hun rynkede panden let sammen, okay hun havde taget fejl af ham. Hun sukkede stille af sig selv, det lignede bare hende at gøre det. ”Goddag, eller mere godaften,” sagde hun stille med en blidt og små urolig undertone. Hun bevægede lidt sin hånd mod vandet, hun fik en lille kugle vand i hånd. Hun kiggede ned på det, hun rystede let over hele kroppen. Hun prøvede at trække vejret normalt, før hun lod det falde ned mod planterne. Hun trak med et vejret normalt igen. ”Du skal vel bare træne lidt,” sagde hun stille med en små drillende undertone. Hun kiggede over skulderne mod ham, hun stod jo med ryggen mod ham. ”D…. Hope, animagus med vand elementet. ” Hun svarede ham ikke på det sidst. Hun vidste hellere ikke hvad hun skulle svarer, hvis hun skulle svarer ham. Hun lod blikket glide over mod vandet igen. Hun bør sig endelig ikke om vandet, selvom det var hendes element. Hun var vel på en måde bange for vandet…

Han studerede hendes vandkugle og hørte på hvad hun sagde. Han måtte beskytte sig selv, vis hun nu skulle finde på at kaste vand mod ham, ikke fordi han var bange for vand, men vand i store mængder eller vis det ramte en hårdt, kunne sagtens være farligt. Dog ville det ikke ødelægge hans planter som jo mere blev næret af det.
Han trak svagt på skuldrene og elskede hendes lidt drillende tone.
"Aha, nej, kender allerede min evne godt nok" sagde han og lod planterne visne og glide ned fra hendes ben for at vise han ikke ville hende noget ondt. Dog lod han dem være over hendes ene fod.
"Bare for du ikke starter med at stikke af, vil jo stadig godt snakke med dig? Men du gider sikkert ikke snakke med mig...Ved du hvor deprimerende det kan være at være dæmon? Alle læber skrigende væk eller forsøger at indsmigre sig..." han sukkede og så på hende, hvad mon hun tænkte? Gid han dog kunne styre sig anden evne!

Hun kiggede videre ud over vandet, hun skulle vel snart tag og tag sig sammen? Altså med at lære sin evne at kende? Hun mærkede hans blik på hende, hun var dog helt rolig ved det. ”Det er vel kun godt,” sagde hun smilende med en blid undertone. Hun burdet lære at kende sin evne. Hun kunne jo godt styrer den, men hun var pænt bange for den. Hun havde engang godt kunne li vand, hun tænkte tilbage på dengang. Hun sukkede stille, før hun vendte sig imod ham. Hun havde et venlig og blidt smil hen over sine let lyserøde læber. Hun bukkede sig ned mod hans plante. Hun lod sin hånd rør ved den, næsten som det var et dyr hun rørt.
Hun var ikke bange for ham mere, hun kiggede op på ham. Hun lagde hovedet let på skrå. ”Rygter siger jo også at de er farlige… Men så farlig kan nogle være. Men hvem siger endelig at alle dæmoner er sådan?” Hun trak let på skulderne af noget af det han sagde.

Han så lidt på hende og på vandet og nikkede lidt til det hun sagde, noget sagde ham at hun ikke var helt så glad for vand selv om det var hendes evne.
"Hvad med din evne? Træner du bare lidt eller har du styr på den?" spurgte han og rettede sig op fra træet mens han lod de sidste planter slippe hendes fod. Han trådte forbi hende og gik ned til søens kant igen og så ud over den, på den anden side var der den...mere døde del af det hele, der levede ikke særlig mange planter og var i det hele taget bare dødt. Mens der har var friskt, lidt underligt så tydeligt forskellen var.
Mørket sænkede sig over dem efterhånden som aftenen sænkede sig over dem, han vente sig om mod hende og smilte lidt.
"Ellers er jeg interesseret i at se lidt mere til den?" så han havde en fornemmelse af hvor stærk hun var, måske, måske ikke, var det brugbart senere.

Hun fulgte hans blik mod vandet, det var stadig så rolig. Hun flyttede lidt urolig på sig. ”Jeg har styr på den, og kan bruge den,” sagde hun bare, hun havde ikke nogen undertone på denne gang. Hun gik lidt efter ham, men stoppede et stykke væk fra vandkanten. Cirka 20 meter væk.
Hun kiggede over på den anden side kort, hun kunne ikke helt li tanken om hvad der var sket derover. Hun gættede sig dog frem til at det havde noget med en eller anden krig at gøre. Hun lod mærke til at mørket kom frem, hun kiggede op. Hun mærkede lidt vind omkring dem, hun kunne mærke lidt kulde, men tog sig ikke af det. ”Hvad mener du?” spurgte hun stille med en blid undertone. Hun vidste ikke helt hvad han mente med ’den’. Hun tænkte lidt over hvad han kunne mene, men kom ikke rigtig frem til noget. Vinden legede let med hendes hår og kjole.

"Til din evne?" sagde han og så mod hende, virkede hun ikke lidt...?
"Er du bange for vand?" spurgte han og gik hen til hende, men stoppede lidt fra hende for at hun ikke skulle blive bange for ham også, han så kort over til den anden side af søen...sådan mente han det altid havde været, men han kunne jo ikke vide det.
han så på hende igen
"Hvor god du er til at styre den" sagde han

//løb lige tør for krea^^//

Hun sendte ham et stille og venligt smil. ”Nårh… Okay, det må du vel godt…?” sagde hun smilende med et lille grin, da det gik op for hende hvad han endelig mente med ’den’. Hun kiggede kort på ham, før hun lod blikket glide ud over vandet igen. Hun hørte ham, hun gøs kort. Hun fulgte ham let med øjnene, mens hun tænkte på hvad hun skulle svarer. Hun var jo bange for vand, men det virkede jo mærkelig at hun var bange for vand, når det var hendes ene evne? Hun pustede stille ud.
”Ja, jeg er bange for vand,” sagde hun stille, hun kiggede ned i jorden. Hun var små flov over at sige det højt. Hun tænkte tilbage på sin fortiden. Hun gøs kort igen. ”Jeg kan lave det mest med vand… Så længe jeg ikke mister kontrollen, det ville sige så længe jeg ikke bliver helt bange for vandet.


//Helt okay ^^

Han så lidt på hende og nikkede.
"Hvorfor at du bange for det? Jeg mener...hvad har gjort dig bange for det? Hvad har du oplevet?" han vidste selvfølgelig ikke om hun gad snakke om det, et vildt gæt, vis hun gad var det jo bare plus, så vidste han den portion viden til en anden gang...og måske kunne han hjælpe hende lidt med det? Så ville hun vel ikke angribe ham næste gang fordi hun ville huske det? Utroligt som man kunne prøve at se frem i tiden, men igen, man vidste jo aldrig hvad der kunne ske hvornår, eller hvornår man havde brug for nogen med en god evne eller måske bare et forhold til en. Han satte sig ned p åen sten og så på hende.

Hun kiggede lidt på ham, hun vidste ikke helt om hun skulle fortælle det til ham. Hun tænkte lidt på hvad der kunne ske, måske kunne de blive gode venner… Eller noget mere? Hun slog lige den tanke ud af hoved, hun smilte dog sødt til ham. ”Vand er bare ikke lige mig… Mere. En oplevelse…” Sagde hun stille, hun kiggede ud over vandet. Hun tænkte tilbage på det. Hun satte sig ned på jorden. Hun trak benene op under sig.
”Jeg var engang meget glad for vand, svømmede tit og lege med det. Men en dag… Kan jeg vel for langt ud, og var ved at drukne,” sagde hun stille. ”Jeg var så uheldig at jeg var alene hjemme på min mormor gård.”

Han nikkede lidt og sagde ikke noget, måske var han heldig? han havde i hvert fald pli nok til at lade som om det var noget stort, det var jo ikke hver dag folk øsede ud af deres oplevelser.
"Jeg formoder du overlevede" det sagt lidt på en måde så hun ikke behøvede afslutte det vis hun ikke ville og lidt p åen måde så han håbede hun smilte lidt igen.
Han rejste sig og gik hen og satte sig ved siden af hende, frygt var noget stort at arbejde med, han havde det også selv, han havde prøvet at vænne sig selv af med dem, vænne sig til tingene, røre ved tingene, se på dem, føle dem...men altid var det endt hvor der startede. Ved den stadig lige store frygt. Ellers også havde han bare ikke tålmodighed til at der skulle gå den tid der skulle? I hvert fald havde han opgivet det selv.

Hun lod ikke rigtig mærke til at han nikkede lidt. Hun rystede let over det hele. Hun kiggede ned på sine kræ, hun tænkte over hvorfor hun var bange for vand. Det var endelig hendes ting, hun kunne jo styrer den. Så hvad var det endelig hun var bange for? At drukne igen?
”Ja… Jeg overlever, ellers ville jeg vel ikke sidde her i dag?” sagde hun med et stille smil hen over læberne. Jo, hun overlevede dengang. ”Min bror nåede lige at komme der over for at hente mig. Han kaldt mange gange, og til sidst kunne han vel se mig ud i vandet… Jeg overlevede det, men det gjorde han ikke. Jeg ved endelig ikke hvad der sket,” sagde hun stille med et suk. Hun kiggede ud over vandet. Hun ville helst udgå hans blik lige nu. Hun havde svært ved at komme over hvad der sket dengang.

Han nikkede lidt og mærkede at det var svært for ham at være rigtig trist for hendes skyld, så i stedet sad han bare og stirrede ud over søen.
"Jamen dog" sagde han så, to ord som altid havde hjulpet ham i forskellige situationer, to ord der næsten altid kunne siges og man skulle bare lave lidt om på tonefaldet, så virkede det. Folk nikkede som regl eller afsluttede med at sige en eller anden slutning som: det var også længe siden, det skal vi ikke tænke på nu, eller: ja, men det er så trist at tænke på, skal vi ikke lave noget andet?
Han rejste sig og gik ned til vandkanten og satte sig, her lod han blidt sine fødder glide ned i vandet, vandet var dejlig køligt og han mærkede en slags...tilfredshed.

Hun lagde armene om benene på sig selv med et lille suk. Hun kiggede udover vandet, før hun lod blikket glide ned over ham igen. Hun synes ikke helt at han var farlig mere. Hun tænkte lidt over det hele, hun synes endelig at han var okay, ikke noget farligt.
Hun tænkte lidt på hvad han sagde, hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hun svarede ham ikke, da hun ikke ville sige noget forkert, så hun selv blev for trist. Hun sendte ham dog sødt smil.
Hun fulgte ham med øjnene, hun havde ikke lige tænkte sig at gå efter ham, da han gik i vandet. Hun smilte små drillende. Hun bevægede stille sin hånd mod vandet. Noget vand kørte lidt op af hans ben, og noget andet vand kom legesygt frem mod ham.

Han så ned da han mærkede at lidt mere end hvad han selv ville blev vådt, vandet nærmest overfaldt hans ben og han så der var endnu noget vand på vej mod ham. Han sprang baglæns op på bredden og fjernede sig for den vandbølge der kom i mod ham, han vendte sig om mod hende, men det var tydeligt han ikke selv syntes det var sjovt, han hade at bade i søen eller i havet, han hade at være tynget af vægten fra vand i hans tøj og han holdt virkelig ikke af folk øsede vand på ham.
Pludselig blev hun omringet af en masse planter som greb fat i hende og løftede hende ned til søens kant og lidt ud over den, dog så hun ikke rørte vandet, planterne var stærke og holdt godt fast, de ville kun give slip på hans kommando.
"Du var bange for vand ikke?" snerrede han, hun havde jo bare ment det for sjov, ja, men uden at kende hans grænser, de kendte jo ikke engang rigtig hinanden! Han kunne ikke fordrage når folk lavede sjov med ham.

Hun kiggede på ham, hun havde et drillesygt smil hen over læberne. Hun var nogle gange stadig legesyg. Da hun så at ikke lige var så glad det, lod hun vandet falde tilbage til søen. Hun var vist ikke den eneste som ikke kunne li vand? Eller noget lignede. Hun havde dog ikke tænkte over at det kunne være at han ikke synes det var sjovt. Hun kiggede på han, hendes smil var mere eller mindre uskyldig.
Hun mærkede planterne mod sin hud, hun rynkede panden let. Men et vidste at hun var gået for langt med vandet, hun burdet ha tænkte sig om. Hun rystede, da hun kom over vandet. Hun kiggede ned, hendes blik var skræmt. Hun var bange, virkelig. Hun ville nok tænke mere over hvad hun gjorde i fremtiden. Hun forsøgte ikke at komme fri af planterne, men i stedet for at blive ved dem. Hun havde ingen planer om at komme ned i vandet, hun skulle ikke rør det.

Han så at han fik den forventede reaktion og lod hende dumpe tilbage på bredden.
"Tænk dig om en anden gang" sagde han og lød med et træt.
Han satte sig ned på en sten og så ligegyldigt ud over stedet.


//Har en dårlig krea lige nu, dog føler jeg at jeg burde svare dig&///

Hun sukkede stille, hun pustede stille da hun kom ind på bredden igen. Hun kiggede ned, hun kiggede på vandet. Hun vil nok altid huske at tænkte sig om, før hun gjorde noget. Hun lukkede kort øjne, og pustede lidt. Hun var blevet en smule mere bange for vand. ”Ja….” mumlede hun svagt som svar. Okay, hun kendte ham lidt bedre. Hun vil endelig godt lære ham at kende, men lige nu kunne hun ikke få sig selv til at sige noget. Hun kiggede kort på ham, som om at han kunne finde på at gøre det hele engang til.
Hun kiggede tilbage ud over vandet, hvorfor var hun så bange for vand? Hun skulle ikke ha været gået ud dengang, hun var små sur på sig selv lige nu. Men hun var også vildt bange.

Han sukkede svagt og rejste sig op igen og så på hende
"Slap af, jeg gør det ikke igen...måske" sagde han, det kom jo an på om hun havde lært at tænke sig om.
Han strakte sig så det kunne høres og rystede sine arme kort.
"Nå, men hvad så?" spurgte han
"Hvor kommer du så fra?" man kunne jo lige så godt få en samtale i gang.