Ny på skolen (alle er velkommen)

T: 14:00
O: en masse elever
V: solskin
S: skolen



Det var en solskins dag i Terre. Og på skolen i en af de mange klasse sad Aliadina en 17 år gammel vampyr pige, lige nu havde hun fransk hun sad i det mørkeste hjørne af klassen da hun ikke måtte være i solen. Ellers ville hun brænde op og Aliadina var datter af en rig og magtfuld vampyr far og havde 5 støre brøder, som alle havde være et natjob inde i byen og efter som hun kun var 17 år måtte hun ingen ting. For sin far da han var bange for at midste sin eneste datter

Påklædning: sin lange sorte jakke med de mange hjemmelavet lommer.
Lange sorte læder støvler(slutter lidt under hendes knæ)
Sorte leggings.
En mørk rød lang armet tøje.
---------------------------------------------------------------------------------------------

Hun havde været på skolen siden midnat, hun havde en del papier at gå igennem fra hendes elver, en af de andre lære havde sagt til hendes solen var højt på himlen denne dag, så alle vampyre skulle blive i kælderen. Lidt efter hørte hun det gennem højtalerne, hun friste til sig selv.
Tænk at nogen vampyre skulle have det at viden for ikke at gå ud med deres kæreste, eller ikke gå helt ud, men langt nok ud af til det blev farligt for dem.

Hun havde intet modul i denne time, så hun havde flyttet sig ud i gangen. Hun elskede at lyttede til elvernes samtaler, hun fik ofte nogen sjove ting at vide, eller nogen sjove historier.

Hun havde sin føjte ved sin side mens hun sad og rettede i papiererne.

Aliadina sad helt bagerst. I klassen hun havde ingen venner i sin klasse fordi mange hade fordomme, om at hun var onde og modbydlige og kun gjorde som. Hun selv ville og ikke gjorde noget for at hjælpe andre selv om det var løgen alt sammen, hun var klassens flittiste pige og den smukkeste

Nogen drenge gik forbi hende, de snakkede om hende den pæne vampyr, de bagtalte vampyr delen af hende. Hun reste sig og kikkede på så de to drenge, "få nogen manere!" Sagde hun venligt men med et klang af alvor til dem. Hun samlede sine ting sammen,
Der efter gik hun ind i lokalet de kom ud af, der sad en smuk ung pige ende i hjørnet som de havde sagt. Hun gik langsomt ned mod hende med et smil på læben, stort nok smil til man kunne se hendes tænder.
Hun satte sig på bordet foran pigen, lagde sin føjte ned ved sin vestre side, oven på papierne.
"Noget galt min ven?" Sagde hun venligt til pigen foran sig, hun beholdt sit smil på læberne.

" ååh frøken. Nej der er ikke noget sidde bare og tegner lidt ind timen starte selv om, jeg er ved at være træt af at alle ander hakket på mig bare fordi jeg er vampyr. og er den flittiste i hele klassen så ned gøre de mig og det er jeg så træt af " sadge Aliadina, og sukke kort og tegen en smuket billede af sit barndoms hjem.

Hun rettede blikket mod pigen, som pigen svarede på hendes spørgsmål.

Sagde hun at hun blev mobbet fordi hun er flitti? Og fordi hun er vampyr?! Det var lige lovlig groft! unge og deres manere!
Mens hun fik det at vide tog hun hænderne på kors over hendes brystkasse.

"Unge kan være nogen spader nogen gange, meget omkring sådan noget her. Tror ikke det er fordi du er en vampyr de mobber dig, lille ven." Sagde hun venligt, hvis man lyttede godt efter kan man godt høre hun er mildt irriteret.
"Der vil altid være nogen der bliver 'holdt' nede når andre vil virke bedre end hvad de endelig er" Hun beholdt det venlige klang i sin stemme. Hun førte øjne ned på hendes tegning og studerede den lidt, hun lænede sig lidt frem for at kunne studere den mere effektivt.

" de bryder sig ikke om mig. I sære ikke når jeg blive vred vis de tier mig for meget " sagde Aliadina, og begyndte at tegen vider på billedet hun var en søde og ærelig pige. Og hun kunne bare ikke lyve over for nogen slet ikke

Hun vendte hovedet lidt på skå, mens pigen snakkede.
"En skam de går dig sådan på, Hvad med at finde en metode til at kunne slappe af? Meditation? Eller Grounding?" Sagde hun med en venlig stemme. Hun rettede på sin jakke, så den faldt ned omkring bordet.
Hun førte begge hænder ind på sit lår og flettede finger med sig selv.

"sådan har det altid være. Og da min mor leve for længe siden hun død, da jeg var 3-4 år gammel " sadge Aliadian og så ned på sit billede hun tog. Et nyt stykke papier frem og begyndte at tegen sin mor som hun hukse hende,

Pigens svar gjorde sådan hendes blik skiftede fra glad og munter til lidt mere sorg.
"Det er jeg ked af at høre min ven, kan huske hvordan jeg reagere på min mors død. Var ikke en god ting, Hvor har du det med det? Stadig ked af det eller?" Sagde hun med en bekymret stemme. Som samtalen gik over på noget med sorg, begyndte hun at bevæge sine finger rundt om hendes egne finger.

" jeg saven hende meget. Selv om det er ved at være så længe siden nu men det smerte mig, endnu at min far ikke sørger over hende og heller ikke den dag hun blive dræbet " sagde Aliadina of brgyndte at græde hvorfor skulle hendes mor også død dem dag,

Som tårende faldt hos vampyr pigen, endte Hun hurtigt foran hende. Og førte hendes hoved ind på hendes skulder, "Så Så min lille ven, Slap af" Sagde hun i et forsøg på at få hende til at slappe af. Hun førte hendes hoved ind på siden af pigens.

En skam med pigens mor, uheldvis mødte alle deres modgang, dog var det ikke alle der mødte den samme modgang. Pigen lød til at have det svært.

" siden min mro død. Har min far hadet mig såm pesten " græde Aliadina stille, hvorfor hadet hendes far hende så meget som han gjorde pog hvorfor sloge han altid Aliadina. For den mindste ting hun gjorde forkerte det var altid hende, som hans vrede gik ud over og aldrig hendes brøder

Mens pigen talte holdt hun hendes hoved på hendes skulder. Sikke en mørk fortid, en skam den pige havde det sådan. En skam nogen havde det sådan.
"Shhy min lille ven" Hun holdt sig hoved tæt på pigens men hun ville gøre hende glad igen. "Fortæl mig om noget du finder rart, mange detaljer"
Hun havde en plan til at forbedre pigens humør, men krævede hende samarbejde. Hun ville vise hvad pigen forklarede. Ved hjælp af illusioner.

" en at se skovsøen i måneskin. Og en smuk sommenat på stranden er de ting jeg holder meste af. Det var også min mors yngligesstede jeg var der mange gang. sammen med hende når jeg var hos hende selv om jeg ikke var så tit, hos hende fordi far menst at jeg skulle lære min stedmor at kende. Men siden min riigtig mor død har mit lige være et rent helved " sadge Aliadina

Hun lukkede øjne som pigen forklarede om stedet. Et smil kom frem på hendes læber, som billedet kom frem i hendes sind.
en sø i måne skin. Hvis hun slappede af der, så skulle hun se en.
hun træk sig væk fra pigen og satte en hånd på gulvet. Lukkede øjne og satte hele sit fokus på det hun var i gang med.
En cirkle på gulvet omkring hendes hånd blev sort, og den gik langsomt i gang med at vokse. Efter lidt tid kom billede af en sø frem i den sorte cirkle. Ud af det blå voksede cirklen sig om til loftet, så de to var inde i den. Det hele skiftede nu farve, og flere billeder kom frem i det.
Det så ud så om de to stod på vandet, lidt foran dem var fuld månes reflektionen i vandet. og omkring søen var der en skov. himlen var klar, men månen var ikke der oppe.
Hun vendte sig mod pigen, det eneste der var taget med fra klasse værelset, var bordet pigen sad ved. Det på bordet og piger, samt hende selv.
"Bedre nu?" Sagde hun med en venlig stemme mod pigen.

Aliadina nikke en smule. Det var lidt bede nu men det var ikke meget hun satte sig bare ned igen, med et suk hvorfor kunne hun ikke bare være død som hendes mor var. Og ikke skulle leve med en far som slog hende altid og med brødre som altid, var efter hende uden hun havde gjordet dem noget som helst.

Hendes øjne gik langsomt op igen, hun åndende ud og søgte pigens øjne. Hun havde ikke set nikket, så hun troede ikke det havde hjulpet. Hvilket fik hende til at sukke, hun vidste ikke helt hvad hun skulle mere gøre for denne kvinde, men noget blev hun vel nød til at gøre noget mere end hvad hun lige havde. Hun knipsede med sin højre hånd og illusionen forsvandt.

Hun åbnede sin mund en lille smule, så om hun skulle lige til at sige noget, men kunne ikke så sig selv til at sige det hun skulle til at sige. Så hun valgte ikke at sige noget, bare kikke på pigen og lukke sin mund igen. Hun træk sig mod bordet lige bagved hende igen, satte sig oven på det og lod sit blik falde på kvinden. ”Er ked af du har det dårligt” forlod hendes mund, næsten så om hun selv var ked af det på kvindens behov.

Hun havde ingen ide om hvad hun skulle sige til kvinden, må være ubehageligt at leve uden en mor i den aldre som hun havde, det var svært at forstille sig hvordan det måtte være. Hun havde ikke selv hendes mor mere, men om hendes mor var død eller ej vidste hun endelig ikke. Det måtte hun være, da hun var et menneske. Så der var ingen måde hun ikke var død i til denne tid. Det var lidt over hundred år siden, hun havde sidst set hende, så hun måtte være død, enten som hun burde eller i et uheld. Det var endelig også ligemeget, hun burde fokusere på det der var foran hende.

Aliadina nynne en svaget sang. En som altid havde opmunter hende siden hun var lille, den minde om hendes lykkelig tid sammen med sin mor i skoven hvor. Aliadian var født og havde leve de første 3-4 år af sit live i skjule for sin far, ellers ville ha sloge hende ihjel da hun blive født

Blikket var stadigt mod pigen, men kun kort før den blev ført ned af igen. En melodi lyd igennem hendes hoved den udkom fra pigen, det var ikke svært at regne ud. Hun svingede stille sit hoved frem og tilbage i takt med melodien, ikke da hun kendte den, men det gjorde hun næsten altid ved musik. Som altid smilede hun som hun tog blikket lidt op af igen, øjne var stadig lukket.
”heh” Lød den stille fra hende som pigen sang, hendes øjne gik langsomt op og blikket faldt mod pigen.

Hun ville ikke afbryde kvindens sang, det var bedre bare at sige stille og lade hendes synge det hun ville synge. Tiden gik jo også, så hun skulle snart smutte over til de næste modul, kunne hun bare forlade en kvinde der havde det sådan være? Havde hun det endelig dårligt? Det eneste kvinden havde sagt var at hendes mor var død, men det lød så om det var lang tid siden det var sket. Mon det havde været en positivt eller negativ død pigens mor havde haft? Ud fra hvordan pigen havde det lød det så om det var en af de negative.
Mon pigen boede alene med sin far nu? Jo, det måtte hun vel gøre.

Hun valgte ikke at sige noget til pigen som hun sang, bare lade hende synge sin sang. Blikket blev mod pigen, hun beholdt sit smil og åbne kropssprog som hun havde haft hele tiden.