Hvad du ikke ved, ved jeg //Alle er velkommen//

S: Quatre – Byens hotel. I stuen.
O: Væsner rundt omkring, men dog ikke så mange, som der plejer.
V: Det støvregner udenfor, men ellers dejligt lunt. Dog er det mørkt, selvom det dog er sommertid.
T: 19.45
__

Langsomme, slentrende fodtrin og en duft af cigaretter og underlig parfume meldte Ainos ankomst. Hun smilede og hendes hår var omhyggeligt uglet. Hun tog en stol, satte sig på ryglænet med fødderne på sædet og kiggede på den lille flok der sad foran hende. Røgen fra hendes smøg, fløj sensuelt rundt i lokalet. ”Velkommen”. Hun lod blikket glide rundt på den anspændte flok. ”Jeg ved godt at dette møde kommer lidt pludselig, men dette her skal overståes”. Hun satte albuerne på sine knæ, og tog et sug af smøgen. Folk mumlede stille, og en ung herre med en meget fornem hat rejste sig op, og rettede på sin jakkesæt. Han tog hatten af, og kiggede på Aino, som så stirrede tilbage. Aino gjort et nik, og manden rakte hende en lilla konvolut. Hun tog imod den, mens hun samtidig slukkede smøgen. Hun pustede det sidste af røgen ud af munden, mens hun lag konvolutten på sine knæ. Hendes fingre begyndte at tromme på konvolutten, mens den lille flok begyndte at tale med hende. De slappede tydeligvis mere af nu, ind da hun var kommet ind. ”Hør” sagde hun med en rusten stemme, og hendes hånd fløj op. Folk kiggede på hende, som om hun lige havde affyret et eller andet af. ”Jeg tænker over det. Mike, hold fast. Hun skal nok klare den. Hvis du er svag, er hun også det” manden i jakkesættet nikkede. Aino rejste sig op, da den lille flok begyndte at opløse sig. Det var på tide at hun tog af sted. Hun følte sig allerede 'ude'. Og når Aino følte sig ude, så var det skam ikke rart. Aino sukkede, og trak kort op i sine bukser så den ene ben var nede og det andet oppe. Hun kløede sig bag nakken. ”Grotte. Jeg skal nok hævne dig” hun kiggede imod døren, og nikkede til en mand. Han gav hende en tommel up, og forsvandt.

Støvregnen føltes ualmindeligt rart mod Zanes bare skuldre og bare bryst.
Det kølige vand gennemblødte hans lange, sølvhvide hår og løb stille ned over hans ansigt mens han bare stod og kiggede op i skyerne.
Tænk at han kunne nyde regnvejr så meget...
Zane rystede kort på hovedet og et lille smil bredte sig på hans læber.
Han kiggede over mod hotellet, hvor suiten ventede på ham med en blød seng... men han ønskede næsten at tage ud i skoven og sove der.
*Jeg har for meget af Velarian i mig...* tænkte han med et fnys.
Velarian, hans lillebror, boede sikkert stadig ude i skoven et sted... ikke som en rigtig Sortelver, men mere som en lyselver eller en Aspara.

Zane slog Velarian og skoven ud af hovedet, og gik over mod hotellets indgang. De automatiske døre åbnede for ham, og han trådte indenfor, gennemblødt fra top til tå, iført et par lange, mørke bukser og sorte læderstøvler. Hans overkrop var bar, som han havde for vane når vejret var godt.

Zane så sig roligt omkring og greb den alt for store og alt for udsmykkede, gyldne nøgle som receptionisten kastede til ham.
Nøglen til suiten, det dyreste og bedste værelse på hotellet.
Det var en af fordelene ved at være Zane D'tarion, tidligere Herre af Di Morga...

Aino havde knap bevæget sig, inden hun hørte larm bag kassen. Hotellet var jo stort, og når man var så 'mange' væsner i et sted, så var det vel normalt? Aino bevægede sig straks imod stedet, hvor folk havde samlet sig. Men idet hun tog den første skridt, var der en der greb ud efter hendes håndled. ”Det er risikabelt” en kvinde stemme slikkede sig op af hendes øre. Aino vendte sig hurtigt om, så hendes korte sorte 'afrikanske' hår piskede hende i hovedet. Hun løsrev sin arm fri, mens en snerren kom frem. ”De skal ikke røre mig” Aino sukkede. Hun vil bare væk. Det kunne hun ligesom godt komme til. Det var bare hende. Hvad manglede hun? Hun havde konvolutten, det var sgu da kun det hun var kommet for. Aino bevægede sig imod døren med hårde skridt. Hun stødte ind i en mand som åbenbart var kommet ind. Bar i overkrop og helt gennemblødt. Men Aino stoppede kun kort op, kiggede på ham, og gik. Hvad hun ikke så, var at hun havde tabt den lille konvolut. Konvolutten til hendes livs spørgsmål. Det var ligesom at smide et spædbarn væk. Så meget betød det. ”Find omgående min bil. Jeg skal sgu ikke nyde mere af det her” sagde hun til døre manden, som hun rakte et stykke papir. Han sussede af sted, og Aino lænede sig op ad væggen, mens hun kiggede over imod kassen hvor folk stadig skændes.

Han så stille efter den pige der var bumpet ind i ham.
*Tænk at have så travlt...* tænkte han, indtil han lagde mærke til skænderiet ved kassen.
Han hævede irriteret et øjenbryn og lagde armene over kors.
"Tag den der latterlige diskussion et andet sted, eller jeg lover jer at i får en meget lang nat!" sagde han iskoldt, og højt for at overdøve deres ophidsede stemmer.
Han ventede ikke på svar, men skulle lige til at fortsætte hen til elevatoren, da han fik øje på konvolutten.
Havde kvinden fra før ikke haft den i hånden?

Zane sukkede og bukkede sig ned for at samle konvolutten op. Han vendte sig om og gik over mod Aino.
"Du tabte noget..." sagde han og holdt konvolutten frem.
*Hvorfor hjælper jeg...?* tænkte han halvt irriteret på sig selv. Det måtte være vejret og hans gode humør..

Stille fangede tanker hende, mens hun så rundt. Snart ville hendes sjæl være ude fra dette her sted. Aino bed sig hårdt på underlæben, mens hun fandt sin cigaretpakke frem. Hun tog en smøg op, mens hun lag pakken ind i lommen igen. Hun drejede smøgen mellem sine fingre, inden hun tændte den, og lod en hvile mellem hendes læber. De mørke brune øjne betragtede en mand som var på vej imod hende. Hendes blik kiggede direkte på konvolutten han holdte. Hvad?! Hun tabte sin smøg, og tog hårdt fat om konvolutten fra manden med bar overkrop. Ham hun havde set for ikke blot par minutter siden. Hendes øjne så sure ud, samt hendes læber som var en lige streg. Hun snerrede godt af ham, og lag konvolutten i lommen, mens hun kastede et blik bagud for at se om hendes bil holdte der. Hun kiggede tilbage på manden. Skulle hun takke? Nej, det viste bare hvor svag hun var. I stedet fandt hun en smøg til, mens hun nikkede til ham. ”God knægt” mumlede hun blot mellem smøgen. Røgen vil derefter stige dem over hoved, og forme sig som en lille slange. Og dog.

Hendes ansigtsudtryk morede ham en smule, og han smilede koldt da hun snuppede konvolutten fra ham.
Han hævede et øjenbryn da hun sagde "God knægt" til ham.
"Knægt?" sagde han
"Jeg er skam ingen knægt.. og du burde vise mere respekt, halvelver."
Han lagde armene over kors og studerede hende lidt.
Det at hun var halvelver, var let for ham at se. Han havde set mange af den slags - både sorte og lyse, så tegnene og trækkene var lette.
"Jeg har ikke set dig før, tøs.. hvem er du?" spurgte han med et koldt smil.
Ordet 'tøs' var ment som en lille gengældelse af hendes kalden ham for knægt.

Aino kastede smøgen ned foran hendes fødder, og trådte på den. Hun kiggede stille på manden der stod foran hende. Knægt. Måske var hun lidt for hård imod ham? Aino smilede skævt, og løftede det ene øjenbryn. Men smilet blev ændret til en slags vrede. Halv elver, havde han kaldt hende. Hun vidste at der fandtes sådan nogen væsner som kunne kende en. Men hun havde håbet på, at hun aldrig stødte på en. Og da han kaldte hende en 'tøs' blev hun skam ikke i bedre humør. Hun fugtede sine læber med tungen, og gik et skridt tætter på ham. Hun havde valgt og ikke at vise følelser til Hr. Intet. Aino mærkede på sin hjørnetand, og betragtede kort ham. Han havde ikke set hende, og hun havde skam heller ikke set ham. Men han virkede dog som en hun havde set. Dengang.
Den tanke lod hun ignorer og løftede i stedet sin pegefinger op, så den var imellem dem. ”Hør. De omtaler mig allerede som 'du', og De kender mig tydeligvis ikke. Jeg skal vise Dem respekt?” Hun lavede en lille lyd med tungen og trådte et skridt bagud. Hu bukkede sig, mens hun kiggede direkte hårdt på ham. ”I helvede med det”. Aino rettede sig op, og kastede et blik imod de store ruder. Hvor blev bilen af? Hun kiggede tilbage imod manden, som tydeligvis kunne forsvare sig, uden at han begyndte at råbe eller slå ud efter hende. ”Hvem jeg er? Ser De, hvis jeg sagde hvem jeg var, kunne jeg lige så godt kysse Dem. Men..” Aino lod en finger glide gennem håret, og smilede skævt, dog skarpt, til manden. ”Jeg tror jeg ved hvem De er nu. Men det umuligt. De burde være død. Under jorden. I helvede. Zane D'tarion. Tidligere hersker af Di Morga. Underligt at jeg kan huske dig. Jeg var et barn på det tidspunkt. Seks år? Når ja vent..” sagde Aino og lyste 'falsk' op med et smil. ”.. det var sgu da dig der havde ødelagt alt for mig. Dig og din tilhængere, som mindede om kvinder”. Hun spyttede næsten ordene ud. Og sådan blev 'Dem' ændret til 'Dig'.
Han havde ikke forandret sig. Det gjord hende en smule bange.

Han så hende i øjnene, og hans kolde, lilla øjne viste et flygtigt glimt af nysgerrighed.
*Kender jeg denne pige...?* tænkte han en smule forundret.
Hendes ord var interessante... ikke fordi de ramte ham eller noget. Han havde ødelagt mange liv igennem sine tohundredehalvtreds år.
Han betragtede stille Aino's ansigt mens han ledte efter genkendelige træk. Måske havde han dræbt en fra pigens familie...?

"Døden... er en udfordring. Og alle udfordringer kan overvindes. Du kan se mig nu, høre mig..." sagde han. Han rakte ud efter hendes hånd, og hvis han fik fat i den, ville han trykke den mod sit bryst mens han så hende koldt i øjnene ogsagde: "... og føle mig... så jeg må jo nødvendigvis være vendt tilbage."

I det øjeblik ville han slippe hendes hånd (Hvis han havde fået fat i den) og lægge armene over kors.
"Jeg genkender dig ikke... du siger jeg har ødelagt alt for dig..." sagde han så og betragtede hende stille igen.
"Jeg har ødelagt mange liv... du er blot et af dem som husker det, ser det ud til..."

Selvom hendes øjne skreg om at se et andet sted, lod hun ham holde øjenkontakten. Han skulle ikke tro, at hun var bange for ham eller noget ligne. Hun lod ham endda tage sin hånd op til hans bryst. Hendes selvsikker smil forsvandt, og blev mere til en sur mine, da det kolde blik mødte hendes. Hun løftede den ene øjenbryn, og fnøs så. Hun lod hånden dumpe ned, da han slap den. Hun betragtede hvordan han skiftede stilling, og stod nu med armene over kors. ”Virkelig. Alle udfordringer, Zane?” hun fugtede sine læber, og lænede sig fem imod ham, da han var færdig med at snakke. ”Selvfølgelig, Zane. Du genkender mig ikke, fordi du aldrig i hele dit fucking lange liv ikke har set mig” hun lo, og lod sine arme mødes bag ryggen, mens hun vippede med sine hæle. Hun så ned på sig selv, mens hun tyggede på hans sidste ord: blot et af dem som husker det. Hvad mente han med det? Hun så kort op på Zane, og det kolde blik vil ramme hans. ”Jeg er blot en af dem der vil glemme det. Men teknisk set så var det jo ikke dig, men som sagt dine hunde rundt omkring.. og hvad var det nu han hed? … Malakel, ja. Han var skam ikke bedre” hun rynkede sin næse og holdte op med at vippe. Hun kastede sin hånd ud i det blå, som om en flue irriterede hende. ”Ja Zane. Du er tilbage. Velkommen” koldt var det sagt. Men hvordan skulle man også opføre sig imod den tidligere hersker? Med respekt? I din mors røv.

Zane betragtede Aino mens hun 'skabte sig' igen.
Denne pige var... underlig. Og på en eller anden måde var hun også lidt interessant.
Hans blik blev hårdt da hun nævnte Tronranerens navn.
”Ma'lakel var et svin. Folk kan lære noget af den fejl jeg begik dengang... stol aldrig på en dæmon.”
sagde han og tøvede så et sekund.
”Du er... modig. Modig eller dum. Du ved hvem jeg er, og alligevel frygter du mig ikke.”
Et lille smil kom til syne på hans ansigt.
”De store stygge monstre er ikke så uhyggelige når man møder dem ansigt til ansigt...” sagde han så.

Han rystede på hovedet og slappede lidt af.
Verden var noget lort, Di Morga var noget lort... Angelies forsvinden var noget lort...
Han så ingen grund til at gøre denne aften til noget lort også.
Måske skulle han bare tage det med ro lige nu...

Hun smilede skævt, med et virkelig flabet udtryk. Nu var det hendes tur til at stille sig med armene over kors. Okay, hvad havde han så at sige? Aino kluklo, og slap stillingen. Hun kørte hånden gennem håret, og bed sig hårdt på underlæben da hendes blik mødte hans. ”Dum. Altid dum. Hvorfor skulle jeg frygte dig nu Zane? Jeg har kun frygtet en ting i hele mit liv, men jeg ved.. ingen ting kan gøre mig bange mere..” hun gøs ved tanken, og rystede på hovedet. Dette 'ene ting i mit liv' var sandelig ikke noget at spøge med. Zane sparkede tankerne væk, da han begyndte at snakke igen. Det var hun taknemlig over. ”Det skulle man tro, Zane. Det skulle man tro. Men ved du hvad?” Aino lænede sig imod hans øre, og lo dybt. ”Det gælder ikke for alle stygge monstre” hviskede hun ind i hans øre, og trak sig væk fra ham. Hendes gåde fulde del var helt klart elver siden. Men den prøvede hun at gemme, selvom det var tydeligt, at folk kunne se hende uanset hvordan hun gemte sig.
”Men for at vende tilbage til Malakel. Svin, kaldte du ham? Du var et svin. Hvorfor skal folk lære at dine fejl? Og stol aldrig på en dæmon... næ nej Zane. Stol aldrig på en elver, som stoler på en dæmon” efter de ord, prikkede hun ham kort på brystkassen, og skar kort tænder, da hendes finger mødte hans nøgne hud.. igen. Det føltes faktisk som at brænde sig uden at brænde sig. Underligt.
"Så.. hvad har du tænkt dig nu?" sluttede hun og virkede overhoved ikke interesseret, selvom hendes hjerte bankede for at høre hvad svaret blev.

Han så forundret på hende mens hun talte, og han tog sig selv i at lytte interesseret til hendes ord.
Da hun var færdig, lo han kort og en yderst sjælden varme gled over hans ellers så kolde øjne. Det var bestemt ikke hvad han var kendt for, og det var kun de færreste der nogensinde havde oplevet det.
”Mig? Et svin? Det er sandt, det indrømmer jeg gerne. Men nogen skal jo være det.” hørte han sig selv sige til sin store forundring.
”Min plan..?” spurgte han med et hævet øjenbryn
”Min plan er at gå ind på hotellet, få min nøgle og så gå op i suiten som de vælger at give mig ganske gratis. Der vil jeg højst sandsynligt sidde og lave ingenting mens jeg spekulerer på forskellige ting og keder mig...” sagde han.
Han hævede et øjenbryn over sig selv.
Hva' fanden havde han gang i? Han stod og.. snakkede venligt med en halvelver som han lige havde mødt, og som tilmed havde været en smule uforskammet over for ham!
*Zane D'tarion... du keder dig for meget...* tænkte han, men han kunne alligevel ikke helt lade være med at smile til Aino.
Hun var anderledes...

”Aha. Der ser man jo. Den store hersker indrømmer det selv. Gud.” hun kløede sig bag nakken og lod tungen køre over hendes tænder med et kort 'heh' smil. Da han fortalte hende hans plan lo hun sagte. Godt nok var det ikke den slags 'plan' hun mente, og måske spillede han dum, og lade som om han ikke vidste det. Men hey, han var Zane. Som om han gad at dele hans hemmelige planer med hende om hvad der skulle ske i Di Morga. Eller så var han virkelig dum, og ikke ane hvad hun mente med det. Aino begyndte på sin åndssvage vane med at rode sig i håret. ”Så må jeg ødelægge din planer for i dag, Zane... ehm ser du” hun rynkede sin næse. Hun vil ikke sige ordene. Det var så ydmygende på det groveste.

”Aino De Nudas. Deres bil er klar” Aino blev forskrækket og kiggede bag sig. En piccolo stod og holdte hendes nøgler. Aino så forvirret ud, men kom i tanke om hendes opførelse tidligere. ”Ikke nu. Kan du stille den tilbage? Jeg har skiftet mening” hun kunne se manden sukke koldt, og lukke hårdt døren efter sig. Hvad fanden havde hun gang i? Aino altså? Hun rullede sine øjne og vente sig imod Zane igen. ”Når. Jeg var i gang med at ydmyge mig selv. Jeg vil spørge om du ikke kunne hjælpe mig med noget” ingen detaljer. Sådan var Aino nu engang. Hun uddybede ikke sine svar, og hun kom aldrig ind på detaljer.

Han morede sig lidt over hendes opførsel, og hendes blik afslørede at hans sætning om hotelværelset muligvis havde ramt plet.
At dele sine planer med en eller anden random halvblod var ikke lige det der stod øverst på hans liste, og han regnede med at denne pige var smart nok til at regne den ud...

Han kiggede efter den uhøflige piccolo med et let suk.
”Folk har ikke meget respekt...” mumlede han og himlede med øjnene.

”Og hvad er det så jeg kan hjælpe dig med, Aino?” spurgte han med et let smil.
Han så hende i øjnene og forsøgte at læse hendes intentioner.
Fordi han var den han var, var Zane nødt til at være forsigtig... selv en halvelver som hende her kunne lokke ham i et baghold.

Hendes øjenbryn fløj straks op, over Zanes første sætning. Hun måtte bide sig på tungen for ikke at komme med et koldt svar. Eller bare kommentere det han sagde. Hun vil ikke blive de typer der altid skulle kommentere, de typer havde ikke et liv. Tja, Aino havde vel heller ikke et liv, men hun vil bare ikke for den vane som .. ja vane. Hun kiggede kort op på lysekronen op over den. Den irriterede hende. Den store lysende krone irriterede hende til døde. Hun var vel bare nervøs over, at den lige pludselig skulle falde over hende. Paranoid.
”Hvad?” sagde hun, da hun hørte Zanes stemme. Hun gjord store øjne. Okay, hun havde hørt hvad han sagde. Men hun måtte da også spille dum ikke? For Aino vidste hvad Zane vidste. Men hvad hun vidste.. vidste han ikke. Eller..
”Ja du ved. Vi tager op til mit værelse. Jeg giver dig noget at drikke med gift i, så dør du langsomt, og jeg kan overtage verden. Zane!” hun slog ud med sine hænder, og sukkede dybt.
Men han havde egentlig ret til at spørge. Det vil hun selv havde gjort, men bare på en lidt anderledes måde. ”Jeg vil spørge om du kunne hjælpe mig med et slags... kup?” hun mumlede de sidste ord, men nok til at Zane kunne høre det. De stod sgu heller ikke ret langt væk fra hinanden efter alt.

Han så hendes øjenbryn skyde i vejret og smilede koldt.
”Ikke alle bør respekteres... men hvis man gør sig fortjent til respekt, så bør alle have den respekt for en. Det er en generel regel hos os Sortelvere.” sagde han.

Han lyttede fornøjet til hendes røverhistorie med hendes værelse og giften. Så sarkastisk...
”Et kup?” spurgte han da hun var færdig.
Regnede hun med at han ville nedværdige sig til at hjælpe hende med at stjæle eller sådan noget?
Han studerede hende et par sekunder inden han sagde: ”Jeg er ikke en gemen forbryder... hvilken slags kup taler vi om?”
Han var lettere irriteret på sig selv nu.
Kup... det lød som om denne kvinde måske alligevel ikke var så interessant...

Da han sagde sortelver sukkede hun. Hun anede ikke hvorfor hun sukkede, men det gjord hun. Det var en slags dyd af en art. Okay. Dyd var måske så meget sagt. Aino rodede sig i håret, og nikkede kort til Zane uden at sige noget over hans snak om, det var en sortelver ting, for så kunne hun havde stået og diskuteret med ham hele dagen. Og at diskutere, det var hun sandelig god til. ”Forbryder? Gemen?” et bredt smil formede sig på hende læber, og hendes øjen lyste for første gang 'rigtig' op. Uden den der sarkastiske tone. ”Ved kup,mente jeg.. ej kan også se at man kan misforstå den. Men..” hun lo stille, og klappede sig kort på låret. ”.. altså jeg har købt lysestager, men jeg har tænkt mig at gøre et kup i morgen her. For der er ingen der ved, at der kommer lysetage salg i morgen.. såå.. derfor holder jeg det hemmeligt” hun blinkede med det ene øje. Hendes hjerte bankede gevaldigt. ”Så måske kunne du hjælpe mig med at gøre et godt kup? Ikke stjæle men at købe?”

Den mægtige Valshar af D'tarion klanen, som havde regeret Di Morga efter at have marcheret ind i Terre og overtaget den med en hær af sine egne, personlige krigere... stod og kiggede fuldstændigt paf på denne halvelverpige.
...Lysestager.

Zane lo.
Det var en dejlig fornemmelse at le rigtigt igen. Det havde han ikke gjort meget længe...
Han lo ikke ad Aino, ikke på den onde måde.
Zane lo fordi det var så komisk. Han havde troet at det var et eller andet røveri hun havde planlagt, og så var det lysestager på tilbud!

Han tog sig hurtigt sammen igen, og med et smil og en forfærdeligt tiltrængt glæde, kiggede han på Aino igen.
”Lysestager? På tilbud?” spurgte han og nikkede stille.
”Jo, hvorfor ikke?” hørte han sig selv sige.

//Det var nok det sidste jeg havde forventet! x'D //

Hendes øjne så ret store ud. Aino rykkede sig lidt, da hun følte at nu var det snart inde til at den store lysekrone faldt ned over hende. Hun puttede sine hænder i bukselommen, da Zane begyndte at grine. Kort lukkede hun smilende sine øjne, og knocentrede sig om Zane. Hvad foregik dig inde hans hoved. Var det virkelig Zane ala Zane? Hun åbnede smilende sine øjne igen, og nikkede tak. En gammel hersker vil hjælpe hende med .. gah.
”Så inden da. Kan jeg byde på noget at drikke? Bare rolig ingen gift!” hun løftede sine hænder, og konvolutten som havde ført dem sammen, og en cigaretpakke faldt. Hun lo stille og gemte konvolutten og cigaretpakken i lommen igen. ”Hvad siger dy? Værelse nummer 301?”
Hvad hun havde gang i var ikke en gåde, men hvad hun ikke havde gang i.. kæft hvor ville det her ende? ”Men allertiders at du vil hjælpe mig”


//Anderledes.. man skal sgu leve op til noget xD//

”Noget at drikke siger du? Gerne. Og nej jeg regner nu heller ikke med at du forsøger at forgifte mig!” sagde han med et smil.
Han havde fattet at hun havde spurgt ham om han ville hjælpe med at få fat i de billige lysestager... men han forstod det stadig ikke helt!
Zane var frygtet i hele Di Morga, i hele Har'oloth, som var den underjordiske verden Sortelverne kom fra. Og nu havde en halvelverpige spurgt ham om han ville hjælpe hende med at gøre et godt kup i form af at købe nogle lysestager som var på tilbud!

”Værelse 301.. jamen, skal vi?” sagde han og vendte sig om mod indgangen til hotellet.
Utroligt hvordan helt tilfældige folk åbenbart kunne redde hans aften og hans humør på denne måde...

// Jaa det er jo det xD //

Aino lo og bukkede. Den her gang var det et rigtig buk. Respekt. Enhver leder skal kunne vise den bløde eller i hvert fald den beroligende side af sig. Respekt. Her havde han den så.
Hun smilede skævt, og gik forbi ham. Hun begyndte at gå bagud, så hun kunne holde hans øjne. Hun strakte sine arme frem, og åbnede munden for at lade ordene strømme ud: ”Altså mit 'værelse' er lidt speciel. Så hvis jeg lige pludselig skriger, skal du løbe ud. Selv en tidligere hersker kan ikke vide sig sikker derover” hun vente sig smilende om på hælene, og begyndte at løbe stille op af trapperene. Aino træk vejret dybt, da hun så nummeret. Det var som om nummeret flød rundt på døren. 301. Hun vil derefter vende sig imod Zane og smile lidt usikkert.
Zane var ikke den første person der satte sine fødder her. Han var tilgengæld en mand med betydning. Hun åbnede stille døren, og lod den stå åben så Zane kunne komme ind, hvis han da var fulgt med hende. Hun smilede da duften af 'renhed' ramte hendes næsebor. Vindurene stod åbne og derfor lod vinden lege med hendes korte sorte hår. ”Tag dig endeligt en plads. Du kan vælge mellem... den der sofa?” lo hun. Det var det eneste der lå her, udover den store pejs, ellers var der rimeligt dødt. Ingen billeder. Intet tv.. ja intet.
”Hvad drikker en herre som dig, Zane?” råbte hun ud fra sin mini køkken. Hun begyndte at larme med glas.

Han var skam fulgt med hende, og da hun gik ud i sit minikøkken, så han sig kort om i værelset.
Her var meget simpelt.. han vidste ikke rigtig om han havde forventet mere eller ej.
Aino var helt tydeligt ikke rig på penge. Men det lod til at hun var rig på en anden måde;
Hun havde en ildsjæl. Det var i hvert fald det bedste ord han kunne finde på hende.
Hun var bestemt noget for sig selv, og det havde han erkendt... hvilket var sjældent.

”Du bor her?” spurgte han mens han betragtede den tomme væg og gav den enkelte sofa et ligegyldigt blik.
Han smilede stille. Det var jo heller ikke fordi han havde forventet et luksusværelse af dimensioner.
”Her er... roligt.” sagde han så, og endelig valgte han at svare på hendes spørgsmål:
”Hvad som helst, bare det smager godt nok.”

Aino bed sig på underlæben, og åbnede skabet til hendes 'alkohol'. Der var mange forskellige væsker. Aino kunne dog kun lide to forskellige. Men hun havde ikke mere tilbage. Hun sukkede, og tog gammeldags rødvin frem. Det lignede da blod? Men Zane var ikke en vampyr. Aino rullede med sine øjne, da hun kunne se hvor dum hun var nu. Hun lag den fine flaske på en bakke samt glassene de skulle drikke af. Hun lo kort, da hun hørte Zanes stemme. Hun lo fordi, det han sage passede. Og det var underligt at høre en anden stemme i huset eller retter sagt værelset. Aino bare bakken ind og stillede den på den underlige lille bor i hjørnet som kunne trækkes rundt. Den var sikkert til TV'er, men nu blev den brugt til et bord. ”Ja jeg bor her. Stille er der. Men foretrække den stille liv, du ved” hun smilede og hældte rødvin til ham. ”Og jeg må skuffe dig. Men vin er det bedste jeg kan tilbyde dig. Jeg har haft bedre” hun rakte stille tungen frem, og rakte ham glasset med det røde væske. Selv satte hun sig på den kørende 'bord' da hun havde fjernet bakken. Skulle hun da sidde ved siden af Zane? Hun havde ikke noget imod det, men så kunne hun ikke rigtig tale med ham. Hun betragtede ham lidt og smilede skævt. ”Når lad mig drikke det, så du kan sikker på, at jeg ikke har forgiftet den” hun smagte på vinen og rynkede næsen. ”Den er forfærdelig. Så du er sikker”

Han tog imod vinglasset med et smil.
”Det er helt fint. Jeg har fået nok af alt for fine sager...” sagde han og smagte på vinen.
Han rynkede panden og så på hende med endnu et smil.
”Ganske forfærdelig, du har ret. Skål Aino” sagde han og holdt glasset frem.
At hun boede her helt alene var da... ensomt?

Han så sig rundt og kom på en tanke.
”Det skulle vel aldrig være edderkopper du er bange for...?” han huskede hendes ord med at hvis hun skreg, skulle han løbe ud, og han havde en mistanke om at hun var araknofob.
Frygt for edderkopper var almindeligt...

Han nippede til vinen igen mens han betragtede Aino.
Zane havde stadig ikke sat sig ned, så han satte sig i sofaen og smilede igen.
Som han dog kunne smile i aften...!

Hun lo da han rynkede panden og kom til at gøre det samme. Bare ren vane. Folk rynker pande og Aino kan ikke lade være med at gøre det samme. Ligesom hvis man gabte, så smittede det, det var præcis det samme med hende og rynke pande eller armene over kors. ”Skål Zane” hun lod glassene ramme hinanden og den lille lyd forskrækkede hende underligt nok. Eller nej, den vækkede hende. Hun smilede kort og nippede til glasset. ”Så har jeg da gjort mit job” igen tittede hendes tunge frem, men den her gang for slikke sine læber fri for vinen.
Hun var ved at kaste glasset imod ham da han talte om edderkopper. ”Vi taler om Di Morga. Vi taler om et underligt land. Også er man bange for edderkopper i stedet for vampyr eller andre væsner?” hun lo og satte sig i skrædderstilling. Hun holdte om glasset, som var det varmt kakao. ”Nej. Angst. Ikke bange. Angst for. Eller frygt. Bare..” hun gøs, og fik et drømmende blik. ”Men nej. Ingen edderkopper. Jeg er ikke bange for dig, men bange for edderkopper.. giver ingen mening” hun drak vinen igen, og kunne mærke hvordan hendes tunge havde vundet sig til den bittre smag. ”Ja sæt dig ned” sagde hun da han så alligevel havde sat sig ned. Hun havde overhoved ikke lagt mærke til at han ikke sad ned.