Ravenwood Weapons and Armor, en ansøgning

Sted :: Ravenwood's kolosalle skyrskraber

Tid :: Morgen, det mylrer med arbejder (Fra folk i jakkesæt til teknikere i arbejdstøj)

Omgivelser :: Store mængder af mennesker og væsner der står i kø for at komme ind i bygningen (Skal igennem et sikkerhedstjek)

Vejr :: Det er bidende koldt, der er frost på den lille græsplæne der omgiver en aldeles grim moderne skulptur.


Hendes tilstedeværelse alene gjorde at folk flyttede sig til siderne. Damen bedere kendt som Zadia Locrow kom marcherende ned ad trappen med den enorme indgangshal, hvor folk blev tjekket i dørene før de fik lov at komme ind. De høje sorte hæle lavede en distinkt lyd, som alle der havde været ved Ravenwood i længere tid, havde lært at frygte.
Hun holdt en stor mappe i armene og havde en lille sort bluetooth snegl i øret, resten af hendes tøj afspejlede profesionalisme og den stramme knold hendes hår var sat op i så ud som om den trak hendes ansigt en smule tilbage, så der ikke var efterladt en eneste rynke. De dybe grønne øjne, som stirrede igennem de små firkantede briller, lod folk forstå at hun ikke havde lyst til at snakke og havde for travlt til rigtigt at tage sig af hvem de var og hvad de lavede.

En sikkerheds mand stod og kiggede på en man i jakkesæt, han lod ham komme ind med en simpel håndbevægelse. Zadia rømmede sig og sikkerhedsmanden fór sammen da han så hvem det var. Et lille smil fandt vej til hendes stramme læber, frygt var en god ting at indstille i dem der stod under en på en arbejdsplads, det var derfor Alexander havde ansat hende. Med en overdreven håndbevægelse rakte hun ham et billed,e og sagde med en blid stemme der helt igennem skjulte hvor modbydelig hun var, "Marishka... luk hende ind med det samme, hun skal til sammentale med Herr Lazarow", manden tog med skælvende hånd billede fra Zadia og nikkede i forståelse.
Derpå knaldede Zadia hælene i gulvet og drejede rundt, hun satte sig på en lille bænk og begyndte at skrive på en lille computer, som var gemt under bunken af papirer og mapper som hun gik med. Hun kiggede kort op på det store ur som hang over det store indgangsparti, vedkommende som skulle til sammentale havde lidt under 10 minutter til at bane sig vej igennem den masse af folk som stod udenfor, for at nå at komme til tiden. Zadia havde bevidst sat tidspunktet nu, for at se hvor dedikeret ansøgeren var på at få jobbet, desuden glædede hun sig til at se i hvilken mundering hun valgte at møde op, Herr Lazarow ville ikke engang tage imod hende, hvis hun ikke var klædt professionelt.

//Påklædning : Hun har en fin sort kjole på, et par leggins og et par høje sorte stiletter.. Hendes hår sidder i en høj heste hale [ mere info kommer i teksten ] //

Nu var tiden ved at være der, så hun skulle til at skynde sig, hun kunne ikke komme for sent til en jobsamtale.. Det ville jo være forfærdeligt. Solen var ikke stået helt op endnu, hvilket ærlig talt ville være noget lort, eftersom hun var vampyr og ikke kunne tåle solens lys. Hun sukkede kort inden hun nikkede til sit spejlbillede inden hun gik ud mod sin hoveddør. Gaden var jo allerede fyldt af mennesker, som var på vej til deres arbejde, eller hvilke andre ting de nu havde at give sig til.

Hendes lange mørkebrune hår var sat op i en hestehale, hvilket på en underlig måde fik hende til at se yngre ud end hun egentlig var, ,okay det var ikke fordi hun var så forfærdeligt gammel, men ja… Hun så sig omkring og orienterede sig om hvilke veje hun skulle gå af, for at komme der over meget hurtigere, så hun var sikker på ikke at komme for sent. Mange mænds blikke faldt på hende, men hvorfor? Måske hendes påklædning havde noget at sige. Hendes sorte kjole sad perfekt på hendes spinkle, dog velformede krop, hendes leggins var sorte, men nogle små sølv perler, som nærmest dannede små flammer på dem. “klik, klak, klik, klak” lyden af hendes stiletter brød den stilhed, som hvilede over Terre, da hun gik ned af gaderne ned mod Ravenwood Weapons and Armor.

Endelig var hun der, det var dog ikke fordi det havde taget hende forfærdeligt lang tid at finde der over, men hun var ikke vandt til at gå i lys, men det måtte hun jo tage med. Hun gik op til døren og så på dørmænd, som straks lukkede hende ind. Da hun kom inden for og så de mange mennesker bed hun sig i læben *Fuck! Jeg når det jo ikke nu mand* hendes tanker fløj rundt imens hun gik mod kontoret. Hun var lettere stresset over de mange mennesker som var der inde, men hvis hun fik jobbet, måtte hun jo vende sig til det. Hun lod kort en hånd glide gennem hendes lange pandehår inden hun tog et dybt åndedræt og gik i et fast tempo mod kontoret. Hun stoppede foran kontoret og så sig kort over sin skulder på de mange mennesker inden hun bankede på døren og ventede på svar om hun kunne komme ind.

Zadia sad på bænken i den store indganghal og observerede uden at sige et ord, de mennesker og væsner som blev sluset ind ad døren. Hun holdt konstant øje med tiden for at sikre sig at Marishka ikke kom for sent, hvis hun bare kom et minut for sent ind ad døren ville hun ikke engang værdige hende jobsammentalen og hun ville blive smidt ud igen med det samme. Til Zadias ærgelse så hun kvinden blive lukket ind ad døren, hun lagde ikke engang mærke til Zadia, men stormede op ad trapperne i retning af hendes kontor. Kort følte Zadia sig overrasket over kvindens resolutte og målrettede opførsel, dernæst blev hun en smule vred over at hun ikke engang havde lagt mærke til hendes måske fremtidige nærmeste chef.
Roligt rejste Zadia sig og fulgte efter hende op ad trapperne til døren der med store bogstaver proklamerede at det var her personaleafdelinges chef residerede.

Zadia stillede sig bag kvinden og rømmede sig "Marishka formoder jeg", hun rakte ikke hånden frem, og hendes tone antydede i den grad at Marishka ikke skulle føle sig velkommen af hende. "Jeg er Zadia Locrow, chef for personale afdelingen, det er mig de har haft kontakt med om vores arbejdsplads. Hun kiggede vurderende op og ned af Marishka og hendes mund drejdede sig i en accepterende grimasse, "De kan følge med til herr Lazarows kontor, jeg håber ikke de lider af højdeskræk eller er bange for mørke". Zadia drejede rundt på hælen og stormede afsted i det hun mente var normalt tempo, men hvor andre var nød til at småløbe for at kunne følge med hende.
"Sååå hvad er deres grund til at ville arbejder her hos os på RWA? Det er ikke alle der er af støbning til at kunne gøre en forskel her... og det er bestemt en af de hårdeste steder overhoved de har søgt hen... Herr Lazarow er en punktlig mand der bestemt ikke bryder sig om overraskelser og halvhjertede arbejdsinsatser". Zadia stoppede foran en elevator og trykkede på knappen der med rødt lys vidnede om at den var på vej ned i rasende fart. Der kom et lille *pling* og dørene smækkede op, Zadia skubbede Marishka ind i elevatoren og ventede på at døren lukkede, før hun tog en finger op til øresneglen og snakkede med en person i den anden ende "Ja hun er på vej op.... Ja.... ja.... Nej Herr Lazarow", Zadia kiggede indgående op og ned af Marishka, "Hun er nogenlunde klædt... ja Jeg tager hende igennem designafdelingen hvis hun får jobbet", Zadia kiggede på hende igen "Og igennem sikkerheds afdelingen så hun kan blive registreret".

Dørene smækkede op igen da der stod etage 72, "Så er vi her, Herr Lazarows kontor er ligefrem gennem de sorte døre, bank tre gange og gå ind, snak ikke til ham før han tiltaler dem... Løft hoved og lad være med at se nervøs ud, tro mig han kan lugte det herfra hvis de er bange". Elevator dørene klappede i igen og Zadia forsvandt.

Idet hun hørte kvindens stemme bag hende stivnede hun kortvarigt og vendte sig derefter om “ ja det er mig Maam” sagde hun og smilte kort til hende, men hun så det ikke var gengældt, hvilket fik hendes eget smil til at forvinde. Hun så at denne kvinde ikke rakte hånden frem, hvilket undrede hende, men det kunne hun et eller andet sted havde sagt sig selv, eftersom at RWA var et kæmpe firma, hvor mange af de “store” sad og havde magten på mange ansatte. Hun kunne mærke at hun var en smugle usikker på sig selv, men hun måtte bare tage sig sammen, hun skulle vende sig til det.

“ Jeg er hverken bange for mørke eller højder” sagde hun og så på kvinden som begyndte at gå i så hurtigt et tempo at hun selv næsten måtte små løbe ved hendes side. De stoppede ved en elevator og ventede i kort tid på, at dens døre åbnede, så de kunne komme op på den sal som den overordnede sad og holdt øje med dem alle sammen. De gik inden for og dørene lukkede sig atter i og de begyndte at køre op til den sal de nu skulle op på. Hun så at kvinden snakkede med en eller anden. Det var sikkert hendes chef, der blev informeret om hvordan Marishka så ud og var påklædt, sådanne ting man tog stor hensyn til når man skulle til samtale omkring et job.

Hendes blik faldt på de mange knapper i elevatoren, og blev temmelig overasket over antallet af knapperne. Der var en af dem der lyste. Etage 72! Det var jo sindssygt så mange etager der var, men sådan var det jo. Da kvinden begyndte at tale til hende, om hvordan hun skulle opføre sig, nu når hun skulle ind til chefen, luttede hun ører. Hun nikkede kort og så derefter på elevator døren gled op og hun trådte ud af den og fik instrukser om hvilken dør hun skulle ind af. Hun nikkede blot og hørte igen døren glide i bag hende. Hun tog en dyb indånding og så efter den sorte dør. Hun løftede hovedet op som hun var blevet fortalt og rettede sig op så hun var rank.

“bonk, bonk, bonk” hun bankede tre gange som hun blev fortalt og gik derefter indenfor. Mørket opslugte alt omkring hende eftersom hun lod døren lukke bag sig. Hun følte sig helt hjemme her. Hun så sig omkring, men kunne ikke rigtigt se noget, før hendes øjne vendte sig til mørket. Langsomt begyndte hendes øjne svagt at lyse op, den røde farve afslørede hende, man kunne uden tvivl se hun var vampyr nu. Hun kunne ikke andet end at vente på at han begyndte at snakke til hende. Hun ville ikke gøre ham sur, for hun vidste godt at mandelige vampyrer havde mere at sige end kvinderne, efter hvad hun blev lært da hun var barn.

Lokalet Marishka var kommet ind i var dunkelt men ikke direkte mørkt, rummet var spartansk indrettet med et stort skrivebord i mørkt træ. På væggene hang billeder med rædsom kunst der uden tvivl var mere værd end mange almindelige mennesker ville være i stand til at tjene i løbet af et helt liv. Bag skrivbordet var en stor stol der var vendt væk fra Marishka, så hun ikke kunne se om der sad nogen i den, og endnu bag stolen var der enorme vinduer der var tonet så solens stråler ikke kunne komme helt igennem og skade vampyren som ejede hele foretagnet.
Røg steg stille op fra stolen og når Marishka trak vejret ville hun kunne lugte den tunge røg af Tyrkiske cigarretter der ville være yderst kræft fremkaldende for almindelige levende. Alexander sad længe uden at sige noget, så længe at det ville blive endnu mere ukompfortabel for Marishka at stå og vente.

Efter den lange ventetid drejede han stolen rundt og hans syregrønne øjne ville ramme hendes, så det virkede som om han kunne kigge igennem hendes sjæl, eller det der måtte være tilbage af den for at hun stadig kunne være et sansende væsen. Roligt pegede Alexander på en af de to stole som stod foran skrivebordet, i en gestus for at få hendes til at sætte sig ned. Når hun havde sat sig kiggede Alexander indgående videre på hende i lidt tid inden han sagde noget, "Såå De må Være Marishka", i et glimt var han ude af stolen som bare stod og snurrede rundt efter den fart han havde foraldt den. Han stod nu lige foran Marishka med hænderne på ryggen og bøjede sig ned mod hende, så deres ansigter var tættere på hinanden, hans næsebor vibrerede næsten umærkeligt, "Så de er nervøs?", spørgsmålet var retorisk og han fortsatte ved at sætte sig på skrivebordet.
Alexander ansigt lyste op og han virkede nu meget mere venlig, "Velkommen til.. Dether er bare et lille uformelt møde, fordi jeg gerne ville møde dem, jeg formoder at Zadia har gjort det til meget mere end det", ahn smilede varmt og klukkede. "De har taget pænt tøj på til denne anlednin" noterede han og lavede en gestus mod hende, "Som du nok har opdaget går jeg op i at man ser ordenlig ud her".
Det sparsomme lys afslørede kun sløret hvordan Alexander så ud, en hvid skjorte uden slips, samt et par sorte bukser med tilhørende Italienske lædersko. Han var ubarberet, hvilket gav ham et endnu mere rough look end hvis han bare havde ladet de syregrønne øjne tale for sig.
"Hvordan fandt de ud af at de gerne ville arbejde her? Og hvad mener de at de kan biddrage med som min private sekretær?", han kiggede nøje på hende, men virkede stadig i højt humør, "Det er ikke for sarte sjæle at være min sekretær, du vil være til rådighed for Zadia og hun er meget værre end mig, men tag det roligt, hun gør mere end hun bider.... normalt".

Stilheden var pirrende for hende, nervøsiteten kunne mærkes efterhånden, men hun prøvede at genne den, eftersom kvinden havde fortalt man ikke skulle vise det for ham. Hendes blik gled rundt i det dunkle rum efter som hendes øjne havde vendt sig til mørket og hun kunne nu se hvad der var der inde. Et stort skrivebord, billeder og en kæmpe høj stol.. Hun låste sit blik fast på stolen og bemærkede røgen, som kom der fra. Manden røg umiddelbart, det var ikke fordi hun havde noget imod rygere, hun havde selv gjort det, men var dog blevet klogere. Da stolen blev vendt om og en mand kom til syne, mødtes deres øjne. Det var som om hendes sjæl blev gennemboret af hans øjne. Hurtigt fik hun sig løsrevet fra hans pircende blik og gik over og satte sig den stol som han havde henvist hende til.

“ Ja Hr. Jeg er Marishka” sagde hun og sendte ham et blidt smil. Uden videre forsvandt han fra stolen og hendes blik gled rundt i rummet for derefter at se ham foran sig.. Hans ord fik hende til at være usikker på sig selv, hun havde ingen anelse om hvad hun skulle sige “ N..Nej Hr.” sagde hun og så ham i øjnene. Hun var låst fast i hans blik og ville ikke se væk. Hans øjne var så specielle, hvilket hun kunne lide. Da han kommenterede hendes påklædning, rødmede hun ganske kort “ Det har jeg lært man skal Hr… “ hun bed sig usikkert i underlæben. Jo hun var nervøs, men gjorde alt for at skjule det, men det hjalp sikkert ikke, for hun havde hørt om denne mand i byen… Både godt og skidt, så hun vidste ikke hvad hun skulle tro.

Hun nikkede ganske kort “ Ja det må man sige hun har… Jeg kan godt lide at der er så, hvad skal man sige.. Perfekt her” sagde hun med et smil på læberne. Hun kunne godt lide hvordan hele bygningen så ud, den havde virkelig en form for charme, som man ikke kunne finde andre steder i byen.. Efter hendes mening vel og mærket. Kort lod hun en hånd glide gennem det lange pandehår inden hun hørte hans ord “ Jeg havde hørt om den Hr… Både godt og ondt, men jeg tror på det bedste i alle: Plus jeg syntes at jobbet lød som en rig mulighed, for at se hvordan der er at være i arbejde igen” sagde hun og smilte kort til ham. Hun havde arbejdet før, også som sekretær, men det var på et sygehus, hvilket hun syntes blev kedeligt.

“ Hvad mener de Hr?” sagde hun og så spørgende på ham, da han sagde det ville være hårdt at være hans sekretær. Hun fik så mange billeder i hovedet af at han stod med en pisk og hvæsede som en gal kat, om hvad man skulle lave. Okay nu var han trods alt også chefen på stedet, men var det virkelig sådan? Ja det ville tiden jo vise, hvis hun altså fik jobbet.

Alexanders smil blev stille og roligt bredere i takt med at hun snakkede til ham på en måde der var nede på jorden, normalt ville folk skælve når de så ham, eller opfører sig som om de ejede hele verden, det var en sund ting med ydmyghed, men i små doser som Marishka syntes at mestre til perfektion, hun ville blive en fantastisk sekretær, det var han efterhånden ved at være blevet sikker på.
Han fandt hendes svar sjove og ærlige og desuden virkede det til at hun havde et kvikt hoved og kunne finde ud af at gøre som der blev sagt. Alexander bevægede sig roligt tilbage til sin stil og satte sig med et tungt bump, "Såå hvilke ting har de hørt om mig lille Miss? Både det gode og det onde, jeg kan måske enda bekræfte noget og sige noget andet er sludder... Normalt er jeg en tilforladelig person, men jeg må være ærlig og sige der ikke skal så meget til før jeg bliver.... voldsomt vred. Og lad være med at tro på det bedste i alle i denne by, flere sjæle er blevet tabt af den grund", han smilede overbærende til sig selv af det sidste han sagde, det var så skidt at begynde at lyve inden ens nye sekretær overhoved havde begyndt at sortere de massive mængder af papirarbejde der allerede nu lå og ventede på hende i rummet udenfor, hvor et bord med computer, samt en telefon og et bjerg af filer og mapper allerede var blevet stillet op efter hun var gået ind på kontoret.

Alexander drejede blikket ned i nogen parpirer og snakkede videre med en glad og imødekommende stemme "Hvad mener jeg med hvad? At det er hårdt? Selvfølgelig er der hårdt, du er min eneste sekretær, du skal holde styr på mine møder, mine papirer, ind og udgående post, holde fred med Zadia... Det bliver altsammen en prøvelse... Når ja og så skal du også have tid til ikke at arbejde, men det bliver nok ikke lige med det samme", han havde løftet blikket og blinkede til hende da han sagde det sidste.
"Hvad siger du til at du får en lille rundvisning på de forskellige steder i bygningen? jeg trænger også til at strække bene". Alexander rejste sig, med sin ringe højde på kun 1.82 cm var han ikke en overvældende mand, men musklerne under skjorte fortalte at han ikke var til at spøge med i et håndgemæng.

Alexander begyndte at gå mod døren og tog en sort habbitjakke ned fra en knage der hang på væggen, "Vi tager en hurtig tur, jeg har et møde om en time"

Hun så på ham med et blidt smil på sine rosa røde læber og prøvede at tænke tilbage på de ting som folk havde sagt omkring ham “ De har sagt at du er et monster, som ikke værdsætter kvinder” sagde hun og så på ham med et spørgende hun havde jo ingen anelse om hvad de folk havde fortalt hende, om det overhovedet passede. Hendes blik var låst fast på ham, hun kunne ikke nænne at flytte sit blik fra hans så specielle øjne. Hun bed sig usikkert i underlæben da han sagde at der ikke skulle meget til at gøre ham vred. De havde det lidt på samme måde efter hvad han fortalte, at det ikke skulle meget til, det skulle der heller ikke ved hende.

Han var den første mandlige vampyr, hun havde mødt, dom havde været så imødekommende overfor hende. Andre havde sikkert overfaldet hende og straffet hende for at være så rapkæftet som hun nu var af og til. Holde styr på møder? Papirer? Og holde fred med Zadia? Det skulle vel ikke være så slemt? Hun nikkede kort over hans ord “ Jeg har efter mit eget hoved altid været god til at holde styr på møder, papirer og at holde fred med folk, for det meste” sagde hun og sendte ham et forsigtigt smil. Have tid til ikke at arbejde? Hvad mente han med det? Men så, så hun han blinkede til hende og vidste det straks. Det fik hendes kinder til at blusse op og fik hende til at rødme “ Så det er også det, det indebærer?” sagde hun med et tilfreds smil på læberne. Det var slet ikke fordi hun ville have noget imod det. Tvært i mod dog.

Da han spurgte om de skulle tage en rund tur nikkede hun kort “ Det ville da være rart at se det hele” sagde hun og ventede til han havde rejst sig, hvor efter hun så rejste sig og rettede på sin kjole, som var gledet lidt op efter at have siddet ned. Langsomt lod hun en hånd glide gennem hendes pandehår inden hun derefter strammede hendes hestehale, så den ikke så sjusket ud og fulgte derefter ham “For at være ærlig… Så har jeg aldrig troet på noget af det jeg blev fortalt… Eftersom jeg jo ikke kender Dem Hr” sagde hun og smilte blidt til ham da ham tog sin sorte habit jakke på og nikkede til hans ord.

Alexander smuttede i jakken, han havde kun nikket til det hun havde sagt indtil videre, det meste af det havde været sandt i en vis udstrejkning og han ville ikke til at bekymre sig om at benægte det, sandheden var som altid en flyvsk ting og han kunne fortsætte resten af sin mere eller mindre levende tid med at forsøge at afkræfte det.
Han rømmede sig dog og sagde, "Jeg har intet imod kvinder, men de syntes at give mig en del problemer, hvis de forstå hvad jeg mener". Han tog i døren og gik ud til elevatoren som allerede holdt klar og ventede på at de trådte ind i den og kørte ned, "Deres færdigheder får vi testet", han pegede diskret på bordet der stod på venstre side af den store dør, og den skræmmende mængde papir som allerede havde fundet vej til disken, samt en computerskærm, hvor e-mails blev ved med at tikke ind. "Tro mig, du skal nok komme på din prøve her, men når du klare den, og det er jeg sikker på du gør, så er du fastansat". Han standsede dog brat og kiggede på hende som om hun havde misforstået det som han havde sagt om at have fri, men han lod være med at sige noget til det, udover at hæve øjenbrynet for at vise sin overraskelse over hvordan hun havde valgt at tolke hans venlighed.

Alexander trådte ind i elevatoren og han ventede pænt til hun var kommet ind, før ha trykkede på knappen til den 62ende etage, "Det er resturanten der ligger her, her kommer du ikke til at befinde dig meget, med mindre du tør forlade dit skrivebord". Dørene smækkede op og Marishka ville få synet af en resturant der var forbeholdt arbejderne, det var alle der var der fra de fine jakkesæt til de olieindsmurte teknikere fra den dybe kælder, "Vi stopper ikke her, det er ligegyldigt for mig og dig". Alexander trykkede igen på en knap og døren smækkede i og de kom ud på den 58ende etage, "Dette er personale afdelingen, hvor Zadia hersker. Hvis du kan imponere hende bliver jeg overrasket, hun er ikke en der nemt udstråler... simple følelser".

Dørene smækkede op og Alexander trådte ud i personale afdelingen, rundt omkring kiggede folk op fra deres skriveborde og hilste mumlende på Alexander og Marishka. Længst væk og vendt så de lå ud mod vinduerne, lå Zadias kontor, folk hviskede når de gik forbi kontoret og staklen der sad tættest på så ud som om hun var ved at få en deppression, det var tydeligvis Zadias personlige assistent.
Alexander gik lige op til assistenten og klappede hende på skulderen, "Er hun slem i dag Jessica? Kvinden nikkede langsomt mens hun tørrede sig under de røde øjne, der tydeligt viste hun havde grædt, "Hun er et monster", Alexander smilede til hende, "Men det er du jo også Jessica, det er derfor du er den eneste der kan holde hende ud, du ved hvordan det er". Først nu blev det tydeligt at Jessica var en dæmon, da hun rejste sig og hendes hud blev lilla, sammentidig med to horn voksede frem og hendes i forvejen meget kvindelige former blev endnu mere skarpe, "Og så kan jeg lide smerten Hr Lazarow", hun blinkede kækt, smilede venligt og sendte Marishka elevatorblikket, samtidig med hun slikkede sig om sin venstre hugtand.
Alexander så det med det samme og afbrød Jessica lige inden hun skulle til at sige noget, "Dette er Marishka, hun skal være min assistent", Alexander lavede en overfladisk bevægelse med hånden "Du må vente med at prøve at komme i trusserne på hende til et andet tidspunkt, vi skal ind til Zadia". Jessica nikkede og bed sig frækt i sin hale mens hun kiggede efter Marishka.

Alexander bankede ikke engang på døren før han gik ind. Det sirlige rum var opdelt i to, den ene side lignede et almindeligt kontor, mens den andens side var præget af den boksepude som hang ned fra loftet. Et billede var klistret fast på boksepuden og Alexander hviskede ud af mundvigen "Månedens medarbejder, ved ikke hvorfor hun gør det, men så længe du ikke hænger der skal du være glad".
Zadia kiggede op fra bordet og skulle til at rejse sig, men Alexander vinkede hende ned, "Marishka har fået jobbet på prøvetid", Alexander holdt en pause, imens drejede Zadia hoved og stirrede ind i øjnene på Marishka, med et blik der syntes at gøre rummet endnu mere koldt og fjendtligt. Zadia afbrød Alexander og sagde, "Ser man det? Og de viser hende rundt som om hun er en berømthed?", stemmen var isnende koldt, men Alexander smilede fortsat, "Hun kan jo begynde med at få styr på de infame roderi af papire... Og du skal til møde for fem minutter siden Herr Lazarow". Alexander kiggede underligt på hende, "Men klokken er jo kun" han kiggede på uret, hvorefter han rømmede sig lidt og i en meget kold tone svarede Zadia igen "Jeg vidste godt mødet var rykket... Jeg vil smutte igen". Han drejede sig og kiggede på Marishka "Sorry, tiden flyver... Jessica kan hjælpe dig med at komme igang, hvis Zadia venligst vil udlåne hende".
Efter at Zadia modvilligt havde gået med til at Jessica skulle hjælpe Marishka igang, skubbede han Marishka ud af kontoret og hen til Jessica's for øjeblikket tomme stol, "Hun kommer tilbage... Lad hende ikke prøve på for meget, hun er lusket". Derpå stormede Alexander tilbage i elevatoren.

Hun så på ham med et blid smil på sine læber “ Jeg forstår dig Hr… Vi kvinder kan være til besvær, uden tvivl “ sagde hun og nikkede kort til ham som bekræftelse til at hun forstod hvad han sagde. Hun fulgte efter ham ud i elevatoren og trådte inden for dørene og sendte ham et blidt smil da hun gik ind. Hun hørte hans ord og smilte kort “ Jeg regner da med jeg kan klare det, trods der er så mange papirer, og e-mails” sagde hun og så dørene lukke foran hende. Hun så hans hævede øjenbryn og bed sig usikkert i underlæben. Hun mærkede suset i maven da elevatoren gik nogle etager ned.

Hun så ud i rummet, hvor de nu var kommet til da dørene åbnede sig. Restauranten var ufatteligt smuk, men inderst inde vidste hun godt, at hun sikkert ikke kom til at befinde sig der, nu hvor hun skulle til at være hans private sekretær. Egentlig var hun også ligeglad, hun syntes at man skulle tage på restaurant, hvis man havde tid nok og ville have en hyggelig aften, men ikke når man var på arbejde. Hun nikkede over hans ord og så igen dørene lukke foran hende. Nu skulle de ned til den etage hvor Zadia sad og holdte styr på de mange medarbejdere, som allerede arbejdede på stedet. Igen mærkede hun suset, da elevatoren gled ned til 58ende etage.

Hun fulgte med ham tæt til ham, for ikke at blive væk fra ham i det store menneskemylder. Da de kom over til Zadia’s kontor så hun kvinden, som sad med et skrivebord, hvis navn var Jessica. Hun sendte hende et blidt smil da deres øjne kort mødtes. Hendes blik gled mellem de to mens de snakkede og så at kvinden uden videre forvandlede sig. Hun så kortvarigt overrasket ud, hvorefter der kom et smil frem på hendes læber. Da hun hørte hans ord så hun på ham med et smil og nikkede kort til dæmonen foran hende, men de efterfølgende ord fik hende til at rødme. Ville dæmonen virkelig i bukserne på hende? Hmm… Måske skulle man lige give dæmonen en chance inden hun dømte hende. Hun nikkede kort da hun gik forbi dæmonen sammen med ham ind på Zadia’s kontor.

Inde på hendes kontor følte Marishka sig ufatteligt usikker, eftersom hun havde snakket med Zadia inden hun skulle ind til ham. Hun så på Zadia med et roligt blik og hørte hendes ord, hvor var hun uforskammet, sådan at afbryde sin overordnede? Ja men sådan var det sikkert her. Hun så på ham, men hørte dog stadig efter hvad Zadia sagde til ham. Han skulle til møde? Ja man måtte sige at tiden føj af sted. Da hun hørte hun skulle gå med Jessica så hun usikker ud. Den dæmon ville jo havde hendes krop.. Skulle hun virkelig have hende til at vise hende op på kontoret og hjælpe hende med at komme i gang? Ja men det måtte hun jo tage med som det kom. Hun gik ud af Zadia’s kontor sammen med ham og så på Jessica’s stol og nikkede kort til ham “ Jeg venter bare her” sagde hun og så efter ham, da han stormede ind i elevatoren og bed sig kort i underlæben.

Jessica kom tilbage i rolig gang, der fik hendes hofter til at vugge på den mest tiltalende kvindelige måde man kunne tænke sig. Hendes påklædning var en hvid skjorte og en sort nederdel, som var på grænsen til hvad man ville betegne som sædelig. Det at hun i forvejen var stor, blev gjort endnu mere tydeligt ved de sylespidse stilletter som hun havde på.
Hendes før mere menneskelige øjne havde fået den rette helt sorte farve, uden det mindste hvide, hvilket gjorde en i tvivl om hvornår hun helt præcist så på en og om hun hørte efter når man snakkede til hende, dette spillede hun selvfølgelig selv på, for den store kontorpusher var hun ikke, men hun fik gjort arbejde.

Et smil gled over hendes læber da hun så Marishka sidde på hendes stol foran computeren, det var tydeligt for enhver at det ikke var helt sobre ting der gik gennem hoved på hende mens hun så på den ny-ansatte sekretær. Hun kastede et hurtigt blik over på Zadia som hun kom farende ud af hendes kontor, hendes højrøde kinder vidnede om at den lille snak som hende og Alexander havde haft havde sat hendes pis i kog. Klogeligt lod Jessica være med at sige noget, hun kunne næsten fornemme at det havde et eller andet at gøre med Marishka, formentligt i form af at Zadia ikke kunne have Alexander for sig selv når han var på kontoret mere.
Jessica lod sin opmærksomhed glide fra Zadia, som forsvandt ind i elevatoren, og ned på Marishka. Hendes smil syntes at blive en smule større og mere livligt på en dybt foruroligende måde. "Så hvad er grunden til at du sidder her lille ven? Man skulle jo næsten tro det var fordi du gerne ville have chancen for at snakke lidt med mig", hun bøjede sig frem og samlede nogen papirer op fra bordet, mens hun bevidst sørgede for at Marishka fik mest muligt at hendes barm at se.

Efter et øjeblik at have kigget i papirerne fik hun et andet blik i øjnene, et der gav udtryk for en del mere professionalisme end hun hidtidigt havde udvist overfor Marishka, "Jeg kan se Herr. Lazarow har givet mig til opgave at sætte sig ind i vores systemer... Vil du have vi gør det her eller oppe på din egen computer, det ville nok være lettere for dig at finde ud af da min er fuld af... jah det finder du forhåbentlig ikke ud af". Jessica tog et rask skridt frem og tog fat om armen på Marishka "Fortæl mig om digselv, det kunne jo være vi havde fælles interesser", Jessica havde sat kursen mod elevatoren og hendes stemme var vendt tilbage med ligeså stor lummer kraft som før.

Hun så sig omkring og fik så øje på dæmonen som nu var kommet tilbage. Et kort smil kom frem på hendes læber da hun så hende. Hendes gang var meget exet måtte hun erklære, trods hun nu ikke var til kvinder, men denne dæmon var en undtagelse. Da hun kom over til hende nikkede hun kort som en gestus, trods de havde mødtes for noget tid tilbage, men nu skulle Jessica hjælpe hende, med at komme ind i deres system, så hun kunne komme i gang, med at få bund i de papirer, som lå oppe på hendes bord. Hendes smil forsvandt hurtigt da hun så Zadia komme ud fra hendes kontor. Marishka’s hjerte begyndte at slå som en hest, der galoperede, hun kunne sagtens se at hun var vred, hvilket var grunden til at Jessica sikkert også tiede stille.

Da Dæmonen begyndte at snakke til hende lod hun sit blik glide op på hende med et smil “Jeg har brug for et arbejde… Og dette lod vildt spændende” sagde hun med et smil på læberne og så Jessica læne sig ind over bordet så hendes barm nærmest var ved at falde ud for øjnene af hende. Egentlig var Marishka ligeglad, da hun ikke tændte på kvinder, men det kunne jo nå at ændre sig, hvis endnu en gang bliver forrådt af en mand, hvilket hun havde prøvet en del gange efterhånden, men det måtte hun jo tage som det kommer. Da hun hørte Jessica’s ord grinte hun kort “ lad mig bare sige.. Jeg er spændt på at høre om Zadia altid er sådan.. Eller om det er fordi jeg er kommet ind og skal være Herr. Lazarow’s nye sekretær” sagde hun og bed sig usikkert i underlæben. Hun var jo ikke kommet her for at gøre nogen vrede eller noget i den retning, men ja.. Sket er sket.

Hun hørte hendes ord og nikkede anerkendende over dem “ Ja det var ham som satte mig til at vente her.. Hmm… Mon ikke det er bedst oppe på mit kontor? Så kan jeg lærer min computer at kende ordentligt” sagde hun og grinte kort over sine egne ord, da det gik op for hende at den kunne misforståes, trods det nu ikke var hendes mening. Da Jessica greb hendes arm, gav det et svagt set i hende. Men alligevel fulgte hun med hende mod elevatoren, dog usikker på hvad denne dæmon kunne finde på. Et smil kom frem på hende læber over hendes ord “ Jamen.. Jeg er vampyr… Ehm… Har haft problemer med mænd… men ja det skal nok gå…” sagde hun med et blidt grin gemt i hendes stemme. De to have noget tilfælles? Jo måske skulle det lige være at de begge var kvinder og måske at de begge kunne lide blod, men mere kunne hun ikke se “ tja eftersom jeg er vampyr har jeg brug for mørket og blod” sagde hun stille da de gik over mod elevatoren.