Ansættelse i Ravenwood :: Korgan

Sted :: Ravenwood Weapons & Armor's enorme skyskraber

Tid :: Tidligt på dagen, folk er på vej på arbejde

Omgivelser :: Fyldt med mennesker og væsner der venter på at komme igennem sikkerhedstjekket, så de kan komme ind i bygningen.

Vejr :: Det er frysende koldt, man kan mærke at vinteren er på vej.

Den bidende kulde som var indtruffet denne ellers meget fine morgen, havde for alvor slået fast at sikkerhedstjekket på Ravenwood var nød til at gå hurtigere end det gjorde ligenu. Køen for at komme igennem tjekket var enorm og ligeså var udgiften til alle dem der skulle stå og tjekke folk for at de kunne komme ind, der var andre steder de vagter ville være meget mere handy at have, men siden der ikke var kommet et bedere system endnu, var man bare nød til at klare sig. Enkelte af de meget arbejdsnarkofiserede medarebjdere havde indrettet deres kontorer sådan at de kunne sove der hvis de ikke følte for at skulle hele vejen hjem, for så at skulle igennem kulde og en enorm kø for at komme på arbejde igen.
Problemet med hvor langsomt det gik at få folk igennem sikkerhedstjekket og videre på arbejde var et problem som Zadia længe havde forsøgt at knuse for Alexander, men indtil videre uden noget resusltater udover at flere vagter og sikkerhedsfolk var blevet sendt derned for at det skulle gå bare en smule hurtigere.
Zadia var som altid klædt i sort, en sort jakke med en hvid skjorte under, en sort nederdel og sorte høje hæle, hendes blik borede sig ind i de folk som gik forbi hende og hun var kendt som en djævel i menneskeform. Til trods for at hun kun var et menneske nød hun lige dele respekt og frygt fra alle de ansatte, måske med undtagelse af Alexander og ganske få andre som kunne holde hende ud.

Hun havde kort forinden hun havde indfundet sig i det store indgangsparti, sendt et billede af dværgen Korgan ud til sikkerhedsfolkene så de kunne få vinket ham igennem i en fart og de kunne komme videre i dagens program. Indgangshallen virkede til at være stor som en fodboldbane, og de to trapper som forsvandt op til hver side blev kun benyttet af ganske få personer, nemlig dem der arbejde på de nederste etager, ellers var der et mylder af mennesker som klemte sig ind i elevatorer for at være sikre på at de kom på arbejde til tiden. Rummet i sig selv var ikke særlig udsmykket, på den store væg bag receptionsdisken var der et Ravenwood logo og rundt omkring var der placeret bænke og en enkelt sørgelig plante stod og sukkede ved siden af den bænk som Zadia havde sat sig på.
Hun sad cirka i midten af rummet og var svær at overse i form af at folk ikke turde komme i nærheden af hende og gik en stor bue udenom hende, i frygt for de reprisalier der kunne komme ud af det hvis de kom til at irriteret hende. Hendes humør var som altid ikke noget at tale højt om, de moderne briller der hvilede ovenpå den stærke næse forstærkede farven i hendes øjne, så den virkede endnu mere hård og kold en den gjorde når hun ikke havde dem på. Hun kastede et roligt blik på armbåndsuret og kiggede ud mod den åbenbart uendeligt kø, hvis dværgen ville gøre indtryk sørgede han for at komme præcis til tiden.

Korgan blev sat af i sin taxi på den modsatte side af vejen, end hvor Ravenwood Weapons & Armor's uoverskuelige høje skyskraber lå. Den så endda endnu højere ud for ham, med hans 1.37 meter korte krop. Han skuttede sig allerede i sin pelsjakke, ved tanken om at skulle gå de 70 meter for at nå skyskraberen. Hvis der var noget Korgan hadede, var det at fryse og denne morgen var ingen undtagelse!
Ikke desto mindre fik han taget sig sammen, til at få gang i kroppen og gå hen til det nærmeste lyskryds. Det var dog ikke myldretid, men han skulle dog alligevel vente i en god klat tid. Han kiggede utålmodigt ned på sit armbåndsur, og opdagede at han ikke havde så lang tid igen som han gik og troede.
Da det endelig blev grønt, skridtede han så hurtigt over vejen som hans korte ben nu tillod ham. Han nåede hen til bygningen i løbet af det næste minut, og de automatiske døre åbnede sig for ham.

Det første der ramte ham, var den dejlige varme der strøg ham i møde da dørene åbnede. Derefter så han den kæmpemæssige kø der havde skabt sig i midterhallen. Et smil krøb frem på hans tørre læber, da han blidt blev puffet forbi køen af en af de mange sikkerhedsfolk. "Ahh hvilken fryd at slippe for mere ventetid" Mumlede han stille for sig selv. Han kiggede hurtigt ned på uret igen. Han var der LIGE til tiden.
Selvfølgelig var han anstændigt klædt, med et gråt jakkesæt inden under den store pelsjakke, som langsomt begyndte at føltes som en ovn indendøres. Slipset han havde på føltes, mest af alt som en slange der bare ventede på, at klemme livsenergien ud af ham, og derfor løsnede han det en anelse. Korgan foretrak at være i sit arbejdstøj. Ikke give en flyvende fuck for hvordan andre folk syntes han så ud. Men en aftale var nu engang en aftale, og ifølge brevet han havde modtaget, stod der at han skulle være anstændigt klædt på, til hans jobsamtale.

Der var lidt turmult omkring sikkerheden og Zadia rejste sig instinktivt da hun formodede at det var ansøgeren der blev skubbet igennem i høj fart, for at vedkommende kunne komme ind til hende og sikkerheden kunne slippe for hendes kolde gennemtrængende øjne, som hang som en ond sky over hele området.
Zadia rykkede sig ikke, men ventede på at dværgen kom over til hende. Hun sagde ikke noget til at starte med og kiggede bare ned på dværgen med et udtryk der viste at hun havde millioner af andre ting som hun mente var vigtigere end at holde en jobsammentale med en som mere eller mindre allerede var ansat fra højere sted, som det var skulle hun egentlig bare vise dværgen rundt og give ham et sikkerhedskort, så han en anden gang selv ville kunne komme igennem det overraskende store sikkerhedstjek, som i al sin enkelthed bestod af nethinde skanning, metaldetektore og fingeraftryk, desuden var der en overflod af kameraer som automatisk ville sende besked til vagterne hvis noget mistænkeligt blev opdaget.

Zadia stod og kiggede lidt mere på dværgen inden hun med sin sædvanlige snerrende stemme "Det var de længe om", hun sagde hverken goddag eller rakte hånden frem, "Jeg er Zadia... Chefen for personale afdelingen, det er mig der skal lede dem rundt og vise dem hvor de skal arbejde fra". Hun drejede rundt på hælen og marcherede i retning af elevatoren, mens hun fortsatte med at snakke "Deres opgaver vil være mange, blandt andet forventes der en månedlig rapport og de vil selv stå for oprettelse af lister og andet der hjælper den logistiske afdeling med at indkøbe hvad end det var i måtte mangle til at udvikle nye produkter", hun rømmede sig lidt "Der vil ikke blive afsat sekretære til designafdelingen foreløbig da vi selv har problemer med at skaffe personale til resten af afdelingerne, derfor bliver din nedprioteret".
Zadia stoppede foran elevatoren og tog brillerne af, så hendes horhinder kunne blive skannet, "Dette er den eneste elevator der kører nedad til forsøgs og design afdelingen, men fortæl mig hr. Korgan, hvorfor er det de vil arbejde for Ravenwood? Og lige for at få det på det rene, Jeg er en kvinde de for alt i verden ikke vil gøre sur, jeg er Herr Lazarow's øjne, øre og i visse tilfælde klør". Elevatoren kom frem med et pling og hun trådte indenfor mens hun fandt en nøgle frem.

Korgan behøvede ikke at se sig om to gange, for at vide hvem der sad i spidsen, og hvem han skulle henvende sig til. Han skridtede over mod den stramt udseende dame, og hev sin hånd frem for at give hende hånden. Da denne ikke svarede tilbage på samme måde, trak han langsomt hånden til sig igen. Han grøntede til svar på det information hun gav. Han fulgte hende lige i hælene, da hun trådte om og gik over mod en af elevatorene. På de få minutter han havde været i bygningen havde han alleredet fundet sine mening om denne Humani.
Han kunne IKKE lide hende. Mennesket var nu engang bygget sådan at det havde brug for opmærksomhed. Så kunne det være ligegyldigt om det var negativ eller positiv opmærksomhed. Hvis ikke det kunne blive elsket eller endda beundret, kunne det være nok med at blive frygtet. Måske endda foragtet. Rækkefølgen varierede selvfølgelig, men mennesket havde nu en gang brug for at opmærksomhed. Denne Humani var ingen undtagelse for ham. Hun nød tydeligvis sin autoritet.

"Jeg har min viden og erfaring om våben med mig. Lad os bare sige at jeg har en tørst efter viden, der ikke kan slukkes. Jeg har arbejdet med våben hele livet, og jeg elsker det lige så meget som den første da jeg begyndte inden for det her fag.." Da elevatoren åbnede sig for dem, trådte han ind ved siden af hende.
Han rømmede sig "Vil der blive taget special hensyn til mig? Jeg tænker på min højde, og hornhinde skanneren.?"

Zadia kiggede hovent ned på dværgen da han kom ind i elevatoren, "Hold hænder fødder og skæg indenbors mens vi kører ned", noget der mindede om et underspillet smil viste sig på hendes læber, hvilket viste at hun ikke var en total kælling, men rent faktisk havde humor, omend den så ikke fik lov til at blive vist særlig meget.
Zadia stak nøglekortet i en sprække i elevatoren, samtidig med at fingeraftrykket fra hendes venstre tommelfinger blev skannet på en plade. Der kom en lav rumlende lyd da elevator-døren blev smækket i og en sky af hvid rød kom ned fra loftet, "Vi bliver decontamineret, du kan sagtens trække vejret" sagde hun uden at ændre mine. Efter et øjeblik stoppede røgen med at komme ud og en kvindelig computerstemme tonede igennem "Miss Zadia velkommen tilbage til designafdelingen". Alice kom med endnu et lille underspillet smil, "Dette er vores supercomputer Sepcom, men den bliver kaldet Alice".

Uden der på nogen måde havde været følelse af at man havde kørt nedaf på noget tidspunkt åbnede dørene sig og en masse folk i hvide kitler gik rundt på den lange gang som syntes at være hugget ind i selve grundfjeldet dybt under højhuset. Kvindestemmen fra supercomputeren kom igen, "Hr. Korgan, deres kontor er nr 327" En dør ikke langt derfra lyste op og angav stedet præcist, "Det bliver mig en glæde at arbejde sammen med dem, jeg er til rådighed alle døgnets 24 timer og kan hjælpe dem med oplysninger og anvisninger. Det er mig en glæde at byde dem velkommen til Ravenwood weapons & Armor". Stemmen tonede væk og Zadia begyndte at marchere i retning af kontoret, "Selvfølgelig bliver der taget specielt hensyn til dem, de vil få en kasse at stå på når der er hornhinde skanninger, desuden vil vi logge din stemme ind i Alice, så du ikke behøver nøglekort, men bare et simpelt nøgleord efter eget ønske.

Zadia åbnede døren til det tomme kontor, kun spindelvæv og en gammel men meget kompfortabel stol var derinde, "Dette bliver deres domicil når de er på arbejde, det vil være fuldt dekoreret næste gang de sætter deres fødder i bygningen, men jeg gætter på at de er mere interesseret i selve produktion og udviklings afdelingen hernede, personligt er jeg mere til de coorporate gange end dether", hendes stemme var returneret til at være helt igennem hoven og nedladende.
En kort gåtur senere stod de foran en enorm cirkelformet dør i et metal der ikke lignede noget andet på jorden, Zadia anede ikke hvad det var og det interesserede hende ikke, men Korgan vidste det sikkert allerede inden hun kunne nå at åbne munden. hun trådte frem og sagde "Zadia Locrow, sikkerheds clearance 4X", døren bumlede og bragede inden den gled til side og en hal der var længere end man kunne se den anden ende kom til syne, man kunne heller ikke se slutningen hvis man kiggede til nogen af siderne, det eneste som rejste sig i landskabet var søjler i det samme materiale som døren, som øjensynlig understøttede taget så det ikke styrtede sammen. der var omkring 20 meter ned til gulvet og man skulle gå af en lille trappe for at komme ned, overalt var der folk der testede våben, skrev på håndholdte computere, deres ansigter var seriøse og alle var klædt i den samme hvide kittel med Ravenwood symbolet på brystet. Zadia smilede grumt mens hun gik, "Hvad siger de til det Hr Dværg? tror de at de vil kunne finde dem til rette hernede?"

På trods af at han var indstillet på ikke at kunne lide hende, kunne han dog ikke lade være med at smile af hendes lille bemærkning. Han pustede tungt ud efter at have fået at vide at det var sikkert at trække vejret. Han havde rent faktisk ikke engang lagt mærke til at han havde holdt vejret. Det var vel bare per refleks. Endnu et lille smil dukkede frem på Korgans læber. Han syntes nu det var en smule pjattet, med en talende computer. Men sådan var det vel nu en gang.
Han var faktisk rimelig genial på computer området. Man måtte jo følge med tiden. Og nu tildags var man jo totalt forældet hvis ikke man kunne bruge en computer, eller havde nogen viden indenfor faget.

Han fulgte efter hende, nedad gangen og drejede ved døren ind til hans kontor, og trådte der indad da døren blev åbnet. Lod blikket kører en tur rundt i kontoret, der var helt tomt udover én stol. Han gik hen til stolen, og kørte pegefingeren hen ad armlænet, og kiggede derefter på sin fingerspids der var helt støvet ind. Han klappede støvet af hænderne og vendte sig om for at følge med hende videre.

Da de endelig stod henne foran den cirkelformede dør, lod han en hånd løbe henover metallet. Hvis du kendte Korgan bare en smule ville du vide at han elskede metal. Følelsen af det. Ikke bare at rører ved det. Men virkelig føle det. Det hang nok også sammen med at han havde evnen til at styrer og forme det som han lystede. Ihvertfald ville han føle sig sikker med sådan en dør til at beskytte stedet, det var helt sikkert.
Et overvældet ansigtsudtryk, kom frem på hans ansigt. Han havde selvfølgelig regnet med noget stort. Men det her var dog mere end han havde regnet med. Det var... Smukt. Andre ord var der ikke for det.Han ignorede dog det som føltes som noget spydigt for ham. *Hr Dværg.. Tsk* Efter at have stået tavs i noget som føltes som et sekund, men der med garanti var længere rettede han blikket mod hende "Om jeg vil kunne finde mig til rette på det her sted? Miss Zadia. Jeg kommer til at have det som et lille barn i en legetøjsbutik."