Ravenwood kontor - Scars

Sted :: Ravenwood Weapons & Armor's hovedbygning.

Tid :: Senere på aftenen. Omkring kl 23.30

Omgivelser :: Bygningen er forholdsvis stille. De få arbejdene folk sidder inde på deres kontor og arbejder i fred og ro.

Vejr :: Vinden er bidene kold og det blæser enormt meget.


Korgan sad inde på sit kontor inde i Ravenwoods hovedbygning, som bestod af en kæmpe skyskraber. Der var ikke mange folk der arbejde på denne tid af døgnet, og en del af dem der gjorde bestod af rengørings folk der gik rundt på gangene og gjorde deres job. Nemlig at gøre rent.
Korgan tog sig den frihed at tænde en smøg inde på kontoret. Han havde pillet røgalarmen ned inde på kontoret, og det fyldte askebæger ved siden af hans computers tastatur, var et bevis på at der var blevet røget meget inde på det kontor den aften.
Korgan selv lignede en der ikke havde sovet i lang tid, og med god grund. Han havde arbejdet hårdt og intenst, det sidste stykke tid og havde fået et minimum af søvn. Men den tabte søvn havde endelig vist sig ikke at være uden grund. Han havde gjort fremskridt. Store fremskridt. Han var nået længere end nogen anden, og hans mål så endelig ikke ud til at være så langt forude længere.
Og dog. For at nå sit mål var han nødt til at hente hjælp fra en person. En person med kontakter højere oppe i hierarkiet end ham selv. En mand. Vampyr. Hans chef. Korgan skar tænder. Han hadede tanken om at have en chef. At hans arbejde og ham selv var... Hans 'ejendom'.
Men det skulle ikke være nogen hemmelighed, at han havde søgt dette job for at skaffe teknologien og ressourcerne, dette job gav ham for at nå sit mål.

Det var af den grund, at Korgan havde bedt om at få et møde med, den øverste i dette firma. Han tog et sidste sug af hans cigaret inden han stak det ned i det efterhånden propfyldte askebæger han havde til at stå. Ved siden af askebægeret havde han en såkaldt, Newtons vugge siddende. Og som havde en usynlig mand taget fat i den yderste metalkugle i højre side af vuggen, og løftet den. Satte den pludselig igang. Lyden fra vuggen havde en beroligende virkning på ham, og den ville kunne blive ved i en evighed så længe Korgan var i rummet til at manipulere med den, ved hjælp af hans kræfter.

Han vendte blikket mod døren. Chefen kunne ankomme hvert et øjeblik. Det kunne ikke dreje sig om mere end minutter inden han ville komme ind af døren. Han trak lidt på smilebåndet. Mon han ville have sin hyrdehund med sig? Det kvindelige menneske der havde hjulpet ham på plads, på hans første dag her i bygningen.

Alexander kiggede forsigtigt ud fra sit kontor, hans blik vidnede om at han forsøgte at gemme sig for nogen, men da der ikke var andre end hans sekretær ude på gangen smilede han svagt og listede ud. Da han passerede hans sekretær blinkede han til hende og sagde, "Hvis Zadia spørger aner du ikke hvor jeg er", hun nikkede ligegyldigt og forsatte med at bearbejde det bjerg af papir som dækkede det store skrivebord. Hendes reaktion gjorde Alexander bitter, hvorfor var det han omgav sig med folk der ikke havde humor eller for den sags skyld kunne smile af høflighed. Han tog sin sorte jakke ned fra en krog og kørte en hånd gennem det glatte blonde hår, hvor en drilsk lok blev ved med at trille ned i panden på ham.
Idet han nåede frem til elevatoren kom der et højt *pling* fra den og dørene smækkede op, inde i elevatoren stod Zadia med et blik så koldt at Alexander kunne mærke kulden fra hende. Han hørte et lavt grin fra hans sekretær og forbandede at han havde overladet ansættelsen af hans kontorpersonale til Zadia.
Zadia kom med et lavt grynt der skulle minde om en hilsen inden hun smækkede en stak papir i armene på Alexander, "Deher skal underskrives og sendes afsted imorgen tidlig", hendes måde at snakke til ham på, fik ham til at overveje hvem det egentlig var der bestemte af de to. Hun måtte have været i stand til at Alexanders begyndende vrede, for hun afbrød ham inden han kunne nå at sige noget, "De har desuden et møde i Udvikling og Research", Alexander lysnede op og trådte ind i elevatoren, hvor han trykkede den usandsynligt lange kode til de nederste og mest hemmelige dele af hans våben-imperie.
Zadia sendte ham endnu et iskoldt blik mens hun rodede med hendes i-Pad, men Alexander afbrød hende inden hun kunne komme med endnu en serie af iskolde bemærkninger, "Ved du hvor langt vores kære dværg er med hans projekt? Har han overhoved afsløret hans projekt endnu? Eller har jeg været uinteresseret under et møde?", Zadia svarede uden at vente et sekund, mens hun fortsatte med at rode med i-Pad'en "Nej vi har ingen anelse og på deres egen opfordring skulle han have frit råderum over vores resurcer, hvilket minder mig om at udgifterne fra hans afdeling er øget med 32% Jeg vil mene...", Alexander holdt en hånd oppe for at afbryde hende, "Jeg fyrer ham ikke... endnu, lad tvivlen komme ham til gode og hvis han skuffer mig, gør vi som vi plejer med besværlige medarbejdere", hans ord var ladede og Zadias mund fortrak næsten i noget der kunne minde om at smil.

Der lød et *pling* og elevatordørene sprang op, den endeløse række af kontorer der strakte sig foran ham, fik Alexander til at sukke voldsomt, han kunne bedere lide selve arbejdsgulvet end kontorene og han glemte ofte at det ikke kun var det sjove som var hernede. Zadia trådte ud foran ham, hendes lårkorte nederdel og habitjakke, vidnede om at hun havde en anden side end hendes iskolde og ondskabsfulde, som hun ellers plejede at gå rundt med. Hun førte ham ned ad gangen og n rundt på må og få indtil hun fandt dværgens kontor.
Zadia bankede på og kiggede ind, hendes stemme var lige så kold som den mørkeste nat når hun snakkede til Korgan "Hr. Lazarow er her, gør det hurtigt, han har et andet møde om en halv time", Alexander formodede at hun af en eller anden grund ikke kunne lide dværgen, og det blev tilkendegivet hver eneste gang hun skulle snakke med ham.

Alexander puffede sig ind af døren ved siden af Zadia og vinkede hende væk med bagsiden af hånden, "Kom og hent mig om 25 minutter, jeg ville nødig komme for sent til et HR møde", han blinkede til Korgan og det var tydeligt han hellere ville blive hernede og hører om alt hvad der foregik i de dybe laboratorier.

Da døren åbnes og Alexander kom ind, rejste Korgan sig op fra stolen og bredte armene ud, som i en hilsen. "Åh hr. Lazarow i egen høje person." Han pegede på en stol, der stod på den anden side af hans skrivebord. "Sæt dem endelig ned." Og med det sagt satte han selv sig ned i sin kontorstol. Han nikkede mod døren hvor Zadia kort før havde stået i. "En bemærkelsesværdig kvinde må jeg sige." Hun var en svær en at få styr på ifølge Korgan. Var der overhovedet en person under den stramme maske hun bar?

"Men lad os komme til sagen." Han sendte ham et smil. "Jeg vil starte med at være ærlig for dig. Dette projekt jeg har haft gang i.. Det er faktisk et privat anliggende." Han holdte en kort pause, til dels for at læse Alexanders ansigtsudtryk. "Du kender uden tvivl til mit folks situation. Der er ikke mange dværge tilbage. Og størstedelen af dem der er, har trukket sig tilbage ind i de dybeste bjerge. Vi er en døende race. Imens de gamle tåber har besluttet sig for at se passivt til imens vores stolte race dør. Har jeg besluttet mig for at kæmpe for vores genoprejsning! Jeg nægter at se passivt til imens, min race svinder ind til ingenting og bliver putte't i glemmebogen. For nogen år tilbage da jeg bekendtgjorde mine idéer for mit folk blev jeg set med afsky på. Jeg er ikke mere dværg, end du er for dem. De fandt mine planer afskyelige og udstødte mig. Jeg gætter på at de frygtede hvad vi ville udrette" Han tog en cigaretpakke frem fra skuffen og tog en. Rakte bydende pakken frem til Alexander.
"De fund jeg har gjort. De er simpelthen fantastiske. Intet mindre end fantastiske. Jeg vil selvfølgelig ikke kede dig med detaljerne." Han tændte smøgen og tog et sug. "Med den avancerede teknologi vi har idag, kan jeg gøre det folk ville have sagt var umuligt for nogle år tilbage. Jeg vil skabe gen modificerede dværge. Og det er her du kommer ind i billedet." Han nikkede mod ham. "Dybt inde i bjergene gemmer dværgene et gravkammer, der huser de største dværgkrigere verden har set. Jeg har brug for at du sender et hold ind, for at skaffe mig det nødvendige dna for at fuldende mit projekt."

"Hvis jeg selv kunne have gjort dette, havde jeg selvfølgelig gjort det. Men jeg vil få skåret halsen over, allerede efter mit første skridt ind i bjergene. Dværgene ser ikke så let på folk der stjæler fra gravkamrene og da jeg allerede er udstødt. Jeg vil have dig til at sende din bedste mand ind, og et lille hold til at følge ham eller hende om nødvendigt. Hold antallet af døde så langt nede som muligt, men er der nogen dværge der står i vejen for sagen, så skal de være klar til at dræbe øjeblikkeligt." Endnu et sug. "Jeg håber du ser mulighederne i at hjælpe mig, og hvad du også kan få ud af det. Det er et kæmpe skridt vi tager her. Du gør ikke bare mig en tjeneste, men hele dværgracen. Tænk på hvad vi kunne udrette!"

Alexander smilede mens han lyttede og tændte en cigaret fra Korgans pakke, det hele lød meget spændende og han kunne virkelig godt se sig selv stå i spidsen for en hel ny generation af dværge han selv byggede til DNA mæssig perfektion, de ville blive hans villige slaver som de behørigt også burde være, lidt ligesom Korgan var hans slave på sin vis. Hna vidste hvor meget dværgen hadede at have en chef, men på den anden side vidste han også at Korgan havde haft brug for hans resurcer, for at kunne opnå det han gerne ville og endelig så det ud til at Alexander rent faktisk kunne drage nytte af de mange millioner som var blevet postet i det hemmelige projekt.
Som Alexander så det ejede han alt det som Korgan lavede og hvis dværgen havde indvendinger kunne han blive sparket på porten lige så hurtigt som han var kommet ind i varmen, men Alexander var ikke i tvivl om at dværgen godt vidste at han ikke var en storsindet herre, men forventede noget af alle dem der arbejde for ham og kun valgte dem der kunne gøre noget som han dømte til at være til hans egen fordel. Når de havde skaffet DNA'et fra dværgkrigerne ville det være en meget simpel opgave at finde ud af om Korgan for alvor var en del af holdet, eller om han måske havde større planer end han lod det være kendt. For nu legede Alexander bare den eksentriske chef med forekærlighed for det som skete i laboratorierne, det var bedere at lade Korgan være helt i mørket omkring hvordan han egentlig var... eller var det bedere at vise dværgen hvad rigtige kræfter var og måske sætte et skræmmende eksempel, som han ville kunne huske, hvis han for fremtiden kom til at mene at Alexander måske ikke helt var den chef han troede han varm og den dag var han sikker på ville komme, dværgen havde ingen anelse om hvor alt det der blev lavet hernede gik hen og hvor mange der brugte dem til at myrde hans egen race.

Alexander smilede stort og kiggede på Korgan, "Storslået! Så er der jo ikke andet at gøre end at vi tager ud og henter det DNA". Alexander rejste sig og pressede den næsten ikke rørte cigaret ned i aksebægeret, "Der er en helikopter klar på taget om en halv time, så tager vi ud og henter DNA'et", han vendte sig om for at gå og inden Korgan kunne nå at komme med indvendinger åbnede han døren mens han næsten kvidrede tilbage over skulderen "Og det er ikke til debat", han løftede en finger i vejret "Vi skal ud og have en fed slåskamp med din familie", han smækkede døren efter sig og Zadia stødte til ham med det samme, "Hr. Lazarow, mødet om...." Alexander afbrød hende "Har ikke tid, mig og dværgen skal til familiefest!"

"Hvad? Vil du have mig med? Hr. Jeg vil ikke komme til nogen gavn, for dig eller holdet. Tværtimod.
Jeg vil kun komme til at være en klods om benet." Det var ikke helt sandt hvad korgan sagde. Han var en temmelig erfaren kriger, og havde helt styr på hvordan man håndterede et gevær og med hans specielle evne, var stortset alt lavet af metal, et våben. Men hans sande styrke lå ikke i felten. Han foretrak at sidde og foretage sig de strategiske træk, udenfor krydsilden.
Et eller andet i hans ansigt forandredes. Var det frygt? Nej. Noget andet der var langt svære at beskrive. Han kunne ikke rigtig sætte ord, på hvad han følte lige nu.
Han rejste sig. Men et job var et job. På trods af hans chef 'fortræffelige' humør, vidste han at nu var det bestemt. Korgan kom med om han ville det eller ej. På trods af at det var korgans første møde med Alexander, vidste han dog allerede en smule om ham. Ikke særlig meget dog. Denne mand var utrolig svær at finde nogen data på. Men han vidste dog at han ikke tog et nej for et nej.

Han slukkede sin smøg i askebægeret, og rejste sig op fra stolen. Trak skuffen ud og tog lidt udstyr op fra skuffen. Ting han kunne få brug for, hvis han virkelig skulle med ned i det dybeste, af hans folk's bjerge. Da han havde fået alt, han havde brug for fra skuffen lukkede han den igen, og gik mod døren. Gik forbi Zadia uden at værdige hende et blik. Hvor føltes det dog bare godt. Et lille smil krøb frem på hans læber.

Så skulle de altså afsted...