Nothing else matters- Valentin

Sted Forét skoven
Omgivelser omgivet af en masse træer
Vejret ved at blive helt mørkt
Påklædning sort og hvidt tøj nærmere beskrivelse i starten af tråden
dato/år 18-10-2012
Tid tolvtiden.

En rød ræv kom listende hen af en skov sti, dog kunne de fleste væsner lugte sig frem til at dette ikke var nogen helt normal ræv. Ræven havde nærmest et menneskesmil omkring læberne som om den lige havde grinet over en eller anden sjov vittighed.
Men det havde hun dog også oplevet, en sjov vittighed selv om det var noget underligt noget at grine over. Men det var hun ligeglad med, Daphne standsede op henne ved et træ hvor hun efter noget tid stod i hendes menneskelige skikkelse. Hun rynkede lidt på næsen, hun havde altid troet at efter hun havde opdaget sin første evne, at hendes forvandling til en ræv ville være lige så hvid som hun selv var. Men det lod hendes evne åbenbart ikke komme på tale, hun trak kort på sine skuldre, inden hun gik videre. Hun gik lidt usikkert, hun var jo ikke vant til at forvandle sig til sin ræve skikkelse også bag efter forvandle sig tilbage.

Daphne standsede efter noget tid op igen, trak vejret blidt og dybt, inden hun lod hånden af en eller anden gammel vane glide igennem hendes hvide hår. Det havde været en lang dag, faktisk havde hun næsten glemt tiden mens hun var forvandlet, tiden gik jo bare sin gang mens hun havde randt rundt i skoven. men nu kendte hun flere af skovens skjulte steder end hun havde kendt før. Daphne sukkede, inden hun stak hænderne i det sorte cowboybukser lommer,, hendes hvide top var næsten snavset selv om hun kun havde været i kontakt med skidt mens hun havde været i sin ræve skikkelse, men tøjet kunne hun altid vaske når hun kom hjem til sin to værelses lejlighed i terre. Hun smilede for sig selv, mens hun gik der helt alene hvor intet betød noget, der var stille hvilket nok var noget af det rareste hun havde været ude for i lang tid. Hendes tøjstil var underligt nok stadig sort og hvidt, men til gengæld var hendes sko denne gang af en hel anden farve nemlig ræve røde tennis sko hvilket skilte sig lidt ud fra det sorte og hvide.

Skoven.. var et af de steder som havde en masse gode muligheder for levende individer, så som fugle, kryb dyr og andre væsner. Der nu var afhængig af naturen. Valentin havde ikke nogen grund til at beskytte.. den mere.. Efter at han kom ind i en ny livstil. Det var ikke kun livstilen der var ændret ved Valentin. Hele hans liv havde taget en drejning. Han var ikke længere en del af de levende individer, han var et bæst, et udyr som de flest frygtede og hadet over alt på jorden: Han var en klassisk vampyr. Og alligevel havde han begivet sig ind i skoven, mens at han var iført sin altid hvide skjorte, med slips. Plus at hans hænder var begravet i hans læder handsker. Ellers havde han bare sine slidte cowboy bukser på.
Han havde ikke nogen særlig grund til at være i skoven, udover at han kunne nyde stemningen. Der var stille og fredeligt... Valentin rystede lidt på hovedet. Inden at han fortsatte med at betragte de nye omgivelser han gik i møde.
Man kunne nemt se at Valentin ikke var et menneske, hans øjne var sorte med et strejf af den røde farve, mens at hans hud var bleg og kold som is at røre ved. Han havde hugtænder, og var blot et skelet der kunne gå rundt, uden at have nogen form af et formål. Hans hjerte bankede ikke længere.

En lugt strejfede hans næsebor efter at han havde gået et stykke tid inde i skoven. Himmelsk lugt, som straks satte gang i hans sult. *Det ser vidst ud til at jeg skal på jagt*, tænkte han og lod sin tungespids glide ud for at slikke sin underlæbe af grådighed. Ikke blot fordi han havde en dum vane med det. Denne lugt.. var ubeskrivelig... næsten bedre end hvis der var et menneske i nærheden.. *Nu ikke forhastede beslutninger, Valentin*, tænkte han. Dog måtte han indrømme at han ikke vidste hvad han skulle gøre ved sagen? Det eneste han tænkte på var at opsøge.. dette væsen... Aspara.. Hvad han så skulle gøre dernæst, vidste han ikke. Da han ikke ville.. skræmme væsnet fra vid og sans... eller ville han?
Mens at tungespidsen passerede hans underlæbe, fik man et glimt af hans hugtænder. Han satte op i løb.. og begyndte hurtigt at komme op i fart.. da han ville finde dette væsen.. han var nysgerrig.. og sulten var tændt til at han nok ville gå til værks med det samme når han fandt frem.
Der gik ikke længe før at han fik en skikkelse inden for hans række vidde, og hvis Valentin så rigtigt, så var det et kvinde barn. Et lumsk smil dukkede frem på hans læber ,,Ser man det.." og med et stod han bag hende hvor han med et snup tag havde taget fat i hendes ene håndled, ikke hårdt, men med et blødt tag..
Han ville ikke have hende til at reagere alt for voldsomt på at han var dukket frem.

Ind til videre havde hun nok været alene i selve skoven, eller det var i hvert fald noget hun selv troede. Hun betragtede let området som hun befandt sig i, men hun var ikke meget længere alene. Hun kunne jo heller ikke i trioreten ikke være helt alene, nej der måtte være et eller andet der ude i skoven. Som måske kom denne vej? Det anede hun dog ikke helt. Hun lagde ikke mærke til den fremmede vampyr som i kort tid betragtede hende, inden den talte. Hvilket fik hendes hoved til at dreje en anelse i den retning hvor vampyren var. Men da hun kiggede var der ingen. "Underligt?" Mumlede hun, men hun fik sig snart et chok, med et var der en bag ved hende som havde taget fat i hendes ene håndled ikke med et hårdt greb. Selv om et sagtens kunne føles som hårdt.

Hun mærkede den isende kulde fra personen, klart en vampyr hvilket andre væsner var så kolde? Ikke nogle hun kendte til så. Hun sukkede langsomt, hvor efter hun vente sit blik mod vampyren som stod bag ved hende. Men heldigvis kunne hun få sit hoved drejet så meget at hun nemt kunne se ham. "Vil du være venlig at slippe mit håndled? Den herre" kom det venligt fra hende, måske var han ikke sulten lige nu. Men det kunne man aldrig med sikkerhed vide med vampyr, de kunne nemt være lumske i det. Hun måtte hellere være på vagt, hun kunne nu heller ikke flygte fra en vampyr, nok heller ikke hvis hun forvandlede sig til en ræv. Men hun ville nok stadig have lugten af aspara på sig som ræv.

Valentin overvejede det et lille sekund inden at han svarede på hendes spørgsmål: ,,Hvorfor skulle jeg slippe... Det ville være skidt hvis du så ville ende med at stikke af..." Han smilede mens at han stadig holdt fat om hendes håndled. Ak ja.. Det var måske en dum entre han havde lavet...
,,Jeg beklager meget... Men mit navn er Valentin..", utroligt nok så valgte han at præsentere sig. Han trak hende ind til sig ,,Hvis jeg ville slippe.. Var sulten der ikke.. Men din duft.. Eller lugt... Er ubeskrivelig..." Det var sjældent at han prøvede at bruge ord til sådan en beskrivelse.

,,Jeg er en typisk gentleman.." Kom det fra ham mens at han så førte hendes hånd, som han havde fat i op til sin mund, hvor han viste sine hugtænder frem.. ,,En typisk gentleman af min egen art..." Mumlede han og kiggede på hende ud af øjenkrogen, han ventede lidt med at placere sine tænder ned i hendes hud. Han havde vendt hendes hånd, så det var håndfladen der vendte frem mod hans læber. *Hun er en smuk skabning.. En lækker biksen... Som jeg håber er nem at få en smagsprøve af...* tænkte han mens at han så lidt afventede på hende. Valentin behøvede ikke at beherske sig længere... Når hun alligevel havde fundet ud af hvilket væsnet han var... Det så i al fald sådan ud angående med at hun havde opdaget det at han var en vampyr.. Hvem havde ikke det når han havde haft taget fat i en? Hans kulde kunne godt gå igennem hans handsken... Dog var det ikke så koldt igen ... Som han nu var... Kold som is. Valentin gik til værks med det samme.. Også selvom han ikke engang kendte kvinde barnets navn... Han kunne ikke vente... Desværre... Medmindre at hun kunne tale ham til fornuft.

"Hvorfor skulle jeg stikke af? Du ville sikkert bare indhente mig på rekort tid" kom det fra Daphne, efter hun havde ladet ham snakke helt færdig. Dog kunne hun godt fornemme at han var meget sulten eller var det hendes arts duft. Hun sukkede en smule irriteret han havde vist ikke tænkt sig at give slip på hendes håndled, men så længe han ikke klemte hårdt ville hun undgå at få blå mærker på håndledet. "Valentin?" Mumlede hun efter at han havde præsenteret sig, hun blev overrasket kort, da Valentin trak hende ind til sig. Det var vel bare noget vampyr ting som de nok gjorde måske for at irritere? "Ubeskrivelig hvordan?" Spurgte hun, hun lagde aldrig rigtig mærke til hendes egen lug-duft, men det gjorde man nu som regel heller ikke, det var nok mest vampyre der kunne dufte det.

Hun betragtede ham let da han førte hendes hånd op mod hans mund, mon han nu ville sætte tænderne i hånden? Hans mund og hug tænder som han viste var tæt på hendes håndflade nu. Hun virkede opmærksom på det han gjorde. Hvis han virkelig ville tage blod fra hende, ville hun uanset hvad forsøge at forvandle sig til en ræv så hun bare kunne slippe ud af hans greb. Men det var måske ikke en af de smarteste muligheder. "Valentin? Hvorfor jager du ikke nogle mennesker i stedet, de er jo så mange og min art er jo alligevel en døende race" kom det fra hende. Hun ville bestemt ikke give hendes blod fra sig i hvert fald ikke frivilligt. "Og mit navn er forøvrigt Daphne" sagde hun til sidst mens hun betragtede ham, og samtidige håbede på at han ikke ville tage hendes blod, selv om det nok var det han var ude efter hvilket man nemt kunne se.

,,Det er nu rigtigt nok.." mumlede han, mens at han lyttede efter hvad det var hun sagde. Der havde hun en god pointe. Han slap hende ikke just. Valentin undrede sig over hendes spørgsmål. Eller mere efter at hun bare havde sagt ordet, ubeskrivelig som han tidligere havde taget med i sin sætning. Som nok var et tegn på at hun gerne ville have en forklaring til hvorfor at han havde brugt det ord. Han rømmede sig og mens tiden gik så besluttede han sig for at slippe grebet på hende ,,Et væsen som dig.. ville alligevel ikke forstå det, du har jo ikke den livstil som jeg har", sagde han stille. Ingen kunne sætte sig ind i hvorfor vampyrer opførte sig som de gjorde, kun en af samme arts fælle ville forstå det. Sådan var det bare.

,,Du fik mig også lige til at miste appetitten en smule.." konstaterede han ,,Så bare vær rolig, du kommer ikke til at miste den del blod jeg ville have taget.." sagde han hurtigt efter. Det var rigtigt nok at der var fleste mennesker end der var aspara. Men det var der jo så en god grund til efter hans mening. Han havde selvfølgelig altid lysten til at smage blod, men nogle gange kunne han godt beherske sig. Det kom an på om han tog sig sammen.

Valentin havde nævnt sit navn og til gengæld, fik han utroligt nok hendes navn at vide. Han fugtede let sine læber, og trådte nogle skridt tilbage, så de ikke stod så tæt. Det var der ingen grund til, nu når han ikke endt med at få hvad han egentlig ville have.. ,,Daphne.. hmm.. hvad laver du så her ude?", spurgte han. Valentin havde ingen anelse om hvad hendes næste træk ville være, hun kunne i princippet vælge at gå sin vej, efter det nummer han var i gang med at iværksætte. Da de fleste ikke brød sig om det. Hvorfor så være i selskab med en vampyr som ham?

//Ej intet svar... Længe siden sidst, Out//