When you call my name! :: Valentin Black

En bippende lyd gik gennem hele den tomme villa da mikrobølgeovnen lige ville gøre sig opmærksom på at den var færdig med hvad den var blevet sat til. Løbende skridt lød kort efter fra trappen idet små bare fødder trippede hurtigt ned af hvert trin til de landede på det glatte gulv. Men der skete ingen fald. Pigen der havde skyndt sig havde en fantastisk evne til at stå fat. Og det med at stå fast hjalp dørkarmen, der førte ud til køkkenet, også med.
Karoline stoppede roligt lige foran den lille oven der havde stoppet sine klagende lyde. Hun tøvede ikke med at trække ud i håndtaget og fik åbnet op til en fantastisk duft af færdig mad. Det var utroligt hvordan noget frosent friture mad med kun to minutter i en mini oven kunne blive spiseklar, varmt og sprødt. Hun rakte ud efter tallerken og i en hurtig bevægelse fik hun tage den ud og sat den ned på køkkenet bordet. Lige hurtigt nok til at hun ikke endte med at brænde sig. Hun skulle nok begyndte at bruge noget varmebeskyttende. Hun stod et øjeblik og rystede sin hånd og pustede lidt på den til det ikke mere gjorde ondt.
Hun så lidt ned på den mad hun for femte gang i træk havde stoppet i sig de sidste par dage. Hun kunne godt nok selv lave mad men med skole og fritid mente hun ikke hun havde tid til det. Eller også var det nok bare det faktum at hun var doven. Hun tog igen omkring tallerkenen, som efterhånden ikke var så varm mere, og bevægede sig så ud af køkkenet igen. Ud i stuen som faktisk var en del af køkkenet. Her var altid så stille når forældrene ikke befandt sig i huset. Ikke at de larmede med hun plejede altid at kunne høre dem sidde og skramle med papir arbejde og snakke i telefon. Og så var der fælles middagene. Det blev af og til lidt ensomt nu hvor de hele tiden var på rejse rundt omkring i lavet. Vi går det så du kan få alt havde hendes mor sagt da hun var mindre. Den gang havde hun i det mindste en barnepige men nu var hun altid alene i huset.
Miav! Og så var der selvfølgelig også den store pjuskede kat. Karoline smilede muntert til den tykke hankat der havde beklaget sig over hun havde sat sig ned i sofaen ved siden af ham. ”Der er vel plads til at begge, Rufus.” Hun greb ud efter fjernbetjeningen og tændte med det samme på en tilfældig kanal på det store fladskærms tv. Efterfølgende lænede hun sig ordentligt tilbage i den bløde sofa og træk sine ben lidt op til sig. Tallerkenen med maden var ført godt op til hendes mund og kort efter fik hun taget den første bid. Det var nu hyggeligt det her.

Hvorfor havde han dog sagt ja til dette job? Godt nok var der ikke ret mange her ude, men alligevel. Det var første gang han havde fået til opgave at kidnappe een pige og så fra hendes eget hjem, men en gang skulle jo være den første. Vinden greb i hans sorte frakke som gik ham cirka til knæhaserne. Hans hår var ikke sat og sad derfor pjusket, lignede mest af alt en fuglerede. Han lod sin ene hånd glide ned i sin lomme på frakken og fiskede en pakke smøger og en lighter op. Opgivende tog han en smøg fra pakken og placerede på de blege læber inden han satte gang i den med lighteren. Et ivrigt sug blev taget af smøgen inden han lå pakken og lighteren tilbage i lommen, røgen pustede han ud gennem næsen inden han udstødte et suk.

Da han kom til den adresse han havde fået, så det ikke ud til der var nogen hjemme, men det kunne ikke passe, han havde fået at vide at datteren i huset ville være der og det var hende han skulle kidnappe. Han så en pige i et vindue, langt lyserødt hår og en skjorte, det måtte være hende. Han røg smøgen færdig og smed skoddet på jorden, gik op til døren og bankede på, i håb om der var nogle der ville komme og lukke op. Han havde ikke tænkt sig at kidnappe hende i døren.. Det ville være sindssygt. Nej han ville spørge om han kunne låne telefonen og efter noget tid slå til og tage hende med sig hjem til ham selv et stykke der fra. Men hvis det ikke virkede havde han ingen andre ideer, men hun var trods alt en pige... Mon ikke han kunne lokke hende? Han håbede.

Karoline blev rimelig overrasket over pludselig at høre nogen ude foran døren. Og lidt efter bankede det på. Hun så op fra sin mad og hen over sofaens ryglæn. Som forventede hun at nogen senere hen ville træde indenfor og komme frem i døråbningen. Hun troede i starten at det bare var vinden der fik pisket nogle er træernes grene af sted. Så hun rettede blot sine grå grønne øjne mod den flimrende skræm igen. Men der gik ikke længe inden at den store pjuskede hankat igen beklagede sig og begyndte at miave som en gal. Og han så hele tiden ud mod gangen. Med et suk der løb over hendes bløde lyseråde læber fik hun rettet sig op fra sofaen, stillede sin tallerken fra sig på sofabordet og rejste sig noget dovent op. Hvem mon der gad gå rundt ude i det der vejr. Ikke at det regnede men vinden virkede bare til at så kraftig at den ville kunne rive hår ud hvis man begav sig udenfor. Efter at have børstet krummerne af sin skjorte og sørgede for at den dækkede som den skulle bevægede hun sig roligt ud i gangen.

Forsigtigt men bestemt trykkede hun håndtaget ned og åbnede døren uden den mindste knirkende lyd. Vinden kom hende med det samme i møde som havde den stået og ventet udenfor. Hendes bølgede pastelfarvede hår flagrede et øjeblik vildt omkring hendes kønne blege ansigt og der gik lidt tid inden hun fik styr på det og så endelig så direkte mod den person der endnu stod der. En ung mand. Forundret stirrede hun lidt på ham og hovedet blev endda også lagt en smule på skrå. ”Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte hun undrende og løftede ganske let sit ene øjenbryn. Hun følte hvordan Rufus nu havde bevæget sig med hende og gned sig op ad hendes ben. Dog begyndte han at hvæse mere eller mindre ved synet af den fremmede mand. Katten vendte efterfølgende om og gik ind i stuen igen. Ikke en ting Karoline tog sig specielt meget af. Hun forholdt bare stadig blikket mod denne mand.

Han syntes der gik ufattelig længe før der var nogle der kom og åbnede, men efter lidt tid gik døren op og pigen kom ud " Ja... Min bil er gået i stå et stykke nede af vejen og tænkte på om du ikke havde en telefon jeg kunne låne?" sagde han med et forsigtigt smil på læberne. Han så sig febrilsk omkring, for at sikre sig der ikke var nogle der måske stod og overvågede ham, mens han gjorde klar til sin "mission". Han så igen på pigen foran sig og derefter på hendes kat. Han hadede katte, men han måtte jo finde sig i det, han kunne ikke rigtigt gøre noget.

" Det kan også være lige meget, hvis du var ved noget.." sagde han og så på hende med et opgivende blik. Selvfølgelig kunne det ikke gøre lige meget! Han skulle have fat i hende, hvis ikke han gjorde, ville han uden tvivl få problemer med ham han arbejder for, hvilket ingen havde lyst til. Han sukkede kort og vendte sig om for at gå. Han gik nogle få skridt ned af vejen, dog i et langsomt tempo, så hvis hun råbte efter ham ville han kunne høre det.
*Kom nu kvinde.. Sig nu jeg må komme ind* tænkte han og himlede med øjnene. Han kunne jo ikke andet end at vente på hun råbte på ham.

Karoline syntes ikke rigtig at kunne nå at sige noget inden at denne unge mand bare begyndte at gå igen. Hun så undrende efter ham men der gik ikke længe inden at hun endelig gik lidt længere ud af døren. ”Ey! Ville du ikke låne telefonen?” råbte hun efter ham. Højt nok til at vinden rent faktisk ville lade hendes stemme nå ham. Hun forstod ikke helt hvorfor han virkede så nervøs. Rigtig nok var hans bil brudt sammen og han havde måske rigtig travlt med at komme hjem til sin familie. Eller hvad det kunne være. Det var ikke fordi at hun ville give ham medlidenhed men han havde trods altid brug for hjælp. Og en lille ting som at låne ham telefonen ville da ikke være nogen form for skade. Og hvordan kunne han tro at hun var i gang med noget? Lignede hun en der var midt i noget?

Hun frøs ikke på grund af hendes koldblodige tilstand men hun trak dog stadig sin skjorte lidt tættere omkring sin krop som stod hun faktisk og havde det koldt. Eller også var det blot hendes undring blandet sammen med hendes utålmodighed. ”Du kan bare komme med ind. Du kan finde en telefon inde i stuen.” forklarede hun ham med sin rolige stemme inden hun selv bare blev stående. Ventede vel på at han tog valget om han ville låne telefonen eller ej.

Han hørte hendes stemme og vendte sig om mod hende " Mange tak frøken" sagde han og sendte hende et smil inden han begyndte at gå tilbage mod huset. Dette blev svært, mest takke været hendes forbandede kat, men han skulle nok klare den. Håbede han. Da han kom indenfor tørrede han skoene af og tog og tog sin lange frakke af og lod den hænge over hans ene arm " Telefonen var inde i stuen?" sagde han og så kort på hende. Han så sig omkring, for at sikre sig at der ikke var andre i huset udover hende og katten, ellers ville det være en selvmordsmission. Så dum ville Shiro nok alligevel ikke være... Troede han ikke.

Da han kom ind i stuen så han sig omkring efter telefonen og fandt den så. han skulle slet ikke bruge den og lod derfor bare som om han ringede til en der kunne hjælpe ham med at hente hans bil. Efter cirka 10 minutter ved telefonen lå han på og sukkede kort, nærmest opgivende " De er her omkring en halv time" sagde han og så på hende med et svagt smil.

Karoline bevægede sig selv indenfor og lukkede døren eftersom før at der ikke ville opstå gennemtræk og alle døre ville begynde at smække som gale. Hun fik selv tørret dine fødder inden hun trådte videre ind. Efter ham. Fulgte ham som han vandrede ind i stuen og studerede ham diskret da han talte i telefon.

”Åh? En halv time..” Hun blev lidt overrasket men så alligevel ikke. Hun ville ikke overvåge eller lytte til hans telefon samtale. Det var jo direkte uhøfligt. ”Du kan blive her og vente. Vil du have en kop te? Kaffe? Vand?” spurgte hun stille og roligt og var allerede på vej ud i køkkenet. Det virkede underligt at have en fremmed i sit hus. Men hvis det skete for hende at hendes blik brød sammen og sådan, ville hun da også håbe nogen ville give hende den smule husly som hun havde brug for. Og så var det jo kun en halvtime.
Hun greb om elkedlen og begyndte at hælde noget vand op i den. Nu hvor hun havde tilbudt denne mand noget at sunde sig på efter han så ud til at have været udenfor i et godt stykke tid, blev hun selv fristet til at indtage en kop varm vand. ”Har du nogen idé om hvordan det kunne være Deres bil gik i stå?” spurgte hun ham alt imens at hun satte elkedlen ned på dens plade for så at tænde. Hun vendte efterfølgende tilbage til ham og fik sendt ham et af sine små smil. Afventende.
Det her havde hun nu heller ikke forventet. At få besøg denne aften. Eller det var ikke ligefrem et besøg. Men hver dag var vel et mysterium. Man vidste aldrig hvad der faktisk ville komme til at ske. Så derfor var hun ikke det mindste forarget over at han var kommet dumpende. Blot overrasket.

Han så på hende med et svagt smil "Tak skal du have... Måske en kop te ville gøre godt" sagde han og så sig omkring. Hun boede meget fint, dog ikke et sted han ville kunne vende sig til, men nu var han trods alt også kun sig selv. Hans øjne gled fra side til side, mens han holdt øje med katten, han skulle under ingen omstændigheder nyde noget af den kat, han skulle ikke nyde noget... Ikke engang i nærheden af det dyr. Han sukkede kort og gik over til døren ved køkkenet og betragtede hende med et smil. Meget smuk skabning, men hvilken race? Det kunne også gøre fuldkommen ligegyldigt hvilken race hun var.

"Tror det er motoren" sagde han med et svagt smil. Der var ingen bil og han vidste ikke hvad der var mest normalt at sige når ens bil er gået i stå. Han stod og tænkte på hvordan han skulle få det til at lykkedes, skulle han bare hive hende med sig? eller skulle han slå hende ud, altså slå hende bevidstløs og så bære hende hele vejen hjem? Ja det ville nu være prægtigt med en bil nu, men nej... Han vidste allerede hvordan han skulle gøre. Han syntes god det var en skam. Dette smukke væsen, men det skulle gøres.

Karoline nikkede bekræftende til hans valg at drikkevare. Plus, te var en af de nemmere ting at få lavet. Hun stod blot og ventede det øjeblik det tog for vandet at koge. Hun lyttede godt efter det velkendte klik og med det samme den lød fik hun åbnet et skab lige over sig for at finde to kopper frem. To helt almindelig hvide kopper. Som dem man kunne finde på et plejehjem. Det var de mest praktiske. Og de gik for tit i stykker at hendes forældre gad bruge penge flere penge på dyre stel. ”Vi har desværre kun Earl Grey i huset.” forklarede hun ham stille uden at se væk fra det hun lavede. Hun hældte det kogende vand og begyndte efterfølgende at lede efter de typiske teposer alle normalt brugte.
”Motoren? Måske blev den over ophedet eller noget.” sagde hun betænksomt og så kort på ham alt imens hun talte. Hun vendte sig hurtigt mod selve køkkenbordet idet hun igen kunne høre den klagende lyd fra en kat. ”Rufus! Ned!” udbrød hun med det samme og hun tøvede ikke med at lægge teen fra sig og greb om den tykke kat. Hun havde følt den negative energi der havde omgivet denne unge mand hver gang hendes kat havde været i nærheden. Og hun havde lagt mærke til at Rufus tilsyneladende ikke kunne lide ham. ”Du kan bare komme en tepose i en af kopperne. Jeg sender lige den her kat i skammekrogen.” Hun sendte ham et skævt smil som hun passerede ham og bevægede sig videre ud i entréen. Det var ikke fordi at hun var nogen dyreplager. Hun kunne godt lide katte. Men hun havde det stadig med bare at smide katten gennem kattelemmen. Eller var hun sikker på den dovne filur ville trippe tilbage ind og genere folk. Der gik ikke længe inden hun igen kom tilbage til deres lille fællesrum og fik kørt en af sine hænder gennem det bløde lyserøde hår. ”Så.”

Han så på hende med et betænksomt blik. Skulle han slå til nu? eller efter hun havde lavet teen? Han ventede. Ellers ville hun sikkert bare smide vandet ud over ham og det var ikke ligefrem noget han længedes efter " Earl Grey passer mig fint" sagde han med et smil på læberne da hun gik forbi ham. Da hun kom tilbage uden katten åndede han nærmest letter op. Nu skulle han da ikke være bange for hendes kat overfaldt ham.

" Det lå jeg ikke mærke til om det var det der skete. Den gik i hvert fald i stå" sagde han og kløede sig kort i nakken. Han gik ud til hende i køkkenet og så sig omkring " Noget jeg kan hjælpe med?" spurgte han og smilte kort. Det var der sikkert ikke man han var alligevel høflig nok at spørge. Tænk han virkelig var inde i hendes hus..: Alene med hende, det var jo en drøm nærmest. Ikke fordi han havde drømt om hende, men mere fordi hans arbejde sikkert ville komme til at lykkedes nemmere nu hvor han var kommet ind til hende og var så tæt på hende.

"Hvordan kan det være at en fræk lille sag som dig er helt alene hjemme?" spurgte han med et smil på læberne. Han syntes det var underligt at en så smuk pige ikke blev overvåget i frygt for der var nogle der skulle komme og kidnappe hende, eller noget i den stil. Hvilket jo var det han var godt på vej til at skulle. han ville bare lige drikke teen inden han begyndte på noget.

Fræk sag? Karoline kunne ikke andet end at se noget undrende på ham. Hun fik igen løftet sit ene perfekt formede øjenbryn. Hun forstod ikke helt den pludselige replik der havde forladt hans læber. Og efter at se på hendes ansigt og kropssprog var det ikke ligefrem noget hun nød at få at vide. Hun havde sandt nok sine øjeblikke men lige nu var hun ikke det mindste påvirket af alkohol som hun normalt var når hun fældede sine mure. Lige nu syntes skjoldene at ryge op igen. Måske ikke hans bedste træk i dette spil. ”Øh. Navnet er Karoline, ikke lille frække sag og jeg..” Ja hvad lavede hun egentlig. ”..jeg passer på huset.” svarede hun blot kort med et lille lattersmil imens hun forsigtigt rakte ham koppen med stadig dampende varm te.
Hun vendte sig så mod køkkenbordet for at gøre sin egen te klar. Hun gjorde det typiske dyp med teposen inden hun fik trukket den helt op og smed den bare over i vasken. ”Hvad laver sådan en.. ung man som Dem så ude i det forfærdelige vejr?” spurgte hun ham da hun, med koppen mellem begge sine fine hænder, endelig rettede sine smukke klare grå-grønne øjne mod dæmonen der havde fundet husly i hendes hjem. Ikke at hun følte sig direkte utryg i hans nærvær men det var bare underligt for hende at en fremmed bare sagde den slags. Det var normalt i en bar. Men her. Hun lænede sig afslappet op af køkkenbordet inden hun løftede koppen op til sine rosa læber. Pustede kort ned i det dampende vand inden hun satte koppen for munden og hældte. Tog en ordentlig slurk og slugte med det samme for at få varmen godt ned i halsen. Godt nok havde hun ingen muligheder for at blive rigtig syg. Men i det her efterårsvejr følte alle sig vel bedre tilpas når varmen fyldes i ens krop. Selv hende. Selvom hendes krop altid var køligere end andre. Faktisk en del køligere på grund af de arvende gener i hendes blod. Det var måske mest tanken for hende så.

Han så på hende og himlede med øjnene " Beklager meget..." sagde han og så på hende med et opgivende blik inden han tog imod teen. Han pustede kort ned i den, for at køle den lidt ned. Han sippede til teen og så op på hende " Hvad jeg laver? Jeg var på vej hjem, men kom ikke så langt" sagde han og sukkede kort. Han skulle snart slå til, ellers ville det gå galt og hendes forældre ville sikkert også snart være hjemme og det var der han ville have balladen.

" Sig mig... Hvor er dine forældre?" sagde han og så på hende med et forsigtigt smil. Han vidste ikke rigtigt hvad de to havde at snakke om, før han havde taget hende med hjem og smidt hende i kælderen. Hans søster ville sikkert også elske Karoline's hår. Han kiggede ud i gangen, hvor katten var sendt hen, men han kunne ikke se den, hvilket var et godt tegn set fra hans egen side af. Igen sippede han til den varme te og rettede igen blikket mod hende. Han ønskede ikke at skade hende... Endnu i hvert fald, men hvis hun begyndte at gå ham på nerverne skulle hun sikkert nok komme til skade, men det må tiden vise.

Han var nok den type der selv troede han kunne få hvem som helst. Det var i hvert fald hvad Karoline fik tænkt over hans reaktion der var kommet efter hendes mindre form for afvisning. Men han så ikke ud til at være direkte sur over det. Overhoved. Så der lå vel ingen skade i det hun havde fået gjort.
”Mine forældre?” Her kom hun ikke ligefrem på pause. Men hun holdt alligevel en for ikke at bare spytte informationer ud med det sammen. Det hun vidste allerbedst var hvor hendes forældre befandt sig. Det var en ting hun altid havde styr på. Ikke fordi det var nødvendigt. Det var bare mere betryggende at vide hvor de befandt sig. Stille og roligt fik hun taget endnu en slurk af sin te og forsætte med at svare på hans spørgsmål efter hun sank den varme drik: ”De er begge på forretningsrejser. Min mor er taget til London for at hjælpe til med noget mad til et bryllup. Og min far er i Indien hvor han …jeg ved ikke helt hvad.” forklarede hun ham med det lille forsigtige smil. Hun savnede dem rigtig nok. Men hun var vant til at de var væk. Og forhåbentlig ville de komme hjem inden ugen var omme.
Hun lagde igen mærke til hvordan at han nærmest virkede nervøs. Og han så sig hele tiden omkring som var han bange for at der pludselig ville komme en masse politifolk ud af skabene og sådan noget. Det var lidt underligt. Men hvis denne mand havde lavet noget forkert ville hun helst ikke blande sig. Og dog. Han virkede ikke helt stabil. Måske var det en god idé at ringe til politiet og få oplysninger om en mand var efterlyst eller noget. Hun sank en lille klump der havde sagt sig fast i hendes hals og som nu generede noget så gevaldigt. Tanken om at hun i øjeblikket havde en forbryder i hjemmet var ikke direkte betryggende. Og så igen. Hun var vel selv stærk nok til at klare sig selv. Hun havde jo før oplevet hvordan hendes styrke var i forholdt til mennesker. Han var vel et menneske..? Mens hun forholdt sien øjne stift rettet mod ham førte hun igen teen op til sin mund. Tog endnu en slurk og stillede efterfølgende bare koppen fra sig på køkkenbordet. Kulde fra hendes hænder havde allerede afkølet drikken til en klam smag.