For the bloody fun of it ~ Valentin.

Natten var ung og pigen var...død.
Sådan officielt set.
Men det forhindrede nu ikke Millicent i at deltage i aftenens velgørenhedsbal.
Det lunede hendes kolde hjerte at se, at så mange var mødt op, hvis de så også bare ville byde på nogle af de ting der var til salg, så kunne aftenen ikke undgå at blive en succes.
Det var afdelingen for canser syge børn, der samlede penge ind til forskning og til at forsøde den måske sidste tid, til de indlagte og meget alvorlig syge børn og deres familier i krise.
Millicent havde fået nys om arrangementet over nettet og hun havde fået lov at give nogle signeret bøg væk til formålet, fra de kendte brødre Grimm.Den skulle nok indbringe en pæn sum.
Udover dette var der malerier, overdådige kjoler og kostbare smykker at købe.
Millicent selv havde naturligvis ikke penge til at handle...hun havde vist sin støtte nu, ved at få overtalt gamle Mac, ejeren af antikvarianten, til at donerer hans fineste ejendel...og så naturligvis ved at købe selve billeten hele cirkuset.

Der var to rum, som var tilladt at bevæge sig i denne aften.
I det ene var alle genstande udstillet, man kunne købe.Det var naturligvis svært bevogtet, da der var en formue af betydelig størrelse repræsenteret derinde.
I det andet rum, skulle selve selvskabelighederne udøves.
Millicent var i det sidste rum og hun kunne umuligt lade være med at beundre rummet.Store tunge krystal lysekroner dominerede og kastede en varm dekadente glans over lokalet, hvor sorte velour sofaen og sorte borde , skabte en lidt dyster og privat stemning. Store statuetter af græske gude og gudinder , stod og pyntede sammen med enorme gamle malerier, i store tunge rammer af krakkeleret overflade behandlet guld.Rustikt og stemningsfuldt.De havde i den grad anstrengt sig for at det skulle være en oplevelse værd at deltage i.
En svag lokkende musik...blid og mystisk kælede for rummet, og nede ved baren hvor champagnen flød i strømme, kunne man finde hende, Millicent Walker- nyfødt vampyr.

Hun var klædt i en rød kjole,fine stropper en dyb udskæring i ryggen- men ellers ingen dikkedarer.
Ingen prangende smykker, kun to små sten, iøvrigt uægte men de skinnede så fint syntes hun nu alligevel,
Sorte sko med ankelrem, og en diskret aften make up, med en smule mere kulør på læberne end vanligt.
Nu håbede hun bare at hun ikke ville fucke up...og lave et eller andet galt?

Valentin havde taget en mærkværdig beslutning hen på aftenen. Det lignede ham slet ikke at besøge sådan et offentlig sted. Da han ikke var så glad for at være omringet af folk. Men efter en lang gå tur i Terre havde han valgt at tage et smut ind til et arrangement han havde hørt om fra nogen, *Bare slap af.. og find ud af hvor du kan slæbe et offer hen uden at det kan skabe panik*, tænkte han og lod sin tunge glide ud med et snup tag for at slikke sig om munden. Han var altid sulten, det kunne han snart ikke lyve over for nogen mere. Det var næsten lige meget hvilken person han stødte ind i så steg lysten til blod. Han var blevet til et bæst gennem tiden. Mere perfekt beskrivelse kunne man ikke finde og alligevel var herren fint beklædt til lejligheden. Han var iført sin hvide skjorte, sorte slips, som hang en smule løs. Med sin jakke udover der passede til sættet. Han havde sine sorte bukser på med flade sko og så var hans hænder beklædt af læder handsker. Det blonde hår var sat fint op, det meste af håret var blevet fladet, så det kom ned at ligge pænt, udover hans pandehår som sad til den ene side var lidt pjusket.
*Gad vide om man må ryge her inde..!* tænkte han letter desperat..

Han lod sit blik glide fra den ene person til den anden mens at han befandt sig der hvor selskabs-lighederne udøves. Valentin hvæsede lavt et par gange uden at nogen lagde mere til det, da han gjorde alt for ikke at vække opmærksomhed. Mens at han hvæsede i tavshed kunne man nok skimte hans hugtænder, hvis man kiggede ordentlig efter. ,,Forbandet.." mumlede han. Hvad skulle han gøre, for at falde til ro inden at der skete noget grufuldt som gjorde at arrangementet når kunne blive ødelagt? Han ville ikke ødelægge en hel aften.. Eller.. det ville hans inderste personlighed nok. Men han gjorde alt for at beherske sig. *Tror det er smart hvis vi snart forlader stedet..* tænkte han og bed sig lidt i underlæben, mens at han overvejede hvad han skulle gøre.

Der gik dog ikke længe før at en bekendt lugt strejfede hans næsebor. En lugt som var meget lig hans egen.. Valentin fortrak sin ene mundvige i et skævt smil da han opdagede at han ikke længere var alene. Fordi han var ret så sikker på at det var en arts fælle. Det kunne nok berolige ham. Men han vidste bare ikke hvor han skulle gå hen, om han skulle blive stående eller lede efter sin arts fælle. Han tøvede og prøvede på at undgå at få øjenkontakt med nogle af de andre der var i nærheden.

Glasset var tyndt, og med smukke udskæringer i krystallen.Udover dettte var kanten udsmykket med imiteret guld og champagnen ville sikkert smage langt bedre af et sådan glas, end af flasken?
Millicent var dog meget lære nem, og hendes mentor havde allerede lært hende et og andet, selv om det meste nok var uvaner - så da tjeneren kortvarigt blev afledt af en anden gæst, rakte hun hurtigt sin blege hånd frem og snuppede , uden at blinke hele flasken og sit underskønne glas, og gik mod den lille have der stødte til.

Hendes tanker begyndte at vandre....
Hvem forsøgte hun egenlig overbevise? Formålet var godt, ja....men det eneste der kredsede i hendes hoved var smagen af blod og lysten til at stille sig og sniffe folk op af halsen og stirre bjergtaget på deres bankende halspulsåre.
Hun var ikke længere en god pige, vel ? Nu tilhørte hun de onde.
Desværre ønskede de onde nok ikke at gøre brug af hende på deres hold, hun var for blødsøden og led af samvittigheds kvaler.
Ligesom til rundbold...var hun den der stod sidst tilbage, når alle andre var blevet valg.....pis!
Hun slog døren op til haven og trådte derud....måske skulle man til at danne sit eget lille team, og give dem alle et baghjul der kunne mærkes helt oppe i Vancouver?!

Millicent dappede rasteløs omkring mellem de små anlagte bed og træer....hun standsede meget pludseligt, stak snuden i vejret, da en stribe af dufte indtryk indhentede hende.....hvad duft var det ? Hun kunne genkalde noget der mindede....mindede lidt om hendes selv?...men ikke helt.
Hun satte glasset til sine læber, hældte boblerne indenbords imens hendes øjne vagtsomt sweepede omgivelserne.

Valentin havde ingen anelser om hvad han skulle gøre, han var et mindre forvirret væsen. Et sted hvor der var en masse folk. *Det her.. irritere mig*, han kunne ikke lade være med at tænke på at gå og overfalde et menneske.. tage det til sig og ødelægge dets liv.


Det var hans masters skyld, som han ikke kunne huske, fra tilbage, når han tænkte på sin fortid. Han blev hurtigt forladt af sin master. Efter at han havde været igennem processen og det havde resulterede i at bæstet, den inderste personlighed i ham nemt kunne gå amok og tænke på blod og overlevelse stort set hele tiden.
Det ville hjælpe ham enormt meget, hvis han en dag kom til at møde sin master, den kvindelig fuldblods vampyr der havde gået til værks med at få ham ind i forvandlings processen.

Tilbage i selskab til et stort arrangerement overvejede Valentin de muligheder han havde tænkt på et stykke tid. Skulle han forlade stedet eller blot blive og se hvad der ville ske?
Fornuften var der stadigvæk og den sagde til ham at han ikke ville ende med at lave den store ballade. Når der var så mange til stedet. Det ville ende med at blive yderst pinligt. Ak ja.

Han stillede sig derefter op af en væg i nærheden af hvor han stod, med ryggen til og kiggede udover befolkningen. Mens at han endnu engang prøvede at tage den med ro. Han lod sin ene hånd glide ned i en bukselomme, for at lede efter noget.
Han havde håbet på til sidst at arts fællen der var til stede ville træde hen til ham. Hvis de skulle sludre. Inden at han ville forsvinde.

Som var hun en dukke , en dukke med små fine tråde spundet omkring alle fire ekstremiteter, så hendes dukkefører kunne styre hende i hvilken retning han end måtte ønske, fulgte hun duften.
Hun drak af og til af sit glas, og da der ikke mere var i det, kastede hun det åndsfraværende fra sig, ind i den nærmeste ligusta busk.

Millicent havde en bedre lugtesans end de fleste, så når hun først have pinnet en duft til en bestemt person, ville hun være istand til at indfange duften på en pæn afstand.Men hun var ikke så rutineret endnu, og måtte tage sig selv i at gå og sniffe, som var hun en anden hvalp.

Duften hun havde fået færten af, ledte hende indenfor igen...og tonerne af Lana Del Reys 'Blue Velvet ' bød hende velkommen tilbage.
Som i en tåge , lod hun sig føre...blive båret frem af den lokkende scent.
Men om hun stødte på en ven eller fjende vidste hun ikke, og måske var det netop dette fact, der fik hende i et lidt sælsomt humør.

Hun så ham...og vidste instinktivt at det var ham...hans duft.
En høj rank lyshåret fyr...han stod roligt, overlegent måske nærmere og så ud over den store hjorde af folk og fæ der mængede sig med hinanden.

Millicent nærmede sig ham...bagfra, som en kat der lister sig ind på det uvidende bytte.
Hun stillede sig på tå, og stemmen nær hans øre , ville flyde ind som en blid melodi da hun talte for første gang til ham...." hvem er du!"

Valentin havde ikke lige set den komme at en ukendt person, til en kvinde skulle dukke op for at forskrække ham? Hvis det var planen, så lykkedes det hende ikke ret godt. Han rynkede på næsen og kunne med det samme lugte sig frem til at hun var en arts fælle.

,,Nå da..", uden at det var grunden, så så han det lidt som en fornærmelse som kvinden lige trådte frem i skoene. Han rettede langsomt blikket og lod sine øjne hvile på hende mens at han lagde sit hoved en smule på skrå ,,Hvorfor vil du vide hvem jeg er?", spurgte han så derefter med en sarkastisk undertone i stemmen, for at komme med et svar. Da han heller ikke ville lyde helt ubehøvlet. Han kunne ikke lade være med at gøre et spil ud af det, efter at kvinde barnet havde 'prøvet' at skræmme sig ind på ham.
Han rømmede sig inden at han sagde:

,,Troede ikke at en kvinde opførte sig sådan.. er det ikke dig der burde præsentere sig først? Nu når du kom sådan hen til mig?", Valentin kunne godt mærke at han ikke var særlig venlig af sig. Men det lå også lidt til hans personlighed og sit generelle væsen. Han lod sin tungespids glide ud for at slikke sin underlæbe, der virkelig var en dum vane. Hvorfor fanden gjorde han det? Han trak sig svagt på skulderen mens at han betragtede denne kvinde der nu havde fået hans opmærksomhed til at de stod i et selskabs lokale fuld af mennesker.

Hvis ikke sarkasmen havde flydt så fyldigt hans læber, ville hun sikkert havde bøjet nakken , faldet i grøften og undskyldt meget...for hun var bestemt mere blid og samvittighedsfuld end godt var.
Men hans tone og hans lidt arogante vis, fik hendes parader en smule op.
Hun var ny...og hun var alene.Hun kendte ikke andre vampyrer og det var udelukkende nysgerighed og hendes indre legebarn, der havde drevet hende i retning af den pirrende duft....en duft hun mente kom fra en vampyr, da hun først stod lige bag ved ham.Så ja....hun var måske en smule..ekstatisk.

Millicents øjne glimtrede af spændning...der kunne næsten ses små flager af iskrystal i dem, eller sådan et indtryk kunne de nogen gange give, når hun var ophidset...når blodet ville rulle stærkt igennem hende.
Hun forsøgte dog tøjle ...tilstanden....og hun svarede henført...som en pige der lige havde set den smukkeste dukke, og nu øjnene en mulighed for at lege med den....bare lidt.
" Du...du er vampyr? " det var jo derfor hun ville i kontakt med ham...ellers havde hun sikkert bare drukket sin champagne, og var smuttet for denne gang,
Undersøgende...næsten som hun kiggede på et vildt mysterium...indprintede hun hans udssende, han var meget stilfuld, i nåde tøj og hår....elegant med et lille rebelsk strejf....slipset var ikke bundet korrekt og stramt.

Hendes øjne flakkede kort, men lå så igen på ham..." oh...hvordan burde en...kvinde..så opføre sig? Du ved vel godt st den der...' Skal ses men ikke høres ' den kun gælder børn? " sagde hun og besluttede så ikke at fedte rundt i formelle ring, hvis det betød noget for ham....så gik der ingen skår af hende ved at føje ham....for nu.
" Millicent Walker....så, nu har vi gjort det korrekt...efter etiketten, så nu kan du trygt fortælle mig hvem du er , så du ved hvem du skal sende et takkekort til senere" det var helt tydeligt at hun jokede....hendes øjne såvel som hendes stemme var nu fyldt af smil og humor, så måtte hun jo se om det smittede af på manden her.

Hvad skulle Valentin gøre? Var der i det hele taget noget at sige til det? Han rystede kort på hovedet ved tanken. Utroligt nok så havde han ikke regnet med at kvinde barnet ville reagere sådan, men et forholdvis lumsk bette smil dukkede frem på hans læber, som han fortrak i sin ene mundvige så en af hans hugtænder kunne skimtes. Det gjorde ham mere nysgerrig til at finde ud af hvem kvinde barnet var udover at han godt vidste at de var samme arts fælle. Ak ja.
Det lød som om at hun var ny skabt. En ny født vampyr, sådan som hun befandt sig mellem andre. Han nikkede enkelt gang som et tegn på at det havde været rigtigt det hun havde spurgt ind til, mere eller mindre.

Han trak sig en smule væk og bukkede som en gentleman foran hende, kun af den grund for at vise respekt, han gjorde det let og elegant, som om at han havde øvet på det i årtier. Normalt bukkede han ikke, men af en årsag kunne han ikke dyd sig
,,Undskyld min tone, jeg er blot en af de almindelige .. der kommer fra helvede med en gnist som en gentleman bære", med en rolig og dyb stemme, uden at det føltes akavet, mens at han gjorde alt for at det kun var kvinde barnet der hørte ham.
Da han ikke ville vække opmærksomhed. Det ville være en synd hvis den store mængde der var til stede skulle blive skræmt fra vid og sans. Uden at det var nødvendigt.

,,Valentin Danican.." han rakte sin ene hånd mod hende, som var beklædt af læder handske, ligesom den anden. Han rakte hånden frem ment som en venlig gestus.
Han var ikke fræk på noget tidspunkt her. Valentin kiggede ned af sig selv for en stund og opdagede godt at sit slips ikke sad pænt
,,Jeg håber ikke at jeg er blevet hårdt bedømt endnu.." sagde han pludseligt, mens at han så tilbage på Millicent, stadig med et smil plantet på hans blege ansigt der ud strålede en kulde af is som resten af hans krop.

Et øjeblik var det hans smil der løb af med hendes opmærksomhed.
Sjovt som mange sagde at øjnene var sjælens spejl.
Jo jo...hun var da enig i , at man kunne finde mange oplysninger deri, om følelser - eller mangel på samme, men hun havde nu alligevel den mening , at man kunne det samme i et smil- eller i manglen på et.
Hans fortalte hende at han var en lidt legende type, eller måske bare en der fandt tilfredsstillelse i at styre slagets gang, at være den der udpegede hvilken retning der skulle følges.
Hun kom selv til at smile...et mere åbent og ligetil smil...det var så typisk mænd.
Hun kunne naturligvis ikke vide om det var korrekt...men det var hendes fortolkning på det, anyway.
Dog tog hun ofte fejl....det var nærmest lidt af et trade mark, hvilke hun fandt en smule irriterende, som når en hårvippe havde fundet sin vej ind i øjet- det var ikke niget man mærkede til hele tiden, men fra tid til anden generede den bare så meget, at man følte sig helt desperat for at få 'lortet' ud.

Hans lille nik, afløste smilet...
Oh! Så hun havde fået strike her, well what do you know!
Hun glippede et par gange da vampyren bevægede sig en smule væk, og blev så lidt benorvet da han bukkede for hende.Hun søgte efter mere af hans skiveskåret sarkasme, og beredte sig på den, men det slog hende faktisk endnu mere hårdt, at den endte med at udeblive.
Hendes mund åbnede sig let...hun ville sige noget, men hans tale gjore hende stum.Hvilken ironi.

Millicent blev først kickstartet igen, da han rakte en hånd frem, automatisk lagde hun sin noget mindre hånd i hans, og lod den omslutte af det bløde læder hans handske var lavet af.
"Valentin" ..gentog hun med en lav og varm stemme- og opdagede til sin skræk, at hun følte sig en smule åndeløs.Var det normalt...altsår for en vampyr? Hun havde snart en liste over hendes fejl der var længere end børnenes liste til julemanden, det var en smule bekymrende, ærligtalt.
Havde hun været en iphone, ville hun blive erklæret defekt og trukket tilbage fra marked- det ville det være begyndelsen til slutningen for Mac imperiet, det var helt sikkert.

" Heldigvis er jeg slet ikke så hård og nådesløs som jeg ser ud til Mr. Valentin, så nej...du er ikke blevet bedømt hårdt...endnu" sagde hun og et smil listede sig igen over læberne på Millicent.
" Er der mange her...som os?" Spurgte hun og hendes iver for at vide mere skinnede nok lidt igennem.
Men det var første gang hun var i samtale med en vampyr, sådan rigtigt....og det var hendes chance for at blive klogere på vampire business.

Han snusede enkelt gang for at tjekke om der var andre som man kunne kalde for arts fæller.. Han kunne ikke lugte andet end hendes og hans egen lugt.. Som desuden var rådden.. ,,Nej.. Det kan man med vores lugtesans finde ud af...
Da vi har en bestemt lugt i forhold til andre" sagde han stille og rynkede brynene.

Utroligt at kvinde barnet ikke havde så meget erfaring omkring det med at være en vampyr.. Hun måtte virkelig være en nyfødt... Han rømmede sig
,,Har din skaber... Ikke oplært dig?" Spurgte han uden at han vidste hvordan han ellers skulle spørge ind til det.
Faktisk syntes han at det var synd for Millicent at hun var så uviden omkring sin eget væsen som hun var blevet til..

Han havde håbet på at hun ville svare.. Men inden at hun fik chancen fik han læberne på gled ,,Skal vi ikke gå udenfor?" Han var ikke meget for at snakke sådan mens at de var i blandt mange mennesker. Det var upassende.
,,Så kan vi snakke yderligere der.. " kom det fra ham, mens at han smilede lidt, godt nok havde han ikke fået svar. Men han ventede på hvad hun ville og lod bare sit blik hvile på hende.

Det var også mærkværdigt for ham at være sådan et offentlig sted.. Der vrimlede jo med mennesker.. Og hvordan skulle han så skjule sin sult og lyst til at overfalde et offer når der var så mange? det var svært at ligge skjul på sit indre væsen.. Han kiggede kort op på loftet et øjeblik.

Hun nikkede og sammentyggede.Det med lugten havde hun efterhånden fundet ud af, nu skulle hun bare raffinerer talentet til selv ad adskille alle de sanselige aromaer hun konstant blev overrislet med.
Men hun havde også oplevet at få at vide at hun lugtede...grimt...fordi hun var vampyr, og den del ville hun ikke have hængende på sig....selv syntes hun at vampyrer havde en fin duft.

Spørgsmålet om hendes skaber, var en kniv lige i hjertet.
Det virkede ...flovt...næsten syndigt at være foruden, og hun vidste ikke engang hvorfor, kun at et eller andet måtte være gået helt galt under hendes transformation.
" j-jeg.." Fik hun knapt fremstammet, inden Valentin kappede samtalens bånd og spurgte om hun ville med at forsætte snakken udenfor.
" jo..det er helt fint" svarede hun hurtigt...koncentrerede sig om at bevæge sig i et menneskeligt tempo og gik mod den lille gårdhave..
En tjener ' svævede' på let tå forbi dem, med en flaske champagne og en flok glas, på en af de her runde sølv bakker.Millicent rakte hånden ud, og fangede flasken, hvorefter hun mimede et ' thank you' til tjeneren og smilede stort til Valentine.

Millicent havðe drukket blod....masser af hendes blodposer inden hun kom, men lysten til at drikke fra mennesker, var begyndt at trænge sig meget på, og de sidste dage havde hun i den grad skulle bruge ufattelige kræfter på ikke at bide løs på tilfældige, selv om hun havde drukke sufficient af sit donor stads.

Udenfor...gled Millicent over til et lille møbel artangement i vidt kurve flet og røde bløde velour hynder i.
Hun satte sig i en stol og betragtede Valentine lidt...forsøgte at se ham an og dommen lød på han nok var rimelig til at stole på, han havde i hvert fald ingen legal grund til at ville gøre hende fortræd....hvilke ganske hivet også ville koste ham sit hoved.
Så,hun fortalte ham...åbent og ærligt...og ikke videre stolt.
" Han forlod mig...før eller under transformationen...jeg kan ikke engang huske hvem han er...og jeg er ...faktisk en smule på glat is..." I hendes øjne tog både sårbarhed og en latent vrede plads, side om side....hvis hun nogensinde fandt ud af hvem han var!
" Må man det? Må man slå sin skaber ihjel...hvis jeg finder ham en dag?" Hun hviskede ordene ,de sneg sig over hendes læber og kravlede mod Valentin....
Han havde forvandlet hende mod hendes vilje og efterladt hende...til sin egen skæbne,der var meget tæt på at være døden.

Valentin satte sig i en stol ved siden af mens at han blot lyttede efter kvinde barnet efter at de havde bevæget sig udenfor i stedet for at være indendørs ved forsamlingen. Han rømmede sig da han kunne se at der var noget der gik igen som hun fortalte omkring hendes skaber. ,,Nyfødte bliver vist bare generelt forladt..", sagde han roligt og fugtede let sine læber, mens at han kiggede på hende, for at holde øjenkontakten. Der var ingen forandring i hans øjne. De havde deres naturlige øjenfarve som bar den koldeste farve af dem alle; sort. Med et strejf af den røde, som et tegn på at han var en vampyr og ikke et spøgelse eller lignende. Så folk, mest mennesker nemt kunne se forskel. Hvis de kiggede godt efter. Valentin havde kontrolleret sit udyr godt inde sig siden at hans øjne ikke var blevet helt ildeflammende.

,,Det er ikke rart.. men på den anden side, så er det vel en god måde at finde ud af tingene på omkring overlevelse..." kom det fra ham, uden at vide om det var rigtigt som han sagde. Når han tænkte tilbage, så var han endelig glad for at hans skaber havde forladt ham under transformationen.. fordi tanken om at han så blev afhængig af skaberen.. skramte ham en lille smule.

Han overvejede hendes spørgsmål et kort sekund inden at han svarede ,,Gå ud fra hvor meget forandringen har såret dig og føl efter hvor meget had du egentlig har.. vi som er blevet skabt af fuldblods vampyrer.. kan jo faktisk takke disse skabere.. i sidste ende", det kunne høres på Valentin at han ikke var glad for at indrømme det. - Da han havde et stort had til sin skaber. Som var en kvindelig fuldblods vampyr. - Han kunne ikke huske meget fra hvor han havde været inde i processen til den person som han var blevet til den dag i dag.

,,Du bestemmer selv.. Millicent, og automatisk sker der ting, når du står foran skaber..
og det samme vil ske for mig hvis jeg nogensinde kommer til
at møde min skaber...". Mere vidste han ikke hvad han skulle sige.
Han fortrak i sin ene mundvige i et skævt smil, mens at han lagde sit hoved en smule
på skrå, han var glad for at de gik udenfor. Det ville nok have gået galt,
hvis de blev i blandt de andre.

Millicent så en smule betaget på Valentin.Næsten som var det lykkes hende at indfange en smuk sjælden sommerfugle art, og nu havde fået den sat i en glas osteklokke, så hun kunne få et godt kig på den, få alle de facinerende detajler og særheder med, der netop karakteriserede dén.
" Jeg synes det virker...forkert..at forlade en nyskabt vampyr...det var mere held end forstand at det første dagslys ikke tog mit liv.Jeg finder det utilgiveligt og virkelig dårlig stil" gav hun sin ærlige mening.
Hun ville aldrig selv forvandle nogen...og slet ikke nogen der ikke ønskede det, det var en forfærdelig ting at gøre.

" Min transformation...var meget trist og grusom...den var uvelkommen og jeg var meget forvirret, det...øhm..er jeg sådan set stadig, men jeg får stille og roligt mere hold på mig selv....og er ved at finde ud af ...hvordan jeg burde være...og opføre mig" indrømmede hun og vidste godt at der var en rute på fod med Tour De France foran hende, inden hun kunne køre over målstregen i vampyrenes føretrøje....men ...hun skulle nok vise dem at Askepot kunne blive dronning, vampyrenes ukronede dronning....
Hun smilede ved sine egne drømme....som nok altid ville forblive just that.

Okay...hun var glad for at være fri, ingen der bestemte og hun stod ikke til ansvar overfor nogen- ikke endnu da.
Millicents øjne strøg let over Valentin...hele ham.Hun tog en tår af flasken og rakte den bagefter til ham, hbis han ønskede noget.
Selv fandt hun at det dæmpede tørsten, bare en lille smule ...trangen hun nu næsten konstant have.
Hun legede lidt med ideen om hvad hun ville føle overfor sin skaber, hvis hun stod face to face med ham?
Hun var sikker på en ting....kontrollen ville hun tabe,den ville være for tung for hende at holde på.
Men hvad der mere ville ske, kunne hun ikke forudse.
For første gang, begyndte ordet hævn at hive mening for Millicent...og hun så med et forskrækket blik op på Valentin.
" Jeg tror fandme jeg ville flå hans hoved af?!" Udbrød hun og var seriøst blown away over at have den her lyst.
Hun kunne nærmest mærke hendes håndflader begynde at klø og krible...og hendes tænder at presse sig på.
En svag snerren lød dybt fra hendes hals....en lille instinktiv handling, en lille ukontrolleret lyd og hun lagde hurtigt hånden over hendes læber.
Hun valgte et emne skift...et mere harmløst et.
". Dine øjne....har de altid været så mørke? ....og med rødt?" Spurgte hun lidt kejtet, men hun skrabede alt hun kunne til sig...det var jo ikke til at sige hvornår hun havde mulighed for at snakke med en vampyr igen?

//Out?//

// Du er velkommen til at oute, såfremt du er kørt død i det, men så skal du nok slette dit spørgsmålstegn :)
Valget synes at være dit at træffe, eftersom det er din tur til et eventuelt indlæg //