Running from what? //Belle

Tid: 16:00
Sted: Kanten af parken
Omgivelser: Sti og nogle få folk.
Vejr: Småregn
Påklædning: Et par løse bukser bare tæer, og en tæt siddende t-shirt

Adalwin var ude at løbe sig en tur fordi han havde brug for denne friske luft og at få rørt sig. Han smilede stille som han løb afslappet afsted, uden rigtigt at tænke over hvad andre folk lavede omkring ham, lige der var han egentligt et meget nemt offer når det kom til stykket... Han svedte dog en smule selvom han løb meget afslappet.

Han kiggede stille rundt om sig og specielt betragtede han andre folk som han så der kom løbende, og lagde mærke til hvordan mange af dem kiggede undrede på ham fordi han kom løbende i bare tær, og at han ikke havde mere tøj på i dette værd... Hans tøj var gennemblødt som han kom løbende der men han reagered ikke rigtigt på det da han ikke havde noget problem med det...

Han stoppede stille op af et skilt, eller en lygtpæl ja præcis hvad det var vidste han faktisk ikke. Han stoppede bare op og kiggede rundt på de andre folk, mange andre stoppede ikke op men løb bare hurtigere da det så ud til at begynde at regne kraftigere inden længe...

Hun pustede på sine ti forfrosne fingerspidser og håbede, at de lyseblå fingerløse vanter kunne tåle resten af mosten. Den ene hånd knugede om en firkantet, transparent plastik-kasse, der kun lige kunne være der. Plastikken duggede til af den hvide sky, der kom ud af hendes O-formede læber og klæbede til indersiden af kassettebåndets plastik.
Hun havde kendt en mand, der mente, at regnvejr var naturens rapsodi, udtrykt med netop de ord. De havde brugt lange, sene timer på at diskutere, mens hun var pakket ind i tæpper og varmede fusserne i tæppernes gemmesteder. De havde netop snakket så længe, fordi de var hinandens modsætninger. Kulde og varme, der støder på hinanden, og skaber damp. Eller dug.

Der dukkede et smil op, som fremkaldte smilerynker omkring næse og indrammede en ganske lille skønhedsplet. Mon ikke de ville have diskuteret, om det var dug eller damp, ræsonnerede hun, bandt frakkens ærmer sammen foran og stoppede kassettebåndet i lommen, før hun hørte klokken slå halv og satte af med en rask, bestøvlet fod. Hendes stance var en smule usikker på de våde, ujævne brosten og regnen trængte helt ind til huden, selvom hun havde en naturhvid, lappet uldsweater på. Men det skete for en anden person.
En personlighed uden for musikken i hendes hoved.

Med dinglende hørebøffer og flagrende frakkeskøder spurtede hun gennem en folkemængde, med en øvelse og en lethed, der var sært naturlig for en, der tydeligvis havde flere plastre og snitsårs ar på sine hænder. Da hun endeligt tog en pause og udåndede med hænderne på knæene, rettede hun ansigtet op mod dråberne og lukkede øjnene. Den kølige prikken på hendes pande var kold, men nødvendig.
Hendes fingre gav sig til at fumle med kassettebåndet helt naturligt, regnens lyde druknede hurtigt, hun begyndte at nynne den sang, der spillede.
Selv da en eller anden brugte hende som støtte, puffede hun bare halvhjertet til vedrørende, mumlede noget kruttemut ud mellem sine hastige åndedrag, der endte i en fornærmelse(der nok ikke var særlig truende, når man nynnede den) og pustede på sine kolde fingerspidser, så plastikken tågede til.

”Moron..”

Det sidste han nok havde regnet med at han lænede sig op af var en person, men det var denne gang lykkedes ham at være lidt for godt og grundigt fanget i hans egen verden han bukkede kort for hende som han havde lænt sig op af, og skulle lige finde frem til hvordan det var bedst at få undskyld overfor hende. Han kiggede på hende og smilede så venligt til hende inden han åbnede munden langsomt og talte med en kraftig ro...

''Undskyld... Jeg var bare lige fanget i min verden, og troede egentligt du var et skilt...''

Han grinede lidt og håbede virkeligt at hun ligesom ham kunne se det sjove i hvad det var der var sket. Han havde nemlig ikke den store lyst til at skulle til at skændes med en eller anden totalt fremmede person af et kvindmenneske bare fordi han havde gået i sin egen verden og troet hun var en lygtpæl eller et skilt...

''Ja eller også troede jeg du var en lygtepæl, jeg er sgu ikke helt sikker længere...''

Han kiggede på hende og som han var, var han altid nysgerrig og meget venlig og frembrusende, så folk ofte havde nemt ved at snakke med ham om et eller andet...

Belle sluttede sine langtrukne, tavse spekulationer med et mentalt suk og udledte, at det nok var sikrest, hvis hun tog høretelefonerne ud, så hun hørte bussen ankomme på busstoppestedet lige uden for parken, og gjorde tanke til handling med et nys.
Det var ligeledes med modvilje malet over læberne, at Belle lod høretelefonerne hænge om halsen og dykkede ned i jakkelommen for at trække båndet ud af kassetten. Bevægelsen var allerede halvt færdig, før hun opdagede, at nogen henvendte sig til hende. Udover det skæve, hævede bryn, var hendes ansigt mejslet ud i noget, der osede af, at det virkelig ikke kunne rage hende mindre. Der var endda antydningen af et forundret glimt i de brune øjne, der fortalte om det, læberne ikke lukkede ud sammen med de hvide tåger; hvorfor rager det her mig?

Og så igen. Mens hun pillede ved kassetten, for at tømme den, blinkede hun og selvom hun ikke så meget som skottede til hvad-var-hans-navn eller nogle af de andre baggrundsfigurer, osede det fra hende, at hun ikke tænkte meget om dem. Bare måden hun stod med siden til på.
Med sin udførlige engelske accent der ikke var meget højere end en hvisken, brummede hun tørt, som en gammel knark. ”Lampposts are taller than 1.60," sagde hun så let, som snakkede hun om vejret, men så lavt, at man troede, hun brød et tabu.
"As for signposts...” Hun sluttede med en omfattende skuldertrækning, der nemt kunne overses, hvis man blinkede, og bandt knuden på sine jakkeærmer, der snærede om livet, op for at bruge den som tag for regnens våde soldater.

''I may have to correct on that one... Some signs are not taller than 1.60 miss...''

Han smilede venligt til hende, ikke nogen nem person at komme i kontakt med måtte han ærligt indrømme og hvis det ikke var fordi han var som han var, var han nok gået sig en tur frem for at blive stående der og nok mest af alt ligne en eller anden tosset idiot der forsøgte at føre en samtale med en fremmede kvinde som absolut ikke gad at snakke med ham, det var der vidst ikke nogen tvivl om, men han blev bare ved...

''And maybe you should try being tall, then you would see that things smaller than you all seems to have the same height...''

Han smilede stadig og hans stemme var også venlig som han talte med hende, han havde ingen grund til at lade være med det da han jo ikke var ude på at blive uvenner med hende. Han kiggede lige lidt rundt for at finde ud af om der skete noget interessant i området omkring dem men det var nu ikke fordi han forventede det... Han lod en hånd glide igennem hans våde halvlange hår...

''What are you even doing out in this weather, when you are not dressed for it?''

Han var vel egentligt det heller ikke selv, eller sådan ville mange tænke, men for ham var det intet problem han var ikke blevet koldt pågrund af det endnu. Han kiggede stille og venligt på hende med et lille smil.