Just running around //Evelyn//

Aiden var på vej hjemad fra at være blevet færdig på arbejde. Han havde ikke noget imod arbejdet som sådan, det var bare træls når det blev så sent som det gjorde de dage hvor han var den sidste til at gå. I det mindste havde han mulighed for at skifte tøj der hvor han arbejdede så han kunne komme i noget løbetøj til når han tog hjem. Der var et godt stykke for ham hjem til hans lejlighed, men det var en god måde at få motioneret på.

Aiden holdte altid øje med andre mennesker når han så dem, det var en vane ofr ham, og det gjorde han også selvom han løb. Nogle gange var det en knap så god ide da det før var resulteret i at han var løbet ind i en lygtepæl, hvilket bare så så dumt ud kunne han kun forestille sig. Han smilede for sig selv ved tanken, fordi det var heldigvis i fortiden så han kunne enten havde fortiden eller bare grine en smule af den og det sidste var knap så kedeligt og trist.

Han kiggede på nogle folk, mens han løb i et roligt tempo, han var jo trods alt inde i byen og ville nødigt løbe ind i nogen eller blive ramt af en bil. Han havde dog en tendens til at kigge ned når der var folk foran ham som han løb imod, mens han ofte kiggede op og imod folk på den anden side af vejen/gaden. Det var mørkt udenfor, da klokken var lidt over 20 og han var nået ind på en af de små gader som ikke havde nogen gadelamper, og der var ikke andet lys end fra bygningerne og de havde alle rullet for så der kom ikke meget lys derfra. Der var ikke mange end ham lige der, men der kom da nogle enkelte personer gående igennem. Han kiggede op da han hørte en lav rumlen oppe fra, og kunne så mærke dråberne der begyndte at falde, og hvis han ikke tog meget fejl ville det begynde at regne kraftigt inden alt for længe.

Ind smurt i blod? Hysteriske gisp, brød den ellers så stille aften, kun overgået af nogle kvinder der gik over på den anden side og snakkede sagte til hinanden. Dog da de fik øje på skikkelsen der nærmest lå op af murbrokkerne, skyndte de sig at gå en stor bue rundt omkring personen og videre væk fra stedet. Typisk sådan som folk altid undgik det som de ikke brød sig om, der var aldrig meget hjælp at finde hos folk længere.

Blå øjne begyndte at flakke rundt, hvor var hun hende? En kvinde ved navn Evie prøvede at få sig selv til at falde til ro, men lige meget hjalp det. Hun sank nervøst mundvandet der havde dannet sig i munden, for efter at slikke sig hen over læberne. Fald ned.. FALD NED!. Men hvordan kunne hun? Øjnene fikserede igen ned på hendes hænder, næsten hele vejen op af hænderne var der frisk blod, i hånden var der en kniv. Dette tabte hun omgående mens hun prøvede at gemme sine hænder væk i den slidte grønne jakke hun var iført. Det var også nu at hun opdagede hvor meget hun egentlig fryste. ''Er dette en af dine sadistiske jokes!?'' skreg hun ud, som hun forventede at få svar, men stilheden havde for alvor lagt sig hen over sidevejen. Hun måtte finde ud af hvor hun var henne, hun måtte finde et sted at tage hen, mens hun stadig havde en form for kontrol over sine egne handlinger.

Men lige som tanken strejfede hende og de klassiske tanker som, nu kan det da i hvert fald ikke blive værre. Hørte hun hvordan at himlen over hende begyndte at rumle og rigtig nok, inden læge stod det ned i stride stænger. Og som et typisk billede taget ud fra en disney film, stod hun nu, fyldt med blod, kun iført en lille sort kjole, stiletter og en gammel slidt jakke der på ingen måde passede ind i billede, af det ellers meget fint påklædte look.

Lige som hun følte sig fuldstændig fortabt, fangede hendes øre hvordan at sko plaskede imod vandet, der allerede havde dannet sig i pytter rundt omkring på gaden. Hendes hjerteformede ansigt vente sig imod lyden, en mand kom løbende imod hende. Måske, måske hun kunne være heldig og han kunne være til hjælp?
Da han ikke så ud til at have øjnene hendes vej prøvede hun at stille sig lidt i vejen for ham. ''Undskyld?!'' hendes stemme knækkede over, som var hun ved at bryde samme i grød. Måske ikke langt fra sandheden ''Undskyld, Undskyld.. Kan du ikke hjælpe mig?'' hendes stemme skreg næsten af håb om at han ville stoppe op og ikke som de andre, bare skynde sig væk fra hende.

Han hørte et råb, han slog det i første omgang til side, men blev så opmærksom på det igen, da en kvinde kom hen til ham, hun lignede en der var blevet banket og smidt af i en grøftekant, og så havde søgt ly her et sted. Han stoppede op da hun spurgte om han ikke kunne stoppe. Han kigged epå hende, hans hænder gled ned af hende og fikserede sig på hendes hænder som var smurt ind i blod som nu var ved at være ved at blive vasket af af regnen. Han overvejede kort at løbe videre, men han kunne jo heller ikke lade en kvinde stå tilbage når hun havde brug for hans hjælp.

Stemmen der bad om hjælp, virkede panisk, og drastisk. og han sendte hende derfor et roligt smil, som han tog sin taske af, og stillede den på jorden, og hev en regnfrakke op af den. Han smilede roligt, som han rejste sig op igen. "Her, så kan du da klare regnen det bedre? Er der andet jeg kan gøre for at hjælpe?" Han hjalp hende på med frakken, og hev hurtigt hætten op om hovedet på hende.

Han kunne ikke lade være med at have sympati for hende, da det hun stod der panisk efter hjælp med blod på sig, mindede ham for meget om de gange han var vågnet op uden at kunne huske hvad der var sket, i samme situation. Han kiggede op i himlen, en lidt akavet situation. Han tog tasken og svang den på ryggen igen. Han kiggede så på hende efter at have kigget sig omkring.

''Hvor langt herfra bor du?" Han stillede spørgsmålet roligt, mens han forsøgte at få øjenkontakt med hende. Hvad var der sket med hende? varulv var hun ikke det var han udemærket klar over så hvad mon hun var, og hvad var der dog sket? Han endte med at trække på skuldrende, og rystede lidt på hovedet inden han lod hende nå at svare på det tidligere spørgsmål. "Kom med, jeg bor ikke så langt herfra, og du ligner en der trænger til at få varmen?''. Han sendte hende et roligt smil, og gav hende et klap på ryggen, som han med et vink med hovedet begyndte at føre hende langs vejen. Han var stille som han førte hende afsted, fordi altså hvor meget kunne han lige tillade sig at sige eller spørge om. men det tog heldigvis ikke meget mere end end 5 minutter før de var ved opgangen, i en helt normal boligblok. Han låste op og førte hende med sig indenfor og op i lejligheden.

Hendes øjne kiggede næsten forskrækket på ham da han pludselig hæv en regnjakke frem, men det at han hjalp hende med at tage den på hende. kom mere som en overraskelse, at hun blot fulgte ham i hvad han gjorde, som kendte de hinanden godt og dette blot var en rutine. Men da han hæv hætten hen over hendes hoved, gjorde hendes krop et ufrivilligt skridt tilbage. Hun var ikke vant til nærvær, havde ikke haft det i, hun kunne ikke huske hvornår sidst. Hvilken måned, år var dette overhoved? Det sidste hun kunne huske? Hun var ikke sikker, det var typiske kun klip af hvordan at hun pludselig sad til forhandling mellem nye partner, eller sad alene i et stort hus hun aldrig havde været i før. Det hele var som en uvirkelig film, som var hun konstant på stoffer og blev så høj at hun blackede alt andet ude.

Hans ord ramte hende hård, da han spurgte hvor hun boede hende. Ja, hvor boede hun henne? Hendes lejlighed havde hun været nød til at sælge og at tage tilbage til organisationen var ikke en mulighed, så hvor skulle hun tage hen? Men som om han havde læst hendes tanker, tilbød han at hun kunne tage med ham hjem. Tøvende, nikkede hun så og tog imod tilbudet. Med hænderne der var forsvundet i de lange ærmer på regnjakken der tydeligt var alt for stor den den lille spinkle kvinde.

Den eneste lyd der kom fra hende, var hælende der klikkede imod de våde veje. Han var stille, så hun så ingen grund til at forklare noget nu. Tanken om at komme ind i varmen var meget mere tiltrækkende, desuden var hun nok mere forvirret over hvad hun lavede ude i regne en han var.

Med tomme øjne fulgte hun efter ham ind i opgangen og videre op til lejligheden. Varmen var det første der slog hende i møde, som et dejligt varmt knus der omfavnede hende i dens store bløde arme. Hun sukkede, som havde flere kg taget fra hendes skuldre. Træt, forvirret blev hun dog stående i entreen, da hun helst ikke ville gøre sig mere ubelejlig og gøre hans gulv driv vådt. Hun betragtede nu for første gang hendes redningsmand, mens hun lige så stille trak hætte væk fra hendes hoved og afslørede det blonde hår, der næsten klæbrede sig fast til hendes ansigt. ''Tak..'' var det eneste hun kunne fremskaffe af ord på nuværende tidspunkt, mens hun akavet stod og kiggede på ham.

gennem regnen var lydende fra hendes hæle underligt hypnotisk, hvilket fik ham til at glemme alt om hvor akavet dette egentligt var. Han kiggede roligt på hende, og han forstod udemærkert hvorfor hun bare stod og gloede underligt omkring sig det var jo et lidt underligt møde de havde sig her. Han gik ud på badeværelset, og derude fra råbte han halvt til hende, selvom de ikke var så langt fra hinanden, men han skulle lige være sikker på at hun hørte ham jo. "Bare tag jakken af og hæng den på knagen". Han kom så ud til hende igen, kort efter med et par håndklæder, så hun kunne tøre sit hår. Han rakte hende det ene håndklæde.

''Nååå, men hvem er du så?'' han spurgte roligt. Og det var egentligt mest fordi at han slet ikke kunne holde den her stilhed ud, det var virkeligt så drænende med den akavade stemning der var lige nu. Han rystede lidt på hovedet af sig selv. Det her var ikke ligefrem fordi det var det mest normale jo. Hvilket fik ham til at grine kort, sådan lidt fordi han ikke vidste hvordan han ellers skulle reagere over det der foregik.

"Og det var forresten så lidt, det kan umuligt være rart det du oplevede.'' At ignorere hendes situation virkede bare forkert, men han ville heller ikke bare angribe hendes med emnet. Hans stemme kom inde fra hans soveværelse hvor han hurtigt skiftede fra hans løbetøj til noget mere almindeligt og afslappet, samt tørt tøj. Han kom ud til hende igen, og det gik så op for hende at hun jo allerede nu var gennemblødt. Han stod lidt og kløede sig i håret og ssagde så lidt efter og lidt langsomt. ''Øhm... Vil du låne noget tøj?'' Han virkede meget forsigtig som om at han ikke rigtigt vidste om det var det rigtige at spørge hende om.

Han gik derefter ud i køkkenet og lod hende få tid til at svare og tænke sig lidt om, måske falde ned, måske var det egentligt forkert af ham at spørge så meget som han gjorde. NÅ det var der intet at gøre ved nu. Han satte en keddel med vand over. Han rumsterede lidt rundt i køkkenet for at finde nogle teposer, og gik så ud i gangen for at se om hun mon stadig bare stod der og lignede en statue.

Langsomt tog hun regnjakken af sig, hun hang den fra sig. Hele hendes krop bevægede sig i en form for slowmotion, automatisk, uden nogen følelse overhoved. Hendes hjerne prøvede frebrilsk at få styr på de mange tanker der kastede sig rundt og fik det til at svimle for hende. Dette var, uvirkeligt. Hendes blå øjne betragtede manden der kom tilbage til hende, med et håndklæde i hånden der blev hende tilbudt. Med et svagt smil der spillede hen over hendes læber, tog hun imod håndklædet. Dette ville nok ikke hjælpe meget på hendes situation, men det var da, en start. Igen følte hun sig overvældet af mandens vilje og godhed til at hjælpe en kvinde han kun lige havde mødt. Aldrig set før, stående på gaden, lignende noget der, hvis man skulle sige det mildt, var løgn. Hun fik igen frem mønstret et tak, mens hun begyndte at føre det bløde varme håndklæde igennem det gennemblødte hår. Følelsen af en længe vente nydelse skyllede hen over hende, hvilket også fik hende til at vågne en smule op.

''Jeg..'' hun begyndte tilbageholdende at svare på hans spørgsmål omkring hvem hun var. ''Jeg er ingen, men.. mit navn er Evelyn'' dette var nok den bedste sandhed hun kunne frempræstere, da hun teknisk set ikke længere, var nogen. Hun var nærmere en sjæl, fanget i et hylster hun kun få gange kunne bryde ud af. Fanget i sin egen krop, ude af stand til at føre sine egne handlinger. Tider som disse, kom sjældent, et hvert menneske burde prise sig selv lykkelige over selv at kunne kontrollere hvad de gjorde. Aldrig lav aftaler med en dæmon.., kom en lille stemme påmindende om, at hun selv havde sat sig i denne situation hun var i nu.

Tænderne bed sig fast i hendes underlæbe, overraskende, selv over for hende kom der en svag latter flydende igennem struben og ud igennem hendes mund. ''Ja... Nej, går jeg ud fra det ikke er særlig rart..'' med et lidt mere mysteriøs smil, overraskede hun sig selv, hvor hurtigt hun kunne falde tilbage til sit gamle jeg.
Hun stod lidt og betragtede hendes omgivelser, inden hun gav det gyldne hår den helt store omgang med håndklædet. Hvilket fik det til at puffe en del op og efterlod det derfor rodet. Spørgsmålet om hun ville låne noget tøj, rumsterede rundt i hende, inden hun til sidst tog sig sammen. Og begyndte at gå hen imod det rum hvor han var forsvundet ind i, efter at han selv havde fået iført sig noget andet tøj. Men lige som hun skulle til at gå ind igennem døren, var det tæt på at hun var ved at støde ind i ham.

Overrasket hvor tæt de pludselig var, trådte hun et hurtigt skridt tilbage. ''jeg.. Ehm..'' lettere forfjamsket, kunne hun ikke lade være med igen at lade et grin passere læberne. Dette var dog nok det mest akavet hun nogen sinde havde prøvet.
''Hvis det ikke er til stor ubelejlighed, vil jeg meget gerne låne noget tørt tøj og måske.. Stjæle et bad?'' med lidt mere farve i kinderne, kiggede hun op imod sin redningsmand. Som ragede et godt stykke over hendes små 1.68 cm høje skikkelse.

Han nikkede som en start bare til hendes svar på hans spørgsmål om hvem hun var. Han kunne ikke undgå at lægge hovedet en smule på skrå, det hendes ord ikke gav mening for ham, hun måtte da være nogen, altså hun kunne jo ikke bare være ingen. Han betragtede hende tænkende, hvad pokker skulle han lige sige til det, altså det var jo ikke ligefrem fordi det gav meget mening. Hun var nød til at være nogen!

"Altså du må jo være nogen, og at du har et navn er da en start Evelyn.''

Han forsøgte sig med et smil mens han sagde det på trods af hans bestemte toneleje, men det var bare fordi det med at kalde sig selv for ingen ikke gav den store mening for ham. Han gik og holdte øje med både ur og kalender imens, han var nød til at holde øje med hvilken del af måneden de var i af gode grunde jo. Han stod og kiggede på en lille kalender da han gik ud af hans værelse, og næsten gik ind i hende. han trådte selv hurtigt et skridt tilbage, veg en smule til siden også, så hun bedre kunne komme forbi og ind på værelset.

''Altså det er nok lidt ubelejligt, hvis du ikke kan overleve med det tøj jeg har... Altså det er ikke ligefrem fordi jeg har tøj der nok passer dig særligt godt, men du er velkommen til at kigge om der er noget du kan bruge, bare hold dig til det her skab.''

Han klappede på et enkelt skab på værelset, mens han sørgede for at holde øjenkontakt med hende.

"Og du må godt tage et bad bare roligt, jeg har varmt vand nok...''

Han grinede lidt, og efter det gik han hurtigt forbi hende, ud i køkkenet hvor han tog det varme vand og en af teposerne, og hældte en kop op til sig selv inden han satte sig i sofaen, smed fødderne op på en skammel og tændte for tv'et, og lod hende ellers bare lige klare sig selv.

Hun fulgte efter ham ind i værelset mens hendes blå øjne, blev en smule større af nysgerrighed over de omgivelser hun befandt sig i. Langsomt, af en typisk menneskelig vane sag, fugtede hun sine tørre læber, for derefter at vænne opmærksomheden tilbage på redningsmanden, hvis navn hun ikke havde fået endnu. Hendes mundvige løftede sig i den ene side, over hans bemærkning over at han nok ikke havde noget tøj som ville passe hende. Nej, den havde hun selv regnet ud, med hendes lille højde, spinkle skikkelse, i forhold til ham. Høj, bredskuldret.. hun tog sig selv i at lade elevator blikket glide hen over hans skikkelse, før hun hurtigt faldt tilbage imod hans mørke øjne. ''Du har måske gemt et lig i de en af andre?'' prøvede hun i en spøg, men da hun hørte hendes egne ord glide igennem munden, havde hun mest af alt lyst til at slog sig selv i panden. ''.. Bare, bare lad være med at svare på det..'' sagde hun med et henkastet blik ''Tusind tak, skal nok - skal nok holde mig til det ene skab''.

Hun betragtede ham forlade rummet, men først da han havde forladet rummet helt slog hun sig selv i panden med flad hånd ''Du har måske gemt et lig i de en af andre, hvad fanden tænker du på!?'' hviskede hun irriteret sig selv, mens hun åbnede skabet som han havde henvist hende til, mens blikket gled hen over muligederne for tøj hun kunne låne. I sidste ende lagde hendes fingre sig omkring en almindelig sort t-shirt, den ville sikker dække mere end den lille kjole hun havde på. Derefter bevægede hun sig næsten lydløst ud på badeværelset. Af vane låste hun døren, hvor efter hun trak det gennemblødte tøj af.

Da hun endelig havde fundet ud af hvordan hans bruser fungerede, kunne hun nyde det dejlige varme vand der langsomt begyndte at glide ned af den kolde krop. Hendes øjenlåg gled i, af bare nydelse af at vandet som der dannede en lag af beskyttelse omkring hende. Lyden af tv'et der var blevet tændt summede i baggrunden og det som der var sket for øjeblikke siden, blæste langsomt væk i vinden.

Dog med et smæk af en lussing der kastede sig hen over hendes ansigt, dukkede billederne op igen. Kniven der var stukket ind i mandens hals, det forskruet smil der var twistet hen over hendes læber spejlede sig i de allerede døde øjne, var tydeligt i hendes minder. Et gisp gled igennem læberne, da kroppen gav et spjæt og benene ikke længere kunne holde hende oprejst. Et smerte skød igennem hendes knæ da de bankede ned imod det hårde underlag og der gik ikke længe før at hendes blå øjne kunne betragte de tynde striber af blød der gled fra det venstre ben. ''Fuck..!'' hun måtte have haft et ar på benet som ikke havde været healet ordenligt. Med rystende hånd, fik hendes fingre lukket sig rundt omkring håndtaget til bruseren og slukkede for vandet. Flere bandord gled igennem hendes mund, da hun kæmpede sig på nu rystende ben der næsten gav efter for hendes egen krops væk, mens det ene billede efter det andet stormede igennem hendes indre nethinde. Alle de ting der var sket mens hun ingen kontrol havde haft over hendes krop.  Hvordan hun fik kæmpet sig ud af bruseren, tørt sin krop og taget tøjet på, forekom hende langt væk, da hun stod og stirrede på sig selv i spejlet. De sorte rende under øjne og det sjasket blonde hår der klistrede sig til hendes ansigt, var ikke just et kønt syn. Et suk gled igennem hendes læber, da hun endelig fik taget sig sammen til at bevæge sig ud på gangen igen. Med den lille kjole i hendes arme bevægede hun sig hen til køkkenet og efter en jagt efter skralde spanden fik hun smidt den ud. Hvad hun skulle gøre med tøj, når hun til den tid skulle forlade lejligheden, kunne hun ikke lige overskue at tænke på. Men noget fandt hun vel på, når den tid kom.

Da hun endelig bevægede sig hen til hvor manden hvis lejlighed hun var i, dumpede hun ned i sofaen ved siden af og lod blikket falde på hvad end der nu kørte i tv'et foran hende. ''Så, hvilket navn kan jeg sætte på aftens redningsmand?'' fik hun endelig frem sagt, mens blikket gled tilbage på personen ved hendes side.[/b][/b]

Han smilede til hende, og han måtte være ærlig og sige det var ikke ligefrem fordi hendes joke faldt i den bedste jord ved ham, men han fik fremtvunget et grin som dog ikke virkede rigtigt oprigtigt. Han fik dog ikke helt fat i hendes ord om at han ikke behøvede at svare, og derfor svarede han bare pænt hende omkring hvorfor hun ikke måtte rode i de andre skabe.

"Nej nej du kan bare ikke rigtigt bruge det tøj der er i de skabe''

Han hørte godt klasket der kom da hun slog sig selv på panden, og han slog lige en enkelt gang på døren inden han gik igen, og talte til hende igennem døren. da han ikke ville åbne hvis nu hun var igang med at klæde af eller om.

"Tænk ikke på det''

Derefter var han gået ind i stuen, og havde sat sig, lige der var det nyhederne der kørte mens han ventede på hun blev færdig. Da han hørte hendes udbrud af Fuck troede han bare hun var en smule sur på sig selv stadig, så han lod det være. Han kiggede på hende da hun kom ind til ham, hvor tv'et lige havde skiftet til en eller anden serie han ikke selv kendte navnet på.

"Jeg hedder Aiden.''

Han vendte sig om mod hende, sendte hende et stille smil, og vidste ikke hvad han skulle sige. Han fornemmede at der var noget galt, og da han var en smule nervøs for at hun stadig var sur på sig selv kunne han ikke lade være med at spørge hende, dog ret forsigtigt.

"jeg hørte dig bande ud i badet. så ville lige spørge om hvad der er galt?''

Han så på hende. Han hev sine ben op i sofaen og satte sig i skrædderstilling mens han vendte sig om mod hende. Han havde et venligt smil på læberne og forsøgte blot at have en forståelse for hvordan hun havde det, selvom han følte det lidt sært. Han skævede til tv'et.

''Aiden'' mumlede hun for sig selv, som om hun smagte på ordet, mens hun betragtede hvad der skete i flimrekassen der var placeret foran sofaen. Sjovt sådan som fænomenet at vise billeder på en skærm var blevet så stort, nu havde hun levet igennem flere årtier, set hvordan verden havde udviklet sig fra middelalderen til den teknologi der fandtes i verden nu. Hun havde levet igennem de hårdeste tider, hvor at blive seksten år var en stor ting, ikke fordi at man nu var myndig og kunne te sig som tossede aber, typisk vidst i form af reality programmet my sweet sixsteen. Men fordi at mange ikke nåede at leve så længe, med alle de sygdomme der fandtes, samt børn der blev arbejde til døde, hvis de var blevet født i den forkerte familie. Hun var født i en verden hvor den nyeste teknologi, var en plov og seletøj til hesten. Så det var store ting og hvis man som landmand kunne anskaffe sig sådan en, så var man på vej frem i livet.
Hun vente tilbage fra hendes tankestrøm, da han spurgte hende hvorfor hun havde bandet ude på toilettet. Hendes øjne rev sig væk fra kassen der midlertidigt havde fanget hendes opmærksomhed og så hen på ham. I et kort øjeblik overvejede hun faktisk at fortælle ham alt, ligge kortende på bordet og sige hvem hun var, havde hun havde gjort, men hvis hun nogen sinde fortalte hvad der foregik, ville næste destination for hende være ude på gangen med en dør smækket bag hende. Med et lille smil hæv hun benene ind under sig og lagde hoved med siden på knæene inden hun svarede ham; ’’Blev bare svimmel og væltede, slog mit knæ.. ikke de store, gjorde bare lidt ondt..’’ sagde hun, med hvad hun håbede på var et overbevisende smil. Det forsvandt dog hurtigt igen, da hun følte sig relativt akavet tilpas. Hvad skulle man sige eller gøre i denne situation, kunne man bare tillade at blive? Måske hun skulle ringe efter en af dem fra Paradox, få dem til at hente hende. Men et eller andet sted kunne hun ikke overskue at tage derhen lige nu.
’’jeg tænkte på, hvis.. det er okay, om jeg kunne blive en times tid? Så skal jeg nok være ude af dit hår, lover jeg’’ hendes øjne havde ikke forladt ham, mens hun med et sigende blik ventede på hvad hans svar ville blive.

Han valgte at stole på hende trods han var en smule i tvivl om, om hun talte sandt da hun fortalte hvorfor hun havde bandet ude i badet, han kiggede ned på hendes knæ for at se om det blødtte eller om der var andre tegn på tydelige skader. Og ja det var der da, han lagde mærke til såret på det venstre knæ, og han rejste sig også bare op og gik ud i køkkenet, og kom tilbage med en første hjælps kasse.

"Skal jeg give dig en hånd med såret? Så du ikke drypper blod over alt?"

Han gav hende et skævt og drillende smil, han tænkte hun måske havde lidt brug for at tingene ikke blev taget alt for seriøst, så hvorfor ikke bare joke lidt med det hele, han kunne i hvert fald ikke selv se nogen grund til at tage alting så forbandet seriøst. Han ventede dog ikke på svar, og gav sig til at rense hendes sår, med en rense serviet, og satte så bare plaster hen over såret.

"Hey, med det problem du har haft, er du sgu velkommen til at blive længere hvis du ikke lige føler for at være helt alene. Tro mig jeg forstår hvordan det er at se sådan ud, uden helt at vide hvad der foregår."

Han smilede roligt til hende, det var jo sket for ham flere gange, at skulle vandre hjem tidligt morgen med meget lidt hvis overhovedet noget tøj på kroppen, så han forstod godt hvis hun lige ville have en smule selskab.  Han grinede lidt af en joke der kom fra tv'et, han kunne bare ikke lade være.

"Plus du har jo ikke rigtigt noget tøj, og du vil vel ikke vise dig sådan der for alle mulige fremmede? Udover din redningsmand altså."

Han blinkede med et drilsk smil på læberne.

//Mange gange undskyld jeg ikke har fået svaret dette emne, har bare ikke kunnet finde en god ide. :/ //