Tired of running. //Vlad//

Dato: 11-11-2010
Sted: Et sted inde i Gyderne, en smal gyde.
Tid: Sen aften.
Omgivelser: Mørke, vindens tuden, rotter der pusler i hjørnerne.
Vejr: Det regner og, det ser ikke ud til, at det vil klare op det næste stykke tid. Og vinden er lidt kraftig og virker kølig.

Stille og rolige kridt kunne høres ned langs en mørk gyde, som kun blev oplyst af noget lys fra et vindue. En middelhøj kvinde kom gående, hun virkede opmærksom på sine omgivelser, men virkede enlig ikke bange. Hun bar sine bukser, som var stoppet ned i sine højre læderstøvler, sin lange trøje, som kort lige var dækket af et ligende sort korset. Ud over dette havde hun sin blå kappe på og sin stav med sig. Et lyn skar himlen i to og oplyste kort hendes blå hår. Hun var blevet våd af regnen, men det generede hende ikke. Hun var godt ny på stedet, men der var allerede mange, som jagtede hendeaf den ene grund: Hun var dæmon. Hun var blevet træt af at løbe, men de havde altid været så mange, så hun havde ikke en chance, hvis hun ikke løb sin vej.

Kort tid efter det gennemskærende lyn, kom der en ny lyd, som skar igennem regnens larm. Denne gang, en kvindes skrig. Men frem for det uprovokerede lyn, blev dennes skrig kvalt, og et langt stykke fra Lucinde kom en kvinde flyvende fra en sidegade, og ramlede ind i muren. Få sekunder efter kom en skikkelse flyvende efter hende. Det var ikke muligt for Lucinde at se hvordan denne skikkelse så ud, på grund af mørket. Der kom nu høje smaskelyde, og lyde af knogler der brækkede fra den retning, og så et højt hvæs. Vladimirs hvæs var tilfreds og gennemtrængende, og han fortsatte med at fråde sig i denne kvindes lig, og lod regnen rende ned af hans lange brune frakke.

Lucinde stoppede op, da hun hørte en ny fremmede lyd, som ikke havde været der før. Hun kunne høre noget ramme muren, hvorefter hun skimtede en skikkelse, som kom flyvende. En række lyde kom efterfølgende, som gav et ekko i hovedet på Lucinde. Hun tog fast om sin stav i begge hænder og var nu mere på vagt. Hun vidste, at hun stod overfor et andet væsen, som hun forsigtigt nærmede sig. Langsomt kunne man se, hvordan hendes stav dannede krystaller på overfladende, et tegn på, at hun sendte sin magi gennem den. Hun kunne svagt lugte det, lugten af blod.

Vladimir hørte skridt bag sig, og kiggede hurtigt bag sig. Han hvæsede, og forsvandt i en sort røg skyg, og en flapren fra små flagermuse vinger, kunne først høres, men så blev der stille. "Hvad... Vil du!!?" Kom Vladimirs hæse og ru stemme fra m'rket over Lucinde. Han hang fast på muren over hende, og kiggede ned på hende, med sine tomme hvide øjne. Han kunne ikke ses hvis ikke at Lucinde kunne lyse området over hende op. "Lad.. Mig.. Spise.. I fred..."

Lucinde fik et mindre chok, da skikkelsen lige pludselig forsvandt i mørket, hvilket gjorde hende usikker, fordi hun ikke vidste, hvor hendes mulige modstander var. Hun strammede let grebet om sin stav, da der blev talt til hende. Hun kiggede hurtigt rundt, men kunne ikke rigtig få øje på noget. "Jeg var her før dig." sagde Lucinde og spejdede gennem mørket og ventede. Ventede på hvad? Et agreb? Måske, der var jo så mange, som havde angrebet hende uden en grund, mens hun havde været her.

Vladimir hvæsede højt, og hoppede over på muren over for den han var på før. Han hvæsede igen, og kneb øjnende sammen. "Hrrargh! Du.. Kunne have.. Vendt om! Alle! Ville have vendt om... Hrargh!" Hvæsede han igen, og observerede Lucinde. Han kneb igen øjnende sammen, og prøvede at fange hendes duft, og finde ud af hvad hun var, men dette ikke så nemt med dæmoner..

Da Lucinde hørte noget, vendte hun sig mod lyden, men hun var ikke helt sikker på, hvorfra den kom. hun så nu på liget, der lå ved væggen. Hun følte enlig ikke noget overfor den døde, fordi sådan var verden indrettet. Nogen skulle være føde, mens andre var rovdyrene. "Jeg er træt af at løbe, træt af at være den jagede." var det eneste, som Lucinde sagde. Iskrystallerne fra hendes stav forsvandt, hun fjernede magien fra sin stav, hun kunne alligevel ikke se særlig godt, så hun måtte følge sine instinkter.

Vladimir hvæsede igen, og smilede bredt. Han rev et metalisk rør af fra en trappeopgang, og drejede det rundt i hånden, og kneb øjnende sammen.
"Så.. Er du.. En meget.. Uheldig.. Kvinde..." Sagde han, og smilede bredt, i det han smed røret efter Lucinde, og hvæsede højt, i det han sprang efter røret, og spændte hans finger, og rev ud efter Lucinde med hans lange klør. "Du afbrød mig... Midt.. I mit måltid!!"

Lucinde lagde mærke til, at der var blevet kastet noget efter hende, men hun kunne ikke få øje på det. Så hun løftede beskyttende en arm op foran hovedet, mens hun halvt fik vendt sig. Røret ramte hende på den ene skulder, hun vendte sig mod retningen, hvor røret var kommet fra og strammede sit greb om staven. Hun så noget komme flyvende og ville slå det væk med staven, men hendes reaktion havde været et split sekund for sent. Der var noget, som skar/kradsede hendes, hun gav et lille skrig fra sig, og ødelagde hendes ærme. Hun blev smidt tilbage og landte på ryggen. I faldet tabte, hun hendes stav. Hun bed sig i læben, men gav ikke op. Hun lagde hånden på jorden og lod et lag af glat is danne sig under hende, hvor hun lå.

Vladimir grinede da hans forsøg var lykkedes, og frydede sig i hendes skrig. Han hvæsede og skule til at gå hen over hende, og ned for at bide hende, da han så isen forme sig omkring hende. Han hopede hurtigt tilbage, og sank sine lange klør ind i muren, og hang så der, og observered isen. Han kneb øjnende sammen, og stirede på hende, med hans matte hvide øjne. "Hvad.. Er du?" Spurgte han dystert. Regnen der ramte ham, blev hurtigt forvandlet til damp, hans krops temperatur meget høj, efter at han har spist.

Lucinde satte sig op med et smil, da hun opdagede, at hendes forsvar havde virket. En let bevægelse kom fra isen og hendes stav kom glidende mod hende. Hun samlede staven op og rejste sig. Isen under hende forsvandt langsomt, men hendes stav begyndte igen at danne iskrystaller. Hun tænkte lidt. Denne modstander angreb hende ikke, fordi hun var isdæmon, men fordi hun havde afbrudt væsnets måltid. Hun synes, at undskyldningerne blev mere og mere latterlige, hvorfor kunne de ikke opføre sig normalt for en gangs skyld. "Dit værste mareridt, hvis du ikke passer på." sagde Lucinde. Men nu, når hun havde afbrudt måltidet, kunne hun vel ligeså godt gøre det ordenligt. Hun satte staven i jorden. Det lig, som havde været måltiden, blev nedfrosset. "Så kan du gemme til senere." sagde hun med et lille smil og blev igen opmærksom.

Vladimir kneb øjnene sammen over hvad hun gjorde, og hvæsede lavt. Han blev tydeligvis rasende da hun lavede hendes joke med et maridt, og rev hans kl'r ud af muren, hvilket fik en mase mursten til at falde til jorden, imens at han gjorde. "SVAR MIG!" Råbte han, og knælede lidt ned, og var klar til at hoppe på Luciden. Da han så, så hvad hun gjorde ved liget, spærede hans øjne vidt op, og han skreg næsten med et hvæs i det at han løb hen imod en stor kontainer ved hans side. Han løftede denne, og kastede den efter Luciden. "Nu! Kan du!! Blive midt nye.. Måltid!!"

Lucinde kiggede mod stedet, hvor hun kunne se noget falde ned og ramme jorden. Hun kiggede derefter op langs muren, hvor hun kunne skimte en mørk skikkelse, som hang deroppe. "Jeg har svaret dig, men vi kan da godt gå i detaljer. Siger ordet dæmon, dig noget?" spurgte Lucinde, mens hun klemte let om sin stav med begge hænder. Hans forige måltid var nedfrosset. Hvilken hun nok ikke helt skulle have gjort. Hun fulgte skikkelsen med øjne til containeren og spærrede øjne op, da den blev løftet op. Hun smækkede den ene ende af staven mod jorden og håbede, lidt at hun kunne nå at skabe glat is under sin modstander, inden der blev kastet, men forsent. Lucinde kiggede på containeren, da den kom flyvende. Hun indkapslede sig selv i en iskugle. Den ville tage det værste af slaget. Containeren ramte iskuglen og begge dele fløj og ramte muren.

Hendes is kom for sent til at stoppe ham, men ikke for sent til at pisse ham af. Isen gjorde at han gled og landede på hans hænder. Hans 'jne flakkede helt vildt og han kom hurtigt op. "En! Dæmon!!!" Han hvæsede endnu mere agressivt, og løb imod Lucinde, med han klør holdt ude til hver side. Han hoppede op, og stak hans klør ukontroleret ned imod hendes iskugle. Hvis ikke denne is var meget, meget mere kraftig end selv en metal væg, ville det være en god ide, ikke at lade Vladimirs klør ramme. Men ved at gøre dette, var Vladimir også meget udsat. Han havde ikke så mange muligheder for at beskytte sigselv.

Lucinde tog sig selv lidt til hovedet, hun var lidt rustet over slaget, som containeren havde givet hende, men hun var stadigvæk hel. Lidt efter hørte hun, at hendes modstander råbte. Det havde nok alligevel ikke været helt så klogt, at fortælle, at hun var en dæmon. Alle i byen hadede åbenbart dæmoner, men hun havde enlig aldrig fundet ud af hvorfor. Hun fik et chok og blev igen opmærksom, da nogle klør stak gennem hendes iskugle. Det måtte være hendes modstander, som var ved at smadre hendes forsvar. Hun tog fat om staven med begge hænder og hamrede den gennem sin iskugle og mod sin modstander. Hun håbede på, at hun kunne køle sin modstander lidt ned også.

Vladimirs vidt åbne øjne flakkede, og hans øjnbryn var hævet højt. Han var tydeligvis rasende, og fuldstændig ude af kontrol. Han hakkede flere gange i isen inden at hun sprængte den. Da hun gjorde fik han en masse is op ad sig, og blev tvunget et par skridt tilbage. Det is der ramte ham nu, smeltede næsten inden at det faldt fra hans krop, og damp steg op fra ham. Hans blod var helt oppe at koge, og andrenalin rendte rundt i ham. "Du... Skal.. Betale.. For det den.. LORTE! Dæmon.. Gjorde ved mig!!" Skreg han, og hoppede atter ud efter Lucinde, og rev efter hende flere gange. Han havde fået en del skrammer efter isen der var blevet skudt efter ham, men hans krop healede det hurtigt, pågrund af andrenalinen. Men han ville ikke kunne blive ved på den her måde, i særlig lang tid.

Lucinde vaklede overraskende nogle skirdt tilbage, inden hun fik fast fodfæste igen. Hun havde i det svage lys kunne skimte sin modstander, det havde taget pusten fra hende en stund. Og da hun så, hvordan isen smeltede, da den ramte skikkelse, blev hun endnu mere overrasket, det var nemlig ikke sket før, men det var jo en underlig verden, som de levede i, så underlige ting skulle vel ske på et tidspunkt. "Hvad er du?" spurgte hun sådan lidt spontant i overraskelse.
"Hvem fanden snakker du om?" spurgte Lucinde overrakset, da hun blev beskyldt for noget, som hun ikke havde gjort. Det færste angreb afværgede hun med den samme arm, venstre arm. Hun bed sig hårdt i læben, da hun blev ramt. Hun hamrede staven i jorden og dannede en flade af glat is, hvorefter hun svang staven mod sin modstanders mave. Hun opdagede først nu, hvor hendes ærme var gennemvædet af blod.

"Ouf!" Kom det fra Vladimir da hans mave blev ramt af staven, han prøvede at stoppe hans bakken efter et skridt, men det var jo nu is, og han gled med et hvæs, og lanede på ryggen. Der kom igen damp op fra jorden, men denne overflade, havde Lucinde dog kreeret meget kraftigere, så det smeltede dog ikke pågrund af hans temperatur. Han begyndte at prøve at rejse sig på to, men fandt hurtigt ud af at det var det for gladt til. Han hvæsede så, og vendte rundt, og rejste sig på alle fire. Med kløerne på hans føder og hænder holdt han fast i isen, så han ikke gled, og kiggede så op på Lucinde igen. "Din.. Race.. Har... Udmyget mig... Og du.... Er den første jeg møder... Som.. Jeg.. Kan.. Bruge min vrede på!" Skreg han, og løb på alle fire hen imod Lucinde, med kløerne i isen for ikke at glide.

Lucinde stod selv fast på isen, da det jo var hendes element.Et smil bredte sig let på hendes læber, da hun så, hvordan hendes modstander prøvede at kæmpe mod isen, men det lykkedes ikke. Dog faldt smilet sammen igen, da hun så, hvordan det dampede fra isen, der hvor hendes modstander lå. Det kom lidt som en overraskelse, da hendes modstandere havde fundet en måde at bevæge sig på isen, dog var det nok heller ikke helt udtænkt. Hun stod bare smilede, inden hun igen lod staven røre jorden, så hun kunne lade isen kravle op langs sin modstanders hænder og fødder, så han ville sidde fast. "Jeg har intet med et at gøre." sagde Lucinde lettere irriteret over, at hun skulle have skylden for noget, som en anden havde gjort. Hun skøjtede lidt, så hun kunne undgå et muligt angreb.

Vladimir hvæsede højt igen, da is begyndte at kravle op ad ham, hver gang at han tog et skridt. Han snerede, da en samling af is holdt fuldstændig fast i hans venstre ankel. Han hvæsede og rev ud efter Lucinde, også selvom at hun var alt for langt væk. Han rasede vildt over den forbandede is, og begyndte dyrisk at hakke i det som holdt ham fast med hans lange klør. "Raaargh!!! Prøver! Du bare... At gøre mig.. Endnu.. Mere. .VRED!!" Skreg han, or rev ud efter Lucinde igen, men sad stadigt fast, så kunne stadigt ikke når, og begyndte at hamre i isen ved hans ankel.

Lucinde trak sig lidt tilbage i overraskelse, da hendes modstander slog ud efter hende, selvom hendes modstander ikke kunne nå. Hun var overrasket over den vrede, som der kom fra hendes modstander, det var første gang, at hun mødte nogen, som havde været så vred. Hun los isen kralve op ad hans venstre ben, da isen endelig havde fået fat i ham. Det så ud til at det andet is kravlede op ad hans ben, fordi det langsomt forsvandt. Hun turde ikke nærme sig ham, dog var hun blevet nysgerrig og ville gerne stille nogle spørgsmål, men det ville blive svært. "Hvad har jeg nogensinde gjort dig?" spurgte Lucinde irriteret og støttede sig mod sin stav, som stod på jorden. Hun følte sig lidt uretfærdig behandlet, men hvad kunne hun gøre ved det.

Vladimir rev i sin fod nogen flere gange, hvæsede, og hakkede i isen fire gange mere, og rejste sig så med et suk, og kiggede over på Lucinde, med sammen knebne øjne. Han hvæsede højt og hakkede i isen igen, og rejste sig så igen. "Først!! Du frøs mit.. Måltid.. Til is.. Hvis du.. SKulle.. Spise.. Mindst en gang.. Om natten... Ville du syntes det var sjovt!!" Råbte han højt, hvæsede og hakkede igen i isen. "Raargh! Og.. Så.. Er det endnu.. Engang.. En forbandet.. Dæmon! Som udmyger mig! Rargh!" Råbte han og gik ned i knæ, og rev og hakkede ivrigt i isen.

Lucinde lod isen stoppe lidt over sin modstanders knæ. "Det hjælper ikke, isen brydes ikke så let." sagde hun, mens hun betragtede sin modstandere. Der var ikke meget, som hun kunne se, men der var noget. Det var et væsen, som hun ikke havde truffet før, dog var der nogle enkeltheder, som mindede om vampyrers. "Du ydmyger dig selv, det er ikke mig." svarede Lucinde igen. Og nu spildte hun igen sin tid på et væsen, som havde krydset hendes vej. "Jeg leder faktisk efter en dæmon, en Ma'lakel." mumlede hun stille frem for sig.

Vladimir hvæsede højt igen, og rejste sig så, og kiggede over på Lucinde. Han kneb øjnende sammen en smule, og hvæsede lavt. "Hvad.. Vil du.. Ma'lakel?" Spurgte han, og trak vejret hastigt, i det hans kroptemperatur steg drastisk, og han brugte hans blod til at varme sigselv op. Dette ville gøre ham ekstremt sulten, og i det lange løb skade ham, men tilgengæld ville det måske svække isen. Han blev ved med at stire på Lucinde, med hans tomme, mat hvide øjne, og hver gang han kunne, kiggede han i hendes øjne.

Lucinde trak lidt sammen på sig, første gang hun fik øjenkontakt med sin modstander. Der var virkelig noget anderledes over dette væsen. Hun blev straks mere opmærksom, da hendes modstander faktisk kendte noget til Ma'lakel, men det gjorde de fleste vel. "Jeg ønsker bare at have en lille smalltalk med ham." svarede Lucinde, som det eneste. Hvad de andre planer var, det var ingen andres sag. Måske skulle hun alligevel ikke være her så længe? Hun lagde mærke til det forandret åndedræt, men ikke at hendes is langsomt var begyndt at smelte indenfra. I sidste ende ville hendes modstander bare kunne trække foden ud af isen.
Lucinde betragtede igen sin modstander, men uden nogen form for følelse.