Bloody mud!

Tid ~ Lørdag eftermiddag.
Sted ~ Ved en gammel dværgbygget brostensbro over en bæk.
Vejr ~ Blæsende og småtåget. Koldt nok til, at man kan se sin ånde. Mudret - specielt omkring den gamle bæk.
Omgivelser ~ Beskrives i emnet.
Skrivetid ~ Kala the Unpure skriver i 3. person datid.


Kala rynkede på næsen af mudderet, der klæbede til hendes såler. Det var tredje gang, hun afbryde sin spadseretur mellem det farvestrålende nedfald, for at skrabe stenene, som mudderet gemte så godt, af sine orangegule ruskindsstøvler. Hvad laver sten overhovedet her? tænkte hun, mens hun så sig om efter en gren.

Hun endte med at finde en, der var skyllet ind under en bro, og lirkede den fri fra stenene - hvorfor var der såmange af dem? Den så ud til at være solid og var ikke helt rådden endnu.
Broen var flankeret af nogle store sten - store nok til at sidde på - og hun gjorde netop det. Hun sad selvfølgelig ikke direkte på stenens kolde overflade, for det ville gøre hende kold i enden. Hun brugte sit frakkeskøde som sæde og tog handskerne af, før hun begyndte det møgsbeskidte arbejde.

Selvfølgelig kunne hun bare lade mudderet sidde, og hun havde overvejet alternativet flere gange; at falde lodret på snotten. Men hver gang sluttede hun altså med, at få dårlig samvittighed og fjernede det alligevel. Det var trods alt ruskindsstøvler. Og denne gang skulle da ikke være en undtagelse.

Lidt fra hende stod en dreng. Det var Kyoshiro en blandet race han stod lændte op af et træ han trak sit ene ben op under sig, for at se nærmer på de sår han havde får på benet efter han var gleden i mudder. Og havde ramt nogen sten hans ben blødte en smule men ikke så meget at det var alvorliget, men slet nok til at det gjorde ondt på ham vis ikke mange viste det var han ret pivet af en dreng at være. Han så rundt for at finde et sted han kunne sidde og undersøge sine sår beder, han fik øje på broen og en pige som sad der henne

Måske var Kala for voldsom eller også var hendes udvalgte gren pilrådden, men den knak lige meget grunden. Kala gav grenen skylden, smed resterne i bækken og fortrød det lige efter, fordi hun ville have sparket til dem - bare så de skulle lærer deres lektie.
Mens hun så sig om efter en ny krattepind, uden egentligt at anstrenge sig som til at rejse sig fra broens kant, fejede hun en forblæst, rødbrun lok hår om bag det højre øre og dinglede med fødderne i håbet om, at stenene selv ville falde ud af fordybningerne i de tykke støvlesåler. Det gjorde de ikke.

En kold brise fik bladene på broen til at rasle som en tambourin, og lyden fik hårene til at rejse sig på hendes arme. Hvorfor var efteråret, trods sin farvepalet, så kold? Det gav ingen mening, at rød, brun, gul og alle farver derimellem skulle tilegnes en årstid, hvor ens åndedrag hang i luften som tåger, og hvor vinden bed i kinderne, til de blev pletvis røde. Hvor var varmen, følelserne, nærheden? Alting virkede ufatteligt øde om efteråret, hvis ikke man sad derhjemme foran en kamin eller dyrkede sex som kaniner.

Kala sad og gned sig i hænderne, så på sine åndedrag, tæskede sig selv gul og blå med kuskeslag, imens tankerne tog flere og flere sekunder af hendes liv.
Til sidst glemte hun, hvad hun kiggede efter, og svang benene op på broen igen. Der var jo ingen grund til, at hun sprang ned i mudderet under den. Hun børstede hår væk fra øjnene rejste sig og blinkede tårerne, vinden havde fremkaldt i hendes grønne øjne, væk adskillige gange, før hun fik øje på en skikkelse lidt fra stien og smilte tøvende.
Et forsigtigt vink kunne vel ikke skade, tænkte Kala og gjorde tanke til handling, hendes hoved lagt undrende på skrå af gammel vane.

Kyoshiro havde funden sig. En ren og tør plet hvor han kunne sidde og undersøge sine sår, han sår var ikke kønne et af dem lindt et bidsår efter et dyr. Som det også var han så at pigen havde rejste sig op selv om han helst, ville være alene kunne han ikke bed hende gå hendes vej han var godt opdravet. Til at vise medlidenhed og høflighed selv om det som tider ikke nydte noget,