Bloody pleasures [xxx]

Han sukkede kort over hendes ord og lod kort en hånd glide gennem det skulder lange hår inden han rettede blikket mod hende. han fnøs over hendes ord og nikkede kort " ja jeg husker dig især for din gennemtrængelige duft af rosen parfume" sagde han og holdt hans blik fast på hende. Da han hørte hendes ord om at skuffe hende fnøs han kort " Jeg gør bare alt for at overleve" sagde han stille og så ned af sig selv da hun nævnte det med arret " Det har det fint Marishka.. Det løber ingen.." mere nåede han ikke at sige før han tumlede baglæns af det puf hun gav ham i brystet.

Han bed tænderne sammen idet hun kom op ved hans side. Yazu skulle koncentrere sig meget for ikke at hamre hende sådan en, hvilket dog var tæt på. Han himlede med øjnene og sukkede " Marishka.. En hver vampyr, savner ikke sin herre som dig... Jeg er ikke et svagt individ" sagde han og så på hende ud af øjenkrogen. Det var efterhånden tæt på han ikke kunne styre sig. Skuffede hende? hvor mange gange skulle han mon have det at vide? Sikkert mange gange, men hvis hun blev ved, ville han uden tvivl ikke kunne holde sig tilbage.

Da han hørte hendes ord blive hvisket ind i hans ører, kneb han sine øjne svagt sammen og så efter hende da hun gik over i sofaen igen. Han gik over mod hende i et hurtigt tempo og greb omkring hendes hals " Virkelig! Er jeg morder? Bare fordi jeg er den som klarer sig bedst af os to Marishka!" hvæsede han og greb hårdere fast omkring hendes hals " Jeg kunne jo bore mine tænder ind i din hals og næsten tømme dig for blod og så sætte mig i sofaen og se på mens du ligger og forbløder! Hvad siger du til det din skøge!" hvæssede han og slap hende derefter i et ryk.

Et smil kom frem på hendes læber da hun hørte han nævnte hendes rosen duft " Det glæder mig" sagde hun og sukkede kort over ham. Tænk hun overhovedet havde brugt sin tid på sådan et væsen som ham! Hun kunne nærmest ikke tilgive sig selv. Hun lod kort en hånd glide gennem det lange mørke hår og lukkede kort sine øjne, men åbnede den så med blikket rettet mod ham.

Hende et svagt individ! HAH! det var nok det sidste hun nogensinde ville blive, men hun måtte give ham ret på en måde... En vampyr som savner sin herre er svag... Men hun ville ikke fremstå svag, hun ville ikke bukke under bare fordi Yazu kendte hendes store svaghed. Nemlig at kalde hende svag, eftersom hun inderst inde godt vidste det var det hun var " Hvor våger du! Jeg som er din skaber!!! Du skal ikke tænke på at snakke sådan til mig Yazu!" hvæsede hun og blottede sine tænder imod ham.

Idet hun så han for over mod hende bed hun tænderne sammen og nåede ikke væk. Hun mærkede hans faste greb omkring hendes hals, hvilket fik hende til at hive efter vejret. Hans ord fik hende til at smile koldt til ham " Du.. Tør ikke" sagde hun stakåndet, eftersom han stadig havde fat omkring hendes hals. Da hun hørte ordet skøge og mærkede han gav slip, kom et koldt smil frem på hendes læber " Jeg vidste du ikke havde nosser nok til at gøre det... Du kan ikke engang få dig selv til det! hahahahah!! Yazu... Og de siger du er frygtindgydende!!! Jeg kan ikke se andet end en lille hundehvalp foran mig" sagde hun med en kold stemme, inden hun rejste sig og stillede sig helt på af ham.

Langsomt begyndte langsomt at blive røde, eftersom han virkelig havde fået hende op i det røde felt, hvilket uden tvivl ville gå hen og ende galt " Du skal ikke komme her og tro at du ejer det hele! Du er ikke en skid bedre end mig Yazu! Det ved du!" hvæsede hun og skubbede igen mod hans brystkasse " Lad os engang se om dine ar er som jeg husker dem" sagde hun og svang sin ene hånd mod ham, hvor hendes negle nu var blevet længere. Hans skjorte blev revet over som om han havde været oppe og slås med et kæmpe kattedyr. Svagt kunne man skimte de 3 ar hun havde givet ham ved deres sidste møde.

Han så på hende med et lige gyldigt blik i øjnene og sukkede kort over hende " Hvor vover du at blotte dine tænder mod mig kvinde! Jeg som har støttet dig i alt! som har hjulpet dig så mange gange og nu står du som et dyr og truer mig!? " sagde han med et irriteret toneleje. Der var slet ingen tvivl om at han var sur og aller mest havde lyst til at gå, men han vidste at hun ikke ville lade ham gøre det. At hun sikkert havde folk til at stå uden for døren for at være sikker på der ikke kunne komme nogle ind eller nogle ud.

Han hvæsede mod hende, som en kat der netop lige var blevet trådt på halen " Du skal ikke engang tænke på at sige det Marishka! Du er ikke bedre selv når det kommer til din egen herre, er du vel!? Du går jo bare i hans skygge og gør alt hvad han siger..: Du kan jo ikke engang tage dig sammen og bryde de lænker, som holder dig! Du er så svag! " vrissede han og kneb kort sine øjne sammen. Hans øjne var allerede røde og man var ikke i tvivl om at han havde mest lyst til at springe på hende. Bare bore sine tænder ind i halsen på hende og få det hele afsluttet. Men han kunne ikke, der var noget som holdt ham tilbage, kærligheden til Marishka var for stor for ham... Han ville dog ikke indrømme at han rent faktisk havde følelser for hende.

Da han så hende komme over mod ham, blev han stående. Han flyttede sig slet ikke ud af flækket, heller ikke da han mærkede hendes negle ødelægge hans skjorte " De har det fint" sagde han og skubbede kort til hende. Han fandt sig ikke i at hun sådan uden videre ødelagde hans tøj, men det var sådan hun var... Det havde han efterhånden lært " Hah... Du er ikke kvinde nok til at komme over og ødelægge skjorten fuldkommen som sidst? Jeg vidste du ikke havde det i dig " sagde han og smilte koldt til hende. Der var ingen tvivl om at han nu var blevet skadefro. Han ville se hvor langt op i det røde felt han kunne få hende inden hun gik amok.

Hun så på ham med et smil på læberne " Du har virkelig ikke lært det endnu Yazu?" sagde hun og smilte kort til ham. Hendes tænder var blottede mod ham og hun var ikke i tvivl om at han havde lyst til at myrde hende, sådan som hun var overfor ham, men hun var ligeglad. Hun sad nærmest bare og ventede på han gik amok på hende, borede hans tænder ind i hende og fik det overstået, men trods det vidste hun også at han ikke kunne få sig selv til det.

" Jeg er svag ja... Men jeg indrømmer det gerne i forhold til dig... Jeg er ikke en kujon og lader ikke min herre i stikken hvis han har brug for mig! Og hvor var du da jeg blev overfaldet!? Du var ude med en eller anden skøge! Men det undre jo ikke nogen!" hvæsede hun tilbage til ham. Hun rejste sig igen op og gik helt op af ham og hev ham ind til sig i resterne af den skjorte hun for kort tid siden havde ødelagt " Du er og forbliver mit legetøj... Det ved du godt Yazu... Og jeg vil bruge dig på en hver måde som jeg lyster... " sagde hun og lænede sig ind mod ham og kyssede hans hals og trak sig derefter væk igen.

" Du ved udmærket hvad jeg vil gøre ved dig" sagde hun og smilte kækt til ham inden hun vendte ryggen til ham og så i retningen af vinduet " Det skal være nu hvis du skal tage din hævn.. " sagde hun med et smil på læberne. Hun ventede bare på at han sprang på hende, borede tænderne i hendes hals og derefter lod hendes krop falde til jorden, mens han ville stå og se på hun langsomt mistede livet.

"Hvor jeg dog elsker du er så ligefrem min kære" sagde han med et kort smil på læberne og sukkede kort over hende " Det er bare en skam det ikke virker på mig mere " sagde han så og mærkede hvordan hun stillede sig op af ham som en kælen kat. Han kneb kort øjnene sammen idet han mærkede hendes tunge mod hans hals "Hvor våger du..... " sagde han stille idet hun igen trak sig tilbage. Marishka vidste godt hvad der skulle til for at få ham til at ' falde til ro' igen.

Han så på hende da hun vendte ryggen til ham og bed sig kort i underlæben. Det var for nemt bare at springe på hende nu, hun serverede sig nærmest til ham, han ville hellere have noget modspil, i stedet for at hun ikke kæmpede imod " Marishka... Det er for nemt" sagde han og stillede sig op bag hende og greb fat i en tot af hendes hår og hev hendes hoved bagover " Sig mig.... Er det virkelig det du vil? Lade mig fortære sig som de væsner jeg finder ude i gaderne og dræner fuldkommen?" sagde han og smilte koldt til hende inden han lod en finger glide ned over hendes ene kind.

Han holdt hende stadig ind til sig da han lænede sig ned mod hendes hals " Er det virkelig Marishka?" sagde han igen med et kort gnæk i stemmen inden han kort lod sine tænder strejfe hendes blottede hals " Mhm... Bare tanken om smagen af dit blod igen giver mig en forfærdelig lyst til at bore mine tænder langt ned i din hals og drikke dit blod, til der ikke er meget tilbage og så bare lade dig falde til jorden og se dig forbløde som den forbandede skøge du er!" hvæsede han og skubbede hende med sådan en kraft at hun ville falde ned på knæ hvis hun ikke fandt balancen inden selvfølgelig.