Bloody Mistakes.

Et gab blev hurtigt skjult bag hendes ene fine hånd, idet øjeblik hun tog de sidste skridt ned til døren, der ville føre hende indenfor i den lille musikforretning. Eller så lille var den heller ikke i selve mål af området, men den var langt fra så kendt som så mange andre steder, hvor musik, film eller lignende kunne købes. Det var svært at nå de høje mål, og nogle ønskede nok slet ikke dem. Inderst inde håbede hun i hvert fald ikke at den lille hyggelige forretning ville ændre sig. Hun brød sig ikke om ændringer, havde hun fundet ud af via erfaring. Så hvilken skam at verdenen var skab af modellervoks og ikke størknet ler.
Den lille klokke, der kort gav en lille lyd, som hun åbnede døren, var så velkendt, at en nærmest fik et lille smil frem på Autumn’s røde læber. Hun ville lyve, hvis hun sagde hun havde været der tit, men alligevel virkede det hele rimelig trygt, som var hun vant til omgivelserne. Den slidte sorte læderlignende rygsæk blev sat en smule mere behageligt. Alle de bøger hun blev tvunget til at bringe med sig hver dag nu, havde tydeligvis den største lyst til at smadre hendes stakkels ryg, inden hun ville nå alderen 30. Hypotetisk set. Et suk kom roligt fra hendes strube, og hendes ansigtsudtryk fortalte klart, hvor meget hun ville ønske, hun bare kunne smide tasken over i hjørnet og smide sig på gulvet for at slappe af efter endnu en dag i den dagligdag på universitet. Hun fik knejset med nakken, og rettede til sidst sit blik hen imod det bekendte ansigt bag disken i den anden ende af lokalet. Fik sendt et venligt smil, inden hun endelig begav sig gennem labyrinten af forskellige hylder og kasser, fyldt med både nyt og gammelt materiale. Hun rettede på sine hørebøffer, og skruede en smule ned for musikken, der blev sendt fra en gamle, ret smadrede iPod, der bare hurtigt kom ned i baglommen på hendes denim shorts igen. Hun trak forsigtigt ned i den sorte T-shirt med det skønne Batman logo hen overbarmen, så den ikke mere lod hendes maveskin vise sig i kanterne. Den var nok ved at blive en smule for lille til hende. På den ene eller anden måde. Hun havde jo ikke vokset. Havde hun? Var det overhoved muligt for en som hende?

Med elegante og sikre bevægelser, gik hendes fingre nærmest hen over toppen af en række CD’er. Skubbede dem frem, så hun bedre kunne se coverforsiden. Og selvfølgelig bandnavnene. Hendes øjne løb lettere ufokuseret hen over de forbipasserende små ’kasser’, og hun virkede til at være lidt inde i sin egen verden. Hun så i hvert fald utrolig fredsfyld ud på et punkt. Hendes læber bevægede sig svagt, som sang hun med på musikken, der blev sendt ind i hovedet på hende. Blot uden nogen form for lyd, selvfølgelig. Det ville være for flovt, hvis hun pludselig begyndte at synge højlydt med. Så alle omkring hende ville kunne høre hende. Nej!
Pludselig stoppede hun sin lille fingerdans. Holdt en lille pause, inden hun langsomt gik et par CD’er tilbage. Til hun faldt over, hvad hendes blik netop havde fundet. Hun førte sin hånd op imod hørebøfferne, og trak dem helt ned, så de hang og hyggede sig omkring hendes hals. En tot hår blev ført om bag øret, og hun skubbede hurtigt sine briller bedre op på næseryggen. Så rakte hun endelig ud efter den udkårende. Bloody Mistakes. Hun havde ikke hørt dem i et godt stykke tid nu, men hun var ret sikker på hun stadig havde mindst en CD fra dette band liggende et sted der hjemme. Hun stod lidt med åben mund, som hun holdt coveret op for sig. Hun studerede hurtigt forsiden, inden hun så ellers vendt sig til bagsiden. Og hun skimmede ikke bare. Hun gik grundigt gennem sangene. For at se om hun genkendte nogle.
”Well hello again, dear.” mumlede hun svagt, mens det lille smil igen trådte frem. Hun vendte coveret igen, med et enkelt flip med håndledet og læste navnet op igen. Det havde ikke ligefrem tiltalt hende, men hun havde da nydt at lytte til deres musik. Det var ikke bare noget trash, som hver andet band bragte på banen. Men hun havde ikke troet de havde nået at komme ud med endnu en CD. Hun så sig lidt omkring, inden hun ellers tillod sig at åbne den op, for at se den skinnende disk, og trak den lille folder ud af den ene side. Mest for at de om der var mere information i den.

Påklædning: Sorte halvslidte jeans - en støvgrå T-Shirt - en mørkebrun halvgammel og åben skjorte, hvoraf ærmerne er smurt op, så tatoveringen over den ene arm bliver afsløret -  et par neutrale sko - samt mørke solbriller.

Solbrillerne blev skubbet lidt ekstra tilbage over næseryggen. Hvert strejf af sollys der kunne vove at trodse barrieren i form af de mørk-tonede brilleglas - ville sikkert få dæmonen til at misse med øjnene og velnok også resultere i at hovedpinen blot blev mere gennemtrængende. Efterhånden var han vant til at have det af helvede til i dagstimerne. Først omkring klokken 22-23 stykker, kunne han igen befinde sit i et stadie af vellyst og rus. Et stadie som blev fremprovokeret overordentligt af adrenalin-fremkaldende stoffer, samt hård alkohol. Derek Holland's misbrug havde stået på i årevis. Faktisk kunne han ikke huske hvornår han sidst havde været clean i mere end 48 timer - eller ædru i 24. Fortiden bestod af mange tomme huller, hvori minder ikke kunne stadfæste sig, fordi rusen og lysten havde været for stor. Derfor var det måske ikke så underligt, at de andre i Bloody Mistakes, havde smidt ham ud, for nogle måneder siden. Selvfølgelig var det rimelig dumdristigt at smide hovedguitaristen og forsangeren ud af bandet - men hvad de havde undgået at fortælle dæmonen Derek, var, at de for længe, længe siden havde fundet hans erstatning. Sikkert endnu en overnaturlig... Blot én, der var villig til at være mere seriøs, opretholde mødetider og holde sig væk fra stærke rusmidler i arbejdstiden. Og måske var det meget logisk, ikke at have fortalt Derek om denne nye erstatning. Dæmonen ville sikkert føle sig mere forrådt end han allerede gjorde. Han ville gå ind i et yderligere stadie af fornægtelse og sikkert gøre noget der var tusind gange dummere, end hvad han allerede havde gjort, siden han havde forladt Amerika... Selvfølgelig havde bandet givet ham mange chancer. Netop efter, at de fik udgivet deres sidste plade sammen - fik de nok. Perfekt timing, hva? Derek havde ikke hørt noget til pladens modtagelse, og havde ikke haft kontakt til sine gamle producere eller til bandet. I Di Morga, var hans navn måske ikke nær så velkendt, som tilbage i staterne... Hørte folk dog ikke rigtigt musik hér? Men for fanden... Hvis pladen havde været succesrig, så burde de snart sende ham en fed check.

Denne dag, havde Derek vovet sig ud af dén lille lejlighed, som i alle dagstimer var mørklagt, for at skåne hans heftige tømmermænd og generelle, naturlige overfølsomhed for lys. Trangen havde været for stor... Trangen til at købe alkohol, eller finde en dealer ved Terre's gadehjørner. Dog var det nok de færreste dealere, der var til at finde i dagslys, medmindre man havde de rigtige kontakter. Dette var endnu en downside til at bo et nyt sted.
Derek havde presset en mobil mod ørene, mens han gik ned af gågaden i Terre. Den bippende lyd, når man ventede på, at få besvaret et opkald, var absolut rædsom, når man havde en forstærket hørelse og en dundrende hovedpine: "Pick up the goddamn phone, freak..." mumlede Derek halv irritabelt. Det eneste han fangede var dog telefonsvareren. Dette var det femte forsøg i træk.
Et irriteret suk gled over hans læber, før han stoppede, nogenlunde i skyggen - foran en musikforretning: "Sean - return my fucking calls. I'm bloody tired of talking to your idiotic machine. You owe me - remember?" Den amerikanske accent skar gennem gadebilledet, men han forsøgte at dæmpe irritationen i stemmen. Bag solbrillerne lignede han virkelig en udbrændt musiker, med det rodede hår og beklædningen.
"Send some of the good stuff. I'm about to run out, and I haven't found a supplier yet." Derek gned sin pande, mens han pressede mobilen mod øret. Selvfølgelig snakkede han om stoffer... selvfølgelig. "Just remember how many times I've saved your sorry ass." Tilføjede han til sidst og afsluttede den ikke-så-venlige besked på sit tidligere bandmedlems telefonsvarer. Dernæst stak han mobilen i baglommen...

Hvad så nu? Hvad skulle han nu foretage sig? Han var rastløs... Behovet efter rusmidler var så stort, at han stod utålmodigt med hænderne. Den samme fornemmelse fik han, når han ikke havde spillet på noget instrument i noget tid. Kort efter afgjorde han, at musikbutikken bag ham sikkert ville kunne aflede hans opmærksomhed, indtil Sean ringede tilbage. Så kunne Derek måske se hvilket noget skodmusik der blev solgt mest af i Di Morga.
Så snart han trådte ind i butikken ringede klokken oven over ham. Lyden fik ham til at knibe øjnene sammen bag solbrillernes glas i et par sekunder. Sikke noget bras... Netop dén tanke gjorde han sig, da han vandrede rundt mellem de forskellige kasser med CD'er fra forskellige genre. Selvfølgelig var punk/rock kategorien dén han ledte efter. Dog stod der nogen og ´blokerede´ for netop det udvalg han ville gennemsøge.
"Found anything less shitty than the usual popmusic they keep playin' on the radio around here?" Spurgte han så, da han stoppede op ved siden af hende, for at bladre rundt i rækken ved siden af. Eftersom han ikke kendte coveret på dét album hun stod med i hænderne, registrerede han end ikke navnet derpå.

Som havde hun været helt inde i sin egen lille verden, vågnede hun op ved lyden af en fremmed stemme. En stemme der kom rimelig nær hendes nuværende placering. Fra et sted, der viste sig at være pladsen lige ved siden af hende. Tydeligvis havde hun ikke engang lagt mærke til at klokken havde binglet igen. Hun var nok ved at være så vant til at folk kom gående ind og ud, at hendes fornemmelser ikke mere reagerede på andres tilstedeværelser. Særligt ikke i områder som disse. Det var jo ikke andet end almindeligt at der kom flere ind af døren eller lignende. Det var trods alt en forretning. En aktiv forretning. Men samtidig virkede hun overraskende upåvirket af den unge mands pludselige fremmøde.
Autumn rettede sig en smule op og drejede efterfølgende hovedet. Bare en smule. Lige nok til at få rette de abnormalt blå øjne direkte imod ham. Dog var hun nød til at se lidt længere op. Lige meget hvor mange år hun end levede i en højde af en fucking dværg, syntes hun aldrig at vende sig til andre som tårnede sig over hendes sølle 160 centimeter. ”Huh?” Det tog hende lidt tid inden det hele sank ind. Sproget var kommet lidt bag på hende, selvom hun selv brugte det. Nogenlunde det samme. Accenten var nem at genkende, og nem at skelne fra hendes. Lidt efter smurte det forbavsede utrolig sig op i et muntert smil, der spredte sig over hele hendes ret så blege ansigt, som hun var så heldig at have fået tildelt under skabelsen. Selv en kort omgang af hendes hjertevarme latter kom med, inden hun fik svaret ham ordentligt. ”Of course.” Hun klappede roligt coveret sammen igen, efter at have sat folderen tilbage. Så trippede hun et par gange på samme sted, til hun fik vendt til front lidt mere hen imod ham. Hendes britiske accent skar sig hurtigt igennem det sædvandlige fransk, man skulle høre dag ud og dag ind. ”It’s not that hard, you know. The most music they play in the radio suck.” Faktisk lyttede hun ikke rigtig til radio mere. Kun meget ufokuseret om morgenene, når den alligevel stod tændt i køkkenet. Og der var det for det meste kun nyheder. ”And it seems I’m pretty lucky today. I found a somewhat new track disk from an old favorite.” Kort løftede hun stolt CD’en, hun endnu havde I sine hænder, op foran sig, inden hun atter satte I krig omkring de andre mange stakke, hun ikke havde fået kigget igennem. Hun kunne bruge størstedelen af sin dag her nede. Nok mest fordi hun aldrig ønskede at tage hjem med det samme. Jo mere tid hun kunne tilbringe væk der fra, jo større chance var der at hun ville komme hjem til et tomt hus. Hvilket åbenlyst var bedre end så meget andet for tiden.
Efter blot at have ladet sine fingre danse hen over ryggene på CD’erne et par gange, tog hun et enkelt skridt til den ene side. Videre til næste stak. Gjorde mere plads til en unge mand. Hvis han da ville kigge igennem det hun havde stået og skimmet. ”By the way. You should probably check if it’s the right disk inside the covers. Some asswholes could without a doubt have been shifting them around.” tilføjede hun med en rolig stemme, uden rigtig at se imod ham igen. Dog forventede hun han nok forstod det var ham hun talte til.

Derek rettede ikke øjnene mod hende, bag de tonede glas. Lyset herinde var ikke skarpt, men alligevel beholdt han solbrillerne på - som en eller anden åndssvag undskyldning, af en af de typer der forsøgte ikke at blive genkendt af fans. Hvem fanden ville genkende ham alligevel? Selvom han alt for ofte pralede med sit (tidligere) band, var det næsten kommet bag på ham, hvor lidt folk vidste om ham hér. Ikke fordi deres success i Amerika havde været overvældende. Nej, bandets storhedstid, havde ikke kunne hamle op med alle de unge popstjerner, og al den rædsomme dance-musik der nu herskede på diverse diskoteker og i radioen. Selvfølgelig huskede han da tydeligt dé gange, hvor han havde hørt sin egen stemme i radioen ved et tilfælde, når han kørte rundt i San Fransisco eller New Orleans.. Det var sket sjældent, men det havde altid boostet hans selvtillid, og fået ham til at føle sig som en eller anden ´stjerne´.
Han lod fingrene glide over de forskellige CD'er, som han fuldstændig upåvirket skubbede tilbage, for at afsløre et nyt cover, med et band som han blot måtte vrænge ansigtet lidt af. Hvad fanden var det for noget? Selvfølgelig var der et par CD'er, han faktisk ikke kunne brække sig over, uanset hvor meget han ofte prøvede at fornægte, at der fandtes andet talent derude, i den store verden. Amerikanske bands... Europæiske... Hans fingre gled mere entusiastisk gennem den næste stak med CD'er. Der var noget direkte fængende ved dette her. Han følte sig mindre rastløs, og mere...- hjemme.
Derek havde nær glemt den unge kvindes tilstedeværelse, før han hørte hendes stemme. Accenten virkede dejlig befriende, når man var blevet umådelig vant til at høre den - ifølge ham - meget kvalmende franske accent, der opstod når franskmænd i Di Morga forsøgte sig med engelsk. Britisk... Jo, det var sgu en luftforandring.
Den øverste tandrække blev blottet i et smil ved hendes betragtning omkring musikken i radioen: "The most does - yeah." Bekræftede han, med humor i stemmen. Endelig vendte han blikket mod hende, da hun løftede CD'en op foran sig. Derek havde nær tabt kæben, da han læste navnet, der stod med snoede bogstaver på coveret. Skæbnens ironi - det var nok det første der faldt ham ind. Igen måtte han hæve mundvigerne, og han rømmede sig hurtigt, før en let latter forlod hans læber. Ja, så fandtes der virkelig god musik herinde! "Your old favorite, huh?" Spurgte han, og lod igen blikket glide op mod hende, trods øjnene var skjult bag solbrillerne, "Bloody Mistakes..." tilføjede han dernæst, og vendte igen sin opmærksomhed mod stakken med CD'er, som han havde været igang med at gennemgå for lidt siden, "- Yeah, the name seems to ring a bell."
Da hun trådte en tak videre hen, lod Derek sine fingre undersøge stakken, som hun netop havde været ved. Mon der var et ekstra eksemplar af CD'en? Hvis der var, ville han hellere end gerne have fingrene i den, og bruge lidt penge på den. Penge der ellers ville gå til rusmidler.. Så var musikken måske alligevel sat højere? Dog kunne han kun finde den gamle plade i stakken. Dén han havde flere eksemplarer af i en af de store papkasser i lejligheden. Typisk.

Han hørte igen den unge kvindes stemme, og derfor drejede han ansigtet over mod hende; "Thanks. But I'm only interested in one specific CD - and I bet you've already checked if the right disk's inside." Det var ikke just fordi han ville berøve hende CD'en. Faktisk var der noget fantastisk tilfredstillende ved, at se sine sange i hænderne på en fan. Eller ihvertfald en tidligere fan, der var snublet over dette eksemplar. Hvordan mon anmeldelserne havde været? For første gang i lang tid, følte Derek en tilknytning til sit gamle band og sit gamle liv. Han havde forsøgt at skabe sin egen lykke her... sin egen kariere.
"Can I just take a look at the disk for a second?" Spurgte han så, i en rimelig venlig tone. Dernæst skubbede han solbrillerne op i panden, "I just wanna see if those idiots even gave me a little credit, since I wrote what..? Half of the songs, or something."
Han rakte den ene hånd frem mod hende - som en gestus til, at hun da selvfølgelig skulle række ham CD'en. "You'll get it back, of course."

Igen blev de blå øjne rettet imod ham. Hun var blevet opdraget mere eller mindre høfligt, så når en samtale blev sat i gang skulle der da være en form for formalitet via syns kontant. Og samtidig havde det været et stykke tid siden hun havde talt med nogle. Talt med nogle lidt mere interessante personer. Her nede i forretningen plejede folk jo blot at gå rundt og glo for sig selv. Og normalt havde hun jo selv altid musik i ørene. Asocial som hun nu engang var blevet. Social akavet. Og så videre. Der var så mange ord der kunne forklare den samme ting.
Autumn så en smule undrende imod ham. Eller nok mere forundret. Lidt som om hun ikke vidst hvad hun skulle sige. Der gik lidt tid inden hun endelig fik reageret ordentligt. Hun rystede kort på hovedet inden hun da ellers fik rakt CD’en hen imod ham. ”Well. I won’t hurt. Just don’t break it or anything. I intent to buy it.” Det var først da hun allerede havde state og blabret løs, at det han efterfølgende havde sagt satte sig fast og skabte en forståelse. Lige netop som det sivede godt og grundigt ind i hovedet på hende, kunne man se hvordan hendes udtryk i det kønne ansigt igen ændrede sig. ”Hold on. What did you say?” Langsomt åbnede hun sine øjne, bare lidt mere. De rosa læber var svagt afskilte, og hendes arme hang nu rimelig slapt ned langs siden. ”Don’t tell me... that you’re actually…” Og endelig fik hun et ordentligt billede af ham. Nu uden solbrillerne. Trods han lignede end der var godt udmattet, kunne hun da sagtens genkende de grove træk. De buskede øjenbryn og den stærke kæbe. Samt hans øjne og den måde han så på hende. ”No way.” Man kunne svagt se hvordan hendes læber igen formerede sig i et smil. Bare et lille et. Hun blinkede et par gange, inden hun tog sig selv i at igen bare glo imod stakkene af CD’er. Uden nogen som helst koncentration til hvad hun lavede. Og hun vendte da også hurtigt tilbage.
”Sorry but.. Are you.. by any chance… Holland? From Bloody Mistakes?” Der var ingen tvivl om at det var ham. Hun huskede underligt nok klart billedet på den gamle plakat der før i tiden havde hængt på væggen af hendes gamle værelse. ”Or are you just some kind of shapeshifter, who’s only here to fuck with my head?” Muligheden var der. Overnaturlige væsner kunne lidt af hvert. Selv hende. Selv denne ynkelige udgave af en djævel kunne rent faktisk noget. Noget andet end at stå og ligne en komplet idiot, der havde fået nerve kriller. Ikke at hun havde det, men sådan føltes det. Hendes hoved blev lagt på skrå, og hun så undersøgende på ham, alt imens at den tunge taske igen blev rettet lidt på. I stedet for at hendes hænder blev ved med at holde fast i remmene, sendte hun dem hurtigt ned i forlommerne på sine shorts. Så kunne de i hvert fald ikke lave ulykker.

"I wont break it." Svorede han. Så mange måneders indspildning, skulle ikke gå til spilde, ved hans berøring.
Så snart CD'en ramte hans hånd, tog han den i øjesyn, som om det virkelig var et kunstværk der skulle analyseres og kigges efter for fejl. Før han gav sig tid til at kigge på forsiden og dets opsætning, vendte han CD'en om i hænderne, for at lade de mørke øjne glide ned over track-listen. Thank God... De havde ikke fjernet dén sang, der ifølge hám, var det på CD'en der havde hevet niveuet op til deres gamle standarder. Ganske vist var der en del sange der velnok også var temmelig gode. Derek havde bare en eller anden fornemmelse omkring dén ene. Nr. 5... Et smil gled over hans læber. Dén sang, var hans fortjeneste, og nok også en stor grund til, at han gav den så meget credit.
Han anså knapt nok, at den unge kvinde foran ham, betragtede ham med forvirring i ansigtet. Som om hun ikke havde fattet hvad han lige havde sagt. - Ja, det havde han vel i grunden heller ikke. Selvfølgelig elskede han at sole sig i beundring, men denne gang havde hans ord faktisk ikke været gennemtænkte. Der gik dog ikke lang tid, før den unge kvinde åbenbart havde fundet frem til svaret selv. Da hun nævnte hans navn, lod han blikket frarive sig fra tracklisten, hvorefter det mødte hendes. Den ene mundvige gled lidt højere op end den anden.
"The one and only." Kommenterede han så, med en lidt for selvtilfreds tone i stemmen. Kunne han overhovedet prale med det, når han ikke længere var i bandet? Ganske vist kendte hun ham derfra, men i grunden var han alligevel ikke længere Derek Holland fra Bloody Mistakes. Han var bare... Derek Holland - et tidligere medlem; "God no. But that would be pretty damn awesome... Being able to shift like that... I would understand why a shapeshifter might want to look like this, you know." Han kørte selvironisk en hånd ned foran sig selv. I dagstimerne var han bestemt en skygge af sig selv. De lidt mørke rander, det uglede hår og det lidt sløve blik.
Igen lod han kortvarigt blikket ramme CD'en. Han vendte den igen i hænderne, og kiggede på coveret. Fire personer stod på forsiden... "Those fuckers." Bandede han så - måske en anelse for højt, eftersom personen bag disken lidt derfra, straks rykkede blikket over mod dem. Derek rømmede sig derefter, ved at hoste mod sin frie hånd; "Of course they've edited me out of the frame..." Han kunne se hvordan billedet var forstørret en anelse, så hele hans silhuet - som førhen havde været på prøve-kopierne - ikke længere var at se. Han rystede dernæst på hovedet, og rakte hende CD'en igen.
"This might be the last good record from Bloody Mistakes, hon'." Kom det så fra ham, "I bet they're not making decent music anymore - and that they never will." Det smil han sendte hende, var mere skeptisk end noget andet. "Not without me anyway." Tilføjede han dernæst, før han vendte tilbage til stakken af CD'er ved siden af sig. Dog gik der ikke mere end et dusin sekunder, før han igen kastede et blik over mod hende.
"By the way. Track five..-" Han nikkede mod CD'en; "It's pretty damn good."

”That would be amazing!” kommenterede hun tilbage, med et kortvarigt grin, trods det blev siddende på hendes læber efterfølgende. Fortalte klart og tydeligt at hun da i det mindste morede sig bare en smule. Beviste at hun ikke havde lukket sig helt ind i sig selv endnu. Og det havde der vel heller ikke været nogen grund til. ”And then you two get together and create some kind of mirror show or whatever. And then you guys get rich and famous. Then you go ahead and kill that other dude and get even more rich. You then marry a beautiful blond woman with big breast, who’s only around you ‘cause of your money, and you get some kids. And at last you live happily ever after until you die of drug abuse. Or maybe a wild bear slices you in half.” Sarkasmen lå tykt oven I som hun et øjeblik bare stod og plabrede løs, som havde hun intet filter der delte hendes tanker og der hun videre hen fik sagt. Dog lignede det ikke ligefrem at hun var specielt påvirket af hendes pludselige forklaring af hans fremtids liv, der tydeligvis blot var kommet frem for sjovs skyld. Det viste hendes smil, der stadig sad uskyldigt fremme, også.
Hun tog roligt imod CD’en igen og viftede den lidt for at skabe en smule vind. Der var ved at blive godt varmt i Di Morga. Sommeren var bestemt kommet. Og selvom det var ved at blive hen ad aftenen, syntes hun alligevel at have det varmt. Kulden havde nok altid været hendes ting. ”Track five you said?” lød det så efter hende, som havde hun ikke lige stået og fundet mulige events frem for hans liv. Hun flyttede blikket fra Derek hen imod den dovne unge mand ved disken, der havde lagt sig godt til rette hen over bordpladen. Hun viftede igen med CD’en og sendte et kort spørgende blik, inden hun drejede elegant omkring, tog et par skridt og stoppede roligt foran den hængende afspiller, der sad fint på væggen. Hun trykkede et par knapper, fik stoppet den nuværende disk, og samtidig åbnet op. ”Oh yeah..” Hun stoppede midt i at åbne coveret for blot at se sig hen over skulderen imod dæmonen. ”It’s a preasure to finally meet you. I really liked your music in that time you guys still were a band.” Opmærksomheden blev atter rettet imod afspillere, hvor Bloody Mistakes-disken blev sat i. Hun tog om hørebøfferne, der hang fast til selve afspilleren, og netop som de var blevet sat over hendes ører, trykkede hun på ’Play’. Fandt vejen til femte nummer og tillod sig at falde lidt længere væk fra virkeligheden. Hendes blå øjne så blot imod muren, og hendes hænder havde fundet sin vej op omkring hørebøfferne. Hun så pludselig ret afslappet ud. Smilede svagt og rokkede sagte med hovedet, inden hun fjernede bøfferne igen og slukkede for musikken. ”Yeah.. That’s pretty god.” Hun fik igen fumlet med knapperne, og som hun var færdig med arbejdet om at få disken tilbage i coveret, vendte hun sig igen direkte imod Derek. ”What a shame there’s no more old Bloody Mistakes anymore. What actually happened??”

"Mirror show?" Derek slog en lidt hæs latter op, før en hånd løb gennem det tykke, stride morgenhår. Det skubbede sig medgørligt bagud, og i ét sekund, havde han næsten glemt solbrillerne der stadig hvilede i panden. Dog forblev de hvilende mod det tykke hår. Tanken om, at gå udenfor uden dem på, i et vejr som dette - var bestemt noget der kunne få ham til at klynge øjnene sammen på forhånd. Hele den unge kvindes forudsigelse omkring hans fremtid, fik et ligeså skeptisk udtryk, til at folde sig ud i hans øjne. Det hele lød dog så absurd, at han måtte trække på smilebåndet og blotte den øverste tandrække: "If I can erase the bit about the kids and gettin' married - and make the bear a lion instead - then that would be a pretty damn awesome future for me." Derek havde selvfølgelig tjent lidt ind tidligere, da bandet havde mere success, men selv hvis han på et tidspunkt i sit liv var blevet betragtet som ´rig´ - var pengene hurtigt blevet brugt på... Ja, varer fra det sorte marked så at sige. "I like your way of thinking... " Han blinkede lidt for selvhøjtideligt til hende, og lod derefter hænderne hvile mod CD-kassen foran sig, "Even though my future might not even come close to what you have in mind." Han dæmpede stemmen og hviskede nærmest; "I might not be as interesting, as you think." Den ene mundvige blev hævet i et fjoget smil, der syntes at sende nogle af træthedstegnene på flugt. Han vidste dog, at hans tilstand ikke ville forblive sådan her, hvis ikke han snart fik en besked fra Sean om, at en sendning stoffer var på vej. Han kunne jo fandme ikke leve uden?

"Track five." Nikkede han genkendende, og vendte tilbage til sin søgning, blandt udvalget af CD-er. Egentlig havde han ikke tænkt sig at købe noget som helst. Heller ikke de CD-er der fik nostalgien til at vokse sig i ham. Da han hørte den unge kvindes stemme et sted bag sig, drejede han hovedet, så han kunne kaste et stjålent blik over den ene skulder mod hende. Hun havde sagt, at det var en fornøjelse endelig at have mødt ham.
"Thanks. It's nice to know, that some people still can enjoy some decent music." Der var noget stolthed i hans stemme. Bloody Mistakes eksisterede jo i grunden stadig... De havde bibeholdt navnet, men bare skiftet en meget central del ud... Ham. Deres lyd ville uden tvivl forandres, og Derek fattede ikke hvorfor de ikke blot dannede noget nyt, istedet for at trække på et gammelt image, som han var en stor del af.
Han var i sin egen lille verden, mens hun lyttede til musik bag ham. Fingrene vandrede over CD-erne, og snart fandt han sig selv i en situation, hvor ét kendt track på en tilfældig CD, fik ham til at gennemgå akkorderne i sit hoved. Automatisk kørte fingrene med, mens de trommede på CD-kasserne, som om de var guitarstrenge. I et øjeblik lukkede han øjnene... Han havde ikke nogen fornemmelse om hvor lang tid der var gået, før han igen hørte hendes stemme bag sig. Han vendte sig med front mod hende, og stak de rastløse hænder i lommerne.
"I left them." Det var en lodret løgn, men Derek yndede ikke at forklare, hvordan de havde smidt ham ud, efter at have truet med det i så mange år. Han trak - lidt for afslappet - på skulderne, og lod et suk forlade sine læber: "They didn't appreciate me... They got too... serious you know?" Det var vel også sandt nok. De havde forklaret sig med, at de ønskede at være mere professionelle. Det havde Derek ikke kunne tackle. Hans misbrug havde været for stort, og det havde været umuligt for ham at give slip: "Music is a state of mind... Not a way of being. Does that make sense?" Han løftede ét øjenbryn over det andet, og så på hende. Han forventede ikke, at hun ville forstå det. Derfor rystede han let på hovedet.
"I don't need them anymore. I'll make my own fortune now." Og det var en håbløs opgave. Han manglede dem virkelig... Noget han ikke kunne indrømme - selv ikke helt for sig selv; "That's why I'm here in Di Morga. I'll make a career here... Before I get rich, and I get killed by a lion, of course."

”Well that’s a shame.” CD’en blev forsigtigt lagt øverst på en af stakkene tættest på hende, og hun bøjede så sine arme, for at lade sine fingre glide ind under stropperne på rygsækken. Hun trak den ene strop længere ud til siden, inden resten af hendes arm blev ført ud igennem loppet. Den anden arm kom så ellers efterfølgende i samme bevægelse, indtil tasken kun hang i hendes greb i håndtaget i toppen, og tasken landede på gulvet foran hende, som hun lænede sig forover. ”And yes, sir. Of course it does. You don’t have to be a musician to know the meaning of it.” Hun bøjede sit hoved lidt tilbage, for at rette blikket imod Derek I følgeskab af det sædvandlige smil, der ikke kunne andet end at passé til hendes uskyldige nærmest engleagtige fremtoning og tilværelse. Man skulle virkelig ikke tro, at hun var typen der kunne gøre en flue fortræd, som man sagde. Hendes opmærksomhed blev atter rettet imod det hun havde gang i med sin taske. Hun kom helt ned at sidde på hug, og lynløsen gav en velkendt lyd fra sig, som den blev kørt til siden. Hun førte sin venstre hånd op omkring hendes egne hørebøffer, der havde siddet om hendes hals i et godt stykke tid nu. De blev trykket hen over hendes hoved igen, og med samme hånd blev stikket trukket ud af den gamle MP3-afspiller i hendes baglomme. ”Like for so many others, music is impormant. And it’s one of those things my…… you can call him ’guardian’… let me have. Together with my studies.” fortalte hun med en sådan ro I sin stemme og det næsten virkede sorgmodig. Og hun undgik at se op som hendes stemme lød. Stirrede imod åbningen i sin taske. Proppede præcist hørebøfferne ned i. Og så blev den ellers lynet til igen. Før her syntes de blå øjne igen at se imod den unge mand foran hende.
”You better take care. Di Morga is far from just you average dark city. But I guess it’s easy to build up a career here.” Hun fik I en hurtig bevægelse trukket en pengeseddel frem fra den lille lomme på forsiden af hendes slidte taske, og proppet ned i lommen på hendes shorts. Hun tog igen fat i hanken og kom endelig op at stå igen. I sin dejlige fulde højde. Tasken blev smidt halvt tilbage på ryggen og hendes fulde fokus var tilbage på dæmonen. ”And let’s all hope that your killer lion is a sexy motherfucker. It would really attract the news. Uh uh! And then the lion gets famous and happy. It is truly a circle of life” Et drillende blink blev sendt hen imod ham, efterfulgt at en kort latter.
”I think it’s maybe time for me to introduce myself. I’m Autumn. Just your ordinary university student.” Hendes ene fod gled om bag det modsatte ben, og hun nejede ganske svagt. Blot for at udgøre hendes lettere sarkastiske opførsel en smule. ”I’ll be right with you. I’ll just go over and buy this lovely copy since it’s no other than Bloody Mistakes last decent CD.” Hun drejede elegant om som før og vraslede igennem labyrinten igen for at nå kassen, hvor selve betalingen foregik i stilhed.
"So… Is there a proper reason for you to stay here in Di Morga? If I had known the true horror of this play, I would never have left Brighton." Hun vendte sig om, så hun stod med ryggen til disken og så imod Derek. Mest for at bruge tiden, som gutten bag disken brugte på at få kodet det hele ind, bedst.

Nej... Man behøvede ikke være en musiker for at forstå budskabet. Hvad Derek undervurderede ved denne unge kvinde var lige præcis hendes ungdom. Hun så ikke gammel ud, og derfor var han ikke sikker på, at hun ville forstå hans budskab, eftersom det var noget, han selv havde lært temmelig sent i livet. Men nu kunne man vel ikke regne med, at alle var ligeså gamle som de så ud til. Især ikke i Di Morga, som var mere infilteret af overnaturlige, end noget andet sted Derek havde besøgt. Men tanken strejfede ham ikke umiddelbart omkring denne unge kvinde. Hun virkede naiv... uskyldig og ikke som den største trussel mod noget som helst. Som regel fangede de typer ham ikke. Det var ikke nogen han brugte meget tid, på at starte en samtale op med. Grunden til, at han nu snakkede med dette ´eksemplar´, var at han elskede at sole sig i beundring, så snart han kunne møde en fan. Og det havde været en sjældenhed her i Europa.
"Music - for me, specifically - is not just important." Kom det fra ham, mens han kortvarigt fulgte hende med øjnene, da hun rodede rundt med sin taske, hørebøffer og det hele; "It's everything any being could ask for." Bare tanken om at han sagde det højt, fik et selvironisk smil til at plante sig om hans læber: "One might think, that I was high or something. It sounds completely idiotic." Et let grin flød over hans læber, hvorefter han lyttedetil hendes næste kommentar. Han nikkede lyttende. Tænk alligevel at blive frarøvet musik. Denne unge kvinde skulle sgu være taknemmelig for, at hun lige nøjagtigt kunne beholde dét i sit liv.

En lidt hæs latter forlod hans læber, da hun sagde at han skulle passe lidt på i Di Morga. Selvfølgelig havde han set mange mørke sider af stedet indtil videre, men han mente ikke at det skulle gøre ham mere påpasselig og varsom (naivt og overmodigy som det kunne virke). "I think I'll live, hon'. I can take care of myself." Igen gled et ironisk smil over hans læber. "Well, yeah... It might be easy, when I've figured some things out first... formalities you know." Ikke bare formaliteter. Han manglede nogle musikproducere til at tage ham under deres vinger, og nogle kontater der kunne hyre ham på spillesteder. Uden sine kontakter fra Amerika, var han på bar bund.
"You're more optimistic about the lions career, than of mine - am I right?" Et komisk udtryk kom frem i den lidt dybe stemme, mens han så ned på hende, "But yeah - I get your point. It would be pretty damn awesome seing a famous lion in the tabloids."

Da den unge kvinde - Autumn præsenterede sig, lagde Derek armene over kors, over hendes lille neje-præstation: "I might be somewhat ´famous´-..." han lavede gåsetegn over ordet; "But I'm not exactly royalty." Et drenget smil var formet over hans læber, og fik igen hans øjne til at se mere vågne ud. "Hey Autumn." Kom det dernæst fra ham; "I don't like the word 'ordinary'. You should introduce yourself in a more intriguing way. You could say..-" Han hostede mod sin ene hånd, som for at klare stemmen; "I'm Autumn. Derek Holland's superfan number one."
Han smilede skævt efter hende, da hun gik op mod kassen, for at købe CD-en. Hans CD... Tanken gav ham en følelse af stolthed i brystkassen. Da hun vendte tilbage og spurgte til hans ophold i Di Morga, trak han let på skulderne, mens han gik over til næste CD-kasse i rækken: "Boredom is one..." Kommenterede han faktisk. Hvorfor fanden var han overhovedet havnet i Di Morga? "Well, truthfully.." Begyndte han, og dæmpede stemmen en anelse; "I had a bit too much to drink... And I've travelled around France for about a month now. I just... drove around you know. Partying with strangers - going to clubs. One morning, I woke up in the Hotel in this town. Maybe destiny kicked in?" Igen blottede han tænderne i et smil. Di Morga havde ikke vist sine mørkeste sider for ham endnu. Derfor var det med en lethed, at han kunne forkaste de forfærdelige ting, der hændte her.
"The place can't be that bad... Couldn't you just leave, if it's so bloody awful?"

Autumn kunne ikke rigtig lade være med at smile lidt over den måde han fik sat ’bloody’. Det var sådan et alment ord for hende der hjemme i det oh så dejlige England. Men hun var nu stadig ikke vant til at høre det blive sagt med en mere amerikansk accent. Det lød en smule forkert. Som om det ikke helt lå tilpas i hans mund. Men det var nok bare hendes vaner, der skulle byttes om. Selv brugte hun jo mere amerikansk slang engang imellem. Mest fordi ’chap’ eller ’mate’ ikke altid passede ind i de sætninger hun ville forlænge. ”Some of us can’t just leave, you know.” svarede hun kort. Stadig med smilet fremme, men det virkede måske en smule mere tvunget end før. Og hun lagde igen tykt på den typiske teenage charme. Hun tog imod den lille plastikpose med sin CD og rettede igen desperat på sin taske. ”You may think you’re free here, ’cause here’s almost no rules. This place has a horrible hierarchy. The strong one always win.” Hun skubbede sine briller bedre op på næsen og fik for femhundrede gang fjernet en tot af de mørkebrune hår fra sit ansigt. ”And then there’s the fact that I probably don’t have a home in Brighton to go back to anymore. Plus. I can’t leave now that you’re here too.” Hun trippede et par skridt tættere på, men forholdt stadig en social afstand. ”That would be a disgrace since I’m Autumn. Derek Hollands superfan number one!.” Hun holdt en finger frem som hun fik sagt det sidste ord. Så kom den hjertevarme latter da ellers tilbage.
”But… Welcome to Di Morga. I’m sure you’ll feel at home on no time.” Hun tænkte kort tilbage på hvordan hun selv var havnet i byen. Hvordan hun havde bosat sig på sit nye værelse. Indviet badekaret, med time lange bade mens hun skrålede med på sangene fra afspilleren. Der var egentlig mange gode minder her fra. Og de fleste hang forhåbentlig stadig på væggen hen over hendes elskede seng. Og andre i beskyttede papkasser. ”So..” Hun rullede om for at stå på sine hæle og så sig omkring i butikken, inden de blå øjne atter ramte imod den selv samme person, hun havde gloet på hver gang hun havde gået ud af sit gamle værelse. Før hun ankom her. ”I guess you have been out drinking again. Having a good time with the friends. You’re face tells it all. Even tho it still shows of your handsome features.” Sagde hun med en stemme der langt fra kunne lyde dømmende. For all she cared kunne han jo gøre hvad han ville. Hun var stoppet for et godt stykke tid siden. Alkohol havde en dum virkning på hende. En virkning hun ikke ønskede at fremvise til verdenen mere. Og hun var bestemt blevet træt af tømmermændene dagen efter. Den var ikke nogen god blanding sammen med hendes tydelige migræne og helt sikkert overdosis af smertestillende piller.. Eller det var i hvert fald hvad hun troede.
Hun kunne mærke den svage vibration fra hendes ene lommer. Hendes ene hånd blev automatisk lagt hen over den, inden den gravede sig vej ned i den. Blot for at trække hendes mobiltelefon frem. Og i en hurtigt bevægelse klappede hun den op og i med det samme. Og stak den tilbage i lommen. Hun vidste allerede hvem der ringede.

Et af de lidt brede øjenbryn, blev løftet en smule højere end det andet, da Autumn udtrykte, at det ikke var alle der bare kunne forlade Di Morga. Tanken virkede absurd for en mand, der gennem de sidste mange år, aldrig havde boet et sted særlig længe ad gangen. Dog sendte hendes ord ham kortvarigt tilbage til tilværelsen i børnehjemmet i New Orleans. Dér havde han vel også været fanget. Fanget af regler og normer, indtil han - som preteenager stak af og hængte ud med "de forkerte typer".
"Have you even tried to leave, Autumn?" Han så på hende, med et skeptisk udtryk i de mørkebrune øjne; "I mean... Gettin' your butt in a cap, isn't very hard, huh?" Han fik det til at lyde som New York. Han vidste trods alt ikke hvordan tingene hang sammen her. Derfor forsvandt det skeptiske udtryk ikke, da hun forsøgte at forklare ham hvordan det hele hang sammen.
"Then - perhaps - one should just make sure, that they are the strong ones?" Den rolige tone i hans stemme, fik det næsten til at lyde legene let. Han vidste ikke hvilke kræfter der var på spil... Hans egne havde skænket ham magt før, og bare tanken om, at folk havde kræfter der på mange måder kunne true hans velvære - faldt ham ikke ind. Da Autumn dog fortalte, at hun måske ikke havde noget at vænne tilbage til, forstod han til dels, hvorfor hun stadig var her. Hendes afsluttende kommentar, fik et temmelig selvhøjtideligt smil til at tegne sig over hans ansigt. "That's more like it." kommenterede han med en munterhed i stemmen over hendes lille ´act´.
"I'm sure I will." Kommenterede Derek og nikkede bekræftende med hovedet. Sandheden var dog reelt en anden. Indtil videre, var byen ikke noget der tiltalte ham. Måske var det fordi han ingen dealer havde, eller fordi han ingen reelle kontakter havde. Byens natteliv var fyldt med nye ofre, nye muligheder - og han havde alligevel problemer med at hitte ud, hvordan tankesættet og regelsættet var hér. Desuden var hans knækkede franske sprog, så forældet, at han ofte snublede over ordene. Hans Amerikanske nationalfølelse, fik ham til at savne de simple ting ´derhjemme´.
Han lod selv øjnene glide lidt rundt i butikken, mens tankerne gled gennem hovedet på ham. Rastløsheden lå over hans hænder, og han stoppede dem hurtigt i lommerne på sine jeans. Begyndte der at blive varmt herinde? Afhængighed var altid et forfærdeligt rod... Især, når man havde været clean i tilpas mange timer, og ens krop - overnaturlig eller ej - måtte kæmpe, for at opretholde en eller anden form for ´falsk balance´ som stofferne måtte give den til dagligt. Autumn havde dog formået, at bibeholde hans opmærksomhed indtil videre. Derfor var han næsten taknemmelig, da hun åbnede munden for at sige noget igen. Han rettede øjnene mod hende, og lyttede til hendes ord. For fanden, hvor var det rart at tale et forståeligt sprog med nogen igen.
"Oh please... Tell me I look like shit - cause I really do, right now." Den ene mundvige hævede sig lidt højere end den anden. Hans stemme var stadig halvhæs fra igår. Et eller andet sted tilbage i hukommelsen, så han det her glimt af sig selv - stående på et bord, og skråle til en sang der vidst havde været meget kendt i 90'erne. Sikkert noget af det Gudsforladte popmusik, som han ellers holdt sig langt væk fra. "But yeah... I was out last night. And the night before, and..-" Han stoppede sig selv, og et fjoget grin løb over hans læber; "I've gone out, since I arrived here, pretty much. It's the only way of not letting my restlessness take hold of me." Ganske vist, havde han ikke festet med såkaldte ´venner´. For fanden, han kendte jo næsten ikke en sjæl i Di Morga. Dem han kendte, indskrænkede sig til få, han flygtigt havde stødt på i fortiden. Intet andet.
"I would ask you to join me, at one of my night's out - but I wouldn't wanna corrupt a young soul.... again." Et drillende smil viste sig, "But I certainly hope you're not one of those boring college students who only cares about studying."
Hans blik gled kortvarigt ned på hendes telefon, før han igen mødte hendes øjne; "I hope you're not ignoring someone special, just because I'm here." Selvfølgelig fik han det hele til at handle om sig selv; "Even though, it's not everyday you meet your celebrity crush." Ikke så implicit havde han nu også gjort udtryk for, at hun sikkert var en af de teenagepiger der klistrede de kendtes ansigter op på væggen... Hvilket der måske alligevel lå lidt sandhed i.

“In comparing of what you without a doubt would be able to look like, then yes. You look like shit. But don’t worry. Some girls out there just love the messy look on guys. So don’t lose hope.” Selv lignede hun uden tvivl ikke det bedste hun kunne. Hvem gjorde overhoved det til hver dag? Hun havde knap nok tid til at tage et bad om morgenen, og hun var hurtig. Hun nød at sove. Og hun elskede sin seng. Og for det meste var hun jo aldrig på udkig efter selskab, så hun gjorde sjælendt noget der ville tiltrække opmærksomhed imod sig selv. Hendes påklædning var altid bare noget der blev revet ud af skabet og kommoden, og det kunne nok ses i dag. Hun kunne havde tænkt lidt mere over hvad hun havde iklædt sin overkrop i. Den T-shirt passede hende nok ikke så godt mere. Med mindre hun nød at vise sin mave frem til gud og hver mand, som nogle af de hunkøndige gjorde nu til dags. Men hun følte ikke hun havde nogen pæn nok mave til at vise den frem. Hendes blege skadede mave var for ingen at se. Hun sendte sin hånd igennem håndtaget på den lille pose, og fik igen trukket ned i blusen. Havde den største lyst til bare at proppe den ned i sine bukser, så den ville forblive der, men hun modstå lysten, siden det nok ville se noget underligt ud. Så kunne hun samtidig bare trække et par seler frem fra tasken og spænde dem fast til sine shorts. Trække i et par uldsokker og trykke brillerne på plads med et lille grynt.
Autumn så en smule overrasket op imod Derek igen. Blinkede et par gange og pressede sine læber sammen, for at fordele den røde farve lidt bedre, inden de blev skilt af og hendes stemme lød. ”Oh.. You don’t want to see me drunk. Trust me. It’s far from a pretty sight.” Personligt var rus påvirkelsen en flov ting hos hende. Hun vidste godt at det ikke var underlig opførsel. Langt fra. Det virkede bare ikke som hende overhoved, så snart alkohol var kommet indenbords. ”And for your record. I’m not a college student. I’m a university student. I’m actually a pretty smart little girl.” Helt stolt, og en smule overdrevent lavede hun en bevægelse, som kastede hun håret tilbage, trods hendes hår endnu sad fint opsat I knolden, der ikke så ud til at holde særlig længe endnu.

”What? Oh! No. Not at all. He’s not someone special. Just some annoying dude that calls me everytime he’s home from work and sees that I’m late.” Hun klappede roligt imod lommen med telefonen, og tog ikke blikket fra ham igen. ”And please. It wasn’t you I was all snogly about. As far as I can remember it was mostly the drummer that got the goodnight kiss on the poster… what was his name again?” Hun havde I sandhed haft en plakat med dem, men den havde nu mest bare hængt der på grund af hendes værelse, der havde været fyldt ud med forskellige plakater af spil, havde manglet noget musik. Og hun havde været heldig at få en med Bloody Mistake af sin storebror. Gutten der havde væren grunden til hendes interesse i bandet helt fra start. ”I just loved how he could slam those drums.” Hun rystede svagt på skulderne, for at gøre effekten på endnu en af hendes sarkastiske kommentarer. Dem var der kommet en del af som hun havde stået og talt med Derek. Han så dog ud til at overleve. Og for en gangs skyld stødte hun ind på en der forstod hendes overdrevne sarkasme. Men trods de drillende toner og smil, gled hun nu alligevel hen over i det mere naturlige smil. Og lagde hovedet ganske svagt på skrå. ”You know… It’s been some time since I last really had an entertaining conversation. It feels quite lovely.”

Det var bestemt ikke nogen hemmelighed, at Derek nød opmærksomheden, og de komplimenter der blev smidt efter ham. Derfor forblev det drengede smil, som tørret over hans ansigt. Dette måtte sgu nydes, mens han stadig var i et ´okay´ humør. Trods Derek (fejlagtigt) havde stemplet Autumn som værende meget ´normal´, havde han da alligevel været i musikforretningen i længere tid, end før antaget. Men han tvivlede på, at der fandtes mange andre fans i Di Morga. Dette var den første han var stødt på, og derfor skulle chancen udnyttes.
"I haven't lost hope. Well... it have occurred to me, that french chicks are a little different, from the ones back home - but I'll figure it out." Stemmen lød rolig, og som om han virkelig værdsatte udfordringen; "I'm sure the ladies 'ere aren't as stuck-up, as they might want people to think." Han var jo ved at sondere terrennet.. Mænd og kvinder - ja, der var en stor forskel, mellem de eksemplarer her og tilbage derhjemme. Kulturen var anderledes, og bestemt præget af den hårde livsstil i Di Morga. En livsstil, der vel i grunden - som Autumn før havde sagt - handlede om overlevelse.
Dereks fordomme var måske også én af grundende til, at det var forfriskende for ham, at tale med Autumn. Hun var englænder, og trods han stadig dømte hende som lidt af en ´skole-nørd´, så virkede det næsten appellerende for ham, at bringe andre sider af hende ud. Tydeligvis havde hun da ikke noget imod noget let punk/rock musik, hvilket allerede fjernede visse af de fordomsfulde tanker som havde sat sig i hovedet på dæmonen.

Da Autumn sagde, at han ikke ville se hende fuld - var det som om at vifte en godbid foran en hund. Derek havde en tendens til, at hive andre med i afgrunden, og derfor virkede hendes uskyldighed, til at gøre ham mere opsat, på at stikke hende et par lokkende ord, i håb om at kunne se hvorvidt hendes ord stemte overens med sandheden. "Who the hell, acts or looks pretty, when they're wasted?" Derek rystede let på hovedet, så de mørke solbriller nær var faldet ned over øjnene. Dog skubbede han dem roligt tilbage. Ved hendes kommentar om, at hun gik på universitetet og ikke college, lo han blot, og slog ud med armene.
"Well, that proves it, huh? I know shit about that kind of stuff. University - college..." Han lod sine hænder veje op mod hinanden, "I'm not even smart enough to know the difference." En latter forlod igen hans læber; "So... I'm in the pressence of a smarty-pants. Odd how many chicks I've met, who'll do anything to convince me, that they've got nothing going for them, except their looks... Di Morga certainly is a brave new world." Igen kunne man høre visse af fordommende, der var formet fra hans fortid. Grunden til, at han alt for ofte havde været sammen med tøser der påstod at de var tomhjernede (eller var det) - var nok nærmere, at han altid søgte steder hen, hvor mange af disse typer holdt til. Desuden ledte han jo altid efter noget... useriøst og sjovt. Så snart han derfor mødte nogen der pralede med en god udannelse eller et godt job, kunne han tro, at de ikke ønskede det samme - hvorved han bakkede ud. Men som regel var han jo også bare beruset nok, til ikke at høre hvad pigerne sagde til ham.

"Defence-mode, huh?" Kommenterede Derek, da Autumn hurtigt havde fornægtet, det han havde sagt omkring hvem-end der havde ringet til hende. "It sounds like a pimp or somethin'." Han løftede det ene øjenbryn en smule over det andet, hvorved en lille skeptisk rynke viste sig i panden. Dog lod han det ligge. Hvad fanden ragede det ham?
Dernæst lyttede han til Autumns ord. Ordet snogly, var lige ved at få ham til at komme med en eller anden drillende bemærkning. I det mindste var det nok, til at bibeholde smilet om hans læber. Ja, indtil Autumn selvfølgelig nævnte trommeslageren... Sean... Den person, Derek havde ventet et opkald fra i dagevis. Den person han havde betragtet som sin bedste ven, men som havde været den første til, at fornægte ham i band-relaterede sammenhænge. Sean var en temmelig bredskuldret dude, og havde selvfølgelig de store trommeslagerbiceps som pigerne dånede over. Derudover var han selvfølgelig høj, og en hamrende god trommeslager.
"Sean Faust?" Spurgte han så, men rystede dernæst på hovedet; "Maybe he's easy on the eyes, but he's a tool, ya know. A fucking bastard." Denne opfattelse var ny hos Derek. Gu' savnede han sin bandkamerat, men hans stolthed var mere såret end noget andet: "Well, I must admit, that he's a pretty good drummer. But that's the only good thing I can say about him." Okay... det var det ikke.
Ved hendes sidste kommentar, kom et smil igen frem på hans læber. Smilet var ganske oprigtigt, trods det stadig var lidt slidt, og han bestemt havde set bedre dage: "It's been some time since I've had an entertaining conversation, without having to pour alchol down my throat every three minutes." En rigtig samtale for en gangs skyld. Ikke noget der var præget af et bestemt mål, men noget der bare var... sket hen ad vejen. Det var nu rart, selvom han stadig ikke ville kunne forholde sig så standhaftigt længe endnu, før hans higen efter rusmidler slog til.
"But I'm sure, a university student like you, are so busy - that you might never get to talk to me again. So enjoy it while you can.." Han lænede sig lidt over mod hende, og dæmpede stemmen; "Because I've always been your favorite member of Bloody Mistakes... Just admit it." Et drillende smil formede sig over hans læber, før han igen rettede sig op.

”He’s a douche. He’s maybe important when it comes to my privat life, but I still..” Hun stopepde sig selv, inden hun gik alt for meget I den negative ende af det hele. Derek behøvede ikke at vide hvor meget hun egentlig gik og hadede personen i den anden side af telefonen. Og derfor var hun samtidig taknemmelig for hvordan emnet hurtigt blev lukket. Det hev hende altid ned, når hun kom hen på det. Og han ville nok forstå hende, hvis han kendte til hendes situationer. Hvilket han nok helt sikkert ikke gjorde. Det gjorde ingen. Ingen det levede endnu i hvert fald. Hvilken skam.
”Oh really?” kom det så fra hende, som han lyttede til hans lille forklaring om den såkaldte Sean, som hun tydeligvis kun havde bragt på banen for at måske skabe en smule jalousi. Det virkede også til at have virket. Den måde han pludselig pegede de fleste fejl ud, som kunne ligge over den trommeslager, hun ikke engang havde kunne huske navnet på. ”Well I guess you’re the person who knows him better.” Hun trak let på skulderne og accepterede det uden nogen yderligere kommentarer. Der var jo ikke andet at sige til det.

”Seriously? You can’t be hanging about many interesting people then.” Trods hun var tilbage i det drilske hjørne, virkede hun stadig overrasket. Og hendes stemme havde forholdt til i den milde tone, der næsten kunne give et par vinger og en lysende glorie. Hun førte langsomt din hånd op til sit ansigt igen. Fjernede brillerne, afslørede en svag rød linje der giv over næsen, fra hvor brillerne havde ligget, og den blå farve i hendes øjne blev fremhævet en del mere end hvad de lange sorte øjenvipper havde. ”But then again. There’s is some who think it’s all about the boos or you just can’t have fun. Sadly enough.” Hun vidste godt selv hvordan hun lød. Kedelig og grå. Hun trak ganske lidt ud i sin bluse, og pudsede forsigtigt brilleglassene med cirkulere bevægelser. Hun virkede ret anderledes uden brillerne på. Som om de skjulte hendes ansigt på grund af deres størrelse. Inden de igen blev sat på plads, rettede hun igen blikket imod Derek. Stadig med det lille smil over de tørre rosa læber. ”Maybe you just have to move outside in the daytime some more, if you miss these kind of smalltalks.”
Autumn virkede ret upåvirket som han kom tættere på hende. Hun stod I hvert faldt helt roligt. Måske kom der et ganske lille svag i ryggen for at bibeholde en behagelig afstand, men ellers ikke. Hovedet lå igen på skrå, og hun kunne ikke helt holde sit smil på det lille stadie, som hun hørte hans ord blive talt. ”Please, dude! I’d never admit it to your pretty face.” Hun tog denne gang selv et enkelt skridt hen imod ham, rejste sig let på tæerne og trykkede ham let på næsen. Så så kom hun ellers tilbage på sin plads. Et skridt tilbage. ”But I have to say. Who wouldn’t love that voice? It’s gold worth. Keep it up.” Hun tog en dyb indånding, og pustede afslappet ud igennem munden igen, som hun vippede frem og tilbage på sine fødder. Ikke fordi hun kedede sig. Hun nød deres samtale. Nervøsiteten var blot begyndt at komme frem, siden telefonen i hendes lomme vibraerede videre som en sindssyg. Det tegnede ikke godt. En hånd blev ført op om bag hendes ene øre, og hun lod hurtigt sin ene finger glide hen over det lille ar, der var blevet efterladt det. Nakken blev knejset, og hendes skuldre syntes atter at falde ned igen.
”Listen. It’s been fun at all. But I’m pretty sure my shorts are gonna break from the ringing in my pocket. And I would like to live just al least one more day. Soo..” Hun trak igen sin telefon frem, og smilede en smule akavet. ”I’ll be the first one to take my leave. Let’s hope we get to have a somewhat entertaining talk again someday, Derek. It would be a if not. Bye.”

//Out.//