Broken - Lawrence

Tid: 18:45
Sted: Desiré Noir
Omgivelser: fine folk i jakkesæt, modeller, etc.
Vejr: Overskyet, og lettere køligt.

Mørket var endnu ikke faldet på da Cinderella omsider nåede et velkendt sted. Pludselig stod hun midt i byen, hvornår det var sket var hun ikke sikker på. Hun så sig omkring, en anelse desorienteret og stødte ind i nogen folk. Hendes tøj var ødelagt, hang i laser, hun haltede, og havde ar diverse steder på kroppen og over ansigtet som ikke var healet ordentligt. Den mørke makeup var blevet ødelagt af tårerne og mørke striber blandet med flere ar fik hendes ansigt til at virke så skræmmende, nærmest skamferet. Hendes hænder var dækkede af flere sår, og enkelte steder havde hun brændemærker. Hun haltede videre, folk trak sig væk skræmt ved synet af hende.

hendes fødder bragte hende til Desiré Noir, et velkendt sted. Flere øjeblikke stod hun udenfor og græd stille inden hun barfodet gik indenfor. Folk så underligt mod hende, gispede, hviskede og pegede. Hun ignorerede dem, det eneste hun tænkte på var Lawrence. De var efterhånden to dage siden de skulle have været på afvænningsklinikken, men det var blevet afbrudt da hun var blevet kidnappet af en psykopat der havde tortureret hende i en kælder af en art. Nu stod hun så der, tvivlende om manden overhoved gad se hende eller have noget med hende at gøre, og hun var i vildrede om hun skulle gå hen til den blonde receptionist for at bede hende ringe Lawrence op. I sidste ende gjorde hun netop dette, kvinde rynkede på brynene og bad hende forsvinde, en som hende havde åbenlyst intet at gøre her og slet ikke tale med Mr. Watson. At se tryglende på hende virkede ikke.

Dagen efter at han havde været sammen med Cindy var hun taget afsted, Lawrence havde kysset hende farvel og efterladt hende med en vagt med lovning om at de skulle ses den kommende da så han kunne køre hende til afvænning på det center Lawrence havde kontaktet. Men Cindy var ikke dukket op, og som altid så var Lawrence ikke typen man bare sådan lige kunne brænde af. Han havde sporet hende telefon som blev fundet i parken og Lawrence anede ikke om hun havde brændt ham af eller der var sket hende noget. Ligemeget hvilken af tingene der var sandheden så ønskede han svar og han havde derfor fået både to privat dediktiver og hele Di Morga's polit styrke ind i sagen om at finde hende, men efter to døgn var der stadig intet tegn fra hende.

Lawrence var alligevel taget på arbejde, blot fordi at han var nødt til at passe firmaet men han frygtede hele tiden at Bastian måske havde fået fat i hende og ham var poltiiet ligeså på jagt efter, han skulle aldrig have ladet hende gå, han vidste det bare og lige nu anede han ikke hvad han skulle stille op hverken med sig selv eller de folk omkring ham, alle kunne fornemme at noget var galt men som altid så gjorde Lawrence sit bedste for at holde alle informationer hemmelige og virke så normal og rolig som muligt.

Lawrence sad på sit kontor og arbejdede selvom det var svært for ham at fokusere og han skulede flere gange i mod sin sorte iphone i håb om at den ville ringe og det var politiet der havde fundet hende. Nede i receptionen blev Cindy afvist da Andrea kom gående forbi og med store øjne og en høj stemme sagde hendes navn og spurgte hvad dælen der var sket, hun snærrede til damen bag receptionen og tog Cindy med op i elevatoren og op til Lawrence's kontor, naturligvis skulle pigebarnet have lov til at se ham, Andrea vidste jo trods alt også hvad der foregik. Andrea bankede hastigt på døren til hans kontor: "Kom ind" sagde Lawrence med en mørke og dominerende stemme og Andrea pegede på døren som en hentydning til at Cindy måtte gå ind til ham.

Hvad der var sket mens hun havde været... ophængt, havde hun ingen anelse om. hvad hun vidste var at hun ikke anede hvad hun skulle gøre, og at Lawrence formentlig var pisse sur på hende. Alligevel ville hun gerne se ham, tale med ham, og føle sig tryg i hans arme. Hendes kamp med kvinden i receptionen gik ikke just godt, og hun blev snart truede med at der ville blive ringet efter en vagt. Til hendes held dukkede Andrea op i samme øjeblik og tøsen fik sig en svadaer inden Cinderella blev taget med. Nok spurgte Andrea indtil hvad der var sket, men Cinderella græd bare stille og rystede på hovedet mens hun forsøgte at få hold på sig selv, uden held.

Snart lød der et 'bling' fra elevatoren og de stod ud. Cinderella fulgte blot efter Andrea med stor besvær eftersom hun var blevet stukket i det ene ben og det var healet alt andet end ordentligt. Hun var bleg gennem al snavset og hun lugtede af helvedes til af rådent vand, opkast, blod og rust.

Henne ved kontoret bankede Andrea på, Lawrence's dominerende stemme fik hende til at hulke svagt og hun tørrede ihærdigt tårerne væk inden hun mumlede et tak til Andrea hvorefter hun trykkede håndtaget ned og trådte ind på hans kontor. Hun måtte ligne lort, men hun var ligeglad i øjeblikket. hun snøftede, og stod og rystede over det hele.

Lawrence forventede at endnu en assistent eller ansat ville komme ind og spørge om et eller andet. Lawrence sad derfor med hovedet nede i sin mac computer og svarede på spørgsmål omkring en forsendelse til New York af en helt masse bælter. Det var alt sammen økonomiske ting Lawrence sad med og hans hoved var derfor altid fyldt med tal når han var på arbejde, han var glad for at kunne gemme sig på sit arbejde, normalt kunne han glemme ting - men lige nu der var hans tanker kun ved hende.

Han kiggede kort op da døren gik op og kiggede derefter tilbage i hans computer, der gik et par sekunder før han opdagede hvem han netop havde kigget på og han rejste sig roligt op fra hans stol og gik hastigt hen i mod hende: "Cindy! Hvor har du været?! Hvad er der sket?!" spurgte han hæktisk og trådte hen til hende, hvordan fanden var det hun så ud? Hvad.. Hvem? Han kunne slet ikke tænke og på samme tid med at han blev enormt lettet blev han blot endnu mere forvirret.

Trods det faktum at hun ikke lugtede særligt godt eller ikke så særligt godt ud så slog han sine arme omkring hende og holde hende tæt ind til sig og stod længe med hende og mærkede hende tæt på sig: "Jeg har været syg af bekymring" sagde han med en helt stille stemme imens han bare stod med hende.

Nogle øjeblikke gik inden han tilsyneladende registreret hvem han et kort øjeblik havde kigget på. Hun flyttede sig ikke, var helt bange for at han ville bede hende skride, at han var blevet træt af hende, at hun kun voldte ham problemer. Det var sandt, alle deres møder havde været dramatiske på en eller anden måde, så det ville ikke undre hende om han var blevet træt af det.

Snart gik det dog op for ham hvem han havde set, og han kom på benene og gik rundt om sit skrivebord. Det var første gang hun var inde på hans kontor, og det var stort, virkelig stort med kæmpestore panoramavinduer og .. det var meget så meget ham! Hun vendte blikket mod ham igen efter at have analyseret omgivelserne, og hun ville bare så gerne slå armene om ham, trods et stod hun to meter fra døren uden at rykke sig længere.

At høre ængstelsen i hans stemme fik hende igen til at begynde at græde, stille og dæmpede mens hun snøftede svagt. Han standsede foran hende og sekundet efter havde han slået armene om hende. Hun trykkede sig øjeblikkeligt ind til ham og græd ud og rystede over hele kroppen. "Vampyr.. i parken..." hulkede hun "Han kidnappede mig... bandt mig op i sin kælder.. og .. og.. tortureret mig" hulkede hun videre mens hun rystede over hele kroppen og græd som var hun stukket.

Lawrence strammede sit greb om hende som havde han aldrig nogensinde tænkt sig at slippe hende, hvordan kunne nogen dog blive ved med at gøre alle disse ting ved hende? Gamle kunder, nogen af Bastian's folk? Han anede det ikke men han var vred og sur. vagten som havde ladet hende slippe af syne var blevet fyret og Lawrence var rasende på ham. Han vidste slet ikke hvad han skulle stille op, han var bare så... Magtesløs.

Han slap hende roligt og kyssede så hendes pande: "kom lad os få dig hjem i et bad" sagde han og slap hende inden han lukkede sin computer sammen, greb nøgler og mobil telefon og gik ud af rummet hvor Andrea sad bag hendes bor. "Andrea, ring efter en bil med det samme" sagde han og kiggede ikke engang i mod hende men gik ud til elevatoren og trykkede på K knappen for at den kørte den i parkerings kælderen.

Da de kom derned kom en sort bil kørende der stoppede foran dem og Lawrence kunne sætte hende ind på bagsædet imens han gik rundt om bilen og satte sig ind ved siden af hende og han ringede så politiet op på sin telefon og forklarede dem situationen, de ønskede af hører hende senere samme aften: "Så du hvem det var? Hvad hed han? ved du det?" spurgte Lawrence forhastet og lagde telefonen i lommen imens han kiggede i mod hende, alvorligt og alligevel så sårbart.

Hun følte sig så tryg her hos ham, i hans favn, hans vidunderlig duft af shampoo og den specielle duft han ejede, det var alt sammen noget hun havde frygtede aldrig at skulle føle eller opleve igen men han var her virkelig og holdt om hende. Han hadede hende ikke, og var ikke vred ... i alt fald ikke på hende. Hun strammede grebet om ham og græd stille videre.

Som han nævnte at de skulle tage hjem og i bad nikkede hun og forsøgte ihærdigt at tørre tårerne væk. Hendes krop skælvede af smerte, træthed, sult og de manglende stoffer. Hun haltede med udenfor da han havde fået fat i mobil og nøgler, og udenfor smed han en ordre til Andrea der straks kom i sving. Cinderella kunne godt lide den kvinde, hun havde været hos hende og for hende flere gange. Tavs var hun mens elevatoren kørte ned mod kælderen og hun holdt om hans arm da de trådte ud og hen imod den ventende bil. Han åbnede døren for hende, og hun satte sig ind, snart satte han sig ind hos hende og hun puttede sig ind til ham.

Mens bilen kørte hjemad snakkede han i telefon, hun fangede op på at det måtte være politiet. Havde han virkelig ringede til politiet? Og hvorfor fanden havde de gidet gøre noget ved det? Hun var jo bare en luder. Svaret ramte hende næsten med det samme, det var Lawrence Watson der ringede, så kom folk da først i sving. "Jeg kender ham ikke, han var vampyr.. en virkelig gammel en. Han ville have jeg skulle kalde ham herre, så jeg fik ikke hans navn. Han var høj og blond med blå øjne..." tanken om Malakor fik hende til at gyse og hun puttede sig ind til ham igen.

Lawrence nikkede: "Vi finder ham" sagde Lawrence blot: "Men i alt det her har de fanget Bastian, han sidder inde" sagde Lawrence, Bastian var den første poltiet var gået efter da Lawrence mente at der var ret stor sansynlighed for at det var ham som stod bag dette, men nej. Sådan skulle det åbenbart ikke gå, ham her var jo... Langt værre. "Jeg troede du bare var skredet fra mig" sagde Lawrence ærligt som bilen kørte ud i solnedgangen.

Ti minutter senere stoppede den ude foran hans store hus, der var ikke pressefolk mere, den historie havde de skrevet om det som de nu lystede og han kunne trække vejret og bare tænke på sig selv - og i de her dage hende, som havde været i hans hoved hele tiden: "Skal jeg ringe efter en læge?" spurgte han hende roligt som han hjalp hende indenfor i det store hus.

I stuen sad der flere politi folk og efterforskere der gik hen til hende for at spørge til hende men Lawrence holde blot en hånd op og rystede på hovedet: "Senere" sagde hende og gik med hende ovenpå til det værelse som var hendes og låste døren efter dem, inden han roligt hjalp hende med at klæde sig af så hun kunne komme i bad.

Nyheden om Bastian var vel god, men han ville formentlig gå fri igen fordi han ikke havde en skid med sagen at gøre. Hvis de så bare kunne knalde ham for noget andet. Hun skød tanken ud af hovedet og nikkede bare som tegn på at hun havde hørt det. Hans efterfølgende ord fik hende til at rynke på brynene, hvordan fanden havde han fået den ide? I øjeblikket kunne hun slet ikke forholde sig til alt det her, hendes hoved gad end ikke samarbejde. "Det kunne jeg aldrig finde på" mumlede hun til svar og lagde hovedet mod hans skulder. Hvordan han kunne holde hendes lugt ud anede hun ikke.

Snart nåede de frem til et velkendt sted, hans hus, og han hjalp hende ud af bilen. Der var benplads og ingen folk, pressen var heldigvis væk! Hvordan han havde båret sig ad med at skaffe dem af vejen anede hun ikke, hun var bare glad for at det virkede. "Nej, jeg skal bare have tid til at heale ordentligt" svarede hun ved hans spørgsmål omkring en læge. Hendes krop var bare for stresset til at kunne gøre det ordentligt.

Inde i huset blev de mød af nogle betjente og hun havde lyst til at gemme sig bag ham, heldigvis fejede han dem alle af bane med hans typiske Watson-jeg-ejer-hele-verden-og-hvis-ikke-opfør-ejer-pænt-så-sasøger-jeg-jer-tone. Han hjalp hende op ad trappen mod hendes værelse, og det var noget af en kamp at komme derop. Hun kunne ikke så godt støtte på sit højre ben. Snart var de kommet ovenpå, og han hjalp hende af med tøjet efter at have låst døren. De blå mærker og ar var nu mere tydelige og hun havde bare lyst til at gemme sig. Badeværelset var som hun huskede det, og hun blev hjulpet i badekarret hvor han tålmodigt gav sig til at hjælpe hende med at vaske snavs og blod af sig. Som de mørke striber forlod hendes ansigt blev arene mere tydelige. Han havde pænt meget ødelagt hendes ansigt, heldigvis var det midlertidigt til hun havde healet. Hendes håndled sveg i vandet, huden var kommet godt og grundigt af og hun klynkede.

Lawrence hjalp hende ud i badet og tog selv sin jakke af og smørrede sine ærmer på den grå skjorte op for det ikke skulle blive alt for vådt og han satte sig så ved siden af badekaret imens han blidt hjalp hende med hvad han nu kunne. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige, han var totalt i chok og forstod ikke hvordan dette kunne finde sted, denne mand skulle findes - det var han slet ikke itvivl om.

"Vil du snakke om det?" spurgte Lawrence roligt, godt nok mente nogen at Lawrence også godt kunne lide at toturere kvinder men dette var jo ikke ligefrem det niveau han bevægede sig i og bare tanken om hvad han helt præcist havde gjort ved hende turde han slet ikke tænke på. Han sad blot ved hende: "Kom lad os få dig ind i seng" sagde han.

Han hjalp hende op af badekaret og rakte hende en badekåbe som hun fik om sig: "Vil du have noget mad? vand?" spurgte han roligt og satte hende på sengen inden han satte sig ved siden af hende med en arm omkring hende, han havde lyst til at tage hende ned i lommen og passe på hende forevigt, hun var... Så uheldig og han kunne slet ikke fatte hvorfor hun skulle alt dette igennem, var det mon sådan her hendes liv altid havde været?

Om hun ville snakke om det? Ikke rigtigt nej, og hun rystede svagt på hovedet. Hvad skulle hun sige? At manden ikke havde haft adgang til samme ting som Lawrence havde i sit smertekammer men alligevel havde tortureret hende halvt ihjel? Hun frygtede for det kammer nu, ja hun kunne bryde grædende sammen alene ved tanken og derfor forsøgte hun netop ikke at tænke på det. At se Lawrence så omsorgsfuld, blid, bekymret, det var beroligende, og hun kunne på ingen måde sammenligne ham med den idiot af en vampyr.

Da hun var vasket ren og duftede meget bedre end hun havde gjort før, hjalp han hende op og hun fik en badekåbe på. "Vand tak" svarede hun, i øjeblikket kunne hun ikke holde mad i sig og hun ville derfor ikke have noget, måske senere. At sove kunne hun vel ikke før hun havde snakkede med de betjente der ventede på hende nedenunder. Hun puttede sig ind til ham, mon han ville sove hos hende i nat? Hun ville ikke efterlades alene. Tanken om mørke, lukkede rum og ensomhed skræmte hende.

Lawrence nikkede roligt og stak hovedet ud af døren og bad Ella komme op med et glas isvand og noget juice og få minutter efter rakte hun det til Lawrence ved døren og han satte det på natbordet. Snart bankede det på døren og Lawrence åbnede den igen, det var den ene af politi betjentene der ville vide om de kunne køre hjem og Lawrence nikkede, de måtte afhøre hende i morgen for lige nu ønskede han blot at hun fik ro og lov til at slappe en smule af ovenpå alt dette, som jo nok ikke ligefrem havde været en behagelig oplevelse.

Han gik tilbage til hende og trak dynen til side, godt nok var klokken kun otte, men det betød jo ikke at hun var frisk, for hun lignede bestemt ikke en der var særlig frisk på noget: "Læg dig ned" sagde han og tog badekåben af hende så hun var nøgen og puttede hende så nedunder dynen, han lagde sig ved siden af hende oppe på dynen stadig med alt sit tøj på og lod så sin hånd nusse hendes hår imens han kiggede på hende.

Ikke sikker på hvad han skulle sige, han havde også rummet i tankerne og.. Frygtede for deres fremtid, men for nu ville han bare gerne være der for hende.

Snart fik hun bragt noget vand og juice, hun greb vandet og drak det i små slurke men hun var virkelig tørstig og snart var glasset ømt. Det føltes underligt, hun kunne mærke vandet drive hele vejen ned gennem halsen og ned til maven. Den gav en smule mavepine, men hun holdt det ud. Sekunder efter dukkede en betjent op, og det blev besluttet at disse kunne smutte og komme den følgende dag. Gud ske lov! Hun orkede ikke en afhøring lige nu.

Snart stod Lawrence henne ved sengen, hun blev hjulpet på benene og han trak dynen til side inden han trak badekåben af. Hvordan den dog kunne passe hende så godt tænkte hun ikke på. Hun lagde sig dog i sengen og han puttede hende omhyggeligt. Hun gøs svagt, snart lagde han sig hos hende dog på dynen. Ville han ikke sove hos hende? "Bliver du her i nat?" hviskede hun dæmpede, håbefuldt. Hun ville ikke være der alene.

Der gik ikke længe inden trætheden overvældede hende og hun faldt i søvn, efter en halvtime rørte hun uroligt på sig, et mareridt havde meldt sig og hun klynkede og vred sig i sengen mens hun græd stille. Hele scenariet afspillede sig for hende, og hun var helt bange.

"Det skal jeg nok" forsikrede han hende roligt som hun spurgte om han blev, hvis hun ønskede han var ved hende, så ville han også være det, han kyssede hende roligt på kinden og lå fortsat og nussede roligt hendes hår imens han betragtede hende og lod hende falde i søvn, hun havde brug for at sove i sikkerhed, det var han slet ikke itvivl om.

Da hun sov fik Lawrence bragt sin computer op og han satte sig på stolen i værelset og arbejdede, klokken var jo trods alt ikke så mange at han følte sig træt, men når hun ønskede han blev i rummet så ville han også gøre det. Som hun begyndte at røre på sig og græd, satte han computeren fra sig, klokken var omkring halv ti og han gik hen til sengen og satte sig.

"Hey... Cindy... Shhh" sagde han trøstende og ruskede roligt i hende for at få hende til at vågne, han kunne ikke ligefrem fortænke hende i at have onde drømme og samtidig med han gerne ville vide hvad denne idiot havde gjort ved hende, så var han slet ikke sikker på at han ville vide det: "Du er i sikkerhed, shh... Rolig" hviskede han stille og kyssede hendes kind.

Han lovede hende at blive hos hende, og med det i tankerne faldt hun hen i en rolig og dyb søvn til at starte med. Desværre meldte mareridtene sig alt for hurtigt og afbrød freden. Lawrence var der dog hurtigt til at tage sig af situationen. Han forsøgte at vække hende, og i starten tog det en evighed men det virkede. Hun åbnede de forskræmte øjne og så ind i hans beroligende og bekymrede blågrå øjne. Synet af ham fik hende til at ånde lettet op og hun hulkede svagt og puttede sig ind til ham. "Du må ikke gå fra mig, please" klynkede hun barnligt.

Det her gik ikke just let, og hun vidste godt at hun burde tage sig sammen hvis ikke hun skulle skræmme ham fra vid og sans, desværre var det lettere sagt end gjort. Hun greb hans hånd og flette sine sårede fingre i hans for at han ikke bare skulle trække sig væk fra hende. Ynkelig, det var hun i høj grad i øjeblikket.

Lawrence kiggede i mod hende som hun slog øjnene op og lod sine fingre flette sig imellem hendes og kyssede så hendes pande: "Hey jeg går ingen steder" sagde han beroligende og kiggede i mod hende, han ønskede ikke at hun skulle være bange for at miste ham, det her var meget svært og indviklet og han var næstne overbevist om at dette kun var starten, men indtil videre var han ikke træt af at kæmpe fordi han mente hun fortjente bedre end hun havde og han vidste at hun kunne nå ud på den anden side.

"Slip mig lige, så kommer jeg ned til dig" sagde han og trak sin hånd til sig og begyndte roligt at klæde sig af, han lagde sit tøj sammen og lagde det på stolen han før havde siddet i og klappede computeren han havde siddet med sammen og lagde den på natbordet.

Da han havde bokseshorts på hoppede han under dynen og lagde sig tæt ind til hende i skæ, han lod sin arm ligge sig over hendes side til hendes mave og flettede sine fingre ind imellem hendes endnu engang og kyssede så roligt hendes skulder og lod sin krop lægge sig tæt ind til hende: "Jeg passer på dig babe, bare tag det roligt" sagde han stille til hende.

Hans beroligende ord virkede til en hvis grad, og hun faldt lidt til ro. Hvordan det her ville ende kunne hun virkelig ikke sige, slet ikke nu hvor der knap var gået 24 timer siden hun var sluppet ud af et helvede hvor hun havde ønskede at dø men ikke havde fået lov til det. Snart skulle hun så også på afvænning, det her blev bare værre og værre.

Hun slap ham, dog modvilligt. Hendes blik hvilede dog mod ham mens han fik trukket tøjet af og snart lagde sig ind til hende, hun puttede sig ind til ham og krøllede sig helt sammen. Et svagt suk brød hendes læber hvorefter hun lod sine fingre flettes med hans igen. Hans beroligende ord gjorde hende tryg, og hun lukkede øjnene igen. Hendes krop var kold, men han fik hurtigt givet hende varmen, et par minutter efter var hun igen faldet i søvn, lettere skælvende.

Resten af natten sov hun nogenlunde trygt. Et par gange vågnede hun med høj puls og et gisp, men ellers var hun nogenlunde rolig. Hendes krop havde fået mulighed for at heale så de værste skræmmer var væk, og dog da hendes krop nogenlunde var kommet sig begyndte hun at vågne. Hun havde det varmt, svedte og abstinenserne begyndte snart at melde sig nu hvor hendes krop ikke længere stressede.

Lawrence lå roligt ved hende og vågnede da klokken var omkring halv syv, de var jo gået tidligt i seng og som altid så var Lawrence et morgenmenneske der vågnede så snart at solen stod om. Han kyssede roligt hendes hals som lå tæt ind til ham og han kyssede så ligeledes hendes læber. "Godmorgen smukke" sagde han roligt til hende og krammede hende ind i mod sig, hvor var han dog glad for at han havde fået hende hjem igen og selvom alt dette her var sket, så var han bare taknemmelig for at hun var i live.

Han kunne godt fornemme at hendes krop ikke havde det godt og at hun var syg, nok på grund af hende stof misbrug: "Du har afhøring her kl 8, også kan jeg køre dig på klinikken... Med mindre du vil være her?" sagde han, han vidste godt hun havde afvist et par gange, men det var jo før alt dette her, så han ville gerne sikre sig at hun ikke ville blive.

Han vidste godt at afvending var svært og at hun sikkert ville både græde og ryste, men han ville bare gerne passe på hende og han kunne åbenbart ikke lade en idiotisk vagt gøre det. Han lagde sig tæt ind til hende, glad for at vågne op ved siden af hende.

Han vågnede sekunder efter hende, og hun vendte sig ind mod ham ham efter at han havde kysset hendes hals. "Godmorgen" hviskede hun dæmpede og strøg blidt og dog skælvende hans kind. Hun kunne virkelig ikke gøre for at hun lå og rystede svagt. Det var underligt at vågne op her hos ham, når hun for knap 24 timer siden havde havde lænket op ad en mur med strømpistol mod sig.

Hun nikkede ved hans forklaring. "Klinik er nok bedst" han skulle ikke se hende når det her blev værre, for det ville det! Snart! Et par timer til og hun ville få det elendigt, så hun skulle ind inden det gik helt galt og hun endte med at skrige og skråle som en hysterisk.Snart trykkede han sig ind mod hende og hun gemte sig i hans favn, ked af at det snart var slut og at de måtte op. Hun søgte sekunder efter hans læber med sine, trykkede dem hårdt og krævende mod hans og lagde alle sine følelser i det. Frygt, desperation, nervøsitet, smerte og længsel.

Han kyssede hende roligt igen, og mærkede alle hendes problemer strømme ind over ham, han var meget tæt på at være der hvor han faktisk elskede hende og det var også derfor svært for ham at hun skulle afsted på afvending, fordi det betød han ikke måtte se hende: "Du får vagter med... En hel flok, også kommer jeg og besøger dig så snart jeg kan" sagde han roligt, afvending var jo en måned og den første uge måtte hun slet ikke så besøg, det var forfærdeligt.

"Åh jeg gider ikke stå op" sagde han og puttede sig ind til hende, han elskede at ligge så tæt med hende, hun var nøgen og han var næsten, bare at mærke hendes varme i mod sig var fantastisk og så... Kærligt. Hun var så fantastisk og på en eller anden underlig måde så forstod hun ham bare bedre end så mange andre gjorde.

Også selvom de var vidt forskellige på alle mulige leder og kanter...

Hun nikkede ved hans ord, hun ville gerne have ham hos sig, men det var nok bedst han ikke var der. Han skulle ikke se hende når hun er sådan, det var det hun fast besluttet på. "Tak.. for alt.." svarede hun blidt og kyssede ham på mundvigen, puttede sig ind til ham og lukkede øjnene. Ved hans næste ord smilede hun skævt. "Så lad være" hun ville heller ikke op, men det var de nød til, det vidste hun trods alt godt. Politiet ville snart være der, og de skulle have noget morgenmad forinden. Igen stod hun uden tøj, irriterende.

Hvad hun dog skulle gøre uden ham anede hun ikke, og han var bare sådan en kæmpe hjælp og støtte. Hun endte med at stryge ham over kinden nu med fine negle og healet hånd. Skrammerne i hendes ansigt var også væk, og hendes sår var væk, kun benet var en anelse stift endnu. Efter lidt tid stod de op, og hun sad praktisk talt og bare så på ham.

Lawrence stod op og snart fik han også taget tøj på. Han tog tøjet på fra den tidligere dag, et sort jakkesæt med grå skjorte og sort slips, han havde altid stilet tøj på: "Andrea!" råbte han ud af døren go snart var Andrea til syne med en pose som han tog i mod og nikkede til hende som tak: "Tøj" sagde han roligt, naturligvis havde han tænkt på at hun skulle have tøj på, især når politiet ville snakke med hende.

"Afhøring kl. 8 og jeg køre dig afsted til centret halv ti" sagde han og kiggede ned i mod hende med et lille suk: "Så vi ses først... Ja om en uge" sagde han med et lille smil og sukkede så dybt, der var lang tid til om en uge, især fordi han allerede havde lyst til at føle hende tættere på end nu hvor han havde alt sit tøj på, men på den anden side så vidste han også at de skulle videre i dagens program.

"Bevæg dig beauty" sagde han og kyssede hendes læber inden han trak hende op at stå, hun var så smuk når hun var nøgen og han måtte tage sig selv i ikke at pille ved hende.

Da han fik tøj på kaldte han på Andrea. Cinderella så nervøst mod døren som den anden kvinde dukkede op med en pose. Hun smilede taknemligt op til ham og rejste sig op som han kom hen til hende efter at have forklaret hvad der ville ske, hun havde ikke lyst til at gå nogen steder, men det skulle hun desværre.

Hun gengældte kysset inden hun forlod sengen med posen i hånden. I badeværelset fik hun vaskede sig og trukket i tøjet, fint undertøj - rimelig dyrt sikkert - og en elegant og sød sommerkjole. Hun havde det underligt, men det passede hende fint, selv de små sko passede hende perfekt. Håret var filtret og hun gav sig omhyggeligt til at børste det og sætte det så det skinnede. Herefter forlod hun badeværelset, humpede stadig svagt og havde ondt i benet. Hun gik nedenunder, skrupsulten, men både træt og urolig i hele kroppen. Hendes hænder skælvede og hun følte sig varm på en ubehagelig måde.

Lawrence kyssede hende roligt da hun kom ud igen og han tog hende kærligt i hånden og gik ned i køkkenet hvor der var morgenmad, han sad roligt og ventede på at Ella havde lavet maden færdig så de kunne spise: "Bare spis en smule" sagde han roligt og kiggede i mod hende, vidste at hun nok ikke var super sulten selvom at hun uden tvivl burde spise.

Lawrence spiste roligt af den mad han selv havde fået serveret og der gik ikke længe før at en politimand dukkede op: "Jeg tror det er bedst i taler selv" sagde Lawrence roligt, han ville kun høre det hele fra hende hvis hun fortalte ham det og ikke fordi at hun skulle, desuden var han heller ikke sikker på om han ville høre det og han forlod derfor roligt køkkenet.

Han stilte sig ude i gangen og ventede tålmodigt og skuede til klokken, hvor længe det mon ville vare? mon hun ville komme helt heartbroken ud?

De fulgtes sammen nedenunder og hun satte sig ved siden af ham, nok hun havde været sulten før men hun havde mistet appetiten. Ved hans ord smilede hun dog svagt og nikkede, spiste en smule for hans skyld end for sin egen. Normalt sagde hun ellers aldrig nej til mad, men tanken om at da hun sidst havde spist havde det været hendes fangevogter og torturmester som havde fodret hende gav hende nu kvalme.

Alt for hurtigt dukkede betjenten op, og hun havde ikke rigtigt lyst til at Lawrence skulle gå, men hun nikkede uden et ord. Betjenten var høflig og venlig, og de snakkede sammen i en rum tid. Han havde gjort det klart at detaljer var vigtige og havde derved mere eller mindre tvunget hende til at fortælle hvad der var sket skridt for skridt. Hun gjorde det, men ikke uden at begynde at græde og det tog derfor en evighed .. eller sådan føltes det. Da manden omsider var færdig forsøgte han at trøste hende, men opgav og smuttede ud, i mens sagde hun med hænderne mod ansigtet og skælvede og græd lydløst.