Frist night of the fullmoon. (Millicent & Euuzia & Nathan sanders)

_____________________________________________________________________

_____________________________________________________________________

Dagens timer var gået, natten nærmede sig. Fuldmånen var højt på himlen, antallet af mennesker på gaden var uhyggeligt. Selv nu hvor varulvene var ude, folk ville hente de sidste ting så de kunne være hjemme om aften samt natten. Selv nu hvor folk havde behøv for alt den tid de kunne bære. Ingen gad gå to gange sådanne en aften som denne. Havde de alligevel tid til at gå i en bue omkring hende. Kvinden der gik en tur i fuldmåne sker, påklædt sin pladerustning og en kort lilla kjole.

Hun forstod godt folk, at de var bange for varulvene, men frygt var en af de første ting der var forsvundet fra hendes sind. Hvordan kunne man overleve i det abyss, hvis man var bange for alle dem man mødte. Alle var farlige dernede, alle kunne dræbe en. Så hvorfor være bange for dem, når det var alt der var farligt.

En metalklang gik igennem gågaden, hendes jern støvler ramte jorden igen og igen.
”Klang Klang Klang.” Lyden stoppede brat som hendes blik gik op, på grund af lyden af vinger der blaffede. En engle var på vej mod skoven, Varulvenes første offer denne nat. Flere ville komme, denne dag samt de følgende nætter. De eneste der førte blikket op var dem hvis sanser var forbedret, der var ikke et mennesker der kunne have hørt det. Nogen få af dem havde nok kørt blikket op sammen med væsnerne. Hendes blik gled ned igen og igen. ”Klang, klang, Klang” Lød den igen hver gang hendes føder ramte jorden.

Hendes blik gik rundt som folk gik uden om hende. Hun forstod dem ikke, da der ikke var andre der havde noget som helts til at beskytte sig. Ulvene var frie, og folk gik i hverdags tøj. Folk skulle passe på sig selv, der var det de brude købe. Rustning, sølv våben. Ikke hverdags ting, som mad til dagene hvor ulvene var fri.

”Klang, Klang.” lydene stoppede igen som hun stansede op foran en butik. Som hun træk sig over mod butikken trak folk sig væk fra den, endda nogen der ventede op af vinduet til butikken træk sig helt væk fra den. Hendes blik gled rundt derinde. Intet det fangede blikket, men der var noget derinde der fik hendes blik til at gå ind i butikken. Hvad var derinde? Sikkert ikke noget, hun vendte blikket væk og vendte sig om. ”Klang, klang.” Lød det som hun vente sig, blikket gik ud på folket der handlede det sidste før natten blev for høj.

Byens vagter var gået i gang med at kikke i alle gyder, efter selv den mindste bevægelse og de løb i den retning. Der var ingen panik i byen. Vagterne gjorde det godt, hun havde ikke hørt om nogen få der var blevet dræbt inde i byen i denne nat. Men det var meget få, men få var nok til at folk passede så meget på som de kunne. Alligevel sagde de det ikke i nyhederne, der var ingen grund til panik hvis det kunne undgås. I det mindste gjorde de hvad de kunne for at der ikke skulle være panik overalt. Vagterne og byens fører gjorde det vidunderligt i at holde det så lavt som de kunne. Ingen hørte noget, og de få der var døde var der også blevet dækket over, så folk ikke blev bange for fuldmånen.

Lykkelig er den uvidende...og Millicents bevidsthed var stadig ikke så udviklet når det kom til de farlige og fæle fælder ,fristelser og forviklinger denne by havde at byde på.
Så istedet for at skælve og være bange, så nød hun istedet en stille aften stund.
Årh...den friske luft var en sand lise for både krop og sjæl.
Dette var en dejlig tid på døgnet for Millicent .
Hun havde netop været i bad , ordnet hår...eller ordnet og ordnet, det var blevet skødesløst flettet i en blød fransk fletning og var nu på vej ud for at tage en stor bid af livet.
Andrija var på arbejde, og hun selv havde fri...så hvorfor ikke liste lige så stille ud , og udforske de ukendte og derfor spændende omgivelser.
Hun havde ikke boet i Terre længe, så der var nok af nye steder...og nye folk at møde, men -- hånden på hjertet- det var som denne by bare ikke brød sig om hende.Eller måske bare om vampyrer? Hun kunne ikke adskille det ene fra det andet, og uanset hvad....så afviste byen hende på hård og ubamhjertig vis- sådan føltes det i hvert fald en stor del af tiden....den tid hun tilbragte alene, når hendes mentor havde andet at se til og arbejdet hos Desiré Noir eller bogantikvarianten ikke optog hendes tid.

Alligevel var humøret ikke hejst på halvt denne aften, men tvært om helt i top.
Millicent var smuttet i en beigefarvet kjole , med korte ærmer, en som Marilyn Monroe sikkert ville havde elsket.Den var meget lig Marilyns feminine enkle smag, fra dengang hun levede og var et ikon.
Et par sorte støvler med lidt hæl og en fin lille nittekæde om anklen, førte looket ind i 2012 og en sort klassisk jakke , fuldendte tøjet.

En coffebar dukkede op, og ja...
Hun tøvede..skulle hun gå ind og købe noget at drikke? Måske bare en latte ?
En ung kvinde nærmede sig og Millicent sendte hende et smil og en høfligheds replik..." Smuk aften ikke?"

Som hun stod og kikkede ind i butiks glasset gled hende øjne rundt. Der var endelig en kvinde der ikke havde flyttet sig, hun stod ikke langt fra glasset. Kvindens blik var rettet mod hende, var det et smil der var på hendes læber? 'Smuk aften' kom det fra kvinden. Kvinden lød høflig, hun vendte sig væk fra vinduet så blikket blev rettet mod kvinden. Hun åbnede munden men flyttede meget hurtigt en finger op til sin mund for at stoppe sig selv i at snakke. Den højre hånd blev ført hen til hendes bryst plade, hvor den tog fat i noget. Den forlod området igen med en notes blok samt en kulepen i hånden. Blokken fik hun hurtigt op foran, hendes følelses tomme hovedet. Den anden hånd gik op og tag fat i kulepennen. Hun skrev noget der på forholdsvis hurtigt. Hun vendte blokken om så kvinden kunne se hvad hun havde skrevet.

'Ja den er meget smuk, Men mange væsner er ude i nattens ly' Stod der med en meget pæn gammeldags skrift.
Hun holdt blokken med begge hænder, hendes følelses kolde blik var rettet lige mod kvindens øjne.
Hun træk blikket lidt ned af mod jorden, samme tid med hun tillod kvinden at se på blokken.
Blikket gled ned på kvinden ankel. Hovedet blev drejet lidt på skrå mens hun kikkede på kæden der gik omkring den. Det var tydeligt at se hun var fascineret af den, men om hun kunne lig den eller ej, sagde hendes blik ikke noget om.

Hvem var denne kvinde? Og hvorfor var hun ikke som de andre? Og holdt sig fra hende? Det var mærkeligt, men hun havde endelig ikke noget imod samtalen. Den fik hende endelig til at slappe af. Var længe siden nogen havde snakket til hende. Uden af have et formål med den? Havde denne kvinde et formål med samtalen? Det ville hun nok snart finde ud af hvis det var sådan. Men hun ville endelig gerne bare en venlig samtale for en gangs skyld.

Millicent blev noget forbavset, da kvinden foran hende, fremtryllede en blok og begyndte at nedfælde et svar.
En god gedigen halsbetændelse kunne sagtens være årsagen, men efterhånden var Millicent begyndt at tro at de fleste ting ikke var som man ellers lige gik og troede.Der var facader...og så var der sandheder bagved - og løgnen underneden.Sådan så virkeligheden ud- desværre.
Hun savnede det umiddelbare, det man lige kunne gå til.Hun savnede sit liv som menneske.Det var sku da trods alt rimeligt trælst at skulle rende rundt med blodposer i sin lille håndtaske, hvor pladsen i forvejen var trang.Og det lavede et gevaldigt svineri, når posen gik i stykker...hvilke thank god, kun var sket een enkelt gang...i en bus.

Millicent stak snuden lidt tættere på blokken, og beundrede håndskriften...så sirlig og smuk." Så må vi jo håbe den store stygge ulv ikke finder og fanger os" lænede Millicent sig lidt fremover og sagde sagte, som delte de et stykke meget vigtig og fortrolig højtbelagt oplysning.

Hun smilede varmt til kvinden og duppede sin egen hals let med hånden, da hun spurgte " Er det halsen...eller kan du ikke tale?" Ingen grund til at tie det ihjel, det var jo immer væk ikke helt så normalt, at sætte ord til pen, ikke lige i denne situation, anyway.

Hun vendte hovedet tilbage som kvinden gik i gang med at snakke, blikket gled mod kvindens øjne.
Et smil på kort frem på læberne af hende som hun lavede sjov med ulvene. Smilet forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet frem. Denne kvinde var ikke bange af sig, så om ulvene bare var en del af hendes hverdag.

Det var vel en god ting denne kvinde var så rolig omkring ulvene, i stedet for alle de andre som skulle handle deres ting ind og holde sig inde døres. Lukke vinduer, intet lys. Alt for at holde dem væk fra en. Hun havde ikke selv tænkt sig at lade ulvene stoppe hende fra at gå uden for.

Hun blev revet ud af sine tanker da kvinden prikkede sig selv på halsen, om det var hendes hals. Var det? Hun kunne endelig ikke sige ja eller nej til det. Hun vendte sin blok om, siden der var skrevet på blev flået af og smidt på jorden. Kulepennen gik op mod blokken og igen skrev hun hurtigt og smuk med samme gammeldags skrift. Blokken vendte hun mod kvinden så hun kunne læse den, hun holdt den stadig med begge hænder.
'jeg kan sagtens tale, vælger blot ikke at gøre det.' Stod der. Hun slap blokken med hendes venstre hånd, og bevægede sig mod hendes højre jern handske.
Lyden af papir der blev presset mod papir, ud fra handsken havde hun en klump sammenfoldet papair. Det blev ført op bag blokken og der blev rodet lidt med det.

Hun tog hånden frem fra bag blokken igen, papiret var foldet ud nu. Hun tog det op foran kvinden.
'Jeg er trøstig' Stod der, med den samme skrift som de andre. Selv om det var med en anden form for blæk, en del ældre blæk.

Hendes blik var gået op i kvindens øjne igen, stadig ingen følelse at se i det. Hendes krop sprog var stadig lukket, men ikke så lukket som før.

Millicent smilede svagt, da der kom en smule reaktion i kvindens ansigt.Det var som at stryge en tændstik, lige det sekund den satte i ild, hurtigt oplysende og hurtigt væk igen.
Ærgeligt...denne by trængte til flere smil, den var så....kold og holdte nye indbyggere fem meter ud fra livet.
Det var intet problem for Millicent at bevare roen, selv ikke denne særlige aften.Hun havde aldrig mødt en varulv og forstod derfor ikke hvilke farer og forbandelser , der ville kunne hænge over et sådan møde.Så hun var bestemt ikke mere modig end gennemsnittet, blot var hun endnu i mørket, som den nyfødte vampyr hun var, og enda foruden en skaber til at omfavne hende og lære hende op.Sætte hende ind i ting.

Gud ske tak og lov at hun havde Andrija, hun ville dø indvendigt uden ham.Han kæmpede...hårdt...på at lære hende ting.Det var dog mest hendes personlighed der var forkert, og han forsøgte at indstille hende på den rigtige frekvens, den en vampyr burde være på.Hun anstrengte sig meget...for hende selv og for at gøre ham tilfreds, men når hun så var alene, slap hun paraderne og ...blev sig selv.

Millicent så igen på blokken...så hun kunne tale, men valgte ikke at gøre det? Nå nå...mon det var noget psykisk , ligesom når man valgte ikke at spise? Hendes blik faldt herefter på handsken af jern...den var helt sikkert ikke fra den lokale H&M shop, og hun blev langsomt meget nysgerrig på hvem og måske hvad, denne unge kvinde var, imen hun forsøgte at afkode alle de underlige signaler hun modtog.

Måske kunne man se spørgsmålene begynde at røre på sig i Millicents øjne ? Men ellers ville glæden da i hvertfald stråle ud af smilehullerne der kom til syne, da Millicent læste den nye fremrakte seddel, en ældre en som kvinden havde gemt på åbenbart, og hendes læber krusede i et stort og imødekommende smil.
" Jeg skulle netop ind og have en Latte...vil du ikke med ? det ville være rart med selvskab "- Lød et forsigtigt forslag fra Millicent til kvinden.

Millicent drejede halv omkring, og trådte op på dørtrinet, for at presse håndtaget ned og skubbe den forholdsvis tunge dør ind, så de kunne komme i den for, og hvis kvinden havde accepteret invitationen ville Millicent venligt træde til side og lade hende komme ind først, hvorefter kursen pegede imod baren...så deres bestilling kunne afgives.

Som hun holdt papiret op til siden af blokken, gled hendes blik over på kvinden smil. Kvinden virkede så glad og venlig, at hun overvejede at smile til hende, men det valgte hun ikke at gøre lige nu. Kvindens blik sendte en signal, som fik hende til at reagere. Ikke synligt, men det fik hendes tanker i gang. Kvinden ville spørge om en masse ting hun gerne ville have svar på, så hvorfor ikke give hende en mulighed for at få svar på dem, det kunne der da ikke ske noget ved.

Kvinden drejede om som hun gik ind i cafeen, blikket gik med kvinden. Kvinden stod endda og ventede på hende, 'vil du ikke med?' havde kvinde sagt. Som kvinden kikkede på hende valgte hun at nikke til hende. Mens hun gik mod døren skrev hun meget kort på sin blok, samt hun igen smidt det stykke hun lige havde skrevet på, Den papir hun havde fundet frem, beholdt hun inde i hånden.

Kvinden træk sig tilside? Høflig dame. Som hun gik forbi kvinden tog hun fat om hende arm og krammede sig til den. Hun holdt af nærheden, glæde over at have mødt en der snakkede venligt til hende, nej. Endelig bare glæden ved en der snakkede til hende voksede op i hende. Samme tid med hun tog fat om armen på kvinden, tog hun blokken frem foran hende.
'Jeg kan godt lig te' stod der.

Hun lod sig gå i samme tempo som kvinden ville gå op mod baren. Metal klangen gik i gang som hun gik. ”Klang, Klang, Klang.” Lyden kom hver gang hendes føder ramte jorden. Blikkende inde på cafeen gik over på dem. Den blev hvisket her og der. Klangen stoppede først som de stod foran baren.

Millicent blev glad , da hun valgte at gå med inden for.
Det var yderst sjældent, på kanten til aldrig at hun gjore nye bekendtskaber for tiden, så det var en hyggelig ting- måske fordi det også var en normal ting at gøre.Noget der ikke bare tilhørte vampyr levevisen.
Millicent elskede alt hvad der havde med sin menneskelighed at gøre, og hun vidste godt det var..forkert...hun var nød til at lave justitsmord på den, sammen med Andrija, den hørte sig ikke til...ikke længere, mente hun da.

Millicent havde ikke forventet denne meget ligefremme handling fra kvinden, da hun greb Millicents arm og krammede sig til den.
Først kiggede hun overraskende på hende, og dybt nede i hendes indre rørte en trang , til at hvæse og trække sin arm til sig, på sig.
De fandens instinkter....godt at tænderne i det mindste opførte sig pænt, de kom ikke frem hvert minut som hun i starten nok havde frygtet lidt.
Men Millicent holdte trangen væk...og blev enig med sig selv om at lade det være sådan, hun var jo tydeligvis en lidt usikker pige...siden hun også havde fravalgt at tale.
Så med den fri arm, brugte hun sin hånd til lige at give kvindens arm et lille klem, og kigge på hendes note..." Aha....jamen , så tager vi te begge to...jeg drikker....alt" sagde Millicent, med en smule tør ironi drysset i.
Hvis pigen vidste hun var vampyr, ville hun ikke tilbringe to minutter i selvskab med Millicent....men hun burde måske nok lade hende vide det, og træffe et valg selv?

Alle blikkene...Millicent forstod det ikke helt.Var det fordi de var to kvinder?
Eller måske bare fordi kvindens støvler gav en høj karakteristisk lyd, hvor i mod Millies var lydløse ? " Opmærksomhedskrævende sko du har" drillede hun let og afgav deres bestilling, til en venlig ung bartender der med hast havde indfundet sig hos pigerne, for at servicerer dem.
Millicent udpegede et bord...et lille et ved et vindue, der lige akkurat var levet fri.
" Lad os snuppe dét , skal vi ikke ?" Lød det mildt fra hendes læber.

Kvindens overrasket blik borede sig dybt ind i hendes sind. Det gav hende en lyst til at forlade kvinden. Men denne hærhedefølelse var så behagelig at der skulle mere end et blik til at få hende slappe, så længe kvinden ikke sagde hun havde noget imod det. Så havde hun endelig ikke lyst til at give slip. Man alligevel lod hun tankerne komme frem i hende hoved, Havde hun gjort noget hun ikke måtte for kvinden?

Kvinden ville også have te, eller ville hun. Der var noget ved den måde hun snakkede på omkring det. Hendes blik blev en smule forvirret i en kort periode. Hvorfor snakkede hun sådan om væske?Hun kunne mærke der var noget ved det hun sagde, et gemt besked til hende som de andre ikke skulle høre? Eller bare kvinden måde at snakke på?

Mere nåede hun ikke at tænke for kvinden spurgte om de skulle side ved et af de få tomme border der var tilbage. Det bord passede hende fint, der var ikke nogen der. Det var op af væggen. Hendes blik gled ud mod gågaden, uhyggeligt at folk stadig gik rundt derude.

Endnu en side blev revet af hendes blok, denne gang kastede hun den dog ikke på jorden. Hun lagde den ind bag ved den sidste side i blokken. Kulepennen gled mod den igen, hendes blik var ikke engang på blokken som hun skrev, det var stadig rettet mod gaden.
'Det kan vi sagtens og det er nødvendigt' stod der med den samme gammeldags skrift. Efter hun havde skrevet dig forsatte hun med at gå, hvis kvinden ikke gik med ville hun give slip på armen. Metal klangen forsatte med at komme hver gang hun ramte jorden.
”Klang, Klang, Klang.” Lød den igen, som hun gik mod bordet kvinden havde peget ud.

Hun skrev noget mere som hun gik der ned af. Som hun kom ned til bordet, lagde hun blokken midt på bordet og satte sig langsomt ned. Hendes ben blev sat lige op af hinanden, en anden form for metal klang kom, da hendes ben skinder ramte sammen. ”Klaaang” Lød den igennem hele cafeen.
På selve blokken stod der, 'Hvad mente du med det med at drikke?' Hendes øjne gik i som hun satte sig, hænderne førte hun ned på hvert sit knæ.

Millicent fulgte med ned til bordet, stadig med pigen ved sin arm.
Hun var nu opmærksom på at blikkene stadig hang ved dem, og ikke som normalt var ved at aftage , i takt med nyhedsinteressen forduftede.
Millicents nysgerrighed blev øjeblikkelig skærpet, noget var under opsejling og hun kunne ikke finde ud af hvad ? Endnu havde hun ikke luret, hvad sagens kærne bestod af.
Istedet tog hun en stor mundfuld luft, og pustede den ud, nærmest op i sin egen pande, så en løs lok af hår rørte på sig.
Så kiggede hun på sedlen, og sekundet efter trak hun roligt en mørk rustik egetræs stol ud, for at kunne tage plads .Hun regnede med at det ville få kvinden til at slippe Millicents arm, med mindre hun ville sidde på skødet ligefrem - men så forventede hun faktisk at flere af de tilstedeværende, der i forvejen stirrede noget så indiskret, ville komme til at skulle søge gulvet efter deres udpoppet øjen æbler.

Med et lille smil over pigens lidt dramatiske udsagn , spurgte hun ind til støvlerne... " Nødvendig ligefrem? Kan du godt
lide at tiltrække folks nysgerrige blikke, eller hvad handler det om?"

De var nærmest blevet indhentet af tjeneren , der uden at tilegne dem meget opmærksomhed, nu satte en fin sort keramik te kande på bordet og to hvide krus med bomber i forskellige sorte og grå nuancer på.
Da de havde taget plads, fik Millicent set på den næste note...med den meget smukke håndskrift.
Det var næsten en lille kunst art, at kunne kringle bokstaver på den måde, så sirligt og elegant.
Selv skrev Millicent som en rodebunke, uden struktur eller elegance, hun var ofte mere optaget af budskabet der skulle fældes ned, end det estertiske udtryk.
Hendes øjne flakkede kort, efter at have læst beskeden.Det havde været en fejl at joke med, og pigen her var en men sans for detaljer, så det ud til.
Hun besluttede sig for at være...ærlig...sådan nogenlunde.
Hun var blevet klar over at en del faktisk kendte til den mere alternative befolkningsrace, og at der i dette område var en øget popularitet af dem....somehow.
Derfor svarede hun lidt kryptisk, og åbent for fortolkning..
" Min tørst kan være lidt speciel...jeg spiser og drikker....anderledes end de fleste" - forklarede hun med et undskyldende blik, imens hun forsøgte at lede efter små tegn i Kvindens reaktion , på hvad hun eventuelt vidste og tænkte om det. Millicent havde næsten lyst til at tilføje et 'desværre' ..men hun skulle huske ikke at være en undskyldning for sig selv hele tiden, selv om hun jævnligt faldt i den grøft.

Lige efter kanden ramte bordet, var hendes øjne nærmest låst på den. Så snart hun havde sat sig, tog hun hænderne frem foran sig for at tage fat i kanden. Det blev gjort i en meget barnlig bevægelse, hvor begge hænderne nærmest blev kastet frem mod kanden. Hun stillede kanden foran sig, og tog derefter hænderne frem mod blokken, men hun stoppede sig selv i bevægelsen som kvinden snakkede igen. Hendes blik blev ført mod kvinden, hendes hænder fik fat i blokken og tog den mod hende.

Da blokken var foran hende igen, blev blikket ført ned i blokken. Den brugt side blev revet af og lagt på bordet. Hun beholdt samme tempo og skrift, men hun skrev en del mere denne gang. I hvert fald mere end hvad hun skrev de andre gange.
'Det er ingen grund til at ligge op til at blive overfaldet af underverdens, nattens eller lyses børn, hellere have noget på til at beskytte mig og de ikke ser mig. End den anden vej rundt.' Stod der med den fine gammeldags skrift. Blokken blev skubbet frem mod midten af bordet. Som hendes hænderne var derinde, tog de fat om kroppene på vejen tilbage.

Som hun gik i gang med hælde teen op, snakkede kvinden igen som svar på det med teet.
Det kvinden sagde var mærkeligt. Det fik hende til at flytte blikket fra det hun endelig lavede, hovedet blev drejet på skrå. Hendes øjne var rettet mod kvindes egne. Tydeligt at se noget gik igennem hendes hoved.
Hvad mente hun med det? Hvordan kan man drikke og spise anderledes, det lød næsten så om kvinden var irriteret af det. Hvorfor var hun det? Var hun overhovedet det? Jo måtte være noget negativt for kvinden siden sætningerne var så lange.

Koppen hun var ved at fylde med te, kom nærmere og nærmere på at være fuld. Som det kogende vand gled mod kanten af kroppens top. Vendte hun kanden lidt op, så vandet holdt op med at forlade kanden. Hendes øjen var ikke engang mod bordet, som hun gjorde det. Først nu blev hende blik kastet ned. Kanden blev sat på bordet og hendes hænderne gik hen til kroppen som hun meget forsigtigt tog hænderne omkring den, hun tog meget forsigtigt omkring det. Selv med jern handsker passede hun meget på. Hun havde endda fat med begge hænder, kroppen blev ført mod kvinden der sad foran hende. Spørgsmåls tegnet var stadig tegnet i hendes følelses kolde blik.

Millicent havde sine øjne rettet mod hænderne på kvinden.Hun var næsten ligeså fint registrende med dem, som havde hun været en blind person - og hendes sanselighed omkring blokken vidnede om , at den nærmest fungerede som en livsline for hende.Hvilke grunde mon lå bag hende valg, hendes valg at forblive ordløs over for hendes medspillere ? Millicent kunne kun gætte...og da en note fandt vej til hende igen, læste hun med fornyet interesse...og kiggede så forundret op på kvinden.Det svar hun havde skrevet ned, kunne jo kun betyde to ting, så vidt hun kunne tolke.
Enten havde Millicent været så vanvittig heldig at have fået sig en små psykotisk veninde , som hun nu skulle til at dele en kande te med....og det kunne sku da godt passe ind i al det rod hun altid synes at stå op til hagen i.
Men..måske var hun heldig , bare denne ene gang...måske var pigen blot bekendt med den alternative mængde af andre racer , der også levede blande folk? Men hvis hun var , så lød det ikke som det var videre positivt.

Millicent måtte gå forsigtigt frem...hun vidste ikke helt hvad lysetes børn betød....måske engle? Men de var vist nok ret
Så harmløse...og nattens børn, måtte vel være Millicents slags...vampyrene, selv om Millicent mere så sig selv som en fange af natten og ikke et barn....den betegnelse måtte være udsprunget af et romantisk ungdoms vanvid, mente hun.
Hun tog en dyb vejrtrækning og spurgte tøvende..." nattens børn....har du mødt nogle af dem....og er det derfor du føler at du skal beskytte dig selv?" Det var lige før man kunne se hvor meget hun græmmedes på sin races vegne...uanset Andrijas motiver, kunne man ikke bare rende rundt og skræmme folk...eller.. Årh var der een hun gerne ville stille tilfreds var det jo ham...hvorfor skulle det hele være så kompliceret?
Millicent ...så på kvinden og modtog sit krus med et svagt " tak.....jeg hedder forresten Millicent, hvad heder du?"
Millicent havde den største lyst til at tilføje at hun aldrig ville gøre kvinden fortræd, men noget holdte hende tilbage, måske at kvindes blik manglede følelser af enhver art og det gjore Millie lidt utryk.

Takket var nemt at se det påvirket hende, så om hun skulle til at trække et smil frem men valgte ikke at gøre det. I stedet for nikkede hun svagt til kvinden, som kroppen blev taget fra hende. Hun gik med det samme i gang med hælde sin egen kop op, som hun gjorde lød kvindens ord. Et navn forlod kvinden læber.
Hvilket fik hende til at holde op med at hælde kroppen op. Den brugte side blev ravet af og lagt ud til siden. Øjende gik i, som pennen ramte papiret.
'Mit navn er Euuzia Zaikascythe.' igen med den samme gammeldags skrift som de andre gange.

Den ene side blev revet af og lagt frem mod Millicent. Først da siden blev revet af gik hende kolde øjne op igen. Hænderne gik mod kanden og hun gik i gang med at hælde te op til sig selv igen.
Hendes blik gled mod Millicent, så om hun studerede hende.

Hvem var denne kvinde, der var noget med sult og tørst? Hvad havde hun ment med det? Vidste kvinden hvem hun var? Som hun tænkte var koppen næsten fuldt op. Den blev ikke lige så fuld som Millicents, men næsten. Hun lukkede hendes jern handsker omkring kroppen og langsomt førte det kogende vand op til hendes mund. Hun stoppede kroppen lidt fra hendes mund.
Hendes mund bevægede sig, og meget stille forlod nogen få ord hendes læber. For stille til folk der ikke havde en forbedret hørelse ville have umuligt ved at høre det. Hun stavende et ord, så om hun bare sagde bogstaverne på grund af den langsomme tempo hun sagde det.
'F-R-Y-S.'
Mens hun sagde bogstaverne formede sne sig inde i hendes mund, samt lige udenfor den.
Lyden af varme der ramte is lød fra koppen, som blev ført op mod hendes mund og hældte lidt af teet derned.

Millicent bemærkede den lille mikroskopiske ændring, da hun takkede pigen, men den var væk lige så hurtigt den dukkede op, og hun stillede sig selv det spørgsmål , om det havde været et fragment af hendes fantasi?
Blokken igen...Millicent overvejede kort at det måtte være noget nær en katastrofe, hvis den sidste side kom før beregnet, hvad så? Millicent modtog noten og kvitterede med et lillle smil, inden hendes øjne sugede sig mætte i den gamle kønne skrift.
" Det er et smukt navn...jeg tror aldrig jeg har hørt noget der bare minder om det.
Walker...mit efternavn er Walker" på en måde virkede det uhøfligt ikke at have præsenteret sig med sit fulde navn lige før, men ...det var nu mere et kikset forsøg på beskytte sig selv- kikset, fordi hun netop nu havde afsløret det.
Hun måtte til at huske på at hun var ekstrem sårbar når hun sov, fordi hun boede alene.

Millicent kiggede lidt ud af vinduet, på de men esker der stadig havde gøremål og pligter, eller blot som hun selv var ude for at opleve og slå tiden ihjel.Hendes blågrå øjne vendte dog hurtigt tilbage til Euuzia, da hun synes at høre hende hviske noget? Millicents øjne blev store af forbløffelse, da hun så hvordan et ord tog form, med enkelte stavelser....og hun glippede et par gange med øjnene, da de hæftede sig med Uuzias læber og mund..
Millicent der ikke var så stærk på kontrol igen, og slet ikke når hun blev fuldkommen overrasket, lagde en hånd dækkende over hendes egen mund, men det forhindrede ikke et lille udbrud af overaskelse i at trænge igennem.
" Hvad....hvad fanden er det du laver! H-hvordan gør du det ? " hun talte sagte..men det sidste løb afsted som blot en h isken" du ..du er dæmon?"
Det anede hun naturligvis intet om, men Andrija var, og han havde den underligeste evne ...hans transport ting..så derfor var dæmon det første der poppede frem

Hun tog langsomt koppen ned fra sin mund som Millicents gik i gang med at snakke, som ordet forlod hendes mund. Den første tydelige reaktion forlod hende. Blikket fra hende blev hurtigt kastet over på Millicents øjne, den ene hånd forlod koppen den blev knyttet, alt bortset fra hendes pegefinger. Fingren blev ført op foran hendes mund, læberne blev spise. Selv om Millicent kun hviskede var det bedre at være sikker.

Koppen blev ført ned på bordet, så hendes anden hånd blev fri. Blokken blev flytte for første gang siden de satte sig ned, den blev ført lige ind for an hende. Samme tid havde en anden hånd forladt hende mund og fundet kulepennen.
Hun søgte Millicents øjne igen, hun nikkede til hende som skriveriet gik i gang.
Det forgik næsten hurtigt som før.
Hun skrive også i noget længere tid end før. Siden blev revet af igen, og kastet over mod Millicent.
'Shhy! Der er ingen grund til at for mange høre det, om det er nogen positivt eller negativt der kommer ud af det kan jeg sige. Ej jeg ønsker at finde ud af det. Ingen grund til at tage for mange chancer med ukendte væsner. Det er nyt nok for mig at tage chancen med at tage imod dit tilbud.
Når man bliver nød til at ofre sin stemme på grund til ukendthender. Men De, de tog imod mig som jeg bare kikkede ind, hvorfor gjorde de det?' Stod der med den gammeldags elegante skrift.

Hendes blik gik igen som hænderne tog fat om koppen, som blev ført op til hendes mund igen.

Wow...Millicents øjne blev helt klart et nummer større, da Euuzia nikkede.
Hun havde ramt plet, hun var en dæmon.
Måske for nogle uger siden ,denne oplysning ville have hyldet helt komplet ud af kurs...som et itu stykker kompas, der ikke længere skælnede nord fra syd...men hendes syn på verden og ikke mindst på dens mangfoldighed af racer, havde ligesom fået et meget tiltrængt opstrammer, den dag hun selv slog øjnene op som vampyr, ganske uvidende om det.
" Dæmon" mumlede hun og hendes blik var nu lagt tilrette på Euuzias læber og mund.Det havde været ganske facinerende.Mon hun kunne gøre mere end det, eller var det så langt hendes lille evne rakte?

Lidt mere temperamentsfuldt, blev den næste note til og røg over til Millicent, meget ihærdigt.Det måtte være vigtigt...siden den var ekspideret i sådan en hast, og imens hendes hænder begge greb fat i bordets lidt ru kant, ændrede hun sin stilling og så ned...
" Okay" hviskede hun...og blikket smøg sig varsomt rundt i lokalet," men jeg tror nu ikke nogen finder os så interessante at de....du ved" hun talte så lavt hun kunne , og somme tider gled det alligevel over i en hvisken nærmest.
Hun læste det det sidste af noten igen, og så med uforstående øjne oå Euuzia.." jamen..ikke af ngen speciel grund, det....føltes rigtigt...og jo...jeg ville jo gerne have lidt selvskab" sagde hun stille.
At sidde og øse ud af sit lille ensomheds trip, så hun ingen grund til....de blod røde tåre der skulle falde, kunne komme når hun var alene...det skulle ingen ander lide last under.
" Du plejer ikke at ...gå med fremmed?" Ej- den sætning kom da helt forkert ud, og hun løftede en hånd for ligesom at afbryde den, men endte med at ryste lidt på hovedet i stedet.Hun forstod jo nok hvad Millicent havde ment.

Hun lod langsomt kroppen falde, og som den faldt gik hendes øjne lidt op. Som hende øjne faldt ned af Millicent, som hun svarede på hendes spørgsmål. Hvor gamle var denne Millicent? Hun virkede ikke en dag over fem og tyve. Hverken sind eller krop, hun vidste hvad en dæmon var? Den del fik en tanke kastet rundt i hendes hoved, hvordan vidste hun det? Hvorfor var hun så neutral omkring dæmon delen?

Koppen blev før ned på bordet.
Hendes grund til at invitere hende med var, selvskab? Af en person hun ikke kendte? Det ville hun aldrig selv tage initiativ til at gøre. Det fik hende endda til at vende blikket mod hende blok engang til. Millicent forsatte med at snakke. Den sidste sætning, der var noget ved den. Sætningen blev hurtigt lagt til siden igen.
Den hun havde skrevet blev revet af siden og rakt over til millicent.
'Jeg har i mange år holdt mig for mig selv. De er en af de første i lang tid, jeg har fundet mig selv i at have en samtale mig.'

Hun ventede med at bevæge sig til at så Millicents kikkede i papiret. Som hun gjorde det blev blokken ført ind midt på bordet, der stod noget mere på den, ikke meget. Kun to ord. Stod der.
'Milliecent walker'stod der på den sidste halve side af blokken, med den elegante gammeldags skrift.

Hendes eget blik blev ført ned af, hendes læber sad ved et smil. Hendes øjne gik i, tåre gik ned af hendes kinder, ingen hulken, intet. Kun et smil og tåre der faldt. Tåreene frøs til is før de fladt ned fra hendes ansigt. Hendes hænder ramte ned på hendes knæ, en metallisk klang kom som de ramte sammen. Hendes kropssprog var glad, hendes øjne var kede af det.

Det var svært at hale den i land, sætningen.Og den var lige så svær at forklare.
Normalt ville hun aldrig indlade sig i snak eller social samvær med en vildt fremmed, men efter hun havde lagt hele sit liv bag sig, familie og venner...og stod alene tilbage, alene med et skod liv i hendes hænder, havde hun gjort lige dét, faldet i snak med fremmede.Hun havde ikke andet i sit liv....end tomhed...og fremmede.
— og så hendes mentor, men han var jo startet ud som en fremmed hun gik med hjem.
Ikke for sex...men for selvskab bare.
Han viste sig at være en dæmon, og havde udelukkende behandlet hende fint, ikke noget at være bange for der.
Han havde ...meget forfærdelige spise behov, men var ellers en sød fyr, når han gad.

Alligevel overraskede sedlen Millicent.Og hun satte en pegefinger på dens midte, og kørte den lidt frem og tilbage på bordet.Det lidt gustne papir, ramte noget kondensvand fra tekruset, og sugede det ind....skriften blev utydelig.
" Wow...du må være mere ensom end jeg" sagde hun stille, og stemmen havde en lille melankolisk klang af sørgmodighed og længsel.Egenlig var hun så beskeden....hun ville bare have et par gode venner , en at give kærlighed til og en der elskede hende i retur.Børn? ....Hun rynkede brynene....børn skulle ikke bringes op, hverken i tale eller tanker, det var for smertefuldt,og hun havde lyst til at græde....tage i døde liv eller flå hovedet af den der nu engang sad nærmest...så frustreret blev hun af det emne.Børn havde været hendes omdrejningspunkt i livet...arbejdsmæssigt og privat...og begge dele var fuldstændig revet af tapet nu.

Hendes øjne søgte Euuzias, hun virkede så blid og rar...det måtte være meget grænseoverskridende for hende at sidde her med Millicent.Et opmuntrende lille skævt smil og hun slap noten, med den blege pegefinger...for nu at se den nye lille lap....Hendes Navn?'
Hvorfor nu det? Inden hun kunne spørge, blev hun neglet fast af synet af Euuzias tåre...og hun førte en hånd op, for at stryge den væk.Med handlingen blev standset, af Millie selv...da tåren blev en lille dråbe is,der røg af kinden.
" Du gode...hvordan før du det der" hviskede hun og den metaliske klang virkede meget høj i hendes tanker nu, selv om den måtte have samme lydniveau som før.
Euuzia så trist ud...for det var naturligvis øjnene som der snakkede højest, selv om hendes smil sang en anden tune.
" Euuzia...er du okay....hvad er der i vejen?" Faldt det blidt fra Millicents læber, der have en svag dirren."Du er vel ikke bange for mig....j-jeg ville aldrig gøre dig noget" forsøgte hun...selv om hun fornemmede at det ikke omhandlede Millicent overhoved.

Ensomhed? Millicent var også ensom? Milli virkede ikke sådan, hun virkede social og glad? Milli var bedre til at holde sin ensomhed gemt end hendes selv, hun ville aldrig starten samtalen med en der stod og kikkede ind af en vindue. Hun blev revet ud af sine tanker af en hånd der blev ført tættere på hende. Den handling fik hende til at trække blikket op af igen, det var millis hånd der havde kommet tættere på hende. Ikke da det overraskede hende at det var milli.

Millis ord, bange for milli? Hvorfor skulle hun være bange for den venlig dame der havde ikke gjort noget ud over at være venlig? Hvorfor var hun farlig? Nej hun var ikke, hun kunne i hvert fald ikke sætte finger på noget der gjorde hende farlig. Så nej, der var ingen grund til at være bange for hende? Hvorfor kørte disse tanker igennem hendes hoved? Tænk der ikke skulle mere et spørgsmålet til før hun kørte det hele igennem hendes hoved.
Hun kørte langsomt sine hænder op under hendes øjne, og fjernede de frøsne tåre. Smilet var der stadig, hun træk vejret dybt samme tid med hænderne bevægelse sig op foran hendes ansigt. Den ene ærme blev ført ind over hendes øjne som en del af bevægelsen. Hun trak vejret dybt et par gange som hænderne blev ført ned på deres plads igen. Der faldt ikke flere tåre, smilet forsvandt som de dybe vejrtrækninger kom, det følelses kolde ansigt kom frem igen.

Den ene hånd tog fat i pennen mens den anden rakte frem mod blokken. Som blokken blev ført ned foran hende igen. Pennen gik igen i gang med at danse hen over blokken. Der gik lidt tid før siden blev revet af og rakt over mod Milli.
'Jeg er ikke bange for dem. Forstå bare ikke hvorfor du er som venlig overfor mig, det er den ingen der har været før. Ikke uden at forvente at få noget igen. Gør de det?' Stod der med den elegante gammeldags skrift.

Som altid læste hun den som hun rev siden af, da hun skrev uden at tænke da hun skrevet i så lang tid. Hendes tanker kom ofte først efter hun havde skrevet det. Som tiden var gået var hendes skriveri blevet hurtigere end hendes tanker. Det var taget noget tid før hun selv havde fundet ud af det. Hendes tanker gik tilbage på Milli, hvem var denne kvinden endelig?

Som at trykke på en kontakt, slukkede Euuzia for sine følelser...eller ihvertfald rullede hun ned for det vinduer der udstillede dem, og havde istedet et mere monotomt udtryk igen.
Millicent kunne fornemme at de bevægede sig rundt som i et mine felt, forstået på den måde, at der helt sikkert var emner der var sprængfarlige at slå hul på.

Hun mente ikke Euuzia havde fanget at Millicent var vampyr og oven i købet en lidt ukontrolleret babyvampyr.Ðen eneste grund til hun havde nogen lunde kontrol, var nok at hun stort set ikke have sat sine tænder i en anden....kun en der var dødende og i Andrijas håndled.Det var så rigeligt til at gøre hendes tanker skøre...skøre efter blod, og hun var nu næsten sulten konstant...men hun kunne fortrænge det...styre det- endnu.

Noten blev lagt, og Millicent måtte tænke lidt over sit svar.
Om hun ønskede noget i retur? Hun havde så mange ønsker...ja....men ingen man krævede eller spurgte efter fra en fremmed.Hendes øjne skiftede lidt imellem at se på noten og Euuzia, inden hun endelig talte sagte og tøvende..
" J-jeg har ingen forventnigner..." Begyndte Millicent og følte sig meget kluntet...
Det virkede som en meget sensitiv samtale..følelsesmæssig, uden at de berørte dybt, men ofte var det mest interessante også det der blev sagt imellem de talte- eller skrevne linier.

" Jeg er bare glad for lidt selvskab" smilede hun skævt til Euuzia, tiden kan blive lang...når man er meget alene.

Ja, hun var normalt et socialt væsen, fuld af liv og boblende glæde...men det var ved at ændre sig lidt nu...hun kunne mærke det inden i.
Andre følelser rørte på sig...nye mere primitive lå og lurede....som om Andrija kunne tippe vægten og bringe dem op til overfladen...sætte dem løs.

" Jeg har ikke rigtig nogle venner" hun forsøgte at forklare hvorfor hun sad her med en fremmed...og var venlig.
" Jeg er lige flyttet hertil, sover det meste af dagen og arbejder om natte , så det er lidt svært at blive ordenlig integreret i byen". Hun smilede blidt til Euuzia.

Milli sagde at hun ikke havde nogen forventninger til samtalen, en person der ikke forventede at få noget igen? Fandtes der virkelig væsner med så venligt et sind? Hvad tænkte mille endelig da hun læste den besked? Der tog lidt tid før svaret kom, hvad det betød havde hun ingen ide om. Dog havde hun nogen få tanker om hvad det kunne, men ingen måde at være sikker.
Selvskab? Var det, det Milli søgte? Hvis der ikke var mere end det så..Ja det var hver at tænke over.

Hun nikkede stille til Milli som Milli fik snakket, lidt efter nikket kom sagde Milli noget som fangede hende en del mere. *Jeg har ikke rigtigt nogen venner* Forlod Millis læber, på det område var hun ikke den eneste, hun var selv i stand til at tælle sine venner på en hånd. Der var dog en grund til hendes del, var der nok også til Milli selv om hun ikke vidste hørt grunden fra Milli i nu. Der var endelig stadig mange uklarheder ved denne Millicent, men der var vel ingen grund til at grave i det hun ikke ønskede at fortælle.

Milli sagde noget mere, endelig noget omkring hende selv og ikke hendes social liv. Denne fortælle fik hende til at tage hånden til sin blok igen.
Med en stille bevægelse tog hun hånden om pennen og gav sig til at skrive en besked mere til Milli, papiret blev igen revet af og langsomt ført frem mod Milli og langt på midten af bordet.
Da besked blev langt førte hånden sig tilbage af, på vejen samlede hun kroppen op. Den blev ført op under hendes næse og et lille snif forlod hende, før hun tog en lille tår af kroppen.

På besked stod der: ”Jeg vil også hellere sove om dagen end om natten. Må man spørger hvad de arbejder med? Siden det kræver der er oppe om natten?”

// Velkommen tilbage :) //


Venlighed? Ja ...måske.
Men Millicent var også rimelig realistisk, hvad kunne hun tillade sig at have af forventninger til en helt fremmed.Her var der vel ingen forventning ? Alt man enten gav eller var heldig at modtage, skete udelukkende på frivillighedens base.
Men man kunne sikkert aflæse det i hendes øjne...et snært af ensomhed, ja..hun manglede selvskab og en hun kunne fortælle ting, vende og dreje hendes tanker med, uden at skulle tage hensyn om nogen blev sure,vrede eller triste.
Bare en omgang tøse snak.Head to head...eller endnu bedre a heart to heart.

Lige nu var hun i tvivl om hvorvidt hun skulle afsløre hendes natur, men eftersom Euuzia var dæmon, ville hun nok ikke tage flugten ud af døren, og løbe skrigende væk i et anfald af panik og angst.Det ville da være meget overraskende.
Dæmoner var ligefrem helle ikke engle, vel?

Hun betragtede den unge kvinde, imens hun fattede pen og 'ord' og da noten blev givet hende, holdte hun øjenkontakten et par sekunder , inden hun slog blikket ned på sedlen.
Et lille smil danneðe sig straks, på læberne af Millicent.
" Vil du ?" kom det sagte fra Millies mund."Men du har et valg .." Hun lod sætningen hænge der og blafre i det fri.
Så var det op til Euuzia om hun ville spørge ind...om hun ønskede at vide mere.
Det andet var mere let at besvare og Millicent smilede stort,Hun var på sin vis stolt af sit job.
Meget glad over at Watson, som hun havde døbt Lawrence Watson, havde givet hende chancen for at vise at hun snildt kunne løfte opgaven.Hun tilføjede enda ofte lidt rettelser eller ændringer, efter egen personlig smag, men ingen synes at have bemærket det....eller også accepterede de stilletiende, begge dele var tilfredsstillende og passe Millicent fint, da det ikke var opmærksomheden hun stræbte efter...blot det bedste resultat for firmaet.
" Kender du mode mastodonten Desiré Noir..du ved....dem med Lawrence Watson....den evige ungkarl, skøn mand" blinkede hun til Euuzia.
Han var skøn og spændende og de fleste piger og kvinder gik i knæ over typer som ham.Millicent tændte mere på personligheden og ....ja....faktisk anede hun ikke hvad det var der tiltrak hende ved en mand? Det havde hun aldrig tænkt noget videre om.
" Kostumier, jeg sørger for at tøjet er tilpasset og hænger klar til de optagelser, modeshows eller fotoshoots der skal afvikles.Nogle gange har jeg et par modeller til fittings, men som regel arbejder jeg alene....om natten.Watson har været meget large omkring det."
Millicent sendte ham en varm tanke....hvad mon han lavede og hvem mon var bukket under for hans tryllestav?
Mon hun ville møde ham igen?
Hun smilede til Euuzia....det var alligvel en pæn bid af Millicents liv, hun gav Euuzia en bid af.

//*Bukker 90 Grader,* Mange tak. It is a honor to be back.//

Valg? Et valg? Milli havde ikke valget at arbejde om dagen, dette kunne der være mange grund til så det gav ikke en tættere svar på hvad Milli endelig var. Hvorfor sad hun endelig og ville gøre så meget ud af at finde ud af hvad hun var? Det havde ikke en betydning, milli var lige meget hvad hun var en venlig kvinde og der var ingen grund til at hendes 'art' ville ændre noget af det?

Mode..Mastodonten..Desire noir..

Millicent..Milli..Arbejdede der?
Hun trak sine øjne op fra kroppen og lod blikket falde mod milli så snart hun havde sagt det. Mode var det åbenbart, nej..Kostumier, lød det fra Milli, så det var det hun lavede. Det forklarede dog ikke hvorfor hun kun var der om natten. Men den del var stadig ikke vigtigt, Milli var ikke en trussel over for hende. Hvis hun var havde hun ikke opført sig sådan, samt gå hen til den der havde beskyttelse med sig hvis man ville være en trussel.
Ville ikke give mening, så det måtte konkludere at Milli ikke var det? Ikke sandt? Jo det måtte det.

Hun tog koppen til munden en gang til og drak det sidste af det som var efter ladt i den. Med en stille hånd satte hun den på bordet og lod blokken falde frem foran hende igen. Blikket forlod Milli som det faldt på blokken, pennen gik i gang med at danse hen over blokke igen.

Der var ikke meget hun skrev før den første side blev revet af og rakt stille over mod Milli.
”Jeg elsker natten, der er dejlig koldt.” Stod der med den elegante gammeldags skrift.

Som papiret blev revet af gik hun i gang med at skrive igen, blikket faldt lige kort på Milli som papiret blev revet over.

Milli fortalte om hendes liv, måske skulle det gives igen. Milli lød meget ung, det samme med hendes krop. Måske var hun ikke mere end et menneske? Dette igen? Milli er ikke en trussel.

Efter lidt tid blev papiret revet af igen, rakt over til Milli med rolige bevægelser, samt et lille smil kom frem da papiret blev lagt, det forsvandt lige så hurtigt som det kom frem. På vejen tilbage gik hånden mod kanden og en kop te mere blev hældt op.

På seddel stod der med den gamle elegante skrift:
Mode er ikke lige min kop te, efter lidt over nitten hundred år har man lært at gå i det man føler man burde. Men har set hans ansigt på blade, ikke en mand med et dårligt udsene. Men jeg søger arbejde lige nu, får i tiden har jeg ikke lavet det store. Men har besluttet mig for at blive i De morga denne gang, da mine forældre enten er døde eller rejst helt hjem.

Millicent sad med hovedet en smule til den ene side, imens hun søgte Euuzias ansigt efter svar.Var hun guidet i den rigtigt retning nu? Havde hun fået færden af hvad Millicent var? Måske....måske ikke.
Hendes mimik afslørede ikke meget.
Derfor var hun meget spændt på den nye note der gled over til hende.Euuzia havde taget sig god tid, så hun var da i det mindste ikke ved at haste us af døren , panisk eller i væmmelse over Millicent og hendes bloddrikkende natur.
De gråblå øjne sugede ordene op fra papiret, rettede sig mod Euuzia og indrømmede.." Ja...jeg er også ved at holde af den....især stjernerne, de skaber drømme til et sind, gør de ikke? " sagde hun dæmpet.
Jo...sådan var det for Millicent.Stjerner var fantastiske...de pustede liv i drømme og gav næring til længsler.
Men ...stadig...aldrig at skulle mærke solens stråler kærtegne hendes krop, det var ...intet mindre end forfærdeligt.
Hun havde altid elsket solen.

En ny seddel....hun modtog spændt.
Og et stor smil lagde sig ikke kun over Millicents læber, men også i hendes øjne.
Hun lo en lille smule..." Mode er jo mange ting.Selv er jeg helt lige glad med mærker og ægte diamanter,men jeg elsker at skabe...noget.tegne og sy..og få ingenting til at ligne en million.Og når jeg nu ikke lige kan få verden til at anerkende mit kæmpe talent" jokede på egen regning, "så er det job et udmærket initiativ"
Hele modescenen var meget overfladisk og ret så hul, og langt de fleste der arbejdede i den, var for længest faldet i den samme grøft.Smukke ydre....og selvoptaget indre.
Millicent trak på skuldrene og fugtede sine læber , da endnu en note kom hendes vej.
Hun så drillende på Euuzia.." Måske skal jeg præsenterer dig for Watson? Så kan du både tage et ordenæigt kig...og se om han har et job til dig.Hvad kunne du egenlig tænke dig at lave? " Millicent afventede lige et svar, og vendte så tilbage til noget der havde fanget opmærksomheden..."Dine forældre....døde eller rejst hjem- ved du ikke besked? Jamen...Euuzia...det skal du da finde ud af.Familie er....alt afgørende " lød det næsten gråd kvalt fra Millicent, der havde fået en kæmpe klump af savn efter sin egen familie, galt i halsen.
Sjovt, som afsavnet af dem stadig var så strålende klart og tydeligt, når minderne allerede var begyndt at falme i kontekst.

Koppen der for nyligt var fuldt op med te blev ført tæt på hendes mund, dampen gik op af hendes ansigt. De klare blå øjne kikkede på mille som hun snakkede, blikket sad på hendes mund. Der var intet at se, drømme. Stjerne? Et lille nik forlod hende som ordende ramte hende.

”F. R. Y. S.” Forlod hendes læber meget lavt og lød med en ung piges stemme.
Lyden af kulde der hopper på varmt vand lød fra kroppen ,lidt sne blev dannet i luften mellem hendes mund og koppen.
Koppen gik lidt ned af igen samme tid med hendes øjne gik op, koppen var holdt op med at give damp. Koppen blev ført til munden og en lille tår blev taget, mens milli snakkede.
Latter? Hvad havde hun skrevet der ville få hende til at grine?
Det var et meget uventet svar der udkom fra milli, var der virkelig så meget i mode? Hun troede bare at det var tøjet og pigerne, samt mænd. Man glemmer nogen gang alt arbejdet der er bag kjolerne de har på. Tegningen. Fremstillingen.

Ehh? Hvad var det for et blik Milli havde? Arbejde.
Så snart ordende havde forladt Milli, dukkede et lille smil frem på hendes læber, øjne forblev kolde.
Hendes hænder gik ned og koppen blev sad på bordet, med det samme gik den ene mod pennen den anden mod blokken. Hun skrev, og milli gik i gang med at snakke igen.

Det milli sagde, fik hende til at stoppe med at skrive, og lod sit blik falde op på milli stadig med det lille smil. Forældre, de virkede meget vigtige for milli, så om hun var ked af at snakke om det?
Hun drejede hovedet lidt på skrå og kikke på hende et sekund eller to før hun lod øjne.

Papiret blev langsomt revet af og rakt over til Milli. Smilet beholdt hun.

På papiret stod der: Vil meget gerne arbejde med sikkerhed af folk.. Du lyder til at ondt omkring dine forældre? Passer det? Og nej, orker dem ikke. Har været alene i lang tid, så hvorfor skulle jeg finde dem nu?

Hun lod sin ene hånd finde sin plads under hendes hage og lod finger gå op af hendes kind, det smilet forbliv på hendes ansigt. Dog var hendes blik stadig koldt.