Gathering Feelings ~ Nathan Sanders

Det var uhyggeligt idyllisk i parken. Højlys dag, alt for få skyer, og en konstant kvidren fra de elskværdige fuglebasser ved de svajende trætoppe. Hvorfor var det uhyggeligt at der var så meget fred netop dette sted, der var skabt med formålet at dæmre de forbipassendes urolige sind?
Grin var der. Det var den eneste grund der behøvedes.

Han stod ved en forhøjet bakke, fri fra træer og med et stort udsyn til de mange sjæle, der nød dagens varme og ro. Der var ingen blod, intet vold; skyggen af tortur var ikke at se og det fik ham til at se utroligt malplaceret ud.
Grins hår var opsat i en lang, buet hestehale, hvis spidser prøvede at fange den blide vind, der skubbede imod hans ryg. Den kridhvide overkrop, arret og lidt for markeret af knogler og muskler, strammede en anelse til på grund af den følelse, der konstant borede sine skarpe negle ned i hans mavesæk. Han havde sådan brug for at bide i noget. Flå i noget. Høre sener og kød rive sig væk fra knogler og hud.
De lange, sorte, mudderdækkede bukser sad stramt lige under hans mave, men ellers var stoffet frit og flaksende, dansede til den stille melodi af ubrudt harmoni.

Grins sorte pupiller, ikke større end to små knappehul, flød fra det ene levende kadaver til det andet, i et forsøg på at fange sit 'mood'. Men de var allesammen forfærdeligt kedelige. På ingen måde fit til at underholde ham i en blodig version af legen, Katten efter Musen. Han fnøs ubehaget, ikke i stand til at forstå hvad der gik ham sådan på denne fredfyldte og derfor virkelig røvsyge dag.

Why are they so happy..? So undeniably safe?

Han spekulerede, kunne ikke finde svaret, men rykkede sig ikke en takt væk fra sin naturskabte, usynlige trone.

Nathan var efterhånden en smule nede hvor han ikke kunne bunde - eller det hed vel nærmere ude hvor han ikke kunne bunde. Ihvertfald var han langt væk fra den virkelighed han normalt gik rundt i. Han var vant til at arbejde som model på Desiré Noir, kigge på kønne piger og kønne dreng og bare nyde livet. Smile dagen lang og være tæt på lykkelig. Men sådan havde livet ikke ligefrem artet sig de sidste par måneder, eftersom hans herre pludseligt var vent tilbage fra de døde - sådan føltes det ihvertfald.

Nathan havde slået en hel familie ihjel fordi han herre havde bedt om det, godt nok havde han ikke gjort det hele alene, men på den anden side så havde han jo været medvirkende, hvilket for ham var nok. Han havde det dårligt med at han havde gjort disse ting, Nathan var en meget sød og følsom person og han var spændt på hvordan tingene ville blive for fremtiden, for dette kunne han ikke holde ud mere, men der var jo ikke så mange andre ting han kunne gøre - for han vidste jo hvordan det så ville ende for ham selv, han ville komme i abaddon endnu engang.

Nathan gik i sine egne tanker og vandrede ned af en mindre sti i parken, han måtte stoppe op og hurtigt gå til siden for at undvige en person der sad inde i siden påå græsset, Nathan kiggede ikke altid hvor han gik når han var i dette tænkende humør og han kiggede ned i mod den unge mange der sad, og som han fik øje på hans ansigt var han lige ved at hoppe op i træet: "WOW! Shit..." udbrød han i skræk og flyttede sig hurtigt en meter væk fra den fremmede, han lignede... En zombie af en art, klar til at angribe eller en der lige var blevet angrebet!

Grin blev helt overrasket over den unge knægt, der pludselig begyndte at råbe og springe, så selvfølgelig kiggede han bare på knægten med vidt åbne øjne; hvilket bare fik Grin selv til at se endnu mere 'freaky' ud end han gjorde i forvejen.
Han løftede irriteret den ene hånd og strøg det blide pandehår, der var pjusket og i total uorden; ligesom resten af ham. Et suk slap ud af de abnormt lange læber, og hans små pupiller holdt kontakten med det andet væsen. Drengen måtte være en form for model, med så kønne træk, som han gik rundt med.

"What the fuck, you little dipshit! That's not a way to react, just because I'm a lot prettier than you."

Grin strøg atter den knoglede hånd igennem håret med et lidt for arrogant smil, før han brød ud i et kort latteranfald. Efter nogle sekunder, dæmpede den sig til en let klukken, og han rystede bare på hovedet af det lille, kære barn.

"You do look tasty though.. Mind if I take a bite?"

Han havde på et par sekunder rejst sig op, taget et par store skridt hen imod drengen, og lænede sig nu ned imod hans ansigt med tungen, der fugtede de rødfarvede læber i en erotisk dans. Grin var ikke ligefrem lav, for i sin fulde længe, var han de 198 centimeter. Og det hjalp da også, at han var en smule underernæret, som tydeligt kunne ses på den let indsunkne mave; det eneste der modbeviste at han var en svækling, var den let markerede sixpack han gik rundt med.
Nå ja. Man fik god motion af at jage mennesker til hverdag. Og rive dem fra hinanden med de bare næver, efter de selvfølgelig var hakket i jorden af hans trofaste slagterkniv.

Bare den måde denne person... Kiggede på ham på fik Nathan til at trække sig en smule tilbage, Nathan var som sådan ikke bange af sig og han stolede da også på sine evner, men han var ikke glad for at bruge dem, han kunne ikke lide at gøre skade på folk og han ville tilhver en tid hellere flygte end at kæmpe hvis han kunne komme til det. Manden han stod overfor snakkede engelsk i stedet for fransk, Nathan var selv fra storbritannien oprindeligt så Engelsk gjorde ham som sådan intet, men de ord der kom ud af hans mund havde han nu ikke haft noget i mod ikke at kunne forstå.

"Hey hey slap af man! Jeg fik bare et chok!" sagde Nathan og bakkede let imens han tog hænderne op, Åh gud han magtede ikke flere psykopater lige nu, slet ikke efter han havde været afsted med Aubrei og havde slået alle disse stakkels mennesker ihjel, han ville bare gerne lige have en pause lige nu - fra at stikke af og fra at møde disse helt sindsyge mennesker i Di Morga.

"Ja jeg har faktisk noget i mod det, chill! Hvad fanden har jeg gjort dig?!" spurgte Nathan og tog sin ene hånd op klar til at bruge sin usynligheds evne hvis denne mand skulle vælge at springe på ham, når man nu gerne ville undgå kamp var der ingen tvivl om at denne evne var bedre end noget andet Nathan havde og han brugte den faktisk ret så ofte i situationer som netop denne.

"You caught my attention, little one."

Grin kunne sagtens tale fransk, men han havde det bedst med engelsk, da hans første møde med en ikke-sortelver havde været en engelsk talende varulv. Den selv samme varulv, der havde bidt ham og forvrænget hans hjerne på denne måde.
Han fnes lidt, tog et lille skridt baglæns, og puttede hænderne ned i sine bukselommer. Som om han faktisk ikke overvejede at gå til angreb, lege med drengen og se om han rent faktisk kunne give en smule underholdning. Men der var noget over knægten, der fik Grin til at ville se mere af ham. Hvad han kunne byde på af følelser.

"Hm.. I haven't seen a real devil for a long time. Yet you smell awfully sweet.. I wonder why that is?"

Han tog et dybt sug ind med næsen, smagte på den lugt drengen udskilte, og kunne ikke lade være med at smile over den delikate aroma. Åh gud.. Han havde sådan lyst til at se om kødet havde samme charme, som duft partiklerne drengen skød ud af huden.

Nathan kiggede i mod ham ikke helt sikker på hvad han skulle sige: "Well, jeg ... Er ikke interesseret i noget, jeg ville bare slappe af.." sagde Nathan bestemt, han ville ikke involvere sig med en eller anden vampyr som lige nu bare ville æde ham, han ville slet ikke... Han kunne slet ikke.. Ja han havde ingen ord, men hvorfor så denne person så skræmmende ud? Rart var det da på ingen mulig måde. Nathan antog ud fra hans sprog at han var vampyr, også selvom det ikke helt var tilfældet.

"Hvad vil du?" spurgte Nathan roligt og kiggde i mod ham, ville han gerne æde ham eller hvad? Nathan lod ikke folk bide eller spise eller noget folk helst andet af sig, ikke når han ikke kendte dem. Kajika havde været en undtagelse, men det var kun en enkelt gang dengang hans bror havde slået op med hende. Nathan selv bevægede sig aldrig i kærlighed, det var bare for tidskrævende og dumt.

"Hvorfor... Ser du sådan ud?" spurgte Nathan usikkert, havde nogen gjort ham noget eller havde han bare valgt at ligne et spørgelse? Nathan havde aldrig set noget ligenene i byen, folk her så jo ganske normalt ud, lignede for det meste mennesker - også var der jo væsner som Zann der var lige så skræmmende som denne unge fyr netop var, Nathan havde dog ikke selv stået overfor denne mange og lige nu var det noget han var ganske glad for.

"I wanna hunt."

Han talte sandheden. Grin havde sådan lyst til at jage, og dette individ kunne måske være den rette til jobbet som musen, der skulle flås og spises. Men af en eller anden grund havde han ikke lysten til at løbe efter et skræmt individ, så han kradsede bare irriteret sin nakke og valgte at lægge sig ned på græsset igen; med benene krydset og håret filtret ind i græssets mangfoldige fingre.
Hans sorte pupiller slap dog aldrig dets grådige blik fra djævleungen.

"The transformation did this. A black elf doesn't do well when turned into a werewolf. I'm the proof, little one."

Han fnes som om det faktisk var sjovt, selvom det i virkeligheden var en trist historie. Men det gad han ikke at skulle til at fortælle en kedelig knøs som ham om. Hvorfor skulle han? Dette var i forvejen den længste samtale han havde haft, uden bagefter at torturere sin samtalepartner.
Det fik noget i ham til at vride sig. En følelse af savn.

Ja.. Han savnede at vride armen om på en eller anden, indtil knoglen ville give op med et modbydeligt knæk.

"So, wanna lay down too or run away like a little girl?"

Nathan kiggede i mod ham, en smule forvirret over at han snakkede engelsk, nok mest fordi han ikke havde det britiske accent som Nathan normalt lyttede til når folk snakkede Engelsk. Nathan havde først været meget skræmt men lige nu var han nok mindst lige så nysgerrig på hvem denne person var og at han ikke frivilligt havde valgt at se sådan ud var jo bare.. Tragisk. Nathan ville ihvertfald ikke være hverken glad eller selvsikker hvis han rendte rundt og så sådan ud.

"Sætter mig..." sagde Nathan og satte sig under træet tæt ved den fremmede og lænede så ryggen op af det, parken var et fantastisk sted når man bare havde brug for at slappe en smule af og det var bestemt det som Nathan følte han bare havde brug for lave lige nu: "Er du ikke... Ked af det? Det lyder forfærdeligt!" bekendtgjorde han i henhold til hans udseende og Nathan kunne næsten ikke lade være med at kigge på ham. Han var både ret så skræmt, men også meget nysgerrig.

"Yeah du elsker at flå folk, det kan jeg forstå på det hele..." sagde Nathan stadig klar til at smutte hvis denne fremmede skulle prøve på noget for Nathan havde svært ved at aflæse om han var flink eller om ham... Faktisk bare prøvede på noget: "Jeg er Nathan" præsenterede Nathan sig og kiggede kort ned i jorden inden han betragtede den fremmede endnu engang.

Grin syntes han var en finurlig lille en. Sådan at blive forarget på Grins vegne, hvilket de fleste ikke blev, fordi de havde travlt med at skrige af enten rædsel eller smerte. Han dækkede lidt af sin mund med de tynde, knoglede fingre og i agtog stadig knøsen med sine blanke øjne. Et svagt smil krøb frem, men det virkede latterforladt. Som en smertefuld grimasse.

"Hvorfor skulle jeg være det?"

Han valgte at tale fransk, bare fordi det begyndte at lyde underligt når de to sprog blev blandet sammen i én samtale.

"Jeg bad ham selv om at bide mig, gøre mig til det her.. Og derudover."

Hans optimistiske, nærmest sadistiske blik kom tilbage i de små pupiller, idet han let svajede ryggen over jorden i et forsøg på at strække sig.

"Så er jeg jo helt igennem henrivende."

Han lod en tung latter rive luften itu, men kunne stadig snakke som før, med sin nærmest tavleskrabende stemme. Den passede lidt for godt til hans udseende og adfærd. Ihvertfald når han var igang med at rive noget i stykker, eller flå, som drengen sagde.

"Ikke bare flå dem. Slikke dem, rive deres hud fra hinanden, lade dem skrige er også en del af det sjove.. Og Grin. Eller, det er ihvertfald det navn jeg bruger, når jeg snakker med byttedyr.. Mit menneskelige navn er Karon Richi."

Nathan vidste ikke helt hvordan han skulle reagere, han prøvede virkeligt at sige til sig selv at denne mand - dreng, hvad man nu skulle kalde ham. Var lige som alle andre og at han sikkert var lige så flink og fjollet som mange andre i Terre, men alligevel var Nathan ikke helt overbevist, nok primært på grund af hans udseende. Man skulle jo ikke dømme en bog på dens omslag, men Nathan måtte nu indrømme at lige i denne situation fandt han det ret så svært.

Nathan var ikke sikker på om han havde lyst til at stikke af eller blive. Han var facineret og nysgerrig, på samme tid med at han overhovedet ikke kunne aflæse hvad denne fremmede var ude på: "Jo jo du ser da... Super ud" sagde Nathan en smule tøvende, hvis han nu bare... Fik renset sit ansigt så var der sikkert en køn dreng bag ved, men lige nu måtte Nathan indrømme at han havde en smule svært ved at se ham, og model på Desiré Noir ville han nok ikke blive.

"Hyggeligt at møde dig" sagde Nathan i et skævt smil i et forsøg på at starte en normal samtale, selvom alt ved dette møde var langt fra hvordan han normalt mødte nye mennesker: "Fra ... Asien?" spurgte Nathan da han hørte denne persons rigtige navn, det lød ikke særligt europærisk ihvertfald.