Between Mice and Men | Valentin.

.

Tid: Omkring klokken elleve.
Dato: Engang i sen april.


Kontoret havde en duft af pebermynte tobak og en stærk sødlig parfume. Det hang i møblerne og gardinerne, da selv i loftet. Rummet var stort og præget af en stil der syntes en smule forældet: et stort klodset mahogni bord med en skinnende overflade var for enden af rummet, med dets baggrund til et stort vindue, og en læder lænestol. Der var en bøjet, rød, bordlampe på den ene side, og i den anden var der en stak papirer, som kvinden i den høje lænestol udfyldte lidt efter lidt, med en dyr kuglepen hun havde tilegnet sig i tidernes morgen. Det røde hår var sat op i en knold, imens at et sort brillestel hvilede på hendes let krogede næse. De klare blå øjne funklede en smule i skæret fra lampen, og hendes rød malede læber separerede for at un kort kunne bringe kuglepennens ende ind i hendes mund og nænsomt bide i den med et betænksomt blik. Tallene gik ikke op. Desværre - hun havde brug for flere, og hverken Julian eller Harriet kunne efterhånden klare mosten alene.
Men som blev hendes bønder hørt, åbnede døren sig indtil hendes kontor efter en genkendelig banken fra Henry's knoer, og den ældre herre der uden tvivl ville have åbnet for husets gæst, trådte indenfor, med et ukendt følge.

Valentin trådte ind på kontoret med rolige skridt, efter at døren blev åbnet for ham, med et strejf bemærkede han den fremmed mand der havde været en gentleman med at give tilladelse til Valentin om hvornår han måtte komme ind, men de få skridt han tog var ikke af hvad der lignede af en frisk hanhund når han vandrede rundt som et direkte alt ædende monster. Han var ikke ligefrem rig, han havde dog penge på sig, men det var ikke fordi han havde pengepungen fuld og derfor havde han ikke det fineste sæt tøj på. Ak ja. Han kørte sin ene hånd gennem sit mørke, næsten sorte hår med en strejf af den mærkværdige farve til blå som han tidligere havde haft. Engang var han typen der farvede hår. Nu var han ved at få sin naturlige hårfarve igen.

Håret var sat så elegant han kunne ved brug af sine hænder og en kam samt hårlak, da han havde fået lavet en aftale om at få et job, hvad for et job råbte han ikke ligefrem højt om, end til videre havde han holdt det for sig selv; de fleste ville nok undre sig at han havde søgt efter sådan et slags arbejde. Men Valentin havde ikke så meget andet at give sig til og han havde ikke noget imod at han havde fået tanken på spil om at bruge sig selv for at tjene penge; når det når kom til stykket så troede han heller ikke på kærlighed så hvorfor kunne han ikke bare leve som en prostituerede?

Han rystede kun kort på hovedet for ikke at håret blev alt for uldet. Det var redt pænt igennem, med lidt hårlak sprøjtet hist og pist, mens at pandehåret var sat til den ene side, dog så han stadig kunne se med begge øjne, der var rettet hen mod kvinden da han med det samme fik øje på hende, hun var sikkert chefen som hun der sad ved sit arbejdsbord. Hvis han klarede sig godt igennem samtalen, med den rødhåret kvinde, ville det tage en drejning i hans liv. Men han tænkte ikke over om hans venner ville så ville undgå ham. Da han ikke direkte havde dem man kunne kalde for bedste venner. Der var ingen til at stoppe ham i det han var ved at gå i møde.

Han rettet sit blik ned af sig selv et øjeblik; Han havde et par grå kedelige bukser på med et bælte omkring for at holde dem oppe. Der udover havde han en hvid skjorte på overkroppen med et slips der hang en smule løs. Han lod sin tungespids glide ud for at blødgøre sin underlæbe af ren dum vane inden at han besluttede sig for at træde ydeligere frem; hen mod kvinden som han skulle snakke med om han havde en fremtid inde på Le Rose Blanche.

"Mit navn er Valentin, og de skulle vel ikke være, Sinclair?"

Han rømmede sig mens at der dukkede et smil frem på læberne, han vidste ikke om det var klogt at starte samtalen på den måde. Men nu prøvede han bare at charmere sig godt ind på chefen og de andre der var til stede. Han havde jo ikke fået at vide hvad der kunne skade hans ansøgning. Dog blev han blot stående op da han ikke vidste om han kunne tillade sig at gøre andet. Han gav ikke engang kvinde barnet hans hånd som en venlig gestus da han gerne ville se hende an.

Den høje Henry stod rank som en anden statue ved siden af døren og afventede 'gæsten's indtræden. Hans store, buskede, overskæg så næsten levende ud og forblev en smule sjusket selvom herren havde forsøgt at rede det pænt og ordentligt. Han var iklædt et stift jakkesæt med blå striber, og sølvsting i enderne, samt hvide handsker der næsten gjorde ham ulideligt formel at se på - taget nutidens mode i betragtning. Hans blik var roligt og venligt, imens hans mund ikke formede noget smil. Tålmodigt og stilfærdigt, ventede han til den besøgende var trådt indenfor inden han vendte sig imod sin frue, bukkede og greb så fat om dørhåndtaget for lige så lydløst at gå ud.

Imens at Henry trak sig fra rummet, havde Sinclairs øjne låst sig fast på den unge mand der trådte ind på hendes kontor. Hun lænede sig tilbage med et vurderende blik imod hans ansigt og dets træk, som prøvede hun at gætte hvad han ville allerede nu: var han en kunde, en af de forfærdelige inkasso folk, eller om han rent faktisk var det hun troede han var: en lille pervers engel, sendt til hende fra Sankt Marias nøgne barm?
Hun smilte diskret da han bed sig selv i læben, og trådte yderligere nogle skridt frem - dog uden at sætte sig? Hun undrede sig om han mon afventede han tilladelse, af alle ting? Hvilken velopdragen knægt. Dem havde hun ikke mødt mange af i disse tider. Hendes blik syntes at stige i interesse idet han sagde sit navn: Valentin? Navnet på kærlighedens sølje, det kunne jo næsten ikke blive bedre. På samme tid kunne hun ikke helt vurdere hvorvidt det var et falsk navn, der blot skulle bruges som et stage name - men det måtte tiden jo vise.

Hun nikkede til hans spørgsmål og gengældte det charmende smil med et lukket et af hendes egne. Uden at vende blikket fra ham gestikulerede hun til en af de to lænestole foran hendes bord.

,, Sid, Hr. Valentin.", bød hun ham i en overordentligt kærlig stemme.
Satte den unge herre sig lod Sinclair et tilfredst kattesmil pryde hendes ufine ansigtstræk. Hun rettede ryggen med samme kyndighed som en nobel ville gøre det. Den stramme nedringede røde kjole fremviste stolt hendes runde barm og dets perfektion, idet hun lænede sig frem igen: hun rakte ud efter en flot udsmykket træ æske der stod på bordet, åbnede den og vendte den over imod ham. Indeni lå der sorte cigaretter med udsmykkede filtre i sølv - det var det eneste hint om at smøgerne ikke just var af den normale art.

,, Kan jeg mon friste?".
Hun afventede Valentins reaktion; tog han en ville hun ligeledes lade en lighter med et gyldent karpe motiv, glide over bordet til ham.

Efter dette lænede hun sig tilbage igen med sin egen smøg og tændte den med en anden lighter. Spidsen lyste op i et blåligt skær, imens hun fyldte sine lunger med den giftige røg. Hun udåndede nærmest lettet som var cigaretten et længe ventet fix.

,, Nå... ", begyndte hun roligt.
Lighteren blev placeret tilbage på bordet.
Hendes katte øjne lagde sig over ham igen, nervepirrende vurderende.

,, Hvad kan jeg hjælpe dig med, smukke?"

Et charmerende smil var på sin plads. Han kunne ikke lade være med at smile da kvinde barnet endelig begyndte at snakke efterfølgende ordren hun havde givet ham om at sætte sig, som han fulgte og satte sig dernæst ned på stolen overfor hende mens at der var et skrivebord imellem dem. Han kiggede over skulderen for at se om de virkelig var alene i rummet som man kaldte for et kontor, hvorfor at han gjorde det, havde han ingen anelse om, han ville vel bare være på den sikre side? Det var nu ikke fordi han var nervøs for at komme på banen og snakke om grunden til hvorfor han var dukket op. Tværtimod han var afklaret med sig selv.

Han så så tilbage på Sinclair.

"Jeg har ladt mig høre at jeg kan få et job? Hvis at min ansøgning er godkendt"",

Hvad mere skulle han sige? Han hævede det ene øjenbryn, dog med et glimt i øjet. "Hvad synes du ellers?",

Et sølle spørgsmål. Flot Valentin. Virkelig flot. Det var noget af det dummeste han kunne fyre af sin mund under denne samtale. Selvfølgelig var han allerede godkendt! I al fald af hvad han selv mente! Han ville i hvert fald gøre alt hvad der stod i sin magt for at føle sig værdig nok, om han så skulle gå yderligere til værks. Han trak sig svagt på skulderen mens at han kiggede roligt på hende.

"Det skulle ikke fortolkes at jeg er svag.. for ellers var jeg ikke kommet... ma'am ...jeg ser mig selv som en fremragende kunde... jeg tænker kun på at alle skal tilfredsstilles, lige meget hvad om det så er arbejde eller ej... mens jeg alligevel ikke har følelserne med.."

Han rejste sig pludselig op og gik hen til hende, helt til skrivebordet, og lænede sig lidt hen over det mens at han havde begge sine hænder stillet på kanten af det.

"Jeg håber... at ved det svar jeg har givet, at du kan se jeg faktisk tager det alvorligt... og hvem ville ikke have en engangsknald med en ung fyr, som kan finde på lidt af hvert?".

Han vidste ikke om det ville imponere hende, men han var ikke typen der var bange af sig. Han elskede at fyre en masse ord af og sige sin mening. Han kiggede dybt ind i hendes øjne og grinede så lidt efter, mens at hans øjne nu kiggede et andet sted, ned på hendes bryster af kavalergang selvom hun havde beklædning på.

Den første sætning afslørede det hele: det var en jobsamtale han var ude efter? Sinclairs blik blev en lille smule overrasket, da hendes intuition havde været korrekt. Det skete ellers sjældent at hun var spot on med noget som helst disse dage. Men så igen, en ung mand i den mundering der kom ind på hendes kontor med nervøse træk; enten ledte han efter noget bestemt og yderst intimt eller også var han endnu en stræber der troede at man bare skulle sprede ben, eller slikke fisse og så var man pludselig en million dollar kortisanne? Ungdommen nu til dags! Der gik en hårfin grænse imellem en gade luder og dem der tog professionen til dets yderste kapaciteter.
Men hun lyttede til hvad han sagde, uanset hvad det så var. Hendes kropsholdning ændrede sig dog overhovedet ikke; hun forbeholdt sig stadig en autoritær aura der syntes at gro for hvert et ord han sagde.
De malede læber trak sig ud til siderne i endnu et smil, men denne gang syntes det næsten kælen. Den stramme kjole klemte på hendes hofter og klamrede sig til hendes lår idet hun lagde sine ben over kors. Hendes øjne veg ikke fra hans da den unge Valentin lænede sig ind over hendes kontor bord. Hendes fint plukkede øjenbryn søgte himmelen da han hæmningsløst så imod hendes kavaler gang. Det var definitivt. Hun så ned, en smule skuffet kunne man ved tolke det. Før hun rev den ene skuffe i skrive bordet ud. Hendes cigaret blev midlertidigt fanget imellem hendes lange- og pege finger, som hun talte.

,, Sikke en fin tale."
Det var let at opsnappe at hun ikke var helt oprigtig.
Hun tog en lille stak papirer frem fra skuffen og begyndte at lede efter et bestemt i blandt dem.

,, Du er både ung og ser ikke værst ud, men det er ikke nogen luder anstalt jeg køre her. Mine klienter forventer ikke kedelige engangsknald men vedvarende og loyale 'partnere' der... tilfældigvis... giver dem det de mangler i deres hverdag. Hver en klient er anderledes, og der er sågar nogle der ikke ønsker andet end at føle sig betydningsfulde og elskede. Ensomme individer er som regel det vi lever af."

Hun fandt sit papir og rev det fra bunken, imens at et seriøst blik blev rettet imod ham. Stålfast og morderisk koldt.
,, Kan du forgive at elske nogen, Hr. Valentin? Kan du få dem til at føle det som om hele dit liv drejede sig om dem, uden overnaturlige hjælpemidler?"

Valentin lyttede efter hvad kvinde barnet sagde, da han havde sagt sit. Han satte sig tilbage ned i stolen og lænede sig godt mod ryglænet. Han smilede stille mens at han hørte på hvad Sinclair kom med af komplimetner. Han bed sig lidt i underlæben, uden at vise nogen form af nervøsitet.

Det var sjældent at han havde fået sådan noget at vide. Han prøvede at tænke et stykke tid tilbage på hvornår han sidst havde fået en kompliman. Han rystede kort på hovedet, var det ikke hans mor inden at hun døde?
Han havde ikke længere sine forældre at se. De døde for nogle år siden, mens at han stadigvæk var meget ung.

Han kiggede på hende mens at han førte sin ene hånd op til hagen for at se letter tænkende ud med sine to fingre der berørte hage partiet. Han nikkede derefter enkelt gang, som et tegn på at han godt kunne forgive at elske nogen. Et simpelt svar på hendes spørgsmål inden at han yderligere sagde noget;

"Men... Ja... My lady... det kan jeg... Men på nogle tidspunkter kommer jeg nok til at forlade... en af disse kunder som jeg får, alt efter hvordan situationen er... da jeg kan være meget modbydelig... Ellers kan jeg godt spille med. I princippet er jeg stadigvæk et meneske",

Han havde de rette ord på plads. Han vidste hvad han ville sige. Der var ikke noget der gjorde at han ville ende med at blive mundlam. Han hentydet lidt til at han havde et monster inde i sig.

Han var blot kun en anden når fuldmånen stod på og af en eller anden grund så vidste Sinclair nok at han var en varulv. En ung varulv der endnu ikke selv kunne bestemme hvornår han ville skifte skikkelse.

Det stålfaste blik ændrede sig knap nok, imens at hun så på ham- nej, 'så' ville ikke være den rigtige betegnelse, hun stirrede. Uhæmmet og betingelsesløst - som kunne hendes øjne gribe ind et individs sind ved den vageste øjenkontakt og trække i de tråde der gemte offerets hemmeligheder. En illusion af overmenneskelighed lagde sig over hende og pludselig var hendes tilstedeværelse ubehagelig, og næsten for professionel til at man kunne tro de malede læber kunne forme et oprigtigt smil. Hun kunne ikke lyve, hun elskede sit job, alt ved det! Det var et glamourøst erhverv, som gav så meget mere end hvad pøblen forventede. Eller 'pøblen' var måske det forkerte ord, da hun hørte til den del af befolkningen der som regel hørte til nedenunder dem. Men som nævnt, det her var ikke en luder anstalt - og hun ville ikke have at offentligheden skulle få den opfattelse. Hun solgte ikke sex, hun solgte 'kærlighed'.

Det var svært at vurdere hvorvidt hun lyttede efter eller ej. Røgen fra hendes sorte cigaret, snoede sig legesygt og krøllede som tyndt stof i luften. Det var beviset på at tiden stadig gik og at alting ikke stod stille, selvom Sinclairs øjne ikke rykkede sig fra den unge herre foran hende. Og tiden, hvornår havde tiden nogensinde ladet sig kue af én persons vilje?
Efter et minut med nervepirrende stilhed, rørte hun-djævelen endelig på sig igen. Læder stolen knagede beklagende idet hun rørte på sig, og lod sine ben krydse endnu engang; nu lå det venstre lår bare over det højre i stedet for omvendt. Hun rettede ryggen stilfuldt og med et hint af en for længst tabt elegance. Hendes blik lagde sig over bord overfladen og hun gav et stille, men tydeligt betænksomt: hmm - fra sig.

,, Jeg må indrømme at jeg ikke er overbevist...", indrømmede hun.
Hendes øjne søgte derefter papiret i hendes hånd. Hun vurderede det hvide pergament, inden det blev lagt på bordet og roligt skubbet over bordet til ham.
Hun lænede sig tilbage med samme overlegne magelighed som en kat - imens at hendes øjne fortsat hvilede over Valentin.

,, Men jeg vil give dig en chance. Udfør dit første job tilfredsstillende, og du har et job."

Hvis Valentin læste kontrakten igennem, ville han hurtigt finde ud af at det i sidste ende havde sin pris: han gav afkald på alle fremtidige forhold - herved under forstået at han ikke måtte gifte sig imens kontrakten var i magt, han måtte heller ikke indgå seriøse romancer med bordellets kunder eller de ansatte af bordellet. Han skulle bo på bordellet og dette ville blive hans hjem, med andre ord: hans frihed var begrænset til hans succes i sit erhverv. Dets mere eftertragtet han ville blive, dets mere prestige og dets flere penge han tjente til hans bordel, ville blive hans billet til den frihed han ville give afkald på. Til gengæld havde han et hjem der stod klart til at forsvare og beskytte ham, skulle det blive nødvendigt. Et tag over hovedet og mad serveret og tilberedt af gode kokke. Han ville få udleveret en personlig tjener der ikke ville have andet formål i livet end at tjene netop ham. Der var både plusser og minusser, spørgsmålet tilbage var blot:
Var Valentin virkelig klar til at sælge sig selv?

Han tog langsomt papirerne op i sine hænder, efter at de blev skubbet hen foran ham. Så de lå der for hans rækkevidde i en passende stilling til at han endnu engang kunne læse det hele igennem. Han lagde sit hoved en smule på skrå og betragtede kontrakten et kort stykke tid efter at små brumme lyde undslap fra hans strube, mens at han rettede sit blik mod Sinclair, utroligt nok så troede kvinde barnet ikke på hvad han sagde. Hvad skulle han gøre ved det? Han blev dog lidt glad over at høre at han havde en chance.

"Jeg håber at tiden vil gå hurtig... så tvivlen vil forsvinde op i røg... så du kan åbne øjnene op.. og se at jeg kan bevise over for dig at jeg kan tilfredsstille og .. tjene en masse penge ind til bordellet", han bed sig lidt i underlæben og et lydløst suk kom fra hans læber. Det var nu ikke fordi han var nervøs eller hverken havde fortrudt noget. Han tænkte bare over hvad han ellers skulle sige.

Valentin nikkede derefter da han havde hørt hvad hun havde sagt. Han havde ingen fornemmelse af hvor lang tid samtalen havde været i gang, men han tænkte at det nok kun var positivt siden at mødet fortsatte. Ellers havde Sinclair nok allerede smidt ham ud af døren, og dog måske blot havde brugt ordene 'forlad venligst kontoret tak'... eller 'næste', hvis der var flere i køen der havde lavet en aftale om at snakke yderligere til værks omkring at få et job. Hvis han udførte sit job fra første dag og holdt det ved lige så havde han ikke tabt noget ved at komme.. Han smilede lidt mens at han så på hende, han undveg ikke øjenkontakten efter at han havde lagt kontrakten ned på bordet.

"Må jeg skrive under, nu ma'am?" spurgte han med en tone af en gentleman, der havde et glimt i øjet. Valentin skulle vel skrive under på et eller andet tidspunkt alligevel om det så blev denne dag eller om en uge kunne nok være lige meget. Så havde de i al fald hans underskrift.

Efter hans mening kunne de godt få hans underskrift nu, da han selv mente at han kunne klare det. Desuden var han ikke typen der tænkte på at blive gift eller lignende. Han var ung og mente ikke at det var tiden nu at tænke i de baner. Han kunne heller ikke se hvordan en ville blive smask forelsket i ham og omvendt.

Det var sært: denne højtidelighed der syntes at ligge over emnet tiltrods for hvad det indebar. Hvad det havde for et omdømme, som selv Sinclair måtte indrømme at havde det været for halvtreds år siden, så havde hun selv rynket næsen af forbi passerne kurtisaner. Mandelige lykkepiller og de midlertidige øjnes fix for den seksuelle sensationde kunne give en, havde man nok penge. Kristendommens officielle syndere og dem som allerede havde fralagt sig et hvert håb om at få lov til at nå til himmeriget - det var hendes børn, skønt hun aldrig havde haft et barn undfanget i hendes skød. Men de var stadig hendes tabte sønner og døtre, dem som kom til hende og dermed var dette hus ikke blot et sted for lykkejægere men også et hjem for de folk som Sinclair ønskede skulle være en del af hendes 'familie'.

Hun betragtede ham som sagt idet han overvejede om han skulle skrive under; roligt og urokkeligt - som en gudinde der hvilede i sig selv og nuet, og hverken var tynget af fortidens prædiken eller fremtidens gåder. Hun var stilheden, før stormen kom. Hun lyttede til ham med interesse, dog tvivlede hun stadig på om han forstod hvad han skrev under på, om han vidste hvad han burde opfatte sig selv som? Og ikke hvad folkemængden anså ham som. Hun nikkede da han spurgte om han måtte skrive under og hun så til imens han gjorde det.

Lydløst og med en forældet ynde lænede hun sig fremad med en udstrakt hånd for at tage papirerne. Med et betænksomt blik så hun dem an og derefter så hun hen på den unge herre, nu i hendes besiddelse.

,, Vi har et ordsprog her på stedet... 'Stolthed triumfere fordom'... husk de ord, når du har været hos din første kunde vil jeg spørge dig om hvad du mener de betyder."

Hun testede ham - det blev hun nød til skulle hun kunne identificere de svage fra de stærke. Efter hun havde fået papirerne igen, samlede hun dem sammen og skrev selv under et sted i blandt dem. De blev lagt i en mørkebrun mappe og ledt tilbage til deres skjul i skuffens skygge. Der kom et mindre 'klik'. Hun lagde øjnene tilbage over imod ham som det skete.

,, Du har to overordnede...", sagde hun i en lettere bestemt tone. ,, Jeg selv, som primært vil være den du skal gå til hvis du har brug for noget. Din løn vil blive 40% plus af det dine kunder betaler for dig, procenten vil stige som du bliver mere populær. Det er også mig der udskriver din løn..."

Der kom en mindre pause og hendes læber blev en smule spidse som surmulede hun et kort øjeblik, men det blev derefter skjult bag et smalt smil.

,, Dit andet overhoved, høre til i den vestlige del af villaen, døren til højre. Han er her ganske sjældent, men når han er så forstyr ham ikke med mindre det er særdeles nødvendigt og jeg ikke er tilstede. Skulle du blive truet eller på anden måde fysisk forulempet, er det ham der tager sig af det. Men opsøg ham ikke... fortæl det i stedet til mig og jeg viderbringer det.", en pause kom. ,, Forstået?"

"Stolthed triumfere fordom.." mumlede han for sig selv, efter at have lyttet efter ordsproget som Sinclair lige havde forklaret ham. Valentin måtte indrømme at han var dårlig til at forklare ord til andre som han ikke havde hørt i flere dage. Det kunne man vel kalde for dovenskab af viden eller glemsomhed?

Han kunne nogle gange føle sig usikker med det at forklare ord der kunne have en betydning af noget han ikke kendte til fra starten. Men så blev han bare klogere samt ny erfaring når han fandt ud af det, og hvis.

Han kiggede en omgang rundt i lokalet, mens at han atter lyttede efter sin nye chef til overordnede. "Ja vel ja.." sagde han stille og nikkede. "Jeg håber ikke at jeg kommer til at ende med at få hjælp... eller lignende.. men det må tiden jo vise. Alt efter om jeg bliver populær på den rigtige måde", sagde han og rømmede sig.

Han blinkede med det ene øje da han havde forstået hvad det var kvinde barnet havde i sinde at få sat på plads, så Valentin end ikke kunne dumme sig. Han tog det som en ordrer i stedet for et spørgsmål.

"Er det forbudt at besøge dem, når man vil, hvis man mener at man har brug for hjælp eller hvordan står det til Ma'am?", spurgte han med en drilsk undertone i stemmen. Det var nu ikke fordi han prøvede at charmere sig ind. Eller var det? Han smilede.

"Kan jeg vide hvem min første kunde, er? Hvis jeg allerede har en eller skal jeg selv søge?", spurgte han af ren nysgerrighed. Valentin ville bare have det på det rene, med hvordan det foregik inden at han gik i gang med at gøre noget. Han ville gerne i gang med at tjene nogle penge. Valentin var vidst det man godt kunne kalde ivrig for at komme af sted selvom han snakkede til sin ene overordnede, som han også just nød at have selskab med. Han rettede kort blikket ned mod sig selv for at tjekke hvordan skjorten sad, og eller blot for at kigge et andet sted hen, mens at han ventede på hendes reaktion med alle de spørgsmål som han havde stillet, han holdt dog stadig et glimt på hende.

Hendes øjne bar en dybte lig havet selv efter hendes spørgsmål, vis betydning havde en hårrejsende vigtighed. For både hende såvel som den nyerhvervede søn. Man kunne ikke se bunden på overfladen, men de smukke tropiske farver der spillede lokkende på yder siden. Stimen af liv der farede rundt i et bredt ocean skarpt efterfulgt af et urgammelt rovdyr - der i dette tilfælde symboliserede et af holdent men tilstedeværende temperament.

Hun lyttede til ham. Med den samme interesse som hun formåede at gøre hver gang, heldigvis havde han ingen indvendinger omkring de regler hun havde sat op og forhåbentligt ville han ikke trodse hendes ord.  Den vestlige fløjs herre var ikke en person hun ønskede tæt på sine børn, til trods for at det netop var ham som finansierede dem. Hendes tanker var ikke nær så distraheredes om hendes bekymring ville lede en til at tro - hun missede ikke et ord og tildelte den unge spire en ubegrænset mængde af tålmodig stirren, dog imens en autoritær facade blev opretholdt.

Et underholdt glimt plantede sig i hendes øjne da Valentin nævnte et ønske om ufejlbarlighed. Han ville komme til hende, det var hun ikke i tvivl om. Hun havde endnu ikke mødt nogen der kunne klare alting selv uden hendes guidende hånd. Det var der ikke nogen skam i. Hvert imod. Hans næste spørgsmål fik hende til at give en charmerende klukken med en dyb kvindelig lyrik i sig. Besøge hende på uformelle tidspunkter? Hun nikkede til spørgsmålet og holdt blikket på ham som et andet kom. Til det kom svaret meget hurtigt.

,, Du er ikke en trækker på gaden, kæreste.", svarede hun med en latter i stemmen. ,, Alle besøg kommer igennem mig, jeg sortere de perverse fra de anstændige og uddelegere alt efter de krav jeg mener du eller dine kollegaer er i stand til at imødekomme. Jeg har allerede en kunde der venter på en eskorte. Men for nu...", hun rettede sig op i sædet og tildelte den unge ansatte et smil. ,, ... kan du få dit værelse at se. Henry skulle gerne stå udenfor døren, bed ham vise dig til værelse 02 i syd fløjen."

Hun åbnede dernæst den højre skuffe i hendes skrivebord og tog en udvalgt nøgle med en mærkat med værelsets navn tilknyttet. Den gled over bordets overflade med et lille skub fra Sinclair's malede negl.