I'm just as lost as you are

Tid ✝ 23:09
Sted ✝ Théâtre
Vejr ✝ Koldt og en smule fugtigt, idet det støvregner.
Omgivelser ✝ Aftenens sidste forestilling er netop slut, så folk er på vej væk. Ellers er der øde i gaderne.

Regn, regn og atter regn. Milo var led og ked af det evigt triste efterårsvejr. Kun en enkelt gang denne måned havde vejret været nogenlunde acceptabelt, og det var endda en hel uge siden, måneden begyndte! Han ville langt hellere sidde indenfor i sin stue, for selvom varmeanlægget i det gamle lejlighedskompleks, han boede i, var så godt som ikke eksisterende, var der da i det mindste tørt derinde. Medmindre rørsystemet var sprækket igen, selvfølgelig, så hele hans lejlighed og dem, der lå under den, var blevet oversvømmet… Det ville ikke overraske ham.
Men varme stuer blev der altså intet af, for hans kat, Persephone, havde igen formået at presse sig ud igennem det halvlukkede vindue. Det var utroligt, at hun kunne, for af en kat at være var hun ret stor, gyldenbrun og plettet som en panter. Til tider kunne Milo faktisk komme helt i tvivl om, hvorvidt hun faktisk var en kat eller ej…
Lige meget om kræet var en kat eller en panter eller måske ligefrem en søløve, så havde Milo den største lyst til at skyde hende lige nu. Det var hendes skyld, at han nu var gennemblødt og frøs helt ind til knoglerne og ikke kunne finde hjem og… Nej, selvfølgelig ville han ikke skyde hende. Det kunne han aldrig finde på. Hun var trods alt hans eneste ven i de mørke nætter og den eneste i hele verden, han kunne dele sine inderste hemmeligheder med.
Han ville dog ønske, at katten havde en bedre fornemmelse for, hvilket vejr det var i orden at snige sig ud i. Solskinsvejr – tjek. Regnvejr og alle temperaturer under ti grader – niks.

Han var nået frem til teateret helt uden at bemærke det. Der stod han så, en forpjusket, gennemblødt, blond skikkelse mellem en hel flok mennesker, der var på vej ud fra teateret, og så sig forvirret omkring. Han kunne ikke bare spørge en tilfældig, om de havde set en panterplettet kat, vel…? De ville nok glo noget og tro, at han var lettere hjerneskadet.
Han sukkede dybt og som var det et tegn til guderne, blev regnen pludselig endnu tættere. Det silede simpelthen ned, og det varede da heller ikke længe, før folk i en hast havde fået forføjet sig selv væk fra gaderne og ind i deres varme, vandtætte biler.
Milo selv hoppede ind i teateret foyer. Der var helt mennesketomt, og et bittert smil gled over hans læber. Her kunne han sagtens søge tilflugt for regnen uden at blive opdaget. Teaterfolkene var sikkert ved at rydde scenen efter aftenens forestilling, så så længe han undgik dem, kunne ha nok få lov at være i fred…

Nysgerrig som han var kunne han dog ikke dy sig for at snige sig ind til scenen. Han sank ned på et sæde på en af de bagerste rækker, hvorfra han kunne se folkene, der tøffede omkring og gjorde rent på scenen, men hvor de ikke havde udsyn til ham. Det varede ikke længe, før de var færdige og forlod salen...

Skikkelsen klynkede og peb af smerte, men havde ikke mulighed for at skrige. Først da teatersalen var tom og skridtene var forstummet, havde han grebet fat i hende og bidt igennem hendes strube - og hendes luftrør, så hun ikke kunne skrige. Men hun gjorde et godt forsøg. Hun vred sig og slog ham. Prøvede at skubbe ham væk. Stikke neglene i ham.
Det dumme pigebarn. De havde sat ved siden af hinanden under forestillingen, og i pausen havde han charmeret sig ind på hende, så hun næsten øjeblikkeligt havde sagt ja til at tage med ham hjem, når showet var slut.
Hun vred sig voldsomt nu. Adrenalinen var for alvor sparket ind. Hendes overlevelsesinstinkter var slået til. De sad på forreste række, og derfor var der ikke en række foran, til at holde dem oppe på stolene. De væltede ned, men så snart de ramte jorden var pigen allerede død og lå stille i hans arme.

Han satte sig op på knæene og så ned på hende. Hun var en køn, ung menneskepige. Mørkt hår, sorte øjne, der nu stirrede tomt ud i intetheden. Han smilede og strøg blidt lidt hår væk fra hendes ansigt. Teaterfolkene ville få et chok, når de fandt hende.
Han tørrede sig om munden i sin fine, hvide skjorte. Ærmet blev rødt, men han reagerede ikke på det. Ligegyldigt hvor gammel han virkelig var, var han stadig inderst inde den 16-årrige dreng, han var, da han blev forvandlet. Og en 16-årrig havde bedre ting at tænke på end lidt skidt på skjorten.

Han rejste sig og gik ned af midtergangen. De røde fløjl - stole stod på rad og række. Der var en sørgmodig ro over stilheden. Og inde i sit hoved kunne han næsten høre latteren, der havde sat i stolene. Fornemme følelserne, der havde udspillet sig på scenen. I et kort sekund følte han sig hjemme. Hvor lang tid havde han brugt i teatre, da han lige var blevet forvandlet? Han havde næsten levet sit liv derinde. Selv da han var menneske havde han drømt om at blive teaterskuespiller. Men det kom ikke til at ske.

Han vågnede fra sin mindetrance og gik videre ned af midtergangen. Indtil en lugt, han kendte, slog imod ham og han stoppede op med hævet øjenbryn og overlegen grimasse.
"Milo!" Han smilede bredt - fuldstændig ligeglad med, om han havde blod om munden eller Milo så hans hugtænder. Han vidste jo, hvordan Diego var.
Det sorte hår dækkede hans røde øjne, men han så Milo tydeligt. "Længe siden, må man sige."

Kedeligt, det var, hvad det var.
Milo pustede til en genstridig blond hårtot, der åbenbart mente, at den skulle pege den modsatte vej af alt det andet hår. Scenen var nu tom, lyset slukket efter sceneopryderne – for hvilket ansat ville dog lade lyset i en offentlig bygning stå tændt hele natten? - og der skete absolut intet.
I mørket kunne han ikke spejde langt, men han kunne dog skimte et par stolerækker frem. Hans hørelse syntes til gengæld i mørket at fungere endnu mere optimalt end i dagslys, men måske var det bare, fordi han var mere opmærksom nu, hvor hans syn var sat ud af drift; i hvert fald kunne han tydeligt rotterne, der kravlede rundt under teaterets gulv.
Hvor var det dog… uhumsk. Milo havde skam intet imod rotter; han syntes de små kræ var ganske kære, men de vilde af slagsen bar desværre mange sygdomme med sig.

Lyden af de mange små poter, der kradsede og rev og hev for at komme op og ned af indersiden af væggene blev pludselig erstattet af nogle tungere, mere menneskelige skridt.
Det gav et sæt i Milo, der med et gisp sank længere ned på stolen. Hvem dér? Var han opdaget? Var det en af teaterets ansatte? Ville han blive smidt ud nu? Hvad skulle der nu sk-…

Hans tanker blev afbrudt, da personen i mørket udbrød hans navn. Dette fik Milo til at gispe endnu engang og springe op fra sit sæde af ren og skær forskrækkelse. Først efter at par sekunder, begyndte der i mørket at dannes et ansigt for ham. Røde øjne, sort hår, bleg hud og blod om munden… Diego!
Vampyren lignede mest af alt et lille barn, der havde haft fat i sin mors røde læbestift og smurt den ud i hovedet. Tanken fik Milo til at smile mindst lige så bredt som Diego selv.

”Diego!” udbrød han og glæden var tydelig at spore i hans stemme; hvorfor han var glad, vidste han dog ikke. Han kunne slet ikke fatte, at vampyren stod lige over for ham efter al den tid. Den anden havde ret; det var lang tid siden – alt for lang tid siden!
Han ville så gerne svare, men han kunne ikke. Han anede ikke, hvordan han skulle reagere, så han gjorde det første, der faldt ham ind: Han stormede fremad og slog armene om livet på Diego, som om det var det mest naturlige i verden, ligeglad med blod og alt andet. Om det var fordi han havde savnet Diego eller om det var fordi han havde været så ufattelig ensom på det seneste og endelig havde mødt en velkendt sjæl, var ikke til at sige…

Diego grinede. Et dybt, charmerende grin - det grin, han brugte til at forføre hans ofre. Men det var ikke ment sådan. Han ville ikke ligge en hånd på Milo, så længe han troede, Caspian passede på den lille engel. Han havde været alt for bange for, at Caspian var hans ligemand.
Det var rart at høre en velkendt stemme igen.

Hvis hans hjerte stadig slog, ville det have sprunget et slag over, da Milo fløj op og om livet på ham. Han havde hævet armene - spærret øjnene op af overraskelse. Det var kommet så meget bag på ham, at han var usikker på, hvorvidt han skulle kramme Milo eller skubbe ham væk. Rent instinktivt hældede han imod det sidste.
Det var underligt at være sammen med Milo. I hans selskab følte Diego sig som den gamle. Bare fordi hans krop var yngre, var han helt sikkert ældre end Milo på nogen punkter.
"Æhm … Milo … Du må godt slippe nu." Han havde stadig armene hævet, som om det ville være farligt at røre Milo. Han rynkede svagt brynene.

Men selvom han sagde det, og hans stemme var følelsesløs, var han stadig glad for at se det lille myr. Måske ville han denne gang kunne få manipuleret situationen til sin fordel uden at Caspian kom i vejen. Han kunne tage Milo med sig. Han regnede ikke med, at englen var stærk nok til at slå igen, hvis han blev kidnappet. Eller bidt. Den unge vampyr havde levet længe nok til, at den slags planer faldt på plads i hans hoved under et enkelt åndedrag. Men da han så ind i de store, lyse øjne blev han distraheret. Kunne han gøre den slags mod en engel? Gud fanden ku' han så!
Han smørrede det mest charmerende smil på, han kunne fremmønstre, uden at det blev ulækkert alfons-agtigt og sænkede armene . Han pjuskede lidt op i Milos hår, som var Milo den mindste af dem.
"Du er drivvåd." Konstaterede han. Først der lagde han mærke til, at Milos våde tøj havde gennemblødt hans egen og den hvide skjorte nu var gennemsigtig.

Pludselig slog det ham, at hvis Milo lagde mærke til blodet, ville han vide, at Diego netop havde mæsket i sig. Og så ville han se liget … Og så ville knægten enten gå i chok, skrige eller måske flippe ud på ham. Han kendte ikke englen godt nok til at vide hvilken en, det ville være, men han kunne ikke komme i tanke om flere muligheder.

Heldigvis for Diego var Milo lige nu så høj af glæde over at se sin gamle ven – eller hvad vampyren nu kunne betegnes som – at han slet ikke tænke på, hvor alt blodet om Diegos mund, som nu var smittet af på Milos ene kind, kom fra. Det var så simpelt et regnestykke; blodet var stadig tørt og varmt, så det kunne ikke være mange sekunder siden, at Diego havde nedlagt sit bytte, hvilket betød, at det måtte befinde sig i salen et sted.

Du må godt give slip nu. Den kommentar ville normalt have været som et slag i maven for Milo, men han kendte Diego godt nok til at vide, at vampyren sikkert kun sagde det for at opretholde sin ære og sin kølige attitude. Helt forståeligt.
Milo slap ham med et dæmpet, slet skjult grin og trådte et langt skridt baglæns, så han nu kunne tage sin sorthårede ven i øjesyn. Det var så længe siden, de sidst havde set hinanden. Sidste gang havde været i parken, hvor de var blevet forstyrret af Caspian, der var kommet Milo til undsætning. Hele mødet var endt i en ren og skær katastrofe, og Milo havde ikke set skyggen af Diego siden.

Men nu stod han her, lige over for Milo, i den store teatersal. Det var stadig svært at fatte.
Det charmerende smil på den andens læber forvirrede ham dog. Diego måtte stadig tro, at Milo var sammen med Caspian, så han kunne ikke helt forstå, hvad det skulle til for. Han valgte dog at ignorere det i første omgang, idet han fik mere travlt med at glatte på sit hår, efter at Diego havde purret op i det.

”Det kan godt være, at jeg er våd, men du har blod i hele hovedet,” konstaterede han og tørrede sin kind af, hvor noget af blodet var smittet af på, hvilket kun resulterede i, at det blev tværet yderligere ud. Nu var Diego og ham næsten lige våde og blodige. ”Det har jeg vist også,” tilføjede han mumlende, idet han fik kastet et blik ned på sin blege hånd, der var fyldt med røde blodstænk.

Diego smilede skævt til ham, da han slap sit tag. Han overvejede nøje, hvad han skulle gøre. Det ville ikke være klogt at ligge an på Milo. Han ville lugte lunten og flygte. I stedet måtte han bare fortsætte med at være venlig overfor ham - det havde virket fint sidste gang, havde det ikke? Han huskede ikke så meget, før Caspian kom ind og ødelagde hans chance. Det eneste, han huskede meget klart, var Milos udtryk, da Diego skulle gemme sig nede i kælderen for ikke at blive flået fra hinanden af sollyset. Han burde nok være mere taknemmelig end han var.

Det var ikke så meget på grund og ære og attitude, han bad Milo stoppe - jo, også det - men det var mere fordi, han simpelt hen ikke vidste, hvordan han skulle opføre sig overfor Milo. De fleste af dem, han havde mødt og havde ladet overleve var de ludere og trækkerdrenge han hyggede sig med jævnligt - både, når det gjaldt blod og sex.
Ikke fordi, der var nogen grund til at behandle Milo anderledes end resten af verdenen. Det var bare så fremmed for ham, at se en person, han kendte og ikke udnyttede. Endnu.

Det var ikke fordi Diego havde meget blod omkring munden. Det meste af det var allerede på hans trøjeærme, hvor han havde tørret det af. Han havde været forsigtig med, ikke at grise med liget. Ikke ud af respekt, faktisk lige præcis fordi han ikke ville have blod på sin skjorte - ironisk, at han glemte det lige efter han havde afsluttet sin buffet.

"Ja, det er jeg vist," grinede han 'hjerteligt,' og smilede muntert til Milo. Indtil han vidste, hvordan han skulle gribe situationen an, var der ikke meget andet at gøre end at smile og spille venlig. Og undertrykke de yderligere behov han nu havde.
"Men hvorfor er du våd? Du har vel ikke sat og set hele forestillingen dryppende af regn." Hans røde øjne blev langsomt grønne og mere imødekommende. Han havde erfaret at røde vampyrøjne kunne skræmme folk - selv folk, der vidste, at det var naturligt for vampyrer.

Milos øjne havde efterhånden vænnet sig til mørket, så han var ikke sent til at opdage, at Diegos øjne pludselig blev grønne. Mærkeligt… Men det var vel bare endnu en af hans vampyr-særheder.
Det lød næsten, som om Diego var helt bekymret over, om Milo havde siddet under hele forestillingen og dryppet af vand. Den lyshårede engel hævede et øjenbryn og rystede tøvende på hovedet.

”Nej… Jeg har været udenfor – hvor det regner, du ved, og man bliver våd,” svarede han. ”Jeg ledte efter min kat…”
Han skar en grimasse. Den sidste sætning fik ham mest af alt til at lyde som en skør, gammel kattedame, der havde mistet sin yndlingskat.

Han gengældte Diegos venlige smil med et, der efterhånden helt mistede sin glød. Det virkede da en lille smule mistænkeligt, at Diego smilede så meget, gjorde det ikke? Milo tvivlede nu på, at han var så glad for at se ham – det skulle da lige være, hvis han var sulten, men eftersom han lige havde spist, holdt den teori vist ikke.

Milo rømmede sig.
”Så… lækkert måltid, eller hvordan?”
Det var begyndt at virke en smule skræmmende og ubehageligt på samme tid, det dér med, at Diego bare stod og smilede til ham, så hans hjerne arbejdede på højtryk for t bryde den efterhånden noget akavede stemning. Dette var den bedste kommentar, han umiddelbart kunne diske op med.

Diego rystede lidt på hovedet af Milo. Han kunne slet ikke tro - eller jo, det kunne han egentlig godt, eftersom det jo var Milo - at den lille engel ville gå igennem så meget for en kat. Han begyndte at gå imod udgangen. Han forventede at Milo ville følge efter. Måske var det forkert af Diego at tænke på Milo som et godtroende barn, men det var nu engang sådan, han så på ham.
"Hvis det sker igen, bør du huske en paraply." Han stoppede op ved døren, der førte ud til foyeren. "Kom," sagde han kort. "Jeg hjælper dig med at finde din kat." Hans smil var så småt forsvundet, men hans stemme befandt sig imellem alvor og et grin.
Det faldt ham fjernt, at nogen ville gøre så meget for at få fat i en kat.

Han havde tøvet, da Milo spurgte til hans måltid. Uden noget udtryk i ansigtet og uden nogen følelse i øjnene så han på Milo. Og så så han væk igen. Hans blik ville være nok til, at de fleste ville forstå, de skulle blande sig uden om hans affærer. Og hans måltider. Det var da også noget underligt noget at spørge om …

Da de kom ud i foyeren havde Diego diskret snuppet en paraply fra en fin herre, der stod og snakkede med en kvinde iført en stor, ulækker pelsfrakke. Hverken den spraglede mand eller den overvægtige kvinde lagde mærke til paraplyens forsvinden og Diego fortsatte imod døren som om intet var hændt.
Det var en meget enkel måde at leve på. Og den eneste fornuftige, når man var hjemløs - man fik fat i tingene, når man havde brug for dem, og når man ikke havde brug for dem mere, gav man dem videre.

Det var egentlig noget af en farlig leg med skæbnen, han havde gang i. Når han ikke havde et fast sted med tag over hovedet, kunne han hver dag risikere at brænde op. Det var overraskende, at han ikke allerede var død. Men hans skaber havde lært ham et par tricks … Som han sikkert fortrød nu, hvor Diego havde brugt dem til at slippe væk.

"Hvordan ser din kat ud? Den må have gemt sig et eller andet sted." Det var ikke fordi han tog kattejagten videre alvorlig, men det var bedre end at snakke om lig og uhumske måltider i slidte teatersale.

Huske en paraply? Milo var nær ved at slå en høj latter op, men han formåede med nød og næppe at holde den inde. Ham, huske en paraply? Ham, der var så uforudseende og uforberedt som noget væsen kunne være? Han kunne ikke engang finde ud af at klæde sig ordentligt på efter vejret, inden han gik ud af døren, så hvordan i al verden skulle han bære sig ad med at forudse, at det nok ville ende med at blive regnvejr?
Nu, hvor han tænkte sig om, ville det måske være smart, hvis han bare lavede en nødhjælpstaske, han kunne slæbe rundt med sig hele tiden. Der kunne være vanter i til, når kulden tog fat, en paraply til regnvejret, en pakke smøger – hvilket var et absolut must i Milos tilfælde – samt en rulle bandager til, hvis han nu skulle støde ind i en blodtørstig vampyr efter mørkets frembrud. Han skulede diskret i Diegos retning.

Han blev dog glad for, at Diego ville hjælpe ham med at finde katten. Tanken slog ham dog, at katten nok selv havde fundet hjem nu. Det regnede, og hvis der var noget, den kat hadede, så var det regn.
Alligevel trak han på skuldrene og takkede ja til Diegos tilbud.
”Det er rart, at du gider,” svarede han. ”Men har du ikke bedre ting at tage dig til? Jeg mener, det er nat og du er vampyr… Har du ikke sådan nogle vampyr-ting at tage dig af?”

Nu, hvor Milo tænkte sig om, anede han faktisk ikke, hvad vampyrer lavede om natten. De kunne jo ikke solbade eller svømme i byens udendørs pool eller slå græs eller besøge biblioteket, som alle dagsvæsnerne gjorde. Måske tog de på natklub og drak sig fulde, eller også kiggede de på stjerner eller legede gemmeleg i mørket?
Englen sukkede. Det forekom ham så fjernt at skulle leve sit liv i evigt mørke. Man måtte da blive træt af at vågne op til endnu en begivenhedsløs nat hvert eneste døgn.

Diego svarede ikke på hans spørgsmål. Det var vist ikke noget, Milo skulle stikke sin næse i, men som sædvanlig trak nysgerrigheden i ham som havde han en krog i sig, der trak ham ud på dybt vand.
”Det var måske ikke helt tilfredsstillende? Jeg har også hørt, at teaterfolk er lidt seje i det.”
Han smilede til Diego, der pludselig var blevet helt alvorlig. Han fandt det morsomt, men han vidste godt, at han ikke burde krydse stregen yderligere.

”Hun er ret stor og gylden og ligner mest af alt en panter, men hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg nu, at hun selv har fundet hjem efterhånden,” svarede han og trak på skuldrene. Han fulgte dog med Diego alligevel og et skævt smil bredte sig på de lyserøde læber, da han så, at vampyren snuppede en paraply fra en mand i foyeren. ”Men du kan følge mig hjem, hvis du har lyst.”
Milo boede alene nu, så han ville ikke få ballade, hvis han slæbte Diego med hjem. Han kunne endda give vampyren ly for dagslyset, hvis han havde lyst.

En svag snerren steg op fra hans hals og fik hans adamsæble til at vibrere. Hvorfor ville han ikke bare lade det ligge? Det betød vel ikke noget, hvad Diego lavede … Og hvor lød det egentlig fordomsfuldt. 'Vampyr-ting' … Det var ikke ligefrem fordi han var meget anderledes end Milo, hvad angik behov.
"Hun var ikke fra teatret. Hun var en publikum. Hvorfor blander du dig overhoved?" Det var kort for hovedet og stemmen var bidende kold. Et kort øjeblik tænkte han på pigen igen, men han kunne ikke engang huske hendes ansigt. Det var vist en god måde at regne ud, han ikke bekymrede sig synderligt for sine ofre.

Han vidste ikke, hvorfor han var gået i forsvarsposition. Det var ikke ligefrem som om han havde nogen problemer med at være vampyr. Han var ikke et lille fimset, uskyldigt lam, der ikke kunne klare at drikke menneskeblod eller slå ihjel. Han fandt vampyrlivet glamourøst og han havde selv valgt det.
"Hvis jeg havde noget bedre at tage mig til, ville jeg ikke hjælpe dig," sagde han affærdigende, som om det var en selvfølgelighed. "Jeg har jo fået det blod, jeg skulle bruge." Han sagde det skødesløst, som om de var helt alene. En lille pige, der stod og rev i sin mors kjole så op på ham med store, runde tallerkenøjne.

Problemet var heller ikke, hvad han skulle lave om natten. Det var mere, hvad han skulle lave om dagen, når solen stod op. Det var kedsommeligt at skulle ligge i skjul og vente, og vente, og vente på at solen ville gå ned, så han kunne krybe frem sammen med alle de andre luskede typer og splitte byen ad - en strube af gangen.

Han lo - kort, men ærligt for en gangs skyld. "Hvorfor løb du rundt i regnvejret, hvis du mente, at din kat ville komme hjem igen?" Han rystede på hovedet af ham, mens han slog paraplyen op og gik ud i regnvejret. Det larmede kraftigt over deres hoveder, så snart vandet ramte paraplyen. Det var egentlig en beroligende lyd, mente Diego. En god ting, paraplyen var stor nok til dem begge to.
Diego huskede pludselig, noget, han engang havde hørt nogen sige … Noget om, at en paraply var romantisk, og at det var en god undskyldning for at gå tæt. Et svagt smil spillede på hans læber. Romantisk. Var der folk, der virkelig troede på sådan noget som romantik?

Et skrig lød bag dem, kort før teatrets dør smækkede. Dette var en alarm for Diego. Liget var blevet fundet! Han lagde armen om livet på Milo, for at få ham til at gå i sit tempo, mens han holdt dem begge dækkede af paraplyen.
"Jeg går ikke ud fra, at der er overvågningskameraer derinde," mumlede han hen for sig selv. Ingen ville vide, Diego havde taget pigens liv. Normalt skyndte han sig ikke væk fra sine gerningssteder, men dette var en anden situation. At skynde sig kunne give ham en undskyldning for at være tættere på Milo. At være fysisk tæt på ham ville måske også give ham en fordel med manipulationen. Hvis den slags da overhoved virkede på Milo.

"Jeg skal nok følge dig hjem … Men så bliver det dit ansvar at holde Caspian fra at flyve i flæsket på mig." Han grinede smørret og pludselig var liget og skriget glemt.

Diego lod ikke til at ville snakke mere om vampyrer. Heldigvis havde Milo mange andre emner gemt i ærmet, så han tog det ikke så tungt og skyndte sig bare videre i samtalen.
”Fordi… fordi jeg var bange for, at hun var blevet kørt ned eller kidnappet. Det er faktisk en dyr racekat, at du ved det,” forsvarede Milo sig og fnøs. Dumme Diego. Det gav da vildt meget mening at lede efter en forsvunden kat i regnvejret!

Han skyndte sig ud til Diego, ud i tørvejret under paraplyen. Der var lige netop plads til dem begge, og rigtigt nok, det virkede virkelig åh så romantisk; prikken over i’et kom, da Diego pludselig greb fat om livet på ham. Nu lignede de da rigtigt nok et kæreste på idyllisk vandretur hvis ikke det var, fordi de var ved at flygte fra et lig inde i en teaterbygning.
”Det håber jeg da godt nok ikke… så ser de, at vi snakkede sammen, og så får jeg sikkert del i skylden!” snerrede Milo. Han skulle i hvert fald ikke nyde noget af at blive anholdt på grund af Diego! Nok havde han før hjulpet vampyren med at blive mæt, men han havde lovet sig selv, at det aldrig skulle ske igen, så hvis politiet gættede deres særprægede forhold, ville de ikke kunne finde nogen bid i halsen som bevis.

Diegos lille kommentar om Caspian fik det til at trække mærkeligt i Milos ene mundvig som forsøgte han at holde et smil tilbage, og hans vrede blev pludselig erstattet af en underlig tom fornemmelse.
Caspian… Han var et overstået kapitel i Milos liv. Han var skredet sin vej, og Milo gad ikke engang tænke på ham mere; den eneste relation, han endnu havde til den blinde engel var katten, der ironisk nok også var stukket af fra ham. I modsætning til Caspian, blev Persephone dog ikke væk i mere end en enkelt nat af gangen. Hvis det ikke var, fordi Milo holdt så ufatteligt meget af dyret, havde han skam også skilt sig af med det for længst, for hunkatten bar mange dårlige minder med sig...

”Det bliver ikke noget problem, for vi skal nemlig hjem til mig.”
Han lagde lidt ekstra tryk på det sidste ord og håbede på, at Diego forstod hentydningen – hvis ikke, var han godt nok tykpandet.
Milos nye lejlighed var en, han lige skulle vænne sig til. Det var nærmest som at flytte ind i en kasse efter at have boet i hans ekskærestes enorme lejlighed. Der var kun et køkken og et badeværelse. Stue, spisestue og soveværelse var det samme rum.
Den eneste fordel ved så lille en lejlighed var, at størrelsen – eller mangel på samme – skabte en falsk illusion om, at Milo boede hyggeligt og hjemligt, selvom han i virkeligheden ikke havde særlig mange ting at gøre godt. De fyldte bare så meget i de tre små rum. Hvis lejligheden havde været større, ville den uden tvivl have set tom og alt for rummelig ud, på den dårlige måde.

Hans ene fod trådte ned i en vandpyt, men han lagde knap nok mærke til det, for han var så gennemblødt i forvejen, at det ikke gjorde nogen forskel.
”Denne vej,” sagde han og guidede Diego ned af en lille sidegade. Der var ikke så langt igen, så hvis de fortsatte i det raske tempo, ville de snart være fremme. ”Hvad har du lavet i al den tid, vi ikke har set hinanden? Jeg har faktisk savnet dig… næsten.”

Han rystede på hovedet af Milo. Dyr racekat, hva'? Hvem ville dog betale en lille formue for en forbandet kat! Det var fuldstændig latterligt. Men Diego bildte sig ind, at han kendte Milo godt nok til at afgøre, at det ikke var det, der var problemet. Milo elskede bare katten for meget. Det var sikkert alligevel Caspian, der havde købt den, så det var ikke ligefrem som om Milo ville have mistet penge.
"Hvis du siger det, angelface."

Diego morede sig bedre end han havde gjort i evigheder. Var Milo virkelig bange for, at blive taget som medskyldig? Det ville ikke ske. Ingen ville kunne mistænke ham for den slags. Og desuden kom han ind i salen, da Diego allerede var igang med at dræne tøsen for blod!
"Hvis de finder ud af, du var der, erklærer jeg mig skyldig og siger, at jeg gjorde alt alene." Han smilede skævt, da han tilføjede; "Du skal ikke have æren for det." Han gav Milo et blidt klem om livet og snurrede paraplyen engang, så det sprøjtede ud fra dem.

Selvstændigheden i Milos stemme kom faktisk en smule bag på ham. Han troede ellers Milo boede hos Capsian! Betød dette, at de havde slået op?! Oh, hvilken fryd, hvilken fryd. Hvis det var sådan, landet lå, var der jo ingen grund til, at han skulle holde sig selv tilbage fra at ligge an på ham - eller holde fingrene for sig selv.

"Så … Det bliver bare os to?" Hans stemme var en smule dybere og charmerende. Hans blik gled ned imod Milos hals, og hans tænder løb i vand … Men han var ikke tørstig. Tøsen fra før havde mættet ham. Sikke et spild! Hvis han bare havde mødt Milo før han havde dræbt pigen! Det måtte være skæbnen, der legede morsom. Det var han sikker på, det var.
Gad vide hvorfor de ikke var sammen mere. Han overvejede det med et tilfreds smil. Skæbnen var i det mindste ikke fuldstændig imod ham.

Han fulgte med Milo, lod sig føre. Og ind imellem kastede han et par stjålne blikke på ham.
"Tør du være alene med mig?" Hans hånd gled fra Milos liv og ned på hans hofte. Det var jo ingen pervers handling, så Milo kunne vel ikke være sur over det. De kunne ligeså godt have lukket paraplyen, for Diego var også våd efter at have gået så tæt på Milo i det korte stykke tid.

"Hvad jeg har lavet," gentog han med en lumsk tone i stemmen. "Hvad jeg har lavet, spørger du," grinede han lidt og lænede sit hoved imod Milos. "Forført nogen af de smukkeste væsener, jeg nogensinde har mødt, boltret mig i kødets lyster, drukket tæt i blod og vin. Jeg har nydt livet, min ven. Der er ikke meget, jeg ikke har gjort." Dagene flød langsomt sammen, når man lavede de samme ting om og om, og det var en befrielse at få lidt nyt indhold i livet. At være sammen med Milo var en befrielse. Han huskede ikke nogen af de ansigter, han havde set i de sidste par måneder. Han huskede ikke, hvor mange forskellige personer, han havde haft sex med eller hvilke værtshuse, han havde været på … Det var egentlig deprimerende. At have oplevet så meget godt, men stadig ikke få nogen nydelse fra det.
Han tænkte så meget over det, at hans høje humør faldt. Det var jo ikke noget at blære sig over. Det var bare trist.
"Hvad med dig, Milo? Hvordan har du egentlig haft det?"

Angelface… Milo fnøs. Han ville gerne give igen, men kunne ikke umiddelbart komme på et godt øgenavn til Diego. Kun de sædvanlige ord som blodsuger, myg og flagermusen sprang frem i hans tanker, men de var efterhånden så brugte i Milos sprog, at de med tiden havde mistet deres drillende klang.
Han sukkede. En dag… Ja, en skønne dag så skulle han nok finde på et godt navn til den flagermus! Når lejligheden bød sig og Diego engang dummede sig, så skulle han nok få et sjovt og mærkværdigt navn ud af det.

Milo slog en let latter op, da Diego fastslog, at han i hvert fald ikke skulle have æren af hans drab.
”Hvorfor dog ikke? Hvis jeg blotter tænderne, tror du så ikke, jeg kan overbevise politiet om, at jeg er en blodtørstig vampyr?”
For at understrege sine ord, snerrede han, så den lange perlerække af hvide tænder blev synlig. Han lignede nu ganske godt en vampyr, hvis han selv skulle sige det. Det hjalp selvfølgelig også på det, at han altid havde haft lettere skæve hjørnetænder – det, som folk som regel kaldte for ulvetænder – hvilket kun gav ham en fordel i sit forsøg på at agere blodsuger.

Han mærkede et klem i sin ene side fra Diegos hånd, og underligt nok havde han ikke noget imod det. Han nød faktisk helt at være så tæt på et andet menneske – eller i dette tilfælde en vampyr – for en gangs skyld. Diegos hånd var, såvel som resten af hans krop, unaturligt kold og det var helt uvant for Milo at være sammen med en anden race på denne måde, men fordi han selv var frossen helt ind til knoglerne, bed han ikke så meget mærke i det.

Diego lød næsten helt fornøjet, da han spurgte, om det kun blev de to.
”Mhmm,” sukkede han. Heldigvis for Diego havde det godtroende kræ så travlt med at holde øje med, hvor de gik, at han ikke bemærkede den andens blik på sin hals. ”Kun os to. Og bare rolig, mig skræmmer du ikke!”
Han vendte endelig blikket mod Diego for at række tunge af ham. Selvfølgelig turde han være alene med ham. Diego var anderledes end andre vampyrer, han havde mødt, for i modsætning til dem, havde Diego ikke den samme skræmmende indvirkning på ham. Selvom Diego både havde bidt ham og truet ham og behandlet ham skidt, frygtede han ham ikke på samme måde. Han turde slappe af i hans selskab, men alligevel ville der altid være en lille del af ham, der var på vagt.

Han lyttede interesseret til Diegos historie. Det lød virkelig, som om vampyren havde haft travlt, men i det mindste havde han nydt livet i modsætning til Milo, der lige så havde drukket stort set hver eneste aften, men det var snarere for at få hverdagen på afstand. Kødets lyster var det lykkes ham at holde sig fra denne gang – han huskede nemlig, hvor galt det var gået, sidste gang han blev hjemløs.
Når man gik så tæt, som de to gjorde, var det, som om følelserne kunne flyde frit imellem dem. Derfor mærkede han med det samme, da Diegos humør faldt. Han havde slet ikke nydt al den galskab, havde han vel…?
Milo fik næsten helt ondt af ham. Heldigvis for Diego var englen en mester i at muntre folk op, i hvert fald hvis han selv skulle sige det; sandheden var, at det altid gik grueligt galt. Men han gjorde da i det mindste et forsøg.

I et snuptag havde han stjålet paraplyen fra Diego; det tog ikke mange sekunder, før den lå på jorden, og Milo greb fat i Diegos frie hånd. Med Diegos hånd om hans liv lignede de næsten et par, der skulle til at danse, og det var da også det, Milo havde tænkt sig, at de skulle.
Regnen sivede ned i stride strømme, men hvad gjorde det, når de begge var våde i forvejen? Desuden så Diegos hvide skjorte langt bedre ud på ham, når den var gennemsigtig af vandet, syntes Milo.
”Dans en regndans med mig,” grinede han og trak Diego med sig. Desværre nåede han kun et halvt skridt bagud, før kantstenen pludselig forsvandt under ham, idet han var trådt ud på vejen; han faldt bagover uden at give slip på Diego, så medmindre Diego nåede at holde igen, ville de begge ende i den store vandpyt på vejen…

Diego grinede hjerteligt. Ligegyldig, hvor meget Milo prøvede, ville han nok aldrig komme til at ligne en vampyr. I hvert fald ikke en af de skræmmende kliché-vampyrer, man så i gyserfilm. Men det gjorde Diego nok heller ikke - i hvert fald ikke altid. Milo havde jo heller aldrig fået æren af at se hans overbevisende gyser-ansigt.
Han havde altid foretrukket at føre sig frem med charme i stedet for magt. Han var karismatisk og havde også været det, da han var menneske. Måske var det derfor hans skaber havde valgt lige nøjagtig ham. Det, og så var han et let bytte, fordi han higede efter udødelighed på sådan et niveau, at det var tåbeligt … Somme tider, når Diego tænkte tilbage på den mand, kunne han fortryde, hvad han havde valgt. Han havde forstået, at livet ikke bare handlede om at forføre og gøre, som man lystede.
"Nej, du ligner bestemt ikke en vampyr," grinede han.

Det var så småt begyndt at gå op for ham, at der var en grund til, han havde ladet Milo komme tæt på ham. Fordi Milo gav ham noget, han havde manglet det sidste århundrede; Muligheden for at føle … Ikke føle, som i begær og lyst og smerte, som var styret af kroppen. Men følelser, der var styret af det indre. Dog var jalousi den eneste, han havde genkendt, og det var, da han havde set Milo sammen med Caspian.
Det var ved at være utroligt længe siden, nu hvor han tænkte over det. Og alt havde føltes så tomt de sidste par uger. Men det var jo meget normalt. Vampyrer følte ikke. Sådan var det bare.

"Jeg skal nok skræmme dig fra vid og sans, bare vent og se," grinede han kort. Han fornemmede, hvordan Milos humør slog om ligeså hurtigt som hans eget, men han havde bestemt ikke forudset at den lille engel ville gribe fat i paraplyen eller svinge de to rundt, som om de var til fin maskerade.
God ting, Diegos reflekser var så hurtige, som de nu var, på trods af den overraskelse han havde fået sig. Han nåede lige nøjagtigt at rive Milo op, før det var alt for sent. Og som følge af det hårde ryk, for at redde Milo, fløj han direkte ind i armene på Diego.

Han smilede skævt. Tøvende. Paraplyen kunne blive liggende på jorden. De havde ikke brug for den mere, og en eller anden ville snart finde den og gøre krav på den som sin egen. Det var der ikke noget problem i.
Diegos arme lå igen om Milos liv, men denne gang holdt han ikke fast. Han slap roligt og rømmede sig lidt, men med et smil om læberne. Milo havde faktisk fået ham i bedre humør - selvom han nær havde fået dem til at kysse kantstenen.

"Jeg tror, jeg bliver nødt til at låne noget tøj af dig, når vi kommer op i varmen," sagde han henkastet. Og ventede på, at Milo tog føringen igen, og viste, hvor de skulle hen. Nu havde Diego jo også mistet sin undskyldning for at gå tæt på Milo … Suk, suk.

”Ikke?”
Milo skulede imod Diego. Bah. Selvfølgelig lignede han da en vampyr!
Desuden, hvad vidste Diego også om den slags? Det var ikke ligefrem, fordi han selv lignede en særlig skræmmende vampyr. Han lignede nærmere en forskræmt teenagedreng på alder på Milo med et rundt ansigt og store øjne, selvom han var så meget ældre. Tanken fik Milo til at smile. Åh, hvor måtte det være surt, at være over hundrede år gammel og stadig ligne en lille knægt… Det havde været noget andet med Caspian; han var vist omtrent lige så gammel som Diego, men af udseende havde han set meget mere moden ud.
Milo sukkede drømmende. Det var som regel den slags typer, han faldt for – mænd, der var både ældre og højere end ham selv… Måske var det hans skæbne som evigt ung, der fik ham til at afsky folk på hans egen alder.

Han lo, da Diego påstod, at han ville skræmme ham.
”Selvfølgelig skal du nok det,” drillede han. Han tvivlede på, at Diego nogensinde ville kunne skræmme ham. Det skulle da lige være, hvis vampyren bar rundt på en eller anden form for skjult mørkeside, men han tvivlede nu. Diego lignede bare ikke sådan en type. Som sagt, han lignede snarere en uskyldig dreng end en vampyr, selvom Milo godt vidste, at det ikke hang sådan sammen.
Det var næsten ligesom med Milo. Han døde som syttenårig men så ikke ud til at være en dag over de femten eller seksten år, men til gengæld bar han på mange stygge hemmeligheder, og når folk lærte ham at kende, fandt de også hurtigt ud af, at han slet var så uskyldig endda.

Regnen gennemblødte hans hår, der endelig var ved at tørre en lille smule, på få sekunder. Gudskelov nåede Diego at gribe ham, før han faldt, hvilket resulterede i, at han endte lige i favnen på den anden. Hans første reaktion var at slå sine arme om halsen på Diego for ikke at falde igen; denne handling fortrød han dig med det samme og skyndte sig at træde væk fra vampyren.
Han kunne mærke varmen stige op til sine kinder, men heldigvis blev det skjult af mørket.

Han nøjedes med kun at grine akavet af Diegos kommentar, før han hastede videre.
”Denne vej,” mumlede han, og snart befandt de sig i et gammelt lejlighedskompleks. Milo førte Diego flere etager op, før de endelig nåede hans lille lejlighed. Han fumlede noget med låsen, før den endelig gav et klik fra sig; han trådte til side for at lade Diego gå ind først, så han kunne låse efter ham.

Diego tøvede kun en smule, før han fulgte efter Milo. Og da Milo ikke så hans ansigt, bredte der sig et smil på hans læber og tænderne blev blottet et øjeblik. Han kørte tungen over den ene hugtand mens hans blik hvilede på Milos hals. Han havde savnet smagen af englens blod. Og han behøvede ikke engang forføre englen. Han var sikker på, han ville tilfredsstille alle behov, hvis Diego bare spurgte pænt. Det havde været en genial idé, at tilbyde, at lede efter den skide kat. Hans tænder løb i vand og han var kun lige nøjagtigt langt nok væk fra Milo til, at han kunne lugte hans blod svagt.

Det var ikke svært, at spille fortvivlet eller charmerende. Han havde brugt et århundrede på at spille skuespil for at få, hvad han ville have. Men af en eller anden grund virkede det sværere denne gang. Måske fordi Milo kendte ham. En smule i hvert fald. Og han var sikker på, det ikke ville tage lang tid før Milo var i stand til at se, at Diego ikke var den søde, lille knægt, han regnede med.
Men når Diego så fandt ud af, at Milo ikke var uskyldig, stod de vel lige. Og Diego ville helt bestemt nyde at se Milo opføre sig uartigt. Med det uskyldige udseende, han havde …

Han stoppede lidt op, da de stod foran døren til Milos hjem. Han så kort på den gennemblødte dreng og smilede så et forsigtigt men hjertesmeltende og charmerende smil.
"Hvis du vidste, hvor mange jeg har dræbt, efter de havde taget mig hjem i den tro, at jeg var en uskyldig gadedreng ville du nok være lidt mere mistroende end du er." Det blev sagt for sjov og i hån på samme tid. Men også med taknemmelighed. Det var ikke normalt at en engel var så venlig overfor en vampyr.

Han gik ind i lejligheden, men stoppede op indenfor døren. Lejligheden var godt nok en del mindre, end han havde troet. Det var et bevis på, at han ikke var sammen med Caspian mere. Hvis han var det, ville englen med røven fuld af penge, have givet Milo et større sted at være.
"Hvad skal jeg gøre af det våde tøj? Jeg skal jo ikke sjaske hele din lejlighed til." Han smilede skævt og rakte op for at knappe skjorten op. Det var først nu, han så præcist hvor gennemblødt han var. Og skjorten var ødelagt af blodet. Sådan en skam. Han elskede ellers den skjorte … Det ville nok være fornuftigt, hvis en vampyr vidste, hvordan man fik blodpletter af. Praktisk. Men al slags husarbejde faldt Diego meget fjernt og det gjaldt også tøjvask. Når han havde brug for at skifte tøj stjal han noget fra den nærmeste herrebutik.
Skjorten var hurtigt knappet op. Den dryppede. Ligeledes gjorde hans bukser og hår.

Diegos charmerende smil fik det til at løbe ham koldt ned af nakken, for det forekom ham så fjernt, at den anden kunne stå og smile på den måde, mens han snakkede om de folk, han havde slagtet. Selvom det kun var for sjov, hvilket Milo godt forstod, så faldt det ham alligevel underligt.
Desuden var der et eller andet sært over Diegos tonefald, som Milo ikke helt kunne placere. Han var hånende, drillende og… taknemmelig? Men for hvad dog?

”Det tror jeg nu ikke. Jeg er selv ret farligt, at du ved det… Så vær du hellere glad for, at jeg ikke bider hovedet af dig.”
Han snappede ud i luften for sjov, og sendte derefter Diego et bredt smil. Nej, farlig var han nu ikke ligefrem… Men hvis Diego ville gøre alvor af sin trussel, så skulle han nok få at se, at Milo sagtens kunne slå igen. Han tvivlede nu på, at han havde en chance imod en vampyr, men i det mindste kunne han da give Diego et blåt øje, før han selv mistede livet.

Milo trådte ind efter Diego og låste døren. Han havde lært af erfaring at i et kvarter som dette skulle man altid låse døren, ellers gik det galt.
”Hmm…” Han skævede omkring sig. Ja, hvor skulle de egentligt gøre af det våde tøj? ”Du kan bare smide det på gulvet i første omgang,” sagde han og nikkede mod gulvet, før han tilføjede: ”Men du skal ikke tro, at du får lov at låne noget tørt tøj af mig.”
Han rakte drillende tunge af Diego. Han kunne få lov at rende nøgen rundt, kunne han!

Selv tog Milo først sin trøje af og derefter den skjorte, han havde på indenunder. Begge dele var gennemblødte og det våde stof klistrede ubehageligt til hans krop… Adr.
Tøjet røg på gulvet, og snart stod han kun iført bukser. Det virkede dog en anelse grænseoverskridende, så han skyndte sig at finde et håndklæde, han kunne vikle om livet, mens han tog sine bukser af. Han fandt ligeledes et ekstra håndklæde, som han kastede over til Diego. Så behøvede staklen da ikke at være helt nøgen.

Som han stod der, mærkede han pludselig noget blødt stryge sig op af sit ben. Han gøs, og sekundet efter farede hans blik over imod det åbne vindue og derefter imod den hjemvendte kat, der stod ved hans fødder.
"Se, jeg sagde jo, hun ville finde hjem!" udbrød han og løftede dyret op i sin favn. Hun var dejlig blød og varm efter kulden udenfor.

"Glem det, angelface, du skræmmer mig ikke." Han rystede svagt på hovedet af ham og så de små vanddråber flyve omkring sig fra den lille bevægelse. Hvor var de dog gennemblødte! Det var da helt utroligt.

Diego grinede svagt, da Milo sagde, han ikke ville låne ham noget tøj og at han måtte gå nøgen rundt.
"Det er fint for mig," sagde han med en truende undertone, da han smed de våde bukser på gulvet ved siden af hans skjorte. Gulvet blev sølet til af vand og Diego følte, han burde samle tøjet op igen, for at det ikke ødelagde gulvet eller et eller andet. Stedet virkede ikke til at kunne holde til ret meget. Men han lod i sidste ende være og gik hen imod Milos seng - stadig iført de halvfugtige boxershorts. Han havde grebet håndklædet og var i gang med at tørre sit hår. Da hans hår og overkrop var nogenlunde tørre, foldede han håndklædet ud på sengekanten før han satte sig. Han ville selvfølgelig ikke gøre Milos seng fugtig. Han priste sig bare lykkelig for, at han ikke var våd helt ind til benet.

"Nahj, din kat," sagde han uden nogen entusiasme i stemmen. Ikke, fordi han ikke var glad på Milos vejne - det var han skam. Og han var glad for, at katten havde besluttet at løbe væk for en stund, så Diego havde kunnet støde ind i Milo! Det egentlige problem var egentlig, at han ikke var så frygtelig glad for katte. For ham virkede de bare som tegn på ensomhed og mangel. To ting, han ikke havde lyst til at blive mindet om af et åndssvagt dyr. Men det passede vel meget godt til Milo, nu hvor han boede for sig selv. Han havde vel brug for katten for ikke at føle sig ensom. Det var forståeligt. Man gjorde meget for, ikke at føle sig alene.
Diego havde måske gjort en smule for meget ind imellem … Ting, han ikke var stolt ved og helst ville glemme.


"Milo … Er du ensom?" Det kom fra ham uden at han havde tænkt over, at han sagde det højt. Han regnede dog med, at Milo ville misforstå hans hensigt. Enten tro, det var et forsøg på at komme tættere på ham, eller fordi Diego viste bekymring overfor Milos velbefindende. Men sådan var det ikke i øjeblikket. Den charmerende maske var faldet for et øjeblik og for en gangs skyld spurgte han om noget med en dybere mening end at få sex eller blod ud af det - hvilket var en stor omvæltning for ham. Han måtte fejle et eller andet i øjeblikket. Han fornemmede en følelse i brystet, men det var ikke stærkt nok til, at han virkelig følte den. Den var der ligesom bare, som et lille spir af noget, der var for småt til at afgøre endnu.

Milo spærrede øjnene op. Hvad? Gik Diego frivilligt med til at rende nøgen rundt? Men… så var der jo ikke noget sjovt i at nægte ham at låne noget tøj!
Milo skulede af ham, da han satte sig over på sengen. I det mindste var han høflig nok til at sætte sig på sit håndklæde, så han ikke gennemblødte hele madrassen. Vandet ville dog let kunne trænge igennem det tynde håndklæde.
Milo sukkede.

”Tssh, det er der jo ikke noget sjovt ved,” påstod han.
Persephone i hans favn fik pludselig andet at tænke på, da hendes gule øjne fik øje på en skygge i vindueskarmen. Dumme kat, tænkte englen. Det var jo ikke andet end en forbipasserende bil. Alligevel gik han over og lukkede vinduet, for sæt hun nu skulle finde på at springe ud af det igen i sin vilde jagt efter skyggen.
Desuden hjalp det lidt på lejlighedens temperatur, for der var godt nok koldt. Radiatoren arbejdede dog på fuldt tryk, men det tog sin tid for den at blive varm. Desværre for Milo var hans eneste varmekilde – eller det, der kunne have været – en vampyr, der var mindst lige så kold som resten af rummet.

Han vendte ryggen til Diego for at rode sit klædeskab igennem for noget tøj til dem begge, da vampyren stillede ham et meget personligt spørgsmål. Det kom som en overraskelse for Milo, og det var tydeligt at se på hans krop, der pludselig stivnede midt i en bevægelse.
Om han var ensom? Ja, for fanden var han da ensom, men det var ikke just noget, han ville snakke med Diego om. Hvis han sagde ja, ville det være at vise sårbarhed.

Han svarede derfor ikke, og da han vendte sig rundt igen, var smilet på hans læber fremtvungent og falskt.
”Her,” sagde han og kastede en tør T-shirt og et på jeans over til Diego. Om vampyren kunne passe tøjet, vidste han ikke. Han var nok lidt bredere om livet end Milo, men de kunne jo også bare vente på, at hans egne bukser tørrede.

Selv trak Milo en tyk sweater over hovedet, der nåede ham ned til lårene, før han satte sig over på sengen ved siden af Diego. Hans næver var knyttede, og latteren i hans stemme var pivfalsk, da han talte.
"Har du lyst til noget? Vand, te, blod, måske...?"
Joken var dømt til at dø på forhånd.

Diego grinede svagt. Den lille engel var så vidunderligt bedårende, og det morede Diego, at han var så godtroende. At han var så overbevist om, Diego var en god fyr ville gøre det langt, langt lettere at få ham for sig selv. Han burde jo næsten takke Caspian for at have forladt Milo! Men hvis han gjorde det, ville den anden engel sikkert opfange det som om Diego ville … tja, englen ville opfatte situationen helt korrekt og sikkert forsøge at tæve planen ud af Diego. Kunne det ikke ligne ham? Han var noget voldsom af en engel at være.

"Sjovt?" sagde han med en falsk overraskelse og tydeligt teater kropssprog for selv at lave lidt sjov med englen. "Jeg troede bare, du kunne lide at se på halvnøgne vampyrer!" Han fulgte Milo med øjnene, mens han rodede i skabet, og sagde ikke mere efter det. Hans joke var vel heller ikke den mest morsomme i verdenen. Selvom han håbede på, at den kunne gøre Milo bare en smule forlegen. Det ville være morsomt. Hvis han kunne så Milo til at rødme … Hahah.

"Det tager jeg som et ja," sagde Diego følelsesløst og stirrede ned på en plet i gulvet. Mon Milo ville tro på, at han også var ensom? At alverdens ludere, trækkerdrenge og lette ofre ikke var godt selskab, selvom det var morsomt. For en stund. Det virkede nok også latterligt af en vampyr at være ensom. Han var vel også dømt til at være alene på forhånd, så snart han var stukket af fra sin skaber - som havde virket som den eneste person, der nogensinde havde bekymret sig for ham eller holdt af ham på nogen måde. Men Diego havde været et godtroende fjols - et barn. Og han var vokset op nu. Han var ikke et barn længere og med voksenlivet hørte ensomheden.
Han trak i bukserne, der godt kunne komme op omkring hans lår, men så ikke kunne lukkes. Derfor lod han også bare være med at lukke dem. Det gjorde ikke noget. T-shirten der imod var lidt for stor. Dejligt nok.

Ved Milos ord trak Diego sig langsomt tættere på. Han lagde sin hånd på Milos lår og gjorde det tydeligt at hans blik var fæstnet til hans hals.
"Tilbyder du, at jeg kan drikke af dig?" Der var et svagt grin i den charmerende stemme mens han langsomt mærkede sig Milo. Meget pludseligt greb han fat i Milos skuldre og trak ham tættere på, så Diegos kolde åndedrag ramte hans hals. Men i stedet for at bide, som han havde givet udtryk for at ville, kyssede han Milos varme hud. Han ville egentlig blot se, hvad Milo ville gøre, hvis han vovede sig til den slags.

Fedt. Diego havde regnet ud, at han var ensom. Milo kunne dræbe sig selv lige nu, men måske var tidspunktet ikke ligefrem det bedste. Det ville ende med at blive en anelse akavet.

At Diego nærmede sig, gjorde ikke rigtigt Milo noget; han gik bare ud fra, at vampyren ville have bedre udsyn til ham. Det var trods alt rarest at se den, man talte med, i øjnene.
Først da Diego lagde sin hånd på Milos lår, blev han bombarderet af advarende tanker. Det løb ham koldt ned af ryggen, og det var ikke kun, fordi Diegos hånd var kold som is, men han blev på trods af det siddende musestille, selvom han kæmpede en indre kamp for ikke at rejse sig og træde langt, langt væk fra sengen.

Spørgsmålet fik ham til at le let, men samtidig ringede alle hans alarmklokker. Selvfølgelig vidste han godt, at Diego kun lavede sjov – det havde flagermusen jo gjort hele aftenen - men alligevel var han helt oppe på mærkerne. Hans ben var klar til at sætte fra, hvornår det end skulle være, hans næver var knyttede, klar til at lange ud efter vampyren, og hans tanker var fuldstændig fokuserede på hans evne.
”Tro ikke, at du nogensinde får lov til det igen,” gav Milo igen, og under latteren i hans stemme, gemte der sig en hvis alvor. Han ville aldrig, aldrig, aldrig tilbyde Diego sit blod igen… Eller, det var i hvert fald det, han havde overbevist sig selv om. Inderst inde vidste han jo godt, at hvis Diego spillede sine kort rigtigt, ville Milo overgive sig på sekunder.

Pludselig greb vampyren fat i hans skuldre, og inden Milo nåede at reagere, var den andens læber lige ud fra hans hals. Han greb fat om Diegos kinder og forsøgte af al magt at skubbe ham væk.
”Diego, stop, din psykopat! Jeg dræber dig, hvis du ikke stopper med det samme, jeg…”
Vent. Der manglede da noget, gjorde der ikke?
Det gik op for Milo, at der ikke var nogen tænder, der brød igennem hans tynde, blege hud. Det eneste, han kunne mærke, var et par kolde men dog bløde læber imod hans hals. Først da gik det op for ham, at Diego kun havde kysset ham.

Som på kommando steg varmen op i hans kinder, som på sekunder blev helt røde. For helvede, hvor var det pinligt! Han havde i et øjeblik været overbevist om, at Diego ville bide ham. Han skyndte sig at vende ansigtet bort, så vampyren ikke skulle se hans rødme.
”Jeg hader dig, din dumme flagermus...” mumlede han, idet han trak sin bluse op over sine kinder.

En ting undrede ham dog. Hvis han havde været så overbevist om, at vampyren ville bide ham, hvorfor havde han så ikke flyttet sig med det? Fordi han godt vidste, at han kunne kæmpe imod Diego, hvis han endelig skulle vise tænderne, sagde han til sig selv, men han vidste jo godt, at det var en stor, fed løgn… Sandheden var, at han havde en svaghed for Diego, der gjorde, at han uden tøven ville tilfredsstille hans behov for sult. Milo kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var ved vampyren, der fik ham til at føle sådan; det var i hvert fald uden tvivl den samme ting, der gjorde, at han nu sad og rødmede over noget så simpelt som et kys på halsen…

Diego kunne ikke lade være med at grine over Milos pludselige udbrud, hvilket resulterede i, at han blev nødt til at trække sig lidt tilbage, for at hans tænder ikke ved et uheld skulle strejfe Milos hals. Hans skuldre rystede simpelthen af latter. Det var egentlig bare en refleks, en forsvarsmekanisme af en slags, der skulle forsvare ham imod Milos hårde ord og gøre det tydeligt for englen, at han ikke ønskede at gøre ham ondt, men blot drillede ham. Han slap Milos skuldre og så ham i øjnene. Og så derfor også uundgåeligt de røde kinder. Hvilket fik ham til at flytte blikket med et drengerøvsfnis og ryste svagt på hovedet - som en typisk teenagedreng, der ville skjule sin usikkerhed. Men han var dog stoppet med at grine.

"Milo, du er virkelig den mest bedårende ting, jeg nogensinde har set," konstaterede han og lagde sig ned i sengen, men stadig så han havde et godt udsyn til den kære, lille lyshårede dreng. Han smilede skævt, charmerende og drilskt. Hvor ville han dog gerne have bidt Milo rigtigt … Men på den samme tid længtes han også efter at have kysset hans læber i stedet for hans hals. Ikke, at der lå meget i det. Han havde kysset tusindvis af mænd og kvinder i løbet af de hundred -og-tyve å, han havde levet som vampyr.

Han vendte sig om på siden, så han egentligt lå med front til Milos hofte, og lagde armen under hovedet. "Jeg kunne ikke finde på at bide dig, medmindre du gav mig lov," sagde han beroligende, som om han havde forstået, at hans joke ikke var sjov og at han virkelig havde skræmt Milo. Han så ligefrem ud til at være ked af, at have gjort ham bange. Men indeni frydede han sig over at vide, hans lille skuespil helt sikkert bare ville så Milo til at føle sig forlegen og fortryde, at han havde råbt af Diego. Hvis Milo følte en smule dårlig samvittighed ville det være helt perfekt. Han var nem at forudse, mente Diego - den kære vampyr anede slet ikke, at han var i stand til at tage fejl. Han var så sikker på, at han kendte Milos natur, fordi han var en godhjertet fyr, og de var alle ens. Så hvorfor var det lige præcis, at det ikke føltes ligesom med de andre godhjertede tåber, han havde befundet sig i en seng med? Bortset, selvfølgelig, fra det faktum at han og Milo begge stadig havde deres tøj på.

"Undskyld," mumlede han meget pludseligt. Et ord, han ikke mindedes nogensinde at have sagt med oprigtighed, og denne gang var ikke undtagelsen. Han lagde blidt hånden på Milos knæ. At røre hans lår igen ville bare give indtryk af, at han forsøgte på noget seksuelt. "Det var ikke min mening at skræmme dig." Han så op på ham med et par uskyldige, klare, blå øjne og et udtryk, der helt klart ikke havde en naturlig plads på en blodtørstig vampyrs ansigt. Han spillede sit skuespil til perfektion, mens han inderst inde morede sig gevaldigt over Milos rødmen. Hvor var han henrivende!

Han rømmede sig, fordi han tænkte, at det, at skifte emne sikkert ville give det indtryk, at han følte sig ubehageligt tilpas efter at have narret Milo til at frygte ham.

"Jeg går ud fra, jeg skal sove på gulvet?" Han smilede forsigtigt og skævede kort hen imod vinduet, bare for at tjekke, om Milo overhoved havde nogen gardiner, så Diego ville være beskyttet imod sollyset.

Diego grinede og rystede på hovedet, og Milo rødmede endnu dybere. Åh, hvorfor havde han dog også reageret så voldsomt? Det var flovt, det var pinligt, det var… hjernedødt! Selvfølgelig havde Diego bare lavet sjov med ham… Han ville da aldrig kunne finde på at bide ham, i hvert fald ikke under disse omstændigheder.

Englen trak sine knæ til sig og havde mest af alt lyst til at gemme sig selv af vejen. Måske kunne han begrave sig under dynen eller – hvis han var tynd nok til at komme derind – kunne han kravle ned under sengen. Det var dog kattens foretrukne gemmested, så hun ville sikkert genne ham væk derfra igen…
Hvis alt gik galt, kunne han altid springe ud af vinduet og splatte ud på fortovet. Sikke et hyggeligt syn det ville være for de forbipasserende – en udsplattet Milo, der var helt rød i kinderne.

Mens han overvejede sine flugtmuligheder, blev han afbrudt af Diego. Hans ord kom helt bag på Milo. Var han… bedårende?
Komplimentet hjalp ikke just på hans røde kinder. Ih, dumme Diego… Lige nu havde han mest af alt lyst til at slå ham. Sådan var det med Milo; han reagerede altid med vold, når han ikke vidste hvad han skulle gøre, og den følelse, der opfyldte ham lige nu, var ham så fremmed, at han kun kunne reagere med vold.
Hvad skete der lige? Diegos kompliment havde fået hans hjerte til at springe et slag over. Han sad i sit stille sind og håbede helt på, at den kommentar havde været ment i ramme alvor og ikke kun sjov… Hvor fantastisk ville det måske ikke være, hvis Diego rent faktisk syntes, at han var fantastisk?

Han rystede voldsomt på hovedet. Nej, nej, nej, sådan kunne han da ikke tænke!
Forvirret og opfyldt af denne uforklarlige følelse vendte han blikket mod Diego, da der blev talt til ham. Heldigvis var hans kinder ikke nær så røde længere, så han turde godt sænke blusen, der ellers dækkede halvdelen af hans ansigt til.

Diego ville ikke bide ham uden først at få lov. Det var da altid noget.
”Mhmm… Okay.”
Hvad skulle man svare til det? Milos tanker var lige nu alle andre steder end samtalen her, men det hjalp da noget på koncentrationen, da Diego hørte hans knæ og sagde undskyld. Blondinen spærrede sine øjne op i et kort sekund, før han fandt sit normale ansigtsudtryk igen.
Havde Diego, den blodtørstige, manipulerende, livsfarlige vampyr, der ikke havde noget til overs for andre, virkelig lige undskyldt til Milo? Det virkede så unaturligt, at Milo simpelthen ikke engang kunne svare på det; i stedet lagde han sig ned i sengen ved siden af Diego og kløede ham under hagen, som om han var en hund eller en kat, og grinede blot. Situationen var efterhånden så bizar, at han ikke kunne finde hoved eller hale i den.

Først da Diego igen talte om noget så dagligdags som hvor han skulle sove, kunne Milo igen kende ham. Englen trillede om op maven og sendte vampyren sit mest charmerende, indsmigrende smil, idet han lod sin fingerspids køre hele vejen ned af Diegos brystkasse.
”Du skal være velkommen til at dele seng med mig,” sagde han. Og selvfølgelig var det kun i sjov, at han satte dette skuespil op, hvilket var tydeligt, men han ville bestemt ikke have noget imod at sove ved siden af Diego…

Diego smilede bredt, da Milo lagde sig ned ved siden af ham. Det var et godt tegn. Det, og så at Milo havde set ud til at være helt rundt på gulvet. Hans skuespil påvirkede Milo mere eller mindre på den måde, han ønskede, det skulle. Det var vidunderligt. Dog havde han regnet med at Milo forlegent ville have skyndt sig at sige, at han ikke havde tænkt over, hvor Diego skulle sove, og at han så ville se på Diego med de uskyldige, fortvivlede øjne og tilbyde ham at tage sengen.
Men det var bare ønsketænkning fra Diegos side. Men han ville helt klart meget gerne dele seng med Milo. Der var ikke noget, han hellere ville gøre i det øjeblik. I virkeligheden var Diego jo utroligt simpel. Det eneste, han forventede af livet var blod og nydelse. Og selvom det ikke var seksuelt, ville han stadig nyde at kunne ligge tæt op af Milo. Det ville dog nok blive en kold fornøjelse for den stakkels engel.

"Er du sikker på det?" Han tog blidt fat i Milos hånd ved hans brystkasse, og pressede den blidt imod sit bryst. Han elskede Milos varme. Og efter at have været kold helt ind til benet ude i regnvejret føltes Milo bare endnu varmere.
"Jeg vil helst ikke trænge mig på." Ville det være for meget at stryge Milo over kinden? Ja, det ville det. Hvis han gik for hurtigt frem, ville han bare skubbe Milo fra sig.

Ærligt talt var Diego meget bange for det, han vidste, var ved at ske. Han ønskede ikke at forelske sig i Milo. Det ville kun være anden gang i hele hans liv, det var sket. Og første gang var gået så grueligt galt, at han ikke anede, hvordan det var meningen, han skulle gøre det rigtigt igen.
Det var alligevel latterligt at prøve - Milo ville alligevel ikke kunne lide, at være sammen med Diego. Især ikke, når man tænkte på, hvor mange ofrer han var sammen med hele tiden. Milo ville sikkert føle sig uelsket eller blive jaloux. Desuden havde han intet at byde Milo. Vampyren var hjemløs, arbejdsløs og … Tja, stort set følelsesløs også. Desuden anede han ikke, hvad Milo havde brug for i en mand. Det var derfor, det var lettere at manipulere englen til sin egen fordel, i stedet for at græde hjertet ud for at få ham på den måde, han ønskede. Så hellere udnytte ham, indtil denne dejlige og frygtelige følelse forsvandt, så han ville være i stand til at skride uden at se sig tilbage denne gang.

"Stoler du virkelig nok på mig, til at lade mig sove ved siden af dig?" Diskret nussede han Milos hånd. Det var bedst at vente lidt, før han prøvede på mere. Og så alligevel; Han skulle jo kun være der en enkelt nat, hvis Milo ikke skiftede mening. Men det måtte tiden vise.

Solen ville snart stå op og Diego var så småt begyndt at blive ubehageligt til mode. Det var egentligt ikke rart at skulle gemme sig for sollyset. Især ikke, når man allerede havde prøvet at brænde nallerne. Han havde før oplevet, at han ikke helt havde noget at komme i dækning, men heldigt for ham var han stadig så ung, at der skulle gå nogen minutter i sollyset, før han var brændt op fuldstændig. Han ville skam også have fundet sig et ordentligt sted at bo, hvor han kunne være sikker - og finde sit et job, til at betale for det. Men det var nemmere at være på farten. Så kunne han stikke af uden at se sig tilbage, når … han … var på vej efter ham. Han vidste dog, at det ikke kunne blive ved sådan meget længere.

Han fik lyst til at fortælle det hele til Milo, men så ingen grund til det. Og Milo havde alligevel aldrig fattet mistanke, så hvorfor overhoved bebyrde ham med sin fortid. Milo havde helt sikkert sine egne problemer at slås med!

Milo trak på skuldrene. Han kunne ikke rigtigt tillade sig at lade Diego sove på gulvet. Det ville være synd… Der var utroligt fodkoldt, så hvis Diego ville ligge på det kølige trægulv, kunne han lige så godt ligge sig ud på fortovet – det ville være omtrent det samme med hensyn til temperatur.
Diegos hånd tog fat om hans. Den var kold, men det var alligevel en rar fornemmelse at blive rørt af en anden – en anden der ikke var en eller anden tilfældig fyr i byen, vel at mærke, som dem, Milo før i tiden havde tullet rundt med. Han gøs bare ved tanken om sin fortid. Tænk, at han havde været så dum en gang… Men så igen, hvad skulle han ellers have gjort? Han havde været seksten år og helt alene i verden uden nogen anden indkomst end det, han kunne skrabe til sig ved hjælp af tyveri og at tilbyde sin krop til fremmede.

”Det gør du heller ikke. Det var jo mig selv, der inviterede dig med op, ikke?”
Aftalen havde faktisk bare været, at Diego skulle følge ham hjem, men det ville være synd ikke at tilbyde ham at sove her. Morgenen nærmede sig med hastige skridt, og hvis Milo sendte ham ud nu, ville han være sikker på aldrig at få vampyren at se igen.

Han smilede til Diego, før han lagde sig om på ryggen igen, men uden at trække sin hånd til sig. Det var rart, at Diego nussede den, selvom det var så diskret, at Milo ikke var helt sikker på, om han blot bevægede sine fingre, fordi de var genererede, eller om han rent faktisk nussede hans hånd.
”Man skal aldrig stole på en vampyr, men jeg tager chancen.”
Han lå nu å tæt på Diego, at hans kind hvilede imod den andens kolde skulder. Han blev følt af en overvældende følelse af tryghed, når de lå så tæt på hinanden, og han var ikke et øjeblik i tvivl om, at han stolede på Diego.


(Det blev vist lidt kort xD)