I'm just as lost as you are

Men skal aldrig stole på en vampyr … Hvor mange gange, han mon havde hørt det … Ville han mon have valgt anderledes, hvis han havde vist det, da han var menneske? Sikkert ikke. Men han ville have været mere på vagt overfor de ting, der skete senere hen.
"Jeg er glad for at vide, jeg er undtagelsen for reglen," hviskede han med et smil og lukkede sine øjne i. De blev røde igen under øjenlågene. Der var ingen grund til, at blive ved at holde den blågrønne farve.

"Milo … Hvis du ikke har noget imod, at jeg spørger," han gav englens hånd et svagt klem. "Hvordan … Døde du?" Han havde aldrig tænkt over det før, men hans lille angelface var jo ligeså død som han selv. Gad vide, hvorfor engle var så varme, når vampyrer var så kolde. De var teknisk set begge to blot døde mennesker, der havde valgt to forskellige stiger i livet.
"Jeg vil gerne høre om dit liv … Før du døde." Han havde fået nok af, at tænke på sit eget liv. Det ville være langt mere interessant at høre om Milos. Især fordi, han vidste, Milo ville være vokset op på en så anderledes måde end ham - om det var godt eller skidt ville historien vise.

Han lå stadig og nussede hans hånd, mens han snakkede. Stadig blot diskret, men vedvarende. Måske kunne det også modvirke hans kulde en smule, bildte han sig selv ind.
Han slap kort Milos hånd og greb et tæppe, som han så trak over de to, før han igen lagde sig ved Milo og tog hans hånd. Han havde selvfølgelig været snu nok til at ligge sig lidt tættere på englen!


Det var underligt, pludselig at føle omsorg for et andet væsen igen. Eller, igen og igen, havde han nogensinde følt, han blev nødt til at tage sig af en anden end ham selv? Faktisk ikke … Han kendte ikke meget til omsorg. Og alligevel var han bange for, han skulle være skyld i, at Milo begyndte at fryse. Han kunne ikke længere finde ud af sig selv. Hvordan han kunne være en hensynsløs, ondskabsfuld dræber til hverdag og blive blødsøden omkring Milo, var et mysterium for ham. Men han overbeviste sig selv om, at det ikke var andet end en del af hans skuespil. Løgn og latin.

Undtagelsen for reglen… Milo smilede for sig selv. Sådan kunne man vel godt se på det.
Diegos skulder var kold og behagelig imod hans kind, og det varede ikke mange sekunder, før hans øjenlåg gled i. Han slog dog øjnene op igen i samme sekund, Diego gav hans hånd et klem og talte til ham.

Hvordan han døde…? Det havde han aldrig fortalt nogen om – ikke engang Caspian. Selv sin egen mor havde han løjet for, da han sidste gang havde besøgt hende. Hun var nær omkommet ved tanken om, at hendes søn nu var en engel, så han turde slet ikke fortælle hende, hvad han havde lavet og hvordan han var død.

”Er du sikker på, at du gider høre om det…?” startede han tøvende.
I virkeligheden skulle han have sagt: Er jeg sikker på, at jeg virkelig vil snakke om det her? Hans død og livet før den var noget, han helst gerne ville glemme. Derfor brød han sig ikke om at dele det med andre og da slet ikke en tilfældig vampyr, han havde tilbudt husly for dagslyset…
Okay, Diego var ikke bare en tilfældig vampyr. Han var så meget mere end det, men alligevel følte Milo ikke for at dele sin hemmelighed med ham. Medmindre…

”Du starter. Fortæl om dit liv før din død, og efter. Jeg vil høre det hele,” sagde han.
Nu, hvor han tænkte over det, vidste han så lidt om Diego. Vampyren vidste meget mere om Milo, end Milo vidste om ham – han vidste, at han havde været forlovet, at han havde tilbudt blod for penge, hvor han boede og så havde han endda fået et glimt af englens liv før hans død.

Diego rykkede på sig, og kort efter lå de med et tæppe over sig. Rigtigt nok, Diegos manglende kropsvarme smittede af på ham, men samtidig fik vampyren ham også til at føle sig utroligt varm. Hvordan det hang sammen, kunne han dog ikke forklare.
Hans frie hånd søgte igen hen på Diegos brystkasse, uden på blusen, selvfølgelig. For at lave denne bevægelse, måtte han trille op på siden, så han lå og kiggede ned på Diego, ventende på den historie, han forhåbentligt snart skulle høre. Hans spinkle hånd kærtegnede ganske diskret vampyrens brystkasse, alt imens et næsten umærkeligt smil hang i hans mundviger.

"Jeg er sikker," sagde han bestemt, men også meget roligt. Han ville ikke tvinge Milo, til at fortælle ham det. Men hvis Milo bare ville tænke på det … Så kunne Diego jo også bare ligeså stille læse det i hans tanker, og englen behøvede aldrig finde ud af det! Men det ville blive svært. Diego ville have svært ved, ikke at kommenterer det. Det vidste han allerede på forhånd.

Diegos liv? Tja … Der skete vel intet ved, at fortælle nogen om det, gjorde der? Ikke, når det var Milo. Og angelface ville heller ikke vide, hvis vampyren fordrejede sandheden en lille smule. Det var også lige præcis hvad han havde tænkt sig at gøre.
"Okay … Vi laver en aftale. Jeg fortæller dig om mit menneskeliv, så fortæller du mig om dit og din død, og så kan du høre om min død bagefter." Han smilede lumsk og så Milo i øjnene, uden at tænke på, at de var røde nu. Men det føltes underbevist mere ærligt, at vise Milo hans sande udseende. Det var måske ikke meget, han ændrede, men det føltes stadig, som om han påtog sig en anden identitet. Hvilket ikke passede til Diego, der var meget stolt af sit liv som vampyr.

Han sukkede svagt og begyndte så at snakke. Hans stemme let tåget og hans øjne ufokuserede, selvom han så direkte på Milo.
"Jeg blev født her i Di Morga … I 1879. Mit navn var Ciel Phoenix, og min familie og jeg arbejdede for en velhavende familie - en kvinde og hendes børn. Vi var højt på strå, men stræbte efter at komme højere op … " Hans stemme døde ud et øjeblik og han rynkede brynene. Der var ikke meget at fortælle. Ifølge ham selv. Men Milo kendte sikkert ikke meget til livet dengang.
"Min mor døde i en ung alder, da hun fødte mig og min søster … " Han sukkede tungt og smilede, da han mærkede Milos hånd på sin mave.
"Derefter giftede min far sig med den velhavende kvinde … Det er en længere historie," sagde han så pludselig. "Er der noget bestemt, du vil vide om det? Ellers er det din tur."

Han lagde den ene arm om Milo og trak ham blidt tættere ind til sig. Han gjorde dog dette på en måde, der fik det til at føltes venligt og ikke, som om han prøvede på noget. Selvom det selvfølgelig var tilfældet, og det ville være let at se, hvis man kendte Diego bare en smule.

Milo skuttede sig lidt men sagde intet, selvom han i sit stille sind tænkte, at Diego løj. Hvorfor skulle vampyren gide høre noget om hans liv? Det var jo ikke, fordi Diego nogensinde havde virket interesseret i ham for andet end hans blod, og der var Milo ikke engang noget særtilfælde; vampyren levede af den røde væske og intet andet, så det var kun naturligt, at han pludselig blev åh-så-interesseret i nærheden af andre, så længe deres hjerte stadig bankede.
Milo lavede en mental note der lød, at hvis Diego endelig skulle få lokket noget ud af ham, så skulle hans ord være løgn. Han havde skam ikke glemt, at vampyren kunne læse tanker, men så længe han bare is ti sind var fuldt koncentreret om sin løgn, ville den anden aldrig gennemskue den – ikke medmindre den lød helt urealistisk, selvfølgelig, men Milo lovede sig selv at styre sig.

”Deal,” svarede Milo. Et blik på Diegos røde øjne og hans vidste, selv uden at beherske evner indenfor tankelæsning, at vampyren i sit stille sin havde lagt planer, der ikke afveg meget fra Milos.
Tanken fik et bittert smil til at trække i Milos ene mundvig. Det var trist, var det ikke, at man kunne føle sig så ene og alene i verden og samtidig vide, at man ikke kunne stole på nogen som helst? Selv de, der i nødens stund – såsom Diego – virkede tættest på én, var ikke andet end løgnere. De ville, på trods af deres ord, ikke én noget som helst godt; de ville udnytte en, det var, hvad de ville, og hvis prisen var at vise en smule venlighed og indhylle en i en illusion af tryghed, så betalte de den gerne.

Ikke desto mindre lyttede Milo med stigende nysgerrighed til Diegos fortælling. Og rigtigt nok, han havde intet begreb om, hvordan livet var dengang. Han var droppet tidligt ud af skolen, og allerede inden da havde han ikke fulgt særlig interesseret med i historietimerne.

Det er en længere historie, sluttede vampyren. Det kunne han da ikke bare gøre. Løgnehistorie eller ej, Milo ville høre mere.
”Mhmm. Jeg vil gerne vide, hvad der sker som det næste. Hvad der sker med dig især,” svarede han. Hvordan blev Diego bidt? Det var næsten det, han var mest interesseret i at vide.

Det føltes rart, da Diego trak ham ind til sig. Det var koldt, men rart. Han ville sikkert blive forkølet i de kommende dage, mest af alt fordi hans hår stadig var vådt og han frøs helt ind til knoglerne, men han nød det alligevel.

Diego fangede Milo i at ligge sine planer om at lyve … Men han ville ikke forhindre englen. Og han besluttede sig også for ikke at snage. Diego ville alligevel ikke tale sandt om sin død. Så der var ingen grund til, at han skulle tvinge englen til at tale sandt om noget andet.
Han talte dog sandt om sit liv førhen. Siden hans forvandling havde han aldrig sagt sit fødselsnavn højt. Nu vidste Milo noget om ham, som kun to andre 'levende' personer vidste - inklusiv ham selv.

Han grinede lidt, da Milo sagde, han ville vide mere. Han rystede lidt på hovedet og kyssede englen på panden.
"Det hører næste del af historien til. Først er det din tur." Det gav ham også lidt tid til at regne ud, hvilke dele af sandheden Milo skulle høre, og hvilke det var bedst at han ændrede en smule. Det var ikke så meget, at han ikke ville fortælle det til Milo … Men han brød sig ikke om, at nogen kendte til, hvilken slags person han havde været dengang. Han skammede sig nærmest over det. Som om det var frygteligt, at han nogensinde havde haft egentlige følelser. Så intense følelser … Det var ikke noget en vampyr ofte følte.

De røde øjne gled ned over Milos ansigt - mod hans læber. Han vidste, han ikke kunne tillade sig at kysse ham. Desuden var stemningen ikke til det. Men hvor ville han dog gerne … Han skulle nok finde sit snit til det i løbet af dagen. Eller natten. Hvis Milo da ikke havde smidt ham ud, så snart solen gik ned.
"Det er din tur," hviskede han og strøg en våd tot hår væk fra Milos øje.

Milo var en klog knægt … Han måtte vide, at vampyrer ikke følte særligt meget efter deres forvandling. Ville han overhoved tro Diego, hvis han sagde, han var ved at få følelser for englen? - Ikke, at han havde nogen planer om at indrømme det. Hans image - hans skørtejæger, charmør, følelseskolde image - var mere eller mindre det eneste han havde. Og han havde lært at følelser var noget, der forsvandt igen. Det var noget, man følte og så smeltede de. Som en isskulptur. Ikke tale om, at han ville smide sit image væk, hvis dette blot blev noget midlertidigt … Og især ikke, når han ikke engang vidste om Milo overhoved … Han havde sikkert stadig følelser for den … Caspian. Hmpf.

Lugten af Milo fik hans tænder til at løbe i vand og han sank hårdt. Det gik pludselig op for ham, at hans plan havde ændret sig fra at være en blodbuffet til at være en kamp om et kys, han ligeså godt kunne have taget ved magt … Der var helt sikkert et eller andet galt med ham. Mon pigen i teatret havde røget et eller andet mystisk før forestillingen. Det skulle ikke undre ham.

Milo skar en grimasse, da Diego kyssede ham på panden og nægtede at fortælle mere.
Men nåja, de havde jo trods alt lavet en aftale om, at Diego først fortalte lidt, og først efter Milo havde fortalt ham om sin død, ville han fortsætte. Det var en idiotisk aftale, syntes Milo, der var ved at sprænges af nysgerrighed, men sådan måtte det vel være.
Han sukkede dybt.

”Jeg gør det i korte træk, okay?”
Selvom de havde hele natten, tvivlede han på, at Diego ville gide høre en flere timer lang historie om hans liv. Derfor besluttede han sig for, at han ville korte ned på historien. Så kunne han også lettere springe de dele over, der var mindre vigtige – eller rettere sagt de dele der var så vigtige og nære, at han ikke ville dele dem med Diego.

”Jaja, okay,” mumlede han da Diego skyndede på ham og sagde, at det var hans tur. Den tot hår, vampyren netop havde fjernet fra hans øjne, faldt ned igen, og Milo måtte puste for at få den til at sidde ordenligt.
”Altsååårr…” Hvor skulle han begynde? Diego gad vel ikke høre om hans fødsel og hans barndom og alle de dér mindre vigtige ting. ”Jo. Jeg har en far og en mor - eller min far er faktisk død nu her for et par måneder siden – og de er bare almindelige mennesker, ligesom jeg var, før… du ved nok. Jeg blev smidt ud hjemmefra som femtenårig.”
Hvorfor nævnte han ikke. Det var også historien ligegyldigt. Faktum var, at han var endt på gaden, og det var der, at det virkelig var gået galt.

”Så jeg boede på gaden og fordi jeg var dum, gik jeg hen og blev skudt. Slut.”
Han smilede skævt til Diego. Vampyren vidste jo allerede godt, at han var blevet skudt, så det kom vel ikke som nogen overraskelse. I det hele taget vidste Milo ikke, hvorfor Diego ville høre om hans historie. Der var jo intet særligt ved den, og hans død var ikke spor forhøjet eller fantastisk.

”Fortæl lidt mere," bad han og hvilede sin kind imod Diegos skulder. Han kunne høre Persephone miave ovre fra badeværelset af. Hun var sikkert sulten, som altid, men det var ikke noget, han kunne gøre noget ved lige nu. I dette øjeblik var han mere optaget af at nyde Diegos selskab, for hvor ofte var det måske, at han fik chancen for det? Hvem ved, måske ville dette blive den sidste gang, han fik lov at komme så tæt på vampyren...

Diego lyttede spændt … Eftersom han ikke længere lyttede til Milos tanker, vidste han intet om Milos planer om at korte historien så meget ned … Men da det blev klart, var han skuffet. Han fnøs lidt og lagde sig om på ryggen igen, men så dog stadig på Milo.
"Det synes jeg var lidt for kort … Hvordan overlevede du på gaden?" Han rynkede brynene. Han vidste, Milo ikke var femten, så han måtte have leget på gaden i et eller andet rum tid, før han blev skudt … Anden forklaring var der ikke, var der?

"Og hvorfor blev du overhoved skudt?" Han undlod at spørge til, hvorfor han blev smidt ud fordi … Tja, han kunne godt se hans egen far gøre det samme for hundrede-og-grønlangkål år siden. Han så det som en meget normal ting. Endnu et punkt hvor han stadig levede lidt i sin egen tid.
Han ville kræve sine svar. Men han ville alligevel også svare Milo. Han sukkede tungt og hans bryst hævede sig højt, også selvom hans lunger ikke rigtig var i brug. Sjovt, hvordan ens krop stadig kunne fungere efter så længe.

"Jeg mødte en mand … " Et svagt smil spillede på hans læber. "En smuk mand i tyverne. Med mørkt hår og røde øjne … Og han fortalte mig om en verden, der fandtes lige under næsen af mig. Hvor der fandtes alle de væsener, jeg havde hørt om i eventyr som lille - og flere til. Jeg … " Han rømmede sig. Han følte sig pludselig lidt for tæt på fortiden. "Ciel." Det føltes lettere at omtale den tid med sit menneskenavn. "Var betaget … Han havde altid været en drømmer. Og han tiggede manden om at give ham en plads i den verden." Han rynkede brynene, rømmede sig og satte sig op i et ryk. Han havde aldrig sat det til nogen … Men han havde ikke regnet med, at det ville være så svært.
"Handræbtemig." Ordene kom så hurtigt at de næsten ikke gav mening. "Forvandlede mig … Han gav mig, hvad jeg ønskede … " Han så ikke på Milo, men på væggen nede ved deres fødder. Han vidste, Milo ville høre mere. Men han vidste ikke rigtig, om han kunne holde til det. Det vakte så mange minder til live, han flygtede fra eller fortrængte …
Han havde flere ord på tungespidsen, men han havde ikke så meget lyst til at sige mere. Han havde ellers været sikker på, han kunne sige alt til Milo go nøjes med at dreje sandheden lidt, men … Han tog sig til hovedet og sukkede. Hans udtryk afslørede ingen følelser.
"Skabere kan gøre, hvad de vil med de vampyrer, de skaber, vidste du det?" Han smilede sarkastisk og fnøs af sin egen kommentar.

Det kom noget bag på Milo, at Diego gerne ville høre mere. Han troede egentligt at vampyren var mere interesseret i at høre om hans død end om tiden op til, hvis han skulle være ærlig.
Han trak tungt på skuldrene. Hvis Diego krævede det, skulle han da gerne fylde lidt mere på sin fortælling, men først ville han høre, hvad den anden havde at sige.

Ciel… Det navn lød så elegant og engleagtigt, at det slet ikke passede til en vampyr som Diego. Det forekom ham fjernt, at Diego engang havde været et menneske… Der var så langt mellem mennesker og vampyrer, og den afstand blev kaldt døden. Måske var det derfor, den sorthårede havde valgt at skifte navn? Fordi han ikke længere følte sig som det menneske, han havde været engang?
Milo bed sig i læben. Betød det, at han også burde skifte navn så? Han var jo også død, om end alligevel mere i live end Diego, idet hans krop var præcis som før døden, kun med den last, at den ikke kunne ældes.
Åh jo, så havde han jo sine vinger til forskel fra sin tid som menneske – eller, han havde haft sine vinger. I ren og skær panik over at være død, havde han skåret dem af med en kniv. Det havde været en blodig og smertefuld proces, men på den måde blev han mere menneskelig… Der gik dog ikke lang tid, før han indså, at han ikke følte sig spor menneskelig i sit sind. Tværtimod, faktisk. Han følte sig tom og kold ved tanken om, at han nu skulle være sytten år til evig tid.

Englen sukkede og vendte sit blik mod vampyren for igen at lytte interesseret. Der gik et par sekunder, før Diego pludselig fløj op. Milo blev helt forskrækket over den bratte bevægelse, men sagde intet. Han lod Diego, der tydeligvis havde besvær med at finde ord, tale ud.
Milos gæt ville være, at det her ikke var noget, vampyren havde snakket særlig meget om før. Han lagde armene om Diegos liv og plantede et kys på hans nu bortvendte ryg. Fordi Diego kiggede væk, kunne englen ikke se hans sarkastiske smil, så Milo mumlede bare et ”mmhm” som svar. Det havde vampyren sikkert ret i… Han havde aldrig selv lært så meget om de døde væsner, så Diego kunne bilde ham hvad som helst ind om dem. Han vidste bare, at vampyrer var døde, blodsugende og kolde at røre ved.

Nå. Men Diego ville høre mere, og efter den historie, han havde fortalt Milo, fortjente han det også. Milo sukkede tungt. Nu kunne han vist ikke helt løbe fra detaljerne…
”Jeg boede i forladte bygninger eller, hvis jeg havde råd til det, på billige hoteller. For at få penge stjal jeg, selvfølgelig, for det var det letteste... Folk er så dumme; de passer overhovedet ikke på deres ting… De ting, jeg stjal, dem solgte jeg til folk i undergrunden, der gav gode penge for dem, eller også solgte jeg… jeg…”
Han gik i stå. Han solgte sig selv, gjorde han. Sin krop. Han sank en klump og blev nødt til at trække sine arme til sig, idet de begyndte at ryste bare ved tanken. Det var bestemt ikke noget, han havde lyst til hverken at tænke på eller snakke om, og før Diego begyndte at grave i detaljerne, havde han da også forsøgt at fortrænge det, så godt han kunne.

Han rømmede sig og for at tænke på noget andet, skyndte han sig at svare på det næste:
”Og jeg blev skudt, fordi jeg var en idiot. Jeg stjal hans pung og havde ikke lige regnet med, at fyren ville rende rundt med en pistol.”
Et hæst grin undslap hans læber, men hans hænder rystede fortsat…

Diego priste sig lykkelig over, at Milo ikke fangede hentydningen i hans sidste kommentar - for han havde ærligt talt ikke rigtig lyst til at tænke mere på sin egen fortid. Men det ville han ikke slippe for. Det hjemsøgte ham … Men det føles vel på en eller anden måde meget godt at få det af brystet. Det håbede han i hvert fald, at det snart ville … For lige der følte han sig bare underligt tom …
Men så igen. Milo ville vist bare høre om hans død, og ikke livet, han havde levet derefter. Halleluja.
Han følte Milos arme om sig … Englen var varm og han undertrykte et smil. Uden held. Det føles dejligt at blive rørt af en, der lod til rent faktisk at bekymre sig for ham.

Det var nu ikke Diego, der havde ændret sit navn efter sin forvandling. Det havde hans skaber gjort for ham - og bestemt, hvad navnet skulle være, fordi han ikke synes, Ciel skulle beholde det frygtelige menneskenavn, der havde 'bundet' ham til hans menneskeliv. Efter hans skabers overbevisning i hvert fald … Og Diego havde gjort præcis, som hans skaber havde befalet. Selv uden at blive påvirket af skaber-skabning-båndet.

Han vendte sig, da Milo begyndte at snakke. Han forsøgte at fange hans blik, men på en måde virkede det også meget ubehageligt, nu hvor det var sådan nogen triste emner, de snakkede om. Og måske endda en smule akavet.
Tyveri … Det sagde vel egentlig sig selv, men egentlig havde han regnet med at Milo altid havde været en sød, ærlig engel, der ville have knoklet røven ud af bukserne for at klare sig godt, trods sin situation …
Han fik et svagt glimt af Milos tanker. Det var ikke hans hensigt og han fortrød også straks, at han havde kigget. Han forstod godt, at Milo tøvede med at fortælle, hvordan han havde levet. Det var jo frygteligt. Han var ked af, han ikke havde kendt Milo dengang, han var menneske … Så ville han have redet Milo, før han var tvunget til at leve sådan … Milo fortjente så meget bedre!

Han så Milo ryste og tog blidt fat i hans hænder. Han sendte englen et beroligende smil.
"Det er ovre … For os begge to." Han lagde armene om Milo og knugede ham blidt ind til sig. Roligt kyssede han ham på kinden og lade sit hoved imod englens. Det var ikke det rigtige tidspunkt at tage det næste skridt. Men den tid skulle nok komme. Dagen var stadig ung og Diego havde ikke brug for søvn.

Der var vist ikke noget, Diego kunne gøre for at få Milo ovenpå igen. Men han ville gøre sit bedste for at få ham til at glemme den samtale, de lige havde haft. Det ville sikkert være bedst for dem begge to. Men han var ikke vant til den situation og vidste ikke, hvad han skulle gøre af den. Han huskede heller ikke, hvornår han sidst havde været i en seng for en samtale og hviles skyld … Han havde næsten glemt, at søvn var det primære formål med senge … Og han havde heller ikke haft en samtale med en ven i evigheder …

"Kan jeg … muntre dig op på nogen måde?" Han rynkede brynene. Tydeligvis på bar bund og magtesløs.

Det er ovre… Ja, det var det heldigvis. Både Diego, så det ud til, og Milo selv havde været igennem en del, og selvom minderne stadig kunne spøge fra tid til anden, var det helt sikkert, at de var fortid nu.
Det var beroligende, at Diego tog fat i hans hænder, da de rystede, og lagde armene om ham. For bare en time siden ville han aldrig have drømt om, at vampyren kunne være så… så… følende. Så omsorgsfuld. Selvom Milo havde haft mistanke om, at det bare var en facade, et dårligt trick for at komme tættere på ham, så var der et eller andet der sagde ham, at det her var ægte.
Og hvis det alligevel skulle vise sig at være et sølle trick, så virkede det – Milo var faldet for det med hovedet først.

”Muntre mig op?” gentog Milo og blinkede forvirret.
Diegos bryn var rynkede, og vampyren så ganske rigtigt meget magtesløs ud. Et skævt smil gled over Milos lyse læber, idet han trak på skuldrene. Hvis Diego ville muntre ham op, skulle han da være så velkommen; Milo havde bare ingen idé om, hvordan han skulle bære sig ad, for ærligt talt vidste han ikke, hvad der kunne muntre ham op lige nu.
Eller jo. Det var faktisk lige præcis, hvad han gjorde.
Det at ligge her med Diegos arme om sig, det muntrede ham op. Det gjorde ham glad og varm inden i, og selvom samtalen var svær at fortrænge, så lykkedes det i hvert fald for Diego at aflede hans tanker ved at kysse ham på panden.

”Mhmm, du har allerede gjort mere end rigeligt,” sukkede han og lod sine øjne i.
Han følte sig træt, men han ville ikke sove, hvis Diego ville snakke videre. Sådan fik han det altid, når han lå i en seng sammen med én, der holdt om ham. Han følte sig tryg og rolig i en varm favn, og lyden af den andens åndedræt virkede søvndyssende… Den eneste forskel her var bare, at Diego ikke var spor varm, og at han ikke havde trukket vejret i over hundrede år… Eller hvor gammel han nu var. Hvor gammel var han egentlig? Det havde han vist aldrig fortalt Milo. Han havde kun kommet med hentydninger til, at han var langt ældre end Milo, så vidt englen huskede, men aldrig fortalt sin egentlige alder.

"Jeg er glad for, at du er her, Diego..." indrømmede han. Den andens selskab hjalp virkelig på ensomheden. Så kunne Diego sige, hvad han ville. Hvis han kendte den sorthårede ret, ville han komme med en eller anden afvisende kommentar eller skubbe englen væk, men Milo var ligeglad lige nu; han talte fra hjertet af.

Diego smilede lidt, da Milo sagde, han var glad for, han var der. Han gav ham et blidt klem og bøjede sig lidt tættere på ham, så han kunne plante et kys på hans hals. Han måtte virkelig holde sig selv i kort snor for ikke at gøre mere ved Milo, end han allerede gjorde. Det var en kamp imod hans egen natur. Det virkede som en endeløs kamp, som han ikke ville vinde.

Han nød sådan at mærke Milo i sine arme. Han huskede ikke, hvornår han sidst havde holdt om nogen på den måde. Det var evigheder siden.
Diego havde sådan set allerede givet Milo et meget stor spor til, hvor gammel han var. Han havde jo allerede sagt, at han havde være biseksuel i hele sit liv og han havde sagt, at han var blevet født engang i 1800-tallet. Men selvfølgelig havde han ikke været særlig præcis. Han så det heller ikke som en vigtig ting, hvornår han var født. Det vigtige var ikke fortiden, men nuet. Og fremtiden i et vist omfang.

Han ville gerne have gjort mere for at muntre ham op, men der var jo åbenbart ikke meget, han kunne gøre. Men han blev dog ved med at tænke på det. Hvad ville muntre en som Milo op? Helt sikkert ikke de samme ting, der ville bringe Diegos humør ovenpå. Det var den lille engel alt for uskyldig til … Og dog, efter hvad han var gået igennem i sit menneskeliv var uskyldig måske alligevel ikke det helt rigtige ord at bruge. Han havde svært ved at forestille sig det. Milo som prostitueret … Var det virkelig sandt? Det virkede så urealistisk i hans øre. Men han holdt sine tanker væk fra emnet og forsøgte at udsende nogen mindre bekymrende vibrationer. En lidt lettere aura ville sikkert gøre det lettere for Milo at slappe af.

Milo lå så fredfyldt med lukkede øjne. Diego kunne ikke dy dig fra at læne sig frem igen, for at ville kysse ham, men lagde sig ned igen med et svagt suk. Han ville ikke have, englen skulle blive sur på ham og smide ham ud. Og han var stadig i tvivl om, hvorvidt han egentlig havde fået sig charmeret ind på ham endnu eller ej. Hans instinkt sagde ja, men det var som om der var et eller andet galt. En usikkerhed af en slags, han måtte tage højde for.

Det, at Milo lå så stille og slet ikke lod til at have noget imod det, da Diego kyssede ham på halsen, beviste blot, hvor rolig og tryg han følte sig lige nu. Normalt når en vampyr nærmede sig ens hals, burde alle alarmklokker ringe, for det betød, at man om få sekunder ville være flere liter blod lettere.
Men sådan var det ikke nu. For at være helt ærlig, tænkte Milo faktisk slet ikke i de baner. Han nød blot kysset, som var det en hvilken som helst anden end en vampyr, der gav ham det.

Selv med lukkede øjne fornemmede han, hvordan Diego lænede sig fremad. I et åndeløst øjeblik ventede han blot på, at den andens læber skulle møde hans. Men det skete ikke. I stedet sukkede den sorthårede og Milo kunne høre dynerne pusle, idet han lagde sig ned igen.
Langsomt og forsigtigt slog englen de mørkebrune øjne op. Havde Diego fortrudt? Nej… Ellers ville han vel ikke have sukket så opgivende. Der måtte have været noget, der havde skræmt ham væk – og det noget var Milo. Men hvorfor? Måske frygtede ham, at Milo ville afvise ham. Men sådan var det ikke. Blondinen var lige så vild efter det kys, som den sorthårede var.

Derfor tog Milo en brat beslutning. Han rykkede sig tættede på Diego, så tæt han nu kunne komme, lagde en hånd mod vampyrens ene kind for at løfte hans ansigt op og pressede derefter sine varme læber imod Diegos kolde.
Milo var ingen tankelæser og vidste derfor ikke, om Diego havde noget imod det eller ej, i hvert fald ikke før vampyren reagerede ved enten at gengælde kysset eller skubbe ham væk.

Selv med Diegos evner indenfor tankelæsning havde han ikke set kysset komme. Først var han chokeret, men derefter lukkede han blot øjnene og lod roligt sine arme glide om ham, mens han gengældte kysset. Han pressede blidt englens krop mod sin egen.

Han havde Milo i sit net. Englen havde givet efter, og nu vidste Diego med sikkerhed, at han ville kunne bruge ham, alt hvad han ønskede. Hvis han dog bare opretholdt balancen. Og selvfølgelig stadig sørge for, at han ikke skubbede englen væk igen. Roligt kørte hans hånd op og ned af Milos ryg. Kærtegnede ham blidt og trak sig først væk fra kysset efter et godt stykke tid.
Han så Milo i øjnene og smilede bredt.
"Du kysser godt," mumlede han. Hans kolde fingrespidser strøg kort over Milos lænd, da hans trøje gled lidt op. Han kunne mærke Milos dejlige duft hænge i luften imellem dem og mærke hans læber imod sine egne.

Han ville gerne kysse ham igen. Have mere af den søde smag af hans læber. Men det ville ikke gøre godt nu. Det var bedre at vente og håbe på, at Milo selv havde så meget lyst til det, at han ville tage initiativet igen. Eller ville det være klogere, hvis Diego elv tog initiativet næste gang? Det ville nok give Milo følelsen af, at det var gengældt. Diego måtte give sagen flere overvejelser end han normalt gjorde, eftersom Milo ikke bare var en hvem-som-helst, der ville kaste sig om halsen på ham, hvis han bare gav ham et frækt blik. Der skulle langt mere til.

Diegos fingre, der strejfede den bare hud på englens lænd, sendte kuldegysninger igennem hele hans krop og det var ikke kun, fordi Diego var kold som is. Nej, det var mere end bare det.
Det føltes, som om han var høj på et eller andet. Hans krop reagerede helt mærkeligt; det var også derfor, han impulsivt havde kysset Diego. Han havde ingen anden forklaring på, hvorfor i al verden han havde gjort det, end at der var et eller andet galt med hans krop. Måske var han ved at blive syg? Det skulle ikke undre ham med al den kulde og regn, han havde været udsat til aften.
Og alt sammen på grund af en dum kat, der netop nu lå og sov så mageligt på en stol som om intet var hændt. Bah. Næste gang hun blev væk, gad Milo i hvert fald ikke at lede efter hende. Så måtte hun sulte eller fryse ihjel, for han skulle i hvert fald ikke ud i sådan et vejr igen.

Diego syntes åbenbart, at han kyssede godt. Milo kunne ikke lade være med at le ganske kort. Han havde også fået en del erfaring efterhånden, hvilket Diego vist godt kunne regne ud efter det, han havde fortalt ham, men derfor var det stadig rart at få komplimenter, især når det kom så uventet og endda fra Diego.

”Det gør du også, af en gammel mand at være.”
Milo blinkede med det ene øje og gjorde det klart, at han kun lavede sjov. Selvfølgelig så han ikke Diego som en gammel mand. Hvis en fremmed skulle bedømme, ville denne nok skyde dem til at være lige gamle.

Han fjernede sin hånd fra vampyrens kind og lod den glide nedad, helt ned til enden af Diegos T-shirt – eller faktisk var det jo hans egen T-shirt, hvis det skulle være helt rigtigt – hvorefter han sneg den op under den. Diego var kold og følelse af at have sin varme hånd liggende midt på hans brystkasse, mindede mest af alt Milo om at sidde og holde en død i hånden.
Dette var dog ikke noget, der generede ham netop nu. Han tænkte faktisk ikke nærmere over det, noget, han ikke havde gjort de sidste mange minutter. Det var, som om hans hjerne havde slået sig selv fra. Normalt ville han have været på vagt over for vampyren, der lige nu opførte sig yderst mistænkeligt, men nej. Han havde sænket sine parader.

”Du er kold,” mumlede han. Som om det ikke gav sig selv.
Han aede Diego på maven, op og ned, og bemærkede pludselig, at han ikke kunne mærke den andens buksekant. Undrende lod han sig hånd glide ned over Diegos lår indtil han nåede bukserne, der hang nede under hoften på ham. Åh, stakkels, lille Diego. Milos bukser var jo alt for små til ham. Heldigvis fik han heller ikke brug for bukser i nat, og når de vågnede i morgen, var hans egne bukser forhåbentligt tørre.

Han grinede lidt af Milos kommentar om at han var gammel. Ja, helt bestemt. Han var en rigtig pædofil, at ligge og rode sådan med Milo. En god ting, alder ikke påvirkede ham, så han overhoved ville kunne få lov til dette. For i virkeligheden var udseendet jo det vigtigste, ikke? Hvis ikke Diego havde lignet en ung, smuk franskmand ville Milo aldrig så meget som have kigget på ham. Eller nogen anden for den sags skyld. Diegos udseende betød også en del for ham selv, og han var vel ved at blive ret så selvglad. Men i hans version af verdenen var det vigtigt at man var sit eget ideal.
Han holdt vejret, da Milos hånd gled op under t-shirten. Roligt lukkede han øjnene og smilede forsigtigt mens hans egen hånd gled op af Milos ryg. Hans varme hud brændte under Diegos fingrespidser. Han bed sig i læben, da Milos hånd gled ned ved hans lår og han var tæt på at trække sig lidt væk. Af en eller anden grund føltes den lette berøring mere stimulerende end den burde. Han frygtede at hans krop ville reagere på en uønsket måde, men alligevel blev han liggende stille.

"Du brænder … " Han smilede lidt og hans kolde håndflade lagde sig blidt imod hans nøgne hud, under hans skulderblad. "Hvordan skal jeg forstå det, når du rør mig så langt nede?" Han grinede lidt og kyssede Milo ved mundvigen. Han gjorde ikke mine til at finde Milos berøring ubehagelig, men han ville gerne gøre ham lidt forlegen.
Hans hånd gled langsomt fra Milos ryg og om foran til hans bryst. Det ville være det perfekte tidspunkt at tage næste skridt med ham, ville det ikke? Endnu en kærtegnende berøring, endnu et kys, måske … Men af en eller anden grund fik han kolde fødder. Hvorfor var det anderledes med Milo end med en hver anden mand, han havde kendt?

Han følte sig ikke særlig godt tilpas i Milos tøj … I hvert fald ikke bukserne, der tydeligvis var alt for små. Men den store trøje duftede ligesom englen. Det havde han lagt mærke til tidligere, da han havde sat på sengen. Der var noget, ved hans lugt. Det gjorde ikke Diego sulten … Men han længtes efter Milo. Efter hans krop. Han slog det dog hen med tanken, at det blot var fordi Milo var smuttet igennem fingrene på ham én gang før - og så at han ikke havde fået sex den aften … Han havde blot drukket af kvinden i teatret.

Han bøjede let det nederste ben, så hans knæ rørte Milos lår. Han kunne ikke lade være med, at prøve sig frem med et flirtende blik. At mærke den lille smule yderligere kontakt gjorde ham en smule mere sikker.

Brænder ligefrem. Milo lo. Nå ja, når man var så kold som vampyren, så måtte alt, der havde en lille smule varme i sig, vel føles brændende. Det var det samme koncept som når man havde tilbragt hele dagen ude i vinterens bidende kulde og trådte indenfor for at give sin kolde krop et varmt karbad – så føltes vandet lige skoldhedt, lige meget hvor varmt eller koldt det så end var.

Milo vidste faktisk ikke helt selv, hvordan hans berøring skulle forklares. Han rynkede brynene og trak fortvivlet på skuldrene, idet den anden kyssede ham ved mundvigen. Det virkede så rart, så naturligt at røre ved Diego, at han slet ikke havde tænkt yderligere over det… Han var bare flødet med strømmen, men nu, hvor den sorthårede kommenterede det, gik det op for ham, at han måske burde holde lidt igen.

”Jeg… jeg ved det ikke,” svarede han ærligt.
Han trak sin hånd til sig igen, langsomt, for ikke at få det til at virke alt for unaturligt, som om han var blevet skræmt over Diegos reaktion. For selvfølgelig var han da ikke det. Pff!
– Jo, det var han faktisk… Han var bange for, at han havde fået Diego til at føle sig ubehageligt tilpas. Lige om lidt så ville vampyren rejste sig og gå sin vej og-… Nej. Hånden på Milos ryg gled ud af det blå frem, frem imod hans brystkasse. Hvis Diego mærkede godt efter, ville han sikkert kunne fornemme, at englens hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Diego gengældte hans berøring… Det måtte betyde, at han alligevel ikke var blevet skræmt helt væk!

Pludselig mærkede han Diegos ben imod hans lår. Han vendte blikket nedad, men kunne selvfølgelig intet se for tæppet, der dækkede dem. Den lette berøring fik ham til at bide sig i underlæben selvom han ikke var sikker på, om den var bevidst eller ej… og dog. Da han kiggede op blev hans brune øjne mødt af et flirtende blik fra Diegos side af, og for anden gang den aften rødmede han og kunne intet gøre for at skjule det.
Den lille bevægelse af Diegos ben, hvor ubetydelig den end havde været, så var den bestemt bevidst!

Han kunne ikke lade være med at smile lidt af Milo, da han begyndte at rødme. I det hele taget var hans usikkerhed bedårende. Han var dog en smule ked af, at han trak hånden væk fra Diego.

Han tog hånden om på Milos ryg igen og trak ham tæt ind til sig. Meget pludseligt. Han pressede sine læber imod hans. Han havde ikke rigtig tænkt over, hvad det var, han gjorde. Han havde bare ikke lyst til at stoppe eller give slip på ham. Hans hænder strøg roligt op af Milos krop, for at rive trøjen over hovedet på ham.
Det var en meget instinktiv handling. Det med, at gå igennem så mange år, hvor det var muligt at rage præcis de kvinder og mænd til sig, som han ønskede, gjorde, at det til tider var meget svært for ham at forstå, han ikke bare kunne tage dem uden at tænke over det.
I hans hoved var det; jeg vil have ham, jeg kan få ham.

Han lagde det ene ben om Milos og trak ham blidt tættere ind til sig. Milos søde læber var vidunderlige, og efter at have ønsket, at kysse ham, så længe, var det som en sejr at ligge så tæt med ham. Især efter, at Caspian havde stået i vejen for ham, første gang han havde haft muligheden.

// Undskyld, det blev så kort. //

Kyssene, nærheden og kærtegnene… Det hele var helt fantastisk for den unge engel, der følte sig helt høj netop i dette øjeblik. Men det dér med at få blusen hevet af over hovedet, det kom meget pludseligt. Så pludseligt, at det fik Milo til at trække sig væk fra Diego i ren og skær overraskelse. Det gik lige pludselig meget, meget hurtigt; i et kort sekund havde han fået et blik af en sulten vampyr, der havde sit bytte præcis, hvor han ville have det. Billedet var så voldsomt for Milo, at han ligefrem sprang ud af sengen – det ville så sige, at hans ene ben sad fast i tæppet og han snublede og endte på gulvet, men væk fra sengen kom han da.

Som han sad der og kiggede op på Diego med sine store, brune øjne, fløj tankerne igennem hovedet på ham, og snart blev hans øjne meget smalle.
Det var præcis sådan det hang sammen, var det ikke? For Diego var han ikke andet end et simpelt måltid. Og dog. Hvis han ikke var andet end et bytte for Diego, hvorfor havde vampyren så fortalt ham så meget om sig selv? Milo havde ikke et eneste øjeblik været i tvivl om, at Diegos ord om hans fortid var sande; han havde levet sig så meget ind i dem, og hans følelser havde været hundrede procent ægte.
Medmindre vampyren bare var en meget god skuespiller. Ja… Sådan måtte det være. Han var et vaskeægte naturtalent, var han, og Milo var faldet for hans lille teaterstykke.
… Eller hvordan? Hvis Diego virkelig spillede skuespil, hvorfor havde han så tøvet så meget med at kysse Milo? Var det med vilje, at han havde ladet englen kysse ham først, eller var det, fordi Milo var noget særligt, der fik ham til at tænke sig om en ekstra gang i modsætning til de mange andre, vampyren i tidens løb havde fået til at falde for sig?

Den lyshårede engel tog sig til hovedet. Tankerne og overvejelserne fløj ind og ud imellem hinanden og efterlod ham helt fortvivlet…
”Diego, du… du forvirrer mig!” Han kiggede pludselig op på den sorthårede med et bebrejdende blik. Det var Diegos skyld det hele, var det! "Hvad er det, du vil have? Jeg forstår det ikke... Er det mit blod, du er kommet efter?"
Han trak sine ben til sig og lagde armene om dem. Det var koldt at sidde på gulvet kun iført underbukser, men lige nu var det ikke det, der fyldte mest i hans tanker.

Diego fik et utroligt chok, da Milo pludselig trak sig væk - og fløj ud af sengen. Han satte sig omgående op og så på den fortumlede engel. Han sukkede tungt og satte bare en hånd op for panden. Han havde været en idiot at gå så hurtigt frem! Hans impulser havde overtaget og han havde mistet kontrollen. Han måtte bare forsøge at tale sig ud af den ubehagelige situation.

"Milo, jeg … Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, jeg … " Han så på ham som et fortabt barn. Han kørte fingrene igennem håret og rev lidt i det med et dybt suk. Han var ligeså fortvivlet som Milo var. Han blev blot endnu mere chokeret, da Milo spurgte, om han blot havde gjort, hvad han havde gjort, for at få Milos blod.
"NEJ! Jeg vil ikke have dit blod! Jeg … Jeg … Milo … " Han så væk. Han kunne ikke holde det ud. Han havde ikke ønsket at skræmme eller såre Milo. Selvom han måske ikke havde helt rene intentioner, var det nu ikke, hvad hans hensigt havde været. Han kunne ikke engang forlade lejligheden og holde sig væk fra Milo. I så fald ville han være tvunget til at sidde i den mørke opgang hele dagen og holde sig væk fra sollyset, fra ovenvinduet.

"Da du rørte mit ben … Jeg troede … " Han sukkede bare og holdt sin mund. Der var ikke rigtig meget at sige, egentlig … Han havde troet, Milo ville være med på det. At han måske havde fået charmeret den lille Engel - måske endda så meget, at englen var blevet forelsket i ham. Nu følte han sig bare latterlig. Han satte sig op af væggen og trak benene op til sig. Han lagde armene om dem og knyttede næverne hårdt sammen. Han havde virkelig klokket i den … Men i det mindste havde Milo da ikke slået ham eller skreget, at han skulle forsvinde - endnu. Det havde han været ude for før … at kvinder blev rasende og smed ham ud. Det var noget, der skete utroligt sjældent og heller ikke noget, han snakkede om.
De røde øjne virkede helt forkerte på teenagerens ansigt. Han så blot ned på sine knæ, ude af stand til at se Milo i øjnene efter det, der lige var sket.

"Undskyld." Han hviskede det blot … Det var vist, hvad man kunne kalde, at få et rap over nallerne. Han kunne ikke længere selv finde ud af, hvornår han spillede skuespil og hvornår det han sagde, var sandt. Han forvirrede også sig selv, så det gav kun mening, at den kære Milo var rundt på gulvet. Han bed sig i læben. Hvad fanden var der galt med ham? Hvordan var det overhoved muligt at han, den fattede vampyr med tjek på tingene, kunne miste kontrollen over så let en berøring?

Det undrede ikke Milo, at Diego fik et chok over hans pludselig spring ud af sengen. Han blev også selv noget forskrækket over den måde, han havde reageret på, men for intet mindre end et par sekunder siden havde det virket som det mest logiske i hele verden. Nu sad han og forbandede sig selv. Dumme Milo, der altid skulle reagere alt for voldsomt på små ting.

Han bed sig i læben, idet vampyren talte. Diego lignede mest af alt et fortabt barn, sådan som han sad der og undskyldte. Det virkede så underligt at høre ham sige det ord… undskyld. Og det var endda anden gang den aften, han havde brugt det. Det var garanteret flere gange, end han havde sagt det de sidste fem måneder. Mindst. Men hvad vidste Milo også om det? Han havde jo været for optaget af Caspian til overhovedet at skænke Diego en tænke, og selv da den ældre engel var ude af hans liv, han havde stadig ikke overvejet at tage kontakt til vampyren. Hvad skulle det også nytte? Han havde slet ikke regnet med, at Diego ville kendes ved ham længere, så det, at de sad i samme rum nu, var nærmest et mirakel.

Diego krummede sig sammen og de sad nu begge med armene om deres ben, som om de forsøgte at beskytte sig imod hinanden.
Det lod til, at den sorthårede havde troet, at englen ville noget, da Milo havde rørt hans ben. Et suk forlod blondinens læber.
Det troede jeg også, tænkte han og knyttede hænderne. Han havde virkelig troet det, og hvis ikke det havde været, fordi han i et kort sekund havde husket på Diegos sande natur, var han da også fortsat. Men nej. Diego ville forlade ham den næste dag – eller rettere sagt nat - og aldrig vende tilbage igen. Det kunne Milo ikke holde til. Den tid var forbi for længst. Han kunne ikke bære at vågne op efter endnu en nat i sengen med en fremmed, ene og alene og opfyldt af total tomhed…

Han trak vejret dybt ind. Diego havde lige undskyldt for noget, som faktisk var Milos egen skyld. Det var hans skyld, at han var gået med til at gå så langt… Det skulle vampyren ikke bære nag over.
Han tog sig gevaldigt sammen, før han endelig rejste sig fra gulvet og kravlede op i sengen igen. Han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Han turde ikke røre Diego på trods af, at de lige havde siddet så tæt, så det endte med, at han ret så akavet lagde sin hånd på Diegos knæ, selvom han mest af alt havde lyst til at give ham et kram…
”Du skal ikke undskylde,” mumlede han. ”Det var min skyld, jeg… jeg tænkte mig ikke om.”

Diego blev overrasket endnu engang, da Milo pludselig satte sig op ved siden af ham igen og lagde hånden på hans knæ. Han tøvede et stykke tid, før han lagde sin hånd over Milos med et skævt smil. Stadig meget forsigtig og langsomt. Han tænkte, at pludselige bevægelser kunne ødelægge det hele igen.
Vampyren havde forført mange, men forskellen ved Milo var, at det føltes som om englen faktisk var ved at blive forelsket i ham. For det meste, når han var sammen med nogen, føltes det falsk, fordi det var indforstået for begge parter, at det ville være en engangsforestilling, og de, der troede, de kunne beholde ham, var blot folk der mente, at han ville se godt ud på billederne bed deres side. Eller at de kunne få al den sex hjertet begærede. Begge dele var rigtige, men derfor var det jo stadig falske følelser, der lå bag det. Overfladiskhed. Milo var ikke sådan. I hvert fald ikke I Diegos øjne. Og hvis englen virkelig var sådan, ville vampyren helt holdes i uvidenhed. Han var ikke en person, der ville lade sin virkelighedsopfattelse blive pillet så meget ved.

"Lad os glemme det … " Det var vist den bedste måde at glemme det hele på. Hvis de bare lod det ligge og så fremad. Han kunne godt vente med at rykke fremad igen. Dagen var stadig ung og ingen havde sagt, at han blev nødt til at smutte, så snart natten faldt på … Men selvfølgelig, det blev han næsten nødt til, for at få blod - men så næste dag da! Hvis Milo ville lukke ham ind igen.

Han gav Milos hånd et klem og så ham i øjnene. Han var helt sikker på, at dagen ikke havde været spildt. I hvert fald ikke så meget, som den kunne have været, efter hvad der lige var sket. Roligt lænede han sig frem og kyssede blidt Milos håndryg. Det var en simpel bevægelse, der ikke bar noget forsøg på at narre sig yderligere ind på Englen. Han ville give ham lidt tid til at falde ned. Alt andet ville være tåbeligt af ham. Det ville være idiotisk at tro, Milo var helt rolig igen, selvom han havde undskyldt for, hvad der var sket. Diego kunne høre englens hjerte banke i hans bryst.

Diego lagde hånden ovenpå hans… Det kunne godt være et godt tegn. Milo turde dog stadig ikke kigge op, selvom antydningen af et lettet smil træk i hans mundviger.
Diego havde gættet fuldstændig ret – Milo var virkelig ved at falde for ham. Han vidste det bare ikke selv. Eller måske gjorde han… Måske var det det, der gjorde tanken om, at Diego ville forlade ham i morgen aften, så uudholdelig. Han havde kysset vampyren, og nu ville han have mere, men han var bange. Bange for, at hvis han fik mere, ville han stadig have mere og mere, og til sidst ville nydelserne og trygheden og kontakten sige stop, fordi vampyren var stukket af og havde forladt ham.

Milo sank en klump og nikkede. Ja, det var nok bedst at glemme det. For nu, i hvert fald. Han var sikker på, at når han engang var alene igen, ville han ligge og ærgre sig over, at han havde trukket sig væk. Men han kunne ikke tage nogen chancer… Det her var bedre end at få sit hjerte knust.

Vampyren lænede sig frem og kyssede hans hånd, og det var dråben for Milo. Han kunne ikke dy sig længere; han lænede sig frem og lagde armene om halsen på Diego for at give ham et kram. Det havde han haft lyst til, lige siden han så Diego sidde og ligne et fortabt lille barn. Det virkede så bizart at se vampyren sådan, at hans hoved slet ikke kunne rumme det lige nu.

Diego var chokeret, da Milo lagde armene om halsen på ham, men han smilede blot og lagde sine egne arme om Englen. Rolig lagde han sig ned - det var rimelig nemt at rive den lille, blonde fyr med sig, eftersom hans vægt lå imod Diego. Han lå nu i sengen med Milo liggende på sit bryst. Han smilede skævt og kyssede englens hårbund, før han roligt strøg ham ned over ryggen. Han var faktisk en smule rørt over Milos pludselige adfærdsskift. Det betød blot, at Milo ikke var sur over, hvad der var sket.
De burde få noget søvn. Begge to. Selvom Diego gerne ville have mere af englen, var de vist begge to lidt … påvirkede af træthed. Der var også en nat i morgen, og der kunne han måske få mere af den dejlige, blonde fyr.
"Vi burde nok sove nu," mumlede han og så op i loftet lidt. Han rullede om på siden og slap Milo, så han kunne tage tæppet og trække det over dem. Da han lagde sig ned igen, trak han Milo ind i sine arme igen, men denne gang gjorde han ingen forsøg på at røre ham på … upassende måder. Men han sneg sig alligevel til et kort kys på englens læber, før han ømt hviskede; "Drøm sødt … "
Der var noget ved englen, Diego ikke helt forstod. Noget specielt, der fascinerede ham. Måske var det fordi, han troede, at englen helhjertet holdt af ham - og tanken om, at nogen måske kunne elske Diego for, hvem han var og ikke for, hvem han lod til at være, var noget, der rørte ham på en måde, han ikke var i stand til at forklare. Han havde heller aldrig oplevet den kærlighed fra en anden mand. Fra én kvinde engang, ja, aldrig fra en mand. Måske savnede han bare den ømhed, man kunne få fra sådan et forhold. Kvinder kunne han få så mange af, han ønskede, men gode mænd hang ikke på træerne. Og især ikke nogen som Milo.