Shadow Dance

Mange ting kunne man sige om Salem, han var ond, modbydelig, farlig - ja måske på sin vis, men det havde han da ikke altid været. Der havde været engang hvor han troede på at han kunne være andet end hvad hans natur bød ham. Hvor havde han dog taget fejl. Der var engang i tidernes morgen hvor han havde troet på at han ikke behøvede at arbejde for helvede skønt det var hans kald - hvad han var blevet skabt til. Tåbeligt.
Han var blevet skabt i de dybeste afkroge af helvede og sendt til overfladen for at sprede kaos og rædsel, han havde ikke troet at han havde andet valg, men tingene havde ændret sig gennem årerne og han havde fundet ud af at der var så meget mere i livet end det. Han havde vendt ryggen til det liv, bidt sine instinkter i sig, forsøgt at være normal. Han fnøs ud i mørket. Ja ih hvor det havde hjulpet ham.
Han var blevet indfanget af de her folk han ikke anede hvem var, de havde eksperimenteret på ham, tortureret ham, tvunget ham i kampe mod lignede væsner for at kunne noterer sig hans styrker og svagheder. I 8 lange år havde det været alt hans liv havde bestået af, frem til den dag han mødte sin overmand i kampringen, blev slået ihjel og dermed sendt tilbage til helvede - og de havde ikke været glade for at se ham.
Hvis han syntes af de 8 år som forsøgskanin havde været slemme, var det da intet imod hvad hans kære skaber satte ham igennem efterfølgende.
39 år i tortur så slem at han have tigget og bedt om bare at få lov til at dø rigtigt. Han havde lært sin lektie. Man kunne ikke flygte fra den man var. Han var en djævel og han kunne ligeså godt efterkomme den side af sig selv.
Det havde han også gjort som han var blevet sendt tilbage til jorden. I 22 lange år havde han gjort sit for at sørge for hans skaber ikke ville se sig sur på ham igen, for hvilke andre valg havde han? Alligevel - på nætter som disse - kunne han ikke lade være med at søge ud og nyde de få fantastiske vidundre denne verden havde at tilbyde.

Hans dystre tankegang stoppede som ildfluerne begyndte at lyse op nær søens bred. Han sad på hug tæt ved kanten og betragtede hvordan hannerne gjorde kur til hunnerne ved at lyse sig selv op. Så fredfyldt og ukompliceret et liv de små skabninger måtte have. Han misundede dem næsten.
De gyldne øjne betragtede insekterne som de steg højere op mod den stjernebeklædte nattehimmel. Han sukkede let. Halen svingede dovent fra side til side bag ham og han fugtede læberne med spidsen af sin tunge.
Han havde opgivet drømmende om at være en del af samfundet, folk så ham som et monster; en djævel, så det var hvad han havde tænkt sig at give dem. Han rejste sig op i sin fulde højde og stak de trefingrede hænder i lommen. Men på en aften som denne kunne han bare nøjes med at være sig selv.