play at night :åbent emne:

sted: legepladsen
tid: 23:45
vejr: overskyet, koldt, mørkt
--------------------------------------------------------------------------------------------------

Ban Mi Roo sad stille på gyngen uden at bevæge sig, han havde haft en hård tid på det sidste eftersom han lige er flyttet til byen og ikke kender nogen, han har gået i gadernes skygger et par gange før men først var han en del af byen. han tænker på alle de glade personer og andre væsner hanhar set i løbet af dagen inde fra skyggerne hvor ingen kan se ham, han overvejer om han måske selv en dag kan gå rundt som dem, men det ved han godt er umuligt, han er jo skyggedæmon, han er dømt til at leve i skyggerne for altid.
han bliver ved med at tænke men vender sig om da han hører en lyd.

Hun lænede sig tættere på træets stamme, og blev en del af skyggen.. Sådan noglelunde. Hun betragte en lejlighed, ikke langt væk fra legepladsen. Hun trak forsigtig en lille digitalkamera frem og tog den foran sit ansigt. Der var en person, der foretog sig noget, inde i lejlighed. Hun måtte ikke fejle eller bare ikke blive opdaget. Hun havde prøvet at kravle meget lydløs op, på dette halvgammel birketræ og ventet på dette øjeblik. Det lynede for hendes øjne, og pludselig tog hun et billede, og et skarp blizt fra digital kamera. Personen fra lejligheden så direkte mod Airu.. Hende der lige tog billede. Et drilsk smil bredte sig på hendes læber. Hun lavede en vink, med hendes højre hånd, og sprang ned fra træet og løb direkte mod legepladsen. "Haha.. Endelig. Endnu en fangst," grinede hun og løb hastig væk fra stedet, imens hun svingede med hendes digitalkamera i voldsomme ryk. Hendes korte sorte hår, svajede sig let af en pludselig brise, der streffede hende. Denne brise var, mærkelig nok, lunt. Hun kom ud af nogle buske og så på legepladsen med et stort smil.. Airu lignede en lille pige på 8-10 år, så folk ville nok tænke hvis de så hende, hvad hun lavede på legepladsen så sent.

han kiggede mod en lille pige der kom løbene ud af buskene, hun så utroligt ung ud,,, en 10 år eller noget deromkring ville han gætte på, han kiggede bare på hende, han vidste godt at skindet kunne bedrage, som en person der kan skabe ting af skygger vidste han alt til det, han påkaldte lydløst sine kræfter for at forstærke skyggerne omkring hans ansigt så hans var sværere at kunne se

Hun stoppede og stor smilede. Hun havde klaret det, og det lykkes for hende, at tage det billede. Hun begyndte at gå mod nogle vipper, imens en brise strejfede hendes hår, som om det var levende. Hun sprang, med et lille tilløb, og stod ovenpå den ene vippe. Hendes knæ lange nederdel løftede sig let, men brisen pressede, så nederdelen ikke afsløret noget. Hun rettede lidt på hendes hvide skjorte og sin kæmpe halstørklæde. Med et, stivnede hun. Airu rettede forsigtig sit blik og studerede legepladsen. Hun fornemmede et umenneske, lige i nærheden. Men hvor..? Hendes blik hvilede mod gyngerne, ca. 2 m væk fra hende. Hun smilede let og begyndte at vinke..

han kiggede på hende, og vinkede tilbage, han forsvandt i skyggen og dukkede langsomt op i skyggen bag hende med en flimren, han sagde med en lille genert stemme
"hvem, hvem er du?"
han kiggede op på hende,,han kunne se lidt meget hud,men ikke noget han tænkte mere over

Hun fik store øjne. Det var en skygge, ikke et menneske.. måske et væsen. Men denne væsen forsvandt, ud af den blå luft. Hun mærkede pludselig sin adrenalinen, og blev pludseligt tændt. Endelig noget spændende at lave, i denne kolde aften. Hun fik en chok, da hun hørte en fremmede og vendte sig om med en hurtigt bevægelse. Men da hun vendte sig om, mistede hun balancen på vippens kant, at hun faldt. Hun skreg ikke, eller noget, men hendes øjne blev store, med et strejf af rødmen på hendes kinder.

hans reaktion var perfekt, han dykkede ned under vippen og greb hende uden at hun kom til skade, han kiggede ned på hende ansigt der var rødt og smilede, han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. han kunne ikk rigtig kigge væk,, var det hende der gjorde det?

Hendes øjne blev smalle, imens hun kneb hendes mund hårdt, så det lignede en streg. Hun havde ikke regnet med at denne... Fyr var specielt, og greb hende i sådan en ufatteligt hurtighed. Hun mærkede hans greb og blev stiv. Hun rystede, og prøvede at skubbe ham væk, sammentid hun stadig holdte hendes digitalkamera. "Nej.. Ik ik hold mig" pivede hun, og skubbede lidt hårde til ham. Hun mistede grebet om hendes digitalkamera, så den landet med skærmen oppe. Da hun så det, blev hun mere rolig og smilede drilks. Det var det billede hun tog, for lidt siden. Person der havde underbukser fremme. Hun fiskede lidt og glemte alt om hendes frygt, om at nogen holdt om hende.

han satte hende ned med et undrene blik rettet mod kamereaet
"hvad er det for et billede"
spurgte han, nysgerig som han er, og kiggede stadig med et lidt undrene blik, han tænkte ikk længere over hvorfor han egentlig havde grebet hende, det plejer han ikke at gøre.. det måtte nok være fordi hun var så lille blev han enig med sig selv om

Hun blev hoved og rettede sig op. Med dramatiske bevægelser, svingede hun hendes alt for store halstørklæde bag hendes ryg og sagde glad "Det er mit mesterværk". Hendes tone var meget lys og udstillede stolthed, som om hun havde taget et godt billede af Jesus eller en kendt person.

Hun stoppede lidt og betragte den mystiske fyr. "Undskyld for min opførelse.. Men tak." mumlede hun, men smilede varmt til ham. På en eller anden måde, forandrede hendes ansigt udtryk, på en mere modent og voksen agtig måde. Hun rettede sig op, og begyndte forsigtig at røre ham. Hun udbrød men en barnlig stemme "Hey, du er ikke gennemsigtig." Hendes skarpsindige lille ondsindet hjerne, fandt ud af at denne dreng var på en eller anden måde usynlig. Hun fik jo ikke øje på ham, med det samme da hun trådte frem til legepladsen.? Kun da hun koncentrerede sig. Hvem var han endelig?!

han kiggede på hende mens hun snakkede og da hun rørte ham stivnede han, hun var det første væsen siden Katarina der har rørtham uden det har påført ham smerte, derfor var han ikke sikker på om det var et trick, hans hjerne havde allerede skabt en kniv af skyggerne der lå over hele pladsen på grund af træerne, den havde han sikker i baghånden, men han turde ikke bevæge sig

Hun prøvede på at tænke på en plan. Ham her var ikke et helt normal menneske. Måske burde hun spørge ham.. Hun betragte ham lidt, inden hendes tanker blev forstyrret af en der råbte "hvor er du din lille kort..".

Hun vendte hoved mod personen og begyndte at fnise. Det var jo hendes offer. Hun rakte hurtig, men blidt hånden frem "Tag min hånd" grinede hun glad, sammentid løb personen tættere og tættere på. Hun havde en plan, og måske kunne hun kommer til at få nogle information af ham. Hun var total ligeglad med, person hun lige havde tage små privat billeder af.

han fik ikk noget tid til at tænke før han løb med, men han smilte et hurtigt smil da han fik en ond tanke, han gav slip og vendte sig rundt mod manden der kom løbende, han hviskede nogle usammenhængende ting og pludselig stoppede manden op, han var omringet af store glubske ulve med røde øjne,
Ban Mi Roo gik ind mellem dem og sagdemed dyb og skræmmende stemme
"forsvind!"
manden løb skrigene væk og Ban mi Roo begyndte at fnise mens han gik hen til pige

Airu skulle til at sprede hendes skjulte vinger, bag hendes halstørklæde, da hun opdaget hvad han gjorde... Og deres forfølgelse løb skrigende væk. Hun skyndte sig at folde hendes vinger, og gemte dem omhyggeligt under hendes kæmpe halstørklæde. Hun betragte det han lige gjorde. Hvor kom de ulve fra? Var han en varulv.

Hun gik helt tæt på ham og snuste, men pludselig spærrede hun overrasket øjnene. Inden nogle reagerede, blæste der en lunt vind og samtidig oplysende blizz. Airu havde sit digitakamera lige foran snuden, og tog billeder af ham. "Mit navn er Airu, men inden vi kommer langt. Så.." hun blev tavs. Hvad havde hun endelig gang i.! Hendes plan var jo at finde ud af hvem denne mystiske person var..

idet huntog billedet begyndte han skrige og mumle og PUFF!!
så var han væk men man hørte noget rasle i buskene, ulvene de pev og forsvandt sporløst sammen med de andre skygger.
lyset fra kameraet havde givet ham så stort et chok at han var sikker på han skulle dø. han vidste ikke hvad der ville ske ved blits lys.

Hun mærkede pludselig en chok, som hun ikke tit får. Skriget, fra en bange personen. Hun krympede. Hun hader at såre eller gøre folk bange. Hun så forbrilsk ud og ville undskylde, da han forsvandt. Hun mærkede en tomhed og så hurtig på hendes billede hun tog. Der var intet. Hun blev bange, men også trist. Hun så sig om, og ledte efter liv. Men hun kunne intet se. "Undskyld" hviskede hun samfund, og mærkede ensomheden bore sig ind i hende

//Må smutte^^ ses//

da han følte det var overstået lagde han de skygger han havde svøbt sig ind i, tilbage på deres pladser,, han tog sig sammen, han var skræmt fra vid og sans, han gikstille og roligt over mod den lille pige, lydlys som en skygge indtil han stod ved siden af hende, han lagde en hånd på hendes skulder mens han sagde
"aldrig gør det der igen,,, ok?"

Hun sukkede lidt, efter et stykke tid, hvor han ikke viste sig.. Hun skulle til at gå, da hun mærkede en berøring.. Hun stivnede og drejede hurtigt hoved.. Hendes mund bævede lidt, og hendes øjne var stift. Men et øjeblik blev hun roligt og smilede venligt "Det lover jeg... Men inden jeg lover dig mere.. Vil du ikke lade være med at.." hun blev tav, og tænkte på hvordan hun skulle sige det. Hun ville ikke være efter ham eller noget. Hun havde jo gjort ham bange, eller noget i den stil. Hun trak vejret ind og sagde det, "Vil ikke nok lade være med at røre mig.. Sådan pludselig. Hehe jeg er ikke så vant til at blive rørt.. Eller berørt" mumlede hun og så forlegent ned. Hun trak sin nederdel, og så ned på jorden... Hvis man betragte hende nu, lignede hun en teenager, der lige blev flov over noget..

Hun begyndte langtsom at løfte hende hånd, og begyndte at skubbe ham, bare en lille smule blidt væk. Hun trak vejret ud, og så ham dybt i øjnene. "Og hvad er så dit navn," spurgte hun og rødmede lidt forlegent.

han trak hurtigt og genert sin hånd tilbage, han var glad for sine forstærkede skygger omkring ansigtet såman kun lige ville kune ane at han mulighvis rødmede, han stod lidt og gyngede frem og tilbage men svarede så
"jo, skal jeg nok lade være med,,, og mit navn er Ban Mi Roo,,,, men bare kald mig MiRo"
sagde han med antydningen af et smil

Hun vippede hoved lidt på skrå og stor smilede. Hvis man bemærkede det, var Airu nu blevet rigtig nysgerrig og legesyg.. Men hvad mon hun kunne finde på nu. Et drilsk smil bredte sig i hendes læber og hun vendte sig om. Hun betragte ud af øjenkrogen hvordan Mi Roo, så ud. Han var da ikke helt normalt, var han..? Hun lavede nogle kunstig hostelyde og brummede, "Ikke for noget.. Men hvad var de der bæster.. Jeg.. Jeg blev helt vildt bange. Tror du de vil tage os.. og og gøre os ondt". Hendes stemme dirrede lidt, imens hun holdt om sig, for at beskytte sig. Hun var ikke særlig god til at lyve, men at spille skuespil, det var hun.

Hun så om og lavede store øjne, så hendes gyldne brune øjne blev blanke. Hendes sorte hår gled ned foran den ene øje. Hun prøvede i det mindste at se uskyldig ud..

han kiggede grundigt på hende, for han troede ikke på hun blev bange for dem, så havde hun reageret anderledes da de var der.
"det er noget jeg fremkaldte, nogle, legekamerater jeg kender"
sagde han, han havde ikke lyst til at fortælle om sine evner og ville gerne se hendes reaktion på at de var virkelige og ikke bare illusioner.
han kiggede sig lidt omkring og mærkede den kølige friske luft mod hans ansigt, hans pjuskede halv-lange hår hvirvlede let omkring hans ansigt og fik ham til at se meget mystisk men betænksom ud, egentlig tænktehan kun på frygten i mandens øjne og hvor meget han havde nydt at se ren rædsel i en persons ansigt igen, han lovede sig selv der ikke ville gå lang tid før han ville opdage den slags igen.
"hvor lever du egenetlig?"
spurgte han uden at tænke over det.

Da hun hørte hans forklaring, mærkede hun en varme stige i hende.. *Nåå.. Han vil ikke fortælle det.. Så må jeg vel få ham til det,* tænkte hun og smilede for sig. Hun elskede at lave ballade, eller bare være på spanden. Lige nu kede hun sig, og hun vil gøre et eller andet.. Faktisk lige nu. Noget mod ham. Hendes hjerne gik i gang med at prøve at udtænke en genialt plan..

Men alt i hende stoppede. Tankerne blev opløst og hele hendes følelser, blev tomme. Hun mærkede at hendes ivrige og barnlige jeg, stoppede med at styre hende. Hun betragte Mi Roo, han rolige ansigt udtryk.. Så mystisk, men faktisk en dejlig ro, at man ville røre hans kind og mærke den dejlige ro han udtrålede.. Den ro manglede hun.. Det måtte hun indrømme. Hun var så barnlig, at hun hele tiden skulle gøre noget. Lave narrestreger og udforske farlige ting.. Nu.. Mærkede hun en savn, hvor hun ville betragte fredeligheden..... Ligesom himlen..

Hun vågnede op og bemærkede Mi Roo spørgsmål. Uden hun tænkte sig om, røg det ud af hende, "I det fri...... I det.. Udenfor byen.. Ja, langt væk fra byen. Du ved, helt ude mod bjergene. Nej ude på landen". Hun vrøvlede mellem ordene, hun nået da at rette det.. Men blev ved med at lave lange forklaringer.

han kiggede på hende da hun svarede, han overvejede om hunhavde sagt det rigtige, egentlig var det lige meget om hun løj da hun snart bare ville være et lige gyldigt minde i hans liv ligesom så mange andrehanhavde mødt i sin uendelige jagt efter den satansdjævel der ødelagde hans liv.
han smilte lidt ved tanken om at fornærme en djævel ved at kalde den satansdjævel da det i teorien måtte være noget godt for dem, han klukkede lidt over sin egen dumskab og kiggede atter på pigen.
"hvor gammel er du?"
spurgte han om med et tomt blik i ansigtetefter han stoppede med at le og smile for sig selv,

Hun havde betragtet ham i langt tid. Hun kunne se hans ansigterne og hun smilede drilsk for sig. Hun svarede med et fnis, "Jeg er 16 år, hehe hvor gammel er du". Imens tænkte hun, at hun vidst var meget gammel end ham. Hun gik lidt nærmere og rakte en hånd ud mod hans kind. Hvorfor, vidste hun ikke. Lige nu ville hun gør det lidt spændene, men alligevel var der noget i hende, der bare fik lyst til at ae hans kind. Som om han snart vil forsvinde ligesom, de der underlige væsner.
"Du er da ikke en helt almindelig menneske.. Er du?" mumlede hun og strejkede hans kind og lod hendes hånd glide langs Mi Roo hals og hvilede den tungt i hans skuldre. Et nysgerrig blik undersøgte hele Mi Roo ansigt.
Nej, han var ikke nogen menneske. Det fik hun afgjort. Uden nogen lagde mærke til det, havde hun sin digitalkamera. Et smil bredte sig og hun løftede den op til ansigtet.