Arctic forest of the night (Åbent Emne)

//Åbent for maximum 3 personer, udover Taioro selv! :3 Og når alle er fundet, går det efter ludo-reglen ^__^//

Sted: Parkens vestlige fløj
Tid: Noget omkring 19:23
Vejr: Den allersidste orange stråle har forladt denne del af klodens landjord, nu er der kun den rolige, stride vind og en nattehimmel uden stjerner at få øje på
Omgivelser: Skraldespande, grus, dødt og friskt græs, en lille sø længere væk med omgivelserne grus og græs, gæs der sover, ænder der sover, et enkelt svanepar der basker rundt i søen & et par forladte stier, plus smånye bænke

Han følte blomstens stilk. Den ru overflade, der langsomt løftede sine små, nærmest usynlige dun, prikkende til fingrenes vibrerende hud. De små nerver, der svagt blev trykket til, med en nærmest døende puls, i aftensolens nuancefald. Nattens dronning tog et skridt af gangen, steg højere og højere op imod sin trone, imens at dagens prinsesse var på vej ned til den anden dels rige. Hvert skridt, symboliserende den også opklatrende måne, der spredte de grålige skær over den nordlige halvkugle af planeten. Paris stod allerede under dette, badet i svage lysimpulser, endnu smukkere nu end før. Et syn, kun få ønskede at opleve, især denne sommernat.
Selvom det kun havde været minutter siden de orange svælg havde fyldt jordfladen, var temperaturen allerede faldet med flere drastiske dyk. Et almidneligt menneske ville heller ikke normalt sidde på en høj, slank sten midt om natten, kun iført et tyndt militær sæt og en slags gammel gas maske, der skjulte ansigtet for uvidende sind. Håret svang tilbage, idet vinden favntog det i dens frysende håndflade. Lod den blive en brise, med fingre, der gled nænsomt igennem de tynde, blanksorte tråde. Kilde sig op af den synlige hud, som en klistret handske, der hos et menneske, ville udsende talrige kuldegysninger op og ned af rygsøjlen, måske endda også de lange, slanke arme. Han, som sad på klippestykket, lod de knoglede fingre knuge sig til det bare stykke stenmasse. Ansigtet, stadig hengemt i den brede maske af rødt sølv, lod for et hurtigt sekund, øjnene vise sig i den klareste fjernhed. De farveomringede pupiller var smalle, nærmest små runde prikker, der sammen med den blege nuance, den tynde streg af en mund og den lydsvære neutrale brummen, udtrykte et dybt fravær. Selvom kroppens ryg var let bøjet og hjernen fungerede, så var hans sind ikke nærværende. Selvom gasserne, der stadig blev spyttet ud af porene, langsomt dræbte blomsten i hans hånd, slap han den ikke. Ikke engang, da en sten forstyrrede den trancelignende tilstand, pågrund af det tunge plask der kommer, når vandet skvulper indenover sig selv i et livligt brag.

"... Sudden silence... Strange" Pludselig bevægede han armen, løftede den ene hånd, der tog sig om planten, halvt inde i forrådnelsesprocessen sat igang af hans evige gasudslip. Dens før gullige strejf i bladene, var nu en giftig mørk blanding af atomreaktivt gul og dræberklats grøn. To af fingrenes tip bevægede sig i et roligt tempo, op af den liggrønne stilk, og ned igen, indtil den begyndte at antage en sortlig nuance af evig død. Han løftede ikke kun blikket, igen gemt bag to glas og farvet stål, men også hovedet selv. Fingrenes bevægelser stoppede, kun hået trukket af vindens blide hænder, var ikke stivnet. Selv tiden syntes at stå stille, som et ur, uden sit batteri. Her var alt for stille, efter at stenen sandsynligvis var blevet kastet i vandet. Vredesudbrud fra en vred dæmon? Nej.. De ville hellere dræbe, end kaste med døde genstande. Djævel? For harmonisk og lydstille tild eres smag.. Menneske? De ville umulgit vove sig ud, så sent, i parkens indre kvarter, især siden disse tider med den nye kongens menneskerettigheds halløjsa. Men... Hvad i alverden var det så for et væsen? Skuldrene udtrykte en form for et suk, imens at blik plus hage sænkede sig, gav igen blomsten opmærksomhed. Liget af den.

//OOG Ah, may I join you? (: //

//And me? xD//

//Both of you can join.. Derfor der står Åbent, ikke? xD ^^ Først jeg, (som allerede har overstået turen xD, så Eleanor som kan svare med det samme og så Guinevere :3 den sidste plads er reserveret til Flip, der forhåbentlig svarer efter Gunievere (; Så derfor ludo-halløjet med det samme: Jeg, (nu)Eleanor, Gunevere & så Flip som sidste mand - og så over igen :3 //

Perfekt :D

Natlige vandringer; ikke længere en så stor sjælenhed i hendes tilværelse, som de tidligere havde været. Nok var en sen solnedgang et imponerende syn for de væsener, som gik op i æstetik og åndelighed. Personligt brød hun sig ikke om nattens fravær af varmebølger fra himlen for oven, og en orangerød belysning kunne ikke erstatte følelsen af at mangle et eller andet. Denne ikke-eksisterende interesse for natten kunne muligvis begrundes ud fra hendes racer, men for at være ærlig, så havde hun aldrig gået så meget op i sådanne former for definitioner. Hun levede et liv baseret på, hvad føltes rart og hvad vakte ubehag. I nogles øjne ville det forekomme som et dyrisk træk, men Eleanor havde bemærket, hvor meget lettere tilværelsen forekom, når man fulgte sine lyster og pludselige indskydelser. Og desuden ville hun intet have imod at være den første til at indrømme, at hun var mere dyr end menneske. I disse moderne tider kunne ligheder med menneskeracen jo ikke ligefrem betragtes som et kompliment.
Lyden fra klipklappernes møde med grusstien brød igen og igen den idylliske atmosfære af dyrelyde og lette bølgeslag fra søen. Hun sparkede til en småsten for at se den kure nogle meter frem foran hende og standse i mødet med en grøn affaldsspand. Med de smalle rettede hun på den posede sweatshirt, som var ikke så få numre for stor. Klædt i sort fra top til tå måtte hun ligne en deltidskriminel på vej hjem fra arbejde. Pånær skoene, naturligvis. Det mørke hår hang hende løst ned omkring skuldrene og neglene var som sædvanligt sortmalede. På trods af den dystre fremtoning forekom de nøddebrune øjne levende i et blegt ansigt. Hendes blik bevægede sig hen over de rolige omgivelser for at falde på et par hånd i hånd på en parallel gangsti. Fnisende småluntede de mod en af parkens utallige udgangsportaler, uden tvivl på vej ud for at lade sig kulturelt inspirere af en typisk Hollywoodproduktion i en mørk biografsal. Et skævt smil smøg sig om Eleanors læber, da manden i et øjeblik lod øjnene fjernes fra det fjogede pigebarn for at sende hende selv et blik. Forholdet var vist ikke et langvarigt et af slagsen.
Små lyde fra søen fik det til at rykke i hendes ører. Hun bemærkede ud af øjenkrogen en skikkelse siddende tavs på en sten med fokus rettet mod sine hænder. En muskel strammedes og det ene øjenbryn bevægede sig i vejret, da hun absorberede væsenets mærkelige fremtoning. En iltmaske kunne svagt skimtes den vinkel, hun stod, hvilket kamuflerede de faste indikationer på race og køn. Hun bankede sig let på næseroden en enkelt gang, sukkede lydløst og bevægede sig derefter skråt over græstæppe på lette fødder. Nysgerrigheden fik det til at prikke i hendes fingerspidser.
Hun standsede ved en træstammes side på passende afstand og betragtede ham bagfra med klare øjne.

Nattevandring kunne man næsten kalde det. Det var i hvert fald ikke en normal spadseretur som de fleste mennesker tog i dagslys. Lyset fra de få gade lygter var svage og omfavnede på ingen måder Parkens omgivelser. Ikke at det var et problem med mørke. Nej, mørke var det som Guinevere befandt sig bedst i. Det havde hun altid gjort og ville nok gøre det for evigt. Det var nok også derfor hun befandt sig hvor hun gjorde. I aftenens skær, uden en eneste stjerne til at lade nogen se bænkene i parken. I aftenens skær, for at flygte fra byens larm og hektiske liv. Den larm og stress der fik hendes små hår i nakken til at stå op hver evig eneste dag. Hun savnede sin landsby i England, som hun havde forladt for mange, mange år siden. Hun savnede skoven med de store trækoner der i sommertiden skyggede for de brændende solstråler. Hun savnede fuglenes kvidrer der blev båret med den blide vind der omfavnede en i de hede dage. Hun savnede lyden af det rinende vand fra de små vandfald hvorfra små vandkrystaller glitrede i solens skær. Hun savnede den frie natur der gav en særlig ro over sjælen. Hvis hun havde en sjæl tilbage. Et fnys lød fra hende som hun rundede et hjørne og skimtede et halvfordærvet forelsket par der gik med hænderne forenede ad en af de mange stier. Guinevere kiggede med sine kolde øjne på dem kort, hvorefter hun lod dem falde på stien hun havde valgt at gå på. Den var grus fyldt, unaturlig, lavet af mennesker. Lige siden sin dommedag har hun aldrig kunne se et menneske i øjnene uden at føle en form for had for dem. Og i grund var det jo nonsense, da de ikke havde gjort hende noget direkte. Men de havde gjort hendes familie fortræd, og for det ville hun altid være i dyb had til dem på et eller andet plan.
Hendes skridt blev langsomt voldsommere og lyden af hendes stilletter blev højere, som tankerne summede rundt i hendes hoved, som en flok bier, og hendes lange kappe fløj om benene på hende. Hætten var trukket op, og kun de lysende, kolde, blå øjne kunne ses i skyggen fra den. Men sådan kunne hun lide det. At være fremmed. Ugenkendelig for andre i det første møde med dem. Som et mysterium. En gåde der skulle løses. Og det var hun. En gåde. En uløselig gåde, som kun nære ville kunne løse.
Ved synet af to andre skikkelser ud af øjenkrogen, stoppede hun op, midt på stien. Der var noget over dem. Noget over dem begge som hun vidste ikke hørte iblandt mennesker. Den fremmede på stenen gemte sig bag en maske. En gasmaske. Og hun kunne på ingen måde sige hvilket køn, hvilken alder. Den anden fremmede, en ung kvinde, stod ved en træstamme og betragtede den maskerede fremmede, med et blik Guinevere kun ville kende som nysgerrighed. Selv blussede hendes egen nysgerrighed op i hende, men hun kunne ikke få sine fødder til at flytte sig. Hun kunne ikke få sig selv til at lade hætten, der skjulte de lange, blonde krøller, ned. Hun kunne kun stå der og lade sine øjne tage scenen ind som den udspillede sig.

Månelyset faldt langs den grusede linje, der førte fra hans venstre støvletip, hele vejen til søens omringende sten, der dækkede de mudrede steder, når jord gik ud til vand, en halvkvalm konsistens af de to blandingsarter, fra moder natur. Hans blik løftedes fra blomstens gule ringe, der engang havde været elegant og omsvøbt bladene til et nærmest hypnotisk nuancefald. Stilheden var betagende, så tankevækkende, at Taioro ikke opdagede de to kvinder, ikke engang den nærmeste, eller den, der larmede mest, med sin summende gang på de miniaturiske sandkorn. Et suk gled ned fra hårspidserne, der svagt rejste sig, der hvor de endnu kun ville vokse. Hen af skuldrene, der rystede sig sagte, uden yderligere vindstød i luftens tætte dække. Ned af torsoens afspændte muskler og helt til tærene, der bukkede sig en enkelt gang, tilsyneladende fordi han syntes at nyde den sjældne følelse af kuldegysning, der var unormal, når ens krop magtede flere hundrede minusgrader, hvilket jorden heldigvis ikke formåede at præsterer.

"Let the mask fall, as soon as the flower will regain its milk from the murderes hand.." Han observerede blomstens stilk, der endnu var ligeså død, som et ådsel i Afrikas ørkensletter. Endnu fandt han nåde, for dette organiske væv, der lavede cirkler, der havde inspireret den romerske akitekt, til at forsøge sig med søjler, der ville følge stilkens banevej, op til det den skulle bære: den endelige krone. Det eneste, der fik dette livs loft til at rådne hen, var hans evne. Eller nærmere betegnet, forbandelse.
Det elendige gen, som hans far, den eksperimentsyge freak af en luftdæmon, som han de første 10 år, ikke havde andet viden om, end at han var en dæmon. Moderen havde ikke været nådig, eller kærlig, nok til at fortælle Taioro, hendes yngling, at der lige var det der med giftige gasarter og at han lissom ikke liiige var en fuldblods isdæmon. En normal isdæmon!
Noget sært fyldte Taioros hånd. Han åbnede de øjne, der siden det lille digt, havde været lukket stramt i, som ville han ikke se den snavsede verden for sig, men hellere det utænkelige mørke, de tynde hudfolder skabte. Han åbnede den knyttede hånd, fik hurtigt at se hvad den sære konsistens var, og havde været. Blomsten. Dens før hele, men udtørrede sig, var nu i form som tørt støv, gled ud af fingrenes mellemrum, som sand. Uhåndgribeligt, gråt og kedeligt. Hvis ikke masken havde skjult det, havde de to dæmonkvinder set hans forbavsede, nærmest fjerne udtryk, der stod som malet. Der manglede kun en åben mund, til at understrege valget af følelser, der gennemgik ham som et lyn, fra rod til trætop. Han ønskede ikke, at erkende sin pludselige vrede, anger og sorg, som dette slørede men dog mindeværdige indre billede havde sat sig for ham. Han lukkede øjnene, knyttede endnu engang begge hænder, nu uden blomsten eller resterne af den. Et svagt knæk fra ryggen lød igennem nattestilheden, da han bøjede sig ned, for at lade panden hvile imod de kamuflagefarvede buksers knæ. Denne sære følelse af svaghed, en magt, han ikke kunne vinde over, begyndte langsomt at ødelægge hans sind. Hans fornuft.

"... Who are you two..?" Munden var kun svagt dækket af bomuld, så de ord han med hårde stød måtte udtrykke, kunne stadig høres, selvom det var en anelse uklart. Han sad i samme stilling som før, nænnede ikke engang at løfte sit blik fra den rodede jords gruslæg, idet trætheden overvældede ham som en forsinket blæst, efter en orkanstorm. Denne udmattede tilstand, var også ganske tydelig i måden han havde talt på: kold, ikke spørgende men dog hæs og som om han ikke rigtigt vidste, hvorfor han overhovedet gad spørge.
Han forstod ikke sig selv, lige på dét tidspunkt.. For trættende.

//ny ludo-plan.. Siden Flip har været offline lidt tid, og vi alle gerne vil igang, så er den nye her: Taioro, Eleanor (igen nu) & så Guinevere ^__^//

Eleanor lod den ene skulder søge støtte hos træets solide stamme, idet hun lænede sig en smule bagover; følelsen af den ru bark igennem tøjet irriterede hende et øjeblik, men tanken blev hurtigt skubbet om i baghovedet til de andre irrelevante faktorer for nuet. For nuet var her, en fremmed skikkelse og - Eleanors øjne søgte tilbage over skulderen ved lyden af skridt fra høje hæle på en sti - tydeligvis også bag hende. En kvinde. Hætteklædt, men med tilpas feminine træk og beklædning til, at ingen tvivl herskede herom. Hendes ophold på stien forekom tøvende, som om hun kort lod omgivelserne analyserer, inden hun tog stilling til næste træk.
Opmærksomheden vendte tilbage til den tavse person foran Eleanor. Hans eller hendes bevægelser var langsommelige, næsten søvndyssende. De lette bevægelser af hovedet illustrerede, hvordan hans øjne en gang imellem skiftede fokus. Den lette militærbeklædning indikerede en fortid inden for Hæren. Men hvis hær? Ma'lakals? Alexanders? Muligvis var der bare tale om et tilfældigt valg af klædningsdele, hvormed det eneste tegn på personlighed ville forsvinde som ringe i vandet.
Og så lød personens stemme hæst. En mand. Hun spidsede uvilkårligt ører og opfangede nuancerne i lydene, som undslap hans strube. En let stramning i den ene mundvig fremmanede et bittert smil. Manden forekom hende at leve i en anden virkelighed med en ligegyldighed for omgivelserne som virkede uhyggelige - og kunne få fatale resultater i nutidens samfund.
Hun skubbede sig op fra sin tilbagelænede stilling med den ene hånd og bevægede sig på lette fødder hen til en sten få meter fra manden. "Godaften," lød hendes stemme i den rolige atmosfære. En let munterhed syntes at spore for det lyttende øre. Hendes blik vendte tilbage til kvinden på stien for at danne sig indtryk af, om hun ville reagere på den fremmedes udtalelse. Der var intet indbydende i Eleanors kropssprog. Et smil spilede om hendes læber afventende.

//OOG Beklager det korte indlæg :D Jeg er blevet student og fejrer det i disse dage! //

//OOG jeg skal nok svare i morgen! Jeg havde bare dimmission i går, og det varede til fem om morgenen, så er totalt smadret i dag//

//ingen stress! ^__^.. Kan nemlig forsikre jer om, at der ikke er svar fra moi, indtil mandag eller tirsdag aften (: Min bærbar er for dyr til en reparation, og deraf mangler mormor og morfar internet. Dobbeltgrund: Ingen pc & intet netværk xD//

Hi guys! Sorry jeg ikke har svaret. Men er i Paris uden computer, og jeg har det svært med at skrive ordentligt på min iPhone. Håber I kan bære over med mig :) kommer hjem tirsdag aften

Ehm, jeg skulle til at svare.. men nu når du har ændret character Failea, ville det så ikke være lidt underligt? xD

Jeg er glad med på et nyt emne, men det ville være lidt weird at fortsætte det her når du er en ny person :D