play at night :åbent emne:

han så langt væk da han tænkte over sin alder, hvor gammelvar han egentlig ved at være, hans krops udseene ville svare til det menneskes krop ville være som 20 årig men han havde eksisteret og meget længere tid tid.
da hendes kind rørte hans reagerede han ikke, han vidste ikke hvad han skulle gøre selvom en lille del af ham tillod ham at nyde det.
da han så ned på hende for at smile og svare så han kameraet der pegede mod hans ansigt og han hvæste en lyd som intet overjordisk væsen kunne forstille eksistere, hvis man tager lyden af tusinde skrig og skrål blandet sammen med kridt på en tavle ville det ikk engang give følelsen at dette hvæs, før nogen kunne nå at gøre noget eller bare blinke var han forsvundet i mørket og der blev stille...

Hun sprang højt op, faktisk umenneskelig højt. Hun landet oven på en af de nærmeste lygtrolle og så drilsk ud. Hun havde igen fået lysten til at lave ballade. Hun rettede sig op, med hendes lille krop og snakkede med en spillende tone, "Hehe, du er da ikke menneskelig. Hvad er du får en.? Du er ikke noget spøgelse eller engel, eller andre race. Men alligevel virker du spændene." Hun så ud til at udfordre ham, imens forsatte hun, "Hmm lige nu ville jeg lege lidt med dig." Hun fiskede og prøvede at virke forekommet.

Men dybt i hende, mærkede hun sorgen. Hun skulle ikke havde reagerede sådan. Nu ville Mi Roo hade hende. Hun havde jo lovet ham, at hun ikke skulle tage billeder af ham. Men han virkede spændene at hun var nød til at finde ud af det. Og det var at drille ham og tirre ham. Hun elskede at tingene blev farlige og spændene. Så på en måde, kune hun ikke gør for det. Hun var ligesom et barn der ville lege og irritere. Hun håbede ikke at Mi Roo hadet hende, men han måtte afsløre sig, så hun ved hvem han er. Hun begyndte hendes træk. Hun havde en vifte, der mest lignede en kæmpe dårlige blad. Hun lavede en bølgede bevægelse, og luften omkring legepladsen blev tykt. Hun smilede kampforberedt, "Lad festen begynde"

Mi Roo lå stod i så dybe skygger at ikk engang djævelen selv ville kunne se ham i mørket, han smilede et ondt smil fyldt med grusom hed og han havde allerede besluttet sig for hvad han ville gøre,han ville lege med hende, som et rovddyr leger med et stykke halv-dødt kød mens nerverne stadig var der, han ville flå kødet fra hendes knogler mens hun skreg af smerte, han ville rive hjertet ud af hendes bryst og æde det for øjnene af hendes mens hun stadig kunne opfatte der. alle disse tanker kredsede i hans mere mørke og dystre tanker indtil han endelig begyndte at tænke klar, han blev hurtigt bevidst om hendes spring.
hun havde forrådt ham og for det ville hun bøde.. en dag, ikke idag,han ville udnyttet det der var sket og se hvad der kunne ske i fremtiden, men han havde stadig de dejlige billeder af frisk hjerte blodfra mundvigen med kødet mellem tænderne.
"jeg er dødens skygge"
svarede han og lavede sig 5 skygge knive, han hoppede usynligt frem og tilbage mellem skyggerne runddt omkring hende og kastede sin knive,, ikke får at dræbe, men for at strejfe hendes ben og arme så lidt at hun kun ville bløde en lille smule.
"intet der trodser mig vil leve længere tid end jeg tillader det, og intet kan vide sig sikker i de mørke skygger når først jeg er i ondt lune. men hvem er du der sådan udspørger mig og beskylder mig for ikke at være menneske, du som selv er så u-mennesklig at det lyser ud af dine snart udtørede øjne?"
efter han havde spurgt kastede han knivene fra forskellige retninger og ventede på at de ville snitte hendes arme og ben så lugten af frisk blod atter ville fylde hans lunger.

Hun gispede, men det lød mere som om hun sukkede. En drilsk agtig smil bredte sig på hendes læber.*Abu. Så han er en skygge, lyder da spændene,* tænkte hun og smilede hun. Hun tegnede med sin finger ud af luften og svarede, "tomme trusler hva..." men opdaget, at der var blevet kastet knive efter hende. Hun undvige to og sprang op i luften, imens hun råbte forskrækket, "Hey, så du vil have at jeg skal miste blod. Hvad bilder du dig ind! Også selvom jeg er barnlig, er jeg ret stolt af det." I det blev hun snittet af to knive. En, hvor den skar noget af hendes nederdel, så der kom en forlænge ned fra hoften til benet og en der skar hende ved halsen.. Faktisk tæt på pulsåren. Hun prøvede at komme hurtig ned, men blev ramt af en kniv, der snittede en tog hår. Hvis hun ikke havde gode reflekser, fik hun et sår i kinden. Hun mærkede en varm temperatur stige i hende, men kom i tanke om, at det var hende selv der begyndte. *rolig, din hidsig prop, det er jo bare kamp. Og her skal du jo vise at det er dig der bestemmer her* tænkte hun og smilede for sig.

Hun suttede sin lillefinger og mærkede luften. Jo, det var stadig lunt, efter for lidt siden. Nu var det hendes tur. Hun trak busdriften op med begge hænder og fejede den ned mod hendes mave. En kraftig varme af luft, steg på legepladsen. Det var jo nat, så når varm luft og koldt luft mødes, kommer der damp og... Noget andet. Det blev tåget, og sløret. "Lad os lege hemmelige og tagfat

Fiskede hun ligeglad. Imens prøvede hun at stramme halstørklæde mod hendes hals, for at stoppe blandingen. Hun krydsede finger på, at Mi Roo ikke havde en god næse. Hun trak halstørklæde op for at dække munden. Og nu skulle hun bare finde ham.

"tåge!" råbte han med et grin
"jeg lever i skyggens alt indhyllene mørke, tror du jeg ikke kan finde dig dig"
snerrede han af hende. dette var ikke den første gang han kæmpede mod et andet u-menneske
han vejrede luften og smilte, han kunne lugte hendes blod, han fulgte lugten og var lydløs, han stod med venstre side til ham og han smilte. han kunne godt li lugten af hendes blod, mon hun ville lade ham smage tænkte han men afbrød tanken, han ville t ag e det hvis han ville have det,
han kiggede atter på hende og så hendes skygger der var meget lille,bag hende, men den var der, han brugte sine kræfter til at glide op fra hendes skygge bag hende og gøre det tydelige, hendes skygge rejste sig omkring ham som en kappe og omsluttede dem begge da han tog fat rund tom hende og holdte hende fast indtil ham med ordene
"bøh!"
de var omsluttet af mørke, mere gjorde han ikke ud over at holde hende

Alt blev mørkt... Ikke lyd kom ud af hende. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og hun trak vejret hårdt. Hun mærkede at han holdt omkring hendes, liv.. Nej, han rørte. Hun udbrød "For fanden," inden noget urolig mærker bag hendes ryg bullede ud. Hun spændte i hele kroppen og prøvede at berolige hendes hjerte. Men alligevel slap det ud. Inden under hendes halstørklæde, follede to kæmpe sorte vinger, mod Mi Roo bryst. Sorte vinger... Der skubbede ham væk.

*Pis.... Jeg blev forskrækket, at jeg ikke havde styr med mine vinger.. De.. DET SKAL DU FÅ BETALT,* Tænkte hun hidsig og en luften omkring dem blev varm. Men alligevel prøvede hun at beroliger sig selv. Hun vidste godt, at hun havde en kæmpe temperament. Men ham her Mi Roo.. Hvorfor angreb han hende ikke.. Hun prøvede at styre sit hidsige naive personlighed, men nu var de jo komme godt igang.. Skulle de så ikke have det sjovt?

Et smil bredte sig i hende og hun peget ud mod luften og lavede cirkler. Hendes hænder blev ved med at dreje i en cyklus, til hun gav slip og prøvede at slå imod Mi Roo. Hendes hånd var nu indhylet af hvirvlende vinde, der bare snurrede rundt og rundt. Ligesom når man drejede en ske rundt i en glas vand, begyndte der at lave små hvirvlestrømme i glasset. Sådan fungerede hendes hånd, og lige nu skulle hun prøvede at ramme ham. Så han kan tage imod hendes kærlige blide hånd.

//Hehe.. Håber du forstår mit angreb. Men vidste ikke helt hvordan jeg skulle forklarer det.. Hehe//

Mi Roo stod bare og kigede som en tåbe på hendes vinger der havde slået ham omkuld, han havde rejst sig op og kiggede bare, han var som fortryllet af hendes vinger, det er noget han altid har kunne li, han så hun gjorde nogle mærkelige bevægelser med hænderne og at vindene lavede noget om hendes hænde,r og da hun slog ud efter ham bevægede han sig ikke, han kunne ikke forklare hvorfor, men han havde vist set noget i hendes øjne og et lille smil tror han, eller var det noget han bildte sig ind?
han ville ikke stille sig væk fra hende, han ku ikke forstå hvorfor, men han lod sig blive ramt,

Hun lænede sig og sad ned, i den tynde luft. Hun havde hendes ben i kors og så triumferende ud. Hendes øjne lyste naivt, som om hun forventede noget af ham. "Nååå. Hvorfor blev du dog ramt...? Hvor blev dine... Æhh du ved.. Arrrg..." hun stoppede hendes sætning, og så forlegent ned. HUn kunne ikke sige det. Hvorfor ikke?

Hun så ned på ham, og mærkede en let irritation. Hun trak hurtigt sin højre hånd ud i luften og tog fat i noget. Hun hev den ud, af den blå luft og trak den til sig. En bladvifte... Hun trak den op og strejfede hende mund, med den. "Jeg starter ud...", mumlede hun, på en sød måde og lod bladvifte vifte i en lige vinkel, mod Mi Roo. "Dancing in the dark," sang hun og smilede. Ud af bladviften, strålede en brise, der var på vej mod Mi Roo. En blad, der faldt ned fra et træ, lige over Mi Roo. Den ramte den strålende brise og gik i to dele. En smukt syn, men et skærerende øjeblik, hvis man bliver berørt af den.