A winter rendezvous

Sted og tid: Terre's park omkring midnat
Beklædning: Khá bærer som altid sin sorte ærkemagerkåbe med arkane symboler, og hætten godt ned over ansigtet

Det var sen aften i Terre's park og Khá havde besluttet sig for en spadseretur. Khá var efterhånden faldet til i Terre eller til en vis grænse. Ganske vist var Terre et utopia for stort set alt mellem himmel og jord, men han var nu en gang hvad han var. Ingen mennesker ville ved deres fulde fem snakke med en udød troldmand. Ganske vist var han ikke blevet angrebet af djævlejægere, men alle kan bruge lidt selskab. Han havde trods alt brugt 400 år sådan her.
Parken tiltalte Khá for der var en mangfoldighed han kunne blive væk i, så længe han holdte lav profil. En enkelt teenager havde skubbet til Khá og kommet med kommentarer om Khá's kåbe, men han vendte tilbage til sine venner ligbleg.

Khá var et væsen der var påvirket af århundreder af had rettet mod ham, og det gjorde jo også at han virkede farlig eller decideret ond i mange's øjne.
Men natten var endnu ung og mon ikke Terre gemte på en der turde komme ham nær og snakke med ham og intet ondt i sinde

Khá fandt sig en bænk og tog en bog frem. En digtsamling fra hvor han oprindelig kom fra

Alida gik rundt i parken stille og roligt, hun havde vintertøj på som altid, dem som var i parken og så hende, syntes det var underligt, hun så lidt rundt og det begynde stille og roligt at sne, dem som var der skynde sig hjem, hun så der var en som læste i en bog, hun stille hen til ham"hej"smilede hun, der var ikke så meget som skræmte hende endnu, hun ventede på hans svar, hvis han altså havde tænkte sig at svare hende, hun kiggede lidt på bogen han læste

Godaften frk. Virker bogen spændende?

Khá rakte hende sin knoglede askegrå hånd som en venlig gestus, dog med hætten nede så hans ansigt ikke viste sig, kun en svag glød fra hans øjne kunne man se. Han kunne fornemme en engels blod i den unge pige.
Hun virkede uskyldig og meget nysgerrig, det var en ny fornemmelse.
Han undrede sig lidt over det pludselige vejrskift men han var trods alt selv kold som graven

Ønsker de at kigge i bogen? jeg fylder trods alt ikke hele bænken

hun så lidt på, hun satte sig så ved siden af ham"hvad læser du?"hun kiggede lidt på ham.
Sneen falde bare lige så pænt rundt omkring dem, det var jo godt hendes tøj passede til det underlige vejrskifte, hun kiggede så lidt rundt, hun viste så ikke rigtigt hvad hun skulle sige, hun så, så på ham igen"hvad hedder du?"hun var nok en som en gang imellem godt kunne spørge for meget om ting

Mit navn er Khá. de lader ikke til at være generet af min udøde natur frk? Det er venligt af dem

Khá rakte bogen hen mod hende så hun kunne kigge med. Der var nogle få billeder i ægyptisk stil men ellers var det masser af digte om alt fra ulykkelig kærlighed til episke historier om helte og ondskab

Bogen stammer fra hvor jeg kommer fra og en enkelt af historierne handler faktisk om mig

Khá trakt hætten ned så man kunne se hans ansigt. Det lange sorte hår der dækkede lidt af hans ansigt. Hans hud var grå som aske og indtørret som om han var et meget gammelt lig, og lyset fra hans øjne viste sig at være to røde kugler hvor han sikkert en gang havde haft øjne

hun rystede på hovedet"nej hvorfor skulle jeg det?"hun kiggede så ned i bogen"vil du ikke læse den op for mig?"smilede hun til ham, hun så på ham og ventede på at han ville læse højt for hende, hun havde ikke rigtigt lært at læse, da hendes forældre var dragte væk da hun havde været meget lille og derfor ikke havde været der til at lærere hende den slags ting, hun kunne heller ikke rigtigt skrive

Tro mig de fleste ønsker mig helt død, så jeg ikke kan skade andre. Men jeg behøver ikke læse denne bog for dem. Hvis de kan magi så viser bogen hvad der står så de kan forstå det. Men jo jeg kan læse et lille digt for dem.

Khá havde nu aldrig læst op for nogen udover hans søn. Man kunne tydeligt høre på Khá at han blev rørt af det

Nilens vand, som sød musik, Nilens vand som et maleri, Nilens vand som sjælens ro, Nilens vand som tidens gang. Et sted alle besøgte, Et sted hvor alle fik mad, børn legede her i fred og ro, deres latter ført med strømmen. Det siges endda at Nilens vand fører børns latter ud til det store hav så havets dyr ved hvad glæde er

Kunne de tænke dem at høre om noget bestemt? der er digte og historier af enhver art i bogen

hun så på ham"jeg kan ikke læse, så det hjælper nok ikke så meget"sagde hun, hun lyttede så til digtet, sneen falde lige så stille omkring dem imens han læste det op for hende"jeg kender ikke så meget til digte og historier, så jeg ved ikke hvad der er og derfor ved jeg ikke hvad jeg gerne vil høre"

Khá grinte let og rakte hende bogen

[/i]De behøver ikke kunne læse frk. Bogen er lige så magisk som jeg er. Hvis du kan magi så vil bogen fortælle dem historien i deres sind. Jeg brugte denne bog da jeg havde min søn og jeg ikke var der til at læse for ham. Det eneste er at du skal bare ville læse historien så dukker historien op i deres hoved[i]

Khá blev svagt mindet om sin søn på grund af hendes barnlige nysgerrighed og uskyldighed

"men jeg kender ikke til nogle historier, jeg har ingen forældre eller de er rejst"sagde hun, hun viste ikke om de stadigvæk levede, men det var lige meget, hun så lidt på ham"har du haft en søn?"hun fik et lille sne fnug på næsen, hun tørrede det hurtigt væk, det var jo koldt, hun kom så til at nyse lidt, der var begyndt at være meget sne omkring dem, hun fik det til at stoppe igen, de skulle jo hellere ikke blive væk i sneen, hun elskede at bygge ting ud af sneen

Khá kiggede sørgmodigt ned i jorden og sagde:

Ja en gang for mange år siden, havde jeg både kone og barn men de blev taget fra mig. Jeg blev tvunget til at gøre noget frygteligt og jeg har fortrudt det lige siden. Fryser de?

Khá fremmanede en lille blå flamme og formede den som en lille kanin der satte sig lige nede for bænken og kiggede op på hende

hun så på ham"mine forældre rejste vist i krig tro jeg nok" hun så så på flammen og den blev til en kanin, hun grinede lidt, sådan nogle ting kunne hun ikke, hun kunne kun få det til at sne"bare jeg kunne det" hun sukkede lidt over hun ikke kunne det, hun ville meget gerne lære det, hun så på ham"kan du ikke lære mig det?"spurgte hun, hun lyste næsten helt op og ventede på et svar

Det var helt forunderligt. Ingen frygt, kun glæde og nysgerrighed? Det var som om hun så glæde i alting. Som om hun ikke kendte frygt overhovedet

Jeg kan mere end bare det. Men ja med tiden vil du kunne lære det. Det kan tage lang tid men det er muligt. Er der noget du kunne tænke jeg lavede med ilden? Jeg kan forme det som du vil have det til

En smule glæde når hun ikke havde sine forældre kunne jo ikke skade. Hun var jo kun nysgerrig og gjorde ikke en sjæl fortræd

hun sad og små surmulede, hun ville også gerne lære at lave sådan noget lige som ham, men han sagde der ville gå tid før hun også lærte det, hun så lidt på ham da han spurgte hende om hvad han nu skulle lave"øhmm det ved jeg ikke"sagde hun halv flovt, hun så lidt ned, hun så så på ham igen"hvorfor kan jeg ikke også gøre det?"hun så på ham

Det er fordi det er en helt bestemt type magi man skal kunne se og bruge. Når man kan det kan man kontrollere den og bruge den til alverdens ting.

Khá lod den lille kanin hoppe op på hans hånd og flammen lignede en slange der kravlede om på hans ryg og blev til et par store vinger af klar blå ild. Bagefter lod han flammen hoppe ned og blive til en lille kugle.

Stoler de på mig frk?

"kan du slet ikke lære mig det? jeg kan få det til at sne når jeg har lyst til"hun så med store øjne på flammen, hun syntes det var sjovt at den kunne blive til at mange ting"ja hvorfor skulle jeg ikke det? du har jo ikke gjort mig noget så jeg ikke skulle det"hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på ham

Jo jeg kan godt lære dig det men det kommer til at tage tid. Se nu skal du koncentrere dig rigtig meget om ilden jeg giver dig. Hvis du gør det kan du holde ilden i et kort stykke tid. Det er første skridt mod at lære det.

Khá lod flammen forme en rose i hans hånd og ventede på hvad hun svarede

"okay"hun prøvede at gøre som han fortalte hende, hun var meget glad for at han ikke ville hende noget ondt, men det var der en masse andre der ville, da hun var en engel.
Med et var der en som tog fat i hende og hev hende væk og indtil sig"hey, slip mig!"hun prøvede at komme fri, men det gik ikke så godt, det var jo en dæmon som havde fat i hende og som var en del stærkere end hende, hun så på Khá efter noget hjælp

Sæt hende ned og jeg vil lade dig dø hurtigt! Ellers vil du møde pinsler som selv Helvede ikke kan præstere!

Da dæmonen ikke satte hende ned, koncentrerede Khá sig og den klare blå flamme brød frem i dæmonens øjne. Skrigende smed dæmonen hende fra sig og forsøgte at gnide sig i øjnene. Khá fik flammen til at kravle ind i halsen på dæmonen

Kan du mærke det? det er flammen der brænder sig ud gennem din hals. Jeg ved i dæmoner er ligeglade med ild, men den arkane flamme er ligeglad med jer!

Dæmonen tog sig til halsen med en sær rallende lyd og man kunne se flammen komme til syne fra dæmonens hals. Da den sank livløs sammen på jorden, omsluttede Khá dæmonen i de blå flammer så liget brændte væk
Han vendte sig mod hende og hjalp hende op

Er de uskadt lille frk?

hun gemte sig hurtigt indtil ham"bange"hun var ikke glad når farlige dæmoner prøvede at kidnappe hende eller andet, hun holde sig over huen, hun så også bange ud, men hun flyttede sig ikke væk fra ham, hun var bange for der var flere der ville havde fat i hende bare fordi hun var engel, hun var jo ikke selv glad for det, hun blev næsten overfaldet hver dag, men der var jo nokgle dage hvor hun kunne få lov til at gå i fred

Bare rolig der er ikke nogen der gør dem noget når jeg er her lille frk. Nok er vi fra vidt forskellige steder, men ingen fortjener en skæbne som den du kunne have fået. Må jeg ikke byde dem på noget at spise? så kan du falde lidt mere til ro.

Khá rakte hende hånden så hun kunne tage den og de kunne finde en cafe eller noget.

hun så lidt på ham, men tog så hans hånd"jo tak"sagde hun, hun håbede lidt på han kende stedet bedre hende, hun så lidt op på ham, hun viste ikke hvor de kunne få noget af spise, men den dæmon som var kommet og Khá havde slået ihjel, han var nok ikke den første der ville komme og det var det hun var bange for, hun stillede sig tæt ved Khá for at være i sikkerhed, hun havde ikke sluppet hans hånd

Khá tog hende med hen til en aften-restaurant og bestilte en tre-retters menu til hende og intet til ham selv. Hun fik hvad hun ville have at spise. Hun skulle jo falde til ro igen.

De kan være ganske sikker frk. Der sker dem ikke noget så længe de er hos mig. Spis nu og fortæl lidt om dem selv imens. Lidt simpel samtale skulle nok få styr på nerverne

hun så lidt på ham, men spiste så da maden kom på bordet, hun spiste hurtigt op"hvad skal jeg fortælle, der er ikke så meget jeg kan fortælle ud over jeg kan få det til at sne og mine forældre er væk så jeg er helt alene"sagde hun, det sidste sagde hun dog lidt trist for det var meget trist, hun havde ikke nogle til at passe på sig til hverdag, hun gik for det meste bare rundt alene

Jeg er dog ikke sikker på at mit hjem ville passe dem særlig meget. En engel som dem ynder næppe at bo hos en djævel. Mit hjem er ikke just præget af liv og glade dage

Khá betragtede hende imens hun spiste med sund appetit, men han kunne godt mærke at sorgen tyngede hende