Winter time is here.

Julen nærmede sig. Hun kunne næsten ikke vente. Hun tvivlede dog endnu om det ville være nogen god idé. Det eneste hun var sikker på var at han ikke skulle gå hen og ødelægge det for hende. Hun betragtede hvordan sneen havde lagt sig. Tykt og fint. Uberørt trods stierne var blevet trampet godt til her i parken. Underligt at der ikke var skridt fra små børn der havde leget rundt i de frosne regndråber. Hun huskede dengang hun selv var en lille pige, hvor svært det var at modstå fristelsen til bare at hoppe rundt i det nye sne før alle de andre.
Et smil sad godt fast på Autumn’s tørre læber. Hun nød altid stemningen her i Sombre. Af en eller anden grund var der aldrig særlig mange lige i det område hun var i. Også selvom at klokken nærmede sig fire. De eneste folk hun kunne se var det ene kærestepar der sad og snakkede og lo på bænken længere henne og så den gamle dame med den store pelsfrakke og tykke hund. Der var helt sikkert også nogle børn et sted. Hun kunne i hvert fald høre børnestemmer. Det skulle nu ikke overraske hende hvis der var blevet lavet en kælkebakke. Det havde der været hvert år. Og hvert år havde hun været med til at have det sjovt blandt så, noget irriterende, børn.

Hun gravede sine hænder godt ned i lommerne på den store trøje, hun havde taget over sin blå t-shirt med supermands logo. Der var køligt og hun skulle nok have taget lidt mere tøj på. Selvom hun ikke følte kulden som et menneske ville, havde hun stadig chancer for at blive syg. Et lille, dog kraftigt nys lød fra hende allerede idet hendes tanker strejfede det emne. Hun forbandede sit immunforsvar. Hun havde da ikke tid til at blive forkølet. Hun bevægede lidt sine skuldre for at rette det tykke beige-farvede halstørklæde så det sad lidt bedre. Hun skjulte sin mund i det og forsatte bare i tavshed. Hendes abnormalt blå øjne søgte hele tiden omkring sig hver gang der fremkom noget nyt at se på. Hun var tydeligvis en nysgerrig person. En observant pige.
Hun rystede let på hovedet og fik fjernet noget af de sne der havde lagt sig i det mørke hår. For en gangs skyld havde hun bare ladet det hænge låst. Og hun havde intet gjort ved det ud over at lige vaske det så det duftede rent. Det bølgede svagt ned langt hendes ryg og stoppede i nogle lyse spidser lige ved hendes talje. Hendes ånde gjorde af og til at hendes briller duggede en smule men det gik væk efter meget kort tid så hun igen kunne se noget. Hun måtte virkelig til at få fat i sine kontaktlinser igen.

Josh kom med langsomme skridt gående gennem parken. han var iklædt et par pæne lidt løs jeans, og en skjorte. Han havde så en frakke udenover det og han kiggede bare stille rundt som han gik der. Det var begyndt at blive koldere og koldere. Han kunne virkelig ikke forstå hvordan vejret overhovedet kunne blive så koldt som det var gået hen og var blevet her på det sidste. Han gik med et nysgerrigt blik og kiggede rundt og der var så pludseligt noget der fangede hans opmærksomhed.

*Hvad er der dog der?*

Han drejede sit blik mod noget han lige havde set ud af øjenkrogen og han lagde mærke til en kvinde der gik der, eller det troede han ihvertfald ud fra højden formen og det meget lange hår. Han kiggede bare på hende, og vidste ikke lige hvorfor hans blik var så fastlåst på hende men han sendte hende bare et varmt smil og gik stille og roligt over imod hende. Han kiggede stille på hende...

''Hej... ja... øhm... Håber ikke det gør noget jeg sådan pludseligt kommer gående og taler til dig?''

Han smilede lidt forsigtigt til hende. HAn ville jo ikke virke alt for frembrusende eller som om han slet ikke respekterede hende eller noget... Han var bare blevet draget mod hende af et eller andet.

Autumn havde godt opdaget den unge mand der gik imod hende. Men hun gjorde selv ikke så meget ved det. Hun forventede blot at de ville passere og ikke se mere til hinanden. Sådan som det altid var. Det var ikke helt så tit at folk var så sociale at de bare stoppede op og snakkede til en komplet fremmed. Og derfor reagerede hun som hun gjorde.
Hun stoppede rimelig brat op og rettede med det samme de blå øjne op mod personen foran sig. Som altid, var det første hun lagde mærke til, højdeforskellen. Hun var godt nok vant til at være blandt i mindste. Men hun blev stadig altid en smule overrasket hvordan andre tårnede sig over hendes sølle 160 centimeter. Efterfølgende lagde hun mærke til alt det andet. Den person der havde stillet sig der foran hende, var tydeligvis af hankøn. Og af at tage fra hans udseende og udstråling virkede han en smule ældre end hende. Dog så hun slet ikke ud til at være fornærmet. Hun så mere bare overrasket ud. Lige indtil at hendes ansigt lyset op i et smil. ”Det gør da ikke noget.” startede hun ud med sin nærmest engleblide stemme. Hun trykkede sine briller en smule mere op på næseryggen og strøg en lille tot af de mørke hår væk fra sit ansigt inden hun forsatte: ”Er der da noget jeg kan hjælpe med?”
Det var tydeligt at høre at hun ikke var sådan en person der normalt bare startede samtaler med folk. Det afslørede det nysgerrige blik i hendes øjne. Hun puttede sig lidt mere ind i sit tørklæde. Men man kunne nok stadig se smilet der sad på de tørre læber. Og hvis ikke det var det tydeligt i hendes dybe øjne. Hun stod lidt og ventede tålmodigt og i mellem tiden fik hun gien lov til at betragte sin ånde i det kolde vejr. Det var altid sjovere at trække vejret gennem munden når kulden lige var til det.

Han kunne ikke lade være med at lægge mærke til hende stemme, så sød så blid. Det var helt utrolig at nogen kunne have en stemme som den. Han blev dog også meget ofte overrasket over andre folk, specielt hvis de virkelig var søde, hvilket denne pige virkede dog var han stadig ret så meget på vagt overfor hende da han helst ikke ville gøre noget dumt og ende med endnu engang at få brugt hans krop...

Han smilede stadig varmt til hende mens han betragtede hende, hun så meget lille ud sådan som hun skuttede sig i hendes halstørklæde og store tøj...

''Øhm... altså du kan da hjælpe mig ved at gøre min af dag mindre kedelig med måske lidt selskab?''

Han kiggede lidt ned i jorden. Han var ikke god til at socialisere sig, men han havde jo snakket med Amber om at det nok var en god ide at han begyndte på det og hende her denne pige havde bare lige fanget hans opmærksomhed.

''Ja, altså nu håber jeg ikke det er sådan alt for creepy at jeg spørger om selskab?''

Han sendte hende et forsigtigt men stadig varmt smil da han jo ikke ville dumme sig. Han havde brug for at snakke med nogen. Han var blevet mere og mere vant til at være sammen med andre, så han brugte tid på det... Han kørte en hånd gennem sit hår fordi han var en smule nervøs...

Man kunne igen se overraskelsen i hendes ansigt. Det var ikke hvad hun havde set komme. Hun havde nok allerede forventet han blot havde været en som var faret vild. Og hun havde allerede fundet et kort frem i hovedet. Men hun blev åbenbart nød til at omprogrammere sin hjerne til noget helt andet. Det var nok derfor at det tog noget tid for hende at faktisk at komme frem med noget. Hun skulle jo lige reagere på den rigtige måde. Ikke at det tog super lang tid. Overhoved. Bare lige få sekunder.

Autumn fik så denne gang udsendt en hjertevarm latter. Den var svag og varede ikke så længe igen. ”Nej nej. Det er ikke creepy. Det er sødt.” forklarede hun ham forsigtigt. Det kunne sagtens blive lidt underligt men det kom meget an på hvordan omgivelserne var. Og nu var hun allerede var blandt få folk og solen ikke helt var forsvundet fandt hun ikke hans hilsen på den måde mærkelig eller ubehagelig.
”Men jeg tror desværre ikke jeg vil kunne udgøre det bedste selskab.” Her betød det ikke at hun ikke ville. Usikkerheden i hende selv havde nok bare taget over. Kort sagt så så hun ikke sig selv som den folk faktisk ville have omkring sig. Hun troede selv hun var.. Hvad kunne man kalde det? Kedelig.

Ligeledes som ham fik hun sendt en hånd gemmet sit hår. Fjernede igen den bunke sne der var landet på hendes hoved. Hun kunne dog ikke fjerne det helt men hun tog sig ikke af de snefnug der havde sagt sig fast i længderne. Der blev de bare siddende og lignede små krystaller. ”Hey.. Sig mig. Hvad siger du til at tage en lille kælke tur med mig??” spurgte hun forsigtigt men stadig muntert. Hun brød sig ikke om at afvise ham. ”Måske lyder det vil barnligt. Men ..nu hvor sneen er til det tror jeg stadig det ville være sjovt.”

Han åndede lettet ud da hun sagde at det ikke var creepy men istedet bare sødt. Han smilede dog en smule forlegent ved det, fordi han var elendig når det kom til at tage imod andre folks søde ord. HAn hadede på et eller andet punkt komplimenter men kun fordi han elskede dem så meget som han gjorde...

''Det er slet ikke creepy at an fremmed fyr kommer hen til dig og beder om selskab? Bliver du slet ikke nervøs?''

Han ville nok have været en smule nervøs i hendes sted, men måske hun havde en grund til ikke at være det. Han kørte igen en hånd gennem håret da hun sagde at hun nok ikke var det bedste selskab, men så kom hun dog lige med et forslag til noget de kunne...

''hvorfor ikke... Det er sundt at være barn igen nogle gange... og jeg har ikke kælket siden jeg var... 12 år tror jeg...''

han grinede lidt og han gled igen hånden gennem håret noget han bare grjorde fordi han var nervøs for hvad hun mon tænkte om ham. Han vidste ikke om der var nogen bakker i nærheden der kunne bruges, men det var der nok...

''Nu kender jeg godt nok ikke lige nogen bakker i nærheden så måske du ville vise vej?''

Han smilede venligt til hende.

”For det første. Jeg synes ikke det er creepy. Jeg synes meget muligt det er underligt at et fremmed væsen ønsker at tage kontakt til mig. Og for det andet er jeg ikke helt så nervøs, som jeg nok skulle være. Jeg er meget muligt en smule usikker på situationen eftersom det er nyt for mig og jeg ikke kender dig. Men jeg føler ikke jeg har nogle ting jeg skal være nervøs for. Min nervøsitet ligger et helt andet sted, min ven.” Det var nok sandt. I løbet af, ikke mere end nogle måneder, havde hun alt andet at være nervøs for end en menneske dreng der tog et initiativ til at sige hej til hende. Hun håbede i et øjeblik at hun blot havde holdt sin mund. Hun forklarede altid for meget. Og sagde altid for meget. Men nu havde han spurgt og når folk spurgte, forventede de så ikke et ærligt og oprigtigt svar? Hun havde dog tvunget sit smil til at blive. Og hendes toneleje havde været helt stille og roligt. Inderst inde brød hun sig ikke om den slags spørgsmål. Mest fordi hun hele tiden kom til at tænke på alt muligt andet som hun faktisk ikke ønskede.

I det sekund han accepterede hendes forslag lyste hendes ansigt igen op som et julelys. Smilet voksede og man kunne se den lille barnlige glæde i de blå øjne. ”Det er da lige meget. Men glemme forhåbentlig ikke hvordan man kælker.” Man kunne næsten forstille sig hvordan hun stod og hoppede som et lille barn. Også selvom at hun engang var tæt på at gøre det. ”Jeg har en fornemmelse om at der er en lige om hjørnet. Du må daske til mig hvis jeg husker forkert.” lo hun. Endelig trak hun igen sine hænder op ad trøjens lomme. Viskede let med den ene og begyndte atter at gå hen ad stien.

Efter et par skridt rettede hun igen sin opmærksomhed mod ham. ”Øh. Tror du det er muligt jeg kan få fat i et navn på min selskabspartner?” spurgte hun en smule drillende inden hun forsatte med en præsentation af sig selv: ”Jeg hedder Autumn forresten.”

''Jeg er ked af at høre du har noget at være nervøs for, det er da altid trist at folk har den slags ting i deres liv, som halvvejs bare fucker deres liv op...''

Han trak lidt på skuldrende efter at have sagt det men sendte hende så et lille og sagte smil. Han vidste ikke Hvordan hun havde det men han turde ikke spørge eftersom de ikke rigtigt kendte hinanden, ja de kendte jo ikke engang hinandens navn så at spørge ind til det var måske lige i overkanten...

''Du har nok ret... Det er vel stadig lige så simpelt som at sætte sig på kælken og så går det da ret meget af sig selv?''

Han grinede stille og han fik selv halve julelys i øjnene ikke grundet det de skulle eller noget andet, men fordi hendes humør smittede af på ham. Han vidste ikke lige hvad han kunne eller skulle gøre mere end at følge efter hende og trak igen en hånd gennem håret...

''Øv du lyder for selv sikker... Så må jeg finde en anden undskyldning til at daske til dig...''

Han grinede lidt, og han kiggede overrasket på hende da hun spurgte om hun kunne få et navn på ham. HAvde han virkleig ikke sagt det til hende? Det lignede ham ikke...

''Undskyld hvor er jeg uhøflig... Josh... Smukt navn.''

”Netop! Det eneste man skal efter at have sat sig på kælken der bare det lille ekstra skub og så suser man forhåbentlig ned af bakken i høj fart indtil man tumler af kælken under ’landingen’.” Hun lød enormt munter. Som var det noget af det bedste hun ved – det der med at kælke eller i det hele taget af lege i sne. Hun virkede nok på et punkt moden nok til at være i den rette alder. Og hendes krop forklarede også at hun snart ville være en fuld udviklet kvinde. Hun havde allerede den formede krop med talje og hofter og det hele. Det skjulte sig nok bare godt under den låse trøje hun havde over sig. Stadig utroligt at hun ikke frøs.

Ved hans lille kommentar kunne hun selv ikke holde sin latter tilbage. Og den var ikke bare svag denne gang. Den var gennemtrængende og glædespredende. Som en engelsk klingende sang. ”Så du vil faktisk gerne have en grund til at daske til mig..? Du er da en værre lille lømmel.” drillede hun ham og fik så endelig stoppet sin latter. Dog blev det siddende som et smil.
Hun smagte lidt på hans navn. Josh. Det lå godt for hende. Hun havde ingen problemer med at udtale det. Om det var fordi det var et typisk engelsk navn eller noget andet, kunne et sted være lige gyldigt. Det der kom mest bag på hende var den lille kompliment der røg med bagefter. Til hendes held havde hendes blege kinder allerede den svage røde glød på grund af kulden. Ellers kunne hun være sikker på at en smule rødmen ville have kommet frem. ”Øh.. Tak.” fremstammede hun, en smule usikkert. Stadig med det lille smil fremme. Og hun havde skam også fået rettet blikket mod jorden. Hendes sko var nu pludselig blevet enormt spændende.

Den lille djævel så med det samme op igen da de drejede om et hjørne. Hun kunne ikke høre børnelatter mere. Havde hun hørt forkert? Men til hendes held fik hun øje på den lille skråning der kom forude. ”Se! Hvad sagde jeg! Et stuks fin kælkebakke.” Ivrigt pegede hun og kort efter begyndte hun at lunte lidt tættere på. Den underlige følelse om at være sammen med en fremmed var så småt gået væk. Ikke at hun virkede anderledes som sådan men det var bare noget hun følte i øjeblikket.

''Er du en af de piger der er bange for at blive voksen eller var det her bare lige noget du trængte til for at glemme hverdagen?''

Han smilede stille og han var i et rigtigt godt humør specielt fordi hendes humør smittede så voldsomt som det gjorde. Han kunne næsten ikke beskrive hvordan hun smittede, og han kunne få lov til at føle sig som den teenager han jo egentligt var sammen med hende. Hvilket han normalt ikke kunne rigtigt sammen med andre...

''Jaa... nogle skal jo være en lømmel... Vi kan jo ikke opføre os som en glad englebasse som dig.''

Han grinede drillende til hende og skubbede blidt til hende med hoften. Han gik bare stille videre og smilede bare bredt da hun nærmest jublede over at have haft ret i det hun sagde. HAn smilede bare stille til hende, og bare som ud af intet greb han hendes hånd og løb op af bakken...

''Så lad os da kælke? Men hov... Vi har jo ikke rigtigt nogen kælk... Og du bliver nok ikke så glad for at blive brugt som kælk?''

Han grinede bare igen og tog hånden igennem håret fordi han følte sig en smule dum da de ikke havde nogen kælk og han bare var løbet op af bakken som en anden tosset unge.

Autumn blev en smule overvældet ved pludselig at blive trukket med. Hun fik hurtigt sat i gang i sine fødder og prøvede at holde det samme tempo som Josh. Men som forventet var hendes ben noget kortere end hende så hun skulle tydeligvis blive flere kræfter end ham. Ikke at det gjorde noget. Hun var vant til at løbe og havde derfor opbygget en nogenlunde god kondi.
Hun kom først lige i tanke om at de ingen kælk havde med idet han mindede hende om det. Hun blev en smule skuffet. Hvad havde hun også tænkt? Selvfølgelig havde hun ingen kælk med sig. Og nu hvor det snart ville blive mørkt var der ikke flere børn tilbage som de kunne låne en af. Hun måtte virkelig til at tænke mere over de ting der kom ud af munden på hende. Hun havde vel bare været for glad for at få lidt rart selskab. Der var sket alt for meget på det seneste.
Hun sukkede opgivende og knejsede kort med nakken for at få den sat lidt bedre på plads. ”Du siger noget. Undskyld.” Hun fnisede en smule usikkert og strøg samtidig en tot hår væk fra det blege ansigt. Hun så lidt ned ad bakken. Hun måtte da også til at vokse op. Hun mindede mere om en pige fra børnehaven end en pige der snart skulle videre på gymnasiet. Hun lignede den slags pige. Men til tider kunne folk nok nemt komme i tvivl om udseendet talte sandt. ”Måske er jeg bare en af de piger..” mumlede hun ganske svagt for sig selv. Mens hun nød at se solens langsomme gang ned over horisonten.

Forsigtigt bed hun sig i underlæben inden hun efterfølgende drejede hovedet for at se med Josh. ”Sig mig. Hvad fik dig egentlig til at trække dig selv her ud i kulden?” Han så ikke ud til at være på vej hen til noget. Men det kunne hun jo nemt tage fejl af. Det var nu mest fordi hun viste hvor koldt der var i øjeblikket trods hun ikke følte kulden.

''Ved du hvad? DU havde lyst til at kælke, og jeg havde lyst til at kælke... Så nu skal vi uden tvivl kælke!''

Han sagde det og smilede bredt til hende og tog så sin frakke af og lagde den på jorden og han satte sig så ned på den cirka midt på og kiggede så op på hende mens han smilede og grinede lidt. Han var da glad for at hun var en af den slags piger der ikke rigtigt ville blive voksen fordi hun var hyggelig at være sammen med...

''Hey lad da være med at blive trist nu... Du er hyggelig at være sammen med... Så sæt dig nu ned så vi kan kælke.''

Han smilede stille og han sad sådan at hun selv kunne vælge om hun ville sidde foran eller bagved ham. Han satte ikke gang i kælken fordi han skulle jo lige være sikker på at hun fik sig sat og ikke bare trippede rundt om ham, og han skulle også lige nå at svare ehndes spørgsmål...

''For at møde dig... Ej jeg ville møde nogen men havde gået i et par timer uden at finde nogen indtil jeg fandt dig...''

Han grinede lidt og hvis hun havde sat sig ned fik han dem skubbet ud over bakkens top og ned af skråningen... Han grinede...

Autumn stod lidt overrasket og bare så til som han fik taget sin frakke af. Hun skulle lige til at sige at han ikke skulle men hun nåede ikke rigtig at få ordene frem inden at han allerede havde fået sat sig oven på den. Hun forstod ikke helt hvorfor han gjorde det. Det var ikke fordi at hun ville begyndte at græde hvis ikke hun fik lov til at kælke. Hun havde haft det fint med det. Men det var nu stadig normalt sødt af ham. Hun kunne i hvert fald ikke lide være med at stå og smile som en eller anden idiot over det. Og hans ord fik hende på en måde bare til at få det bedre. Det var heldigvis ikke alle mænd der var så kyniske og irritable.

Forsigtigt nærmede hun sig frakken og fik sig elegant sat sig ned foran ham. Mest fordi hun havde et mindre egotrip i det øjeblik. Det havde altid været sjovest for hende at sidde forrest. Også selvom det typisk var den person der kom mest til skade hvis der skete noget. Men hvad kunne ske? Her var ingen dyr i parken og de meste folk var allerede begyndt og få hjem ad.
Hun nåede kun lige at få hørt hans svar inden hun følte suget i maven og vinden i ansigtet. Hun kom med et kort stille skrig i det de lige var sat i gang. Det var vel kommet som et mindre chok eftersom hendes opmærksomhed havde ligget et helt andet sted.

Et mindre bump nederst på bakken fik, af en eller anden grund, Autumn til at tumle af Josh’s frakke-kælk. På grund af hendes lette krop endte hun i hvert fald et stykke fra hvor de ellers ville have landet. Hun følte sneen der gled ned af ryggen op hende, efter e få kølbøtter, og hun kunne ikke mærke sine briller mere. Og hendes syn var sjovt nok blevet noget sløret. Men hun lo. Som havde hun lige set det sjoveste. Hun var sikker på at hun havde set enormt dum ud. Hun kunne ikke stoppe med at grine og hun endte med bare at ligge på ryggen med en hånd mod sin mave. ”Ved du…hvor mine briller er røget hen?” spurgte hun, stadig godt i gang med at le. Hun prøvede at sætte sig op og prøvede samtidig med at få øje på Josh.

Han grinede bare mens de kørte ned af bakken. Han grinede meget specielt da de nåede bunden og trillede gennem sneen. Det var virkelig en rar oplevelse at bare tømme hovedet helt, og han skyndte sig at samle frakken op, da hun helst ikke skulle se at den var dyr... hvis hun nu kendte noget til tøj... Han ville jo gerne virke som en normal fyr ikke en richkid...

''Dine briller siger du? Nej... men skal nok se om jeg kan finde dem til dig...''

Han smilede stille til hende og begyndte så at lede efter hendes briller og han fandt dem da også... han kiggede lidt på dem og gik så over til hende og gav hende dem stille... Han satte sig foran hende og smilede bare venligt til hende...

''Det var virkelig sjovt... Men tror ikke jeg orker en tur til...''

han grinede lidt og vendte sig om så han sad lidt bedre, men rystede så af kulde med en kuldegysning ned af ryggen på Sig selv. Han burde nok se at komme hjem, men alligevel ville han ikke fordi hun var hyggelig at være sammen med...

''Dårlig ide Josh... Ikke en god ide at blive så kold...''

Han grinede...

Autumn fik hurtigt pudset sine briller og fik dem efterfølgende taget dem på igen. Og hele verdenen blev klarere. Det var så besværligt at have briller. Hun forstod ikke hvordan hun kunne være nærsynet og tvunget til at skabe ekstra styrke til hendes øjne. Hun var ikke bare et menneske. Skulle de andre væsner ikke ses som et mere magisk materiale? Som ikke havde disse frustrerende fejl. Hun fik sagt et kort tak inden hun så direkte mod Josh. Endnu med et smil på læberne. Latteren var blevet stoppet.
Man kunne godt se hvordan hun blev lidt skuffet. Men hun forstod ha om godt. Det gjorde vel heller ikke noget. Og det ville være alt for synd for hans frakke. Den ville blive så slidt af for hurtigt. Så den skuffede mindre forsvandt meget hurtigt igen.
”Det er skam også forståeligt nok. Man skal stoppe før legen er god, som man siger.” sagde hun stille og roligt alt imens hun stille og roligt begyndte at rejse sig helt op. Stod lidt med rystende ben inden hun fandt balancen igen. Det havde nu også været længe siden hun havde kælket. Det var nok derfor hun havde været et lille barn omkring det. Og så igen. Voksne kunne da også sagtens gøre det. Det blev bare ikke set som moden og alt det der med at man skulle tage ansvar for sine handlinger. Bla bla bla.

”Fryser du?!” På bare et sekund var hendes humør blevet ændret. Eller hun var i hvert fald pludselig blevet bekymret. Hun glemte tit at alle ikke havde den samme form for kulde beskyttelse som andre. ”Nok en god idé at tage din frakke på igen. Åh..Og her.” Hun fik snildt taget sit store halstørklæde af og rakte det hen imod Josh. ”Eller også det er måske på tide at få hvert til sidst så du kan komme hjem i varmen?” Hun så lidt spørgende på ham og fik lagt hovedet en smule på skrå. Så afventende på ham og så stadig helt uberørt ud af kulden. Lige ud over det nys der pludselig lød fra hende.

''Jaa... Men det betyder da ikke at vi ikke kan fortsætte med at have det lidt hyggeligt?''

Han smilede stille og håbede ikke at hun havde tænkt sig at sige tak for i dag og så bare gå hjem. Han smilede bare lidt over hende da hun pludseligt virkede bekymret for ham. Han trak dog bare med det samme sin Frakk på selvom den var en smule kold, og han tog imod hendes halsklæde, men da hun nyste rakte han den tilbage til hende igen...

''Altså jo jeg vil da gerne have varmen... men jeg synes da også det ville være synd hvis jeg gik hjem ad nu?''

Han smilede stille. Han syntes dog også det ville være lidt for underligt at invitere hende med hjem, specielt fordi det eneste sted at sidde hos ham var i hans seng og det ville måske give hende forkerte ideer... Han smilede stille...

''Så hvad siger du til at gå hen på en café? Måske få en kop varm kakao?''

Han smilede bare stille til hende, og inden hun rigtigt svarede vinkede han hende med sig i en anden retning.

Hun ville give ham ret i at det ville være synd hvis de bare fik hvert til sit. Men hun ønskede ikke at Josh skulle ende med at blive syg. Også selvom at hun stod og nyste en gang i mellem tvivlede hun kraftigt at hun faktisk ville ende med feber eller noget i den dur. Det havde været så længe siden at hun havde haft nogen form for sygdom. Hun havde selvfølgelig været forkølet et par gange men det havde aldrig været alvorligt. Hun tog forsigtigt imod sit torklæde igen. Hvordan han gav hende det igen vidste hun ikke men det var nok for piget til hans smag. Hun tog det i hvert fald hurtigt op igen. Og puttede sig ned i det.

”Varm kakao?” Hun lyste atter op. Og hvis man havde hørt godt efter ville man høre hvor ivrig hun pludselig blev. ”Det lyder faktisk som en rigtig god idé. Jeg elsker varm kakao. Især her i den kolde tid på året!” Hun smilede stort og hendes røde kinder blev med det samme fremvist. Det havde været et godt stykke tid siden at hun havde haft mulighed for at ikke tænke på alt muligt andet. At tømme hovedet som han havde sagt her tidligere.
Hun tripped med det samme efter ham. Hun kendte ikke helt så mange steder. Hun gik ikke på café så ofte. Hun havde det bedst med at sidde der hjemme for sig selv. Og drikke pulver-kakao.

”Du snakkede om at du egentlig bare gik rundt for at finde noget selskab. Er det noget du tit gør? Altså støder på fremmede? Du skal nok passe lidt på med det. Nogle vil meget vel tro du var en eller anden voldsmand. Ikke at jeg mener du ligner en, overhoved.” Hun stoppede sig selv inden hun fik sagt noget forkert. Hun talte for meget. Det vidste hun selv. Hun begravede igen sine hænder i sin lomme og så ned i jorden. Sparkede af og til, til noget sne og bed jeg igen i underlæben.

''Jamen så er vi to der elsker det...''

Han grinede stille og han gik bare afsted sammen med hende. Hun var en sjov type, meget sjov endda, men hun var dejlig at være sammen med, og hun gjorde ham i godt humør. Han kunne ikke andet end at være glad for at være sammen med hende denne aften. Han smilede sagte til hende som de gik... Han lagde godt mærke til det hun sagde og han ville da også svar når han ahvde et...

''Jeg troede ikke du syntes jeg lignede en, men nej det her er den første gang jeg gør det faktisk...''

Han smilede stille og han lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder fordi han kendte godt den der med at gå og sparke i jorden og kigge ned, det betød at at man følte man havde gjort noget forkert... han smilede stille og caféen var lige lidt fremme...

''Hey du har ikke gjort noget galt... Smil dog istedet du har sådan et dejligt smil så vis det dog.''

Han grinede stille og trak hende med indenfor på caféen hvor han fandt et bord til dem og fik bestilt to kopper kakao og lidt cookies også. Han smilede stille da han havde sat sig stille ned.

Der var enormt dejligt inde på caféen. Den var lille og hyggeligt og så mindede varmen om at sidde foran en pejs. Hun kunne bestemt godt mærke forskellen mellem ude og inde nu. Og uden tvivl kunne hun bedst lide at være indendørs for det kom til temperatur. Hendes krop rystede et kort øjeblik inden den vænnede sig til skiftet og lige bagefter havde hun det meget bedre. Hun fik hurtigt taget sine briller af igen. Duggede glas var ikke det mindste charmerende. Det var ulempen. Briller ville altid dugge når man kom fra udenfor til indenfor.

Muntert fulgte Autumn med Josh hen til det bord han havde valgt til dem. Hun kunne ikke lade være med at smile. Duften af varm kaffe og kakao samt de bagte kager og hjemmelavede retter. Som et var på en fancy restaurant. Bare bedre. De her små caféer var meget bedre end at sidde og blive usikker og nervøs på et sted hvor der kun kunne findes fornemme folk med diamanter om halsen og hvad ved hun.
”Er du begyndt og få varmen?” spurgte hun med den stadig blide stemme. Smilede varmt til ham og lagde hovedet en smule på skrå. Hun fik for anden gang taget sit halstørklæde af og efterfølgende røg hendes trøje også så man bedre kunne se hendes supermands t-shirt. Den sad ikke som sådan tæt men man kunne nu stadig se hendes smalle talje og den tilpas store barm.

”Sååh… Jeg er den første du bare sådan snakkede til? Jeg føler mig helt speciel over at være den første til dette lille eksperiment.” sagde hun lettere drillende inden hun grinte svagt. Josh var nu en sød lille fætter. Han virkede ikke mere så nervøs men som forventet havde han en smule fraværende udstråling. Det var klart. Havde hun også når hun mødte nye folk. Måske var det ikke så tydeligt men sådan var det jo for nogle.

''Ja det er meget rart at være herinde. Det er ihvertfald en mere behagelig temperatur end der er udenfor.''

Han smilede og han tog selv sin frakke af, men tog den på igen da han ikke brød sig om at folk kunne se hvordan hans krop var formet hvilket man kunne fordi hans skjorte var våd så den sad lidt og klistrede til hans krop. Han smilede bare venligt til hende og han gengældte den varme hun havde i hendes smil. Hun var nu en sød pige.

''Det skal du da også, eftersom jeg ikke gad de andre da de hverken så søde eller spændende ud.''

Han smilede stille og selvom han ikke kunne lide det gled hans blik meget hurtigt over hendes krop, og han måtte da indrømme at hun så meget godt ud når det kom til stykket... Han tog en lille slurk af hans kakao...

''Nu spurgte du jo mig, om hvad jeg lavede udenfor i det vejr... men hvad med dig selv? Hvad for en... ung pige til at gå ud i så kolde vejr?''

Han smilede stille, noget i ham ville have haft sat både sød og smuk ind i hans sætning inden ung, men noget andet i ham fik fortalt ham at det måske var en smule for hurtigt at sige den slags til en fremmede pige han lige havde mødt.

Autumn hængte både sit tørklæde og sin trøje på skolens ryglæn inden hun fik sat sig ordentligt tilrette. Hun greb om sin kakao med begge hænder inden hun lænede sig tilbage og fik et af sine ben løftet op til sig på stolen. ”Nu skal du ikke dømme folk med hvordan de ser ud. Der er sikkert en masse søde folk der ude der er mere spændende end mig.” sagde hun, igen en smule drilsk. Hun mente det dog stadig alvorligt men det var ikke sådan at hun prøvede at belære ham nogle ting. Folk havde forskellige synspunkter på hvad der var rigtig og hvad der var forkert. Og det var hun så småt begyndt og acceptere. ”Jeg forstår stadig ikke hvorfor jeg lige fangede din opmærksomhed. Hvis jeg havde været blegere ville jeg kunne gemme mig i sneen.” Hun var selv tilpas med at joke om sig selv. Og det afslørede hendes varme latter skam også.

”Hvad jeg lavede udenfor?” Hun tænkte et kort øjeblik over det alt imens hun tog en slurk af den varme drak. Den søde smag ramte hende med det samme og hun slappede helt af på grund af varmen der spredte sig i hendes krop. Hun var evig taknemmelig for at verden havde sagt dette vidundermiddel for folk der ikke brød sig om kaffe. Selv drak hun dog kaffe af og til men til alle de andre små børn.
”Jeg var egentlig på vej hjem. Jeg havde en morgen vagt på mit arbejde og jeg tog en genvej gennem parken. For at være ærlig havde jeg slet ikke forventet at støde ind i nogen. Normalt går folk var forbi og lader som ingenting.” Hun smilede en smule forlegen og lagde samtidig en hånd mod sin ene kind. Følte hvordan de var varme i forholdt til hendes hænder der i øjeblikket kun bestod af kulde. Sjov måde hendes krop egentlig delte varmen omkring. ”Men jeg er nu glad for at du fik taget et initiativ. Det er ret modigt!” komplimenterede hun ham imens hun fik rakt ud efter en cookie. Hun kunne dufte dem på lang af stand selvom hun nok var på randen til en forkølelse.

''Nej det ved jeg godt, men hellere gå hen til en person som man tror er interessant så er man nemlig selv gladere.''

Han smilede stille til hende hun havde nok heller ikke rigtigt noget imod at han var i et godt humør. Han var også meget glad for at være stødt ind i hende specielt i denne by fyldt med seksuelle freaks, og misfostre der søgte sex hele tiden så var det rart med nogen der ikke virkede sådan.

''Du fangede den lidt ved at du så så lille ud gemt inde i alt dit tøj...''

Han grinede lidt og havde egentligt lyst til at prikke hende. Han vidste dog ikke om han kunne tillade sig det. Han lod derfor bare være med det, og rodede sig selv i håret lidt. Han havde det koldt fordi hans skjorte var våd så han rystede stadig nogle gange.

''Jamen tak... Men hvordan kan folk gå forbi dig? Altså du ser jo både virkelig sød ud og er smuk...''

Han svarede lidt drillende tilbage dog sørgede han for at hun kunne høre at han ikke var sarkastisk men at han faktisk mente hvad det var han sagde til hende. Han mente det også.

''Er de gode?''

Han spurgte ind til de cookies hun lige havde taget en af.

Autumn kunne igen ikke lade være med at begynde og grine lidt. Det var en noget underlig grund til at hun havde fanget hans opmærksomhed. Men det gjorde intet. ”Jamen dog..” sagde hun, endnu leende inden hun så kæmpede for at få den dæmpet og så fjernet helt. De var jo på et offentligt sted. Og hun kunne allerede mærke blikke blive rettet mod dem. ”Ja jeg er ikke så høj igen. Vokset faktisk ikke mere. Folk tror tit jeg bare er et lille barn.” Hun havde det enormt godt med sin højde. Og sin kropsform. Den var godt nok spinkel og måske ikke havde det meste fedt på sig. Hun havde måske ikke de pæneste kurver og den bedste røv eller de største bryster. Hun havde en krop der passede fint til hende som person. Lille, spinkel og uskyldig. Og for nogle, tiltrækkende.

”Det ved jeg da virkelig heller ikke. De er sikkert bare alt for usikre i deres tilstedeværelse at de ikke tør nærme sig en skønjomfru på deres vej.” Igen lo hun lidt. Det var svagt og nok mere som en form for fnisen. ”Ej. Jeg tror bare det er på grund af sådan er mennesker. De er reserveret og holder sig helst for sig selv og hvad de finder trygt.” Denne gang var hendes stemme mere rolig og forklarende. Hun havde et stort ordforråd og virkede klog nok af en ung pige at være. Hun mindede nok om en af de nørder man kunne finde på alverdens skoler. Hans komplimenter havde hun skam taget indtil sig. Også selvom at hun gjorde ham enig i dem. Det var ikke på grund af et ego men hun havde ikke lyst til at pludselig ligne en tomat i ansigtet på grund af rødmen.
Forsigtigt tog hun en bid af den cookie hun havde i hånden. Og atter lyste hun op. ”Mmmh.. Du smager rigtig godt.” Hun stillede sin kakao på bordet og fik sat sit ben ned fra stolen inden hun rejste sig halvt op og lænede sig ind mod bordet. ”Her. Smag.” sagde hun muntert mens hun holdt cookien hen imod Josh, stadig med et stort smil siddende på de rosa læber, der heldigvis ikke virkede så tørre mere.

''Måske der er noget der gør du ligner et lille barn, og måske du kan pjatte som et, men du virker altså også utroligt moden.''

Han smilede venligt til hende og en smule varmt. Han kunne da godt lide at hun virkede moden. Altså alder betød ikke rigtigt noget for ham men at folk virkede som om livet var en leg var ikke hans stil, de skulle gerne virke til at være bare en smule modne og klar til at klare sig selv gerne.

''Naahhh... Jeg tror mere at de er nervøse for at du får dem til at se skidt ud?''

Han blinkede til hende en smule drilsk og han blev en smule overrasket da hun pludseligt rakte en cookie frem imod ham og det overraskede ham virkeligt... Skulle han tage den med fingrene eller munden? Han vidste ikke sine gode råd så han gled lige kort en hånd gennem håret men tog så bare den hun stod med med munden og smilede legende og glad til hende...

''Ja du har ret de smager skam godt.''

Han grinede lidt og han sad med et meget drenget smil da han sagde det til hende. Han var i godt humør og det var egentligt hendes skyld at han var det.

''Forresten mange tak.''

Selv smilede hun over hans lille kommentar. Hun rullede samtidig øjne af det og rystede svært på hovedet. ”Njaah. Det var da ikke så godt. Men hvis det er sådan verden ligger ønsker jeg slet ikke at have et opmærksomhedsvækkende udseende hvis det betyder folk ikke vil turde tale til mig af en grund.” sagde hun roligt og med en lille drilsk undertone. Hun vidste meget muligt at det ikke hvor sådan. Men hun kunne da lige så godt spille lidt med på samtalen. Den morede hende. Og det skjulte hun bestemt ikke. Det var næsten som om at hendes smil var limet fast til hendes ansigt. På sådan en varm naturlig måde. Hun forstod selv heller ikke at hun i sandhed var af djævelsk race. Det lå bare unormalt for hende. Tanken og sandheden passede ikke til hvad hun følte. ”Og jeg er altså ikke pjattet!” Hun skulle lige til at række tung ham men tog det hurtigt i sig igen..

Autumn lænede sig igen tilbage i sin stol og gik taget endnu en bid af sin cookie. Den smagte virkelig godt. Det var sjælendt at hun spise den slags. Hun havde altid holdt sig væk fra kage eftersom de tit blev lavet med mælk. Ikke at der sikkert skete noget men hun turde ikke tage den slags chancer. Og det virkede ikke til at der var nogen form for mælk i de her cookies. Eller hvad? Hvor var hun dum!
Hun kunne mærke hvordan at det blev besværligt med at sunke. Hun lagde forsigtigt kagen ned på bordet og førte med det samme sin hånd op mod sin hals. Greb meget let omkring som masserede hun. ”Und…” Det begyndte virkelig at gøre ondt. ”Josh…” Hendes stemme lød pludselig mere hæs end den plejede. Indåndingerne blev tungere og hendes ansigt begyndte at trække sig i noget der afslørede hendes tilstand. Hun havde det ubehageligt. Nej. Hun havde det direkte dårligt. ”I…..can’t……..breath….” Hun lod enormt panisk og hendes vejrtræknings problemer blev værre. Hun hev direkte efter vejret. ”Call……..” Hun havde problemer med at tale ordentligt ud.
Med ét rejste hun sig. Begge hænder havde nu fundet sin vej omkring hendes hals. Hendes kinder blussede. ”Hjælp!” råbte hun så idet hun trådte nogle skridt bagud inden hendes ben gav efter. ”Please…” Det gjorde rigtig ondt nu. Ikke bare omkring halsen men hendes hænder brændte og hendes mavemuskler trak sig sammen. Hun hadede sin allergi. Den var så kraftig at hun ikke engang selv kunne gøre noget ved den.

//Just so you know... Hun har en alvorlig form for mælkeallergi.//