Winter wonderland... well, not really

Det var isnende koldt, og kulden skar ind i marv og ben. Snefnuggene dalede langsomt ned fra den sorte himmel ovenover og Ejaz, der zigzaggede ind og ud mellem gydernes mange smalle gader, priste sig lykkelig for, at jorden var for våd til, at sneen blev liggende.
Den blege halvdæmon med det sorte hår havde vandret hvileløst rundt i gyderne i en halv times tid nu, ude af stand til at finde en vej ud derfra. Hans krop føltes kold og tung, men for en gangs skyld følte han sig faktisk helt klar i hovedet, og han nød i fulde drag de forfriskende vindpust, der slog ham i møde, hver eneste gang han drejede om et hjørne.
Hans øjne gled for en kort stund i, men da han hørte en stemme meget, meget tæt på sit ene øre, slog han sine øjne op med et sæt. Det viste sig, at han nær var ved at kollidere med en fordrukken gammel mand, der stod og forsøgte at holde varmen ved et lille bål, han havde lavet i en tønde. Ejaz brummede af den sure mandsling og styrede uden om ham, på trods af, at han i et flygtigt øjeblik overvejede at spørge, om han måtte låne lidt varme. Han tvivlede dog på, at den skæggede gamle mand ville dele sit bål med ham.
Derfor gik han videre, drejede ned af endnu en gade og nåede endnu en blindgyde. Alle disse gader og gyder var som et net af lange gange i en labyrint, der ingen udvej havde…

En højlydt vejrtrækning. Mursten, cement, mursten. Et gisp. Asfalt.
Mickee fik med besvær kæmpet sig på benene, efter at have snublet over sine egne fødder. Han havde set en skikkelse. En høj skikkelse, klædt i en lang sort kappe, med hætte. Han var sikker på at han havde fulgt efter ham længe og til sidst fortalte hver en celle i hans krop ham, at han skulle løbe. Så han løb. Og løb. Og løb. Ind mellem bygningerne, indtil han pludselig fandt sig selv liggende på den sorte asfalt, med en raspende vejrtrækning.
Mickee sendte skræmte blikke omkring sig, indtil det gik op for ham at der ikke var nogen i nærheden. Faktisk.. Slet ingen. Han befandt sig et sted i byen, hvor han aldrig havde været før. Og det var ikke et sted der fik ham til at føle sig godt tilpas. Faktisk tog han sig selv i flere gange at sende nervøse blikke ud i mørket, som han bevægede sig mellem de høje huse og gang på gang var centimeter fra at kolliderede med den grå cement. Han lagde armene om sig selv, kulden var begyndt at trænge ind til ham og på samme tid fik det ham til at føle sig tryg, at mærke sine egne arme omkring sig. Han snoede mellem bygningerne, i håb om at han på et tidspunkt ville finde sin vej ud, så han kunne finde et sted at sove. Et hotel, hos en der kunne give ham husly. Hvad som helst. Måske ville han da finde ud et sted hvorfra han kunne finde hjem til Maxwell. Hans ven, som han for tiden boede hos. Og dette var faktisk helt uden at han havde manipuleret ham til at have medlidenhed med sig.
De grå øjne blev rettet mod en ældre mand, der stod bøjet ind over et bål. Mickee gik forbi ham med et tøvende smil om læberne og uden at fjerne blikket fra ham ét sekund. Hvorfor var han dog også endt der? Hvorfor løb han ikke hjem, i stedet for at sørge for at fare vild et sted i byen, hvor han var sikker på at det ikke var smart at være. Specielt ikke for en hjælpesløs dæmon. En gang på gang fejlende dæmon, ikke meget stærkere end et menneske. Denne mand ville næppe kunne gøre Mickee det store, hans frygt lå mere i hvilke væsner der ellers kunne lure i denne ubehagelige del af byen. Et gisp løb over Mickees læber, da han drejede om et hjørne og så en skikkelse stå lidt fra den unge dæmon. Han lod blikket glide lidt rundt og opdagede hurtigt at han stod i en blindgyde. Han betragtede skikkelsen et øjeblik og bestemte sig for at tage chancen ”Øhhm.. Undskyld? Jeg tænkte på om du vidste hvordan jeg kunne komme ud herfra? Jeg er faret vild og jeg..” han stoppede sig selv i at sige mere, da det gik op for ham, at han havde spurgt om det han skulle spørge om og at den prædike han efterfølgende ville komme med, kunne var ligegyldig.

Et gisp fyldte gydens stilhed, og med en brat bevægelse drejede Ejaz en halv gang rundt om sig selv. Hans lysebrune øjne scannede jorden foran sig, før de landede på en skikkelse længere fremme. Skikkelsen så ikke ud af meget, den lignede et simpelt menneske, men den lugt denne udstødte, fortalte Ejaz, at skikkelsen var mere end det. Den var en artsfælle – og endda en fuldblods én af slagsen.
Ejaz blottede sine kridhvide tænder i et kort sekund, idet en lavmælt, snerrende lyd forlod hans læber. Han var før stødt på fuldblodsdæmoner, der havde set ned på ham og ligefrem været fjendtligt indstillede, fordi han kun var en halvblods. Hans blod var beskidt, mente de, men han var ligeglad. Han havde fået det bedste fra to verdner. Og hvad så hvis han ikke kunne blive en million år gammel og skyde horn ud af hovedet? Han kunne forvandle sig til en ørkenlos! Det var typisk Ejaz at se så småligt og kortsigtet på tingene. Om et par år ville han sikkert give sin ene arm for at være en fuldblodsdæmon, men den tid, de sorger.
Han fugtede sin overlæbe med tungen og tog et beslutsomt skridt fremad, men i det samme han bevægede sig, var der en anden lyd, der nu brød stilheden. Lyden af en noget usikker stemme der, mod al forventning, kom fra fuldblodsdæmonen.
Ejaz sænkede sine skuldre og rettede sig op i ryggen, idet han kastede et lettere forvirret blik imod den fremmede. Kulden svækkede hans evner og dermed også hans syn, så det var ikke meget, han kunne se i mørket, men det var nok. Det gav umærkeligt sæt i ham, da han så, at skikkelsen længere fremme kun var en dreng. Det ville så sige, han var en ung herre på Ejaz alder, men det var underordnet. Under alle omstændigheder var han ikke en fuldvoksen dæmon med brede vinger og spidse hugtænder og hvad sådan nogle skabninger nu var udstyret med.

Om han vidste hvordan man kom ud derfra? Et bredt smil flækkede Ejaz' ansigt, og han måtte holde en klukkende latter tilbage. Hvor var det dog bare typisk. Han var faret vild og den eneste anden han mødte på sin vej (som ikke var en fordruknet gammel mand eller en sulten vampyr), var selvfølgelig også helt lost.
”Desværre…” lød det opgivende fra Ejaz og han trak ærgerligt på skuldrene. Han dristede sig til at bevæge sig tættere på den fremmede og tippede sit hoved på skrå, idet han betragtede ham. ”Men du er en dæmon. Du har vinger. Kan du ikke lave det dér magihalløj og flyve op for at se, hvordan man kommer ud herfra?” Han viftede med sine hænder i en ynkelig parodi på et par vinger.

Mickees blik lå på skikkelsen og han mærkede straks en duft ramme hans næsebor, da den anden person vendte om på hælene. Den søde duft af dæmon, blandet med en anden duft, som han ikke kunne definere, efterfulgt af en snerren, fik ham til at spærre øjnene en anelse op. Hver en celle i hans krop fortalte ham at han skulle løbe sin vej. Men hans hjerne fortalte ham at han ikke ville flygte igen. Han ville bare fare mere vildt end hvad han allerede var. Og omvendt. Det var vel i virkeligheden ikke gradvist hvor meget man kunne fare vild? Hvis man fór vildt, fór man vel vildt, ikke? Alligevel hørte han spørgsmålet passere sine læber og mærkede straks hvordan skikkelsen trækkede fjendtligheden lidt til sig igen. Han betragtede væsnet foran sig lidt. Han duftede.. Sjovt. Han havde allerede defineret dæmonduften, men den anden duft væsnet bar, havde han kun mødt få gange før og han havde aldrig rigtig regnet ud hvad det var for en duft. Alt han vidste, var at denne dæmon ikke var 100% dæmon, men helt sikkert også havde et andet væsens blod i sin krop. Udover dette lignede han egentlig mest af alt et menneske. Han havde ikke nogle mærkelige kendetegn. Spidse øre, sort, lilla eller hvid hud, blåt hår, skrigorange øjne. Alt det der for et menneske kunne afsløre at man ikke var ligesom denne.
Hver en celle i Mickees krop, var stadig klar til at løbe så snart der skete noget uventet. Men da et smil pludselig bredte sig over væsnets ansigt, åndede han tungt ud og slappede af i kroppen. Pludselig følte han sig ikke helt så håbløst skræmt længere. Dog skræmte hans ord ham alligevel en anelse. Han vidste heller ikke hvordan man kom væk derfra. Han skulle til at komme med et kort, afskeds svar og derefter vende sig om for at begive sig gennem de mørke gyder igen, inden hørte skridt der kom tættere på og derefter ord der nærmest lød hånlige i hans øre. Han rettede blikket forlegent mod jorden, da han var færdig med at snakke og sparkede til asfalten ”Det er ikke alle dæmoner der har vinger.. De fleste har, men jeg har ikke. Og jeg kan heller ikke bare hoppe op på toppen af taget, som så mange andre dæmoner..” han følte sig pludselig utrolig ydmyget. Han havde altid været familiens sorte får. Fiaskoen. Taberen. Altid havde han været den svage og den underlige. Den med kun én evne, hvor alle andre havde to. Alt han kunne var at se i mørke og tvinge andre folk til at have så dybt medlidenhed med ham at han kunne få dem til at gøre nærmest alt. Dog var det kun væsner der var svage psykiske, evnen virkede helt optimalt overfor. Igen.. Endnu en fiasko. Dette var også grunden til at hans mor gav ham væk, da han var fem år. Hun kunne ikke bruge ham til noget. Og hele familien mistede sit omdømme, når der var sådan en vandskabning i den. Og oven i alt dette kom hans angorafobi. Når man gik i panik, når man befandt sig i store forsamlinger, blev man selvfølgelig set på som en lille, hjælpeløs særling. Lille var han nok og til dels var hjælpeløs også et ord der beskrev ham godt. Han brød sig bare ikke om at blive set på, som en særling, en psykisk syg. Derfor havde han også – oveni at han tog sin medicin - arbejdet med sin fobi i en sådan grad, at den var blevet formindsket betydeligt.

Ejaz stod og så roligt til, idet den fremmede så ham an. Han fornemmede, hvordan den andens aura ændrede sig. Smilet falmede fra hans læber, da han opdagede, hvordan den anden, efter at have hørt hans spørgsmål, vendte blikket mod jorden. Dæmonen lignede mest af en hund, der netop havde fået et lag prygl, og Ejaz begreb slet ikke hvorfor. Hans ord havde kun været velmente, og han havde bestemt ikke haft i sinde at få den fremmede til at føle sig ilde tilpas, hvilket vist lige netop var det, han havde gjort.
De fleste ville nok mene, at Ejaz kunne være en smule tankeløs over for andres følelser – i hvert fald til tider – men han havde morale. Han kunne ikke finde på at nedgøre en fremmed, i hvert fald ikke uden en grund. Grundene kunne så variere fra alt lige fra en spydig kommentar fra den fremmedes side af til et særpræget udseende, såsom ham dværgen, han havde stiftet bekendtskab med på værtshuset for ikke så frygteligt lang tid siden. Eller dværg og dværg… fyren var ganske normal af vækst, om end en smule lav, hvilket havde moret Ejaz kongeligt.
Selv var han ganske middelmådig når det kom til højde med sine lidt over 180 centimeter, så han ragede ikke ligefrem i vejret, men han kunne bestemt heller ikke betegnes som lav. Han var vel det, normen ville betegne som gennemsnitlig.

Han rykkede lidt på sig, skuttede sig og trak lidt ned i sin striktrøje, som han havde udenpå to andre lag bluser. Det var jo trods alt koldt, og kulden var særligt slem og uudholdelig, når man var en ilddæmon. Eller i hvert fald en halv-isdæmon. Lige meget hvad så var sagen den, at kulden svækkede ham og hæmmede hans immunforsvar. Han kunne ikke tælle de gange han havde været forkølet denne vinter på en hånd. Det var, som om han lod af kronisk forkølelse.
”Hør…” begyndte han. ”Det var ikke min mening at såre dig ved at antage, at du har vinger. Det må du sgu undskylde.” En undertone af forvirring kunne svagt spores i hans stemme, da han virkelig var forvirret. Fyren var en dæmon. Fint. Fyren havde ingen vinger, hvilket ikke alle dæmoner havde. Fint. Ejaz forstod bare ikke, hvorfor han så reagerede, som han gjorde. Mon han bare var meget ked af det, fordi han var født uden vinger?
Ejaz skuttede sig lidt. Han kunne nu godt bruge et par vinger, og han ærgrede sig tit over at være født uden i ny og næ, men det var da ikke noget, han ligefrem blev deprimeret over. Han hostede en enkelt gang. Det var nok bedst ikke at fortælle den fremmede, at han var en halvdæmon, for det ville få ham til at fremstå endnu dummere, end han i forvejen gjorde…


//Jeg er ked af, hvis det er for kort og for usammenhængende. Jeg er ret træt lige nu. :c//