Peppermint Winter.(XXX)

Julestemningen var høj og lige denne aften var der mange folk i byen. For at få fat i de sidste gaver til at ligge under juletræet og de sidste madvare til at sætte på bordet juleaften, som nærmede sig i hastighed. Og det kunne klart mærkes. Folk stressede i hvert fald som altid på dette tidspunkt af året. Dog så Amelia ud til at være mere rolig på den.
Henne i legetøjsafdelingen kunne man i hvert fald hører latter og glade stemmer. De fleste tilhørte de små børn der havde omkredset denne lille ’nisse pige’ med det lange hasselnøddebrune hår sat op i to fletninger med små røde sløjfer sat for enden. Det røde og hvide kostume sad perfekt på hendes lille krop og det var en smule tydeligt at se at hendes krop havde taget nogle små forandringer gennem de år hun havde været væk fra Di Morga. Men hun så stadig lige så skrøbelig og blød ud. Nissehuen sad godt fast på hendes hoved og selv om at hun i dette øjeblik lavede ’rystehoved’-dansen faldt den ikke af igen. Hendes mildt sagt perfekte latter kunne høres omkring dem og hendes udstråling var så smittende af folk der kom forbi ikke kunne gøre andet end at smile bare lidt. Tage en dyb indånding og være i et roligere humør resten af dagen. Der var jo ingen hast på tingene når man tænkte over det. Den lille kurv med små chokolade julemænd og små sukkerstoler hang fint over hendes ene arm og hun spildte intet. Lige netop. Hendes kinder var lidt ekstra røde og hendes hasselnøddebrune øjne havde blevet markeret af et par sorte øjenvipper. Hun lignede virkelig en lille sød nissepige. Nok også grunden til at hun faktisk havde fået jobbet.
”Laver I også den dans oppe på Nordpolen?” sagde en af de små drenge og så nysgerrigt mod Amelia som ikke kunne lade være med at smile bare lidt mere over det spørgsmål. Hun lænede sig en smule frem over og støttede sine hænder på sine lær inden hun glædeligt svarede ham. ”Ja da. Vi danser rundt hele tiden. Der er både sne-dansen og nisse-dansen og mange andre.” Hun nød at se hvordan han lyste helt op. ”Er det så dig der laver dansene?” lød det fra en anden lille pige. ”Nej. Kun den jeg lige har lært jer, mine små rensdyr.” Hun prikkede pigen let på næsetippen og igen kom et smil frem. ”Micheal!” Nu begyndte forældrene at kalde på deres små børn og de fik hurtigt sat farvel til Amelia inden hun luntede sjovt hen til deres mor eller far for at fortælle om ’nissepigen der kom her til helt fra Nordpolen for at give dem slik og gøre så alle var i julestemning’. Et lettet sjov forlod hende som hun så det men blev så forstyrret igen da hun kunne mærke en lille pige trække i hendes nederdel for at få hendes opmærksomhed. Hun så ned og så denne lille pige på ikke mere end 3 år. ”Hvad så?” Hun satte sig på hug med fronten til pigen og så imødekommen på hende. ”Må..Må jeg også få en julemand?” Oh hvor kært! Hun kunne ikke andet end et smil over det og så lidt sig selv i denne pige. ”Selvfølgelig må du det. Og hvis jeg må få et kram må du få to.” sagde hun med sin hjertevarme latter gemt i stemmen. Pigen smilede forsigtigt og nikkede bekræftende inden hun tog det sidste skridt og gav Amelia et varmt kram. ”Værsgo.” Hun rakte pigen sin belønning og aede hende kort over håret inden pigen igen smuttede tilfreds hen til sin familie.

Det kunne både ses, høres og mærkes, at det var jul. Den firetyvende, juleaften, var lige rundt om hjørnet, og der var en masse, der var gået ud, for at få afsluttet alle deres julekøb, eftersom der ikke var nogle butikker, som havde åbent i morgen. Selv Chase havde bevæget sig ud i det kolde vintervejr, og havde besluttet sig for at smutte en tur forbi centeret på vej hjem, for at købe et par nisse øl. Det var vel kun jul én gang om året? Et muntert smil dansede lystigt henover hans blege læber, og hans hår var for en gangs skyld blevet strøget tilbage, og rent faktisk blevet der, så hele hans ansigt var til at se. Der var intet ved ham, som var forandret. Den samme påklædning der udelukkende bestod af læder, og de store, tunge støvler med de robuste metalbunde, sammen med de fingerløse handsker. Det var ikke ligefrem det mest julede tøj, men det betød skam ikke, at han ikke kunne lide julen. Hvordan kunne nogen, være i dårligt humør, når det var jul? Der var god stemning alle vejene, og folk, som ellers var komplet fremmede og plejede at ignorerer en på det groveste, hilste når man passerede dem, og der var julepynt i hver en krog af byen. Selv han havde fået smidt et par lyskæder op udenfor, og havde haft gevaldigt meget besvær med at holde hunden væk fra alle glaskuglerne, og det store juletræ.
Chase nynnede stille med på melodien til den sang, der blev spillet, dæmpet, i centerets højtalere, og lod konstant sit blik vandre rundt omkring i nye omgivelser, i takt med at han kom længere og længere ind i stormagasinet. Da hans blik landede på en skikkelse, klædt i rødt nissekluns, trak han på smilebåndet, så hans smil bredte sig yderligere. Sødt. Halvdæmonen kørte sit blik op og ned af hende et par gange, og nikkede svagt på hovedet, tilfredst. Hvem, det så end var, havde hun en god røv. Hans smil blev en anelse mere drengerøvet, og han fremviste kortvarigt sit hvide tandsæt i et endnu større smil, før han ændrede kurs, og i stedet for var på vej hen mod den frække lille nisse. Med et listigt udtryk i ansigtet, smækkede han hende en enkelt gang bag i, og lavede dernæst en lille pirouette, således at han kom til at stå foran tøsen, med sin front vendt mod hendes. Smilet på hans læber forsvandt straks, netop som han fikserede sine øjne på nissepigens ansigt, og så først helt betuttet på hende, men han livede kun få sekunder efter op i et kæmpesmil og slog armene ud til siderne. "Hvad så, dukkefjæs?" udbrød han med en begejstret stemmeføring, inden han lagde sine arme om hende i et kram, trykkede hende ind til sig, som havde han ikke set hende i flere lang tid - hvilket han faktisk heller ikke havde. "Det er sgu da ved at være noget tid siden? Hvor fanden har du gemt dig henne?" spurgte han, og var stadigvæk ét stort smil, havde endnu ikke sluppet hende. Chase lod hænderne kærtegne hendes ryg i et lille stykke tid, før han så endelig løsrev sig fra hende og trådte et halvt skridt tilbage, så der blev lidt afstand imellem dem.

Den gennemtrængende lyd af de store støvler blev faktisk ret hurtigt opfanget af Amelia. Men blot ikke hurtigt nok. Eller også var det nok hendes reaktion der ikke var langsom. Hun kunne stadig ikke finde ud af den lyd. Om hun skulle kunne lide den eller få det ubehageligt. Den blev hele tiden genkendt. Også selv om det nok ikke var ham der kom gående. Måske var han endnu ikke her i byen. Og så igen. Han var nok typen der forblev et sted. Et kort suk strøg hen over hendes læber lige inden hun pludselig kunne mærke en hånd blive smækket mod hendes bagdel. Hun sprang nærmest op af forskrækkelse og en svag lyd kom skam også fra hendes strube inden at hun fik taget sig sammen til at vende sig om. ”Hvad skulle det..” Men hun stoppede på halv vejen da hun så denne mørke og høje skikkelse gå lige forbi hende. Og som hun så mod personen fik hun med det samme et velkendt ansigt at se. Hun virkede mindst lige så overrasket som ham. Men hun holdt bare masken lidt længere tid. Stivnede næsten og kunne et øjeblik ikke lade være med at stirre. De mørke øjne, håret, den blege hud og den let maskuline bygning. Og den kommentar der derefter kom gjorde det ganske klart for hende. Hun havde aldrig rigtig brudt sig om at blive kaldt dukkefjæs. Hverken af ham eller andre. Men det var ikke det der gik hende på. Det var bare så typisk at hun skulle støde på ham hele tiden. Hun havde ikke været tilbage i mere end tre dage. Hun nåede ikke rigtigt at sige noget inden at hans arme blev lagt omkring hende og hun blev presset mod ham. Kulden fra hans krop var faktisk dejlig. Som når man havde feber og fik en kold klud lagt hen over panden. Hun tillod sig at stå stille og hendes øjne blev også lukket i et øjeblik. Men i samme øjeblik som han selv løsrev sig lagde hun sine hænder mod hans brystkasse og skubbede forsigtigt sig selv lidt væk. Trådte et lille skridt bagud igen for at gøre deres afstand mellem hinanden lidt mindre grænseoverskridende. ”Jeg..Jeg..Hej igen.” Hun var lidt tøvende over sien ord og det var nok det der fik hende til at bede sig svagt i underlæben og så lidt ned i gulvet for så at se op på Chase endnu engang. Smilede forsigtigt. ”Jeg trængte til nye omgivelser.” svarede hun ham så endelig også selv om at han nok et eller andet sted ikke søgte efter et svar.
Amelia opfangede så lidt efter små trippende skridt og igen blev der hevet i hendes nederdel. Ganske let. Hun vågnede op og så igen ned for blot at få øje på den lille pige endnu engang. Hvilket dårligt tidspunkt at fange hende på. ”Nisse..?” lød den lille piges stemme genert og hviskende inden Amelia igen satte sig på hug. ”Min mor sagde jeg skulle sige tak.” ”Nuuérh. Jamen selv tak.” Pigen lyster igen op som havde hun fået at vide at hendes første fingermaleri var super flot. Lige som små børn altid var når folk var stolte af dem. Pigen lod så sit blik stige til vejr og ved synet af Chase trådte hun et lille skridt tættere på Amelia. ”Hvem..er han?” Hun lød en smule bange men også nysgerrig. ”Åh. Det er bare en gammel ven. Ham skal du ikke tage dig af. Smut så..” Og igen slap hun af med pigen for igen at rettet sig op og så med fronten mod denne halvdæmon. Det var egentligt tydeligt at hun havde et tag på børn. ”Undskyld." Hentydede kort til deres forstyrrelse idnen hun forsatte. "Nåh..Jule indkøb?” sagde hun så spørgende mens hun lagde sit hoved let på skrå som den sædvandlige måde. Hun havde ikke ændret sig meget af personlighedsmæssigt. Igen spillede et smil på hendes bløde læber. Hun havde nok stadig en smule svært ved at stå der foran ham. Men hun prøvede da. Hun kunne endda mærke hvordan hendes hjerte slog bare en lille smule hurtigere. Om det var panik eller andet vidste hun ikke helt.

Chase kunne ikke lade være med at smile, og det syntes hele tiden at blive større, desto længere tid, han så på hende. Det var rigtigt - det var lang tid siden; men skønt det, syntes han faktisk ikke, at der var ændret på særlig meget, eller at det var den mindste smule akavet, det føltes akkurat, som det altid havde gjort; og selvom alle minder måske ikke var specielt gode, hvilken han nok var skyld i, fyldtes han med en eller anden glæde, når han var sammen med hende. Det var i hvert fald helt sikkert, at hun var en af de personer, han holdt allermest af. Halvdæmonens opmærksomhed, der før havde hvilet på Amelia, blev med det samme, per refleks, rettet ned mod en lille tøs, der ikke så ud til at være meget ældre end 5 år, højst. Chase kunne ikke lade være med at grine, dæmpet, da pigen, så op mod ham, med et noget forfærdet blik malet i øjnene, og selvom han smilede til hende, lod det ikke til at hjælpe på det. Nå, hun var smuttet igen, lige så hurtig som hun var kommet, og straks glemte han alt om hende, og slog blikket over på Amelia i stedet for. Han smilede lidt af det, hun sagde, og trak let på skuldrene, efterfulgt af et kort tja, hvornæst han lagde hovedet, præcis som hende, med et kækt smil på læberne. "Hvad med dig? Hvad sker der for dit kluns?" spurgte han, med en lettere drillende undertone, og et glimt i øjet, inden han rettede hovedet op igen, tog et lille skridt hen mod hende og i en lynhurtig bevægelse snuppede hendes nissehue, som han tjept efter fik sat på sit eget hoved. Endnu et smil bredte sig på hans mund, og tog en af Amelias hånd, plantede påfølgende et kys på hendes ene kind, inden han greb fat om hendes anden hånd også, og tog en hurtig sving-om med hende, sang kort med på [i]Jingle Bells,/i] og stoppede så op. "Centeret lukker snart, ikke? Vil du så ikke med ud, og lave et eller andet? Jeg tror, der er noget jule-hurlumhej inde i centrum." Chase smilede fortsat muntert til hende, og havde kun sluppet hendes ene hånd. "Kom nu - det bliver sjovt!" forsikrede han hende om, inden han forsøgte at hive hende med sig.

Amelia blev med det samme selv opmærksom på hvad hun havde på og som en refleks så hun ned af sig selv. Hun kunne egentligt godt lide det. Det var hverken var udfordrende eller noget. Og så var det behageligt at have på. Lige ud over den lynlås der havde genert hende i ryggen hele aftenen. ”Øh..Arbejde?” Hun førte en hånd op og kløede sig en smule usikkert på kinden inden at hun så fik opdaget hvordan han var kommet tættere på og lidt efter havde hun heller ikke nissehuen på mere. ”HEY!” Her tøvede hun ikke det mindste med at sige noget. Fik selv gået et skridt tættere på ham for at få fat i huen igen. Men hun ville aldrig være høj nok til at få fat i den. Og ønskede helst ikke at hoppe rundt i den mundering hun var i nu. Hun lod ham tage fat omkring hendes hænder og uden selv rigtigt at tænke for meget over det lagde hun nærmest sine i hans for blot at danse lidt rundt med ham. Og sandt nok kom et lille smil frem på hendes læber. Et mere sikkert og ægte smil en før. Kysset havde vel fået hendes kinder til at blusse lidt op men kun ganske svagt. Håbede hun i hvert fald.
Asparaen virkede allerede til at være blødt lidt op igen i hans selvskab. Som havde hun glemt tingene. ”Hva’?” Hun blinkede overraskende over hans munterhed og den måde han prøvede at trække af sted med hende. Hun blev stående hvor hun var men slap ikke hans hånd. Igen bed hun sig i underlæben og fik kigget sig lidt rundt som var der nogle der holdt øje med hende. Så blev slikkurven ellers sat på et tilfældigt bord ved siden af hende og så så mere bekræftende mod Chase. Hun træk kort på skulderne og nikkede svagt. ”Men så har det også bare at være sjovt.” sagde hun en smule krævende men som altid var hun elendig til at holde masken i sådan en situation. Hun satte så ellers direkte i løb. Stadig fast klemt til ham via deres hænder og luntede derefter lidt gennem centret. Ned af rulletrapperne og endelig ud af de store glas døre.
Amelia lod sig stoppe da hun følte den kølige vinter omkring hende. Hun kunne mærke hvordan den hurtigt fik fat i de få løse totter af hendes hår. Hun slap roligt hans hånd og trippede lidt mere udenfor. Vente sig om i en elegant drejning og tog så ellers de sidste skridt hen mod ham for at få fat i huen hvor han ikke forsvarede den. Greb om den hvide dusk for enden og hev den af ham for at træde tilbage og tage den på igen. ”Mig der er nisse.” forsikrede hun ham og det virkede vel kort som om at hun rakte tunge af ham. ”Men..Du viser vej.” Hun lavede en lille gestus til at han skulle være aftenens vejviser. Hun havde endnu kostumet på. Han havde et sted jo ikke ladet hende skifte. Men det var ikke som om at hun frøs særlig meget. Ikke sådan at hun ville ende som en istap senere. Overhoved.

Et stort smil forplantedes på hans læber, eftersom det rent faktisk, lykkedes ham, at få lokket hende med - hendes kommentar til det, fik ham blot til at smile endnu mere, hvornæst han nikkede kort nikkede med hovedet: "det lover jeg!" Chase missede lidt med øjnene, inden han automatisk fik sat fut i fodtøjet, da det nu pludselig var ham, som der blev trukket afsted med, men han tøvede ikke et sekund, og fulgte glædeligt med hende, hele vejen ud af stormagasinet, og ud i kulden, der straks kom dem i møde. Vinter var uden tvivl hans foretrukne årstid, hvilket vel ikke var nogen overraskelse, han brød sig bestemt ikke om sommertiden; men det var der nok ikke specielt mange is dæmoner, der gjorde. Det gav et lille sæt i ham, idet hun snuppede nissehuen tilbage, igen, og huskede ham på, hvem der var julemandens hjælper her, men som det andet, smilede han bare, inden han for anden gang svingede en arm rundt om hendes talje, og listede afsted, ud i snevejret. Hvis det ikke havde været for de tændte lygtepæle, havde der været bælgmørkt, og det ville have været fuldstændig umuligt, at se en pind for sig herude, for på den her tid af året, blev det mørkt allerede klokken 3, når det var eftermiddag. Chase lagde sit hoved mod hendes, for at indsnuse den velkendte duft af hende, før han atter rettede sig helt op, og i et snuptag fik løftet hende op fra jorden, således at han holdt hende, præcis en brud, når hun blev båret over dørtærsklen af gommen. Der var ikke specielt langt, storcenteret lå jo allerede ved centrum, så det var højst to gader væk, de skulle. Han så ned mod hende, sørgede for at have et godt tag i hende, så han ikke skulle risikere at tabe hende, selvom hun overhovedet ikke vejede noget særligt, hvorefter han smilede til hende - ikke det vamle, lidt grumme sædvanelige smil, men et rigtigt, skævt, drenget ét. "Så, prinsesse!"
Det syntes at være gået ualmindelig stærkt, men nu var han nok også bare en lille smule hurtigere, end de fleste andre. Midten af byen. De nærmeste omgivelser blev lyst op af et enormt juletræ, der var mindst tre gange så stort, som det han havde stående hjemme i stuen, der næsten var helt dækket af både røde, hvide og grønne julelyskæder. Chase satte hende stille, og forsigtigt, ned på jorden igen, og lagde straks efter en arm halvvejs rundt om hendes arme, halvejs rundt om skuldrene, han kunne åbenbart slet ikke lade hende være i så meget, som et sekund. Men, det var ikke for at holde hende fast på nogen måde, ikke for at forhindre hende i et slippe væk; for det vidste han, at hun ikke ville - og så havde han, for at sige det mildt, savnet hende en smule. "Don't worry - jeg skal nok følge dig hjem senere, putte," lovede han hende med et kækt smil og strøg hurtigt en hånd gennem det sorte hår, så det blev lagt lidt tilbage, hvorpå han scannede omgivelserne. "Nåh. Vil du ind i nogle butikker, før de lukker, eller skal vi bare gå lidt rundt og snakke?" spurgte han, og så afventende på hende, imens han lod sin tommelfinger kærtegne et lille stykke af hendes skulder. Det var ikke så tit, de snakkede, hvilket nok igen var hans egen skyld, og selvom han følte, at han kendte hende godt, gjorde han det nok langt fra. Så, det kunne ikke skade, at høre lidt på hende, og få at vide, hvad hun havde gået rundt og lavet.

Det var som om at Chase bare kunne blive ved med at overraske hende. Med alt muligt. Men det var nok mest fordi hun aldrig forventede noget. Især ikke den her slags. Og det hun ikke kunne mærke jorden under sig og mere hans arme under hendes knæ og omkring hendes skulder. Hun blinkede forundret som ville hun væres sikker på at det var virkeligt. Et sted følte hun sig en smule lille når han gjorde dette. ”Hey! Jeg kan altså godt selv gå..” Trods hendes kommentar virkede det hurtigt som om at hun gav op og lod ham løfte hende hen ad gaderne. Hendes kinder havde stadig denne rødlige gløde. Som heldigvis var gemt under den røde ansigts maling hun havde fået i ansigtet for at virke mere som en fantasi figur. Hun sagde intet. Følte sig mundlam. Og af og til lød hun sit blik glide op og se mod hans ansigt. Bare for at smile lidt for sig selv. ”Mmh..” Hun lukkede sine øjne kort i mens de gik men idet at hun følte han gik langsommere åbnede hun dem igen for at få øje på det store smukke juletræ ikke langt fra hende. Selv havde hun ikke rigtigt pyntet så meget op. Havde ikke haft tid. Og et havde hun ikke rigtigt brug for det. Men hun ville nok alligevel trække et lille træ med ind nu. Nok ville julen ikke være særlig anderledes end at hun skulle arbejde men nu havde hun lyst til at sige velkommen til den.
”Wow..” Amelia havde dette helt fortryllede blik i sine hasselnøddebrune øjne der genspejlede lysene på denne dejlige måde. Man kunne vel sige hun havde julelys i øjnene. Hun følte igen jorden under sine fødder men hun tog endnu ikke blikket fra træet. Hun havde ikke set det før nu. Eller jo. Men ikke med lys på. Hun så mere og mere op ad og fik med det samme øje på den store stjerne i toppen der brød det hele med dens isblå lys. Hun lignede igen denne lille pige der oplevede noget helt utroligt. Og det havde hun vel også. Hendes ansigt var lyst op i et stort smil og hun virkede ufattelig nysgerrig. Hun opdagede først hans arm omkring hende da han begyndte at tale til hende igen. Og det var også her hun slog blikket væk fra træet og så i stedet mod Chase. Igen kom det søde smil frem. Taknemmeligt og ægte. Og det blev sendt mod ham. ”Tak.” startede hun ud inden hun så fik sagt det sidste: ”Men først senere.” Hendes smil syntes at vokse igen og hun hvilede sit hoved ind mod ham. Men vågnede så op igen. ”Hvad med at kigge på vinduer?” lød det så fra hende. En smule mere muntert og fik faktisk nemt snoet sig ud af hans greb omkring hende. Hun gik dog ikke væk. ”Så bliver det lidt af hvert. De fleste butikker har også lukket nu alligevel.” Ja. Klokken var allerede 6 og mørket havde lagt sig tungt. ”Kan du fange mig?” Mere sagde hun ikke inden at hun så fik drejet en halv omgang om for at løbe videre mod det store træ i midten. Hendes fletninger holdt ikke alt for godt. Eller den ene gjorde ikke. Som hun løb og vinden flagrede omkring med hendes hår blev den ene sløjfe løsnet og den ene gik op. For bare at give det resultat at hendes ene side havde løst bølget hår og den anden havde stadig op sat. Ikke en ting der fik hende til at stoppe. Hun forsatte blot og løb videre omkring træet. Hendes latter var en smule fremme men det var nok kun hende selv der kunne hører den med mindre han var lige bag hende med en halvmeters afstand.

Chase kunne ikke andet, end at smile, af hendes reaktion, lod selv sit blik hvile mod toppen, hvor stjernen sad, i et lille stykke tid, før han atter så ned mod hende, i samme nu, som hun åbnede munden for at svare ham; vindueshopping - dét var helt i orden. Det næste hun sagde, og gjorde, overraskede ham en hel del, og i starten stod han blot og stirrede åndsfraværende efter hende, som havde hun hypnotiseret ham med sit søde smil, eller også var det den måde hendes hår svajede efter hende. Det var nok bare i det hele taget hende, der formåede at gøre et eller andet ved ham - noget godt. En kort rysten på hovedet fik vækket ham op, og bragt tilbage til den virkelige verden, hvornæst han straks satte i løb, den modsatte vej af hende, således de ville mødes på midten, havde nær løbet ind i en stresset familiefar, der prøvede at holde styr på alle ungerne, men det tog han sig ikke af, det eneste han havde ænsede var Amelia. Efter at have sat farten op, gik der ikke længe, før han nåede hen til hende, og var hurtig til få svunget armene rundt om hende, i et bagvendt kram, og grinede dæmpet, inden han pustede en tot hår væk fra hende øre. "I got you ..." hviskede han, med et smil, og nægtede at give slip på hende, den her gang - i hvert fald ikke endnu. "Jeg er stadig hurtigere end dig," pralede han, smilende, uden at være alt for hoverende, og kyssede hende derefter i nakken, udenpå hendes bløde hår. Hvis det stod til ham, kunne han godt stå sådan her helt indtil nytår, men hun var vist ikke specielt meget, til det, så han besluttede sig for at lade hende få frit løb igen og trak begge arme til sig igen. "Du ser godt ud, forresten," komplimenterede han hende, efter at være gået om på siden af hende, og blinkede kækt med det ene øje, inden han gemte den ene hånd bag ryggen, formede hurtigt en snebold, blot ved at gøre en lille bevægelse med hånden, og kastede den derpå mod hendes røv med et ualmindeligt drengerøvet smil. "Nu er det din tur til at fange mig," sagde han drillende, inden han stak af.

Ja. Han var tydeligvis hurtigere end hende. Og hun vidste det jo faktisk i forvejen. Men ikke det hun havde tænkt over da hun havde startet deres lille fange leg. Dog syntes hun at glemme alt om det da hun kunne mærke hans kølige læber mod hendes nakke. Også selvom at hendes hår var mere eller mindre i vejen. Hun virkede dog bare ikke til at være foragtet over det. Og hun prøvede ikke bare at slippe væk fra hans arme. Hun forblev der. Hun ville igen have lukket sine øjne men hans kompliment holdt hende pludselig helt vågen. Hun spærrede de smukke øjne op og så lidt op på han hen over skulderen. Vel for at finde ud af om han faktisk mente det. ”Woah!” Stilheden omkring dem blev igen brudt ved hendes overraskende udbrød da snebolden ramte mod hendes røv. Hun spjættede igen svagt over det. Idet at han så gav slip på hende fik hun hurtigt børstet den værste sne væk inden det ville smelte mod hendes varme krop. Hvem gad gå rundt med fugtig bagdel. Hun drejede så igen rundt og så ham løbe. Et sted så det ret sjovt ud i hendes øjne og der gik ikke længe inden at hun igen smilede og hendes latter kom frem. Hvor måtte det også have set komisk ud, der før. Hun fik så igen sat af og løb mod ham. Var lidt ligeglad med om han var hurtigere end hende. Hun blev ikke så nemt udmattet af at løbe rundt. Især ikke i dette humør. Hun fik så sat farten lidt op og hun følte lidt hun fløj gennem luften. Og hun nød hvordan hendes hår flagrede mere og mere.
Dog kunne hun så mærke hun stadig ikke ville kunne indhente ham så nemt. Hun stoppede nærmest brat op, trods at der var glat på fliserne stod hun stille. Hun fik smidigt bøjet sig ned og samlede en god klump sne op for at hurtigt forme den mellem sine hænder til den var fin rund og fast. Sørgede for stadig at kunne se Chase længere fremme og efter kort at have sigtet. ”Hhm..” mumlede hun svagt for sig selv inden hun med en overraskende kræft fik kastet denne snebold. Om hendes sigte evner var gode måtte tiden vel vise. Hun havde i hvert fald prøvet at ramme efter hans bag hoved for at få ham stoppet eller sænket. Inden hun i så satte i løb igen. Tog sig et øjeblik af at hendes kostumes underdel måske kunne finde på at blafre op. Men det var ikke en ting der lige løb gennem hendes hoved nu.
Pludselig syntes hun det var gået ret så hurtigt og til hendes forundring var hun kun et spring fra denne halv dæmon. Men alligevel løb hun lidt videre til hun satte af fra jorden. På grund af hendes lettet krop og den svage vind lykkedes det hende nogenlunde at få fat på Chase. Eller hun væltede nok mere ind i ham for derefter at vælte dem begge ned i en stor snedrive. Hun rystede kort på hovedet for at få lidt ned væk fra sit ansigt inden hun fik skilt sine læber ad. ”Fanget!” sagde hun stolt og endelig fik han lov til at høre den hjertevarme latter igen. Mere tydeligt i hvert fald.

Det var lang tid siden, han havde haft det så sjovt - sjovt, på den her måde. En ordentlig måde, sammen med en [b]god[/i] ven. Skønt de ikke havde været sammen særlig længe, havde hun allerede fået hans humør helt i top. Efter at have løbet lidt, sænkede han tempoet bare en lille smule, for der var ikke specielt meget sjov ved det, hvis han bare blev ved med at løbe, uden hun havde en chance for at fange ham. Kort efter, standsede han helt automatisk op, idet han fik fyret en snebold i nakken, førte straks en hånd derom, om børstede lidt sne ud af håret, inden han så rystede på hovedet, og løb videre - så let skulle hun heller ikke have lov til at få fat i ham; troede han. For, øjeblikket efter han havde tænkt dén tanke, stødte hun ind i ham, og sammen væltede de ned i en bunke med sne, hvorpå han fik vendt sig en lille smule om, så han bedre kunne se hende, men rejste sig ikke, blev blot liggende i sneen, kunne ikke lade være med at komme med bare et lille grin, da hendes, faktisk ret smitsomme, latter brød stilheden. Dén havde han savnet, som bare pokker. Chase smilede skævt til hende, før han rykkede hen til hende igen, eftersom han var kommet lidt væk fra hende, da han før havde rulle om på siden, hvorefter han førte sin ene hånd op mod hendes kind, strøg først et par forvildede hårtottet væk fra hendes ualmindeligt kønne ansigt, og kørte dernæst en bukket finger henover kinden, der var malet med et eller andet, for at få hende til at ligne en rigtig lille nisse. Følgende, lænede han sig det sidste stykke hen mod hende, og begyndte at plante små kys i hele hendes ansigt, pånær øjnene, plantede som det sidste et kys på hendes mund, og holdt så inde med dét. Nu, lå han bare og betragtede hende, var helt tavs, og sagde ikke en lyd, i noget der føltes som meget lang tid. "Du fryser ikke, vel smukke?" spurgte han, lavmælt, og lod nu sin hånd vandre længere ned, holdt sig dog fra de steder, hun ikke brød sig om at blive rørt, og nøjedes blot med at nusse hende ned langs den ene arm.
Hvad var det i det hele taget, der gik af ham? Det måtte være alt det jule-hejs, der havde gjort ham helt kuldret. Hvorfor hev han hende ikke bare med hjem, som han plejede at prøve på, og fik ordnet det, han nu skulle? Det vidste han ikke - og han havde ærligtalt ikke en gang specielt lyst til det. Hellere ligge her, sammen med hende i sneen, og pjatte, end at lave mere rag i den; han ville ikke gøre hende ondt. Det havde aldrig været hans intention, nogle gange gjorde han bare nogle dumme ting - nogle rigtig dumme ting - uden egentlig helt at vide hvorfor, han gjorde det. Men, sket var sket og dét kunne han ikke lave om på. Chase rettede atter al sin opmærksomhed mod Amelia, sendte hende et smil, der syntes at afspejle sig i hans mørke øjne, og kyssede hende en sidste gang, på munden, inden han med lidt besvær fik rejst sig op. "Nå putte, hvad med at vi får dig hjem, før det begynder at sne alt for meget?" foreslog han med et hævet øjenbryn, og neutralt smil, rakte en hjælpende hånd ned mod hende og børstede samtidig noget sne af sig selv, med den anden hånd.

Nu igen? Det var utroligt. Hans læber mod hendes i et kys og hun kunne ikke gøre andet end bare og sidde som stivnet mens han gjorde alt arbejdet. Hun var nok stadig i chok. For hende var den slags ikke ligefrem nem for hende. Hun så det ikke bare som en gestus ting man gjorde. Som hun følte hans gjorde ved bare at gøre tingene. Gid det var hende. Hun kunne jo ikke gøre andet end et tænke over ting inden hun startede på noget. Eller den gled af og til. Men stadig var det noget hun havde gjort hele tiden. Hun stirrede med store øjne mod Chase da han havde trukket sig tilbage. Hun fornemmede hvordan hendes ene hånd røg op og holdt hende en smule for den hvorefter hun mere eller mindre foldede sig sammen som hun altid gjorde. Som var hun mere tryg og beskyttet på denne måde. Ikke fordi hun følte ubehag ved dette. Hun var blot ikke vant til den slags. Og alt det som et enkelt lille tantekys kunne tage med sig og droppe i hovedet på hende. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre og hun sagde skam heller ingenting. Hun kunne hele tiden mærke hans blik ligge på hende og jo længere denne stilhed var jo mere syntes hun at koge op i ansigtet. Hun var sikker på at hun var helt rød i hovedet. Sådan følte hun det i hvert fald. Og så selvom at det nok kun fra som en streg over hendes næseryg og hendes kinder. Da han igen talte så hun dog op og da hans fingre kærtegnede hendes arm virkede hun mere rolig. Lidt efter fik hun så taget sig sammen igen. Hendes ansigt der før havde mindet om en fortvivlet hundehvalp kom igen frem i et sødt smil. Lille og forsigtigt. ”Nej det er okay. Jeg fryser ikke særlig meget.” Det var vel en form for refleks når hun svarede ham så han ikke skulle bekymre sig. Om han så var typen der gjorde det eller ej.
Amelia opdagede hurtigt at hun bare havde ligget og set på ham da han igen pludselig var tæt på hende igen. Og som altid var hun forsvarsløs for hvad han ville gøre. Men her var det mere som om at hun lod ham gøre det. Og så var han oppe at stå. Hun trillede om at ligge på ryggen og satte sig så op. Så mod hans hånd inden hun i en elegant bevægelse blidt lagde sin hånd i hans for at komme op at stå igen. ”Ja.” Et sted ville hun ikke hjem. Og sne var ikke en ting der kunne stoppe hende. Men hun havde alligevel svært ved at holde på varmen og så var det nok bedst at komme hjem. Og ind i ’tør’vejr. Hun sendte ham et kort smil og hendes rødmen var nok ret tydelig. Hun håbede ikke den var men hvad kunne hun gøre ved det? ”Denne vej..” mumlede hun svagt inden hun så begyndte at gå videre hen ad gaden hvor alle butikker nu havde slukket lyset. Kun små pubs havde stadig åbent.

Efter et godt stykke tid og en masse lidt akavet stilhed, for Amelia, nåede de endelig skoven. Hun tog en dyb indånding og pustede så ud igen inden hun selv forsatte med et mere klart hoved. Hun havde ikke kunne sige noget hele vejen og havde ikke kunne se andet end ned på sine egne fødder. Diskret lød hun sine fingre rører hendes læber for så at stryge noget hår væk fra sit ansigt for at have en undskyldning for at have sin hånd oppe ved sit ansigt. Hun hørte den knasende lyd af sne og frostne kvister under sine fødder og hendes skuldre faldt ned i et mere afslappet gang. Hun skjulte et lille gab og gled så sin hånd masserende over sin nakke. Kort inden hun så endelig så op på Chase. Gik lidt bare og så på ham inden hun igen talte. ”Har du ellers haft det godt??” spurgte hun så. Pludselig og ikke særlig tøvende. Roligt. Hun samlede sine hænder foran sig og forsatte med at gå inden hun endelig så den lille træhytte for ude. Hun havde savnet det sted mindst lige så meget om hun inderst inde havde savnet Chase. Hun vidste bare ikke om det var en ting hun skulle sige alt for højt.
Et smil voksede frem på hendes læber og uden selv at tænke så meget over det satte hun farten op og trippede let op ad den lille trappe til hun stod foran døren. Hun stoppede sin hånd på håndtaget og vendte sig lidt op. ”Ehm..Vil du med ind??” Hun lagde spørgende hovedet på skrå og krydsede sine fingre inde i sig selv. Bed sig i underlæben og ventede tålmodigt på hans svar. Eller reaktion.

Chase smilede skævt, idet hun tog imod hans hånd, og kom op at stå, hvorpå hun guidede ham hele vejen, hen til skove, hvor hun boede. Ganske vist, havde han været der før, men han havde ikke helt styr på, hvordan man kom derhen, i hvert fald ikke herfra. Skoven var ikke normalt et sted, han var særlig tit; men nu hvor han var i hendes selskab, så var det nok ikke så slemt.
Det var ikke meget, der blev snakket, på turen derhen. Men, faktisk havde han ikke rigtig noget imod det. For ham, føltes stilheden, der ellers hang tungt omkring dem, ikke det mindste akavet. Der var intet, han ville sige, som han ikke allerede havde fået sagt. Så, han holdt bare sin mund lukket, og fulgte med hende helt indtil, de omsider nåede Forêt, og havde bevæget sig et stykke ind mellem de mange træer. Halvdæmonen vendte straks blikket mod hende, da hendes stemme brød tavsheden, og nikkede som det første blot med hovedet, som svar. "Ja, det har jeg da," sagde han så, lidt efter, og sendte hende et kækt smil, inden han bøjede sig helt ned mod hende, og lagde armen rundt om hendes overarme, mens de gik, gav den ene et blidt klem, før han tilføjede: "selvom jeg har savnet dig, smukke." Chase blinkede til hende, før han trak armen til sig igen, og stoppede så selv op, da hun var kommet op af trappen til hytten, stod nedenfor for den, og nu var det hans tur til at se op på hende. Det næste hun sagde, fik et bredt smil til at bryde frem på hans læber, hvorefter han nikkede med det samme, og smuttede op af trappen, og over til Amelia. "Selvfølgelig vil jeg det," svarede han, da han var kommet helt hen til hende, stillede sig med fronten mod hendes ryg, lagde følgende sin hånd ovenpå hendes, dén der lå og hvilede mod dørens håndtag, og lagde den anden hånds arm rundt om maven på hende. Han smilede til hende, og trykkede dernæst lidt ned, indtil døren blev åbnet, hvorpå han slap hende helt og skubbede lidt til døren, så den gik helt op. "Ladies first" insisterede han, og stillede sig halvt inde i døråbningen, smilende, ventede pænt til hun var smuttet indenfor, og sørgerede at få lukket døren ordentligt, bagefter. Derefter, var han hurtig til at få spottet en sofa, som han med det samme smed sig i, og smækkede næstefter fødderne op på bordet foran den, med armene bag nakken, som støtte. Han kunne lige så godt føle sig hjemme, nu hvor han var her - han håbede da i hvert fald på at blive natten over, hvis han da fik lov.
"Hey putte, har du ikke noget sprut?" spurgte han, lød lidt mere som sig selv nu, men smilede stadigvæk, helt normalt, til hende og tiltede hovedet en lille smule til den ene side, mens han så afventende på hende.

Hans svar og den måde han nærmest snoede sig om hende var ikke særlig mærkelig når hun tænkte over det. Nok var han et køligere væsen end hende men når hun stod sådan op ad ham var det lidt som om at hun ikke frøs mere. Måske fordi han skyggede for vinden så den ikke omgav hende hele tiden. Ordene fra før rungede stadig i hovedet på hende. Savnet hende? Og alle de kælenavne han kom op med. Han sagde tingene uden den mindste tøven og så stod hun der og var pludselig blevet mere genert overfor ham. Hun skulle jo hade ham! Ikke stå og føle sig varm i hans arme. Hun forstod ikke sig selv.
Amelia vågnede med det samme som døren var åbnet og han blot ventede på at hun skulle gå indenfor. Hvilken gentleman. Fik hende vel til at grine svagt over det inden hun trådte videre ind i det man godt kunne kalde stuen. Hun fik hurtigt tændt noget lys og opdagede hvordan Chase havde indtaget hendes sofa. Hvor så det komisk ud. Han havde virkelig intet imod at føle sig hjemme et sted. Hun stod kort og betragtede ham inden den velkendte sætning forlod hans mund. Hun blev en smule overrasket over hans spørgsmål men fik hurtigt tørret det udtryk væk. Det var så typisk Chase. Hun rystede en smule på hovedet. ”Jeg kan se om jeg har et eller andet.” sagde hun en smule i tvivl og drejede let om for at lunte ud i det lille køkken der ikke var meget større end et hotelbadeværelse. Hun var næsten helt sikker på at hun intet havde af alkohol i huset. Men det var jul og hun havde måske stadig de små gaver fra centret endnu. Hun så sig en smule desperat rundt i rummet inden hun lod sig kigge ind i skabet inder vasken. Jo sørme ja. Der stod et par øl. Det var ikke noget særligt men han kunne vel overleve. Åh forhelved. Hvis hun ikke vidste bedre ville hun tro hun bare ville gøre alt for ham lige nu. Hun tog de to øl og rettede sig op. Fik sat den ene ind i køleskabet inden hun med små skridt traskede ind til dæmonen igen. ”Bedre bliver der ikke.” sagde hun med et lille grin gemt i stemmen som hun stillede den grønne flaske på bordet foran ham. ”Ehm.. Vent her.” fik hun hurtigt formuleret inden hun så nærmest løb ud på badeværelset. Nisse kostumet var ikke ligefrem det mest behagelige at have på i øjeblikket. Og hun kunne vel godt tillade sig at skifte nu hvor hun endelig var hjemme igen. Hun lukkede døren efter sig og disket låste hund en også bag sig. Hun sukkede lettet idet hun ikke have det røde tøj på mere og derefter beklædte sig i noget mere hverdags tøj. Den store sweatshirt og et par ganske almindelige jeans. Bare fødder. Hun fik nemt og hurtigt vasket det lidt udtværede snask af sine kinder og hendes ansigt fik igen den mere naturlige glød af skønhed. Den sidste fletning blev taget ud og hun rystede let på hovedet for at få de bølgede totter til at falde mere blødt over hendes skuldre.
Endelig blev døren låst op igen og hun trådte ud. Igen syntes at gab at angribe hende og hun blev igen nød til at skjule det mere eller mindre med den ene hånd. Varmen der nu havde omgivet hende gjord hende magelig. ”Undskyld ventetiden.” sagde hun en smule forsigtigt mens hun atter smilede hen mod ham. Skulle ikke undre hende hvis han allerede havde fået åbnet øllen og var begyndt at drikke. Sådan var det jo med ham.

Det var egentlig et ret hyggeligt sted, hun boede; hvis det ikke var for husets placering som han syntes, lå alt for langt væk, fra alt det andet, men han kunne heller ikke forestille sig at hun var sådan en, der tog særlig tit ind i byen for at feste - han havde i hvert fald aldrig mødt hende, når han selv havde været ude i weekenderne, med et par venner. Chase nikkede blot kort til det, hun sagde, og fulgte hende med øjnene, da hun tøffede ind i køkkenet, ventede lidt utålmodigt, og spidsede tænksomt munden, inden han så lyste op i et smil, ved synet af hende, idet hun kom ind i stuen igen, denne gang med en øl i hånden, som blev placeret på bordet foran ham. "Spank you," takkede han hende, og sendte hende et ualmindelig drengerøvet smil, inden han tog fødderne ned fra bordet, og rettede sig helt op, før han tog fat i halsen på øllen og hurtigt, fik fisket en lommekniv op, fra en af lommerne på hans tunge bikerjakke, hvis krave var beklædt med slidte nitter. Med en let bevægelse, med tommelfingeren, fik han slået knivbladet ud, og satte det følgende op under ølkapslen, trykkede kniven op ad, indtil øllens kapsel sprang af, og landede nede på gulvet med en klingende lyd. Chase satte sig endnu en gang tilbage i sofaen, og hans fødder røg skam også op på bordet igen, hvorpå han satte flaskehalsens åbning op til munden, næstefter at have lagt sin kniv på plads, i lommen. Det tog ham ikke lang tid, før han havde tømt hele flasken, og han tørrede sig hurtigt om munden med et lille stykke af ærmet på sin jakke, før han satte flasken fra sig, hen på bordet, igen - og netop som dét var gjort, kom Amelia valsende hen til ham, iført noget helt almindeligt hverdagstøj; og til hans uheld, bukser. Han smilede svagt, for sig selv, inden han rejste sig op fra sofaen, og sjoskede hen til hende, hvor han fik lagt begge arme rundt om livet på hende, forfra. "Du ser stadigvæk godt ud," sagde han, før han, med et særdeles lusket smil, lod begge sine hænder køre bare en lille smule mere ned, for så til sidst at lade dem smutte ned i baglommerne på hendes jeans.

Amelia syntes næsten ikke engang at have nået ud af badeværelset inden at hun så Chase komme direkte mod hende. Hun fik lige set hen mod sofabordet og se han allerede have bundet den flaske. Det overraskede hende ikke men stadigvæk var hun forundret over. Hun var selv sådan en svagdrikker. Nok en grund til at hun holdt en vis afstand fra alkohol. Eller også var det blot fordi hun ikke fattede den pointe med at blive fuld og smide alle sine hæmninger. Den slags ønskede hun ikke selv at opleve. Ikke mere i hvert fald. Ikke endnu. Hun vågnede pludselig op da hans arme fandt sin plads omkring hendes talje og hun så op og stødte på hans ansigt. Lige i tide til at se hans læber forme de ord hun hørte. Hun krummede automatisk sine tæ’r og hendes kinder syntes igen at tage den svage rødlige glød. Det var anden gang han havde sagt det. Og han virkede så cool omkring det mens at hun bare stod og ikke vidste hvad hun skulle sige. Havde lyst til at sige noget og hun ville vise hun ikke var denne skrøbelige pige. Men det var en ting man ikke kunne komme uden om. Hun kunne jo ikke være noget hun ikke var. Hans hænder der nu lod sig snige ned i hendes baglommer og gjorde at de nu hvilede på hver af hendes baller. Det var et sted ikke særlig ubehageligt men samtidig ville hun helst ikke have den følelse gennem kroppen som hun fik. Også selvom at han ikke rørte den direkte. Åh hvad skulle hun gøre!
Den lille aspara syntes så at stivne da de små flashback eller hvad det var landede der foran hende. Hun ville bare have de tanker væk men når hun virkelig ikke ville have dem kom de altid tilbage. Specielt også når hun skulle sove. Hun klemte sine øjne sammen og bøjede hoved lidt fremover mens en hånd blev sat foran hendes mund som var hun bange for at kaste op. Dog en ting der ikke skete eller var tæt på. Bare fornemmelsen af sin mave vende sig. Den anden hånd greb med det samme fast i hans jakke som ville hun bruge ham som støtte. Hun følte hvordan at de klare dråber af tåre pressede på. ”St-stop..” lød det meget svagt fra hende. Som var det noget hun sagde til sig selv. Og det var det nok også mest. Hun slappede derefter mere af og hendes hånd der var omkring hendes mund blev fjernet og hendes øjne åbnede sig. Hun bed sig så i underlæben. Rimelig hårdt mens at hun så mere væk fra dem. ”Idiot.” mumlede hun så og denne gang var det hentydet til Chase. Og så blev retningen af hendes blik hurtigt skiftet til op igen. Hun greb hårdere fast i hans jakke og nok til hans overraskelse trak hun ham så længere ned til sig. ”Hvorfor skal jeg altid støde ind i dig igen.” Det var det sidste hun fik mumlet dog ikke som et spørgsmål, inden hun så fik rejst sig op på sine tæ’r og fangede så hans læber i et kys. Holdt det.

Smilet på hans læber syntes at blege, drastigt, og forsvandt til sidst fuldstændigt, efterlod hans lidt askegrå ansigt, i bekymrede folder, da han hun slog en hånd op for munden, og bemærkede, at hendes øjne var blevet noget mere vædede, end de normalt var, dog ikke nok til, at hun ville begynde at græde. Var det ham, der havde sagt eller gjort et eller andet, forkert? Han synes ellers, at han havde være meget, påpasselig med netop ikke at gøre noget, som hun ikke ville bryde sig om. Det næste hun sagde, fik ham til at bide sig lidt hårdt i underlæben, og slå blikket nedad, mod gulvet, men han rettede det ret hurtigt efter op igen, per refleks, idet hendes stemme atter brød stilheden, og slap derefter taget i læbe, for påfølgende at mærke hendes mund mod sin. Chase trak hænderne op fra hendes lommer, og placerede dem et sted på hendes ryg, hvorpå han langsomt lod spidserne af sine fingre køre rundt i små cirkler, kyssede vellystigt med, afsluttede det efter et stykke tid ved forsigtigt at nappe hende nænsomt i underlæben, og tilsendte hende bagefter et gævt smil. "Inderst inde kan du jo godt lide mig," sagde han med et roligt, dæmpet toneleje, lidt henvendt til det sidste hun havde sagt, smilede endnu en gang til hende, inden han kørte hænderne om på hendes sider, greb fat om hendes hofter og hev hende helt ind til sig, så al luften imellem dem blev kvalt. "Du siger bare til, hvis jeg skal stoppe, ikke?" sagde han lavmælt og med et tilhørende, drengerøvet smil, lige før han lænede sig ned mod hende og satte sin halvt åbne mund mod hendes hals, efter at have pustet det meste hår væk. Langsomt, begyndte han at plante lange, blide kys ned langs halsen, fortsatte sådan et stykke tid, inden det blev en smule mere intenst, og kyssene blev heftigere, samt der blev færre af dem, eftersom han i ny og næ lod spidsen af sin tunge cirkulere rundt på Amelias hals og bed hende, forsigtigt, i øreflippen med jævne mellemrum.

Amelia kunne med det samme hvordan at hendes ansigt blev fyldt med varme ved hans kommentar. Inderst inde. Lide ham? Den forbandede dæmon. Hvorfor skulle han også sige den slags? Hun følte hvordan hendes hjerte hamrede en smule hurtigere og hun ville helst bare kunne gemme sig væk i et hul og forblive der. Men hun nåede ikke rigtigt at flygte inden at hun kunne mærke hans krop blive presset helt tæt op ad hendes. Og hans hænder omkring hendes hofter gjorde det underligt nok heller ikke særlig nemt for hende. Samt at hun et sted heller ikke ville have ham væk fra hende denne gang. Hun nikkede kort idet han gav hende den mulighed for at sige stop igen hvis hun ville. Hun nåede ikke rigtigt at sige et tak inden at hun følte hans læber mod hendes bare hals. Hun stivnede kort men der gik ikke længe inden at hun nok slappede mere af. Det var en underlig følelse af at ikke prøve at få ham væk. Det var mærkeligt at hun ikke havde noget imod det. Eller hun havde ikke lyst til at gøre den største modstand. Hun greb igen fat i hans jakke, nu med begge hænder og som hans tunge nu begyndte at lege omkring blev hendes øjne nu lukket helt i. Hun følte et øjeblik at hendes vejrtrækninger var en smule mere tunge end før og hun havde ingen idé om hvad hun skulle gøre i denne situation. Dette var trods alt rimelig nyt for hende.
Amelia trådte et lille skridt tættere på ham og uden selv rigtigt at tænke for meget over det blev hendes ene ben sat ind mellem hans. Opdagede det først da det var sket og hun ikke rigtigt kunne trække den tilbage uden at trådte længere væk fra ham. Hendes kinder blussede hele tiden op og hun følte dette var lidt flovt. Det var både forkert men også rigtigt på samme tid og hun kunne helt finde ud af det. Hvilket gjorde hende irriteret. Men det overvandt den usikkerhed hun havde over sig. Hun virkede i dette øjeblik mere skrøbelig end før. Næsten som sidste gang han havde tilladt sig at komme så tæt på den lille aspara. Hun sank nogle gange inden at en generende klump i hendes hals forsvandt igen. Hendes krop sitrede ganske svagt og hendes hjerte hamrede stadig lidt hurtigere end normalt. ”Cha…Chase..” hviskede hun stille og svagt. Det var et sted som at sige han skulle holde inde og også for at bare sige noget. Det var virkelig underligt.

Chase fortsatte, ivrigt, med kysseriet på hendes hals, og havde i mellemtiden atter ladet sine hænder finde vej ned til hendes ende, som han nu havde et godt tag i, kørte en gang i mellem hænder lidt op, men de endte altid ved hendes røv, igen. Et svagt støn, slap ud gennem hans let åbne mund, idet Amelias ene ben smuttede ind mellem hans, hvorpå han fastere greb, om røven, og pressede hende yderligere ind mod sig - hvis det da overhovedet kunne lade sig gøre. Lyden, af hans eget navn, fik ham til at standse for en kort stund, hvor han rettede sig en lille smule op, og fikserede de mørke øjne på hendes uskyldige, kønne ansigt, som han tavst studerede i lidt tid. "Hvad er der? Kan du ikke lide det?" spurgte han, stille, og mødte hendes blik med sit, men holdt ikke øjenkontakten særlig længe, for derefter, atter at bøje sig en kende ned, ikke helt så meget som før, den her gang kyssede han hende blot hurtigt på munden, inden han strøg et par vildfarende lokker hår væk fra Amelias ansigt, og lod deres læber forenes igen, før han genoptog det andet. Chase lænede sig en anelse længere ned, og begyndte straks, at kysse hendes hals, som han havde gjort, lige før, men nu, brugte han næsten kun tungen. Noget tid efter, trak han endelig hænderne til sig igen, uden at stoppe det, han havde gang i, og førte følgende den ene hånd hen til sin egen buksekant, og tog med det samme fat i knappen, som han fumlede lidt med, før det omsider lykkedes ham, at få den op, hvilket hjalp gevaldigt på det tryk, der synes at være opstået i hans tætsiddende læderbukser, skønt lynlåsen stadigvæk var oppe. Næstefter, tog halvdæmonen en af hendes hænder, og satte den med håndfladen ind mod bulen, holdt den dog uden på bukserne, hvorefter han kyssede hende en enkelt gang, tæt ved øret, og lod sin mund blive dér. "Det er din skyld. Gør noget ved det," sagde han med dæmpet toneleje, og kunne ikke forhindre et lavt støn i at komme ud. Det havde måske lydt en smule barskt, men hans smil, der godt nok var lidt smørret at se på, fortalte hende, at hun stadigvæk kunne sige stop, når som helst. Han slap så hendes hånd, og anbragte den i stedet for halvvejs på hendes kind, halvvejs på hende kæbe, hvornæst han satte sin mund mod hendes, sørgede for at have læberne skilt lidt ad, så hun, hvis hun ville, kunne få sin tunge ind, for han ville ikke være den første til at gøre det.

Hun kunne slet ikke svare ham og opgav også at prøve da han igen fik fanget hendes læber. Det var næsten som om at hans kys var fortryllede hende. Som kunne han få hende til alt så længe hun en gang imellem blev fodret med et enkelt kys. Og da hans tunge atter ramte mod hendes nøgne hals blev hendes let tunge ånddragt ændret til et forsigtigt støn. Som var hun flov over den slags rødmede hun skam også dette. Men det var vel en normal reaktion i dette tilfælde. Sådan reagerede kroppen når den begyndte at føle sig ophidset. En så vel ukendt følelse der måske skræmte hende en smule. Hun huskede ikke at føle den sidste gang. Eller hun havde måske bare ikke lagt mærke til den der. Eller hvad?
Amelia syntes så pludselig at vågne mere op da hun hurtigt opfangede lyden af hans bukser der blev knappet op. Det var som om at den lyd var forstærket i det øjeblik. Og hun lige der faktisk vidste hvad hendes træk nu begyndte at fører til. Ikke noget hun havde forventet hvis hun skulle være ærlig. Havde slet ikke haft den tanke i hovedet. Blot en lyst til den ene lille ting der nu havde spredt sig til flere ting. Hun kunne nu mærke hvordan hendes hånd blev kuplet omkring den bule der gemte sig så fint i hans bukser og idet løb det hende koldt ned af ryggen. Det gik for hurtigt! Men hun kunne intet sige. Følte sig helt mundlam og det eneste der kunne komme frem var ting der på en eller anden måde ville virke positivt på situationen. Hans hvisken gav hende samme følelse sammen med det at virke stivnet til hun igen slappede op. Hun fjernede ikke sin hånd. Lod den ligge og med hjælp af de ellers svage gnidende bevægelser de lavede i ubevidstheden fulgte den roligt med i rytmen. Og hans mund der igen stødte ind i hende gjorde øjeblikket mere intenst. Af ren refleks fra kroppen blev krætegnede hendes tunge let hans læber inden den mødte hans. Hun syntes pludselig at føle sig en smule svimmel men ikke dårlig tilpas. Hun greb dog hurtigt fast i hans buksekant som en form for støtte at hun syntes at gå to skridt bagud og mærke muren bag sig. Hun havde dog ikke stoppet deres nu snaveri under alt dette. Hun træk ham en smule tættere til sig ved hjælp af grebet i hans buksekant. Den anden hånd sneg sig nu roligt op ad hans overkrop for så at tage let fat i hans jakkes krave. Hvad lavede hun!? Dette lignede hende ikke. Overhoved. Hun følte stadig hvordan hendes krop sitrede og hvordan hun skulle bruge en smule kræfter mere for at holde sig opstående. Og der var her muren nok også hjælp hende igen. Hun brød forsigtigt jeres tungers leg og træk sit ansigt lidt tilbage for også at blive lænet mod muren bag hende. Hun åbnede sine øjne og så mod Chase. Det var tydeligt at se på hende at hun var skræmt fra vid og sans men samtidig virkede hun ikke afvisende. Heller ikke i det blik hun sendte ham. Hun fugtede sine læber med tungespidsen mens hun på en måde prøvede at trække tiden lidt mere ud. Hun så så igen lidt væk på denne generte måde mens den hånd, der ellers havde holdt fast i hans krave, nu glide ned over hans brystkasse igen inden hun atter lod deres øjne mødes. Dette var mærkeligt. Hun huskede sig stadig på inde i sig selv at hun ville hade denne hybridt. Men stadigvæk lod hun ham komme tæt på igen. Vel en smule tættere end sidste gang hvis man så sådan på det. Rødmene var rimelig klar for en hvers syns punkt men hun syntes ikke at tage sig af det. Eller hun prøvede i hvert fald ikke at skjule det igen.

Det her, var gået hundrede gange bedre, end han havde forventet. Det var præcis det, han havde prøvet på, alle de gange, de havde været sammen, men hver eneste gang havde det slået fejl - men ikke i aften. Han stønnede en smule ophidset, da hendes hånd rørte lidt på sig og vuggede, stille, sit underliv i sammenleje-agtige bevægelser, i et tempo, der passede til håndens. Øjeblikket efter Amelias tunge var blevet ført indenfor, i hans mund, lod han straks sin egen tunge deltage i en vild, intens dans med hendes, og mærkede, hvordan hans åndedræt var blevet, meget heftigere. Chase fulgte blot med hende, idet hun trådte tilbage, mod en væg, og satte håndfladerne imod væggen, en hånd på hver side af hende. Det var til stor ærgelse for ham, da hun afsluttede deres ellers ret hede kys, og han åbnede, ligesom hende, øjnene og mødte hendes blik med sit. Der blev intet sagt, hverken fra hans eller hendes side af, og stilheden syntes at hænge tungt i luften omkring dem. Hvorfor havde hun stoppet det? Han betragtede tavst hendes ansigt, og smilede svagt over den rødmen, der var kommet rigtigt til syne på Amelias kinder, inden han blidt tog fat i hendes hænder og fjernede dem fra sit bryst. Halvdæmonen tog derefter fat i låsen på sin jakke med den ene hånd, og lynede den hurtigt ned, hvornæst han blot rystede den af sig så den faldt ned på gulvet, tog derpå fat i kanten på den sorte tanktop og hev den over hovedet, så han nu var helt nøgen, på overkroppen. Et halv-stort ar, kunne kun lige skimtes tværs over hans brystkasse, og han havde derudover en ring i begge brystvorter. Det eneste hår, der var at se, var nogle få sorte dun på hans brystkasse, ellers var der intet. Chase tog endelig fat i sine buksers lynlås, som han fik åbnet i en fart, og førte derpå selv en hånd ned i de sorte boxershorts, inden han pressede sig op af hende. Nej han havde bestemt ikke ikke i sinde at standse, sådan lige med det samme. I hvert fald ikke før hun, lige ud, bad ham om at stoppe.
Hans hånd lod til virkelig at være sat på arbejde dernede, hvilket også tydeligt kunne høres, på de tændte støn, der sivede ud mellem hans læber. Det var dog ikke ret længe, den fik lov til at være dernede, og røg hurtigt op fra bukserne igen, for i stedet for at tage fat i en af hendes hænder og føre den med sig, præcis samme vej. Han slap atter hendes hånd, så snart han havde hjulpet den ned i boxershortsene, og begyndte så at overkysse hendes hals endnu en gang, med både læber og tunge; gik ud fra, at hun vidste, hvad det var, hun skulle gøre.

Amelia kunne andet end at stå og betragte hvordan han afklædte sig det. Først havde hun vel bare troet han kun ville smide jakken men hurtigt efter kom den inder top også af og efterlod hende med en halvdæmon i bagoverkrop der blot stod helt op ad hende mens hun ikke kunne komme nogen steder på grund af muren bag hende. Igen fik hun fjernet en klump i halsen der dog syntes at komme tilbage hele tiden at noget nyt skete og hun ikke viste hvad hun skulle gøre ellers sige. Eller det var ikke fordi hun var uviden men hun skulle også kæmpe mod sin krop for at få den til at lystre nogenlunde. Han gjorde hende ufattelig usikker og hun fattede stadig ikke hvorfor hun var i gang med dette. Og så med ham! Åh dette var så forkert. Også selvom at det var begyndt at føles så rigtigt. Igen ville hun blot ønske hun kunne kravle ind i et lille mussehul og bare sidde der og skamme sig over sig selv.
Hun opdagede hurtigt hvordan hun havde klemt sine øjne sammen idet hun hurtigt fik dem åbnet af overraskelse da hun kunne mærke hvordan hendes ene hånd nu blev førte ned i noget der meget muligt fra hans bukser. Eller nok et lag mere ind. Det var tydeligt for hende at kunne mærke den bare hud omkring hans lem som hendes hånd nu lå omkring. Hun så lidt op på ham men mere nåede hun så heller ikke inden at hans tunge atter begyndte at lege op ad hendes hals. Det gik for hurtigt men hun kunne ikke får ordene frem. Som om hendes krop ikke ville lade hende sige stop. Hendes kinder blussede endnu mere op. Det var grænseoverskridende for hende men alligevel fik hun på en måde sin hånd til at bevæge sig i let gnidende bevægelser op og ned af hans lem. Hendes ånddragt var stadig tunge og hun kunne heller ikke holde de støn der alligevel kom fra hendes strube inde. Som var hendes hals bare ufattelig følsom.
Efter lidt træk hun forsigtigt sin hånd op ad hans boxershort og som om at hun ikke selv kunne styrer sine hænder tog de fat i den nederste kant af den sweatshirt hun havde på. For så i bløde bevægelser træk den mere og mere op til den røg hen over hovedet og hendes hænder ikke mere kunne holde den, faldt den til jorden. Og der stod hun så og følte sig faktisk allerede nøgen. Også selvom hendes jeans og bh skam stadig var der til at dække. Men hendes maveskin og det lille pentagon, der havde placeret sig lige ved starten af hendes kavalergang, der et sted syntes at være blevet mere markeret, var synligt for ham. Hun kunne ikke lade være med at føle sig flov over hvad hun gjorde men stadig fik hun lagt sine hænder mod hans bare overkrop igen. Og derefter kørte hun dem måske lidt pirrende ned over til de endte ved hans buksekant hvor hun fik hæftet sine tommelfingre fast for at lægge lidt vægt i sine arme. Træk ikke decideret hans bukser ned men lod dem hænge lidt nede omkring hans røv. Den ene hånd havde igen nærmet sig hans bule der endnu gemte sig i hans boxershort men på grund af den usikkerhed der igen lå over hende var det vel som om at hun ikke turde gøre meget andet end blot at nærme sig. Et lille blidt kys blev nu placeret mod hans brystkasse inden hun på en måde bare hvilede sin pande der mod. Så stop dog! Den blev hele tiden genoptaget i hovedet på hende. Den lille råbende sætning der nok skulle forstille sig hendes samvittighed. Hvorfor skulle det også lige være ham?!

Chase nappede hende, forsigtigt, i halsen et par gange, forsøgte ihærdigt, at gøre sine vejrtrækninger bare en smule roligere, eftersom hans åndedræt syntes at blive hurtigere og hurtigere, og det blev bestemt ikke bedre, idet hun fik sat sin hånd i sving, hvilket fik ham til at komme med nogle, meget, tændte støn. Et svagt smil prægede kort hans læber, ved lyden, af hendes stønnen, som lod ham vide, at hun i hvert fald ikke havde noget imod, det han gjorde på hende. Halvdæmonen undslap et lidt misfornøjet suk, da hun trak hånden til sig igen, og stoppede selv det, han havde gang i, næstefter, trådte han et lille skridt tilbage, for bedre at kunne se hende; fulgte hendes bevægelser med øjnene, og trøjen, der blev smidt ned på gulvet, ligesom alt det andet, hvorefter han atter rettede blikket mod hende, kørte det op og ned langs hendes overkrop nogle gange, smilede samtidig, inden han atter trådte frem mod hende. Med et smil, strøg han noget af Amelias brune hår om bag hendes øre, aede hende efterfølgende kort på kinden og plantede et enkelt kys midt i hendes pande. "Du er så smuk," hviskede han, med det samme skæve smil, og kørte hånden på hendes kind længere ned, kærtegnede hende stille asparaens kraveben, før han til sidst kuplede hånden over hendes ene bryst, som han forsigtigt kælede med, i samme øjeblik som han påbegyndte at kysse ned ad hendes hals, langsomt. Chase stoppede, da han var nået ned til stykket mellem hendes skulder og kraveben, hvorpå han rettede sig helt op, rankede ryggen, bukkede sig derefter ned for at åbne spænderne på sine støvler og fik taget dem af, tog så fat i buksekanten, på læderbukserne, som han med lidt besvær fik hevet hele vejen ned og trådte helt ud af dem - boxershortsene blev på. Han fik følgende hevet sit erigerede lem op af dem, fortsat uden at tage underbukserne af, lod den blot stå op langs maven, og lagde så armene rundt om hende, fandt hurtigt låsen på hendes BH, som han behændigt åbnede, før han genforenede sine læber med hendes.

Hans kompliment gik som altid lige ind gennem hendes skjold hun ellers så vidt muligt prøvede at holde oppe ved at have ham oppe. Men det syntes hele tiden at falme. Og hun var sikker på at han på et tidspunkt ville bryde helt gennem. Hvis han ikke i forvejen havde gjort det. Et let støn forlod igen hendes strube, måske lidt mere tydelig end de andre gange, idet hans hånd blev lagt omkring hendes ene bryst. Hun klemte igen sine øjne genert sammen og bøjede hovedet da hendes krop kildede på denne underlige måde. Hvad var det han gjort ved hende? Og det hjælp skam ikke med at hans læber var over alt på hendes hals. Og hun havde hun intet rigtigt at gribe fat i efter som han nok meget vel allerede havde afklædt sig. Eller hvad man kunne kalde det. Han stod bare der helt op ad hende kun iført boxershort mens at hun stod og følte sig helt vildt nøgen blot ved at have fået taget overdelen af hendes tøj af. Hvordan kunne han stadig være så cool omkring det?! Det var fustrende. Hun kunne skimme ud af øjenkrogen som ha fik trukket sit lem frem men undlod at se alt for meget ned. Det var for flovt. Og hun kom så hurtigt på andre tanker idet hendes BH ikke ligefrem sad så stramt omkring hende som før. Opdagede først lidt efter hvad det var der gjorde det. Hans fingernemme fingre havde allerede fået åbnet løsen. Som en refleks blev hendes arme hurtigt lagt hen over for at holde BH’en nogenlunde på plads for at dække hendes bryster. Og det var cirka der at han fik fanget hendes læber. Og hun kunne ikke gøre andet end at stå og lade ham. Til hun så fik stoppet det. Mere eller mindre ufrivilligt. Hendes ansigt var nu helt blusset op og hvis det havde været hende muligt ville hun havde forsat nogle skridt bag ud men stod stadig bare lænet op ad muren hvor efter hun langsomt igen så mod Chase. Igen lignede hun denne skrøbelige dukke. Dette uskyldige væsen med de dybe dådyr øjne. Hun kunne se lysten i hans øjne. Hun kunne mærke han var tændt og det underlige var vel at, det var hun også. Ville bare ikke selv indrømme det. Han havde nok alligevel også allerede opdaget det. For andre ville det måske være tydeligt.
Amelia prøvede at så ordene frem der ville stoppe det men det var igen ikke som om at hendes krop gad hører efter og gjorde noget andet i stedet. Endelig lod hun sine arme slappe af og fang mere ned lang siden inden at stropperne nu gled ned over dem og den sorte BH landede på gulvet lige som alt det andet tøj. Hun tog en dyb indånding inden hun så tog mere mod til sig. Trådte det halve skridt tættere på hybriden og fik lagt armene omkring hans nakke. Hun pressede sin krop ind til hans og lod være med at tænke så meget på at hun nemt kunne mærke hans skridt mod sig. Hun lod så atter et kys blive placeret mod hans læber og uden rigtigt at tænke over hvordan man gjorde fik hun sin tunge ud og igen kærtegnede hans læbe inden hun på en måde fik dem skilt ad for igen at møde hans. Hun holdt balancen perfekt selv om at hun var nød til at stå på tæ’r for rigtigt kunne nå. Det var vel en ting hun havde vænnet sig til.

Det var stadig ikke helt gået op for ham, at det rent faktisk var lykkedes for ham - det var mindst, lige så godt, som han havde forestillet sig at det ville være. Chase trak sig en anelse tilbage, efter hun havde afsluttet kysset, og lod sit blik løbe fra hendes ansigt, og ned til hendes barm, som hun beskyttende holdt for med armene, så BH'en ikke ville falde af. Tavst, studerede han hende, ville vente lidt, før han fortsatte, men det fandt han ud af, at der ikke var nogen grund til, da hun kort efter den tanke, tog et lille skridt hen mod ham, efter at have ladet BH'en falde til gulvet, og mærkede dernæst hendes overkrop mod sin. Han glippede et par gange med øjnene, lige inden, hendes tunge søgte ind i hans mund, lod så øjenlågene glide halvt i, og gengældte lidenskabeligt kysset, fik smidt begge læderhandsker, før han placerede de hårdføre håndværkerhænder et sted bag på hendes ryg. Med blide, strygende bevægelser nussede han hende på ryggen, blev ved sådan i noget tid, inden han så, pludselig, tog et godt greb i begge hendes baglår, løftede hende op, uden at stoppe det hede kys, hvorefter han langsomt begyndte at gå hen mod sofaen, som han forsigtigt satte hende ned på, fulgte selv med, og satte sig ned på knæ foran hende på gulvet, mellem hendes ben. Den her gang var det hans tur til at standse kysset, hvilket han gjorde ved nænsomt at bide hende i underlæben, for næstefter at plante lange, ømme kys ned langs halsen, og videre, indtil han nåede hendes bryster, skilte da sine læber en lille smule ad, inden han begærligt begyndte at både kysse hendes barm, og lade spidsen af sin tunge cirkulere om brystvorterne. Derpå, fortsatte han med at kysse hende ned ad hendes mave, og stoppede så, idet han nåede ned til buksekanten. Han hævede hovedet, og slog sit blik op på Amelia, samtidig med, at han havde taget halvt fat i linningen på bukserne, strejfede knappen med sin tommelfinger og så spørgende op på hende, bare for at sikre sig, at det var okay.

Som en refleks blev hendes ben svunget op omkring ham da han fik hende løftet fra gulvet. Det var pludselig som om at hun vidste hvordan det skulle gøres. Og hun stoppede ikke engang deres tungers hed leg. Gjorde det ikke mildere men fulgte med i det intense tempo han havde sat op. Hendes øjne var lukket i og hun glemte næsten hvordan hendes hoved stadig kogte. Eller også var det det endelig stilnet af. Som var hun mere sikker på hvad der foregik. Og dog. Det var nok fordi hun tillod sig at have intet andet end ham i hovedet, som den håbløse tøs hun var. Han havde haft ret i det at hun kunne lide ham. Der var sandt. Og det var tydeligt for hende i hvert fald. Hun kunne nu mærke hvordan at hun blev sat ned. Kunne mærke den bløde sofa give svagt efter for hendes lette vægt og hvordan han stoppede deres kys. Hun åbnede roligt sine øjne igen men hun var lidt for langsom for nu blev hans kys placeret mod hendes hals og vejen de fulgte var sikker. Hendes tunge åndedragt blev så dannet til et tændt støn da hun følte hans læber og tunge omkring hendes bryster. Hun lænede sit hoved let tilbage og bed sig i underlæben. Armene omkring hans nakke var blevet fjernet og nu greb de mere fast i sofaen. Så godt som hun nu kunne. Den kildende fornemmelse spredte sig hurtigt gennem kroppen som han nu kom længere ned og hun syntes at blive mere usikker da hans hænder nu befandt sig omkring hendes bukser. Hun så igen frem for sig og mod halvdæmonen. Måske lidt hurtigt men stadig elegant fik hun så trukket sine ben op til sig for så at svinge sine arme beskyttende rundt om. Hendes ansigt var igen helt rødt af rødmen. ”Je-Jeg..tror ikke jeg kan..” lød fra så fra hende mens at hun virkelig havde dette usikre udtryk i de smukke øjne. Hun bed sig endnu engang i sin læbe, ret hårdt og hun foldede sig derefter helt sammen for at gemme sig væk. Dette var så flovt og hun kunne ikke forstå sig selv klart. Eller gjorde hun? Var det virkelig en almindelig følelse som hun havde i disse øjeblikke? Var det så normalt for et væsen at have lyster?
Amelia så så igen op lidt efter og så nok en smule undskyldende mod Chase. Hun følte hun bare skulle følge sine tanker og lade sin krop gøre hvad den ville. Dette var slet ikke ligesom sidste gang. Overhoved. Det var alt sammen mere beroliget. Hun stoppede med at bide i sin læbe og sank i stedet en klump der igen havde sat sig fast. Hun følte sig tør i munden men stadig havde hun ikke brug for at drikke noget. Endelig syntes hendes arme at blive løsnet og igen blev hendes ben stillet ned på gulvet. Men ikke lige så spredt som før. Hun sad selv lidt foroverbøjet mens hun tog lidt tid til at få tænkt tingene over. Men så fik hun igen skilt sine læber ad og hendes dejlige stemme kom frem. ”Men lad gå..” mumlede hun svagt og endelig kom hendes søde smil atter frem på hendes læber og sendt direkte mod Chase. En bekræftelse. Så måtte hun tage hvad der nu kom. Hun kunne jo ikke bare stoppe. Og det kunne han jo tydeligvis heller ikke.