Man kan aldrig vide...

Sted: Skoven
Tid: Aften
Dato: 23/5
Vejr: Dagen har været lun, så det er aftnen også
Omgivelser: træer og andre plantevækster samt insekter.

Inutaisho gik roligt for sig selv i skoven.
Han havde sit sædvanlige tøj på, hvide, posede bukser og hvid trøje der blev holdt sammen af et sort bælte om maven.
Hans lange, hvide hår sad i en hestehale.
Normalt nå han gik alene i skoven om aftnen eller natten var han altid opmærksom, men i aften var det anderledes.
Hans tanker var et andet steds, desuden regnede han også med at han var alene.

Twi kom gående ind i skoven. Hun var en smuk, perfekt og sød vampyr pige. Hun elskede blod, men kun hvis hun var virkelig, virkelig sulten kunne hun finde på at dræbe et menneske. Hun løb mellem alle træerne rundt om stien i skoven. Pludselig fik hun øje på en mand med langt hvidt hår og hvidt tøj på. Hun gemte sig bag nogle træer for at han ikke skulle se hende. Hun kom til at hoste.

Han stoppede op, normalt ville han havde hørt skridtene, men han havde været uopmærksom, men han blev straks opmærksom da han hørte hostet.
Han så sig omkring, men så selvfølgelig ikke noget.
"Hvem der?" man kunne sagtens høre på hans stemme at han ikke var til at løbe om hjørner med.

Twi kom ikke frem, hun holdt tilgengeld vejret. Hendes hår blæste op så man kunne se det ved siden af træet. "Argh!" lød det fra hende. Hun var faldet. Hendes ben blødte. Der var smerter, mange smerter. Det flød ud med blod, men selvom hun elskede at drikke blod ville hun ikke drikke sit eget. Der var så mange smerter i hendes ben. "Argh!" lød det igen fra hende.

Han så hen mod lyden men ventede ellers med at reagere.
Da han hørte endnu et argh gik han lagsomt hen mod træet og om bag, parat til hvad der nu ventede ham.
Han kunne lugte blod og vampyr, havde ne vampyr nu overfaldet nogen?
Han så ned og trådte et skridt tilbage da han så hende, liggende der med blodet flydende ud af benene.
"Sikke en overraskelse, vampyr" sagde han og lagde armene over kors og lænede sig op af træet.

"Gå din vej!" skreg Twi. "Mit be...." Mere nåede hun ikke at sige før hun faldt om og lå stille i skovbunden. Det flød stadig ud med blod, men indeni hende selv var der smerter. Det var som om hun skulle dø. Og der var sådan set heller ikke noget hun hellere ville, mens det gjorde så ondt. Hun begyndte at svede. Der lå meget blod omkring hende. Havd skulle der ske med hende nu?

"Vis du vil" han fjernede sig fra træet og lod armene falde ned langs siden.
Så sukkede han, hvad var der sket med ham? Normalt var han helt ligeglad med andre, kunne gå fra dem og bare lade dem dø.
Han rev noget stof af sin trøje og bandt det om såret på hendes ben, han trykkede hårdt så blodet ville stoppe med at løbe, hvilket det også gjorde efter lidt tid.
Han tørrede sine hænder af for blod i skovbunden, så godt han kunne, og skyndte sig så lidt væk i tilføldet af vis hun ville angribe ham for at få blod.

Twi vågnede og rejste sig. ´Det eneste hun sagde var: "Tak," Så vendte hun sig om mod stien hvor der kom en gammel mand forbi. "Jeg er så sulten." sagde hun og gjorde klar til angreb på den gamle mand. Hun bed sig fast i halsen på ham. Og efter lidt tid var hun færdig og stop mæt. Hun trak ham ind mellem buskene og lagde nogle blade og grene uvenpå ham. "Han kunne jo lige så godt være død før han kom her hen." sagde hun til Inotaisho.

Han trak på skuldrene
"Jeg er ligeglad" han kom i tanke om at hun gerne ville have at han gik.
Så han gik ud til stien og begyndte at gå vidre som om der intet var sket.
Han så op på bladene og nød mørket og tænkte på hvad han skulle give sig til, det virkede som om han allerede havde glemt alt om hende.

Twi gik også ud på stien ned mod enden af skoven. Hun var åbenbart på vej hjem. Hun vinkede Inutaisho med og hun løb. Da de var nede for enden af skoven kunne man se en lille hule med en smuk trædør i. "Her bor jeg når jeg er ked af det," sagde hun og så meget trist ud. "Og det er jeg nu." Hun så på ham med et smuk og blidt blik. Man kunne se på hende at hun var ked af det over kærlighed. Den første gang hun var forelsket skulle hun bare afvises.

Han så lidt på på hulen og lidt på hende.
"Aha, og det siger du til mig fordi?" spurgte han, men han kendte det var være ked af det begrund af kærlighed, han havde engang troet at hans kone var død.... Hvilket, flere år senere, ikke viser sig at være tilfældet.
"Noget jeg mere vil vide er hvorfor dit ben blødte" sagde han

"Jeg har ikke rigtig nogen venner," sagde hun trist. "Jeg er jo lide gammel, men de er næsten alle døde fra mig." Hun så på ham.
"Da jeg var barn slog men egen far min mor ihjel. Så jeg levede 14 år alene til han kom tilbage og skød mig i benet. Jeg havde aldrig følt større smerter, jo måske da jeg blev bidt sammen dag, men det var store smerter. Jeg lå i min seng og sov da ha kom. Efter lidt kjom der er vampyr og bed mig." sagde hun og gik ind i hulen.

Han sukkede, ligefrem hendes livshistorie, ville hun have medlidenhed eller hvad?
Han gik hen og stilte sig i indgangen men gik ikke ind i selve hulen.
Han så lidt på hende mens han tænkte.
"Hvad kan du?" spurgte han

"Hvad mener du?" spurgte Twi og så underligt på ham. "Hvad jeg kan af magi eller hhvad?"

Han grinte lidt
"Nok ikke magi, magi interessere mig ikke" sagde han
"Magi er for børn...Nej, hvad kan du? Hvad er dine evner?" sagde han
"Noget som almindelige mennesker ikke kan" han gik ud fra hun nok forstod det nu og så derfor bare på hende.

"Jeg kan telepotere ting hen til mig, løbe rigtig stærkt(så stærkt at man ikke kan se hende) se ind i fremtiden og se hvad andre tænker." sagde hun, men hun vidste stadig ikke helt om det var det han mente. Men hun håbede. "Jeg kan også synge rigtig, rigtig smukt." Hendes blide øjne gled væk fra ham og hen på en bogreol hvor der kun var tre bøger. En på ca 743, en på ca 987 og en på 534 sider. Hun havde selv skrevet dem. De hed: Det smukke vampyr liv I, II og III.

Han så uinteresseret på bøgerne og så så hen på hende igen med et nik.
"Aha, sikke meget" sagde han bare mens han tænkte.
Hun kunne ´være nyttig, vis ikke det var fordi hun var vampyr, han huskede godt engang hvor hans hals var blevet flænset op af en vampyr og lige siden havde han hadet dem som pesten.

"Vil du hav een kop kaffe?" spurgte hun for at skifte emne. Hun afventede et svar mens hun fandt en kop tiol sig selv, men der var ikke kaffe i. Istedet noget mørkerødt. BLOD!

Han så lidt på hende og kunne ikke lade være med at smile.
"Nej tak, drikker ikke kaffe, heller ikke blod" sagde han
"Men te er bedre" han så lidt på hende

"Jeg har også te, men kun en meget speciel te med tranebær," sagde hun og tog en fin lille æske frem og viste den til ham. "Den smager faktisk ganske godt." Hun gav den til ham og så spørgende på ham.

Han så lidt på den og snuste til den.
Ja umeldbart var der hverken blod eller gift i.
"Jo tak" sagde han og gav hende teen tilbage så hun kunne lave den.

Hun gik gennem en lille smal dør og efter 2 minnutter kom hun tilbage. "Værgo," sagde hun og rakte dne til ham. Det begyndte at regne og tordne. "Vil du ikke komme her ind og drikke din te?" spurgte hun og så på ham. Jeg synes at det bliver så koldt at være alene her. Så kan vi også lige hygge snakke lidt." Hendes blide øjne frøs, hun frøs.

Han overvejede det, men hade at blive våd og stinke af hund.
Han kom ind og lukkede døren, for så at sætte sig ned ved et bord.
Han snusede igen til teen og tog en lille tør af den.
Den var god nok og lidt sød, og selvfølgelig varm.
"Du må forstå jeg nok ikke føre det du kalder for hygge snak" sagde han og så på hende
"Men snakke kan jeg godt, du skal bare være klar over jeg er kritisk over for vampyre"

Hun så på ham. "Det er typisk!" udbrød hun og gik hen og satte sig i en hvis læne stol. "Aller der kommer forbi og vil være her er her ikke mere end 2 minnutter eller så lader de helt være med at snakke til mig!"

"Men jeg er ikke ladt være med at snakke med dig og jeg er her stadig" sagde han til sit forsvar.
"Men vis du blev flænset og være på kanten af døden, ville du så ikke også være skeptisk?" han så lidt på hende mens han sagde det