Til dem der absolut må vide det

Hej til dig der nu kigger.
Jeg følger Asmamix ide og skriver min baggrunds historie her, da der ikke er plads nok i profilen.
Så...Her begynder den:

Taisho blev født ude i skoven, midt om natten i det i vil kalde Japan i dag.
Hans mor var faktisk ikke dæmon, men et almindeligt menneske, hans far derimod var en dæmon som alle frygtede.
Frygtede, datid? Ja, han er død, blev slået ihjel af nogle præster.

Hun løb gennem det høje græs og ind mellem alle træerne.
Hun var tit ved at snuble, da mørket gjorde hun ikke kunne se noget, desuden bragte hendes store mave hende også noget besvær.
Hendes lange, gyldne hår sad i totter om hendes hoved, aftnen var kommet med en kæmpe regn skylle, men nu var det tør vejr.
Hun kunne stadig ikke tro på det hun havde set, sin elskede, en dæmon.... Den måde de havde hugget hoved af ham, hevet hjertet ud af ham og derefter brændt hans krop.
De havde derefter opdaget hende og skreget til alle at hun var dæmonens elsker, at hun bar hans barn, at hun skulle dø...
Hun snublede over en stor gren og faldt ned i mudderet og bladene.
Hun græd, hvordan kunne hun andet? Hun så sig omkring, men lige nu var der stille, havde de mistet hende af syne? Eller ville de være der lige om lidt? Hun ville rejse sig, men hendes ankel gjorde pokkers ondt, sikkert brækket.
Hvad skulle hun gøre? Hun havde et barn hun snart skulle føde og hun kunne ikke bare sidde og vente på døden... Som om barnet havde hørt hende, begyndte store muskelsammentrækninger at komme.
Hun skreg og lagde hænderne på sin store mave, ikke nu, ikke nu!
Hun skreg igen.
Det var et dårligt tidspunkt barnet havde tænkt sig at komme på.
Der gik noget tid og snart havde hun født barnet, alene, midt ude i skoven.
En gråd fik hende til at tage barnet op, selv om hun var træt og udmattet som få.
Hun kunne ikke mere, jorden og mudderet havde gjorde hende kold helt ind i knoglerne.
Hun blødte slemt...
Barnet var smukt, selv om det lige var kommet til verdenen.
Den havde allerede små hår på hoved, hvide hår, efter sin far, og de kloge mørke øjne.
Barnet stoppede med at græde da det så sin mor i øjnene.
"lille skat" hviskede hun, hun kunne høre en hund i det fjerne, præsterne kom...De måtte ikke få hendes søn.
"Lille Taisho..." det blev mørkere, mørkere....

En dreng på på 10 somre lå i det høje græs og så op på himlen, så på skyerne der forestillede alt muligt, alt efter ens fantasi.
Taisho lignede sin far utrolig meget, han havde allerede langt hår, eller okay, det gik ham til skuldrene.
Han var muskuløs af sin alder og havde altid haft gode sanser, måske lidt for gode.
Han lå og slappede af i solen, hørte på bierne og den blide raslen nå en frisk brise fik græsset til at bølge.
En kvinde stemme bragte ham til sin omverden igen.
"Taisho!" skreg stemmen, han satte sig op, rejste sig så og løb hjem ad.
Snart nåede han ind mellem træerne og hjem til den lille hytte.
Kvinden, en gammel dame, var ikke hans mor, men en kvinde som havde fundet ham ude i mudderet samme nat som hans mor døde.
Hvordan hans forældre døde fandt han dog først ud af senere.
"Der er du, vi skal spise...Har du nu ligget ude i solen igen?" hun smilte til ham, mens han uden en lyd satte sig ned og tog imod noget suppe.
"Hvorfor ved du jeg hedder Taisho?" spurgte han
"Fordi...Jeg hørte kvinden sige det, sige navnet, enden præsterne slæbte hende væk" sagde hun
"Spis nu din mad!"
"Hvorfor samlede du mig op?" blev han ved, mens han slugte den varme suppe.
"Taisho!" sagde hun bestemt
"Taisho, stop så!" hun vente sig væk fra ham
"Jeg vil vide det, hvorfor lod du mig ikke bare ligge?" taisho var helt rolig, selv om kvinden var ved at blive sur.
"Jeg ved jeg hedder Takamatsu efter dig" sagde han så
"Men hvorfor samlede du mig op og holder mig her, væk fra alle andre, som en slags fange?" han rejste sig op igen og så på hende.
"Taisho..." hun vente sig om mod ham, tog pludselig sin halskæde af, en halskæde hun havde fortalt ham ville betyde meget en dag, og holdt den frem mod ham.
"Jeg havde ikke forstil mig det skulle være allerede, du er jo kun en dreng.." han så uforståen på hende
"Men du giver mig intet valg!" hun smed halskæde mod ham, og han dukkede sig automatisk.
pludselig mærkede han en varme gennem hele sin krop og snart stod han og så på kvinden igen.
Men der var noget galt, alt føles underligt...
Han så ned af sig selv...og fik et chok.

siden den dag har hun lært ham alt om sin evne, at forvandle sig til en hund, at kæmpe og overleve.

Han lå igen på sin sædvanlige plads, lå og så op i himlen, eller næsten, han lå og halv sov.
Han var en ung mand nu, lige blevet 20 somre gammel.
Hans lange, hvide hår gik ham ned til livet nu, hans krop havde udviklet sig.
Han hørte pludselig en svag lyd, nogle underlige lyde faktisk, af stemmer, de var lidt ophidsede, den ene var stædig og nægtede et eller andet.
pludselig var der en der skreg.
Taisho vågnede helt op med et set og satte sig op og så mod hytten.
Skriget havde været virkeligt, havde stemmerne også? Pludselig blev han bange for om der skulle være sket hende noget, kvinden der havde taget sig af ham og lært ham alt.
Han sprang op og løb mod hytten....
Kun flammer mødte ham.

Nogle år senere:

Hun var smuk som få, men boede midt i en by fuld af præster.
Hun havde en guddommelig latter og det dejligste smil...Hun var noget specielt, det viste han bare.
Hendes lange sorte hår, hendes perfekte hud og hendes smidige bevægelser....
Han fulgte hende over alt, holdt øje med hende.
En dag, nede ved søen, vidste han sig for hende.
Hun blev overrasket, men det var kærlighed ved første blik.

De blev gift og Taisho fik snakket med nogle præster, en fortalte ham om en dæmon de engang havde dræbt, sammen med dens menneskelige elsker....
Han kendte nu sandheden om sin familie og dræbte præsterne om natten, nå de ikke ventede det.
De gik til modangreb....
De fik to børn, en pige og en dreng og der var næsten intet der kunne ødelægge det, men præsterne gik til modangreb, de fandt ud af hvad Taisho var og jagtede dem alle.

Troede de alle var døde, men det var de ikke.
Søgte sine børn og fandt dem endelig.
Hun var ikke død, hun levede endnu....
Igen fik e børn, to tvillinger...Men så forsvandt hun bare, sammen med tvillingerne, taisho som var forberedt på at starte forfra og være den perfekte fader, nåede ikke engang at se tvillingerne...

Nu går han lidt rundt og prøver at finde ud af hvah han skal, hvordan han skaber en tilværelse han kan holde ud.