Going to Paris - Athene

Hun gav et lille gisp fra sig og spilede øjnene lidt op, da Trinity slog hende i røven. Så trak hendes mundvige op i et stort, men forsigtigt smil. Hun ville sikkert bruge hele dagen på at prøve, at regne ud, hvad Trinity havde i hovedet med den skide nederdel. Hvordan skulle hun nogensinde koncentrere sig om noget nogensinde igen!

Hun forstod ikke, hvad Trinity mente med, at forklare hende, alt hun havde brug for at vide. Men hun forstod nok til at se, Trinity var i en værre situation end Athene lige havde troet. Hun skulede imod manden. Han lignede mere en filmagent end en, der arbejdede med… Nej, det kunne ikke passe, kunne det. Hun sendte Trinity et skeptisk blik under de rynkede øjenbryn. Kunne Trinity virkelig have rodet sig ud i den slags lort? Ingen tvivl om det. Dog virkede det til, at deres aften pludselig ikke kun ville blive, hvad Athene havde håbet på.

Hun tøvede et godt stykke tid, før hun slap Trinity og lod hende gå … først da Trinity havde sat sig ind i bilen og var kørt væk, vente hun om på hælen og begyndte at gå. Det ville nok alligevel tage hende evigheder at finde stedet … Godt, at hendes stedsans var rimelig god, ellers ville hun være fortabt i Paris' gader.

Efter at hun havde gået et stykke tid, stoppede hun brat op, så en mand, der gik bagved hende kom til at bumpe ind i hende. Hun undskyldte hastigt og flyttede sig ud af hans vej. Han bandede af hende og gik bare videre som om intet var hændt. En tanke havde slået hende. Hun havde nedværdiget sig selv en hel del, ved at følge efter Trinity … Hun havde opført sig som en legesyg hund, der ikke ville lade sin eger forlade hjemmet.
Hun blev blussende rød i hovedet og knyttede næverne hårdt nede i hendes hættetrøjelommer. Hun måtte være mere på vagt overfor den slags opførsel. Selvom hun vidste, djævlen bare førte Athenes egne perversioner ud i livet, havde hun stadig ikke lyst til at underkaste sig hende. Det kunne hendes ego ikke holde til. Men hun havde på fornemmelsen, hun ikke rigtig havde noget valg længere.

Hun følte, at hun blev forfulgt. Men ligegyldig hvor mange gang hun så sig over skulderen, kunne hun ikke se en levende sjæl. Paris var i det hele taget meget tomere, end hun havde regnet med, det ville være.

Jobsamtalen gik fortræffeligt, og Athene var sikker på, at hun ville få jobbet. Lige indtil hende og chefmekanikeren stod og så på en bil, der næppe ville komme til at køre igen, og Athene pludselig mærkede fyrens hånd på hendes røv.
Hun tog fat i hans håndled og førte hans hånd væk. Hun var endelig faldet til ro efter togturen, og selv hvis hun stadig havde været tændt, ville hun ikke have taget sig til takke med ham. Men fyren var vedholdende, og det endte med at Athene stod presset op af bildøren.
"Leg nu med, pussycat," hviskede han i øret på hende. Han stank af olie og sved og de sorte, klistrede fingre søgte op under hendes trøje. Hun vred sig og slog ham i brystet for at komme væk. Og til sidst fik hun ham da også slået om kul. Hip hurra for varulvestyrke.
"Jeg melder pas på jobbet," da hun gik over imod døren, sikrede hun sig at træde på fyrens mave med sine store militærstøvler. Han krympede sig og tog sig til maven med en del jammer.

Hun kunne ligeså godt tage hen til hotellet med det samme. Og det var også, hvad hun havde tænkt sig. Måske kunne hun lave en lille overraskelse for Trinity~ Problemet var blot, at hun ikke anede, hvornår djævlen ville komme tilbage fra det vigtige møde.

Endnu engang så Athene sig over skulderen. Hun rynkede irriteret på næsen. Hvorfor mon hun var så paranoid.

De kørte i hvad der virkede som en evighed, inden de nåede frem til den store truende regerings bygning. Udenfor stod en høj mand klædt i det samme sorte jakkesæt som manden der kørte hende, men hans positur og måde at stå på vidnede om at han var en mand af betydning, desuden gjorde folk honnør mod ham når de gik forbi.
Manden med det truende ydre var løjtnant DeMierre, en mand som regeringen satte til at holde øje med meget vigtige ting, han var kendt for at være brutal mod dem der arbejde for ham og endnu mere brutal overfor dem der stillede sig i vejen for ham, eller truede med at fortælle den brede befolkning hvad de var han brugte bygningens dybe kældre til. Trinity havde kendt ham stort set siden hun var blevet smidt ud fra helvede, det var ham der først havde sørget for hun kom ind i tjenesten, men også den første til at vende sig mod hende, så snart han fandt ud af hvad præcis det var hun var og han havde siden ikke gjort meget andet end at fortælle hende hvor meget mindre hun var værd end et menneske, det var sgu ikke noget under at der var så mange der ikke kunne lide menneskene.
Bilen stoppede og Trinity steg ud, DeMierre kiggede på hende med et irriteret udtryk, "Dine ting bliver kørt til hotellet", hans rustne stemme vidnede om hvor sur han var, som sådan ikke en ny ting, men han virkede som om han var i ekstra dårligt humør. Trinity gøs, det kunne kun betyde at det ikke ville blive sjovt for hende og hun sendte et langt blik mod bilen der drejede rundt og forsvandt med hendes kuffert, som hun i øvrigt kunne være helt sikker på ville blive rodet igennem, for ethvert tegn på om hun havde skiftet mening i forhold til at hjælpe DeMierre.

To agenter, en mand og en kvinde, stødte til imens Trinity gik igennem de store glasgøre, de gik på hver side af hende og værdigede hende ikke et blik. Det var i det hele taget en underlig opførsel, taget i betragtning at Trinity var DeMierre's bedste agent, men forholdsregler var forholdsregler og hun vidste at der ikke var nogen her der tog hende ord for gode vare. Bygningen lignede et kommune kontor, det var aldeles gråt og uinspirerende, på en måde der drænede folk for enhver lyst til at brokke sig eller på andre kreative måder udtrykke deres utilfredshed med systemet.
De stillede sig allesammen ind i en elevator, hvor DeMierre stak en nøgle i et nøglehul og drejede, i næste øjeblik åbnede døren igen og de stod på gangen med forhørslokalerne. Hun kunne mærke sin ben ryste under sig, hun havde ikke regnet med at det var så slemt at de ville gøre hende ondt, da hun bakkede et skridt, tog de to agenter fat under hendes arme og slæbte hende med, hun sagde ikke en lyd, for hun vidste at det kun ville blive værre hvis hun brokkede sig. En skarp smerte ramte hende i nakken og hendes syn og bevidsthed forsvandt.
Trinity vågnede igen, da hun fik en lussing. Hun ville tage sig til kæben, men hendes hænder var bundet, foran hendes sad DeMierre på et bord og kiggede ondskabsfuldt på hende, "jeg tror det er på tide du aflægger rapport". Hun kunne mærke hendes hjerte sank, hvornår DeMierre ville lukke hende ud igen, var hun nu ikke sikker på.

Den lille trold vismede rundt og fulgte sporet af Athene, til sidste kunne den mærke at lugten blev stærkere og den gemte sig i en busk da den så hende komme imod sig, efter hun lige havde drejet ud fra mekanikeren. Den fløj ud af busken i samme øjeblik som hun kiggede tilbage og den frøs i sin bevægelse, af frygt for den blev opdaget, men det virkede ikke til at hun så den, så meget destro bedere.
Den fulgte efter hende på afstand og gemte sig hver eneste gang nogen kom forbi, det var ikke svært, da dens størrelse gjorde at den ikke ligefrem sprang i øjnene på folk.
Tre mænd kom pludselig ud fra en gyde foran Athene, de var alle klædt helt i sort og med elefanthuer, bag hende hvinede dækkene fra en sort varevogn, hvis sidedør åbnede op og nogen greb ud efter hende for at trække hende ind i bilen.

Athene var måske ikke en filmhelt eller en kampsportsstjerne, men hendes instinkter var skarpe nok til at mærke, at der var fare på færde. Hun havde sat farten op og var lige ved at sætte i løb, da hun hørte bildækkenes skrig imod asfalten. Hun så sig over skulderen og var lige nøjagtig hurtig nok til at undslippe den første agent, men røg direkte ind i armene på den næste.
Trinity havde sådan en forklaring foran sig …
Athene var ikke bange, da de begyndte at slæbe hende imod bilen. Men hun var edderspændt rasende. Hun trådte en kvindelig agent over foden så hårdt at hun slap Athene i chok - men der gik ikke nok tid til, at hun kunne flygte. Hendes arme blev tvunget om på ryggen af hende og hun mærkede kolde håndjern klappe sammen om hendes håndled, før hun blev smidt ind i bilen.

Hvis hun havde skreget op, havde hun nok også fået bind for munden, men eftersom hun sad helt stille og stirrede på den nærmeste agent med død i blikket, lod de være. Hun så ikke trolden hoppe ind i bilen, men hun mærkede, da den kravlede om bag hendes ryg og forsøgte at vride håndjernene op. Den havde vel tænkt så langt, at det var klogere at befri Athene, før den kaldte på forstærkninger til at holde agenterne på afstand. Ellers ville Athene jo have lidt svært ved at røre sig ud af stedet.

Bag solbrillerne kunne hun se, hvordan en af agenterne så op og ned af hende. Hun regnede med, vedkommende enten tænkte på, hvorfor Athene ikke flippede ud og spurgte om, hvor de førte hende hen eller skreg om at blive sluppet løs. Eller også overvejede vedkommende bare, hvad der var så specielt ved Athene, siden de skulle spilde deres tid på at føre hende til deres hovedkvarter.
- Håndtering af information … Var det ikke det, Trinity havde bildt hende ind? … En spion … Sjovt nok overraskede det hende slet ikke. Det passede så godt til Trinitys mørke, fristende aura og mystik. Og som sagt, var hun ikke bange. Selvom det nok var en ufornuftig reaktion på hændelsen. Men hendes følelser var jo aldrig fornuftige.

Athene vidste ikke, hvad den lille troldelignende ting var, men hun følte sig ikke truet af den, så hun regnede med, at den var der for at hjælpe hende. Håndjernene gik op, men Athen holdte hænderne bag ryggen. Havde … tingen en plan?
Åbenbart. Der kom flere af dem ud af hvem-ved-hvor og de tre agenter gispede og slog ud efter dem. Bilen rullede allerede, men Athene flåede døren op, klar til at springe ud af det kørrende fartøj - hvis ikke lige en af agenterne havde flået hende tilbage og tvunget hende ned i bunden af bilen, så hun lå forsvarsløst på maven. Det måtte være en kamp for agenten, der blev angrebet af troldene.


Fantastisk … Nu sad Athene også i saksen. Det værste var dog, hun vidste, hun selv var skyld i det - og sikkert også var skyld i, at Trinity var i store problemer. Men hun var magtesløs.

Hun var fortørnet over hvor meget DeMierre troede han kunne slippe afsted med, ikke nok med at han havde slået hende, nu havde han også taget hendes cigaretter og røg dem lige foran hende. Han havde stillet de samme spørgsmål gang efter gang og Trinity svarede på samme måde gang på gang, nej hun anede ikke hvem der styrede De Morga og nej hun anede ikke noget som helst om nogen stærke væsner, det eneste hun havde sagt der syntes at have vækket DeMierre og de andre tilstedeværende agenters interesse, var at hun kunne fortælle at der, til trods for den manglende regering, var meget stille og tilforladeligt i De Morga, med mindre man selvfølgelig selv opsøgte problemer for det meste var friheden meget større end nogen andre steder hun kendte til. DeMierre virkede mere eller mindre utilfreds med det hun sagde og hans vrede syntes ikke at blive mindre da en af agenterne prikkede ham på skulderen og hviskede ham noget i øret, hans vrede udtryk gik over i rent raseri, "Hvem fanden er Athene Robyn?", Trinity kiggede vantro på ham "Robyn? Jeg kender sgu ikke nogen med det..." Athene havde aldrig sagt hvad hun hed til efternavn, men det tog ikke en vismand at gætte det nu, "Athene er en person som du skal holde fingrene fra, hun har ikke gjort dig eller tjeneste noget som he...*klask*", DeMierre havde givet hende et slag i hoved med en knyttet næve og alt sortnede for øjnene af hende i et øjeblik, men DeMierre's stemme gjaldede "Du snakker ikke sådan til mig! Denne Athene, hvem er hun, hvor kommer hun fra, hvad helt præcist er hun for dig!?".
Trinity sagde ikke noget, men kiggede trodsigt tilbage på DeMierre, han kunne ikke knække hende, han ville ikke knække hende nogensinde, ikke om det så var det sidste i denne verden hun gjorde. DeMierre svarede igen ved at slå hende igen og igen, til hun næsten ikke kunne se noget og bare sad og hang med hoved, mens små dryp af blod forlod hendes mundvig. Hun mumlede lavt, så lavt at DeMierre bøjede hoved ned, "Jeg har givet hende... frihed... rør mig igen og jeg påkalder mig retten til at bryde vores kontrakt", for et øjeblik virkede DeMierre overrasket, men så tog fanden ved ham og han slog ud efter Trinity.
Der lød et knald, efterfulgt af tre hurtige mere. Trinity var forsvundet i en røgsky som DeMierre slog ud efter hende, så han først væltede henover stolen, her kom Trinity til syne igen, hvor hun hurtigt trak hans pistol og skød de andre agenter, de ville ikke være dødbringende, men nok til at de ikke flyttede sig. Hun vendte sig mod DeMierre uden at sige noget, han lå på gulvet og kiggede på hende, "Elendige djævel, forbandede væsen" *knald*, Trinity skød ham i knæet så han skreg inden hun gik ud af døren og satte en stol for så der ville gå længere tid inde de kunne komme ud, hun anede ikke hvor lang tid der var gået, men det havde føltes som en evighed. Hun proppede smed pistolen i en skraldespand, mens hun hastigt forlod bygningen, flere agenter vendte sig mod hende og kiggede, men ingen sagde noget, alle vidste hvem hun var og frygtede at blive en 'slave', det var i det mindste en ting hun kunne bruge til en fordel nu. Hun kom ud sammentidig med at en bil rullede op, hun tog sig ikke af hvem det var, men flåede døren op og slog vedkommende i hoved og smed ham ud af bilen inden hun satte sig bag rettet og trådte på speedere, hun kunne se det var 4 timer siden hun var kommet ind, hun håbede på at Athene stadig var på hotellet og ventede på hende, og at DeMierre's agenter ikke havde fanget hende.

Trolden var ikke dum, selvfølgelig havde den en plan... overvældende antal kunne være mere end nok til at stoppe bilen. Det første andet troldelignende væsen den havde påkaldt var på samme størrelse som denselv, den åbnede kvindens håndjern. Den første trold havde forladt bagrummet og kunne høre hvordan flere og flere minions kom til, som svar på dens kald om hjælp.
Som følge af tormulten bag i bilen stoppede den med skrigende dæk, de to agenter sprang ud af bilen, men standsede bræt da de kiggede ud i mærket rundt om dem. Flere hundrede røde øjne kiggede tilbage, i samme sekund som den første agent forsøgte at trække sin pistol blev han ramt af et spyd i brystkassen og den samme skæbne tilfaldt sekundet senere den anden. De små trolde myldrede om bilen, disse var meget større end den lille med vingerne som kunne være i en hånd, disse gik et menneske til hoften, og var i modsætning til den lille der var rød, brune i huden og havde ikke nogen vinger, men sort busket hår der mindede om børsterne på en kost.
De kravlede op på hinanden og åbnede døre indtil bagrummet på bilen, hvor de sprang ind og gik i kødet på agenterne, de rørte dog på intet tidspunkt Athene.
Den lille røde minion baskede vildt med armene foran Athene, dens sprog var en serie af snærrende klipklyde, som ikke rigtigt lød som et sprog og da den konkluderede at Athene ikke var en djævel og ikke fattede en skid tog den sig til hoved inden den med sin lille hånd tog fat i hendes og forsvandt i en røgsky.
For Athene ville det føles som at blive trukket gennem et nøglehul uden at det gjorde ondt, men det ville bestemt være gøre dem der ikke havde prøvet det før ville have lyst til at brække sig, men sekundet efter ville hun stå i en hotel gang, foran værelse 327.

Athene satte sig op, da agenten på hendes ryg pludselig blev flået væk og angrebet af troldene. Hun så de andre to agenter ligge døde ude foran bilen med store huller i brystkasserne. Et hvert fornuftigt menneske - et hvert fornuftigt væsen overhoved - ville være gået i chok, skreget og/eller have rejst sig og være løbet øjeblikkeligt. Men Athene, der aldrig kunne finde på at udvise den slags svaghed eller flygte for noget som helst, hævede blot et øjenbryn. Hun frygtede ikke troldene, som tydeligvis var på hendes side. Et par svedige hårtotter hang ned i hendes øjne og med et tungt åndedrag kørte hun fingrene gennem håret for at få det væk fra ansigtet. I et par sekunder forsøgte hun at få overblik over situationen, før hun lagde mærke til den lille trold, der fløj foran hende. Det var tydeligt, at den forsøgte at kommunikere, men det var ikke særlig effektivt … Hun rynkede bare brynene og lignede ét stort spørgsmålstegn. Hun smilede skævt, da trolden slog sig opgivende for panden. Undskyldende. Men så rev den fat i hende.

Det var en ubehagelig følelse, hun gennemgik, men sammenlignet med hendes månedlige forvandling til varulv, var det ingenting. Og da de stoppede op var hun blot en smule svimmel og måtte sætte sig på gulvet - eller rettere faldt hun om på gulvet. Det var som om rummet snurrede og hendes krops proportioner virkede helt forkert, efter følelsen af at være blevet presset igennem et nøglehul.
Hun forsøgte at stille skarpt på trolden, der baksede rundt i luften et stykke over hende. Det ville nok være klogest, at hun lige ventede med at regne sig, så hun tog chancen til at se lidt nærmere på trolden. Den var egentlig nuttet … på sin egen måde … Selvom den lignede - well - en trold. Med fremmedartet hud og en lidt stor næse. Øjnene var meget små og stikkende. Men alligevel …
"Tak du," mumlede hun. Usikker på, om trolden kunne forstå hende. Den fløj hen og satte sig på det lille sengebord, Athene var gået om kuld ved siden af. Athene vidste jo ikke, den var sat til at holde øje med hende … Men trolden var godt klar over, at der ikke var nogen pointe i at gemme sig, efter Athene havde set den.

Hun satte sig op med møje og besvær - hendes hænder var usikre på gulvet, men alligevel udstrålede hun sådan en kraft og vilje, at man skulle tro hun havde det helt perfekt. Hun havde det dog også bedre, efter lige at have fået hovedet - og maven - på plads igen.
"Hvordan vidste du hvor … " begyndte hun, men stoppede sig selv. Det var jo soleklart, hvor den vidste det fra. Hun så på den med hovedet på skrå og stadig brynene rynkede. "Du er Trinitys," mumlede hun så hen for sig selv. Hun greb sig selv i at kigge på Troldens håndled, men hun kunne jo godt se, der ikke var en pointe. Den regel med tatoveringen gjaldt sikkert ikke … den slags. Det gjaldt vel bare mennesker, dæmoner, varulve og den slags ting. Ikke små trolde, der lignede en dårlig kopi af Tim Burtons version af feerne fra Ønskeøen.
Hun satte hænderne imod sengekanten og trak sig op at sidde på den. Sengen var blød og indbydende … og eftersom hun ikke vidste, hvornår Trinity ville komme tilbage, overvejede hun at ligge sig og slappe lidt af. Men hun kunne ikke. Hun var for bekymret for djævlens velbefindende. Hun smed dog sin hættetrøje og nederdelen, hun havde lånt. Under hættetrøjen havde hun en loose tank, hvilket betød at gabet under hendes armhuler var så stort, at havde hun ikke haft en sportsBH på, ville hendes bryster have været fuldt synlige fra siden af.
Efter at have smidt de ekstra beklædningsgenstande på gulvet lod hun sig falde bagover ned i sengen og lukkede øjnene. Først der begyndte hendes hjerte at banke hurtigere og alt, hvad der var sket begyndte at indhente hende. Hvad ville de fæle fjolser have gjort ved hende? Var Trinity okay? Måske spildte hun tiden med at ligge der i sengen! Hun burde være ude at lede efter Trinity lige nu! Mon tolden vidste besked? Hendes åndedrag var en smule kvalt. Hun havde lyst til at græde af rent og skær chok, men hun kunne ikke tillade sig selv at gøre det. Forbandet være den stolthed, der satte hendes grænser.


Hun ville have givet Trinity en glædelig overraskelse, når hun kom ind af døren … Men det måtte så vente til senere. Først skulle hun være sikker på, djævlen stadig var i live … For hun var ikke i tvivl om, at hun kunne være død - og på dette tidspunkt kunne Athene også selv have været det.

Trinity ræsede igennem byen, hun var sikker på der var en GPS anordning i bilen der viste præcis hvor hun var, spørgsmålet var bare hvornår det ville blive opdaget hun var stukket af, eller om det allerede var sket. Det med at hun ikke havde kørekort var sandt, men hun vidste hvordan man trådte på speederen og satte den i gear, men hvordan man opførte sig i trafikken anede hun ikke noget om. Fortovet, rabatten og venstre side af vejen kom ud på ét, hun skulle mod hotellet, det eneste sted hvor hun kunne være sikker på at være i sikkerhed i Frankrig, det havde været nemmere at fjernprojektere sig derhen, men grundet de mange slag hun havde fået i hoved kunne hun ikke koncentrere sig nok, hvis hun prøvede at forsvinde i en røgsky, kunne hun risikere det kun var halvdelen af hende der kom frem til hotellet.
En politibil kom skridende rundt i et sving, efterfulgt af 2 mere, som satte efter hende. Trinity var dog rolig ved situationen, hun kunne se hotellet og så snart hun kom indenfor dørene ville hun være i sikkerhed. Hun trak håndbremsen som hun kom rundt om et sving og bilen slingrede faretruende rundt, men holdt sig selv på vejen, bag hende smadrede den forreste politibil ind i svinget, men de to bagved var stadig efter hende. Hotellets indkørsel kom hurtigere frem på siden af hende end hun havde regnet med og derfor nåede hun ikke at dreje i tide, men i stedet pløjede hun igennem hækken og landede med et brag foran de sorte dobbeltdøre. Uden mere omsvøb sprang hun ud af bilen og hamrede med begge hænder på dørene, mens hun råbte og skreg. Bag hende kom politibilerne til syne og politifolkene stormede ned mod hende, hun kunne mærke hvordan hendes hjerte bankede så meget hun troede det skulle springe ud af brystet på hende. I sidste øjeblik åbnede døren en smule, så hun kunne komme ind og den smækkede højlydt bag hende.
Indenfor lignede det også ethvert andet hotel, dog med den forskel at alle der gik rundt derinde var djævle, en mand med sorte horn stod og kiggede misbilligende på hende, "Mistress Aeducen... hvad er meningen med at bringe mennesker til vores dør... og en vareulv til deres værelse?", hun kunne ikke lade være med at smile voldsomt, det betød at Athene var kommet sikkert frem, "Jeg er ikke længere forpligtet til at hjælpe menneskene, men deres chef brød sig ikke om at jeg opsagde vores aftale", hendes udseende var nok til at djævlen ikke stillede flere spørgsmål, men bare lod hende gå videre. Mens hun gik vendte folk sig om og kiggede på hende, det sorte blod på hendes læbe og de blå mærke i hendes hoved samt det blå og hævede øje talte for sig selv.

Hun fik slæbt sig op til værelset og gik lige ind, hun blev med det samme mødt af den lille trold, som med viftende arme og tårevædede øjne krammede sig ind til hendes hals. Hun klappede den på hoved "Så så, jeg har det jo fint, du har gjort et godt stykke arbejde... Men det er tid du vender hjem nu", den lille trold viftede med armene og kom med en serie af kliklyde der næsten lød som når en killing spandt, hvorefter den forsvandt i en lille røgsky.
Trinity gik ind i rummet og så snart hun så Athene ligge i sengen, sprang hun hen ovenpå hende og krammede sig ind til hende, "Gud-ske-lov at du har det godt, jeg har været så urolig!" hun kyssede Athene intenst på munden, "Jeg skylder dig en meget lang forklaring, men hvis du ikke har noget imod det, vil jeg meget gerne have et bad og have fikset dether", hun pegede på sit hævede og forslåede ansigt, "Jeg undskylder så mange gange jeg fik draget dig ind i dether, det er noget værre rod, men vid at vi er fuldkommen i sikkerhed her", det var som altid en gradbøjning af sandheden, før eller siden ville menneskene komme igennem den magiske barriere der var omkring hotellet, der gjorde at djævlene kunne være for sig selv her, det eneste hun kunne håbe på var nogen af djævlene med gode forbindelser fik det stoppet.
Hun rejste sig smilende og gik ud mod badeværelset, hun trak kjolen op over hovedet og smed den på gulvet og afslørede at hun ikke havde haft noget på indendunder på noget tidspunkt, om Athene ville finde det frækt nu var hun meget i tvivl om, hun var sikkert skidesur og ville forlange en forklaring med det samme, men hun havde brug for et iskoldt bad for at få styr på sine tanker.

Athene havde været ved at sætte sig op, da Trinity kom farende om halsen på hende. Hun knugede hende tæt ind til sig og havde meget svært ved at slippe, men lod dog alligevel Trinity trække sig fri. Da hun så, hvad der var sket med djævlen var hun dog så chokeret, at hun fuldstændig glemte at gengælde kysset …
Hun var lige ved at brase ud med sine bekymringer for djævlen og alt det typiske; 'hvad er der sket,' 'er du okay' og så videre … Men djævlen lovede hende, hun skulle få sin forklaring, så hun valgte blot at bide sig i læben og forsøgte at styre sig blik fra at flakke. Det var aldrig rart at se en, man holdt af i sådan en situation, men hvis hendes blik flakkede ville Trinity bare føle, at Athene ikke ville se på hende, uden hendes smukke ydre.
Hvad havde hun ment med, at drage Athene ind i det hele? Det var vel Athenes egen skyld, var det ikke? I det mindste var de begge i sikkerhed nu … Langt om længe. Der havde været lidt for meget action i denne dag til, at Athene havde lyst til at risikere sin røv igen. Men nu var det jo heller ikke hende, hele affæren var gået ud over … Hun satte sig op på albuerne og så efter hende, da hun gik ind i badet. Hendes blik gled ned over den røde krop før hun forsvandt ind på badeværelset. Først der tog hun sig sammen og rejste sig fra sengen. Sammenbidt og en smule rystet over at have set hende sådan.

Hun stod i døren og lænede hovedet imod karmen. Hun tog en dyb indånding, for at ville sige noget, men luften fes bare ud igennem hendes læber igen. Der var ikke meget at sige, var der?
"Trinity … Gør det meget ondt?" Hun rynkede brynene i noget, der mindede om en bekymret mine, men det var tydeligvis ikke en følelse hun var vant til at udtrykke. Måske var det et dumt spørgsmål, men det bekymrede hende mere end hvad der var sket eller hvorfor Athene var blevet smidt ind i den skide bil.
Hun tog et par skridt imod hende, før hun nåede at tænde for vandet, og lagde blidt sin hånd på hendes skulder. Hun have fået tåre i øjnene … overbevist om, at det var hendes skyld, djævlen var blevet såret.
"Kan jeg … gøre et eller andet?" Hun blinkede hurtigt og hendes stemme var blevet en smule lysere, i et forsøg på at holde den under kontrol. Hendes hånd gled fra Trinitys skulder, ned over hendes skulderblad før hun lod den falde ned langs siden igen … Hun åbnede munden for at undskylde, for at have givet Trinity problemer, men lukkede den så bare igen og så væk. Hun tog sig til armen.

Få sekunder forinden havde hun været oprevet nok til at råbe af Trinity det sekund, hun kom ind af døren. Men nu havde hun bare dårlig samvittighed over at have kysset hende på stationen … Hvis det havde været, hvad havde tricket alle de problemer stod hun sikkert i dyb gæld til Trinity nu. Hvilket hun med glæde ville betale!
Det var en af den slags dage, man helst ville fortrænge … Og det var også præcis hvad Athene havde tænkt sig at gøre. Der var så mange ting, hun havde fortrængt … Et enkelt fortrængt minde fra eller til ville ikke betyde noget i den store sammenhæng. Og det vigtigste var, at de begge var i live … At Trinity var i live …
"Du behøver ikke forklare noget … " Hun lænede sig op af væggen og gled så ned at sidde på det kolde, hårde gulv. Hun vidste med sikkerhed, at Trinity ikke ville have noget imod, hun var derinde mens hun var i bad.

Hun så op på djævlen i bruserkabinen. Hendes brune øjne var glasagtige og igen blinkede hun et par hurtige gange, før hun så ned i gulvet igen. At være lidt rystet var ingen undskyldning for at græde.

Trinity var ved at træde ind i brusekabinen da hun hørte Athene, hun vendte ikke hoved, men blev bare stående med det ene ben inde i kabinen, "Ja det gør ondt... Men jeg har prøvet værre, tro mig når jeg siger at dether er småskrammer", hun blev ved med at stå der og drejede hoved, så hun kunne se Athene da hun kom tættere på. Da hun mærkede hendes slanke fingre på hendes skuldre lukkede hun øjnene og nød følelsen, hun var ikke sikker på hvad det helt præcist var der rørte sig i hende når Athene rørte ved hende, men det var bestemt noget nyt som hun ikke havde prøvet før, det var som om at tanken om at hun var i fare havde været med til at sørge for at hun kunne stikke af fra DeMierre, han var sikkert ude af sig selv af raseri ligenu og vidste højest sandsynligt besked om hotellet, men selv med hans evner ville han ikke kunne komme ind hurtigere end noget andet menneske.
Trinity vågnede af sine tanker igen da Athenes hånd forsvandt fra hendes skulder, "Hvis du vil hjælpe mig, så skal du tage det roligt og ikke tænke på om jeg har ondt, jeg har det fint og trænger bare lige til at slappe en smule af... Det samme gør du". Hun trådte ind i kabinen og tændte for bruseren, så iskoldt væltede frem i en lind strøm, der kom damp fra hende, fordi hendes temperatur var så meget højere end et menneskes. Det var fantastisk og hun kunne mærke hvordan smerten fra hendes hævede ansigt fortog sig, og lige så stille blev mindre, så hendes smukke ansigt blev noget nemmere at se på uden at få ondt af hende. Hun lod hånden løbe igennem det vilde hår som krøllede som slanger, da det kom i kontakt med vandet, hvorfor det skete vidste hun ikke, men det gjorde det altid når hun gik i bad.

Hun kunne mærke hvordan Athenes sindstemning var, det påvirkede hende mere end Athene nok regnede med, men sindstemingen hos andre og nogen hun enda godt kunne lide afspejlede sig også i hende. Hun sagde højt mens vandet stadig raslede ned "Du skal ikke have ondt af mig, du skal heller ikke være ked af det, eller på nogen måde tro det er din skyld.. Det er mine dårlige valg der har ført til dether, du må ikke tro det er dig der har gjort noget forkert", hun slukkede for bruseren og stak først hovedet ud, hendes våde hår tørrede næsten med det samme og krøllede i lange slanger, "Vi kan godt blive enige om at jeg ikke forklare dig noget nu, men jeg fortæller dig om det hele på et senere tidspunkt", tonen var ikke til at tage fejl af, det var mere en konstatering end et spørgsmål og Trinity lagde ikke op til at det skulle diskuteres.
Trinity trådte helt ud af brusekabinen og så med et smil på Athene som sad på gulvet, uden at tørre sig gik hun over til hende og satte sig på hug, hun tog en finger under hendes hage og løftede den, så deres øjne mødtes, "Det er ikke en skam at vise man har følelser, det er heller ikke en skam at være sårbar engang imellem. Du behøver ikke en facade når du er sammen med mig, jeg ser lige igennem den og ind i den person du er derinde", hun prikkede hende blødt over venstre bryst, hvor hjertet sad.
Hun rejste sig igen og forlod badeværelset, de fleste ville blive sure når man sagde sådan noget til dem, det var en kliché af værste skuffe, men i Athenes tilfælde var det det eneste som Trinity kunne komme på at sige. Hun kastede sig nøgen ind på sengen, det var ligegyldigt om hun var våd, det ville alligevel tørre hurtigt når hun var i nærheden.

Athene var lettet over at høre, det ikke var så slemt. Men så igen, at høre hende sige, hun havde været ude for meget værre var ikke ligefrem betryggende. Hun bed sig en smule i læben. Det var svært for hende at holde samling på sig selv - især da Trinity sagde, at det ikke var hendes skyld. Det var lidt som at sige til et barn, det ikke var dets skyld, det havde tabt glasset, der lå smadret for dets fødder. Selvom Trinity helt klart ikke var noget smadret glas. Hun kunne ikke lade være med at beundre hende lidt for, at hun var så rolig efter alt, hvad der var sket. Men det begyndte så småt at smitte af på Athene og hun blev bedre tilpas.
Fint nok, hvis Trinity ville forklare hende det hele, måtte det være sådan. Men det måtte vente, for Athene ville ikke høre på det nu. Lige nu glædede hun sig blot over, at djævlen var uskadt. Hun så op på hende med sine glasøjne, da hun satte sig på knæ foran hende. En enkelt tåre rendte over hendes kind, da Trinity pegede på hendes hjerte, men hun tørrede den væk med en hurtig, hidsig bevægelse.
"Jeg kan godt udvise følelser!" Mumlede hun for sig selv. Hun havde bare ikke lyst til det … Hendes følelser var sådan set alt, hun havde, og derfor ønskede hun også at være i kontrol over dem. Hun havde ikke været i kontrol over særlig meget i sit liv, så derfor betød det utroligt meget for hende, at kunne holde sig selv i kontrol. "Men jeg er ikke sårbar." Det sidste hviskede hun hen for sig selv og gned sig i øjnene. Trinity havde allerede forladt badeværelset. Hun tog en dyb indånding og rejste sig op. Hun tændte for vandhanen og plaskede lidt koldt vand i hendes ansigt. Det var den bedste måde at køle øjnene ned, så man ikke begyndte at flæbe - det trick kendte en hver pige vel.

Hun så sig i spejlet et par sekunder og strøg det pjuskede, brune hår væk fra hendes ansigt. Hun var en smule rød i ansigtet, men det kunne ligeså godt have været fra det kolde vand, som det kunne have været for følelserne, der fuckede med hende. Hun tørrede sin kind i bagsiden af hånden og gik så tilbage til soveværelset. Det var ligegyldigt, om hun var våd i ansigtet. Det var Trinity jo også.
Hun satte sig på sengekanten og så ned over Trinity med et smil.
"Blufærdig er du i hvert fald ikke," mumlede hun og lænede sig ned over hende, for at presse sine læber imod hendes. Det var først der, hun sådan rigtig lagde mærker til krøllerne i djævlens hår. Det fik et svagt smil til at spille på hendes læber. Hun havde altid haft et eller andet for krøller. Hun fandt dem charmerende. Hvor var det sjovt, at Trinity blev kønnere og kønnere, for hver gang, hun så hende - bortset fra se 'småskrammer' hun havde i øjeblikket. Men det kunne selvfølgelig også bare være fordi Athene var begyndt at udvikle følelser for hende.

Hun bøjede sig ned, så hun halvt sad og halvt lå med hovedet på Trinitys skulder. Hun satte en finger mod hendes kraveben og lod den glide ned over hendes bryst.
"Hvad tænker du på?" Hendes stemme var lav, blot en hvisken, men hun lød som sig selv igen. Den hårde tomboy, der ikke havde ønsket at være slave eller ville tro på, at hun nogensinde kunne føle noget for nogen anden end sig selv. Men de vidste begge to bedre end det.

Hun nød den bløde seng, den var meget bedere end den hun selv havde hjemme i hendes eget hus, hendes minions havde gjort deres ypperste for at bygge en der var hende værdig, men ferme tømrere og snedkere var de ikke, det var også derfor hendes hus endnu ikke var færdigt til ordenligt at flytte ind i. Dagen havde været trættene og hun følte en stærk trang til bare at krybe ind under dynen og falde i søvn, men hun følte ikke rigtigt hun kunne tillade sig at gøre det, hun havde trods alt lovet Athene en aften hun ikke ville glemme... på den anden side var det vel allerede sket, men hun ville ønske det havde været på en lidt anden måde. Hun tog sig til hagen, den gjorde pokkers ondt, men den var ikke brækket, imorgen ville hun være meget øm over det hele men ikke længere en 'slave' for nogen der ikke kunne døje hende.
Athenes kys var som altid noget der vækkede hende, hun lukkede øjnene og kyssede tilbage med styrke og passion som hun ellers troede hun var for træt og for forslået til at kunne finde frem, "Blufærdig? Min lille ulv kommer ikke og fortæller mig hun foretrækker mig med tøj på?", hendes stemme var drillende, selvfølgelig var hun blufærdig, hun gik ikke nøgen rundt i byen og hun kunne sagtens blive pinligt berørt, men når hun var i fred og der ikke var nogen der kiggede var hun ligeglad, endnu en af de friheder som hun tog sig.
Trinity lod sin hånd glide op i Athens hår hvor hun stille og roligt begyndte at nusse hende, hun vidste selv hvor meget hun kunne lide det, så hun regnede da bestemt med at en vareulv ville finde det lige så skønt at blive kløet i håret, "Hvad jeg tænker på?" svarede hun med en stemme der var lidt mere passiv end det var tiltænkt, "Jeg tænker på hvor glad jeg er for der ikke er sket dig noget, og at jeg ville ønske jeg havde brugt noget mere tid på at slå DeMierre", hun grinede højt ved det sidste og forsøgte at dreje hovedet så hun kunne kigge ned på Athene der lå på hendes skulder, "Jeg mindes også at være blevet lovet en overraskelse". Trinity hev Athene helt ned i sengen og rullede ovenpå hende, så deres ansigter var lige foran hinanden, "eller skal jeg tvinge den ud af dig?", hun begyndte at kysse Athene ned af halsen og videre ned mod hendes bryster, men rejste sig inden hun nåede til kanten af hendes tank-top, hun sad på knæene på her side at Athene og smilede frækt til hende i et øjeblik inden hun rejste sig helt og forlod sengen, hun vrikkede sensulet med numsen mens hun bevægede sig over mod døren indtil hendes enorme skab, som var et rum i sig selv, "Jeg har for resten også en overraskelse til dig", hun forsvandt ind i skabet.

Trinity gik lidt rundt inden hun fandt det hun ville have, et sæt sorte blanke læderstøvler, med høje hæle der gik hende til knæene, en sort g-streng med en lille kæde og et dødningehoved der hang foran og så selvfølgelig et corsage i samme materiale som alt det andet. Hun følte sig dominerende og sexet når hun havde det på, men det skete desværre ikke særlig tit, hun håbede dog på at hendes lille fetish ikke ville skræmme Athene, men på den anden side havde det ikke været et problem at hun havde horn, hale og rødelig hud, så det burde vel ikke være et problem.
Hun stillede sig ved døren som hun havde lukket efter sig, så Athene ikke kunne se hvad hun havde gang i, ville det være for meget og ville hun finde det lige så sexet som hun selv gjorde. Hun glædede sig også dybt til at finde ud af hvad Athenes overraskelse ville være.
Trinity trådte ud med lange skridt og stillede sig med hænderne på hofterne og med sine hale lavede hun en høj piskelyd på gulvet, "Har min lille ulv gjort sig fortjent til en belønning?"

"Bestemt ikke!" sagde hun så hurtigt at Trinitys ord knap havde forladt hendes læber, før Athene gav svar. Det lød måske en kenne desperat og hendes blik gled ned imod Trinitys hals i stedet for hendes ansigt. Hun havde jo kun drillet - og hun vidste at djævlen også blot drillede hende. Alligevel føltes det som om hun blev nødt til at bekræfte, det ikke var sådan tingene hang sammen.
Hun smilede skævt, da hun hørte, at Trinity i det mindste også havde fået nogen slag indført. Det var dejligt at vide, hendes billede af djævlen ikke var forkert - at hun aldrig ville forlade et sted, uden at få sin hævn. Præcis som på caféen, nu hvor hun tænkte over det. Trinity var måske meget uforudsigelig, men hun havde alligevel en karakter skåret ud i sten som Athene selv … Hvor hun voldsomme ændringer kunne påvirke hende … Hun var så opslugt af sine tanker, at hun slet ikke lagde mærke til 'min lille ulv'-delen. Som sikkert ville have fået hårene til at rejse sig på hende - enten af vrede eller af spænding. Det var ikke til at vide længere. Athenes karaktersten var ved at være godt nedbrudt. Men den blev roligt bygget op igen på en ny måde.

Hun lykkede øjnene, da Trinity nussede hendes hår. Det var rart. Men det betød også, at hun var uforberedt, da djævlen rullede op over hende og hun gispede mens hun slog øjnene op. Så bredte smilet sig igen på hendes læber og hun lagde armene om livet på hende - det varede dog ikke længe før Trinity igen rejste sig og gik imod skabet. Hun så efter hende og undertrykte et suk af begær og utålmodighed.
"Overraskelsen burde måske vente til du har det godt igen." Han satte sig og purrede op i hendes hår. Det var varmt … Måske var det snart på tide at klippe det.
Trinity forsvandt ind i skabet og Athene brugte muligheden til at få de våde bukser af. Hun lod dog sine trusser blive, selvom de var mindst ligeså våde. Sikkert meget mere efter at have set på Trinitys krop. Også sportsBHen trak hun af. Tank-toppen blev. Hun ville først føle sig rigtig nøgen, hvis hun tog den af. Og hun var helt sikkert meget mere blufærdig end Trinity, selvom hun så sig selv som en meget ublufærdig person - men det var jo, når hun var omkring folk, hun var ligeglade med … Hun strakte halsen for at få et glimt af Trinity, men det var umuligt. Hun bandede for sig selv og lænede sig bagover på albuerne.

Da Trinity så endelig kom ud igen var det ikke fysisk muligt for Athene at tage øjnene fra hende. Hun hævede det ene bryn og smilede skævt på den kejtet-charmerende måde. Trusserne var gennemblødte og hun fangede sig selv i at tænke på SM og bondage. Hun rettede sig op og bed sig i læben. Det ville helt sikkert ikke være så slemt at være hendes 'lille ulv'.
"Jeg kan gøre mig fortjent til det." Hvis Athene havde haft sin ulvehale lige der, ville den have logret så hårdt at hun havde slået sig selv.
Hun havde egentlig altid været en smule frastødt af den slags - i det hele taget det meste, der havde noget med sex at gøre. Men nu, hvor hun stod foran det, fandt hun det pirrende. Ligesom så meget andet hun havde oplevet i Trinitys nærværd.

"Bare fortæl mig hvordan." Hun sad på sengekanten med spredte ben og hænderne hårdt fæstnet om lagnet imellem hendes lår. Hun måtte virkelig styre sig selv for ikke at springe på djævlen med det samme. Tankerne om, hvad der var sket blot en time forinden, var glemt. Og siden Trinity selv lagde op til den slags, var hun tydeligvis klar til det, så de par 'småskrammer' betød jo intet.

Trinity var overrasket over at Athene virkede som om hun rent faktisk syntes det var frækt at hun stod der som en anden dominatrix, det fortalte mere om hende end hun nok regnede med og det frydede Trinity at hendes fetish ikke sådan var noget der skræmte Athene. Hun vidste at der var mange der slet ikke brød sig om den form sexuelle udfoldelser, men for hende var det indbegrebet af det hun selv prædikede, nemlig total frihed i den rolle man havde fået og valget mellem enten at gøre det man kunne for at nyde det og gøre det til ens eget, eller hade det, stritte imod og til sidst med magt blive underkastet. Det var svært at forstå for mange og hun havde opgivet at forklare det til folk, med mindre de rent faktisk selv spurgte, hvad hendes mening med total frihed var. Hun fornemmede at Athene havde tænkt over hvad hun havde ment, dengang da hun havde snakket om at lave sine egne regler i caféen, men hun havde ingen forhåbninger om at hun rent faktisk havde forstået det hun mente, nemlig at alle havde en plads de var bestemt til at udfører og så var det op til personen selv, at finde ud af hvad den var og gøre deres bedste indenfor den rolle, Trinity ledte stadig efter hendes egen rolle.
Det religiøse islæt som hendes tanker ofte havde, var ikke noget man ofte fandt hos djævle, som generelt anså religion som noget der ikke havde meget med dem at gøre, andet end en stor misforståelse der havde resulteret i at store dele af resten af verdens racer så dem som onde. trinity vidste at djævle kunne være 'gode' og var det ofte meget mere end mennesker, fordi de ikke var bange for at vise hvem de virkelig var... Deres intentioner og syn på hvordan ting burde være, afslørede ofte at de havde mere medfølelse og forståelse for andre end menneskene var i stand til at udvise.

Trinity lod igen halen svinge i en blød bue så der kom et højt smæld fra den, "Åh så ivrig min lille ulv er!", hun nærmede sig Athene med et skævt smil mens hun løftede hovedet så hun automatisk kom til at se ned på hende og virke endnu mere dominerende. Hun lod forsigtigt sin hale glide op af hendes ben og videre op af hendes lår til hun nåede trussekanten, selv fra med hoved vendt en smule i sky kunne hun se Athenes våde trusser, hun havde vel ikke haft tid til at skifte dem hele dagen, havde det været hende havde hun bare taget dem af og smidt dem ud, men på den anden side var det heller ikke hende der skulle til jobsammentale.
Trinity lod sin hale glide op og ned på ydersiden af Athens trusser, mens hun smilede så man tydeligt kunne se hendes hugtænder, derpå lod hun sin hale glide videre op ad hendes krop, til den nåede Athens hals, "Jeg kan lide mine ulve i kort snor, så de er lydige og samtidig legesyge", hun lod sin hale glide rundt om Athenes hals to gange og strammede til, så Athene kunne mærke den var der, dog uden at blive kvalt "Kom her" sagde hun med en stemme der var blød som smør og trak en smule med halen, for at få Athene til at kravle over med hende, "Jeg tror jeg har en belønning der sømmer sig", hun lod en finger glide ned over sig selv og ned i hendes egne trusser, Athene kunne vel forstå et hint.

Athene havde skam ikke skænket Trinirys ord en tanke. Hun havde fra starten af troet, at der var et eller andet rimelig galt med djævlens virkelighedsopfattelse og havde så ladet sagen ligge der, i håb om, at hun ikke blev nødt til, at prøve at finde ud af hende. Men somme tider overraskede livet. Dette betød dog ikke, at hun havde tænkt sig at bøje sig og leve efter Trinitys regler. En smule stolthed havde hun … Men …. Der var vel ikke noget galt med at tage en lille bid af den forbudte frugt. Hvis hun fortrød, kunne hun blot holde sig væk fra Trinity - og håbe at ubehaget og den manglende tilfredsstillelse ville gå over af sig selv … Eller også kunne hun bare tage over, når Trinity mindst ventede det. Djævlen havde allerede sagt, hun havde været tæt på at give efter.
Den tanke gav Athene en smule ny energi efter den hårde dag. Hun smilede til Trinity, men så straks ned og rødmede, da hun kaldte hende en 'ivrig lille ulv.'
Hvis man så på hele sagen fra et psykologisk punkt, gav det mening at Athene underkastede sig. Hun havde været en ensom ulv i fire år, uden nogen af sin egen slags at støtte sig til. Når hun så fandt tryghed hos et andet væsen, behøvede hun ikke længere være alfahun. Hun kunne trække sig tilbage og nyde livet uden konstant at være på vagt. Hun havde virkelig manglet den ro …

Hun følte halen på sit lå r og lukkede øjnene et øjeblik, mens hun fjernede sine hænder … Da halen så fortsatte op mod hendes hals, åbnede hun øjnene og så på Trinity - en anelse skuffet. Halen snoede sig roligt om hendes hals, og hendes første indskydelse var at trække sig væk eller rive halen af. Det var grænseoverskridende, at vide, djævlen kunne kvæle hende hvert øjeblik og det tændte hendes kamp-mekanisme. Det lykkedes hende dog at undertrykke den og blev hurtigt mere rolig, da Trinity blot trak hende tættere på.
Somme tider kunne Athene ikke lade være med at føle sig forkert i Trinitys selskab. Hun burde ikke tænde på den slags … Ikke på at blive nedværdiget og behandlet som et dyr … Hendes stolthed var alt hun havde. Var hun virkelig klar til at opgive den?

Hun så ned over Trinitys krop og kyssede hende blidt over kanten af trusserne. Hendes hånd gled roligt op af hendes inderlår og hun skubbede tusserne til side, så hendes fingre kunne glide op i djævlens underliv, uden at hun skulle tage g-strengen af hende.
"Jeg er kun lydig for godbiddens skyld, " sagde hun med et skævt smil og brugte den frie hånd til at holde trusserne til side, så Trinitys klit var synlig. Hun lod sin tunge glide over den. Kort og drillende, vel vidende at Trinity ikke ville kunne holde ud.
Hvor meget mon der skulle til, før hun kaldte belønningen en straf igen - som andre med den fetish gjorde. Men Trinity var jo ikke som alle andre. Det havde hun bevist gang på gang.

Trinity lænede hovedet tilbage og nød hver en berøring fra Athene, hun lod roligt en hånd glide igennem Athenes hår, hvor hun til sidst fik fat og holdt i det, det var ikke tiltænkt, men nærmere en refleks på grund af den nydelse hun følte. Hun kom med et lille støn og lukkede øjnene, hun kunne mærke Athenes udforskende fingre og nød hvert et sekund, Athene ville uden tvivl blive en helt fantastisk tjener, hvis ellers det ville lykkes Trinity at dominerende hende nok til at hendes irriterende selvstændighed ville forsvinde, så meget som hun kunne lide Athene var der også en grænse, hun var en djævel og ville aldrig få helt de samme følelser som et menneske, men hun måtte være ærlig for sig selv og indrømme at hun ikke havde det på samme måde som når hun normalt forsøgte at dominere nogen, helt i bunden af sig selv vidste hun at hun ville komme til at såre Athene på et tidspunkt, men det skulle ikke være nu eller i nær fremtid. Hun følte at hun havde så meget at give Athene, men det som hun kunne fornæmme Athene måske gerne ville have af hende, ville hun ikke være i stand til at give hende, kærligheden var ikke noget hun turde give sig i kast med igen... sidst havde det haft fatale konsekvenser for hende og så mange andre.
Tankerne havde blot varet et sekund inden hun igen mærkede Athenes hænder, hendes ben skælvede kort og hun kunne mærke hun var ved at falde sammen på gulvet henover Athene, "Og sikke god du er til at lege med dine godbidder!". Trinity kom med et højt skingert støn og hendes ben kollapsede under hende, hun væltede bagover så hun landede på ryggen med et blødt bump, hendes vejrtrækning var let og overfladisk og hendes hoved snurrede som om hun havde fået et hårdt slag. Det var intet mindre end en vild oplevelse, hun havde aldrig prøvet at nogen havde kunne gøre denslags ved hende, det plejede at være hende der var i total kontrol, selv når hun til tider lod andre tage styringen, "*Støn* hvordan... Gjorde *støn* du det?", hendes stemme var nær en hvisken og den var fyldt med forundring over det der lige var sket, var det overhoved muligt hun kunne få sig selv til at dominere Athene?

Hendes hale havde sluppet Athene og hun lå bare på gulvet og trak vejret hurtigt, hvis hun kunne give Athene den samme følelse ville hun gøre alt hver der stod i hendes magt for at gøre det. Hun løftede hovedet og hende øjne havde fået en smal form som en kat der var på jagt, så uden at sige noget vendte hun sig om og kralvede som en kat over mod Athene, "Jeg tror det er min tur til at blive belønnet", hun placerede en hånd på Athenes brystkasse og skubbede hende blidt ned på ryggen. Trinity lagde sig på hende så deres bryster var presset mod hinanden, "Jeg ved ikke hvad du lige gjorde, men jeg vil have mere af det", hun lød næsten kommanderende men opdagede det ikke selv.
Hun kyssede Athene på læberne med nyfunden passion som hun aldrig havde oplevet før, derpå kyssede hun hende ned af halsen og lod sine hænder glide henover Athenes bryster og kærtegnede dem, mens hun blev ved med at kysse hende nedover maven til hun nåede hendes trussekandt, "Demher vil jeg ikke se mere, du er så meget frækkere uden", hun hev dem roligt af Athene og lagde sig til rette mellem hendes ben, hun kiggede udfordrende op i Athenes øjne, mens hun lod sin lange tunge glide rundt om Athens underlig, hun kyssede hende på indersiden af lårene og åndede på hendes kønsdele. Hun lod sin hale løbe ned over hendes krop og slikkede den på tippen inden hun ganske roligt lod den glide op i Athene, lige så dybt som den kunne komme uden at det ville blive ubehageligt, hun ville bringe den samme følelse til Athene, ligemeget hvad hun så skulle gøre.

Athene kunne ikke lade være med at smile over hendes kommentar, men hun fik dog lidt af et chok, da Trinitys ben brød sammen og hun faldt. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun havde gjort, for at få Trinity til at komme, men hun var bestemt glad for at se, at hun havde evner trods sin mangel på erfaring.
Hun var ikke helt sikker på, hvad hun ønskede at få ud af, hvad der foregik imellem de to. Kærlighed? Det kunne godt være, hun håbede det. Men hun var ikke dum eller naiv nok til at tro, det var hvad der ville komme ud af det. Tryghed, måske? Selskab? Et værn imod ensomheden? Hun brugte Trinity mindst ligeså meget som omvendt. Men det eneste, hun bevist søgte, var tilfredsstillelsen … Det var som om hun higede efter sit næste fix. Som en narkoman, der vidste, hun ikke kunne vende om nu, fordi abstinenserne ville bringe for store smerter. Desuden, så kunne hun ikke se logikken i, at det ville være noget som helst andet. Hun var sikker på, Trinity blot ønskede en ny legesvend, en ny dukke … en ny sjæl, hun kunne dominere. Og Athene var faktisk begyndt at forstå logikken i det.
"Jeg er vel bare ved at have lært de rigtige kneb." Hun smilede tilfreds og bed sig i læben, da Trinity kravlede hen imod hende. Lettet over, at Trinity havde sluppet hendes hals og spændt på at blive rørt af Trinity lænede hun sig tilbage - men blev så skubbet det sidste stykke ned. Athene lagde hænderne under hovedet, mens hun gengældte Trinitys kys. Deres bryster presset imod hinanden føltes ligeså skønt som første gang. Bedre, faktisk. Denne gang havde de en seng i stedet for det hårde gulv. Hun lagde hovedet tilbage, da Trinity begyndte at kysse ned af hende og det kriblede i hendes mave, da djævlen nåede ned til trusserne. Hun spredte sine ben, efter at have fået revet sine trusser af og smilte ned imod Trinity. Hun kunne godt lide den vinkel. Det var svært ikke at smile til kinderne gjorde ondt.

Hun åbnede munden lidt men ingen lyd kom ud. Blot de dybe åndinger. Hun blev endnu vådere af Trinitys tunge … Hun satte sig op på albuerne, for at kunne se bedre på Trinity i mens. Hun bed sig i læben. I tvivl om, hvor klogt det var af hende, at foreslå, hvad hun tænkte på …

"Du snakkede om at holde mig i kort snor," halen gled ind og hendes sætning knækkede af et støn. "Jeg … " hun tøvede. Men efter at Trinity havde præsenteret sin fetish, var der vel ikke noget galt i, at Athene tilføjede endnu et element. "Bind mig … " Det var sikkert endnu en invitation, hun ville fortryde. I hvert fald hvis Trinity besluttede at hendes ulv skulle til at have halsbånd på. Hun faldt ned på ryggen igen. At føle Trinitys hale inde i sig føltes simpelt hen for godt til, at hun kunne koncentrere sig om noget andet. Som havde det været en refleks rakte hun ned og strøg Trinity over kinden, men hendes hånd faldt hurtigt igen, så hendes fingrespidser var blot et par centimeter fra halen. Hun rørte forsigtigt ved sin klit, der var utrolig følsom efter Trinity havde rørt hende. Hun kneb øjnene sammen og holdt et støn tilbage. Men hun vidste godt, hendes egen berøring ikke ville hjælpe.

Hun nød hver en lille bevægelse, hvert et lille støn der kom fra Athene, det var skønt at vide at lige meget hvor meget folk startede med at kæmpe imod, så endte de altid med at falde og ende med at tigge og bede om at få det hun kunne give. Det var altid det samme i starten, Trinity gav dem hvad de ville have, men det ville blive mindre med tiden, vanviddet der fulgte var som næring af den reneste slags for hende. Til sidst var dem hun havde kastet sig over kun skygger af sig selv, væsner uden egentlig sjæl, motivation eller sansende evner til at kunne nyde verden omkring dem. Det var på den måde Trintys ondskab kom til udtryk, den var snigende og hendes ofre anede ikke at det var ved at ske for dem, hun gav dem ikke anledning til at opdage noget og når det var for sent var de så meget under hendes magt at de ikke kunne stille noget op.
Mange var faldet for hendes evner, for det snigende mørke der langsomt opslugte alt hvad der var vigtigt i personens verden, så kun helt basale dyriske lyster blev tilbage og total hengivenhed mod Trinity var sikret.

Trinity satte sig op mens hun lod sin hale glide ind og ud af Athene, hun satte sig så hendes ben var på hver side af hendes maveregion. Hun placerede hendes hænder på Athenes mave, mens hun lod hendes hale glide lidt hurtigere ind og ud af hende, dog stoppede hun lidt ved Athenes ord, men så begyndte hun at smile stort og fortsatte med at lade sin hale pirre vareulven, "Af at være så uerfaren, må man sige du kender dig selv godt... Nuvel min ulv, jeg skal give dig det du ønsker", hun var bevidst fjern i det hun sagde for at understrege at det var hende der styrede nu, om Athene så ville kæmpe imod måtte hun selv om, det ville kun gøre det lidt sjovere.
Trinity rejste sig og lod halen glide ud, "Luk øjnene og bliv der". Hun forsvandt ind i skabet igen og vendte tilbage med 3 håndjern og to halstørklæder i meget bløde materialer, "Ikke kigge" sagde hun frækt mens hun satte sig henover Athene hoved, så hendes underliv var lige henover Athenes mund. Hun tog Athenes ene hånd og lukkede det ene sæt håndjern om den og det samme med den anden, til sidst brugte hun det sidste sæt håndjern, så det lukkede sig i de to andre og om en af jerntrammerne bag Athenes hoved. Trinity flyttede sig og bandt de bløde halstørklæder om Athenes ben og gjorde dem fast til sengens ben.
Trinity trådte lidt tilbage og kiggede på den nu godt og grundigt fastgjorte Athene, hvis hun ville kunne hun nok få benene fri, men armene skulle der virkelig meget til for få gjort fri... hvor mon nøglerne i det hele taget var til dem.

"Sååh min lille ulv, er det det du havde regnet med?", Trinity gik hen til hende og lid en finger glide ned over over hende og drillende finde vej ind mellem hendes skamlæber og op i hende. Halen viftede ekstatisk i luften og lavede piskelyde uden Trinity tænkte over det, men med et lage hun mærke til det og lyse op, gad vide hvor meget Athene egentlig var villig til, hun havde jo allerede vist sig som lidt af en frækkert, der hverken havde været bleg for at gøre det foran andre, eller for selv at kaste sig ud i nye ting. Trinity lod være med at gøre noget, men lod halen glide op af Athenes hals og op til hendes mund, det var så godt at bide i ting når man nød noget og Trinity kunne lide smerten, hvis hun valgte at bide hende, men hun var velkommen til også at bruge hendes veludviklede orale organ til andre ting.

Hvis Athene havde haft nogen idé om - hvis hun i det hele taget havde haft nogen mistanke om - at Trinity måske havde den slags planer med hende, ville hun være stukket af, så snart den lille trold havde smidt hende af på hotellet. Hun ville nok være i stand til at holde sig selv fra Trinity, hvis hun havde vist, hvor galt det hele kunne gå. Selvom hun godt nok havde hadet kvinden som pesten første gang, de mødtes, var hun så småt ved at bløde op. Og ærligt talt kunne hun godt lide hende nu. Mere eller mindre. Hun var måske ikke faldet for kvinden, men hun nød dog djævlens selskab. Mere end hun havde nydt nogens selskab før. Det var nok egentlig en trist ting.

Hun knyttede næverne og forsøgte, at lade være med at stønne for højt og da hun trak halen ud hev hun svagt efter vejret. Hun var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle tyde tonelejet i Trinitys stemme. I det hele taget virkede djævlen bare lidt svær at blive klog på.
Hun lukkede øjnene, da djævlen gav hende besked på det. Alle hendes instinkter ringede konstant og forsøgte at gøre hende opmærksom på, hvor stor en fare hun satte sig selv i, ved at være i nærheden af Trinity, men der var ingen vej tilbage. Det indså hun dog først for alvor, da håndjernene blev smækket om hendes håndled og hun kunne fornemme Trinitys varme over sit ansigt. Hun holdt dog stadig øjnene lukkede indtil Trinity havde bundet hendes fødder.

Liderligheden og følelsen af underdanighed gjorde hende blot endnu mere sensitiv, og da Trinitys fingre gled op i hende, greb hun fat i håndjernenes lænker. At ligge bundet og udstrakt foran djævlen var grænseoverskridende, men stimulerende. Hun nikkede til Trinitys spørgsmål og var ikke i stand til at få et ord over sine læber. At hun kunne føle, at hun kunne trække fødderne fri, var beroligende, selvom hun dog regnede med, at det ville tage lidt vold at rive sig ud. Det var kun håndjernene, der fik hendes alarmklokker til at ringe, men alligevel ville hun ikke bede Trinity stoppe igen. Det føltes for godt.
Et øjeblik var Athene ængstelig for, at hun ville piske hende med sin hale. Men da hun blot stak den op til Athenes ansigt, gik hun ud fra, djævlen ville have hende til at slikke den. Hun slikkede spidsen af den og lod den glide ind i sin mund. Men så snart Trinity rørte ved hende igen, og hun stønnede, lukkede hendes tænder sig om halespidsen af ren refleks.

Næste gang ville det blive Athenes tur. Trinity havde i vognen afsløret, at hun havde været tæt på at underkaste sig Athene. Det ville komme til at ske engang. Hun ville bevise overfor djævlen, at hun ikke var et legetøj, og at, hvad der end forgik imellem dem, var noget gensidigt, ikke blot et scenarie, hvor Trinity ville få lov at lege dronning. Ikke fordi Athene havde noget imod, hvordan det var nu … Men hun ville forsøge at genvinde blot en smule af sin selvrespekt.
Men det ville blive en anden god gang. Lige der var hun i stand til at smide sin selvrespekt overbord of være djævlens legetøj for en stund.

Hun lå bare med hoved mellem Athenes nu tvunget spredte ben og kyssede hende op og ned på indersiden af hendes lår, Trinitys fingre gled rundt om Athenes klit, mens den anden hånds slanke fingre gled op i hende. Trinitys hoved snurrede i vildskab, hun elskede denher form for sexuelle eskapader, det var uendeligt fræk når hun kunne få nogen til at afsløre deres dybere mere mørke lyster og stadig fornemmede hun at Athene stadig havde mere at afsløre, men hun skulle ikke være kræsen ligenu, der ville være masser af tid at presse hende lidt for informationer, hun var trods alt rimlig sikkert bundet til sengen.
Trinity kom med et højt skinger smerteskrig da Athene bed hende i halen, det gjorde ondt som bare fanden og per refleks forsøgte Trinity at hive halen til sig, men det var med til at gøre hende mere sensitiv, smerte i lidt mindre mængder var med til at give hende lidt mere. Hendes trang til smerte ville hun dog aldrig nævne med ét ord, det var for meget for hende at afslører.
Til sidst fik hun trukket halen til sig og hun kiggede ned på Athene med et tydeligt falsk vredesudtryk, "Så så ikke så meget med tænderne" havde Athene været mere erfaren havde hun måske forstået hentydningen, men virkningen ville forhåbentlig være den samme. Trinity satte sig lidt længere tilbage, så Athene ville kunne bruge sin tunge i stedet for at bide hende.

Trinity vendte igen sin opmærksomhed mod at give Athene nydelse, hendes lange tunge gled ud af munden og begyndte at slikke Athenes klit med en slanges hurtighed, hendes fingre gled op i hende og ud igen med voldsom hurtighed, der viste hun havde erfaring som få andre. Hun stønnede mod Athene og elskede hver et sekund hun kunne glæde hendes lille 'Ulv' glæde på denne måde, det var den eneste måde hun egentlig kunne finde ud af at gøre det på, man ville nok ikke kalde hende særlig dyb, fordi hendes liv kun gik ud på den næste gang hun kunne få næring. Dog var der noget anderledes ved dether, hun kunne ikke bare få sig selv til at sætte nådestødet ind mod Athene og tanken om at hun ikke kunne få sig selv til at gøre det, var foruroligende, normalt var hendes egne følelser ikke en del af dether, det var noget i andre hun spillede på... det var næsten som om hun var sammen med Vic... Hun stoppede tankespindet og vendte tilbage til nutiden, hun kunne ikke hænge sig så meget i fortiden, det var sket for så længe siden og det ville for altid være for sent at ændre noget.

Athene slap hendes hale, da hun forsøgte at trække den til sig. Hun smilede undskyldende til Trinity og troede virkelig, hun havde gjort noget galt. Ikke, at hun skænkede det mange tanker, for t at have Trinity nede mellem sine ben var ikke noget, hendes krop kunne ignorere. Hun bed sig i læben, men forsøgte dog af alle kræfter at lade være, så hun kunne slippe Trinitys hale igen, men med Trinitys tunge i gang med at kærtegne hendes klitoris, var hun ikke i stand til at samle sig til noget andet end at stønne. Hun lagde hovedet tilbage, da hun kom, men stønnet, der burde have sluppet hendes læber som et skrig, blev slukket i halsen.

Hun var træt i hele kroppen. Hendes hænder, der havde holdt fat om lænkerne, slap udmattet og hende brystkasse hævede og sænkede sig tydeligt, mens hun åndede dybt. Det ene af tørklæderne gled op og hendes ben faldt tungt på madrassen, mens det andet stadig var bundet. Efter de små spjæt, der var gået igennem hendes ben, var den anden knude dog også blevet løsere, men den holdt stædigt sammen.

Kunne det, hun følte, kaldes kærlighed? Hun var i tvivl. Det kunne ikke passe. Hun var blot ude på, at skaffe sig den tilfredsstillelse, hun ikke kunne få på nogen anden måde, ikke? Det var alligevel også dumt at overveje. Djævlen ville aldrig kunne have den slags følelser for sin lille ulv. Det højeste, Athene kunne regne med at få ud af dette sære kendskab, var en lænketatovering om håndleddet. Alligevel var det disse tanker, der løb rundt i hendes hoved. Det lykkedes hende dog at holde dem væk fra sine læber. Lige meget hvad … Var det overhoved sikkert, at hun ville se djævlen hjemme i Di Morga?
"Holder ... tilbuddet stadig? … Kan jeg … kalde på dig … når jeg vil?" Hjertet sad oppe i halsen og hun var næsten sikker på, at Trinity kunne høre det. Hun måtte bare håbe, det ikke passede. At det blot var nervøsitet og en naturlig reaktion på, at være så blottet for kvinden. Hun havde ladet sig binde … Hun havde rent faktisk ladet sig binde, som om hun var et dyr! Hun kunne næsten ikke tro sig selv. Og nu hvor klimakset var overstået og hendes tanker ikke var slørede af ren liderlighed, havde hun lyst til at give sig selv en lussing.