looks like silver (Athene)

Sted: Stranden

Tid: Eftermiddag




Omgivelser og vejr er beskrevet i teksten

Solen var allerede ved at gå ned på trods af at klokken kun nærmede sig de 4. En yngre kvinde gik rundt nede på stranden, en hvid silkekjole svøbte sig om hende som den isnende vind blæste ind fra havet af. Hendes føder var bare og trådte på det frosne sand som vejret havde gjort stift med dens kulde. Der var ikke en sky på himlen og stjernerne blev blottet. Vejret var særdeles koldt og de fleste ville begynde at fryse ved synet af den letpåklædte yngre kvinde. Hun så meget forvirret ud og trådte frem og tilbage hver eneste gang vandet rullede frem og tilbage på kysten, hendes øjne var klare som glas og alt hvad hun så på blev genspejlet i hendes øjne, i den ene hånd havde hun en sort læderjakke som ud fra størrelsen så alt for stor ud til hende, den så slidt ud og det ville måske undre nogle at hun ikke tog den på.
Med et sæt kiggede hun op imod de huse som var et stykke fra stranden da høj musik pludselig kunne høres derfra… var der mon nogle der varmede op til en fest? Hun lænede hovedet på skrå og kiggede imod stedet. Hun tog jakken på for at have begge hænder fra og knurrede lavmælt imod larmen, hun satte sig dog kort efter ned sandet som hun satte sig på fik øjeblikkeligt et ekstra islag over sig og hun halvsmilede veltilfreds med den kulde der ramte hende. Hun lagde sig tilbage og kiggede på sandet noget glimtede i det og hun rakte ud efter det, glas… hun lod det lille stykke glas glide imellem hendes fingre hvorefter hun skar en ris fra starten af hendes pegefinger og ud til enden. Tykt halvfrosset blod gled yderst langsomt ud af såret og det lignede at der var små sølvklumper i det men det var nu engang sådan hendes blod så ud og det havde absolut intet med sølv at gøre. Hun sukkede og slikkede blodet af hvorefter hun frøs såret til.

Sandet knasede under de store militærstøvler. Buksebenene var hvide og våde af snefnug, og selvom kvinden måtte fryse ind til benet, gik hun af sted med raske skridt. Hun ejede ikke en vinterjakke, så hun måtte leve igennem vinteren med sin trofaste hættetrøje, der efterhånden var ved at være tyndslidt. De chokoladebrune øjne så ud over vandet og hun skuttede sig imod vinden. I det mindste var det pjuskede, brune hår så tykt, at hun ikke fræs hovedet. Men hendes blege fingre var knyttet ind imod hendes håndflader nede i hættetrøjens lommer.
Det var fuldmåne om blot et par dage og søvn var det småt med. Men det var noget, hun var vant til. Hun havde haft søvnproblemer på grund af det bæst, der boede i hende så længe hun kunne huske. Det blev også understreget af de sorte rende, hun havde under øjnene.

Det var på tide, hun kom ind imod byen igen. Ingen hun blev forvandlet til en ispind derude ved stranden. Hun var dybt opslugt af sine egne tanker, at hun ikke havde lagt mærke til den anden kvinde, før hun stod så tæt på, at hun næsten var umulig at overse.
Hvordan kunne kvindemenneske bare sidde der i sandet, som om det ikke var hundekoldt. Selv Athene frøs røven i laser og hun var endda et par grader varmere end et almindeligt menneske - det forklarede det vel. Kvindemennesket var ikke noget menneske. Det kunne hun vel næsten have sagt sig selv.
Ganske vidst kunne hun ikke bilde sig selv ind, at hun var noget godt "menneske", og at det var derfor, hun spurgte, men alligevel åbnede hun sin store mund.
"Er du okay, frøken?" Normalt ville man jo tro, enhver der sad på en strand i minusgrader muligvis havde et eller andet problem - muligvis psykisk. Athenes stemme var hæs og en anelse dybere end hvad man typisk tænkte på som en kvindestemme. Men det virkede ikke så underligt, når man kastede et blik på hende. Hendes kropssprog var bestemt heller ikke videre feminint.

Vandet sneg sig op ad stranden igen og Athenes ene militærstøvle blev gennemblødt. Lige hvad der manglede! Vand mellem tæerne.

Var det noget, hun bildte sig ind, eller var luften koldere omkring den fremmede pige? Det måtte da være noget, hun bare bildte sig ind!

Lilah havde ikke bemærket kvinden, og man skulle tro at hendes ’opvækst’ havde trænet hende til at være opmærksom på om der var nogen i nærheden af hende eller ej, men hun var ganske simpelt opslugt af at skære sig selv i fingeren. Det gav et ryg igennem hendes krop da hendes hoved drejede sig og de lysegrønne øjne borede sig ind i pigen for at finde ud af og hendes intentioner var gode eller ikke, en form for suk gled igennem Lilahs krop da hun havde målt pigen til ikke at være farlig på nuværende tidspunkt.
Da kvinden stillede hende et spørgsmål, kunne man tydeligt se at hendes kæbemuskler arbejdede… Arbejdede for at forme ord, hun havde tænkt hvad hun ville sige, men det var en helt anden sag at sige disse ord, hun var ikke så vand til at tale. ”fin” prøvede hun og rynkede hendes øjenbryn, nej det var ikke sådan det skulle lyde, hun stirrede kort ned i sandet og lyste så nærmest op ”har det fint” hun lagde tryk på t’et for at bevise at hun godt vidste det skulle være der. Hun tænkte igen ”tak” tilføjede hun og halvsmilede et let triumferende smil… hun skulle lige i gang så kunne hun jo godt. ”hvorfor?” kom det efter kort pause, og hun strakte benende en smugle så vandet kunne nå de bare tær og hun plaskede let med dem når vandet rullede op på stranden til det punkt hvor hendes føder var under vand.
”du…” en kort pause og hun rystede på hovedet som om hun kunne viske ordet ud ”fryser du?” hun så på kvinden med let nysgerrighed, hun vidste godt hvordan det så ud når folk eller dyr frøs, så det var egentlig ikke det hun ville vide, hun ville vide hvorfor hun frøs. Hun var ikke van til at se folk fryse.
Hun ville egentlig gerne hjælpe den fremmede til ikke at fryse, men hun anede ikke hvordan, hun klappede på sandet ved siden af hende som tegn til at hun godt måtte sidde sig, det havde hun set nogen inde i byen gøre, så hun regnede med at det var meget normalt. Men hun vidste også at når den fremmede frøs var det ikke sikkert at hun ville sidde sig ned, og slet ikke ved siden af en hun ikke kendte.
Igen blev der tænkt, grundigt ”hvad laver du her ude når du fryser?” hun smilede endnu engang halvt fordi hun havde udtalt hele sætningen uden fejl, eller hun regnede med at der ikke var nogen fejl. Hun så op fra sandet som hun blev ved med at se på hver gang hun overvejede en sætning, og lod igen hendes øjne måle den fremmede, som følge hende lignede en der var ved at blive til is, hvor underligt, men så igen hun lignede ikke en af de der underlige mennesker der pakkede sig ind i store… Jakker? var det det det hed? Hun nikkede kort for sig selv sammentyggende i at det måtte være hvad det hed.