A Night to Remember...

Sted - Tæt på gågaden i Terre
Tid - Klokken er omkring 21.00
Vejr - Det er koldt og klart. Temperaturen er lidt under frysepunktet
Omgivelser - Mennesker, som nyder det smukke lys i Terres gågade

I anledningen af den hastigt nærmende jul, var der tændt lys i Terres gågade. Her til aften havde butikkerne længe åben. Det var en slags open by night. Lyset virkede varmt, og de fleste mennesker så også ud til at have det helt utrolig hyggeligt. Desværre for dem, varmede lyset kun deres hjerter, og ikke deres kroppe. En masse lyskæder var sat op, så de hang oppe over folks hoveder. I butikkernes vinduer var der selvfølgelig også lys. Der var sat små boder op, hvor man kunne købe julekager og lidt at varme sig på. Mange mennesker havde også valgt at bevæge sig udenfor på trods af kulden. Det var både børnefamilier, kærestepar og venner, som var ude. Det var dog ikke kun mennesker, som havde trodset kulden. Andre væsener var også at finde.
Menneskerne på gaden kunne sagtens mærke, at det var blevet december. Vinter betød kulde. Heldigvis var de kloge nok til at tage massere af tøj på; vanter, halstørklæder, store frakker. Ichi havde ikke helt det samme på, som alle de andre. Han følte ikke længere kulde på samme måde som menneskerne, men han havde da taget en jakke på. Hvis et helt almindeligt menneske havde haft det samme tøj på, som han havde, ville de nok blive forkølede, men det problem havde Ichi ikke længere. Det var på en måde rart, ikke at kunne føle kulde mere.
Det var mere eller mindre første gang siden Ichis forvandling, at han bevægede sig udenfor iblandt andre mennesker. Situationen taget i betragtning, var det nok et dårligt sted for Ichi at opholde sig. Hans hjørnetænder gjorde ondt, selvom han ikke engang var specielt sulten. Han havde drukket noget af det hesteblod, som Zhadalina havde, aftenen før. Alligevel gjorde tænderne ondt. Duften af alle de mennesker var overvældende for den nye vampyr. Det var helt utroligt. ”Argh…”, udbrød han og førte hånden op foran sin mund. Deres hjerter bankede, som en sær slags musik. Den var nærmest hypnotiserende, men Ichi forstod det ikke. Ichi havde ingen mulighed for at skjule sine røde øjne, og da det ikke længere var solskin, kunne han ikke engang gå med solbriller. Det ville måske kunne lade sig gøre, hvis han sagde, at han havde meget overfølsomme øjne. Men ville det så også det? Det var alligevel for sent at tænke på nu, for han havde ingen solbriller. I stedet måtte han bare lade sit brune hår glide ind over øjnene.
Ichi slog armene rundt om sig selv. Hvad lavede han overhovedet her? Han var ved at blive sindssyg! Alle de lyde og dufte. Kagerne duftede ikke engang specielt godt for ham, så han kunne ikke nyde det. Personerne på gaden snakkede. Han hørte dem. I ren panik flygtede han hen til en væg, så han kom lidt på afstand af menneskerne. Zhadalina havde sagt til ham, at han ikke måtte drikke andet end dyreblod, så han prøvede at styre sig selv. Hånden førte han igen op foran sin mund for at dække over hugtænderne.
Hans røde øjne faldt til ro på et kærestepar, som holdt i hånden. De stod tæt på et stort juletræ, som var oplyst af de lyskæder, der var på træet. De holdt i hånden og snakkede lavmælt sammen. Af ren nysgerrighed spidsede Ichi ører. Han kunne høre, hvad de snakkede om. Skræmmende. Han skyndte sig at ryste på hovedet, og kigge væk. Så god hørelse... Han kiggede igen rundt. Uroligt. Han måtte finde noget, som kunne distrahere ham. Men hvad?

"Kan du gøre det?" En kvindestemme hviskede ind i Diegos øre. Hun stod lænet op af en mur i udmundingen af en gyde og han stod lænet imod hende. Hun havde set hans røde øjne og vidste med det samme, han var vampyr - og det ønskede hun også at være. Han sendte hende sit mest charmerende smil og strøg hende over kinden. Hun var det alt for let offer, og det var klart i hendes tanker, at hun stolede fuldstændig blidt på ham.
"Selvfølgelig kan jeg det," hviskede han tilbage. Ingen ville ane uråd. De, der så dem, ville blot tro, de var et kærestepar, der delte deres romantiske julepladder. Og julelysene understøttede da helt klart den teori.
Diego sultede. Han havde pint sig selv i flere dage og han var udhungret. Han måtte have blod. Og han måtte have det med det samme. Det var perfekt, at han så fandt et så villigt offer. Han skulle bare have hende væk, så ingen kunne se ham slå hende ihjel.

Hans opmærksomhed blev dog revet væk fra den lille, mørkhårede femtenårrige, da han genkendte tankemønsteret fra en artsfælle. Der var en vampyr i nærheden. Som tydeligvis havde ligeså meget brug for blod som han selv var.
Han vendte blikket imod ham. Hvad var det for noget vrøvl, han gik rundt og tænkte på. Dyreblod? Ha. Sikke en skamplet på deres race. Men det kunne være sjovt, at lege en smule med den stakkels, uerfarne nyfødte. Planen faldt på plads med en stormene fart. Diego satte den ene hånd imod den kolde stenmur, kyssede kvinden på halsen, og bed så hul. Han var overbevist om, at lugten ville få den yngre vampyrs opmærksomhed lynhurtigt.
Han begyndte dog først at drikke rigtig fra menneskepigen, da han var helt sikker på, Ichigo havde set ham. Pigen havde lagt armene om Diegos nakke. Overbevist om, at nu skulle det ske, nu ville hun blive en vampyr. Men sådan var planen ikke.

Han sørgede for, at ingen af de omkringværende mennesker så, at den unge kvinde var ved at miste livet. Og da hun kom så tæt på døden, at hendes instinkter slog til, og hun forsøgte at skrige og flå sig ud af Diegos greb, tog han fat om hendes skuldre og flåede hendes luftrør op, så hun ikke kunne gøre noget, mens hun døde af både ilt- og blodmangel. Hendes øjne var opspilede og pludselig vendte hun det hvide ud af dem. Hun blev slap, men Diego gav ikke slip. Han tørrede blodet af munden og trak hende dybere ind i gyden, for så at dumpe hendes lig. Han var sikker på, at den mængde blod, der var tilbage i hende var nok, til at den anden sultne vampyr ville komme derhen. Om ikke af sult, så af nysgerrighed.

Den lille flig af samvittighed, Diego havde tilbage, havde ondt af pigen. Hun mindede så meget om Diego selv, da han stadig var menneske. Dengang han var 'Ciel.' En uskyldig knægt, der bare drømte om at blive en del af natten. Men han rystede det af sig. Hvis … Når han engang døde -for han troede ikke på, han ville leve for evigt- og så pigen, ville hun takke ham for, ikke at have ladet hende lide samme skæbne som ham. Det var ikke et liv, alle havde godt af, at blive smidt ind i.

Måske var den anden vampyr en af den slags. Diego grinede lumsk. Det ville helt klart blive interessant.

Ichis blik flakkede rundt. Han var i forvejen ikke god til at være ude i blandt andre personer. Normalt var han kun ude, når Yuu var med ham. Yuu var her ikke nu. Han var faktisk helt alene. Zhadalina var her ikke engang. Hvad skulle han dog gøre? Han havde på fornemmelsen, at han egentlig burde gå sin vej, men et eller andet holdt ham tilbage. Han kunne ikke bare gå. Han var ikke færdig her. Det var nødvendigt at blive. Hvorfor, vidste han ikke, men det var i hvert fald, hvad en indre stemme fortalte ham. Bliiiiv, Ichi, bliiiiv. Ichi adlød. Han var generelt ikke specielt god til at sige fra, og når stemmen så var inde i hans eget hoved, blev det bare forvirrende for ham. Det var meget nemmere bare at adlyde, så fik han ikke noget bøvl eller problemer på halsen.
Det manglende hjerteslag kom fortsat bag på ham nogle gange. Han havde ikke helt forstået, at han faktisk var død. Han behøvede heller ikke at trække vejret, men han gjorde det alligevel. Det hjalp overhovedet ikke, og det var komplet unødvendigt, men vanen var simpelthen for svær at lægge fra sig.
En skarp lugt ramte pludselig Ichis næse. Hvad var det? Ichi prøvede at finde kilden til lugten, men det var lidt svært, da han ikke havde prøvet noget lignende før. Hver eneste gang han skulle spise, havde han bare snuppet en pose fra fryseren. Han skulle ikke jage eller noget lignende. Han snusede dybt ind. Det duftede… Godt. Fantastisk. Hvad afgav den duft? Ichi kiggede rundt i et forsøg på at finde kilden. Der gik ikke lang tid, inden han fandt den. Kunne det nu også passe? Kom den fra det kærestepar henne ved muren? Ichi bevægede sig langsomt tættere på dem. Han tænkte, at han hellere måtte være lidt forsigtig. Desværre gik det ikke heeeelt efter planen. Ichi nåede rimelig hurtigt hen til parret, men han valgte at holde sig en lille smule på afstand. Han stillede sig halvt gemt bag muren, imens han holdt øje med dem.
Ichi kunne ikke helt finde ud af, hvad der foregik. Det så ud til, at drengen kyssede pigen på halsen, men han var ikke helt sikker. Pludselig så hun ikke ud til at nyde det mere. Hendes øjne så underlige ud og drengen lavede en hurtig bevægelse. De forsvandt ind i gyden, og Ichi fulgte efter. Duften var så… så tiltrækkende for ham. Han kunne slet ikke modstå det! Det var ligesom en eller anden utroligt lækker kage, som han bare måtte smage på. Men hvad var det?! Hans blik faldt lynhurtigt på pigen; halsen var flået op. Det så en smule frastødende ud, men alligevel lokkende. Det var underligt, og Ichi forstod intet. Ichis blik flakkede så hen til drengen. Der var et eller andet bekendt over den der lugt. Den mindede lidt om Zhadalina, men der var alligevel noget lidt anderledes ved den.
Ichi stillede et af de dummeste spørgsmål, han overhovedet kunne stille. ”H-Har du spist hende?”, hans stemme var hakkende. Han var nervøs. Det så virkelig ud til, at drengen havde sat tænderne i hende. Sådan noget gjorde man da ikke! Det som skræmte Ichi mest, var dog, hvor meget han selv havde lyst til at sætte tænderne i pigen på jorden. Han børstede hurtigt det brune hår væk fra de røde øjne, så han havde en chance for at se noget. Han havde absolut ingen anelse om, hvor farlig Diego var, eller hvor farlig han kunne være. Ichi havde ikke mødt andre vampyrer end Zhadalina, så han vidste ikke bedre.

Diego fulgte hele tiden drengen i tankerne. Hvor var det dog morsomt; En vampyr, der ikke genkendte duften af blod. Den duft, hele hans verden burde dreje sig om. Det gjorde Diegos i hvert fald. Han stod henslængt op af muren med et skævt smil på læberne og pigen for hans fødder, da Ichigo trådte ind i gyden. Hvor var det dog ynkeligt, at han gjorde så store øjne over pigens tilstand.
"Ja," sagde han matter-of-factly. Han hævede det ene bryn lidt og lagde armene over kors. "Du har aldrig prøvet det, kan jeg gætte mig til." Han satte sig på knæ ved pigen og løftede hendes hoved lidt, så de døde øjne så op imod den sorthårede vampyr, der blot trak hendes pine ud.

"Du aner ikke, hvad du går glip af," mumlede han, hans blik stadig rettet imod pigen. Han havde blod om munden og en tynd stribe af blod sivede ud af pigens hals. Hun var allerede ved at blive kold i hans arme. Han overvejede et øjeblik at forvandle hende for alvor. En skaber kunne styre sine vampyrer, og Diego følte en stærk lyst til at være i den position. Efter at han selv havde været babyvampyren, der blev misbrugt af sin skaber … Måske var det malplaceret hævntørst, måske var det bare fordi han var en dominerende skid. Men uanset hvad var lysten ikke stærk nok til, at han gjorde det.
Han så op på Ichigo med øjne, så røde, som de kunne blive. "Vil du have en smagsprøve?" Han gjorde en gestus imod Ichigo og så imod pigens hals. Hvis fyren sagde nej, ville han blive ved med at presse ham. Måske finde et nyt offer, så fyren også kunne tage del i jagten - hvilket var det, Diego fandt sjovest. Det var lige før han var som en lystfisker, der blot fangede sine fisk og så slap dem ud igen, som om de ikke kunne bruges til en skid. Men han kunne ikke stoppe igen, når han først var startet.

Han så i fyrens hoved, hvordan han kun havde drukket af blodposer - nå, i det mindste var det da ikke dyr, han havde drukket af. Han skammede sig over de vampyrer, der sank så dybt. Og han ville helst slippe for at se flere af sin slags falde i den fælde.
Han lod pigen falde imod jorden igen. Det gav et hjerteskærende bump, da hendes hoved ramte jorden. Hvis hun havde været levende, ville det helt klart have gjort frygteligt ondt … Som om det betød noget som helst nu. Han rejste sig og gik et skridt imod Ichigo, så de næsten stod ansigt til ansigt. Ichigo ville kunne lugte blodet om hans mund. Hvis den fremmede vampyr kunne modstå, ville Diego fandme være rødimponeret. Men sikkert også tro, fyren var komplet idiot!
Ichigo kunne umuligt være en særlig gammel vampyr. Det ville ikke give mening, hvis han var mere end et par måneder gammel - max. Og hvis en så ung vampyr var tilfreds med donorblod …

"Jeg kunne også skaffe noget mere … friskt." Han så over Ichigos skulder. Ud imod julegaveræsset og menneskerne, der skuttede sig i deres store bamsejakker. Det var den perfekte tid. Ingen ville lægge mærke til, hvis én ung mand eller kvinde forsvandt ud af det blå.