måske en nu ven -Manda

S: skoven
O: dyr og træer
T: ved eftermiddagstid
V: der er lidt skyet

Fiona gik rundt i skoven, fuglen sang mens hun gik gemmen skoven, hun smilte for sige selv og så op i et træ der sad et egern der oppe, det hoppede hurtigt fra træ til træ. Hun gik vider i gemmen skoven, hun viste ikke hvor hun skulle hen, hendes grønne øjne skindede og hun smilte glad for sige selv. Hun gik hen til et træ og satte sig op i det, hun så rundt, der var en flot udsigt der oppe fra, hun lå en hånd om sin halskæde og sukkede dybt, før hun lå hoved tilbage og så ud over træerne.

En skøn dag, det var det vel. En af de få dage, hvor at Di Morga ikk virkede som en by fyldt med væsner som kunne dræbe hinanden på ét sekund. Dog var skoven altid mere tiltalende, end byen, for Manda. Der var meget bedre ro i skoven, det eneste der forstyrrede var dyrene som gik rundt af instinkt. Heldigvis var der mange der gik i hi, eller fløj sydpå snart. Sneen var faldet, så der var hvid dug over mange steder. Alligevel var det ikk så slemt i skoven? Han sukkede behaget ved tanken, og hans ånde var næsten til at skimte i luften. Manda havde en frakke på, men ellers var han ikk pakket særlig meget ind. Udover jakken, havde han et par vanter i en form for læder og nogle sorte jeans. Man kunne også se... en hale? En ulvehale, som svingede en smule, sammen med et par ulveøre som bevægede sig i de retninger hvor lyde ville komme fra.

Fiona så sige om og smilte hun have halv sort pels på sine hænder og foder, men hendes sorte støvler gjorde så man ikke kunne se det. Hun have et par mørkeblå jeans på og en stor tyk sort jakke, hendes halv sort/brunt lange hår var gemt under hætten, og hendes meget grønne øjne kunne ses under den. Noget tid efter klattede hun ned igen og så sig om* hvad skal jeg så lave nu, hvad med at løbe en tur eller nej det er jeg får doven til lige nu* tænkte hun og strækte sig før hun begyndt at gå rundt igen, den halv kølige vind blæste hende i hoved, hun træk hænderne ind i jakken og hoved dukkede hun så jakken gik hende til over munden. Mens hun gik rundt der i skoven og tænkte på næste alt, i det samme kom hun til at træde på en gren." Knæk." sagde det, hun så ned og stoppede op." hov." sagde hun og træk på skulden før hun gik vider, det var en refleks som hun var vand til af lave når hun gik i sine tanke eller kom til at gøre noget dumt som af gå ind i folk som hun nogen gange gjorde. Hun gik vider og lyttede bare til skoven mens hun smilte

Han løftede blikket fra jorden, en lyd? Hans øre var allerede vendt mod lyden, og hans gule øje gav et glimt fra sig. En animagus var vidst taget til skoven. Han smilede let og gned tindingen, "Nu skal du ikk til noget..." mumlede han til sig selv og kiggede ligeud for sig. Han strakte sig let, mens han roligt og lydløst begav sig mod lyden. Han begyndte så småt at finde ud af hvem væsnet var, en kvinde. Hun så ikk særlig gammel ud, men heller ikk som en på 16, det var hun for "moden" til. Han fik et kejtet smil frem og lænede sig op af et træ. Han fik sine arme over kors og kiggede blidt på hende. Hun var på vej mod ham, men hun så ikk ud til egentlig at ane at han stod der. Hvilket han også fik ret i, for pludselig så var hun oppe af ham. Gået ind i ham. Han kom til at grine lidt og kiggede opgivende på hende. Han aede hende blidt på hovedet, "Noget galt? Du ser vist meget optaget ud med dine tanker..." smilede han.

Fiona fik et chok da hun gik en i noget varmt og da der var en der aede hende, gik hun et par skridt tilbage, hun stod bar og så på ham i noget tid uden rigtigt at kunne sige noget, men til sidste tog hun sig samme." hov, undskyld jeg... så dig ikke... jeg hø... ja det var jeg." sagde hun til sidst og så ned, mens hun kløede sig i nakken." hvor kom du fra jeg så dig ikke, komme." sagde hun lidt efter og så på ham med et kejtet smilte, mens hun undrede sig over hvorfor han have aede hende på hoved nok han ikke kendte hende, hun så på han men sagde ikke mere i sted tog hun hånden op til hoved der hvor hans hånd havde aede hende

Han smilede uskyldigt til hende, han kløede sig bag nakken. "Undskyld, det er en vane." Hvilket det var, han havde altid haft vanen at ae nogen på hovedet. Især hvis de fjollede, det var på en måde noget han synes var sødt og hans måde at vise det på var ved at ae dem. Hun snakkede lidt underligt, han rynkede sine bryn, men det blev lettere da hun var færdig med at snakke. Var der mon noget galt? Han bukkede hovedet lidt ned og prøvede at få øjenkontakt med hende. Han smilede til hende, "Jeg har stået her i noget tid, jeg ventede lidt på at du ville stoppe, men det skete ikk rigtigt." Han kiggede opgivende på hende, hun så ud til at være lidt bange for ham, måske var det hans to øjenfarver? Han trak på skuldrene, det var ikk så vigtigt.